Man møder en masse mennesker gennem livet. Nogen af dem har betydet meget for én, og andre har man næsten glemt.

Nogen af mine venner har jeg stadig et tæt forhold til, og andre ser jeg alt for sjældent,  og nogen er,  af  flere  forskellige  grunde, nu kun i mine tanker.

Flere af mine familiemedlemmer er også mine bedste venner og de fylder meget i mit liv. Udover familien er det få, jeg vil kalde tætte venner og veninder.

Selvom denne hjemmeside var tænkt som en familiehjemmeside, har jeg alligevel lyst til at tage få af disse mennesker med. Det er mennesker, som jeg utrolig glad for, har krydset min vej. De har nemlig stor betydning for mig.

Annie Bjerring og jeg har været tætte veninder siden 78 og har næsten delt alt... børn, hjem, tøj *G* men aldrig vores mænd. Så havde venskabet nok heller ikke været så tæt og varet så mange år. 

Vi har fulgt hinanden i op og nedture, haft skønne stunder med vore børn og lavet en masse rigtig godt teater sammen. I perioder har vi boet sammen i flere måneder, med børn, med hunde og hvad vi ellers havde i bagagen. Det kan være hårdt, at bo sammen, men vi har nu altid haft det rart i hinandens selskab. Annie er nok også én af de få, som jeg har lyst til at møde, når jeg lige er vågnet, halvt bevidstløs og morgengrim. Vi er nemlig begge to B. mennesker.

Annie er et menneske som altid er der for andre. Mange unge mennesker har fundet hendes gadedør, for at få trøst, gode råd, og hjælp til at få sat tingene lidt i perspektiv. Hun er bare et hjertevarmt
menneske. Jeg holder så utrolig meget af hende og hendes dejlige familie.

Tak fordi du altid er der Annie og fordi du er, den du er.

Dennis har været min gode ven, lige han var en lille dreng. Egentlig er han min Søns ven, men da han flyttede hjemmefra kom Dennis stadig i vores hjem... og det gør han heldigvis stadig... men nu med hele sin dejlige familie... hans søde kone Jeanette og deres 3 børn... Freja, Laura og Viktor. Vi har haft mange dejlige stunder sammen og i 3 perioder har de endda været mine logenende.

De sidste 5 år har Dennis og jeg haft samme arbejdsplads, nemlig Slangerup Kirke. Vi var et godt team og jeg tror bestemt, at vores gode humør må ha` smittet af på præsterne og menigheden. På kontoret har Dennis ofte  forkælet mig med kaffe og kage i tide og utide... og hjulpet til med en masse, som bestemt ikke stod i hans arbejdsbeskrivelse.

Jeg ved der er langt til Lolland, men jeg håber alligevel at se Jer ganske tit.

Til trods for vores store aldersforskel, så føler jeg, at Jeanne er en rigtig god veninde. Hun har været min logerende fra 94 til jeg solgte huset i 2002. Vi har drukket så meget kaffe sammen, så man kunne fylde et helt svømmebassin og vi hjulpet hinanden med at flytte rundt på så mange møbler, så vi burde ligne muskelbundter... men det er der nu ingen af os der gør... og slet ikke Jeanne.  Hun er lille og spinket og ser sart ud... men det skal man bestemt slet ikke tage fejl af *GG*

Jeanne fødte sønnen Elias mens hun boede hos mig (mer´ flytten om) og jeg må tilstå, at jeg beundrede hendes energi... læreplads, baby og lejligheden under konstant forbedring.

Det kan godt være, at jeg ikke ser hende så ofte mere efter jeg er flyttet, men derfor betyder hun ikke mindre på  listen over mine gode venner.

Caja Winterø er kirkebogsførende sognepræst ved Slangerup Kirke. Lige fra den 1. dag Caja blev ansat ved Slangerup Kirke, har der været en utrolig god kemi mellem os. Samarbejdet mellem Caja, Dennis (som var kirketjener) og mig har været fantastisk godt. Vi fungerede godt sammen både i det daglige arbejde og søndagenes gudstjenester, men bestemt også ved både glædelige begivenheder og sørgelige tjenester. Det har udviklet sig til et varmt venskab, som heldigvis er fortsat efter min pensionering.

Hun er en meget kær gæst i mit hjem... også for mine hunde som hun storforkæler.

Flemming og jeg var gift fra 1960 til 68. Vi boede først i Hillerød, derefter i Slagelse og tilsidst i Københavns hjerte.  Flemming var et naturmenneske og trivedes ikke så godt i storbyen. Han var i sit rette element i skoven eller på vandet og hans store lidenskab var jagt og fiskeri. Vi har haft mange skønne naturoplevelser sammen.

Flemming var en fantastisk dygtig mekaniker og var nogle år med til at bringe Sven 1. pladser på danske motorbaner.

Flemmings største talent var dog nok hans musikalitet. Han spillede kornet og trompet, så flere end jeg af og til troede, at der var en Armstrong-plade der var sat på.  Han lærte mig at elske traditionel Jazz.

Flemming var mit livs store kærlighed og det var meget triste omstændigheder som gjorde, at vi måtte skilles.

Søren og jeg har været gift fra 1969 til 1980. Vi var meget forskellige som   mennesker, men havde dog mange fælles mål i livet. Vi købte et dejligt hus   i Slangerup og her kunne jeg slikke mine sår ovenpå den store sorg jeg havde, at miste min første Søn, Peter Skjelmose.

Jeg blev dagplejemor og væltede mig i dejlige unger fra morgen til aften. Vi havde et dejligt hjem og fik ofte besøg af vores mange gode venner og naboer.   Vi blev skilt som bedste venner i 1980. Efter skilsmissen fik vi et rigtig godt  forhold og vores Søn kunne komme, som han ville i Sørens nye familie. Søren og hans søde nye kone Anne Grethe, og senere deres 2 børn, var selvskrevne gæster på alle Peters mærkedage som fødselsdage, konfirmation m.m. De glædede mig endda, ved at komme til mit surpriceparty på min 60 års fødselsdag

Jeg er Søren evigt taknemmelig for vores dejlige Søn Peter.

Keld og jeg var gift i 12 år og boede i Slangerup. Vi havde en fantastisk godt og spændende ægteskab, som desværre ikke overlevede en krise, vi havde i 93.

Keld er nok det menneske, som har haft størst indflydelse på mit liv. Han var utroligt inspirerende og en virkelig god ægtemand og ven. Vi stiftede Slangerup Lillescene og Jazz på Loftet sammen, til glæde for rigtig mange Slangerup-borgere.

Vi havde mange fælles interesser... udover teater og jazz, så havde vi nogle herlige kanoture, som jeg savner meget og vores skønne hunde, Natasja, Tanja og Margo. Vi var også meget optaget af at gøre vores store gamle hus i stand. Det var desværre her "filmen knækkede".. Keld´s dygtige omhyggelighed og min utålmodighed og afsky for byggerod fik det til at slå gnister.

Jeg har ofte bittert fortrudt, at vi ikke kæmpede lidt mere for vores ægteskab.