Dagbog fra New Zealand
I denne dagbog vil vi skrive om de indtryk og oplevelser vi får undervejs på vores jordomrejse. Hvis du vil skrive en hilsen eller en kommentar, bedes du benytte vores gæstebog.

Flyt/placér taleboblen på billedet med din mus

Skriv tekst til din talebobbel

Shape:
 
Skrevet af Sean, d. 11-02-2011
JEG VIL VÆRE MED!!!! ;(


Skrevet af Rasmus, d. 04-02-2011
Hej Betina. Det lyder som om det har været en rigtig dejlig ferie. GID DET VAR MIG!! Og skal bare sige at Sean mobber mig rigtig meget i skolen og han har snakket meget om dig (; rauw!! Ses frække.


Skrevet af Betina, d. 25-01-2007
"Mor, nu har vi samlet 2 store spande haestepaerere, smidt dem paa moeddingen, givet hoensene vand og lukket Taka ud. Nu har vi da fortjent en is med 2 kugler, ik?" Jo, selvfoelgelig havde de fortjent isenene og jeg havde efter en varm dag paa hug i urtehaven fortjent en kop "rigtig" kaffe samt 2 skiver "rigtig" rugbroed med oekologisk hindbaermarmelade.
Vi er de heldige vindere af en uges ophold paa Bluegums, som er et stort stykke land fyldt med eucalyptustraer, 2 selvbyggede energibesparende boliger med fantastiske udsigter hvorend man kigger.
Familien Kulpe har haft Wwoofere siden de koebte Bluegums i 1985, hvor de sammen med familien Stoppel rejste fra Tyskland for at finde lykken i NZ. De ledte laenge efter det ideelle sted hvor deres faelles ideer og ideologi om oekologi kunne komme til udtryk. Idag har de to store oekologiske urtehaver med et imponerende udbytte, multtoiletter, solenergi, genbrug af graat spildevand, optimal udnyttelse af hoesten samt kompostering. Stoppelhuset er et halmballehus, hvor Kulpehuset er et traehus. Alt hvad der produceres bliver fordelt mellem de to familier, alle beslutninger foretages i samraad og de laegger en stor del af deres fritid i lokalsamfundet.
Ungerne og jeg er enige om at denne uge har vaeret en af de bedste paa rejsen. Arbejdet var nemt, stemningen positiv og oploeftende, vejret enestaaende og vi kunne administrere vores dag som vi lystede.
Vi boede i en campingvogn bagerst paa grunden med udsigt til bjergene - skoent at staa op og kunne se ud over dem hver morgen. Der var masser af liv paa gaarden - 2 faar ved navn Jossie og Maxi, hesten Taka paa 35 aar uden en ploek i munden...hunden Jugo som ungerne elskede at lege med samt kattene Lulu - meget reserveret - og killingen Minka. Ungerne fik lov til at ride paa Taka - saagar badede med den nede paa stranden!
Det var paa mange maader et fristed hvor man (naar man angreb ukrudt, slog graes eller vendte hoeet) kunne samle tankerne og goere sig fri for negative input. Det var vidunderligt at samle forkosten i urtehaverne, tilberede den og nyde den paa verandaen med udsigt over hele Diamond Bay.
Det har ogsaa sat gang i den oekologiske tankegang - maaske kunne man goere en bedre indsats naar man kommer hjem igen. Udnytte de indkoebte varer, sparer mere paa vandet, bruge komposten og meget mere. Bruge det i undervisningen kunne ogsaa vaere en oplagt ide!
Vi tog afsked med familien Kulpe og tog ned til faergen igen. Sejlede over og tog bussen til Christchurch, hvor vi langsomt bevaegede os ud til lufthavnen. Vi glaeder os til den naeste del af rejsen - Australien, hvor morfar kommer ud for at rejse sammen med os de naeste 5 uger. Det skal blive rigtig hyggeligt - det er jo ikke saa tit at man i min alder rejser sammen med sin far, men det glaeder jeg mig meget til! Ungerne glaeder sig til at faa taev i kortspil, mindre glad for skoleboegerne, men mor bestemmer! Paafyldning af lakridser vil ogsaa vaere et udemaerket traek for vores nye deltager - man mangler altsaa Piratoser downunder!
Flyveturen var smertefri, menuen superlaekker og filmen med Kevin Costner var taalelig. Vi landede i solskinsvejr med cirka 35 grader....vi skal vaere i Sydney en uges tid foerend morfar kommer, men vi har allerede et kaempemaessigt program.


