Nyt lovende hollandsk middel mod sommereksem
Fodertilsætningsmiddel udviklet af plantegenetiker

NYT LOVENDE MIDDEL MOD SOMMEREKSEM

 

 

Marjet Bosma beretter i en længere artikel i Deutscher PHRYSO om forskning i sommereksem. I den forbindelse omtales et helt nyt og lovende middel, der kan fås gennem hollandske dyrlæger. Det hedder Hippo-Ex-Cema og er et fodertilsætnings-middel, der er fremstillet af organiske stoffer og fri for hormoner og kemiske midler. Eneste ulempe er prisen og at det skal gives i hele perioden, hvor mitterne huserer og giver allergiske reaktioner i form af sommereksem ved nogle heste. – Dvs. når tempetaruren er 14 grader celcius eller derover. Til gengæld kan selv hårdt angrebne heste gå uden beskyttelses-dækken, når de får Hippo-Ex-Cema fodertilsætning dagligt. Følgesygdomme ved brug af dækken i varme perioder undgås således.

 

 

PROBLEMETS OMFANG – ERFARINGER FRA HOLLAND

 

Sommereksem opstår som en allergisk reaktion hos ’følsomme’ heste på (Culicoides-)mitternes stik. Mitterne er særligt aktive om morgenen og om aftenen under træer, ved planter, over stille vand og i nærheden af møddinger.

 

Modsat Varmblod er Frieseren som race ret modtagelig for sommereksem. 18% af alle Friesere i Holland lider af sommereksem, mod f.eks. ’kun’ 8% af alle Shetlands-ponyer i Holland. I Holland findes der områder, hvor mitter ikke forekommer, frem for alt ved kysterne. Til gengæld findes der områder med særdeles mange mitter, hvor 60-80% af alle Friesere i området er angrebet af sommereksem.

 

Ved islandske heste er det bevist, at følsomheden for mittens stik – og dermed udviklingen af sommereksem – er arveligt bestemt, uden dog at vide noget om, gennem hvilke mekanismer det sker.

 

 

NEUTRALISERER DEN ALLERGISKE REAKTION

 

Hippo-Ex-Cema blev opfundet af en Frieser-interesseret plantegenetiker - Arje van der Windt - der ud fra sine erfaringer med planter antog, at polypeptider og bestemte aminosyrer kunne neutralisere virkningen af mitternes stik. Arje van der Windt har behandlet 150 heste med sommereksem med sit fodertilsætningsmiddel, som han i øvrigt har taget patent på gennem WSH Horse Health Products, som han ejer sammen med Stall Hakker og Obed Smit.

 

Van der Windt hævder, at alle 150 heste har fået det bedre, allerede efter 3 til 14 dages daglig behandling med Hippo-Ex-Cema. Universitetet i Utrecht er ved at afprøve midlet ved videnskabelige forsøg på 50 heste med sommereksem, hvoraf de 25 får fordertilsætningsmidlet dagligt og de andre 25 fungerer som sammenligningsgruppe. Det bliver spændende at se, om de kan bekræfte Van der Windts gode erfaringer med Hoppo-Ex-Cema.

 

Som sagt er Hippo-Ex-Cema dyrt at anvende og skal gives på daglig basis i perioden med mitter, dvs. når temperaturen er 14 grader celcius eller derover. Den billigste og nemmeste løsning er nok stadig at købe en Frieser uden anlæg for sommereksem!