HUNDEGØEN

Raymond Coppingers og Marks Feinstein (1991) mener, at hundegøen er meningsløs og svarer til at løbe efter bolde eller efter sin egen hale. Ny - om end sparsom - forskning i hundegøen synes ikke at understøtte deres synspunkt.   

Hanne Hjelmer Jørgensen

KOMMUNIKATION

I min gamle lærebog betegnet Wilsons "Life on Earth" (1978) defineres (biologisk) kommunikation  som :"Action on the part of one organism (or cell) that alters the pattern of behavior in another organism (or cell) in a adaptive fashion". På dansk : "En handling i en del af en organisme (eller celle) som ændrer adfærdsmønstret hos en anden organisme (eller celle) på en adaptiv måde" (min oversættelse). Ved adaptiv forstås, at signaleringen og responsen på en eller anden positiv måde bidrager til overlevelse eller reproduktion hos den ene eller begge deltagere i kommunikationen ( min oversættelse). Coppinger og Feinstein (1991) definerer ikke begrebet "kommunikation", men det kan være  denne definition, de hentyder, til når de skriver, at mange biologer antager at gøen hos hunde må være et signal, et element i et kommunikationssystem som overfører information som er til fordel både for afsenderen og modtageren. 

Om ikke der er mange, så er der i hvert fald flere definitioner på kommunikation (hos dyr). Ifølge  Tristram D. Wyatt (www.cambrigde.org/052148/068x/052148068Xws.pdf "Pheromones and Animal Behaviour") har Richard Dawkins givet den mest enkle definition, og den er, at kommunikation sker, når et dyrs adfærd kan vises at have en virkning på en andens adfærd. Midlet til at opnå disse virkninger er signaler (min oversættelse).

Ved kommunikation bliver der overført en meddelelse fra en afsender til en modtager, som oftest er en artsfælle, men som også kan være en ikke-artsfælle og som reagerer på meddelelsen. Meddelelsen bliver overført via signaler også betegnet nøglestimuli, dvs. stimuli som kommer fra omverdenen og som uden forudgående indlæring udløser en bestemt adfærd. Der er taktile signaler, kemiske signaler, visuelle signaler og akustiske signaler. En nøglestimulus kan f.eks. være den røde plet på sølvmågens næb (et visuelt signal), som udløser mågeungernes tiggeadfærd, som består i, at de hakker efter forældrefuglenes næb. Og ungernes hakken efter næbbet udgør en nøglestimulus (taktilt signal), som udløser forældrefuglenes opgylpningsadfærd. Mågeungers tiggeadfærd og forældrefuglenes opgylpningsadfærd er et eksempel på kommunikation: Mågeungernes tiggeadfærd har en virkning på en andens adfærd (forældrefuglene gylper føde op). Afsenderen (mågeungen) overfører via et signal/en nøglestimulus (hakken mod næbbet) en meddelelse ("jeg er sulten"/"giv mig mad") til modtageren (forældrefuglen), som reagerer på meddelelsen (gylper føde op). 

MENINGSLØS GØEN

For at hundegøen skal kunne betegnes kommunikation, skal gøen altså være et signal/en nøglestimulus, som overfører en meddelelse fra en afsender til en modtager, som reagerer på meddelelsen.  Raymond Coppinger og Mark Feinstien mener ikke, at hundens gøen er kommunikativ, altså at gøen er et signal som overfører en meddelelse. De mener, at hundens gøen overhovedet ingenting betyder. At den er meningsløs og svarer til at løbe efter bolde eller efter sin egen hale. Som eksempel giver de en vogterhund i Minnesota, som var isoleret ude på marken om natten, og som gøede uafbrudt i 7 timer. De oplyser, at der  ingen anden hund var hverken i syne eller at høre i miles omkreds. Og der var bestemt hverken nogen hund eller noget menneske eller andre dyr som responderede lydligt. Der var ingen tegn på rovdyr. Og de spørger :" Så hvem eller hvad modtog dette signal "? I hvilken betydning kunne det have en kommunikativ værdi? Og hvilken selektiv fordel er der, som kunne drive hunden til at udføre en sådan energi-spildende adfærd? Coppinger og Feinstein nævner den mulighed, at hundegøen kan være et eksempel på, at det samme signal kan have forskellige funktioner i forskellige sammenhænge, så som fuglehanners sang som både har en territorial funktion, nemlig at jage andre hanner væk, og at tiltrække hunner samt at opretholde båndet mellem parret. Men de påpeger, at mange hunde gør i praktisk taget enhver adfærdsmæssig sammenhæng. Så forudsat at gøen virkelig er et adaptivt signal (gør en organisme bedre tilpasset til at overleve og reproducere sig), må naturlig udvælgelse have givet hunde et ekstraordinært fint og magtfuldt system til at tolke gøen i de forskellige sammenhænge gøen optræder, for at hunde skulle være i stand til udlede så mange forskellige meninger af et enkelt signal. Men for Coppinger og Feinstien at se, så synes hundegøen ikke at være kommunikativ. De mener dog, at hunde lærer at gø og at tilpasse denne til at starte med funktionsløse adfærd til at møde problemer så som at gø, når  de vil ind eller ud af huset, vil have mad eller bare have opmærksomhed.

