Tema-sider om diverse fra Møn

Før bilen blev hvermands eje var pakketransport med rutebilerne og færger et vigtigt aktiv. Både for trafikselskabet og ikke mindst for de mindre bysamfund som man betjente. Her blev sendt næsten alt, men typiske forsendelser var aviser, reservedele, medicin, blomster, fisk, kød og andre letfordærvelige varer.

Til frankering af pakkerne blev anvendt særlige frimærker som det pågældende trafikselskab selv udgav. Kunderne, der typisk var forretningsdrivende kunne så købe et passende antal og bruge mærkerne efter behov - ganske som når man frankerer et brev.

Pakkerne kunne også sendes pr. efterkrav. Det kostede naturligvis mere, men til gengæld var afsenderen også sikker på at få betaling for sin vare.

Her er et par eksempler på mærker fra selskaber, som vi med sikkerhed ved anvendte godsfrimærker:

I/S Møens Omnibusser:

Kalvehavebanens Omnibusruter (mærket blev også brugt på jernbanen):

Møns Omnibusser:

Vi ved også at Møns kommunale Automobilselskab brugte godsfrimærker under betegnelsen "portomærker", men vi kender ikke udseendet af disse mærker. Herudover er det sandsynligt at Møns Dampskibsselskab har brugt godsfrimærker, men der kendes ingen eksempler.

Det mystiske mærke fra Stege Rutebilstation
Mærket dukkede op i to eksemplarer, nærmest ved en tilfældighed omkring 1972, men efter design og papirkvalitet at dømme er det noget ældre. Det er i hvertfald ikke sandsynligt at det har været brugt efter 1953. Er der nogen der kender til dette – eller evt. kender mærket i andre værdier eller farver – vil vi meget gerne høre om det.

Møns Dampskibsselskab

Fra 1. oktober 1897 kom Møn tættere på landets jernbanenet, idet
Kalvehavebanen fra Masnedsund til Kalvehave åbnedes. Samtidig stiftedes Møns Dampskibsselskab, der med dampskibet "Stege" (og senere "Codan") besejlede ruten Kalvehave-Stege i forbindelse med Kalvehavebanens tog.

Posten til Møn blev nu befordret denne vej, og sejladsen på ruten Masnedsund-Stege ophørte.

Møn havde hermed - efter datidens forhold - fine forbindelser til omverdenen.

I slutningen af 1920-erne mærkede både Møns Dampskibsselskab og Kalvehavebanen for alvor konkurrencen fra bilerne. Det var trods alt nemmere at køre passagerer og gods ad landevejen - også selv om man skulle over med færgen Kalvehave-Koster.

Møns Dampskibsselskab, der havde sin ekspedition i Havneslottet på Stege havn, måtte således i 1934 standse driften.

Kalvehavebanen overtog herefter også godstransporten til Stege, men havde dog forinden påbegyndt lastbilkørsel på Møn.

Skibene
Møns Dampskibsselskab havde følgende skibe

Baggrunden for oprettelsen af Møns kommunale Automobilselskab var dels de strandede planer om oprettelse af jernbaner på Møn, og dels bilernes stigende udbredelse.

I september 1919 indkaldte et udvalg til møde i Stege. Alle kommuner på Møn var indbudte og man blev enige om at arbejde videre med planerne om oprettelse af et rutebilselskab.

Arbejdet endte med at der blev oprettet et kommunalt rutebilselskab, i øvrigt det første i landet. På den tid var det et særsyn at kommunerne engagerede sig i rutebiltrafik.

I juli 1920 startede Møns kommunale Automobilselskab driften med fire rutebiler. Senere anskaffede man yderligere en rutebil. Vi kender ikke farven på rutebilerne, men i samtidige aviser omtales de som blå.

Selskabet oprettede to hovedruter, en til Østmøn og en til Vestmøn. Disse ruter blev trafikeret dagligt, og sørgede også for postbefordringen. Herudover blev etableret et antal sideruter over hele øen. Sideruterne blev kørt på bestemte ugedage.

