At komme på den rette hylde, men ikke at klistre fast.

Jeg flyttede til Hillerød og fik job som telefonistinde, men da ”refleksen” at sige ”Hillerød” kom på de underligste tidspunkter, var jeg klar over, at det var tid til at komme videre. Derefter arbejdede jeg som fotograf hos ”Fotograf Kehlet” det sidste år jeg boede i Hillerød. Den forretning blev i Hillerød omtalt som ”Kætlets Foouna”. Det øgenavn fik den, da en bondekone skulle hente nogle fotos af sit barnebarn. Hun havde fået at vide, at forretningen lå ved siden af ”Fona”. Da hun stak hovedet indenfor døren og spurgte med høj og klar røst ”ær ded hær Kætlets Foouna?”.  Der var en 8-10 kunder i butikken, men det var nok til at sprede historien og give forretningen det øgenavn. Jeg var glad for at fotografere, især børnefoto, men jeg holdt også meget af, at fotografere mennesker som havde svært med det. Bare at have lavet 1 godt og afslappet billede, var et stor glæde både for kunden og mig.

Min mand blev tilbudt et godt arbejde i Slagelse og vi måtte rykke teltpælene op.

De 2 år vi boede i Slagelse, var jeg hjemmegående husmor. Det var nu ikke noget driverliv, for med små penge skulle der arbejdes hårdt både i køkkenhaven og i køkkenet, for at få det hele til at løbe rundt. Min første Søn stortrivedes dog med, at jeg gik hjemme ”En Mor skal være derhjemme, selvom drengen ikke er hjemme hele tiden, så han ved, at hun er der”.  Min veninde Else boede i nærheden med sine 2 piger, og de 3 børn havde stor glæde af hinanden.  Jeg prøvede på et tidspunkt, at tjene lidt ved hjemmearbejde. Jeg spændte plastiksnore ud på havestole, som var moderne på den tid.  Det var så hårdt, at jeg måtte bruge mine fine skindhandsker, for ellers blødte hænderne. Jeg tjente ikke meget mer, end et par nye handsker kostede.

Suk!! Så skulle vi flytte igen og denne gang til København.

Da jeg flyttede tilbage til København i 1964 fik jeg stillingen som ”C.R.O.” (costumer relation officer) hos Rank Xerox.  Det var et helt nyt liv og jeg vænnede mig hurtigt fra træskoene til stiletterne. Dagene gik med kundebesøg, hvor jeg havde storkunderne "M.A.". De kunder var Stat og kommune, olieselskaberne og forsikringsselskaber og lign. En gang om ugen underviste jeg operatører i brug af kopimaskinerne, og jeg fandt ud af, at jeg var rigtig god til at undervise. Vi var 4 "CROér" og folk kendte os på vores fine grønne uniformer med vores ”Freddy Fræk” kasketter. Vi besøgte kunderne for at inspirere og hjælpe operatørerne og pleje kunderne. Vi deltog også i diverse udstillinger på Messer og lignende. 
 

I 1967 blev jeg selvstændig. Jeg købte jeg en butik på Hauser Plads. ”Marguerite” var en lækker lille forretning som solgte antikviteter kunst og gaver. Den blev åbnet med pomp og pragt den 14. oktober med Dario og Theis Nyegaards Jazzband, som startede med streetparade fra Købmagergade til Hauser Plads og vi holdt en formidabel reception. Desværre gik den ned med et brag et år efter pga. af en kæmpestor personlig sorg, nemlig at miste min første Peter ved en ulykke. Den gjorde, at jeg ikke var i stand til at passe noget som helst.  Derefter flakkede jeg  bare rundt… Lillys Brudekjoler”, ”Knap og besætning” og ”Kik Ind”… alle 3 som bestyrer.

Jeg blev nødt til at forlade København, for at komme ovenpå, indvendigt.

Jeg flyttede til Slangerup. Først i et helt nyt parcelhus og senere i 1980, et stort gammelt hus fra 1900. Jeg blev dagplejemor for 5 dejlige unger, det vil sige, at det blev til en del gennem årene. Det siges at være et godt råd mod barnløshed, og det viste sig at holde stik. Jeg blev gravid og fik Peter. Det var bare en dejlig tid og jeg stortrivedes med alle mine dejlige unger. I 1984 var Peter ved at være træt at alle de ”dag-søskende” og så lod vi dagplejen "stoppe ved naturlig afgang”.  

Jeg tog lidt dramaundervisning i weekends som supplement, og mens dagpleje-arealet blev ombygget til Solcenter underviste jeg som dramalærer i Slangerups skoler.

I 1985 til 1990 havde jeg et solcenter og kom i god kontakt med mange mennesker i byen. Silver hev desværre hele branchen med i faldet, da de gik konkurs og dumpede priserne i bund. Fremtiden så ikke for lys ud, og det var på tide at skifte hest.

Min fætter og min mand konkluderede, at min livs bane pegede på, at jeg skulle være kordegn. Min store interesse for kirkebøger (slægtsforskning), min interesse for andre mennesker i sorg og glæde, og min evne til både at kunne tilpasse mig, og at kunne arbejde selvstændigt, var det jeg havde i min baggage. Jeg undersøgte hvad arbejdet som kordegn indebar med alle dets aspekter og besluttede mig til at tage uddannelsen. Inkl. de Hf-fag jeg manglede og ”den gammeldags kordegneskole”, var jeg færdiguddannet i 1990. Jeg beholdt solcentret som er bijob, men trappede det dog langsomt ned. Den dag jeg stod med mit eksamensbevis hørte jeg at kordegnestillingen i min egen kirke i Slangerup var ledig. Jeg søgte og fik stillingen. Der har jeg arbejdet som kordegn i 16 år i en tjenestemandsstilling og det var herfra jeg gik på pension som 70 årig.  Jeg har elsket til job på godt og ondt. Jeg har haft dejlige og dygtige kolleger, som jeg  vil  savne og specielt savner jeg den skønne oplevelse det var, at lytte til organist Ulla Kappel, når hun fyldte kirkerummet med den skønneste musik. Det var virkelig det man kalder en livsstilling. Her kunne jeg bruge et hel livs erfaring og jeg ved, at jeg har været med til, at gøre en forskel i Slangerup Kirke. Sjovt at tænke på, at på alle attester (fødsels, dåbs, navneændring, vielses og dødsattester) som er udstedt i Slangerup kommune mellem 1990 og 2006 der står min underskrift. Børn jeg har tørret hovederne på ved døbefonten, har jeg senere været med til at undervise til konfirmationsundervisning. Mine dagplejebørn har jeg været med til deres vielser osv. osv.  Da kordegne-kontorene gik over til EDB var jeg heldigvis et hestehoved foran, fordi jeg i nogle år selv havde været lidt EBD.-nørd. At være kordegn i et moderne samfund, kræver en masse af én, men det giver også en masse tilbage. ”En kordegn, er det ikke én som synger i kirken?” næh! 5 % af arbejdet foregår ganske vist i Kirken, men resten på kontoret med samtaler, personregistering, regnskaber, og en masse andre administrative funktioner.
Man arbejder ikke som kordegn… man ER kordegn.

Den 2. april holdt Slangerup Kirke en meget flot afskedsfest for mig, og nu nyder jeg bare mit otium ovenpå 55 arbejdsår.