Dagbog fra Sydamerika
I denne dagbog vil vi skrive om de indtryk og oplevelser vi får undervejs på vores jordomrejse. Hvis du vil skrive en hilsen eller en kommentar, bedes du benytte vores gæstebog.

Flyt/placér taleboblen på billedet med din mus

Skriv tekst til din talebobbel

Shape:
 
Skrevet af jonas, d. 14-02-2007
kære connor tak for kortet jeg håber at du stadig har det godt og du har fået nogen gode billeder og det har været kedeligt i skolen når man tænker på at
at du er alle mulige steder men håber at vi snart ses og du ikke syntes at det bliver for kedeligt uden arne ses kærlig hilsen jonas.t


E-mail:
Skrevet af Betina, d. 08-12-2006
Dagbog fra Oaxaca og turen til LA.
Vi havde med vilje valgt en by ikke langt vaek fra Mexico city fordi der skulle vaere rigtig mange gamle huse og en fantastisk smuk bymidte med den traditionelle kirke og utallige smaa cafeer og gallerier. Oaxaca er en slags kunstmagnet og vi blev ikke skuffet - vi saa saagar kunstnere, der sad og malede i de smaa sidegader. Men den by vi ankom til var en stor overraskelse - paa naesten alle bygningerne var der grafitti og vi saa isaer en tegning af en mand med briller og sort overskaeg, hvilket vi senere fik at vide var den lokale guvaernoer. Jo naermere bymidten vi kom, jo mere forbavset blev vi over byens tilstand. Den lignede noget fra Mellemoesten! Hele bykernen var afskaaret fra resten med udbraendte biler og bildaek. Paa torvet var der boder overalt med musik, bannere og propaganda - der var desuden mennesker overalt. Det viste sig at vi var havnet midt i en lokal strid mellem gunaernoeren og byens mange laerere og stridighederne var blevet optrappet yderligere da militaeret slog flere laerere ihjel.Denne aktion fik mange andre borgere i byen til at nedlaegge deres arbejde og byen foeltes mere eller mindre "doed". Heldigvis havde det ikke stoerre betydning for os og vi boede paa et rigtigt hyggeligt hostel - dog var koekkenet en biologisk bombe. En anden stor overraskelse var det lokale gigantmarked, hvor vi for foerste gang i lang tid kunne vaelge og vrage mellem alt muligt laekkert mad, baade kager, slik og lune delikatesser. Vi aad os maette hver dag og gik paa cafe og drak skummende kaffe og gik byen tynd!
Turen til Mexico City tog os igen gennem fantastiske landskaber - aldrig har vi set saa mange kaktusser, bjerge og smaa landsbyer. Det var en stor oplevelse for ungerne at koere igennem verdens stoerste by - og stor er den!
Vi havde bestilt et lidt dyrere hotel da det ligger lige ved siden af den busterminal, hvor vi skulle koere nordpaa fra. Ungerne blev tydeligt overrasket, da de saa de fine forhold - de voksne noed ogsaa lidt luksus! Vi tilbragte 2 dage i MC og havde vi vidst hvor meget der er at se og hvor nemt off. transport (metro) er, saa havde vi valgt at blive et par ektra dage. I MC besoegte vi den store ZOO - ganske gratis! Mange af dyrene havde ringe forhold, menne denne ZOO har pandaer og de var meget fascinerende. Vi besoegte ogsaa et sommerfuglehus og igen var vi meget imponeret - alverdens farver og stoerelse floej omkring os i et enestaaende miljoe.
Deres "fuglehus" er et sandt kunstvaerk - vi gik sammen med tukaner, papegoejer og mange andre eksotiske fugle.
Vi brugte tid paa at samle forraad til den laengste bustur (42 timer) en tur vi bestemt ikke saa frem til. Bussen lignede heller ikke den som vi havde set, der hvor vi koebte billetterne. Der var intet vand til at vaske haenderne i efter toiletbesoeg, lyset paa toilettet virkede sporadisk og selv kaffe-og tevognen udeblev, mens fartgraensen ikke blev overholdt og alarmen blev udloest hvert andet minut. Sikken en koeretur!
Ellers forloeb turen stille og roligt - vi gjore mange ophold hvor vi kunne koeber nye forfriskninger og DVD'en holdt sjaeldent fritime. Vi spiste, sov og saa fjerner, mens vi koerte gennem byer, oerkener, frodige plantager, ved kysten og hoejt oppe i bjergene.
Langt om laenge ankom vi til Tijuana - graensebyen til USA. Vi havde ikke meget spiseligt tilbage da tolderne ved de utallige politiafspaerringer havde konfiskeret alt!
Vi havde valgt at blive i Tijuana de sidste par dage inden vi skulle videre til Fiji fra LA. Vi havde bestemt ikke lyst til at gaa ombord i LA!
Vi boede paa et motel hvor alt var malet pink! Supergodt og ungerne fik mulighed for at taeve loes paa et graeskkar fyldt med slik fordi vi naermer os den 31 oktober og det er Halloween, hvor gaderne blev fyldt med smaa ivrige sjaele der tiggede slik. Det virkede ikke helst oprigtigt, da Mexico fejrer den 2 November med de "Doedes dag" og den ville vi meget hellere havde set end en wannabe Halloween aften.
Tijuana er bestemt ikke for vatnisser - det er en by med et rygte for ballade, druk og damer i alle afskygninger. Vi gik et par ture ned af Revolution - dog i dagstimerne, hvor barene ikke var aabne endnu. Der var til gengaeld souvenirforretninger alle vegne, hvor ihaerdige saelgere proevede at lokke/skraemme turisterne.
Vi glaedede os til at komme videre ind i USA, men det skulle vise sig at blive en besvaerlig proces, da tolderne undrede sig meget over hvordan vi dog havde raad til at foretage saa lang en rejse. De gennemgik alle vores dokumenter (1 time) og maatte besvare alverdens taabeligste spoergsmaal inden vi kunne krydse den travelste graense i verden - ifoelge tolderen!
Paa den anden side snoldede vi hos MD mens vi ventede paa Greyhoundbussen, som skulle tage os til LA. Det tog smaa 3 timer - intet i forhold til hvad vi efterhaanden er vant til...og en meget dyr tur ud til lufthavnen, hvor vi havde et par timers ventetid inden vi skulle flyve igen.
Vi sagde farvel til Arne, som har valgt at tage tilbage til DK igen - ikke alle syntes at backpackerlivsstilen er livet! Drengene og jeg gik ombord vores fly til varme eksotiske Fiji klokken 23.00, hvor vi hurtigt fornaemmede den meget afslappede Fijitid!


