”Laboratorietricks viser, at hunde kan tælle ” ,” Videnskabsfolk beviser, at hunde kan tælle”. Det er overskrifter på artikler, som jeg fandt på henholdsvis Ananova´s (www.ananova.com ) og New Scientist´s (www.newscientist.com) hjemmesider. Som jeg havde forventet/forudset så var videnskabsfolkenes egen konklusion noget mindre ”rundhåndet” end journalisternes ”tolkning” af resultatet. Rebecca West og Robert Young ”nøjes” nemlig med at konkludere, at deres resultater antyder, at hunde kan have en rudimentær (uudviklet) evne til at tælle. De understreger oven i købet, at de ikke foreslår, at hunde udfører disse matematiske funktioner på den samme måde som mennesker eller primater gør, kun at hunde udfører adfærd som matcher en definition på at tælle, som i øvrigt er en menneske definition.
Hanne Hjelmer Jørgensen
DEFINTION PÅ AT TÆLLE
West og Young henviser til Gelman og Gallisters definition på at tælle. At tælle indebærer :
1)
En til en overensstemmelse princippet : Når vi tæller et spil kort, siger vi 1, 2, 3.........52, og som vi siger hvert tal, lægger vi et kort. Hvert tal stemmer overens med et kort. Teknisk set kan man sige, at vi har lagt kortene fra kortspillet og antallet af tal fra 1 til 52 i en ”en til en overensstemmelse” med hinanden.
2)
Fast rækkefølge princippet: Når vi tæller, skal tallene siges i en fast rækkefølge.
3)
Kardinalitet princippet: Kardinaliteten af et sæt er antallet af medlemmer det tæller (f.eks. et sæt undertøj tæller to medlemmmer, nemlig en undertrøje og et par underbukser). Et kardinaltal svarer på spørgsmålet ”hvor mange?”, mens et ordenstal svarer på spørgsmålet ”hvilken en?”. Når vi siger, at der er tre blinde mus, bliver 3 brugt som et kardinaltal, mens det bliver brugt som et ordenstal, når vi siger den tredje gris er bygget af legoklodser.
4)
Abstraktion princippet: De andre principper (en til en overensstemmelse, fast rækkefølge og kardinalitet) gælder for et hvilket som helst sæt af genstande.
5)
Rækkefølge irrelevans : Den rækkefølge i hvilken genstandene tælles er irrelevant.
NORDAMERIKANSK BLISHØNE
I Nordamerika lever der en blishøne, som sommetider prøver at snige et af sine egne æg ind i en nabos rede. Nogle af fuglene opdager det og ruller det fremmede æg ud af reden. Andre opdager det ikke og behandler det fremmede æg som deres eget. Nogle forskere fra Californien holdt øje med en serie reder i sæsoner år og noterede hvilke fugle, der kunne opdage de fremmede æg og hvilke der ikke kunne. Og så sammenlignede de hvor mange æg hver slags af de to slags fugle lagde. De fugle, der ikke kunne opdage det/de fremmede æg, lagde så mange færre æg selv. Blev der sneget et æg ind, lagde de selv et æg mindre. Blev der sneget to æg ind, lagde de selv to æg mindre. Og de fugle, der kunne opdage de fremmede æg og rullede dem ud af reden, lagde det samme antal æg, som de normalt gjorde. Forskerne mener, at fuglene må udføre en eller anden udgave af :”jeg kan se, at jeg har ni æg her, så det er tid til at stoppe æglægningen”, og at det betyder, at fuglene tæller. (www.wfiu.indiana.edu)
1, 2, 3 ”MANGE”
Ifølge Mark Hauser, som er psykologiprofessor på Harvard University, er krager berømte for at kunne holde tjek på op til 6 jægere som ligger på lur, og som forsøger at narre fuglene ved at lade to jægere gå ind, og så lade en gå tilbage (2-1=1) eller 4 ind og 3 ud (4-3=1), osv. Generelt løber fuglene ikke sur i det før 5 eller 6. Rhesus aber kan regne 2+1 og 2-1, men ikke 2+2. De synes at tælle 1,2,3 mange siger Hauser i et interview , hvor han også oplyser, at Hadza folket i Tanzania, som er jægere og samlere kun har ord for ”en”, ”to” og ”tre”. Alt udover 3 er ”mange”. De er dog klar over, at et billede med 30 prikker viser et større antal end et med 20 prikker. De har bare ikke ord for antallet af prikker. Under laboratorieforhold kan duer lære at tælle til 45 eller 50 prik med næbet for at få føde. Det er jo imponerende sammenlignet med Kronprins Frederik, som en gang kom til at råbe hurra 10 gange, da han udråbte et 9 foldigt hurra.