FORSKELLE I ULVE-OG HUNDEGØEN

Coppinger og Feinstein hævder, at hunden i sammenligning med ulven, er  forbløffende gøende. De hævder, at  ulve og prærieulve kun sjældent gør, og de henviser til et studie af Ronald Schassburger, som fandt, at ud af 3.256 lydytringer ytret af ulve i fangenskab var kun 2.-5% gøen. Og de hævder, at  hvor hunde gør i lange rytmiske strofer, synes voksne ulves og prærieulves gøen at være kort og isoleret. Ifølge Dorit Feddersen-Petersen (2004) består ulvens gøen udelukkende af støjende dele og mangler harmoniske (overtone) former. Desuden kombinerer voksne ulve så godt som aldrig harmoniske og støjende lyde i nogen sammenhæng. Og de gør det slet ikke når de gør. Coppinger og Feinstein hævder endvidere, at ingen vildcanide  nogensinde, som vogterhunden de hørte på en mark en kold nat i Minnesota, har gøet uafbrudt i 7 timer, eller med en hastighed af mere end et gø i sekundet.

HARMONISKE OG STØJENDE LYDE

Eugene Morton har foreslået, at der er nogle generelle principper som styrer fugles og pattedyrs lyd signaler. Han har inddelt lydsignaler  i 2 klasser: 1) Signaler som er støjende og lave i tonehøjde. De overbringer aggression, fjendtlighed eller dominans (det er mit ben - gå væk), og de får modtageren til at trække sig tilbage. 2) Og signaler, som er er høje i tonehøjde. De overbringer formildning og underkastelse (gør mig ikke noget) og beder om omsorg (mor jeg er blevet væk, kom og hent mig), og de opmuntrer til tilnærmelse. I overensstemmelse med Mortons M-S (motivation-structural) regler inddelte Schassburger ulvens lydrepertoire i henholdsvis harmoniske lyde og i støjende lyde. De støjende lyde omfatter knurren, snerren, vuffen og gøen. Ifølge Harrington og Asa (2004) er ulvens vuffen  bløde, lave lyde, som ikke omfatter stemmebåndene og som giver et lokaliserbart kortrækkende signal svarende til at hviske. Ulve vuffer hovedsageligt i advarsel og forsvar, så som når mennesker nærmer sig hulen eller mødestedet, hvor der er hvalpe. Og hvalpene responderer på de voksne ulves vuffen ved at ligge roligt i buskadset eller vende tilbage til hulen, hvorved voksne ulve i nærheden bliver varskoet og forsamles for at forsvare mod trussel. Ulvens gøen er  korte lyde, som er lave i tonehøjde og som  omfatter stemmebåndene. Hos ulven overlapper gøen og vuffen hvad angår de sammenhænge de bruges i. Ulve vuffer eller gør, når mennesker eller andre store dyr nærmer sig hulerne eller mødestederne.