I starten gik det strygende, men ret hurtigt kom selskabet ud i økonomiske vanskeligheder, hovedsageligt på grund af store reparationsudgifter. Vejenes (og specielt bivejenes) tilstand lod meget tilbage at ønske, og det forårsagede et stort slid på rutebilerne.

På en ekstraordinær generalforsamling i 1923 blev det besluttet at selskabet skulle træde i likvidation, så snart man kunne afhænde selskabets aktiver tilfredsstillende. Der indkom flere tilbud og det endte med at man pr 1. august 1923 solgte til et selskab ved navn I/S Møens Omnibusser repræsenteret af løjtnant P.A. Møller.

Ford-rutebil. Stege 1922. (Foto fra Nic. Hurup: Dansk Person- og rutebiltrafik)

Da Møns kommunale Automobilselskab blev likvideret i 1923 overtog et selskab repræsenteret af P.A. Møller dets aktiver. Selskabet som han repræsenterede hed "I/S Møens Omnibusser". Hvem der var interessenter i dette selskab er uklart, men selskabet havde nære relationer til "I/S Audi- Omnibusserne for Sydsjælland".

Selskabets forhistorie

Bilruten Næstved-Skælskør-Korsør var blandt de første bilruter i Sydsjælland. Omkring april 1922 blev ruten forlænget fra Næstved over Præstø og Mern til Kalvehave, hvor den fik forbindelse til Møns Dampskibsselskabs rute Kalvehave-Stege.

Fra oktober 1922 måtte denne attraktive forbindelse imidlertid opgives. Grunden var, at Møns Dampskibsselskab ændrede sin fartplan for vinterhalvåret, således at dampskibet ankom senere til Kalvehave, hvorved køretiden mellem Kalvehave og Korsør blev afkortet så meget, at forbindelsen mellem skibene ikke kunne opretholdes. Ruten blev herefter atter afkortet til Næstved-Skælskør-Korsør.

At en forbedring af Møns og Sydsjællands forbindelser med omverdenen var tiltrængte, kunne man også se i Jylland. I foråret 1923 blev dannet et interessentskab bestående af rutebilejer Johan Strandgaard, Brabrand, Fr. Christensen, Låsby, fabrikant J.W. Darr, Silkeborg og P.A. Møller, Gjellerup, med henblik på etablering af bilruter med udgangspunkt i Stege. Sidstnævnte skulle stå for den daglige drift og han flyttede i maj 1923 til Stege.

Interessentskabet antog det noget pompøse navn "I/S Audi- Omnibusserne for Sydsjælland". Navnet stammede fra de rutebiler selskabet brugte - og de blev i øvrigt forhandlet af J.W. Darr, der på denne måde fik lidt reklame for sine rutebiler. "Audi" blev simpelthen den folkelige betegnelse for rutebil - uanset hvilket mærke den så var af!

Selskabet genetablerede fra 1. juni 1923 forbindelsen mellem Møn og Korsør. I modsætning til tidligere, udgik rutebilen nu fra Stege og blev således færget over Ulvsund med færgen fra Koster til Kalvehave. Samtidig blev der etableret en rute fra (Stege-)Kalvehave via Mern, Præstø og Fakse til Køge. Sidstnævnte rute blev fra efteråret 1923 forlænget fra Køge over Taastrup til København.

De lokale ruter på Møn

I/S Møens Omnibusser overtog fra 1. august 1923, de ruter der hidtil havde været drevet af Møns kommunale Automobilselskab. I spidsen for dette interessentskab stod ligeledes P.A. Møller, der således efter kun ganske få måneder i Stege, havde underlagt sig hovedparten af Møns rutebilforbindelser.

Det nye selskab trafikerede dog ikke det gamle selskabs sideruter i fuld udstrækning, og ruten til Vestmøn (Stege-Hårbølle Bro) blev allerede i 1924 overladt til H. Christian Nielsen, Stege, der i forvejen drev en rute over denne strækning.