Skrevet af Betina og Arne, d. 09-10-2006
Lang tid er gaaet siden vi har haft mulighed for at skrive i vores dagbog. Vi har haft alletiders besoeg til Arenal, den aktive vulkan i Costa Rica - og aktiv det er den ihvertfald. Vi valgte at besoege den uden guide en tidlig morgen hvor fuglene og broeleaberne var vaagne. Turen var lang og varm, men det var alt besvaeret vaerd, da vi naaede frem til udkigsposten. Fantastisk syn, flot natur og velholdt naturreservat. Paa vej tilbage fik vi en stor oplevelse, da vulkanen besluttede at gaa i udbrud! Vi haaber at vores billeder kan tale for dem selv, vi er selv glade for at vores underbukser ikke blev vaade paa grund af skraekken. En kaempe roegsky og et maegtigt bulder var en afskedsgave fra Arenal til de mange besoegende den morgen. Ud over Arenals lille overraskelse blev vi ogsaa temmelig gennembloedte af regnguderne, dog toerrede vi hurtigt igen. Paa vej tilbage fik vi et lift fra en lokal, som stoppede da vi moedte en stor flok naesebjoerne, som tiggede mad hos forbipasserende. Ungerne syntes at de var megasoede og sjove. Vi var bare interesserede i at beholde alle vores fingre efter fodringen, da de var meget energiske...
Vores rejse fortsatte til Liberia, en mellemstation ud til en lille surferby, hvor ungerne skulle faa mulighed for at proeve kraefter med de store boelger. Vi havde nogle fantastiske dage med masser af sol, strand og lange gaature i den lille turistby. Tamarindo er en gammel hippieby med mange bosatte amerikanere, saa "hvide" mennesker var ikke et sjaeldent syn. Vi smovsede os i quiche, croissanter med chokolade og sandkage!
Tilbage i Liberia planlagde vi turen videre til Nicaragua, et land som vores guidebog ikke havde meget positivt at berette om. Det var svaert at finde byer hvor der var rimelige forhold uden at vi skulle opholde os indenfor hele tiden. Nicaragua er et meget fattigt land med en kedelig fortid med meget amerikansk indblanding uden mange muligheder for forbedring af deres leveforhold. Hoej kriminalitet og usikkerhed praeger manges hverdag og giver ikke turisterne mange muligheder for at opleve landet. Vi tog en bus til Granada, som skulle vise sig at vaere det bedste valg. Byen var meget smuk med gamle velholdte huse, renoverede brolagte gader og en god positiv stemning overfor turister. Vi fik nogle gode dage i byen, hvor vi tilbragte tid ved soen, paa det store marked og paa torvet, hvor der var meget livligt. Ungerne hyggede sig med deres kabeltv, mens de voksne slappede af med en god bog og proevesmagte lokale frugter.
I Granada havde vi valgt at besoege Corn Islands - endnu et sikkert sted for turister at opholde sig i landet. Vi skulle bare koere til hovedstaden Managua, overnatte en enkelt nat og flyve ud til oerne tidligt naeste morgen. I Managua er der ingen sikre omraader for turister at opholde sig og isaer ikke efter klokken 6 om aftenen. Ikke et sted vi oenskede at vaere laengere tid end hoejst noedvendigt. Vi ankom til byen uden problemer, men opfattede hurtigt at de lokale var meget emsige og havde et voldsomt temperament. Bare det at skulle hyre en taxi kunne hurtigt blive et problem for baade dem og os. Vi ankom dog uden stoerre problemer til vores udvalgte hotel og ungerne blev glade for at se swimmingpoolen i baghaven. Hele hotellet var omkranset af hoejt hegn med pigtraad og sikkerhedsvagter var paa omraadet nat og dag.
Vi oplevede desvaerre den negative side af Managua, da vi om aftenen skulle ud at spise og naaede ikke saerlig langt foer Arne blev overfaldet af to maend, som ihaerdigt proevede at faa udleveret penge, som han ikke havde nogle af. Vores guidebog fortaeller at man endelig ikke skal modsaette sig disse overfald, men det er umuligt at overholde, da vi ikke var forberedte paa en saadan situation. Vi raabte og skreg og slog fra os og til sidst loeb de deres vej uden at faa noget som helst ud over roede oerer. Vi har laert meget af denne oplevelse - at selv med boern tilstede er vi stadig et oplagt bytte og for eftertiden tager vi taxi naar det er moerkt.
Vi floej ud til Corn Islands i en meget lille flyver - ikke mere end 20 saeder og turen varede kun 2 timer med et stop undervejs. Corn Islands er to smaa oer i det karibiske oehav ud fra Nicaragua's kyst - nogle temmeligt isolerede oer med britisk afstamning, saa deres modersmaal er creole en blanding af engelsk og jamaicansk. Den lille oe havde smukke strande, blaat hav og masser af palmetraer. Vi boede i en lille cabaña - en traehytte paa paele en spytklat fra havet med to haengekoejer i forhaven. Alletiders sted for ungerne som mere eller mindre opholdt sig i eller ved havet det meste af dagen. De fik en dejlig kuloer, som vi andre misunder dem. Maden var hundedyr og ensformig, da alting kom fra fastlandet. Flyveturen hjem igen var med et Cessnafly med kun 12 saeder, saa man skal ihvertfald ikke vaere klaustrofobisk anlagt!
Vi ankom sikkert og en taxi fra hotellet ventede paa os. Dejligt sikkert!
Naeste morgen havde vi koebt billetter til Guatemala City. Turen skulle vare fra klokken 5.00 om morgenen med overnatning i San Salvador og videre naeste morgen indtil klokken 12.00 om middagen. Vi havde ingen problemer paa turen og ved graenserne var alting smertefrit. Andre passagerere var mindre heldige og havde svaert ved at sidde efter toldernes "behandling" - narkotika er et stort problem hernede og smugling maa vaere en daglig forteelse.
Vi havde faaet hjaelp fra en amerikaner, som kunne spansk og dermed delte vi en sikker taxi til busstationen, hvor vi koerte ud til en lille bjergby Antigua. Den ligner meget Granada i Nicaragua - der er mange turister og byen er gearet til vestlig ophold. Mange hoteller med varmt vand i hanerne. Jubii, da vi ikke er blevet vasket i varmt vand i naesten 3 uger!
Vi bor i et lille gaesthus hos en flink mutter som saa mange andre ikke fatter at vi intet spansk kan og derfor snakker de bare loes uden at man fatter en pind. Selvfoelgelig kan vi bestille Cafe' con leche (kaffe med maelk), baño som er toilettet, hvilket vi tit har brug for da de sanitaere forhold ikke er samme standard som derhjemme. Men man kan sagtens klare sig uden de store kundskaber i det spanske sprog.
I oejeblikket er vi igang med at planlaegge turen gennem Mexico - en meget lang tur paa cirka 4000 kilometer som skal foretages i bus, fordi flyvebilletterne hernede er temmelige dyre....
Vi ville helst undgaa Mexico City paa grund af igen den hoeje kriminalitet - isaer fokuseret paa turister, men vi kan ikke rejse udenom. Vi har planlagt at bruge et hotel ved siden af busterminalen, da man ikke kan benytte taxaerne. Moegirriterende for os som aldrig normalt skal taenke paa saadanne forhold. Man taenker tit paa hvor "dejligt" sikkert vi har det derhjemme og glaeder os til at komme vaek fra disse forhold og videre til mere civiliserede lande som New Zealand.