EN HUND TÆLLE TIL FIRE
I ”Din intelligente hund” (1994) fortæller Stanley Coren, at han ved en lydighedstræningsopvisning traf en mand som hævdede, at hans hund kunne tælle til 4 med ret stor sikkerhed og til fem med kun lejlighedsvise fejl. Manden demonstrerede sin hunds evner ved at bede Stanley Coren om at kaste 3 attrapper i forskellige retninger og afstande ud på en mark, mens hunden så på det. Efter at Stanley Coren have været nede på alle fire og sikret sig at attrapperne ikke var synlige for hunden, bad ejeren hunden om at apportere attrapperne, uden at pege eller give andre ledetråde. Hunden hentede først den sidstkastede attrap og afleverede den til ejeren, som gentog kommandoen, hvorefter hunden hentede attrap nummer to. Herefter fik hunden igen ordre til at apportere, og den hentede den sidste attrap. Da ejeren for fjerde gang bad hunden om at apportere, så hunden blot på ham, gøede en gang og satte sig på plads ved ejerens venstre side. De gentog øvelsen og varierede antallet af attrapper indtil fem, som Stanley Coren og en anden tilskuer kastede og sendte hunden ud efter, som en slags kontrol for at se om der lå noget skjult i den måde genstandene blev placeret på, eller om det var kommandoerne, der gav det gode resultat. En af gangene kastede en person attrapperne sådan at hunden så hvor de landede, men personen selv så det ikke, hvorfor denne ikke kunne give nogle skjulte hentydninger til hunden. Ingen af disse variationer syntes at gøre nogen forskel, og selv med 5 attrapper fejlede hunden ikke en eneste gang.
KIGGE LÆNGERE PÅ EN HÆNDELSE, DER IKKE ER FORVENTET
Rebecca West og Robert Young foretrak at bruge en metode som ikke forudsætter træning af hundene. De peger nemlig på at der kan være det problem ved at bruge lange træningsperioder, at det øger muligheden for at dyrene bruger karakteristiske stimuli og ikke kognitive processer til at løse et problem. De valgte at bruge en teknik som oprindelig blev brugt på (5 måneder gamle) børn. Teknikken arbejder ud fra det princip, at barnet kigger længere på en hændelse, som de ikke forventer. Teknikken har også været brugt af Hauser på rhesus aber og på cotton-top tamariner.
MATERIALE
West og Young brugte 11 hunde repræsenteret ved 8 forskellige racer i deres tests. Syv af dem var hanhunde og 4 var tæver. Aldersmæssigt strakte de sig fra 1 til 8 år. Forsøgsopstillingen bestod af 7 hvide, dybe plastictallerkener/skåle stillet på hovedet med bunden op på række med 10 cm afstand . Skålene var nummereret 1 til 7 fra venstre. I 3 af skålene var der skåret en revne, som store hundekiks på 14x8 cm. udformet som en hund kunne sættes fast i. Foran opstillingen var der en skærm som kunne hæves og sænkes.
TEST NUMMER 1
Den første test var 1+1=2 . Der blev placeret en hundekiks i skål nummer 4 .Så blev hunden bragt ind og placeret foran skærmen, som dækkede for forsøgsopstillingen. Skærmen blev sænket, så hunden kunne se skålene. Når hunden kiggede væk fra skålene i mere end 2 sekunder blev skærmen hævet og der blev placeret en hundekiks i skål nummer 6. Herefter blev skærmen sænket, så hunden kunne se skålene. Når hunden kiggede væk i mere end 2 sekunder blev testen afsluttet.
