"Begravelsesoptog" oktober 2011

H. C. Andersens begravelsesoptog i Odense 2011

Lørdag d. 8. oktober holdt kunstneren og samfundsrevseren Jens Galschiøt begravelse for sin H.C. Andersen statue som de sidste 6 år har stået på Flakhaven i Odense. Årsagerne er mange og dem skal vi ikke spilde tiden med her. Men en stor happening blev arrangeret, hvor statuen med pomp og pragt skulle føres til sit sidste hvilested. At han så skal op igen om et halvårs tid, er en anden historie. Men den lader vi også lige ligge..

Men begravelse var der, og i ægte gammel New orleans stil! Statuen blev fragtet på vogn trukket af to smukke frederiksborg heste. Efter vognen kom 4 flotte frieserheste med ryttere som blev efterfulgt af musikere som spillede ægte new orleans jazz. Herefter kom alle de borgere fra byen som var mødt op for at følge den gamle herre på sin sidste rejse! Og det var mange! Det var et meget smukt syn, da følget i stille roligt tempo bevægede sig fra Flakhaven ned mod havnen. Børn, kvinder og mænd i alle aldre var mødt op for at tage del i happeningen. Mange udklædte i sort tøj og sjove hatte med H.C. Andersen indslag.
Stemningen var høj. Musikken spillede, solen skinnede, folk var glade og snakkede spontant med hinanden, hvor enten man kendte hinanden eller ej. Alle havde en mening om statuen forrest i optoget. Nogle var glade for at slippe af med ham, andre frydede sig over den store folkelige opbakning om kunstneren og hans happening. Så kunne de se, de kære politikere! :) Andre nød bare fælleskabet, musikken og den dejlige stemning!

Nede på havnen holdt skuespilleren Vigga Bro en tale for statuen inden han blev hejst ned til sin foreløbige plads på bunden af Odense havn. Derefter var der gratis gravøl, sodavand og pølser til alle fremmødte!

Heidi Simonsen, Ulla og Caroline Finneman og Elvira Vestergaard var mødt op med deres friesere for at følge "kisten" på sin sidste færd. Det var en stor oplevelse at få lov til at ride gennem byen midt i den store menneskemængde. Med levende musik lige i hælene! Alle hestene tog det fantastisk flot, og de fik stor opmærksomhed fra de fremmødte nede på havnen. De smukke sorte heste! Mange ville hen og klappe og snakke lidt. Rigtig god reklame for vores dejlige sorte perler! Og et rigtigt godt arrangement!