Ordet jalousi stammer fra det latinske zelus og det græske zelos, som betyder iver eller skinsyge. Udtrykket skinsyge har oprindelse i den skik, at pigen sendte et stykke skind til den frier, som hun afviste. Frieren blev "syg", når han modtog skindet (=afslag). I Politikens Nudansk Ordbog defineres jalousi som bitterhed eller had mod nogen, fordi de har noget man ikke selv har, eller har mere af noget end en selv. Patricia McConnel har i et debatindlæg udtrykt begrebet "jalousi" i denne "formel" : "Jeg vil have det. Du har det og jeg har det ikke. Og jeg er vred over det".
At misunde nogen noget er, at ønske at man havde de samme ting, egenskaber o.lign. som en anden har.
HUNDEEJERES PÅSTAND OM JALOUSI HOS HUNDE
Paul H. Morris, Christine Doe & Emma Godsell (2008) har i 2 studier- som de selv udtrykker det - udfordret det syn, at det er usandsynligt, at dyr har selvbevidste emotioner. I det første studie spurgte de ejere af hunde, katte, heste, gnavere og fugle, hvilke emotioner de havde observeret hos deres dyr. De basis emotioner, som de spurgte om var : vrede, frygt, overraskelse, glæde, tristhed, angst, afsky, interesse, kærlighed og nysgerrighed. Og de selvbevidste emotioner, som de spurgte om var: empati, skam, stolthed, sorg, skyld, jalousi og forlegenhed.
Spørgsmålene lød :
Er dit dyr nogensinde overrasket/ glad/ trist…osv ?
Ja/Nej
Hvis Ja, hvor sikker er du på din beslutning
på en skala fra 1 til 5, hvor 1 er overhovedet ikke sikker, og 5 er meget sikker.
Næsten alle ejerne rapporterede samtlige basis emotioner med undtagelse af afsky, som kun blev rapporteret at optræde hos 33% af dyrene. Alle de selvbevidste emotioner blev rapporteret at optræde mindre hyppigt end alle basis emotionerne, dog ikke afsky. Med undtagelse af afsky og jalousi var alle ejerne mere sikre i deres rapportering af basis emotioner end af selvbevidste emotioner. Basis emotioner blev i gennemsnit rapporteret hyppigere end selvbevidste emotioner. Ejerne var også mere sikre på tilstedeværelsen af basis emotioner end på selvbevidste emotioner.
De selvbevidste emotioner (empati, jalousi) blev hyppigere rapporteret end de selvbevidste evaluerende emotioner (skam, skyld, stolthed). Ejerne var mest sikre på jalousi, men var mindre sikre på empati end på stolthed og skyld. Ejerne rapporterede forlegenhed mindst hyppigt og med mindst sikkerhed .
De mest slående var, at 70% af hundeejerne rapporterede jalousi og skyld (en selvbevidst evaluerende emotion) hos deres hunde, og 70% af hesteejerne rapporterede jalousi og stolthed (en selvbevidst evaluerende emotion) hos deres heste.
Fordi der ingen oplysninger var om på hvilket grundlag dyreejerne baserede deres påstande om selvbevidste emotioner hos deres dyr, udførte Morris, Doe & Godsell et andet studie, hvor hundeejere skulle svare på disse 4 spørgsmål :
1) Bliver din hund jaloux ?
2) Kan du give eksempler på situationer hvor din hund bliver jaloux ?
3) Kan du beskrive den adfærd din hund udfører, når den er jaloux ?
4) Kan du give en alternativ forklaring end jalousi som beskriver adfærden ?
Med undtagelse af 1 hundeejer, så svarede alle ja på det første spørgsmål.
Til spørgsmål 2 svarede alle hundeejerne, at situationen drejede sig om en social trekant som omfattede den jaloux hund, ejeren og en "anden". Denne "anden" var hyppigt en person, næst hyppigt var den "anden" en hund eller andet dyr. Mindst hyppigt var den "anden" legetøj.
Den adfærd, som udløste jalousi hos hundene, var i alle tilfælde, at hundens ejer gav den "anden" opmærksomhed. Den mest almindelig form for opmærksomhed, som udløste jalousi, var at give kærlighed, og den kærlige adfærd, som hyppigst blev nævnt, var omfavnelse.
Vedrørende spørgsmål 3, så blev alle former for jaloux adfærd kategoriseret som former for opmærksomhedssøgende adfærd. Den mest almindelige opmærksomhedssøgende adfærd var at skubbe sig op mod ejeren, og i de fleste tilfælde skubbede hunden sig ind mellem ejeren og den tredje part. Anden hyppigt nævnt opmærksomhedssøgende adfærd var at gø, knurre og hvine.
Til spørgsmål 4 kunne 67% af hundeejerne ikke give en alternativ forklaring.