Hvis vi skulle anbefale et land, hvor vi virkelig foelte os velkommen og hvor der er rigtig mange aktiviteter for hele familien, saa maa det vaere Costa Rica. Vi foelte os paa intet tidspunkt usikre selvom vi gik rundt i San Jose eller langt ude paa landet, hvor der ingen andre turister var.


Skrevet af Fam. Solberg, d. 30-09-2006
Hej alle 4,
Vil lige skrive en hurtig hilsen her meget tæt på sengetid 23:40 *Zzzzz*
I her har vi det alle godt, vi nyder stadig godt af noget af varmen fra syd europa som har givet os en smuk Indian summer.
Vi tænker ofte på jer, specielt Mathilde som er begyndt at tælle månederne til i kommer tilbage. Hun savner Sean meget, vi andre glæder os også til at snakke med jer "live" igen.
Det er så underligt at vide at i befinder jer et sted som er så forskelligt fra vores daglig dag. I har bare at arrangere en lysbilled aften eller lign. når i kommer hjem.
Nok for nu, mange tanker fra Sønderhegnet.


E-mail:
Hjemmeside: www.canino.dk
Skrevet af Lars Goos, d. 18-09-2006
Hej Arne & Bettina.Håber alt går godt og nemt for jer alle 4 på den anden side af kloden.
Her er efteråret ved at bryde igennem så nu går vi den mørke tid i møde..Jeg sidder stadig og venter på du kommer tilbage til os igen men lad os se på det når i er hjemme igen..Hav en forsat god oplevelse....


E-mail:
Skrevet af Arne og Betina, d. 12-09-2006
Sandet er vaadt fra dagens store regnskyl, luften er fuld af insekter og regnskoven er begyndt at vaagne op til en ny nats aktiviteter. Vi er paa vej ned mod stranden midt om natten sammen med vores guide, der skal vise os de groenne havskildpadder, der i oejeblikket er i gang med at laegge aeg. Saesonen varer fra juni til slutningen af august, saa vi var meget heldige.
Vi havde slet ikke regnet med at se nogle skildpadder og til vores store forbavselse var stranden fuld af store spor fra de mange skildpadder.
Der er mange steder at se disse skildpadder i Costa Rica og vi havde held i uheld, da vi skulle ud til den karibiske kyst. Paa grund af de massive regnskyl blive vejene i bjergene ofte ufremkommelige og den rute vi havde valgt var derfor lukket. Heldigvis fik vi et godt raad fra en venlig sjael. Vi begav os ud paa en laengere rejse med bus over bjergene og paa veje uden asfalt indtil vi ankom til et soevnigt lille samfund, hvor man udelukkende lever af turisme, dog isaer amerikanske fisketurister. Vi oplevede en fantastisk venlighed og alt det vi oplevede skylder vi dem stor tak for. For en broekdel af de officielle priser sejlede vi ned af store floder og kanaler, saa skildpadder i maanens skaer og dovendyret haenge i traetoppen. Maaske turens hoejdepunkt indtil videre!
Det var netop i den lille soveby at vi kom under huden paa indbyggerne. En spaendende oplevelse, hvor vi spiste sammen med de lokale, sagde hej til alle der kom forbi os, gik paa bare taer i vandputterne sammen med alle de andre unger, lyttede til Bob Marley til langt ud paa natten og gik ture paa en gammel landingsbane, hvor hestene gik frit omkring.
Vi slappede af paa en helt anden maade, ungerne kunne loebe frit omkring uden at man skulle bekymre sig, mens de voksne kunne slappe af med en god bog og et dyrt stykke chokolade.
Vi sidder lige nu paa en internet cafe hvor der er vaskeri - et noedvendigt onde naar man ikke kan faa vasket toej alle vegne. I morgen skal vi videre til Arenal, en meget aktiv vulkan nordvest for hovedstaden. Den har vaeret i udbrud naesten dagligt siden 1968 og paa klare dage kan man se lavaen vaelte ned af vulkanen. Derefter skal vi videre ud til Stillehavet, hvor ungerne skal slappe af i havet, inden vi skal rejse ind i Nicaragua.

I mellemtiden skal vi skrive til vores guidebog - Lonely Planet om den lille by vi lige har besoegt. Bogen er lavet af rejsende og den indeholder intet om vores lille by, derfor vil vi goere vores til at den kommer med i naeste udgivelse.