AMBIVALENS

Ifølge Coppinger og Feinstien er hundegøen ikke bare støjende. Gøen har også et tonedel som dannes ved regelmæssige, periodiske svingninger af hundens stemmebånd. Generelt har hundegøen en sammensat karakter, idet den består af et indledende tidsrum med støj, efterfulgt af  en tone-del i hvilken støjen kan vare ved. Desuden kan tonehøjden, dvs. hastighed hvormed stemmebåndene vibrerer, variere meget. Nogle hunde har lav gøen, mens andre har høj og bjæffende gøen. Atter andre gør med en tonehøjde, som stiger og falder. Derfor mener Coppinger og Feinstien, at det ikke er noget under, at hundens gøen er svær at forstå. For et pattedyr, der  lytter, det være sig menneske eller vildt dyr, kan en gentagende gøen synes at sige "Gåvækkomher", "Gåvækkomher" "Gåvækkomher". Ifølge Coppinger og Feinstein har Morton da også forslået, at en blandet lydytring som gøen opstår fra ubeslutsomhed. Dyret ved ikke præcist hvordan det skal handle. Faktisk ved det ikke, om det kommer eller går. Udfra det synspunkt mener Coppinger og Feinstein, at hunden synes at befinde sig i en evig tilstand af ubeslutsomhed, ude af stand til at hamle op selv de mindste forandringer og udfordringer i dets omgivelser. Fordi ulven så godt som ikke kombinerer harmoniske og støjende lyde og slet ikke når de gør, mener Schassburger, ifølge Dorit Feddersen- Petersen ( 2004), at  begrebet ambivalens er uden vigtighed for lydkombinationer hos ulve. Derimod oplyser Dorit Feddersen-Petersen (2004), at ambivalens i betydningen lydkombination som regel optræder hos shæferhunde, f.eks. nær mad.

EN EVIG TEENAGER

Coppinger og Feinstein mener, at Belyaevs ræve-hunde eksperiment giver nøglen til forståelse af hundens gøen. Belyaevs "ræve-hunde" lød nemlig som hunde. Som bekendt udvalgte Belyaev udelukkende for tamhed hos rævene. Tamhed er et generelt karakteristikum for unge dyr, og alle vildcanide hvalpe er ifølge Coppinger og Feinstein mere støjende end voksne individer, og gøen hos hvalpe er mere hyppig end hos voksne. Så idet Belyaev blev ved med at udvælge for tamhed, tror Coppinger og Feinstein, at Belyaev skruede ned for rævenes udviklingshastighed, så han holdt dyrene vedvarende unge. På denne baggrund tænker de på Belyaevs "ræve-hunde" og domesticerede hunde i almindelighed, som dyr, der hænger fast i et stadium, som er en mellemting mellem barndom og voksenhed. Og de mener, at hundens overdrevne og åbenlyse meningsløse gøen,  er resultatet af, at hunden forbliver teenager for livet.  

ORGANISMENS SAMSPIL MED OMGIVELSERNE

I 2002 blev Sophia Yins artikel "A new Perspective on Barking in Dogs" offentliggjort. Hun  indleder med at opsummere hovedpunkterne for den idé, at hundens gøen mangler en bestemt kommunikations funktion. Det er : 1) At ulve sjældent gør og hunde gør relativt hyppigt, nogle af dem i timevis. 2) Ulve gør primært i 2 sammenhænge – en alarmerende og territoriel sammenhæng, hvor hunde gør i snart sagt enhver sammenhæng. Når man på denne baggrund slutter, at hundens gøen er funktionsløs, mener Yin, at man ignorerer det dynamiske samspil mellem organismen og omgivelserne samt virkningen af disse samspil på individets udvikling af sin lydmæssige adfærd. Og hun henviser til, at udviklingsforskningen indenfor de sidste 2 årtier har demonstreret vigtigheden af sociale samspil for at forme dyrets evne til at kommunikere. Og generelt har sociale samspil en meget mere dybtgående virkning på den sammenhæng i hvilken et individ ytrer sig lydligt og på hvordan individet responderer på andre lydytringer. Og det gælder ikke kun for vilde dyr, men også for deres domesticerede sidestykke, hævder Yin. Yin oplyser, at forskere hyppigt antager at adfærdsmæssige forskelle mellem vilde og domesticerede populationer direkte afspejler ændringer i den genetiske variation som skyldes domestikations processen. Og hun påpeger, at når man antager det, så glemmer man, at forandringer som hænger sammen med fangenskabsmiljøet kan føre til mange vigtige ændringer i et dyrs adfærdsudvikling. Som eksempel nævner hun, at domesticerede pekingænder og laboratorierotter, som er opvokset i fangenskab mangler typiske sociale eller sexuelle adfærdsmønstre, som udvises af deres respektive vilde slægtninge. Men når de opfostres i mere naturlige omgivelser udvikler de hele deres artsspecifikke adfærd. Altså er den domesticerede fænotype (fremtoningspræg) et resultat af en kombination af genetiske faktorer og miljø faktorer fra fangenskabsmiljøet. Og hun mener, at man skulle forvente at det samme er tilfældet med hunde. Hunde i Europa og i USA bliver typisk  nægtet deres fædrende sociale omgivelser i løbet af deres  udvikling. Hvalpe bliver nemlig taget fra deres kuldsøskende og andre artsfæller kort efter afvænning, og derefter lever de i husstande i hvilke de hyppigt er afhængige af mennesker for sociale forhold og for adgang til ressourcer så som mad, ly, og motion. Og i henhold til udviklingsforskningen har sådanne sociale forandringer muligheden for at føre til forandringer i lydmæssige vaner.