TEST NUMMER 2
Den næste test var 1+1=1. Der blev placeret en hundekiks i skål nummer 4. Skærmen blev sænket, så hunden kunne se skålene, og hævet når hunden kiggede væk i mere end 2 sekunder. Så viste man hunden en hundekiks, som ikke blev placeret i en skålene, men gemt ude af syne for hunden. Så blev skærmen sænket, og når hunden kiggede væk i mere end 2 sekunder blev skærmen hævet igen, og testen var slut.
TEST NUMMER 3
Test nummer 3 var 1+1=3. I denne test indgik kun 5 hunde. Der blev placeret en hundekiks i skål nummer 4. Skærmen blev sænket, så hunden kunne se skålene, og hævet når hunden havde kigget væk i mere end 2 sekunder. Så blev hunden vist en hundekiks, som blev placeret i skål nummer 6. Samtidig blev en hundekiks skjult for hunden placeret i skål nummer 2. Skærmen blev sænket og testen blev afsluttet, når hunden kiggede væk i mere end 2 sekunder.
RESULTAT
I den første test (1+1=2) brugte hundene den samme tid på at kigge på den indledende præsentation af en hundekiks, som de brugte på at kigge på resultatet af manipulationen (de 2 kiks). Den test antyder at hunde ikke ændrer den tid de kigger, når resultatet er som de forventer.
I den anden test (1+1=1) brugte hundene længere tid på at kigge på resultatret af manipulationen end de brugte på den indledende præsentation af en hundekiks. Den test antyder, at hunde synes at være overraskede over at se kun én hundekiks, og at de bruger længere tid på at kigge på skålene efter den manglende hundekiks.
I den tredje test (1+1=3) brugte hundene også længere tid på at kigge på resultatet af manipulationen, end de brugte på den indledende præsentation af en hundekiks. Den test antyder, at hunde er lige så overraskede over at se 3 hundekiks efter en 1+1 beregning som de er over at se 1 hundekiks efter 1+1 beregningen.
Rebecca West og Robert Young mener, at dette forsøg synes at vise, at hunde har en begrænset evne til at tælle, dvs. evne til :1) en til en overensstemmelse princippet, 2) fast rækkefølge princippet, 3) kardinalitetsprincippet og 4) rækkefølge irrelevans princippet.
FORDELE VED AT KUNNE TÆLLE
West og Young spår at evnen til at tælle kan være udviklet hos højt sociale arter så som primater. Her kan det måske være af vital betydning at kende det nøjagtige antal af allierede versus fjender når det gælder om at forudse udfaldet af en given adfærdsmæssig strategi så som at udfordre en højere position i det sociale hierarki. Som Mark Hauser udtrykker det. Så er der hos sociale dyr ”styrke i (an-)tal”, så som at 3 mod 1 er nok, når tre hanchimpanser angriber og dræber en enlig indtrænger, mens 2 mod 1 ikke er nok i den situation, men kan være nok til at etablere dominans indenfor den sociale gruppe. Ulve/hunde er også sociale dyr, og for dem kan det også være en fordel at have tal på hvor mange venner og fjender de har i flokken. Det må bestemt også være en fordel for moderulven at have tal på sine hvalpe, f.eks. når hun skifter hule og bærer hvalpene en af gangen op til flere kilometer- det vil i hvert fald spare hende for at gå tilbage og hente en ikke-eksisterende hvalp.
Referencer:
Stanley Coren (1999):”Din intelligente hund”. Borgen
Rebecca E. West og Robert J. Young (2002):”Do Domestic Dogs Show Any Evidence of being able to count?”. ANIMAL COGNITION, vol. 5, nr.3, side 183-186
www.123hjemmeside.dk/fjeldhund