Skrevet af Betina, d. 14-01-2007
Det er svaert at huske hvor langt man er kommet i vores dagbog og man maa jo ikke glemme selv de mindre detaljer. Hvordan jeg kunne glemme Invercargill er mig en gaade. Mange rejsende havde fortalt mig at hvis der var en by man godt kunne undvaere at besoege her paa NZ saa er det Invercargill. Hvorfor ved jeg ikke, da vi havde en supergod dag - fik den laekkerste pizza, blev klippet, handlede og koerte ud til Bluff som er stedet hvor faergen sejler ud til Stewart Island. Vi koerte hele vejen derud og man kunne overhovedet ikke se oeen paa grund af taage. Turen op til udkigstaarnet var et mareridt- vejen var meget smal og utrolig stejl. Vi koerte ikke mere end 20 km og det foeltes som om vi koerte baglaens. Ungerne hyggede sig mens moren sank et par gange mens motoren skreg og hylede. Turen nedaf var derimod ganske morsom.....
Vi koerte ud mod Catlins - et naturomraade hvor vi fik roert baade lattermusklerne og benmusklerne. Der er saa mange forskellige steder hvor man kan se den smukke natur som Catlins byder paa: vi stoppede ved Curio Bay, hvor der ifoelge bogen er "one of the world's most extensive and least disturped examples of a jurassic follisised forest" vildt smukt og det var her vi saa vores pingvin. Vi saa Cathedral Caves, som kun er tilgaengelig ved lavvande - vi saa Purakaunui vandfaldet, det vandfald som fotograferes mest her paa NZ og vi koerte ud paa Nugget Point, hvor vi gik ud til fyrtaarnet og saa den store saelkoloni inden vi traette koerte mod Dunedin.
Vi fik et laekkert vaerelse i Dunedin - et kaempe familievaerelse og vi faldt hurtig i dyb soevn og sov og sov. Vi havde besluttet os for at tage en tour paa den lokale chokoladefabrik - Cadbury's World. Det glaede ungerne sig meget til og vi blev ikke skuffet. Dog havde fabrikken lukket for maskinerne da de lige var blevet faerdige med 40 millioner paaskeaeg og havde derfor givet deres arbejdere sommerferie...oev, men vi fik da set det store chokoladevandflad, som ungerne og deres mor oenskede de kunne bade i....det duftede himmelsk og man kunne dufte chokoladen paa vores toej da vi koerte videre nordpaa.

Den naeste turistitng paa vores agenda var Moeraki Boulders - en masse store sten - fuldstaendige runde som ligger paa stranden. Nogle af dem er gaaet i stykket og de har de smukkeste maerker overalt - de ligner naesten skildpaddeskjold. Enkelte er kun 1 meter i diameter mens andre er over 3 meter. De var ganske fantastiske og jeg er glad for at vi trodsede vejrguderne og blev "pissevaade". Fik dog nogle supergode billeder og vi fik ogsaa koebt vores kobberplade med "fern"symbolet paa. Fernsymbolet er fra en bregne, som der vokser rigtig mange af her paa NZ, dog noget stoerre end dem min mor havde i stuen engang i 80'erne.
Ankom til Christchurch og var igen utrolig traette. Fik et vaerelse paa YMCA og efter et hurtig indkoeb gik vi i seng. Sengene har indbygget varmepude og det er bare luksus!


