Hunde kan smile ( se undersiden "BASIS EMOTIONER", "HUNDENS SMIL"). Men kan hunde også grine ?
Hanne Hjelmer Jørgensen
HUNDE-GRINET
Forleden modtog jeg en e-mail fra Marc Bekoff, som indeholdt en artikel skrevet af en journalist ved en amerikansk avis og som gjorde mig opmærksom på noget, som både Gorm og mig gør helt spontant uden at tænke over det, når vi leger med vores hunde. Det vi gør er, at vi imiterer det Patricia Simonet (2001) betegner hunde-grinet. Det er en lyd som for det utrænede øre meget ligner hundens almindelige gispen, stønnen eller halsen. Men når lyden udsættes for en spektograf analyse (visualisering af lyd) ses forskellen tydeligt mellem almindelig gispen, stønnen eller halsen og hunde-grinet. Hunde-grinet synes udelukkende at blive ytret under leg eller venlige møder/sammenstød. Patricia Simonet beskriver lyden af hunde-grinet som en tydelig tvunget udånding. For at imitere hunde-grinet skal man sige hee, hee, hee, uden at udtale e ´erne, idet man presser luften ud i stød, som hvis man modtog førstehjælp for at have fået noget i den gale hals (en person stiller sig bag ved en og tager armene rundt om en og griber med den ene hånd om den anden hånd som er knyttet og presser hænderne hårdt ind mod ens mellemgulv) . På
www.petalk.org/DogLaughSpect.html
kan man både se spektograf analyserne og høre lyden af hunde-grinet. Klik på "research" og klik så på den lyslilla understregede tekst :"Laughing Dog:vocalizations of domestic dogs during play".
FØRSTE EKSPERIMENT
Desværre er artiklen over Patricia Simonets og to studerendes eksperimenter ikke offentliggjort, men kun præsenteret ved en konference( Simonet, P, Myrphy, M, and Lance, A. (2001):"Laughing dog: Vocalizations of domestic dogs during play encounters".
Animal Behavior Society conference. July 14-18.
Corvallis Oregan ). Og da jeg uden held har kontaktet Patricia Simonet per e-mail for at få deres artikel, må jeg nøjes med at gengive, hvad den amerikanske journalist og andre amerikanske journalister har skrevet om Simonet´s m.fl´s. eksperimenter. I det første eksperiment optog Patricia Simonet og de to studerende videofilm af leg mellem hunde og deres ejere samt mellem internathunde og fremmede personer. Hundenes ejere kunne pålideligt sætte leg i gang med hunde som var 18 måneder eller ældre ved at imitere (lege-) knurren. Internathundene derimod ville ikke deltage i leg, når personerne imiterede (lege-) knurren, og det var uanset hundenes alder. Derimod var hunde-grinet meget effektivt til at sætte leg i gang, hvilket gjaldt både de hunde som havde en ejer og internathundene. Det mener Simonet m.fl. betyder, at hunde-grinet virkeligt eksisterer, og at det er en lydytring, som er forskellig fra almindelig gispen, stønnen eller halsen.
ANDET EKSPERIMENT
I det andet eksperiment optog de lyden fra hunde, som legede kraftigt. De brugte lydoptagelserne til at teste reaktionen hos 15 internathunde, som mest var unge/hvalpe. Hundenes respons på lege-knurren og på hunde-grinet var meget forskellig. Lege-knurren satte ikke leg i gang, men udløste underkastelsesadfærd hos de yngre hunde. Derimod fik lydoptagelser af hunde-grinet omgående de fleste hunde til at indtage lege-buk overfor en anden hund, nogle greb en bold og bragte den hen til en anden hund, mens andre begyndte at brydes med en kammerat eller forsigtigt lagde en pote på kammeraten. Imens de legede udstødte de selv hunde-grinet.
IMITATION AF HUNDE-GRINET
En menneskelig imitation af hunde-grinet kunne også fremkalde leg, men den ægte vare (lydoptagelserne) var et stærkere signal til leg. Jeg tænker mig, at det muligvis skyldes, at mennesker ikke er i stand til fuldt ud at imitere hunde-grinet, måske fordi nogle af frekvenserne ligger over hvad mennesket kan høre. Selvom Patricia Simonet kan udføre en ret god imitation af hunde-grinet, så viser spektogram analyser af hendes imitation, at hun ikke rammer alle de samme frekvenser.