Med opkøbet af Møns kommunale Automobilselskab var grunden lagt til et egentligt mønsk rutebilselskab.

I årene 1924-25 var ruterne blevet så godt indarbejdede, at de jyske interessenter kunne trække sig ud. Fra 1. maj 1925 blev der dannet et nyt interessentskab med tre deltagere: Rutebilejer Chr. Bendtsen, Valby, vognmand Chr. Jensen, Stege og P.A. Møller. Sidstnævnte var direktør for selskabet. Under navnene "I/S Audi-Omnibusserne for Sydsjælland" og "I/S Møens Omnibusser" drev det nye interessentskab følgende ruter: Stege-København, Stege-Korsør, Stege-Møns Klint og fra 1930 tillige Kalvehave-Præstø-Fakse.

Såvel de lokale ruter, som ruterne til Korsør og København blev populære hos befolkningen. Selskabet havde noget af datidens bedste rutebilmateriel og et rutenet med tilhørende køreplaner, der imødekom kundernes behov. Selskabets rutebiler var grå med mørkeblå staffering.

Det trækker op til uvejr….

I andre kredse var selskabet imidlertid ikke populært. Ruterne til Korsør og København var lange ruter, og det kunne derfor ikke undgås, at de undervejs kom til at løbe parallelt med ruter af mere lokal karakter. På sådanne strækninger følte den lokale rutebilejer sig ofte udsat for konkurrence fra "Audi".

Hos jernbanerne, både hos DSB og hos privatbanerne, var selskabet heller ikke populært. Allerede i 1926 lykkedes det Det Østsjællandske Jernbaneselskab at formå Præstø Amtsråd til at gribe ind over for konkurrerende bilruter. For Stege-København- ruten betød det, at ruten mellem Fakse og Køge fra 1. januar 1927 blev forlangt omlagt til at forløbe over Rønnede i stedet for over Hårlev.

Allerede i 1928 var faresignalet igen hejst! I midten af 1920-erne havde Rigsdagen nedsat en kommission, der skulle fremkomme med et forslag til en lov om rutebilkørsel som tog hensyn til jernbanerne. Kommissionen fremkom i januar 1927 med en betænkning og et lovforslag. Med beskedne ændringer trådte loven i kraft 1. juli 1927. I korte træk gik loven ud på, at samtlige eksisterende ruter skulle vurderes med henblik på, om de havde betydning for banerne. Ruter der havde betydning for banerne kunne kun opretholdes, hvis der var 3/4 flertal for det i amtsrådet, og hvis der var uenighed mellem amts-, by- og sogneråd havde ministeriet det afgørende ord ved tildeling af koncession.

Ministeriets vurdering forelå i juli 1928. Ruten København-Stege blev forlangt afkortet til Haslev- Stege, og ruten Stege-Korsør skulle afkortes til Stege- Næstved.

Præstø Amtsråd var ikke enig i disse drastiske indgreb og besluttede enstemmigt, at ruterne skulle opretholdes i sin fulde udstrækning. Der blev dog stillet visse krav om takstharmonisering og salg af direkte billetter mellem Kalvehavebanen og rutebilerne. Det samme gjorde Sorø Amtsråd for så vidt angik ruten Stege- Korsør. Denne rute var hermed reddet!

Værre var det med ruten København-Stege, der også kørte i Roskilde og Københavns Amter. Her var der ikke enighed om rutens opretholdelse, og i juli 1929 faldt dommen. Ministeriet for offentlige arbejder meddelte "at omnibusruten Stege-København vil være at afkorte til strækningen Stege-Haslev".

Et af I/S Møens Omnibussers bedste aktiver var i farezonen. Man kunne forudse at kunderne ikke ville tage toget til Haslev og dér skifte til rutebil for at komme til Møn. En fornyet henvendelse til amtsrådene blev afsendt med anmodning om, at ruten måtte bibeholdes i sin hidtidige udstrækning for et tidsrum af fem år til afvikling.