GØEN ET BIPRODUKT

Herefter diskuterer Yin, hvordan gøen blev fremherskende. Uden at gå nærmere ind på hvor sandsynligt det er, nævner hun, at  mennesker i løbet af domesticeringen kan have selekteret for hunde, som gør mere. For eksempel som en alarmfunktion.  Eller det kan have været gennem indirekte selektion. Det vil sige, at man har udvalgt for nogle bestemte træk så som tamhed, og så har man fået gøen med i købet. Hun mener, at Belyaevs "ræve-.hunde" eksperiment understøtter sidstnævnte mulighed. Eksperimentet illustrerer nemlig, ifølge Yin, at selektion for et adfærdstræk kan øge udbredelsen af andre træk, og det tyder på at selektion for tamhed hos hunde kan fostre andre hundelignende træk så som gøen, som et biprodukt.

SELEKTION FOR OG IMOD GØEN

Men uanset hvordan øget gøen blev udviklet, så hævder Yin, at mennesker i nogen grad direkte har selekteret for gøen hos nogle hunde og imod gøen hos andre hunde, og at denne selektion stadigvæk foregår. Hun nævner som eksempel vogterhunde som er specielt selekterede for deres gøende og vagtsomme adfærd, samt nogle jagthunderacer, som bliver selektivt avlet for at være tavse, mens de arbejder. Dertil kommer alaskan huskies som hverken bliver selekteret for eller imod gøen, men som gør når de sættes i sele for at komme ud på deres daglige træktur. Og de hunde, der ikke kommer med, men efterlades i kennelen, gør konstant. I alle disse tilfælde mener Yin, at hunde gør mere end ulve og hun tilføjer, at fordi gøen ikke er blevet systematisk studeret hverken  hos hunde eller ulve, kan forskerne imidlertid ikke fastslå hvad den forskel er, som vedrører den sammenhæng hunde og ulve gør i. Og de kender heller ikke  bidraget fra forskellige selektions og udviklingsmæssige faktorer.

TÆRSKELVÆRDIER OG MILJØFAKTORER

 Herefter henviser Yin til Scott og Fullers studie fra 1965, som hun skriver,  har indikeret, at mennesker kan selektere for tærskelværdier for gøen. Og oven i det kommer, at samspil med miljøfaktorer også kan ændre tærskelværdien. En nærmere evaluering af disse samspil skulle afsløre, at forskellige hunderacer ikke bare har forskellige tærskelværdier for at gø, men også har forskellige evner for at gø i bestemte sammenhænge. Og hvis det viser sig at være tilfældet, så kan bestemte miljøtræk forstærke raceforskelle i gøen.

