 |
|
|
 |
|
Min rotte historie
 Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg har tabt mit hjerte til disse små væsner . Det skete faktisk for adskildelige år siden - længe før rotter blev så populære som de rent faktisk (og heldigvis!) er blevet.
Min første rotte, var en lille Blue banded Husky dreng (Han hed Snut), som jeg købte (meget udspekuleret), som en gave til min lillesøster - der ønskede sig en Guldhamster . Jeg havde forelsket mig i det lille væsen, men vidste, at det ikke ville falde i god jord hos vores forældre, hvis jeg bad om en rotte (Den typiske reaktion; ADR! Kloakrotte/Skadedyr, Ulækker hale og alt det der). Hun syntes rotten var sød, men hun ville jo helst have en hamster -ha ha... Og som jeg havde satset på, gav hun mig rotten (JUBIIE!), og jeg lovede, at købe hende en Guldhamster.
Desværre ville skæbnen, at min lille Snut, døde efter små 14 dage pga. luftvejsproblemer formegentligt SDA.
Nu var det sådan, at rotterne nu havde fået en pote indenfor døren og jeg købte straks 2 nye, inden mine forældre kunne nå at forbyde det.
De næste to, var også Blue banded Huskyer. Brødre til den første. Disse to havde også en luftvejs infektion, men da disse to var lidt ældre overlevede de heldigvis. Desværre fik den ene varrige mén (kronisk bronkitis). Disse to herlige drenge, som jeg døbte Sweetie og Nuka havde jeg i 1 1/2 og 2 år. Sweetie der var den sødeste, mest kyssevenlige  rotte, man kan tænke sig, døde først, mens Nuka, hans bronkitis ramte bror levede 6 måneder længere.
Efter Sweetys død, ledte jeg efter en ny rotte, der kunne holde Nuka med selskab og da jeg arbejdede i en dyrehandel, hvor vi selv avlede rotter (til foder), fandt jeg hurtigt én. Den sødeste lille buttede Black Irish unge, blev født i et kuld efter en Black hooded hun. Jeg "opdagede" den endnu før den fik øjne. En lille fed unge, der lå og puttede sig midt i kuldet, sprællende med alle fire ben op i luften og med en lille hvid plet på mavsen, under sin Irish aftegning. En lille "mælkeplet"...
Jeg vidste ikke, hvad køn ungen havde, men jeg vidste samtidigt, at uanset om det viste sig at være en dreng eller en pige, så ville jeg have den med hjem!
Jeg tog den lille fløjlsbløde buttede unge op i hånden, hver dag og da hun (for det var en hun), blev gammel nok til at "hænge fast"lod jeg hende sidde på min skulder, når jeg arbejdede i butikken, et kvarters tid. Mange kunder, fattede efterhånden sympati for den lille og jeg er glad for, at kunne sige, at hun ændrede mange menneskers opfattelse, af rotter. Hun var endda årsagen til, at flere valgte, at få Tamrotter som kæledyr. Det var dengang, mange troede alle rotter bar smitsomme sygdomme, at de var aggressive og bed. Der var endda dem, der troede at de var giftige!
Da Mælkeplet, som jeg døbte hende, fyldte 4 uger, "opdagede" jeg endnu en rotteunge, der var jævnaldrende med min lille skat, men efter en anden Black hooded hun. Hun var Black Berkshire Husky og havde de mest fantastiske Husky farver jeg nogensinde har set. Hun var stribet (nærmest zebra stribet, bare på langs i tre forskellige nuancer af gråt; Gråsort, skiffer og sølv. Jeg kaldte hende Petit og begyndte at gøre hende tam. 14 dage senere var de gamle nok, til at jeg kunne tage dem med hjem.
Ungerne blev ikke populære, derhjemme. Mine forældre var ikke begejstrede for at jeg pludselig havde rotter af begge køn i huset... Det var nok forståeligt, når man tænker på, at der senere skete lige præcist dét mine forældre havde frygtet.
Mælkeplet fik unger. Hun var alletiders lille klatretøs og en dag hun var ude, havde hun fundet vej til Nukas bur. Han boede i et marsvinebur, og tremmerne var alt for langt fra hinanden til at holde "Mulle" ude. Jeg fandt hende i hans bur, da jeg kom tilbage til værelset. Deres lille "kærlighedstime" resulterede i 12 velskabte unger
Der var Black, Agouti, Black hooded og Himalaya unger. De blev allesammen solgt som kæledyr.
Nuka døde, men pigerne havde jeg længe. Petit blev 3 1/5 år gammel og Mælkeplet, mit hjertebarn, blev 5 år gammel. Suk...  Hende savner jeg stadig inderligt.
Efter Mælkeplets død, holdt jeg en pause, med rotter for at komme mig over tabet. Men efterhånden begyndte jeg at savne deres væsen og liv og jeg begyndte, at lede efter et nyt hold. Jeg ønskede mig en vildtfarvet (agouti) rotte. En rigtig "kloakrotte", der kunne "provokere" og samtidigt "omvende" folks opfattelse af Kælerotter. En stor "fed" ha-ha, han rotte. Det endte med, at jeg kom hjem med en lille hunrotte (i den rigtige farve). Hun blev døbt Accee og kort efter fik hun selskab af en Champagne hooded hun, der blev døbt Peace.
De nye rotter, kunne dog aldrig erstatte Mælkeplet og det forhold jeg fik til dem, kom aldrig i nærheden af den fortrolighed og samhørrighed, jeg delte med "mulle". Da de efter ca. 3 år blev aflivet samme dag (Peace, havde fået kræft og Accee fik en svær grad af Headtilt), besluttede jeg, at nu var det slut med rotter.
Det holdt selvfølgeligt ikke. Når man først én gang har tabt sit hjerte så helt og aldeles til et lille dyr, kan man ikke undvære dem.
Efter 7 måneder, købte jeg min næste rotte. En Amber banded Husky pige. Det var Karamel. Og en uge efter fik hun selskab af den smukkeste kulsorte Black European Berkshire pige. Hendes navn var Lakrids.
Og så er vi næsten fremme ved i dag.
Interessen for avl spirrede og efterhånden kom der en rotte mere (Baby Blue) og den ene fulgte den anden, så jeg nu har over 15 og (du må ikke sige det til nogen), men det bliver ikke de sidste - ha ha...
Update:) Jeg har desvære nedlagt mit opdræt p.g.a. manglende tid:) Så jeg har nu udelukkende kælerotter:)
Karamel - Amber banded husky.
|
|
 |
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|