Vi har nydt vores frihed med den lille hvide dyt, men den kom til at koste os en formue. En idiot havde bakket ind i vores kofanger og lavet en meget lille ridse i den. Men vores udlejer var ligeglad med stoerelsen - jeg skulle paent betale de 2750 dollars indtil skaden var ordnet og resten ville blive krediteret paa min konto.
Det var ikke den besked jeg havde brug for og med mit temperament saa kroeb hun hurtig om bag disken igen. Jeg bad hende om at tage bilen til mekanikeren og faa et overslag og det ville jeg meget gerne betale, men 2750 dollars - hun maa sgu da ikke vaere rigtig klog! Jeg havde da ikke total smadret oesen, vel! Hun fik et overslag naeste dag og nu loed regningen paa 489 dollars hvilket var en mundfuld men dog meget bedre end naesten 3000 dollars. Jeg har laert min lektie og vil ikke leje flere biler paa rejsen. Det holder budgettet soerme ikke til!!!
Vi bruger den sidste tid her i Christhurch paa hygge - har gaaet en halv maraton idag, ud til et marked, hvor man som altid kan koebe alt mellem himmel og jord. Koebte dog intet som ikke kunne spises.... Vi skal jo stadig baere alting og min ryg har ikke brug for mere.
Vi flyver videre til Australien om en lille uge og vi glaeder os til det varme vejr og den bedste oplevelse er at min far kommer. Han vil holde os selskab de naeste 7 uger og det bliver en rigtig god oplevelse for os alle sammen.


Skrevet af Betina, d. 14-01-2007
Vi koerte langs vandet og noed den smukke udsigt hele vejen til Dunedin. Vi holdte en del pauser da omraadet havde saa mange fantastisk oplevelser som vi ikke ville undvaere.Vi saa den lille oe, Monkey Island hvor vi kiggede efter Paua, som er en muslingeart der har de smukkeste farver naar man polerer den. Vi fandt dog kun enkelte og koerte videre mod vores frokost.