I/S Møens Omnibusser fik på den baggrund sin koncession for en ny periode.

Selskabet overtages af DSB og Kalvehavebanen

Trods koncessionsforlængelsen var I/S Møens Omnibussers fremtid usikker, hvilket understregedes af forpligtelsen til afvikling af ruten Stege- København inden for fem år.

I februar 1932 startede forhandlinger i det små mellem I/S Møens Omnibusser, Kalvehavebanen og DSB om en overtagelse af selskabet. DSB ville, når I/S Møens Omnibussers koncessioner udløb, søge og sandsynligvis få disse. Kalvehavebanen, der var i alvorlige økonomiske vanskeligheder, stod over for en modernisering.

På denne baggrund skønnede alle parter, at en form for sammenlægning kunne blive til fordel for trafikken.

Der blev derfor i maj 1932 indgået en overenskomst mellem I/S Møens Omnibusser, Kalvehavebanen og DSB om en overtagelse af selskabet med virkning fra oktober 1932. Denne overenskomst var et led i moderniseringen af Kalvehavebanen.

DSB overtog ruterne København- Stege, der blev afkortet til København-Kalvehave og Korsør- Stege, der blev afkortet til Korsør-Vordingborg. For disse samt fem rutebiler betalte DSB 80.000 kr. kontant. Chr. Bendtsen blev ansat hos DSB som driftsleder i Valby, hvor han hidtil havde varetaget I/S Møens Omnibussers interesser. Kalvehavebanen overtog resten for 220.000 kr. Heraf blev 100.000 kr. udbetalt kontant og resten indestod til forrentning. Foruden ruterne overtog Kalvehavebanen ni rutebiler, Stege rutebilstation og garagen i Mandemarke.

Køreplanforside 1931.

Beslutningen om at Kalvehavebanen fra 1. oktober 1932 skulle overtage rutebiltrafikken på Møn vakte en del debat på øen, idet man ikke var helt tryg ved at trafikken skulle styres fra Sjælland. Forholdet blev dog mildnet lidt af, at P.A. Møller, der var leder af I/S Møens Omnibusser, fortsatte som driftsleder for Kalvehavebanens Omnibusafdeling.

Daværende amtmand Toft, Præstø Amt, udtalte dengang til pressen, at overtagelsen var et led i bestræbelserne på at få Kalvehavebanen ud af dens vanskeligheder. Det var meningen at banen skulle søge koncession til ruten Stege-Vordingborg, og derefter var det hensigten, at banen lidt efter lidt skulle afvikles og erstattes med bildrift alene.

Kalvehavebanen etablerede en del direkte rutebilforbindelser mellem Stege og Vordingborg, mens der i andre tilfælde skulle skiftes til tog i Kalvehave. Det sidste forhold var man dog kendt med fra dampskibsforbindelsen, der efterhånden mistede sin betydning. Publikum ville hellere benytte rutebil der blev færget over fra Koster til Kalvehave og i nogle tilfælde fortsatte til Vordingborg.

Allerede på dette tidspunkt begyndte utilfredsheden at ulme på Møn, idet man ikke rigtigt troede på at moderniseringen af banen ville gavne mønboerne.

Udover de overtagne ruter opnåede banen koncession til ruten Stege-Ulvshale i 1934 og til ruten Stege- Hårbølle Bro i 1936. Kalvehavebanen opnåede efterhånden også koncessioner til fragtruterne Kalvehave-Stege-Østmøn og Stege-Vestmøn.

Broer og krig

Ved Storstrømsbroens åbning i 1937 blev den nuværende Vordingborg station bygget, men Kalvehavebanen blev ikke indført direkte hertil. Man kørte fortsat til Masnedsund station, og derfra måtte man bakke til Vordingborg station. I en periode var der rutebilforbindelse fra Vordingborg Slotsstation til den nye station. Begge disse forbindelser kostede naturligvis en del rejsetid og var yderligere medvirkende til mønboernes utilfredshed.