SÆTTE GANG I LEG OG AFVÆBNE HUND, DER TRUER
Patricia Simonet hævder, at hunde-grinet er så stærk en stimulus, at mennesker kan sætte leg i gang med hunde alene ved at bruge hunde-grinet uden andre legesignaler så som lege-buk. Hun hævder også, at hunde-grinet, og endda en menneskelig imitation af det, kan bruges ret effektivt til at afvæbne en hund, der truer. Når hun imiterer hunde-grinet overfor hunde på gaden, giver hundene hende det samme blik, som man (hun?) får fra en fransk turist som pludselig opdager at du (hun?) taler fransk. Og Marc Bekoff, som mener, at han kender den lyd som Simonet beskriver, fortæller, at når han går ned på alle fire og nærmer sig hunde og udstøder hunde-grinet, så bliver de meget ivrige.
CHIMPANSER OG ROTTER
Det var ikke nogen let beslutning for Patricia Simonet at betegne denne lydytring et grin. Hun tøvede af skræk for at blive anklaget for antropomorfisme (se min artikel:"Antropomorfisme: harmløs eller skadevoldende ?"). Hun er dog ikke alene om at betegne en lydytring hos dyr latter. Der er beskrevet latter både hos chimpanser og rotter. For eksempel siger Robert R. Provine, at chimpanser laver en luftblandet (breathy), stønnende lyd med hver ind- og udånding når de griner, hvilket unge chimpanser ofte gør når de leger, og specielt når de bliver kildet. Han afspillede optagelser af chimpanse-latter for sine studerende og spurgte dem, hvad de troede det var de hørte. De fleste var sikre på at de genkendte en hunds gispen, stønnen eller halsen. Og Jaak Panksepp opdagede, at de rotter han arbejdede med på Chicago Institute for Neurokirurgi og Neuroforskning, pippede eller kvidrede med en bestemt frekvens som ligger over det mennesker kan høre (ultrasonisk lyd), når de legede brydekampleg. Først betegnede han rotternes lyd en lege lydytring, men da han udførte nogle eksperimenter med at kilde rotter (på samme måde som man kilder børn) og denne kvidren eller pippen blev højere end nogen sinde, bestemte han sig for, lyden skulle betegnes latter, fordi den hang sammen med at blive kildet. Desuden har Patricia Simonet rapporteret, at asiatiske elefanter udstøder rolige, luftblandede lyde under såvel gruppe- som solitærleg. Den lyd har hun dog aldrig offentligt betegnet latter.
BLIVE KILDET OG GRINE
Det fremgår ingen steder af det jeg har læst om Patricia Simonets eksperimenter, om hun også har fundet en sammenhæng mellem at kilde hunde og hunde-grinet, sådan som der fundet hos chimpanser og rotter. Men Jaak Panksepp siger, at latter, i det mindste i respons på en direkte fysisk stimulus så som at blive kildet, kan være et fælles træk som alle pattedyr deler.
VIGTIG I LEG
Marc Bekoff ønsker at se mere forskning, før han vil kalde lyden et hunde-grin, men han er imponeret af hvad Patricia Simonet er nået frem til. Han mener at hendes forskning tvinger forskerne til at gå mere i detaljer med hundes lydytringer, og at hendes forskning åbner vores øjne for det faktum, at disse lydytringer kan være meget vigtige i leg. Og Gordon M. Burghardt siger, at videnskabsfolk allerede har opdaget adfærd som udløser leg, så som lege-buk og play face, og han har en god fornemmelse af at latter spiller en lignende rolle.
I sin bog "Inside of a Dog- what Dogs see, smell, and know" (2009 , Scribner forlag) foreslår Alexandra Horowitz, at kalde hundens latter social gispen . På side 104 skriver hun :"We could call it social panting".
www.123hjemmeside.dk/fjeldhund