Status i flokken

Status i flokken

Ulvene bruger en del af deres tid på at beholde eller højne deres status i flokken. Selvom rangordnen er bestemt på et tidligt tidspunkt, kan den ændres. Ændringer i rangordnen er mest iøjefaldende, når flokken mister et medlem, eller hvis det lykkedes en fremmed ulv at slutte sig til flokken.

Den mest almindelige måde at hævde sin rang på er gennem kropssproget. Når en ulv møder et flokmedlem med en lavere rang, passerer den overlegne ulv den anden med rejste ører, høj haleføring og vægten lagt på forkroppen. Den anden ulv viger for den og viser et underlegent kropssprog: ørene tilbage, lange mundvige, lav haleføring, undgår direkte øjenkontakt m.m. Alvorlige slagsmål er ekstremt sjældne. En af rangordnens vigtigste funktion er jo at hæmme og dæmpe aggressionerne i en flok. Alle kender hinanden og ved på forhånd, hvem der viger for hvem.

Ulven hævder også sin status gennem tilfældige forbud. Med et fast blik eller en knurren kan den forbyde andre at tage et bestemt ben, gå hen til en bestemt plads mm. Efter et stykke tid går den derfra og virker helt uinteresseret i, at en anden tager benet eller den forbudte liggeplads.

En måde at øge sin status på er at forsøge at tage initiativer. Jo flere gange en ulv får flokken med sig, jo højre rang opnår den. Tænk over det, næste gang du pr. automatik gør noget for din hund. For eksempel åbner døren, når den skraber på den for at komme ud eller giver den mad eller klap og kæl, fordi den gør eller piber.

Ændringer i hundeejerens familie som for eksempel, at der kommer et barn, en ny kæreste, hund e.l., kan føre til, at hunden forsøger at øge sin status i flokken. Også konflikter som skænderier kan få hunden til at forsøge sig. Fortæl lige det til din mand/kone eller kæreste. Og tænk over det, næste gang I har skændtes, og hunden så ikke vil komme, når der bliver kaldt på gåturen.

Problemer af den art løses IKKE ved at hævde sin dominans gennem aggressivitet. Aggressivitet er et afstands-øgende signal, som splitter flokken. Problemet løses ved at øge styringen af hundens aktiviteter. Tag initiativ til kontakt, til leg, til at lave sjove cirkuskunstner, lukke hunden ud i haven, når du vil - ikke når den plager mm. Det er også vigtigt, at du handler på samme måde hver gang, er vedholdende, afdæmpet, rolig og velafbalanceret.

Du skal ikke fuldstændig fratage din hund retten til at tage initiativer - det er unaturligt. Giv den i stedet nogle acceptable roller. Hvis din hund gør foran døren, når der kommer fremmede, så lær den kun at gø for eksempel to gange. Det er ingen god løsning fuldstændig at fjerne en adfærd, som er naturlig (hunden gør for at gøre flokken opmærksom på, at der er fremmede, som trænger ind på territoriet), eller som hunden er meget motiveret for at udføre. Giv i stedet den uønskede adfærd en acceptabel form.

 


Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE