Kan man stole på hestens papirer?
En beretning fra det virkelige liv

I  Friesen-Journal er der en utrolig beretning om hestekøb fra det virkelige liv i Tyskland, oplevet af Petra Aufdermauer:

 

To veninder køber et 10 måners Frieser hoppeføl med FPS-stamtavle og -hestepas ved en stor hestehandler i Ruhr-området. Da den hollandske avler bor i nærheden af den tyske grænse, beslutter de sig for at henvende sig til avleren, for at få moderen at se. Avleren var imidlertid højst overrasket over deres henvendelse, da føllet var dødt! Noget chokeret fik de to veninder fat i en dyrlæge, der kontrollerede føllets chipnummer. Til deres store overraskelse passede chipnummeret med stamtavlen!

 

Ved efterfølgende besøg hos den hollandske avler fik de at vide, at føllet havde en hævelse i svælget og derfor skulle aflives. Sygdommen skulle også fremgå af Hestepasset. Dette viste sig imidlertid ved nærmere eftersyn at være forfalsket. Siderne med angivelse af sygdommen var blevet fjernet fra Hestepasset og erstattet med kopier af sider uden anmærkninger.

 

Den hollandske avler have solgt det 6 måneder gamle føl med svælgdefekten til en Friesisk hestehandler for 225 Euro i den tro, at han ville sende det til slagter. Hestehandleren fik føllets stamtavle og hestepas med. Det viste sig ved nærmere efterforskning, at den hollandske hestehandler ikke havde sendt føllet til slagtning som aftalt, men havde videresolgt det på hestemarkedet i Utrecht.

 

Spørgsmålet var nu, om det af dyrlægen dødsdømte føl alligevel havde overlevet defekten og nu stod sund og rask hos de nye ejere, de to veninder?

 

Der blev taget hårprøver fra den hollandske avlers moderhoppe og af det indkøbte 10 måneders hoppeføl.

Efter dages spændt venten kom svaret på DNA-analysen: Det 10 måneders indkøbte hoppeføl var IKKE det føl, stamtavlen var udstedt på, på trods af overensstemmende chipnummer! Nogle må altså have fjernet chipsen fra det døde føl og indsprøjtet den i det Frieserføl, de to veninder havde købt.

 

Det er selvfølgelig i sig selv utroligt, at nogle kan få sig til at lave et sådant svindelnummer for ussel vindings skyld. Hestehandleren i Ruhr vil naturligvis ikke kendes ved sagen. Det værste er næsten, at der hidtil ingen reaktion er kommet fra det hollandske hovedforbund FPS, hvortil sagen er meldt.

 

Man skulle ellers tro, det var en sag af yderste vigtighed for FPS-stamtavlens troværdighed?