SMÅ TERRITORIER, HØJ POPULATIONSTÆTHED OG AFHÆNGIGHED AF MENNESKER

Yin peger på 2 årsager til, hvordan fangenskabsmiljø bidrager til fremherskende gøen. For det første giver fangenskabsmiljø flere stimuli som berettiger gøen. Til forskel fra ulve er hunde spærret inde på relativt små territorier, hvis grænser ofte nærmes af indtrængere. Dertil kommer, at når hunde gør af mulige indtrængere, bliver deres handling hyppigt forstærket af indtrængerens respons. For eksempel når postbudet udløser gøen ved at træde ind på en hunds ejendom og så forlader stedet igen, mens hunden stadig gør, forstærker det gøadfærden. Desuden har bylivet et øget antal af hunde i et givet område, og det giver en hundetæthed, som er meget større end tætheden af ulve i en ulvepopulation. Således er der  flere muligheder for at gøen fremkaldes som følge af at andre hunde gør. For de andet er de fleste hunde i fangenskab kraftigt afhængige af mennesker for at opfylde deres behov. For eksempel  bliver hunde nødt til at blive lukket ud eller lukket ind eller blive taget med ud at gå eller få mad. Konsekvensen deraf er, at hunde kan gø for at tiltrække sig deres ejeres opmærksomhed, og ejerne kan bevidst eller ubevidst forstærke denne lydlige adfærd gennem deres respons.

INDENFOR MERE ULVELIGNENDE RAMMER

Disse to eksempler illustrer, ifølge Yin, at et samspil mellem hundens lavere tærskel for at gø koblet med de omstændigheder de lever under kan føre til, hvad en tilskuer ville vurdere som overdreven eller sammenhængs-uafhængig gøen. Men når hunde opfostres indenfor mere ulvelignende rammer er resultatet anderledes, skriver Yin og henviser til MacDonald and Carrs studie af forvildede hunde i Italien. Disse hunde gøede primært i to situationer. Svarende til ulve som forsamler sig forud for en jagt, forsamlede de forvildede hunde sig til et "gø-møde" forud for de begav sig på vej hen til den lokale losseplads for at æde. Når den største flok gøede så langt væk fra som 1 km , responderede andre små flokke ved at forlade lossepladsen. Disse hunde gøede også under aggressive sammenstød med andre hundeflokke. Snarere end at slås, gav de sig hen til gøkampe indtil den ene gruppe træk sig tilbage. Altså - skriver Yin- under mere naturlige rammer, gøede hundene i situationer som er mere lig dem der har været rapporteret for ulve, og disse hunde gøede ikke så hyppigt som hunde, der har en ejer.

PUMAS GØEN

 Mere ulvelignende rammer kan åbenbart også anspore en hund, som ellers hverken gør eller vuffer i sit fangenskabsmiljø, til at gø og til at vuffe. Det gjaldt i hvert fald for Puma. Hjemme gøede Puma aldrig når der kom nogen. Det gjaldt både posten, skraldemanden, skorstensfejeren, rottefængeren m.fl. samt gæster. Puma gøede kun, når der var et eller andet han ikke kunne få fat på, og som han gerne ville have. For eksempel et pindsvin på den anden side af hegnet eller en kat eller en mår han havde jaget op i et træ. Det var en  høj, "lys" gøen, som derfor kunne tolkes som en opfordring til tilnærmelse :" Lille mus kom op af hullet, kom og leg tagfat".  Men ude i ødemarken har Puma vuffet eller gøet, når det sjældne gange er sket at fjeldvandrere har nærmet sig vores lejr eller hvilested. Pumas vuffen var som beskrevet for ulve, nærmest en hvisken, som var henvendt til Gorm og mig, og ikke til de fremmede indtrængere :" Piiiist, har I set, der kommer nogen?". Hvorimod Pumas gøen var støjende og  tydeligvis henvendt til de fremmede indtrængere, idet han gik gøende frem mod dem:" Kom ikke nærmere, forsvind".