Skrevet af Arne og Betina, d. 05-09-2006
Meget er sket siden sidst. Vi har lagt Sydamerika bag os og er nu landet i Panama i styrtende regnvejr. Alt er groent her, der er store palmer med bananer og kokosnoedder, der er masser af regnskov og vi har allerede faaet de foerste indtryk af en meget venlig og hjaelpsom lokalbefolkning.
Vi boede paa et lille hostel paa en nedlagt amerikansk militaerbase, det sikreste sted i Panama City!
I vores baghave havde vi en lille aa og selvfoelgelig regnskoven med tukaner, skildpadder og papegoejer. Storslaaet, naar man kommer fra toerre og til tider kolde egne. Vi lider under den hoeje luftfugtighed og solens varme. Godt vi investerede i den dyre solcreme!
Vi havde gratis koncert hver aften med alle froerne efter det daglige regnskyl. Rigtig hyggeligt, naar ungerne var lagt i seng og de voksne kunne nyde hinandens selskab med en god kop kaffe og lidt soedt...
Ikke langt fra hvor vi boede, var den naestsidste sluse i Panamakanalen. Vi kunne se de store skibe - og ja de er kanonstore, sejle igennem sluserne. Det var et imponerende syn og vi grinede lidt da vi saa de mange containere med Maersk logoet. De lokale taxichauffoerere kender godt til Danmark, isaer Carlsberg.
Vi fik en guided tur i en regnskov, hvilket var en stor oplevelse. Vi saa desvaerre ikke nogen dyr, men det gjorde ikke oplevelsen mindre, da de mange forskellige traer og planter var et fantastisk syn.
Lige saa imponeret blev vi over at gaa paa Causeway, som er et gigantisk forbindelsesvej mellem tre oeer i havet syd for Panama City. Materialerne kommer fra udgravningen af Panamakanalen og det var her vi fik en enestaaende chance for at se den brune vaskebjoern. Vi fulgte efter den, men maatte til sidst opgive da den blev traet af os og begyndte at hvaese. Vi haaber nu bare at billederne blev gode.
Rejsen gik videre til en lille strand med smaa hyggelige cabañas - Santa Clara, hvor vi boede et par dage. Ungerne var vilde med stranden og vi badede hele dagen indtil huden var ved at gaa i oploesning. Maden var elendig og alt for dyr. Vi vandrede med glaede et godt stykke vej op til en amerikansk kvinde, der har en campingplads. Hun serverede en rigtig god morgenmad med pandekage og sirup samt bacon og roeraeg. Det er nemmere at vaere positiv indstillet, naar maven er fuld af god mad - det kender vi alle sammen til!
Bussen gik videre vestpaa indtil vi kom til en lille privatejet oe - Monkey Island som er ejet af en tysker og hans kone. De har bygget et fantastisk hotel/udsigtspunkt, hvor maden var helt i top og naturen ligesaa. Vi saa aber hver dag og de var ikke bange for os - underligt, ik!
Vi badede paa stenstrande, som vi havde helt for os selv. Vidunderligt at kunne slappe helt af uden larm fra andre og kun lytte til abernes skrig i det fjerne.
Dog blev vi en smule irriteret af de mange insekter der er i forbindelse med regntiden. Der er baade karkelakker, myrer og tonsvis af larmende cikader overalt, ogsaa i vores senge....
Vi har stoedt paa et rimelig kedeligt arrangement - nemlig koldt vand i bruserne! Vi er nu blevet gode til at forespoerge hotellerne om "Agua caliente?" og langt de fleste siger "Si" og der er sgu kun koldt vand i hanerne!!! Ellers synes vi at vi er blevet gode til at begaa os i de mange uvante omgivelser og situationer - de skal fandme ikke tage roeven paa os!
Panama var ikke vores foerste valg og vi havde haabet paa at faa billetter til Costa Rica i stedet, men er nu blevet meget positivt overrasket over dette smukke land. Vi har set mange flotte naturscener, oplevet moderne byer samt traditionelt palmebyggeri. Vi kan i hvertfald anbefale landet til andre som oensker en stor naturoplevelse. Der er utallige tourselskaber som man kan benytte sig af og de lokale er positive overfor turister - blot man husker at sige at man ikke er amerikaner. Panamaerne er stadig paent vrede paa amerikanerne. Amerikanerne oensker stadig at panamaerne skal vaere taknemmelige for at de har bygget kanalen, som de langt om laenge har faaet overdraget. Mange amerikanere kommer tilbage til Panama for at nyde deres otium og ikke alle er tilfredse med deres tilstedevaerelse.
Nu pataenker vi den videre rejse mod Costa Rica, hvor vi skal se skildpadder laegge aeg, opleve aktive vulkaner samt dase paa strandene.