Skrevet af Betina, d. 12-01-2007
Vi fik langt om laenge en bil - en superlaekker bil ifoelge drengene, som mente at vores bil var "sejere" end den de havde koert i sammen med deres far! Den var soerme ogsaa svaer at faa fat i, da kiwierne har sommerferie tillige med at turisterne vaelter ind. Vi kunne leje den i 8 dage til en god pris, saa vi floej ud paa sydoeens smaa snoede veje og begyndte vores udfordringer. Den foerste udfordring var automatgear....doed nemt, naar man foerst har fisket efter gearstangen med hoejre haand og dermed aabnet vinduerne....bakket ud af en parkeringsplads og endt op paa den forkerte side af vejen-UPS, dog er kiwierne vant til os dumme hoejrekoerende og giver rum til disse smaa (farlige) fejltagelser.
Vi koerte op i bjergene og stoppede mere end et par gange for at nyde den smukke udsigt. Naturen er total "breathtaking" - vi ankom til Lake Tekapo ved frokosttid og begav os hurtigt ud paa en alt for lang gaatur op til Mount John. Soeen er helt lyseblaa pga mineraler fra bjergene. Solen skinnede og vi havde den bedste tur selvom den var for lang ifoelge drengene, som laengtes hjem til en kold Cola og chokolade.
Vi kunne desvaerre ikke faa et familievaerelse, saa vi endte med at dele sammen med tre tyskere, der larmede og rodede. Jeg sov a helvede til og vaagnede selvfoelgelig klokken lort. Oev og atter oev!
Vi koerte videre til Wanaka. Turen var utrolig smuk, gennem bjerge og marker. Vi saa endda Mount Cook - det hoejste bjerg paa Sydoeen og det har sne paa toppen. Wanaka er bare saa smuk - en kaempe soe midt i bjergene og der var fyldt med turister allevegne. Jeg maatte passe paa at jeg ikke koerte nogle ned eller paa anden maade fik et mindre uheld, da jeg ikke har set saa mange mennesker paa saa lille et omraade i rigtig lang tid. Maaske lige Stroeget ved juletid!
Der var selvfoelgelig ikke nogle hostel eller hoteller tilbage og vi havde kun nogle meget dyre muligheder tilbage, hvilket vi blev noedt til, da jeg ikke kunne koere laengere den dag. Koersel i bjerge er saa anstrengende og man er opmaerksom hele tiden, naesten hysterisk opmaerksom....ikke helt umuligt, hvis man kender mig!
Fik et meget flot vaerelse med TV og ungerne var glade. Vi saa fjerner og faldt i soevn, sov supergodt og vaagnede kun lige foer man skulle checke ud. UPS.
Vi skulle videre til Te Anau, op gennem de smukke bjerge igen. Meget stille og roligt. Meget smaa veje - one lane koersel nogle gange, over smaabroer af trae og igennem landskab man ikke kan beskrive. Sikken nogle farver!!!
Vi maatte en tur gennem turistbyen Queenstown hvor MacDonalds boed paa kaffen og ungerne spiste et fortjent Happymeal. Vi havde booket et 2 dags ophold paa en holidaypark. Det var kun en standard kabine, men ungerne opdagede en luksuskabine som havde TV, koeleskab og kaffemaskine. Saa de overtalte deres mor til at bytte kabine og for 8 dollars ekstra, saa hyggede vi os med kaffe og saa Star Wars igen.
Tidlig naeste morgen skulle vi ud til Milford Sound - en fjord smaa 120 nordpaa. En tur der tager cirka to en halv time pga af vejens tilstand. Aldrig har jeg set noget saa smukt foer. Aaben mund og med hjertet siddende paa tungen maa jeg have set noget underlig ud. Vi havde bestilt et cruise paa Milford Sound og det er noget af det bedste vi har gjort indtil vodere. Vi havde valgt et aeldre skib med sejl og naturguide. Alletiders tur - vejret var superflot ifoelge kaptajnen. Vi sejlede i naesten 3 timer, saa delfiner, saeler og masser af vandfald. Hvis man skal til NZ og er interesseret i rigtig uspoleret natur, saa er Milford Sound en rigtig god ide.
Vi koerte hjemad igen og stoppede ved et kaempe vandfald, hvor vi spiste frokost og var ogsaa selv frokost for nogle smaa irriterende myg. Drengene og jeg legede paa de store sten - havde taget bukserne af og sprang fra sten til sten, mnes vi hylede hver gang vi roerte vandet, da det var hundekoldt. Man skal igennem en stor tunnel - Homer - og paa den anden side var vi virkelige heldige, da tre kea'er - papegoejer, havde indtaget vejen for at tigge mad fra turisterne. Vi ved godt at man ikke maa made dem, men hvordan skal man ellers faa gode billeder af denne fraekke fugl, som gerne spiser panelerne fra bilerne, snoerebaand og andre sjove ting og sager?
Samtidig kunne ungerne lege i sneen fra to store gletshere i naerheden. De blev baade vaade og beskidte, men det var supersjovt!
Da vi kom hjem spiste vi "A cooked breakfast" som drengene havde tigget om laenge - de andre i koekkenet syntes sikekrt at jeg var en daarlig mor, som ikke gad kave et ordentligt maaltid mad til sine traette boern. Ungerne var dog tilfredse og vi tilbragte resten af aftenen sammen med et dansk par som oenskede info omkring Fiji. Hyggede os med kiks, chokolade og kaffe...igen!
Naeste dag var vejret overskyet og vi koerte mod Invercargill helt sydpaa. Vi koerte foerst forbi Manapourisoeen som er meget flot - det regnede for meget til at drengene ville ud og gaa tur - moren beklagede sig dog heller ikke denne gang, men satte sig tilbage i saedet og koerte videre mens vi skraalede med paa vores nyindkoebte CDm med filmmusik fra 80'erne.