På trods af 2. verdenskrigs rasen kunne Mønsbroen (eller Dr. Alexandrines Bro) indvies i 1943. Den havde længe stået på mønboernes ønskeseddel.

Samtidig med broens åbning blev Bogø-dæmningen indviet. De tiloversblevne færger fra Kalvehave-Koster overfarten blev indsat på den nyåbnede overfart Bogø-Stubbekøbing, og 15. juli 1943 åbnede Kalvehavebanen en ny rutebilrute Stege-Stubbekøbing.

Under krigen blev de trafikale forhold forværret, idet rationeringen betød færre, og til sidst ingen direkte forbindelser med rutebil fra Stege til Vordingborg. Hertil kom at toggangen på Kalvehavebanen blev udtyndet kraftigt.

Efter Mønsbroens åbning var det dog blevet betydeligt lettere at komme til Møn. Og også Bogø havde nu fået bedre forbindelser til både Stege og Stubbekøbing.

Rationeringen af benzin og gummi betød som nævnt at Kalvehavebanen ikke kunne køre gennemgående rutebiler over broen og videre til Vordingborg. Man måtte stadig skifte til tog i Kalvehave.

Med afslutningen af 2. verdenskrig i 1945, regnede alle med, at det nu hurtigt gik mod bedre tider - og bedre trafikforbindelser.

Helt så hurtigt som man i dagene efter krigens afslutning havde håbet på, gik det dog ikke.

Kalvehavebanen i modvind

På trods af afslutningen af 2. verdenskrig var det stadig i årene efter, vanskeligt at skaffe benzin og gummi. Kritikken af Kalvehavebanens betjening blev stærkere og stærkere. På Møn ville man have direkte forbindelser til Vordingborg og København. For at tage brodden af den værste kritik lod Kalvehavebanen efter aftale med DSB ruten København- Kalvehave fortsætte til Stege på banens koncession. Ligeledes blev flere direkte forbindelser mellem Vordingborg og Stege etableret i takt med at benzin- og gummitildelingen steg.

At Kalvehavebanen under og umiddelbart efter krigen - på trods af kritikken fra Møn - udførte et stort transportarbejde, kan illustreres med, at man 2. påskedag 1946 måtte sende ikke mindre end 12 rutebiler af sted for at klare presset på den sidste forbindelse fra Stege mod Sjælland !

Kalvehavebanens økonomi, der gennem krigen havde været god, begyndte atter at skrante. På Møn var der utilfredshed med, at det overskud som rutebildriften gav, blev brugt til at dække jernbanedriftens underskud.

Som hos alle andre privatbaner, var Kalvehavebanens materiel efter krigen totalt nedslidt og en modernisering var påkrævet, hvis banen skulle fortsætte.

På trods af protester fra de mønske kommuner blev der efter krigen gennemført en moderniseringsplan, der bl.a. betød anskaffelse af en skinnebus. Det medførte at man kunne adskille person- og godstrafikken med nedsat køretid til følge. Desuden blev banen omlagt med direkte indføring til Vordingborg station, så man kunne undgå den tidskrævende "omvej" over Masnedsund.

Ballade om moderniseringen

I 1948 blev formanden for Magleby Sogneråd, gårdejer Aage Nielsen, Stubberup, indvalgt i Kalvehavebanens bestyrelse som en af repræsentanterne for de mønske kommuner. En ny moderniseringsplan, der bl.a. omfattede anskaffelse af yderligere en skinnebus blev drøftet. Fra starten var der tvivl om, hvorvidt mønboerne ville gå med til denne plan.

Det skulle blive begyndelsen til en lang og til tider hektisk kamp om, hvem der skulle udføre trafikken til Møn. Aage Nielsen, der allerede i 1930-erne havde markeret sig i debatten om trafikforholdene på Møn, var fra starten skeptisk overfor moderniseringen.