ARGUMENTER FOR AT GØEN ER FUNKTIONSLØS

Til sidst stiller Yin spørgsmål ved argumenterne for at gøen er funktionsløs. For det første, selvom hunde kan gø gentagende i situationer i hvilke ulve ville give et enkelt gø, så indikerer gentagelse ikke funktionsløshed. Mange dyr bruger regelmæssigt lydytring i et gentagende mønster, som  opnår en tonika effekt. Denne kan tjene et antal funktioner. For eksempel stimulerer ringdue hunners gentagne kurren vækst af æg og fører til ægløsning. Og sangfugle synger gentagne mønstre i minutter til timer, når de tiltrækker en mage eller forsvarer et territorium. Og selv ulve bruger tonika kommunikation i ynglesæsonen, når hanulve hyler solo i timevis på et tidspunkt hvor der ikke er noget påviselig svar. For det andet, selvom hunde kan gø i mange sammenhænge, kan hunde gø i de samme typer af sammenhænge som ulve. Ulve gør primært i en alarmerende og territorial sammenhæng. Ifølge Yin dokumenterede Schassburger at ulve foruden at gø i  alarmerende og territoriale sammenhænge,  også gør i protest, under jagt og ved par adfærd. Desuden når man inddrager andre gølignende lyde, mener Yin, at forskerne må indse, at ulve også gør for at kontakte andre flokmedlemmer og for at samle flokkens medlemmer. For de tredje, dyr som deltager i lydlig kommunikation bruger også ikke-lydlige tegn til at lede deres adfærd. For eksempel vil voksne grønne marekatte (Cercopithecus aethiops) respondere  på unge abers alarmkald ved at kigge efter den passende klasse af rovdyr. Marekattene har forskellig alarmkald alt efter hvilket rovdyr det drejer sig om, om det er en leopard, en ørn eller en slange. Ved leopardalarm løber aberne hen til træerne, ved ørnealarm kigger de op i luften og søger ly, og ved slangealarm stiller de sig på to ben og kigger ned i græsset. Men ifølge Yin forlader marekatte sig også på visuelle tegn forud for at gribe til handling. Altså - skriver Yin- dyr inddrager mange tegn, når de tolker lydsignaler. Yin mener, at konsekvensen er, at forskere som studerer kommunikation hos canider må kigge efter signaler indenfor sammenhængen forud for de drager konklusioner om signalerne funktion. 

YINS 1. HYPOTESE

Sophia Yin nøjes ikke med at diskutere. Hun undersøgte også den hypotese, at akustiske typiske træk  varierer specifikt med sammenhæng. Hvis gøen har en bestemt  funktion, så skulle akustiske typiske træk nemlig varierer forudsigeligt med sammenhæng, og forskere skulle være i stand til at klassificere gøen i sammenhængs-specifikke undertyper.

METODE

Yin foretog lydoptagelser af gøen hos 10 voksne hunde af 6 forskellige racer i tre forskellige situationer:1) En forstyrrelsessituation i hvilken en fremmed ringede på dørklokken, 2) en isolationssituation i hvilken hunden var lukket ud eller ind i et rum isoleret fra ejeren, og 3) en  legesituation i hvilken enten to hunde eller et menneske og en hund legede sammen. Lydoptagelserne blev herefter analyseret med et specielt computerprogram.

RESULTAT

Resultatet var, at lydstrukturen af gøen varierer forudsigeligt med sammenhæng. I gennemsnit er gøen lavere i tonehøjde og varer længere i forstyrrelsessituationen end i isolationssituationen og i legesituationen. Det faktum at gøen var sammenhængsspecifik for forskellige hunde, selv om disse hunde komme fra forskellige udviklingsmæssige miljøer, understøtter kraftigt at gøen tjener bestemte funktioner. Men for at bekræfte, at gøen har forskellige funktioner i forskellige sammenhæng, mener Yin, at forskerne må afspille optagelser af gøen i kendte sammenhænge for hunde og se hvordan de responderer.

YINS 2. HYPOTESE

I en artikel fra 2004 præsenterer Sophia Yin og Brenda McCowan de resultater af Yins studie, som vedrører den hypotese, at gøen kan klassificeres i undertyper baseret på de sammenhænge gøen optræder i. Deres resultat er, at hundegøen kan opdeles i undertyper baseret på den sammenhæng gøen optræder i, og at hunde kan identificeres på deres gøen. At der var sammenhæng mellem gøstrukturen og den sammenhæng som gøen optræder i antyder, at hunde kan opfatte meningsfulde forskelle mellem de sammenhænge som gøen optræder i samt tilpasse deres gøen i overensstemmelse dermed. Yin og McCowan kommer herefter med 2 forbehold: 1) At finde undertyper af gøen, som varierer i forhold til den sammenhæng de optræder i, bekræfter ikke, at undertyper har forskellig funktion. Forskelle i struktur kan alene tilskrives følelsesmæssige tilstande uden at føre til en statistisk forudsigelig respons hos modtageren.2) Dertil kommer, at det at man finder individuel gøen som gør det muligt at skelne fra andre individer af samme art, eller finder sammenhæng mellem gøstrukturen og den sammenhæng, som gøen optræder i, ikke bekræfter, at hunde opfatter disse forskelle. Så for at afgøre, om undertyper af gøen har forskellige funktioner eller meninger, eller om gøen kan bruges til at identificere individer, må man udføre playbacks for at afgøre, om modtagerne kan opfatte disse forskelle og om disse forskelle fører til forskellig respons hos modtageren. Og idet hunde ofte er afhængige af mennesker for mange af deres ressourcer, må sådanne playback studier udføres på både hunde og mennesker.