Skrevet af Betina og Arne, d. 23-08-2006
Vi har oplevet en del de sidste par dage: rejst fra en moderne og velfungernede by som Chiclayo til en slags spoegelsesby bestaaende af smaa huse, et gammelt slidt torv og en enkelt restaurant med overpriser, videre over graensen til Equador som virkede fuldstaendigt vanvittigt med lange koeer og forvirrende beskeder paa spansk selvfoelgeligt samt to checkposter undervejs hvor vi skulle ud af bussen og papirerne chekkes for syttende gang. Enorm langsommelig og besvaerlig proces. Vaagnede op til en ny og spaendende by - Guayanqil. Supermoderne med en 2,5 km nyrestaureret havnepromenade med utallige butikker og restauranter samt en utrolig velholdt park med eksotiske traer og blomster. Hotellet havde desvaerre andre forhold - intet varmt vand og toiletterne virkede sporatisk. Men maden var okay, stemningen var ligeledes og vi tilbragte desuden tid paa et piratskib som sejlede i bugten - ungerne var underholdt, mens de voksne kunne slappe af et oejeblik. Byen er ogsaa meget kendt for en park hvor der gaar leguaner frit omkring - selvfoelgelig skulle vi besoege stedet, da legunaer sikkert er meget fredelige og ikke saerlig store. Men de var store ogsaa selvom de laa oppe i traerne og sov. Vi vendte tilbage naeste dag, hvor alle leguanerne gik rundt omkring publikum, mens nogle lokale haandfodrede dem med bananer. Der var rigtig mange og man skulle lige se sig for en ekstra gang inden man gik videre ellers ville man vaelte over dem. De stoerste var cirka 1.5 meter lange og de mindste vi saa kun cirka 30 cm. Parken huser ogsaa en lille dam med skildpadder og fisk. Derudover var der ogsaa nogle utrolig store, flotte egern - svaere at fotografere.
Vi havde inden vi ankom til byen besluttet os for at skulle videre med tog til Riobamba, men netop i de dage havde den lokale vulkan besluttet at vaagne efter naesten 10 aars dvale. Ubelejligt og dermed skulle vi aendre planer igen. Selve rejseplanerne mod Quito var yderst besvaerlige og langsommelige, men heldigvis kom vi videre med det hidtil vaerste busselskab vi har koert med. Toiletterne var laaste og personalet var uforskammet og direkte ligeglade. Vi havde syngende selskab hele natten, da en fuld mand besluttede sig for at underholde ganske gratis. Vi naaede frem til Quito tidligt om morgenen - glade for at vaere ude af bussen, skyndte vi os mod en ventende taxi som koerte os ud til det bookede hostel.
Desvaerre virkede computeren paa det valgte hostel ikke og vi var ikke ventet. Der var desuden optaget, men vores vaert var meget venlig og han tillod at vi sov paa hans stuegulv paa madresser indtil han kunne skaffe et vaerelse senere.
Sov til klokken 11 og fik heldigvis et godt vaerelse med balkon og koejesenge...
Vi har endnu ikke varet paa et hostel hvor man kan lave sin egen mad og faa vasket toej, se DVD-film og nyde en stille kop kaffe i stuen efter at ungerne er faldet i soevn. Her er rigtig hyggeligt, naesten som derhjemme. Vaerten er argentisk og gift med en tysker, stilen i huset er naermest skandinavisk med rigtige traegulve, stuk i lofterne og endda lampeskaerme!
De problemer vi havde i Trujillo, havde vi heldigvis ikke her i Quito. Der var ingen problemer overhovedet med at faa billetter til Panama, vaerre var det dog med betalingen. Rejsebureauet proevede at faa vores Mastercard, Visa og Eurocard checket og de to foerste ville de ikke modtage - heldigvis godtog de Eurocard ellers havde vi vaeret paa roeven - igen! Underligt at taenke paa at der er en lokal myndighed der tilsidesaetter internationale regler vedroerende guldkort. Vi var meget overrasket over denne behandling og glaeder os til at rejse videre.
De stoerste indtryk fra Sydamerika maa vaere: selvfoelgelig de meget smaa boern der tigger paa gaden, de ufatteligt elendige bebyggelser, de utallige gitre og hegn, der beskytter private ejendomme samt ituslaaede flasker som er cementeret fast ovenpaa mure, der er meget luftforurening fra de alt for mange biler isaer taxaer, deres irriterende evne til ikke at ville forstaa hvad man proever at sige - maaske er der en enkelt mislyd men selv franskmaendene er intet imod sydamerikanerne. Vi har set rigtig mange smukke ting, oplevet fantastiske flinke og imoedekommende mennesker, set baade by og land, vaeret ved Stillehavet og oppe i bjergene, taet paa kultur og natur, som er meget anderledes end det vi har set foer. Vi er glade for at have vaeret her, dog ville turen vaere perfekt hvis vi havde vaeret en tur paa Amazonas. Vi ser frem til at se regnskoven naar vi kommer til Costa Rica.