Skrevet af Betina, d. 11-01-2007
Saa er det vist paa tide at skrive i vores dagbog inden vi skal videre til Australien. Vi fik besoeg fra Storbritannien paa Connors foedselsdag og drengene var bare superglade for at se deres far igen efter naesten 6 maaneder. Gaverne blev hurtig aabnet og PSP'erne varmet op til de nye spil.
Dagen blev brugt paa en lang tur ud til Kelly Tarlton's akvarium, hvor vi saa kaempemaesigge stingsrays, hajer og mange andre flotte fisk. Fodringen af blaeksprutten var hele turen vaerd og isaer soehestene var meget anderledes end vi havde regnet med. Det er faktisk hannerne der svoemmer rundt med de smaa ufoedte unger i deres bug - det lyder som en god ide!
Drengene fik ogsaa overtalt deres far til at tage dem med op i Skytower, mens jeg aad en masse chokolade og laeste sladderblade. Til aftensmad havde Connor valgt boller i karry - en ret som de fleste paa vores hostel aldrig havde set foer - det smager ogsaa meget bedre end det ser ud til, ik?
Vi lejede en bil og valgte at koere ned til Rotorua - en by som stinker af raaden aeg pga svovlbrinten fra undergrunden. Vi var paa en rigtig sightseeingtur og saa alle de "rigtige" steder. Geyserne og mudderhullerne, Champagnepoolen og emeralsoeerne, parken der i 2003 blev daekket af varmt mudder og om aftenen sad vi med foedderne i de varme kilder. Et utrolig smukt omraade som vi "varmt" kan anbefale til alle andre der vil besoege NZ.
Paa vej sydpaa koerte vi til Hukafalls - et kaempemaessig vandfald, hvor man selvfoelgelig "laver" stroem til hele omraadet. Imponerende og hvis man kiggede ned af floden kunne man - hvis man ser rigtig godt efter...skimte det sted hvor Frodo og hans venner sejlede ned af i slutningen af foerste film. Det har jeg ihvertfald bildt drengene ind. Der er en kaempe industri her paa NZ omkring Lord of the Rings, man kan komme op ture ud til de steder hvor man filmede og det koster selvfoelgelig en mindre bondegaard!
I Lake Taupo boede vi paa et rigtig laekkert hostel med swimmingpool og spa som ungerne elskede. Vejret var supergodt og vi noed en lang tur ved soeen efterfuldt af kaffe og muffins.
Naeste dag koerte vi videre sydpaa til National Park, hvor vi gik en lang tur ud til Tarankifalls - totalt smukt og vi havde fint vejr - solen skinnede og vi kunne hvis vi virkelig anstrengte os se til Mordor. Bjerge, vulkaner med sne paa og lavlandsbeplantning saa langt oejet raekker. Man kunne ikke oenske sig en bedre dag - afsluttet med en superlaekker burger som vi fik til aftensmad!
Naeste dag koerte vi til Wellington af en scenisk rute op gennem bjergene - fantastiske naturoplevelser. Haaber saadan at vores billeder bliver gode!
I Wellington havde vi bestemt at vi skulle dele os- Colin skulle tage drengene vestpaa og jeg skulle tage oestpaa og saa ville vi moedes igen d. 23 december i Christchurch.
Sejlturen over Cook straedet var bare skoen - isaer indsejlingen til Picton. Jeg tog bussen til Kiakoura hvor jeg ville gaa lange ture ved vandet og muligvis tage ud paa en hvaltur.
Vejret var enestaaende og jeg havde en rigtig flot tur ned af oestkysten. Paa vejen saa jeg saeler og vi ankom til Kiakoura ved middagstid, hvor jeg fandt et lille hostel. Jeg fik gaaet mange lange gaature paa halvoeen - saa saeler igen og kom alt for taet paa maagerne, som fandt mig truende: de sked paa mig! Det betyder da held, ik?
Besluttede at vente med hvalturen til ungerne ogsaa kunne komme med - Connor havde jo laenge oensket sig at se hvaler! Tog videre til Akaroa, hvor man kunne komme ud paa en delfintur. Dog blev vejret rigtig daarligt og det regnede i 3 lange dage uden stop! Jeg sad ved kaminen og laeste, mens jeg snakkede og laeste flere sladderblade. Gik i biffen og aad chokolade. Sov laenge og gik tidligt i seng. Dejligt at kunne slappe af uden ungerne - lige hvad jeg havde brug for efter naesten 5 maaneder i deres selskab.
Tilbage i Christchurch - jeg blev hentet af familien som alle var blevet forkoelet efter en gaatur paa Fox Glacier, indstallerede vi os paa et hyggelgit hostel, hvor vi ogsaa skulle tilbringe julen.
Vi koebte ind og havde bestemt at vi skulle have frikadeller juleaften - uden roedkaal, desvaerre. Vi spiste soede sager, spillede om snydegaver og aabnede de rigtige gaver. Dagen efter ringede vi til familien og oenskede dem en god jul. Vi tog bussen ud til Gondolaen - tog hele turen op og noed udsigten. Vi kunne se rigtig langt, da vejret var superflot. Tilbage i byen skulle Colin ud til lufthavnen - det var tid til at rejse hjem igen. Vi har sandelig nydt vores tid sammen - rart at have en anden voksen at snakke med.
En trist afslutning paa 14 supergode dage og med taare i oejnene tog vi bussen tilbage til vores hostel. Vi brugte resten af aftenen paa at planlaegge de naeste 10 dage, hvor vi skal leje en bil og koere resten af Sydoeen rundt.


