Kun avle på Ster-hopper med fulde papirer?
En almindelig fordom i frieser-verdenen
I Deutscher Phryso har Lars Tiefenbacher nogle interessante betragtninger på medlemssiderne for Schweiz.

Han konstaterer, at mange ukritisk køber friesere med 'Fulde papirer', uden nærmere at undersøge, om de nu også avler bedre end friesere uden fulde papirer. Vores egne erfaringer siger, at der ikke er en entydig sammenhæng. Preferent-prædikatet siger meget mere om hoppens avls-egenskaber end Ster-prædikatet. Men ikke desto mindre siger mange avlere, også erfarne, at man kun skal avle på ster-hopper med fulde papirer.

Lars Tiefenbacher undersøger stamtavlerne for de bedst kendte Frieser-avlshingste for at se, om de alle har fulde papirer. Det burde de jo have efter den herskende mening om fulde papirers store betydning.
Han finder  ud af det ganske interessante, at ved mange avlshingste er det ikke tilfældet. Han nævner som eksempler Hearke 254P, Jelmer 297, Olof 315, Ulke 338, Karel 370, Eibert 419 og - fremfor alt - Feitse 293P og Tsjerk 328.

Der behøver vist ingen nærmere forklaring på disse hingstes enorme betydning for Frieser-avlen. Tænk, hvis deres avlere havde ligget under for den almindelige fordom om fulde papireres enorme betydning og ikke havde fundet det besværet værd at få bl.a. Feitse's mor bedækket!