Som tidligere beskrevet har der været holdt et møde i Odense i forskerparken omkring kystsikring. Grundejerforeningen Houborglund beliggende bag det fredede område i Hou Enge ville lave en højvandsbeskyttelse af deres område. Der var lavet et forslag med et plastspunsdige langs vejen ind mod det fredede område hen til Nørreled. Kystdirektoratet kunne ikke gå ind for denne løsning men foreslog en kystbeskyttelse i form af en forlængelse af stendiget ved stranden.
Forslaget blev drøftet men forkastet, da flertallet bl.a. Hou Plantage Grundejerforening ikke kunne se behovet for yderligere kystsikring og heller ikke ønskede at blive del af Hou Digelag.
Der fremkom et konstruktivt alternativt forslag som gik ud på at oprense de gamle afvandingskanaler og lave et jorddige ind mod Houborglund Grundejerforening. Dette skulle fjerne deres frygt for oversvømmelser fra nord.
Det blev vedtaget at arbejde videre med dette forslag.
Nu er der så indkaldt til et møde den 21/10 hvor alle parter kan blive informeret om muligheder.
Jeg vil kraftigt understrege at der ikke på mødet kan træffes beslutninger vedrørende kystsikring. I den indbydelse som er udsendt er dette også meldt ud.
Det vil være en god ide om de af vore medlemmer, som er på ferie i plantagen møder op og deltager i debatten.
Mødet starter kl. 13 i Houborglejren.