Skrevet af Betina, d. 23-12-2006
Efter en behagelig flyvetur fra Nadi, Fiji landede vi i Auckland til en temperatur noget koldere end de 40 grader vi har haft de sidste tre uger. Dog behageligt, men behov for lange bukser og fleezen igen. Det er altid spaendende at lande i et nyt land - busturen til city var uden besvaer og vi koerte direkte til centrum, hvor bussen stoppede ved de fleste stoerre backpackers. I lufthavnen havde vi booket et vaerelse, som der var ingen ko paa isen, da tre traette og sultne danskere ankom til Albert Park backpackers og vi blev hurtigt installeret i et udemaerket vaerelse. Vi kunne ikke komme taettere paa hovedgaden end vi var nu og det skulle vise sig at vaere et udemaerket valg de naeste par dage.
Naeste morgen var det tid til at finde det lokale supermarked, saa vi kunne faa brugt vores plads i koeleskabet. Foodtown var et sandt Mekka for alle kraesne rejsende: floedeskumskager, delikatesse samt juicebar - hvad mere kan man dog oenske sig!
Ungerne blev selvfoelgelig noget overrasket og kurven blev hurtig til vogn - en mindre rygskade, men vi fik alt med hjem til vores hostel, hvor vi gik ombord i en kaempe velfortjent morgenbuffet.
I receptionen havde vi moedt Paul - en lokal Kiwi, som har boern paa Sean og Connors alder. Vi fik en masse gode raad og ideer til hvad man kan lave med unger i Aucklad og de naeste par dage fik vi set: Auckland Zoo med de stornumsede Kiwis, sejlede til Devonport og spiste Fish and chips, gik lange ture langs Waterfront, besoegte diverse gameshops og aad os maette i kager, kaffe og andre laekkerier.
Opholdet paa NZ skulle vaere en blanding af store naturoplevelser og arbejde. Hjemmefra havde vi ansoegt om at deltage i WWOOF, som er en organisation hvor man kommer ud at arbejde paa oekologiske gaarde - cirka 4-6 timer om dagen og faar kost og logi i stedet. En udemaerket idee som vi huritgt benyttede os af. Vi tog bussen igennem de smukkeste landskab ned til Palmerston North, hvor vi skulle vaere de naeste 14 dage paa en gaard med malkekoeer. Gaarden havde sol-og vindenergi samt emuer, hvilket ungerne og N/T/laereren glaedede sig til. Noget overrasket blev vi da, da dette ikke er den gaard som er beskrevet i kataloget og at det hverken var sol- eller vindenergi og da slet ingen emuer! Koeer var der til gengaeld mange af og dem skulle jeg nyde selskabet af de naeste mange dage. Arbejdet viste sig dog huritg at vaere alt for fysisk haardt for min stoerrelse og jeg maatte slide og slaebe for at baere de 2 tyve-liters spande med maelk frem og tilbage mellem malkeskuret og bilen. Blaa maerker og ondt i ryggen - jeg overvurderede vist mine egne kraefter.