Skrevet af Arne og Betina, d. 13-08-2006
12.8.2006

Solen skinner fra en skyfri himmel, det er lunt og vi hygger os i byen Chiclayo, som ligger i den nordlige del af Peru. En storby med mange biler, mennesker og dog med en rigtig hyggelig atmosfaere. Vi har besoegt det lokale stormarked, hvor normal daglighandel inkluderer salg af velfodrede marsvin, smaa yndige hundehvalpe med soevnige oejne, store afpillede kamphaner som goeres klar til eftermiddagens kamp, nyklaekkede aellinger, eksotiske fugle i meget smaa bure, skildpadder i lommen og meget mere. Vi faar virkelig en paa opleveren. Vi er maaske de foerste hvide mennesker som mange af den yngre befolkning har set...flere benaevner os med tilnavnet "Gringos". En lille pige stak hovedet ud af en taxi for at raabe "A gringo family" - et syn hun sikkert aldrig har set foer.

Selve synsoplevelsen er intet imod de adskillige dufte og saagar lugte, hvis man nu skal vaere mindre positiv. Det er svaert at forholde sig til salg af koed ved siden af levende husdyr, frugter ved siden af fiskehandlere og ris og gryn ved siden af skomagerne.... Ungerne proever at virke positive og imoedekommende men bliver glade da vi endelig forlader markedet. Vi fandt ogsaa det lokale heksemarked, hvor alverdens magiske og potente eleksirer saelges. De solgte dog ingen mod uartige unger!
Vi har kun haft en kedelig oplevelse indtil videre. Idag paa markedet foelte Betina pludselig noget vaadt og ubehageligt i nakken. Toerrede det bort og gik paent til siden for at finde ud af hvad det var. I et split sekund havde nogen proevet at aabne vores mavebaelte, dog uden held. Vi udvandrede med det samme og kommer ikke tilbage, Arne var dog heldig at faa lavet sin oedelagte sandal for 2 kroner. Nogle ting er ufatteligt billigt, mens kager og kaffe koster en formue. Oev!

Vores hotelvaerelse er luksus, vi overnattede tidligere hos en engelsk guide, som anbefalede dette hotel til os og vi har ikke fortrudt. Morgenmad paa sengen, dejligt stort badevaerelse samt god beliggenhed for kun 160 kroner for os alle pr. nat.
Det eneste minus her i Sydamerika er maden. Portionerne er alt for smaa og vi har svaert ved at finde restauranter, hvor de serverer andet end kylling og pommes frites eller pizza. De smaa lokale steder toer vi simpelthen ikke spise paa af frygt for akut flodhestesyndrom. Deres hygiejne er under vores standard - dog er de fleste offentlige toiletter top standard.

Vi har endda vaeret paa besoeg i en stor udgravning sammen med vores engelske guider. Det var meget spaendende, dog synes ungerne det var rimelig kedeligt, da man intet maa roere eller lege fangelege. De voksne er ogsaa sikre paa at de har set nok af gamle ruiner og laengtes efter frodige jungler og lange sandstrande.

Vi proever i oejeblikket at komme ind i Costa Rica, men vi har besvaer med Taca air, som ikke vil tillade os at flyve hvis vi ikke har en returbillet eller en billet videre ud af Costa Rica - rimelig svaert da vi ikke kan betale en eventuel busbillet paa nettet - busselskabet modtager ikke online reservationer. Vi har kontaktet det danske konsulat i Costa Rica, som har givet bolden videre til konsulatet i Equador, Quito.

En af de naermeste dage skal vi videre nordpaa, mod Tumbes, hvor vi hygger et par dage ved vandet inden vi skal ind i Equador. Der er tit problemer ved graeserne, dog haaber vi at ungerne kan mildne deres humoer.
Den mest almindelige form for transport er ved hjaelp af bus. Store busser med baade toilet og fjernsyn. Nogle serverer ogsaa baade morgen, middags, og aftensmad paa turen. Der er stor sikkerhed omkring os naar vi rejser med disse busser og det er meget betryggende, da vi har ungerne med. Dog glaeder vi os til en planlagt togtur i Equador. Der staar i vores rejsebog at man kan sidde paa togets tag...kan man mon spaende ungerne fast uden problemer fra de andre passagerer?

Ellers gaar tiden med at spise en masse usunde ting, gaa lange ture, slapper af med spansk fjernssyn, laver kryds-og tvaers samt laeser en stille stund i vores medbragte boeger, mens alle andre droener afsted i deres fortravlede tilvaerelser. HA HA.