Sammenfattende, så er den situation, som udløser den adfærd hos hunden, som ejerne betegner jalousi, at ejeren giver en "anden" kærlighed hyppigst i form af omfavnelse. Den adfærd, som ejerne betegner jalousi, var opmærksomhedssøgende adfærd, som mest almindelig var at hunden skubbede sig op mod ejeren, og i de fleste tilfælde skubbede hunden sig ind mellem ejeren og den tredje part.
I det andet studie blev hundeejerne bl.a. spurgt om de kunne give en alternativ forklaring til jalousi. Det kunne de fleste ikke, men nogle kunne. Dog var der ingen af de alternative forklaringer som gik på, at hundens skubben sig imellem kunne være et dæmpende signal, sådan som Turid Rugaas (2002) hævder det er, når hunden går imellem f.eks. når man sidder tæt sammen i sofaen, giver hinanden et klem, danser på køkkengulvet, tager et barn på skødet, får besøg af nogen og vil give dem et knus, og en fremmede tager dig i hånden.
Under overskriften "GENERAL DISCUSSION" spørger Morris, Doe & Godsell , om resultatet af det andet studie kan tages som bevis for jalousi hos dyr. I stedet for at svare på spørgsmålet bryder de spørgsmålet ned i to spørgsmål. Den ene spørgsmål går på, om ejernes tolkning er vigtig kilde for bevis, og det andet spørgsmål går på om redegørelserne for hundenes adfærd og den sammenhæng adfærden optræder i giver overbevisende bevis. Deres svar på den første del er, at det vigtige er, at grundlaget for argumentet ikke er ejerens mening, men den adfærd og den sammenhæng som adfærden optræder i, som ejerne beskriver. Og Morris, Doe & Godsell synes, at betegnelsen "jalousi" bedst beskriver den adfærd ejerne rapporterede, men – tilføjer de - vi kan selvfølgelig tage fejl, og læseren har de adfærdsmæssige rapporteringer på hvilke han/hun kan drage sine egne konklusioner. Til den anden del af spørgsmålet svarer Morris, Doe & Godsell, at både den adfærd, som ejerne rapporterer og ejernes tolkning af adfærden udgør et stærkere bevis, end hvis det udelukkende var ejernes rapportering af adfærden.
Hvis jeg skal drage mine egne konklusioner, så tolker jeg den adfærd og den sammenhæng hvori adfærden optræder, som hundeejerne rapporterede, hverken som udtryk for jalousi eller et dæmpende signal, men som udtryk for, at hunden bare gerne vil være med , når ejeren giver en "anden" kærlighed. Og jeg mener ikke, at deres studie særlig godt belyser spørgsmålet om jalousi hos hunde. Dette spørgsmål bliver bedre belyst i det næste studie, jeg gør rede for her på siden.
Kilder :
Paul H. Morris, Christine Doe & Emma Godsell (2008):"Secondary emotions in non-primate species ? Behavioural reports and subjective claims by animal owners". Cognition and emotions, 22 (1), side 3-20
Turid Rugaas (2002):"På Talefot med hunden. De dempende signalene."Canis Forlag
FRAVÆR AF BELØNNING FREMKALDER URETFÆRDIGHEDS UVILJE HOS HUNDE
At være følsom overfor at blive ulige belønnet er ikke unikt for mennesker. Det viser flere eksperimenter med kupuciner aber .I det første af disse eksperimenter brugte Sarah Brosnan og hendes kolleger en forsøgsopstilling, hvor en abe skulle give forsøgslederen en polet for at få en godbid. Aberne var glade for at udføre opgaven og for at få et stykke agurk som belønning. Men hvis aben så, at en anden abe fik en mere lækker belønning - en vindrue - for at udføre det samme arbejde, så opførte den sig pludselig fornærmet. Den blev meget ophidset og smed agurkestykket og poletten væk og nægtede at deltage. Denne virkning blev forstærket, hvis den anden abe fik en belønning uden at skulle yde noget for at få den.
Både aber og chimpanser synes at være følsomme i overfor uens belønning.
Range, Horn, Viranyi & Huber (2008) har udført et lignende eksperiment med hunde for at undersøge om hunde er påvirket af uretfærdig belønning, som de modtager for at udføre den samme handling.
I eksperiment, som bestod af 4 tests, bad forsøgslederen hunde om at give pote for at få en spiselig belønning:
Første test : Hunden og dens partner fik samme lav-værdi belønning
Anden test: Hunden fik en belønning af lavere-værdi end dens partner
Tredje test :Hunden fik ingen belønning, mens dens partner fik en belønning af lav-værdi.
Fjerde test: Begge hunde fik belønning af lav-værdi, men hundens partner skulle ikke give pote for at få belønningen.
Lav-værdi belønningen var mørkt brød, og høj-værdi belønningen var pølse.