Opholdet skulle blive en blandede fornoejelse, da vi aldrig har sat fod i saa uhumsk et hus foer! Samtlige kendte og ukendte mikroorganismer havde overtaget kontrollen over baade koeleskabet og badevaerelset....foej for pokker hvor var der dog ulaekkert. Selv ungerne ville ikke spise i koekkenet foeend jeg havde ordnet alt med Klorin og skurepulver. Stoevsugeren og jeg blev ganske gode venner! Vi blev sat i sving med det sammen og det tog bonden et stykke tid foer han fandt ud af at vi aldrig havde arbejdet paa en gaard foer, saa vi havde brug for lidt flere instruktioner naar han oenskede vi skulle lave noget. Jeg har i hvertfald aldrig malket en ko foer, ej heller ordnet udstyret til malkningen, skrubbet staldene eller givet en syg ko medicin ved at spaye ind i dens naesebor, mens den loeb tvaers over marken med mig i haelene i regn- og stormvejr. Sikken et syn og hold da op hvor jeg dog bandede de lortekoeer langt vaek! Vi havde ogsaa de bedste stunder sammen med Norman - selvfoelgelig!, som var en lille kalv der ikke ville drikke af hans moder. Vi laerte ham at bruge sutteflaske og sikken et dejlig syn - en lille varm kalv med maelkefraade omkring munden.
Vores daglige aktiviteter var: hjaelpe til med malkningen, goere staldene rene, fodre grisene og hoensene. Ungerne hjalp til i stalden og hentede aeg fra hoensehuset. Vi byggede saagar en hoensesti ud af gamle stolper og brugt hegn. Det tog tid men det hjalp at min far havde fortalt mig lidt om konstruktioner og des lige. Bondens kone var imponeret - der var sgu ogsaa en laage i!
Maden bestod hovedsageligt af proteiner - koed i lange baner og groentsager var et sjaeldent syn - mine unger beklagede sig overhovedet ikke. Dessert var ogsaa paa menuen og naar vi tiggede Cedric - bonden, saa hentede han kager til os.
Det var virkelig en blandede oplevelse - det der virkelig ikke var nogen god oplevelse var de mange syge koeer Cedric havde. Paa marken laa to doede koeer som var halvt braendte. To andre laa laengere vaek og ventede paa at blive braendt og vi havde tre koeer i skadestuen, fordi de havde faaet brystbetaendelse. Cedric ville ikke behandle dem med antibiotika fordi det var for dyrt og den oekologiske behandling var meget langsommelig og tidskraevende, saa derfor undlod han at behandle dem. Det var jeg selvfoelgelig ikke tilfreds med men det havde jo intet med mig at goere. Liz, den ameriaknske pige der ogsaa var paa gaarden afbroed sit ophold foer tid og angav bonden til RSPCA for dyremishandling. Vi forlod gaarden sammen og er glade for den beslutning. Det er svaert at se koeer i smerte naar deres yvre langsomt raadner!
Bagefter har drengene og jeg snakket meget om vores ophold paa gaarden og jeg haaber at de i fremtiden vil glemme lydene fra de stakkels koeer, som broelede deres smerte time efter time.
Vi tog tilbage til Auckland, til vores varme rene senge, hvor vi nu glaeder os til at se drengenes far, som kommer paa besoeg for at fejre jul sammen med os.
Vi vender tilbage naar julen er overstaaet. Indtil da oensker Betina, Sean og Connor alle en rigtig glaedelig jul samt et godt nytaar.