I 1991 hævdede Raymond Coppinger & Mark Feinstein , at hunde gøen er meningsløs. I 2009 forlod de denne påstand til fordel for den forklaring eller hypotese, at hunde gøen er et mobbe signal.
Hanne Hjelmer Jørgensen
Kathryn Lord, Raymond Coppinger & Mark Feinstein (1) opremser en række sammenhænge, hvori hunde gør. Hunde gør nær fodrigstid. Og når de er alene hjemme, gør de somme tider konstant. De gør, når det er tid til at gå tur, og de gør når et fremmed menneske nærmer sig. De gør, når de genkender et menneske, og de gør af biler, der kører på vejen. De gør af pludselige forandringer i omgivelserne så som støjende vind, en lysende måne og opdagelse af en interessant duft. De gør også i mange situationer, hvor der ikke synes at være nogen udløsende ydre stimulus.
Hunde gør i bemærkelsesværdigt mange sammenhænge, og hundens gøen er blevet beskrevet som ”overudviklet” i forhold til ulvens. Ganske vist er der tilfælde af, at det samme signal kan have forskellige funktioner i forskellige sammenhænge. For eksempel har fuglehannens sang både en territorial funktion, som er at jage andre hanner væk, og den funktion at tiltrække hunner samt at opretholde båndet mellem parret. Ikke des to mindre er det usædvanligt, at et enkelt signal kan have så mange forskellige funktioner i så mange forskellige sammenhænge, som det er tilfældet med hunde gøen. Det mener Kathryn Lord, Raymond Coppinger & Mark Feinstein virker hæmmende på at tilskrive gøen en enkelt funktion. Og det er blandt andet årsagen til, at de i 1991 hævdede, at hunde gøen overhovedet ingenting betyder. At den er meningsløs og svarer til at løbe efter bolde eller efter sin egen hale. De mente dog også, at hunde lærer at gø og at tilpasse denne - til en start funktionsløse - adfærd til at gø, når de vil ind eller ud og vil have mad eller bare vil have opmærksomhed.
Coppingers & Feinsteins påstand virkede måske som en rød klud på forskerne rundt omkring på hundelaboratorierne. Nogen af dem ser nemlig de mange sammenhænge, som hunde gør i, som udtryk for at hunde gøen har en funktion som et kommunikationsmiddel; at gøen overfører information om afsenderens indre tilstand (3). Efter at Coppinger & Feinstein havde offentliggjort deres påstand i 1991, kom der i hvert fald gang i den eksperimentelle forskning i hunde gøen. Først kom akustiske målinger af lydoptagelser af hunde gøen i forskellige sammenhænge. Så kom playback eksperimenter, hvor man afspiller lydoptagelser af hunde gøen i forskellige sammenhænge, både for mennesker og for hunde (meget mere om det i næste artikel/indlæg om hunde gøen).
I 2009 holdt Raymond Coppinger og Mark Feinstein sammen med Kathryn Lord (2) en ny rød klud op for forskerne i hundelaboratorierne, hvoraf nogen af dem – ifølge Coppinger & Feinstein – har foreslået, at hunde gøen muligvis fungerer som en form for refererende kommunikation, hvor der til hver sammenhæng, der bliver gøet i, hører et akustisk forskelligt gø. Coppinger & Feinstein havde nu forladt deres påstand om, at hunde gøen er funktionsløs. I stedet for fremførte de, sammen med Kathryn Lord, den forklaring eller hypotese, at gøen er et signal, som er forbundet med mobbeadfærd. Gøen er et mobbesignal (1).
Lord et al. (1) skriver, at gøen er et signal, som altid starter abrupt og varer kort tid. Det kan udtrykke både tonalitet (=tonerne retter sig mod en bestemt grundtone) og støj i nogen grad. Det er relativt højt i tonehøjde(= den hastighed hvormed stemmebåndene vibrerer). Det er genstand for hyppig modulering (=over gang fra en toneart til en anden). Det er relativt højtlydende, og er genstand for hurtig gentagelse. De skriver, at dette tilsammen definerer et gø. For dem er dette, det ”forbilledlige” gø, som de betegner et ”kanonisk gø”. ”Kanonisk” er ikke i betydningen: lyden ved affyring af en kanon, men i betydningen: som er anerkendt som mønstergyldig/(som kirken har anerkendt som religiøst) grundlæggende, og som værende ægte.
De tilføjer, at ikke alle tilfælde, af et gø, vil indeholde samtlige disse karakteristika. Det er heller ikke deres hensigt med betegnelsen ” kanonisk gø”, at foreslå at gøen er et stereotypt fænomen, på samme måde som mange alarmkald eller omsorgs-opfordrende signaler kan være stereotype.
De skelner mellem begreberne ”et gø” (”bark”) og ”gøen”( ”barking”). For dem er ”et gø” en forbilledlig signal type, som generelt passer med en kanonisk form, og som adskiller sig fra andre kald i dyrets repertoire. Og ved ”gøen” mener de denne signal types aktuelle deltagelse i adfærden- og det er her variation kan opstå.
Lord et al. hævder, at lydsignaler, som er i overensstemmelse med kanonisk gøen, ikke alene findes hos vilde canider : ulve, prærieulve, ræve, sjakaler, afrikanske vildhunde, bush dog, dingo og New Guinea Singing Dog (NGSD). De findes også hos andre pattedyr, så som egernaber, lemur, røde egern, rådyr, vaskebjørne og præriehunde. Og de findes hos fugle, blandt andet hos den amerikanske ravn.
Men hvordan forklarer de, at gøen er et signal, der er forbundet med mobbe adfærd ?