YTRING AF FØLELSER

Siden Charles Darwins bog "The Expression of the Emotions in Animals and Man" udkom i 1872 har man ifølge Seyfarth and Cheney (2003), generelt accepteret Darwins synspunkt, at de forskellige kald, som dyr ytrer, er ytring af følelser og som et resultat heraf overfører disse lydytringer kun meddelse om afsenderen følelsesmæssige tilstand. For eksempel at hundens knurren signalerer dens vrede og derved søger at skræmme fjenden. Den følelsesmæssige natur af dyrs lydytringer har aldrig været tvivlet. Dyrs skrig er blevet beskrevet som lidende eller smertelig og er blevet tolket som kald for hjælp. Deres skarpe,  lavfrekvente lyde er blevet beskrevet som aggressive og tolket som tegn på truende angreb, og deres klare højfrekvente lyde er blevet beskrevet som underkastende og tolket som forsøg på at reducere modpartens aggression.

 GØEN UDTRYKKER FORSKELLIGE FØLELSER

Dorit Feddersen- Petersen offentliggjorde i 2000 resultaterne af sit studie, hvor hun sammenlignede lydytringerne hos 11 europæiske ulve og 84 hunde fra 9 racer. Mark Derr (www.resteddoginn.ca/bark.php "Dog´s Vocalizations Aren´t All Bark") har udført et e-mail interview med Dorit Feddersen-Petersen, og ifølge ham viser hendes resultat, hvordan forskellig gøen udtrykker forskellige følelser så som ensomhed, frygt,  lidelse, stress og velbehag m.v.  Uafhængig af Dorit Feddersen-Petersens studie  har Karen Overall, Arthur Dunham og Leslie Augulnick undersøgt gøen hos 30 hunde for at bestemme om der var identificerbare lydforskelle mellem gøen fra en stresset eller lidende hund, som ses når hunden efterlades alene hjemme hele dagen og lider af adskillelsesangst, og en ustresset hund som  f.eks. venter på at komme ud. Deres resultat er, at hund som er lidende eller stresset har en gøen som er høj i tonen, atonal og gentagende, mens ustressede hundes gøen er mere harmonisk. (www.resteddoginn.ca/bark.php :"Dog´s Vocalizations Aren`t All Bark").

OVERFØRER GØEN OGSÅ BESTEMT INFORMATION?

Men, som Seyfarth and Cheney (2003) gør, kan man spørge  hvad dyr kommunikerer ud over følelser ? Giver dyrs lydytringer også en semantisk eller referential information, dvs. har potentialet til at overføre høj specifik information.  Ifølge Mark Derr ( www.resteddoginn.ca/bark.php)  peger Karen Overall på, at forskerne må i gang med at studere hundes åbenlyse evne til at bruge gøen i forskellige sammenhænge og genstande. For eksempel har hendes australske fårehund forskellige gøen for hver art, der besøger baghaven. Det gælder ræv, rådyr, skovmurmeldyr og naboens kat. Og Michael W. Fox, som bl.a. har studeret frit omstrejfende hunde på en vildtreservat i Sydindien siger til Mark Derr (www.resteddoginn.ca/bark.php) , at de  hunde han studerede har forskellige gøen for elefant, mennesker, aber andre hunde og fremmede katte. I en e-mail til mig har Fox desuden oplyst, at han hjemme i USA har en indisk pariah hund (om indiske pariah hunde se www.telegraphindia.com/1051127/asp/calcutta/story_5523325.asp )  hvis gøen fylder spektrummet fra glad, tid til at gå tur? , allerede mad ?hund udenfor, vaskebjørne, dejligt at se dig og ren alarm..