I juni 1949 blev der afholdt et møde mellem Kalvehavebanen og de mønske kommuner om moderniseringen. Statens støtte til moderniseringen var betinget af, at alle interesserede kommuner ydede deres støtte. På Møn var der stor modstand, men Stege By og Stege Landsogn erklærede sig dog, som de eneste på Møn, villige til at gå med til moderniseringen.

I Præstø Amtsråd var der også debat, idet de mønske amtsrådsmedlemmer vendte sig mod moderniseringen.

Ved Kalvehavebanens generalforsamling i oktober 1949 foreslog de mønske repræsentanter i banens repræsentantskab, at DSB overtog banen. Forslaget skyldtes sikkert Kalvehavebanens høje takster. De hørte til blandt de højeste i landet, hvorimod DSBs var væsentlig lavere. I februar 1950 blev afholdt et møde i Stege med DSBs generaldirektør Terkelsen. Han betakkede sig dog! DSB havde ikke råd til at overtage Kalvehavebanen.

Kalvehavebanen, der mere og mere følte jorden brænde under sig, udarbejdede i marts 1950 fire forslag til, hvordan trafikken kunne afvikles i fremtiden:

1. Anlæg af ny bane fra Mern (der dengang var endestation for Næstved-Præstø-Mern Banen) til Viemose og nedlæggelse af strækningen Vordingborg-Viemose.
   
2. Total nedlæggelse af banen. Person- og godstrafik besørges af biler.
   
3. Nedlæggelse af banen. Personer og det lettere gods befordres af biler. Bygninger på Sjællandssiden sælges.
   
4. Overdragelse af trafikken til et privat selskab.

Ingen af forslagene, hvoraf de tre sidste kan være svære at skelne fra hinanden, faldt dog i god jord hos banens bestyrelse. Ved en afstemning blev det besluttet, at opretholde banen i dens hidtidige form. Mønboerne stemte dog imod. De var kun interesseret i en forbedret betjening af Møn.

Ballade om koncessionernes fornyelse

Senere på året skulle koncessionerne på Kalvehavebanens bilruter fornyes. Koncessionerne udstedtes af Præstø Amtsråds trafikudvalg, der forinden skulle indhente udtalelser fra de implicerede kommuner. På Møn holdt kommunerne fællesmøde om sagen. På trods af den manglende begejstring for Kalvehavebanen var man dog enige om at anbefale koncessionsfornyelsen, men kun frem til 31. marts 1952.

Præstø Amtsråd afviste i november 1950 at yde tilskud til Kalvehavebanens modernisering. På Kalvehavebanens generalforsamling i december 1950 mente amtmand Sigurd Wechselmann, at nu måtte der komme en løsning på hele trafikproblematikken. Der var derfor enighed om at nedsætte et udvalg med tre repræsentanter fra de mønske kommuner og tre fra de sjællandske. Udvalget havde amtmand Sigurd Wechselmann som formand.

I udvalget indtrådte fra mønsk side borgmester Poul Kühl som repræsentant for Stege By og som repræsentanter for de mønske landkommuner sognerådsformændene Aage Nielsen, Magleby og Alfred Jensen, Damsholte. De tre sjællandske deltagere var borgmester Fritz Petersen, Vordingborg, sognerådsformand Edv. Gotthelf, Kalvehave og sognefoged Karl Johannessen, Øster Egesborg.

Efter flere møder i udvalget, hvor man ikke kunne nå til enighed, besluttede man i sommeren 1951, at amtmanden skulle udarbejde et løsningsforslag. Dette forslag, der blev fremsat i december 1951, gik ud på, at selve jernbanen skulle nedlægges med udgangen af marts 1954 og trafikken afvikles med biler. Hovedkontoret skulle forblive i Kalvehave til 1958. Ledelsen skulle bestå af fire repræsentanter fra Møn og tre fra Sjælland. Forslaget blev forkastet på Sjælland, mens de mønske kommuner nøjedes med at tage det til efterretning.