Desuden blev der udført en kontrol test, hvor hver hund blev testet uden sin partner (usocial situation), og hvor hunden henholdsvis fik en belønning af lav-værdi og slet ikke fik belønning.
Det viste sig, at det, at hundens partner var tilstede (social situation), gjorde en forskel på, om hunden nægtede at give pote, når den ikke fik belønning. Hunden stoppede tidligere med at adlyde kommandoen, når dens partner var tilstede sammenlignet med, når den var alene uden sin partner. At hundens partner modtog en belønning synes også at være afgørende for, at hunden nægtede at give pote.
De analyserede også henholdsvis tilbageholdenhed og villighed til at adlyde kommandoen. Når hunden ikke fik belønning, mens dens partner fik mørkt brød som belønning, var hunden mindre villig til at give pote.
Desuden analyserede de, om hunden kiggede oftere på sin partner i de forskellige testsituationer. Her fandt de ingen forskelle.
Til slut analyserede de, om hunden udviste større tegn på ubehag/lidelse i de 4 test sammenlignet med kontrol testsituationen. Ubehag/lidelse blev målt i antal gange hunden kløede sig, gabte, slikkede sig om munden og undgik partnerens blik. Det viste sig, at det er mere stressende for hunden ikke at få en belønning, når partneren fik en belønning, end ikke at få en belønning, når partneren ikke er tilstede.
Range, Horn, Viranyi & Huber skriver, at disse resultater antyder, at hunde er følsomme overfor at blive uens belønnet. Dog er det muligt, at hunden reagerede alene på sin partners tilstedeværelse og ikke på at partneren fik en belønning i de situationer hvor hunden ikke fik belønning, mens partneren fik mørkt brød som belønning. I et andet eksperiment testede de derfor hundene i yderlige 2 situationer :
Den første situation: Både hunden og dens partner fik ingen belønning
Den anden situation: Hunden fik ingen belønning, mens dens partner fik mørkt brød som belønning.
I begge situationer var test designet det samme som i de øvrige tests i det første eksperiment.
I den situation hvor hunden ingen belønning fik, mens dens partner fik mørkt brød som belønning, nægtede hunden tidligere at give pote . Desuden tøvede hunden længere med at adlyde kommandoen i den situation, hvor hunden ikke fik belønning, mens dens partner fik mørkt brød som belønning. Hunden kiggede også oftere på sin partner og var mere stresset i den situation hvor den ingen belønning fik, mens dens partner fik mørkt brød som belønning.
Range, Horn, Viranyi & Huber mener, at disse resultater stærkt antyder, at hunde reagerer på den kendsgerning, at partneren får mad, og ikke bare reagerer på at partneren er tilstede eller fraværende. De mener endvidere, at det samlede resultat af begge eksperimenter udgør bevis for følsomhed overfor uens belønning hos arter som ikke er primater:
- Hundene afslog tidligere og tøvede længere med at adlyde kommandoen i den sociale situation sammenlignet med den usociale situation.
- I det andet eksperiment viste hunden også en højere grad af nægtelse og en højere grad af tøven, højere stress niveau og øget kikken på partneren, når partneren blev belønnet og hunden ikke fik belønning.
Modsat resultaterne fra eksperimenter med primater, så fandt Range, Horn, Viranyi & Huber ingen indikation for følsomhed overfor kvaliteten af den belønning, der blev givet. Hunden var altså ikke følsom overfor at partneren fik pølse som belønning, mens den selv kun fik mørkt brød som belønning. Den forklaring Range, Horn, Viranyi & Huber foreslår er, at det er muligt, at hunde ikke besidder tilstrækkelig kognitiv evne til at sammenligne deres egen indsats og belønning (1 polet giver et stykke agurk) med partnerens indsats og belønning ( 1 polet for 1 vindrue, eller ingen indsats for 1 vindrue).
BBC NEWS bragte på et tidspunkt en omtale af Range, Horn, Viranyi & Hubers eksperiment med overskriften "Test reveals dogs´ jealous side ", altså "Test afslører hundes jaloux side". I omtalen citeres Frederike Range for at udtale, at der er tale om en selvisk adfærd, for hunde reagerer ikke på at se andre blive behandlet uretfærdigt. Så måske er der tale om, at denne primitive form for uretfærdigheds uvilje hos hundene i eksperimentet, er en basis form for jalousi : Min partner får belønning for at gøre det samme som mig/gøre ingenting. Jeg får ingen belønning for at gøre det samme som min partner/gøre ingenting. Så er jeg heldigvis fornærmet og gider ikke være med (mere).
KILDE:
Frederike Range, Lisa Horn, Zsófia Viranyi & Ludwig Huber (2008):" The absence of reward induces inequity aversion in dogs".
www.pnas.org/cgi/doi/10.1073/pnas.0810957105
Hanne Hjelmer Jørgensen
www.123hjemmeside.dk/fjeldhund