PLAYBACKS FOR GRØNNE MAREKATTE

Men hidtil er man åbenbart ikke kommet så langt med studierne af hundegøen, som til at afspille

blaybacks, som man har gjort for f.eks. grønne marekatte. For at belyse spørgsmålet, om grønne marekattes alarmkald indeholder meddelelser /henviser til en genstand snarere end at være en simpel følelsesmæssig reaktion, optog Seyfarth, Chenye og  Marler lydoptagelser af grønne marekattes alarmkald og spillede lydoptagelserne  af for en gruppe grønne marekatte. De passede på ikke at afspille et alarmkald, når de aber, som de havde  lydoptagelserne fra, var til syne og tydeligvis ikke var alarmeret. De ventede indtil aberne var rolige og ikke havde nogen reel fare i nærheden. Aberne responderede på afspilningerne som de havde gjort på de originale alarm kald. Slange i græsset kaldet fik gruppens medlemmer til at stille sig på bagbenene og kigge i jorden. Leopard kaldet sendte dem ud på de yderste grene i træerne, og ørne kaldet udløste en tilbagetrækken til buskene. Der var ikke tale om efterligning, for i det mindste den første abe som responderede kunne ikke efterligne nogen, for der var ingen at efterligne. Og gruppens respons relaterede sig til selve alarmkaldet og ikke til en reel fare, for der var ikke nogen fare. Et slange alarm kald kan betyde "slange" eller" kig i jorden".

SPECIFIK INFORMATION

Tilsvarende mener Sophia Yin at hundegøen kan have det potentiale at kommunikare specifik information, fordi der er specifikke undertyper af gøen. Det er ikke specifik information som "Tommy sidder fast i sumpen, til venstre for det store egetræ, du må komme og befri ham", men mere "Jeg er lukket ude og jeg vil ind" eller "Der kommer nogen". Og  Dorit Feddersen -Petersen (2000) skriver, at den vidtspændende spektografiske struktur af forskellige underenheder af hundegøen synes at være meningsfuld i forskellige sammenhæng. Og hun mener, at disse resultater ikke passer med Coppingers og Feinsteins  mening om at den struktuelle variation af gøen er bevis for den åbenlyse meningsløshed af hundegøen. Tværtimod synes den klart overdrevne gøadfærd  i det højeste at være egnet for hundes kommunikation. Mens ulve aldrig ytrer harmonisk gøen eller harmonisk knurren, udviklede hunde et differentieret  lydsystem af gøen og knurren bestående af harmoniske-, mellem -og støjende lyde. Lydytringerne forandrede sig i tilpasning til at leve sammen med mennesker.

Referencer

Dorit Feddersen- Petersen (2000):"Vocalization of European wolves (Canis lupus lupus) and Various Dog Breeds (Canis lupus f. fam)". Arch. Tierz., Dummerstorf 43, side 387-397

Dorit Feddersen-Petersen (2004) :"Communication in Wolves and Dogs".  I  :" Enclyclopedia of Animal Behavior", side 385-394, red. Marc Bekoff , Greenwood Press

Raymond Coppinger and Mark Feinstein (1991):"Hark! Hark! The Dogs do bark…and bark and bark". Smithsonian, vol.21, no.10, side 119-129

Fred H. Harrington and Cheryl S. Asa (2004):"Wolf Communication". I "Wolves, Behavior, Ecology and Conservation", side 66-103, red. David Mech & Luigi Boitani, The University of Chicago Press

Robert M. Seyfarth and Dorothy L. Cheney (2003):"Meaning and Emotion in Animal Vocalizations". Ann.N.Y.Acad. Sci. 1000, side 32-55

Edward O. Wilson et al. (1978):"Life on Earth". Sinauer Associates, Inc. Publishers

Sophia Yin (2002):"A new Perspective on Barking in Dogs (Canis familiaris)".  Journal of Comparative Psychology, vol.116, no. 2. side 189-193

Sophia Yin and Brenda McCowant (2004):"Barking in Domestic Dog: Context specifity and individual identification". Animal Behavior, 68, side 343-35
 

www.123hjemmeside.dk/fjeldhund