Lord et al. oplyser, at mobning i dyreverdenen er en form for samarbejdene antipredator adfærd. Antipredator adfærd er den adfærd, som byttedyret udfører over for rovdyret. Det kan f.eks. være nogle fugles brækket vinge komedie. Mobning udløses, når en predator nærmer sig. Mobning er karakteristisk ved hurtige og abrupte bevægelser og lejlighedsvis fælles, fysiske angreb. Det er typisk et enkelt individ, der tager initiativet. Artsfæller/flokfæller kan respondere ved at nærme sig initiativtageren og slutte sig til koret af mobbe lydytringer. Artsfæller/flokfæller kan desuden deltage i gruppens nærme sig og trækken sig væk fra indtrængeren. Herved forstyrres indtrængeren.
Lord et al. oplyser desuden, at mobning har tendens til at optræde i situationer, hvor dyret er i en indre motivationskonflikt, mellem at være indre motiveret for at undslippe, men også være indre motiveret for at holde stand. Det kan for eksempel være når en forælder ved en hule eller en rede konfronterer en predator. Den indre konflikttilstand kan også udløses af, at dyret ikke er bange nok til at flygte, eller ikke er i stand til at gøre det rent fysisk og derfor ikke kan deltage i gruppens normale nærme sig og trækken sig tilbage respons.
Og så kommer deres forklaring på, at gøen er et mobbesignal. Ifølge Lord et al. er gøen et motivations ambivalent sammensat signal. Derfor mener de, at det passer ideelt til mobning. De henviser til Mortons ”motivational structural model”, som forudsiger, at der også kan være lydsignaler, som bevæger sig hen mod midten af de to motivationsakser. Den ene akse går fra høj til lav frekvens. Den anden akse går fra tonalitet til støj. Morton antager, at sådanne sammensatte - eller ”midtpunkt”- former antyder indre motivations konflikt. Lord et al. hævder, at gøen er et signal af præcist denne slags. At gøen er motivations ambivalent høres på, at lydytringen stiger og falder i frekvens og/eller at lydytringen ikke er udelukkende enten tonal eller støjende. I 1991 skrev Coppinger & Feinstein (2), at en gentagende gøen for såvel et menneske som et vildt dyr, der lytter, synes at sige :”gåvækkomher”,” gåvækkomher”, ”gåvækkomher”.
Men hvem er det, der skal gå væk, og hvem er det, der skal komme her? Da mobbe gøen – ifølge Lord et al.- anses for at være rettet mod to forskellige modtagere, som er henholdsvis artsfæller/flokfæller og indtrængere, må det være indtrængeren, der skal gå væk, og artsfællerne, der skal komme her.
Men er hunde gøen homolog med mobbe kald ? Lord et al. skriver, at hvis hunde gøen er homolog med mobbekald, så skulle vi forvente, at hundens nærmeste slægtning, som jo er ulven, vil gø i mobbe sammenhæng. Lord et al. henviser til Schassburger, som har foreslået, at ulve gøen kan have den funktion at signalere et ”kald til våben af flokfæller på afstand” og til at udløse indtrængerens tilbagetrækning. De henviser også til NcNay, som fandt, at i alle de tilfælde, hvor ulve var dokumenteret at forsvare enten en hule eller et mødested, så gøede de højt. Han noterede sig også, at ulve ofte løb hen mod og væk fra mennesker ved hulen. Lord et al. mener, at disse beskrivelser passer med det klassiske billede af mobbeadfærd, og at det antyder en stærk indre motivations konflikt.
Hunde har begrænset eller snæver plads uden muligheder for at slippe væk, når de holdes i kenneler, i bur, i et hus, i en hundegård eller står bundet. De kan ikke løbe fra fremmede indtrængere, som nærmer sig, og som er til stede alle vegne i menneskernes omgivelser. Hunde lever relativt tæt - der er ikke langt mellem naboerne- og det letter nabohundenes respons på en initiativtagers mobbe signal. Ikke blot er hunde mere tilbøjelige til at blive sat i konfliktsituationer som følge af den begrænsede plads. De er også tilbøjelige til at sætte sig selv i konfliktsituationer. Sænket frygt, for nyt, opmuntrer til mobbeadfærd, fordi hunde er mindre tilbøjelige til at løbe væk fra noget nyt, end ulve er, og fordi hunde er mere tilbøjelige til at sætte sig selv i konfliktsituation, selv når de har muligheden for at flygte. Det er baggrunden for, at Lord et al. ikke tror, at det er et selektionstryk, der har ført til at hunde – i sammenligning med ulve - er overdreven gøende. De mener, at det snarere er omgivelserne, der skyld i den øgede hyppighed af gøen, fordi konflikter og nye stimuli er så almindelige.
Nu er det jo en hypotese, at hunde gøen er et mobbesignal. Og hypoteser bør testes. Lord et al. skriver da også til sidst i deres konklusion, at det ville være værdifuldt at foretage eksperimental test af forskelle i udvikling, forskelle i udløsende stimuli og forskelle i omgivelserne hvad angår kvalitet, hyppighed og rækkefølge af hunde gøen.
NOTER:
(1)
Kathryn Lord, Mark Feinstein & Raymond Coppinger (2009):” Barking and Mobbing”. Behavioural Processec 81,
side358-368
(2)
Raymond Coppinger & Mark Feinstein (1991):”Hark! Hark! The Dogs Do Bark…and bark and bark”. Smithsonian, vol. 21, no. 10, side119-121.
(3)
Péter Pongrácz, Csaba Molnár & Adam Miklósi (2010):”Barking in family Dogs: An Ethological Approach”. The Veterinary Journal, vol. 183. No. 2, side 141-147
www.123hjemmeside.dk/fjeldhund