Kalvehavebanens bestyrelse, der erkendte at mønboerne nu kun havde et mål, nemlig at få banen nedlagt, fremsatte på ny moderniseringsforslag (anskaffelse af bl.a. yderligere en skinnebus). Forslaget blev støttet af staten samt de tre interesserede sjællandske kommuner. Efter denne beslutning udtalte Aage Nielsen 29. februar 1952, at hvis denne modernisering blev gennemført, var han overbevist om, at de mønske kommuner ville gå i nærmere forhandlinger, og starte et kommunalt rutebilselskab.

Møns Omnibusser dannes

Og som sagt så gjort. Præstø Amtsråd meddelte – nærmest i den 11. time – de mønske kommuner at de kunne påregne at få koncessionerne med virkning fra 1. april 1953.

Mønboerne dannede selskabet Møns Omnibusser, og overtog rutebilstationen i Stege, garagen i Mandemarke og en stort antal af de ansatte fra Kalvehavebanen. Derimod kunne man ikke blive enige om at overtage nogle af rutebilerne, hvorfor Kalvehavebanen udbød dem til salg.

Helt uden rutebildrift var Kalvehavebanen dog ikke, idet banen fik lov at beholde koncessionerne til ruterne på Sjælland (på nær hovedruten Stege-Kalvehave-Vordingborg) og Stege-Kalvehave i forbindelse med DSBs direkte rutebil.

I forbindelse med Møns Omnibussers overtagelse af Stege rutebilstation opførte Kalvehavebanen en rutebilgarage i Kalvehave som erstatning for den afgivne garagekapacitet.

Kalvehavebanens fortsatte således med rutebildrift i reduceret form indtil den blev nedlagt 31. marts 1959. Møns Omnibusser og DSB overtog herefter banens ruter.

Forside af månedskort

Møns Omnibusser - i daglig tale kaldet MO - har følgende forhistorie: Rutebilbetjeningen af Møn i 1932 var blevet overdraget Kalvehavebanen - en lille privatbane med hovedkvarter i Kalvehave i Sydsjælland.

På Møn var meningerne om banens betjening af øen delte, og efter 2. verdenskrig blussede debatten for alvor op. Mønboerne ville selv stå for trafikken til, fra og på Møn - og efter mange lange og trange forhandlinger lykkedes det mønboerne at få de nødvendige tilladelser til at danne deres eget rutebilselskab. 

 
MO vogn 10. Stege 1969. (Foto Michael Preben Hansen)

I tidens løb overtog selskabet adskillige ruter på Sjælland. Og med dannelsen af Storstrøms Trafikselskab (STS) i 1979 var MO for alvor blevet "en af de store".

Selskabet blev i 1992 omdannet til aktieselskab.

Omkring årsskiftet 1995-96 købte det daværende DSB busser (det senere Combus) 51 % af aktierne i MO. Baggrunden var et ønske om, at sikre sig en position i et område hvor man ikke var stærkt repræsenteret.

MO ledbus i bakkerne ved Busene 1996. (Foto Ole Gold)

I 1995 udbød STS trafikken i licitation. Imidlertid gik det ilde for MO ved licitationen, idet man måtte se sig slået af Lollandsbanens daværende datterselskab LF-bus. Dette selskab vandt fra 1. juli 1996 al den kørsel MO hidtil havde udført. Combus, der jo nu havde aktiemajoriteten i MO, valgte, efter at have tabt endnu en udbudsrunde tre år senere, at lade Møns Omnibusser træde i likvidation i 1999.

Hermed var en epoke i den mønske trafikhistorie definitivt forbi.

Hvis du vil vide mere om Møns Omnibusser første 40 år kan du læse mere i 40-års jubilæumsbogen fra 1993.

I anledning af 50-året for Møns Omnibusser stiftelse udkom den 1. april 2003 bogen "De sidste år med Møns Omnibusser", der meget kort opsummerer jubilæumsbogen og beskriver MO's sidste år.

28.03.2010 -

DitoBus A/S.

Alle fotos: Ole Gold