Skrevet af Arne og Betina , d. 03-08-2006
2.8.2006

Som vi alle ved holder rejseplaner sjaeldent og det har vi ogsaa erfaret. Efter mange timers flyvning endte vi i storbyen Lima i Peru, hvor vi heldigvis havde booket et hostel fra Danmark. Alt er fuldstaendigt kaos, der er biler alle vegne og faerdselsregler er en by i Rusland - det er et koerekort ogsaa! Fra start ser vi bunkevis af fattige mennesker og isaer smaa boern goer stort indtryk paa ungerne og ikke mindst os. Heldigvis kommer Richard fra hostel os til undsaetning og faar os helskindet ud af trafikkaoset og vi havner paa vores hostel som ligger i den sikreste del af byen. Vaerelset er sparsomt indrettet og vi maa i denne omgang noejes med dette tilbud - dog oensker vi ikke at gaa laengere ned i standard mest for ungernes skyld. Lima er stor, larmende, beskidt og meget fattigt derfor beslutter vi os for at tage bussen vaek - ud paa landet, naermere betegnet verdens navle, bjergbyen Cusco som viser sig at vaere en by paa 200000 indbyggere. Turen var lang og Connor og Betina maatte flere gange hilse paa en braekpose, da der er meget bjergkoersel. Transportpillerne ligger selvfoelgelig i bagagen - det husker vi til naeste gang! Igen var det en god ide at have booket hostel paa forhaand. Vi ankommer til et rigtigt hyggeligt lille hostel, hvor vores landlady er baade hjaelpsom og rar. Vores eneste ulempe er at vi ikke kan hverken forstaa eller tale spansk - vi goer vores bedste og det lykkes som regel. Cusco er mindre larmende men der er tonsvis af turister, kirker og gamle ruiner. De mest kendte - den 12 kantede og pumaen har vi set, men desvaerre kunne vi ikke komme til Machu Picchu, da vi ikke havde bestilt billetter i forvejen - nogle gange op til et halvt aar foer ankomst. Det var kun muligt at komme op, men der var ingen mulighed for at komme ned igen, hvilket jo umuliggjorde et besoeg. Vi har koebt en ny bog paa engelsk om Sydamerika som er langt mere informativ og i denne erfarede vi at omraadet ved soeen Titicaca paa denne aarstid er meget koldt - helt ned til minus 25 grader. Vi har desvaerre ikke udstyr med til saadanne temperaturer, da vi er kolde nok her i Cusco. Om morgenen er der cirka 12 grader og om dagen er der over 25-28 grader. Dagene gaar med vandreture i byen, besoeg paa lokale markeder - baade kunst og de mere kulinariske - frugt, koed og krydderier samt isenkram. En enkelt tur til nogel gamle sten er det blevet til - det var nogle meget dyre sten og vi er blevet enige om at vi har set sten nok indtil videre. Der er ogsaa mulighed for at komme paa ture ud i junglen, men de spraenger vores budget, da de koster 5000 kr pr person for 6 dage og det er ikke nogen garanti for at se de mere eksotiske dyr og planter. Derfor vaelger vi at traekke pengene med op til Costa Rica hvor der ogsaa er mulighed for at komme ind i regnskoven.
Sean og Connor bryder sig ikke om at vaere her, da der er rigtig mange boern der tigger paa gaden - gamle mennesker ser ud som om de er doende. Det er forstaaeligt nok at de reagerer, men vi har besluttet ikke at give dem penge, men derimod stoette de lokale hjaelpeorganisationer som f.eks. suppekoekkener. Det giver dem en smule ro, men de glaeder sig til vi skal videre nordpaa. Man kan heller ikke gaa paa gaden i fred da man ustandseligt bliver stoppet af gadesaelgere, som saelger postkort, hjemmelavede dukker, huer, bluser, solbriller, tilbud om massage osv. Vi er blevet rigtig gode til at sige "No, gracias". Selv ungerne siger det en million gange om dagen!
Maden er dog noget ensformig: kylling eller pizza, da vores maver ikke har mod paa de lokale retter. Det ser ellers laekkert ud, men vi toer ikke.
Vi har bestilt billetter tilbage til Lima og videre til Trujillo som ligger taet paa Stillehavet og ogsaa paa Equador, som er vores naeste maal.
Vi mangler at se noget groent og haaber at komme vaek fra al den fattigdom vi ser her. Maaske er vi naive, men vi haaber paa det bedste.
Vi nyder at vaere afsted, drengene skal nok komme paa andre tanker naar vi kan faa lov til at bade eller se dyrelivet i regnskoven. PSPen er en gave for traette boern der har brug for at koble af. Meget glad for at vi besluttede at disse maskiner skulle med paa turen.
Vi skal passe lidt paa vores rygge, da der er rigtig mange flotte souvernirs, vi har allerede koebt tre ting og vi har kun vaeret vaek i en uge!
Arne mener at man kun har vaeret i Peru, hvis man har spist marsvin, alpaka (lille lama) og drukket Inka Cola. Han mangler kun marsvinet! Vi andre holder os tilbage og noejes med Inka Colaen.
Vi takker for de mange hilsner i vores gaestebog og sender jer alle sammen peruvianske hilsner Adios.