HUNDENS "BRØDEBETYNGEDE UDSEENDE"

Alexandra Horowitz undersøgte i 2009, om hundens såkaldte "brødebetyngede udseende" ("guilty look") er udtryk for, at hunden forstår, at den har været ulydig, eller om det er en respons på ejerens adfærd. Resultatet af hendes eksperiment indikerer, at det er det sidstnævnte, der er tilfældet.

 

Hanne Hjelmer Jørgensen

 

DET "BRØDEBETYNGEDE UDSEENDES" ADFÆRDSELEMENTER

Alexandra Horowitz bad hundeejere om at identificere de elementer, som de opfatter som dele af hundens "brødebetyngede udseende". Ud fra dette identificerede hun 9 adfærdselementer, som knytter sig til det brødebetyngede udseende, og som hun betegner Associated Behaviours= ABs. :

 

-         Undgå øjenkontakt

-         Ligge og rulle om på siden eller på ryggen

-         Lade halen hænge

-         Logre lavt og hurtigt

-         Holde ører eller hovedet nede

-         Bevæge sig væk fra ejeren

-         Løfte poten

-         Slikke

 

TO HYPOTESER

Alexandra Horowitz ønskede at teste to hypoteser :

 

1)      Den ene hypotese udspringer af, at nogle hundeejere tillægger deres hund forståelse for ulydighed, eller at hunden  føler skyld, efter den har udført en skyldindgydende handling. Hypotesen er, at ulydighed forårsager en øgning i ABs.

2)      Den anden hypotese udspringer af, at adfærdselementerne ved det "brødebetyngede udseende" frembringes af skæld ud, tugtelse eller den blotte tilstedeværelse af en ejer, som tror, at hunden ikke har adlydt en instruktion. Hypotesen er, at skæld ud forårsager en øgning i ABs, hvad enten hunden har været lydig eller den har været ulydig.

 

FORSØGSMATERIALE

 Forsøgshundene og deres ejere  blev skaffet via flyveblade uddelt i en lokal hundepark og opslag på internettet. Efter at hundene og deres ejere havde været igennem en forudgående test, som skulle afsløre, om hundene kunne sidde og blive siddende i 10 sekunder, blev de hunde, som ikke bestod testen, siet fra. Tilbage var  14 hunde, hvoraf de 6 var hanner, og de 8 var tæver.  Aldersspredningen var fra 81/2 måned til 9 år.

 

FORSØGSPROCEDYRE

Som indledning til hvert forsøg, som foregik i ejerens dagligstue, blev ejeren instrueret i at skaffe sig sin hunds opmærksomhed og så bede hunden om at sidde og blive siddende foran sig. Derefter viste ejeren hunden en godbid, som blev gjort forbudt med et NEJ eller lignende. Og så lagde ejeren godbidden på gulvet, så hunden kunne se den, men ikke nå den. Når hunden adlød, forlod ejeren dagligstuen og lukkede døren efter sig. Efter ejeren havde forladt dagligstuen, kom forsøgslederen frem og tog godbidden eller gav hunden den. Så blev ejeren kaldt tilbage og blev oplyst om, hvordan hunden havde opført sig i ejerens fravær.

 

I to forsøg blev ejeren misinformeret om hundens opførsel :

-         Hunden åd godbidden, men ejeren blev fortalt, at hunden ikke havde ædt godbidden.

-         Hunden åd ikke godbidden, men ejeren blev fortalt, at hunden havde ædt godbidden.

 

Og i to forsøg blev ejeren korrekt informeret om hundens opførsel:

-         Hunden åd godbidden, og ejeren blev fortalt, at hunden havde ædt godbidden.

-         Hunden åd ikke godbidden, og ejeren blev fortalt, at hunden ikke havde ædt godbidden.

 

I hver af de forsøg hvor hunden havde været lydig, skulle ejeren ved sin tilbagekomst hilse på hunden. Og når hunden havde været ulydig, skulle ejeren skælde hunden ud.

 

RESULTAT

Hundene viste mere af de adfærdselementer, som er forbundet med det "brødebetyngede udseende" (ABs), når de udførte den forbudte handling og åd godbidden, end når de ikke udførte den forbudte handling og ikke åd godbidden. Dette er i overensstemmelse med  hypotesen om, at det "brødebetyngede udseende" er mere intenst eller kun optræder, når hunden er ulydig.

 

Men, når ejeren skældte hunden ud, uanset om hunden havde være ulydig eller ej, så blev der set flere ABs. Og det er i overensstemmelse med hypotesen om, at det er skæld ud, som forårsager en øgning i ABs.

 

Desuden var virkningen af  skæld ud mere udtalt, når hunden var lydig og ikke åd godbidden (fordi forsøgslederen fjernede godbidden).

 

Det "brødebetyngede udseendes" adfærdselementer var mere sandsynlige, ikke når hunden blev taget i en misgerning, men når hunden ikke havde fået mulighed for at adlyde.

 

Der var 3 af hundene, hvis ejere ikke alene irettesatte hundene med hårde ord, men også fysisk i form af at tvinge hunden ned, gribe fat i den eller slå . Disse 3 hunde, plus en fjerde hund, havde det højeste antal ABs, som sås i de forsøg, hvor ejeren skulle skælde hunden ud.

 

SAMMENFATNING

Alexandra Horowitz skriver, at det foreliggende resultat indikerer, at det, som mennesker tolker som udtryk brødebetyngethed, eller at hunden har forståelse for ulydighed, er resultatet af en indlært eller instinktiv respons på en person som er græven/sur/tvær eller som skælder ud. Kort og godt , så mener hun, at resultatet indikerer, at det såkaldte "brødebetyngede udseende" er en respons på ejerens irettesættelse. Det "brødebetyngede udseende" udtrykkes ikke oftere, når hunden faktisk er skyldig (i ulydighed).

 

 

KILDE.

Alexandra Horowitz (2009):"Disambiguating the "guilty look":Salient promts to a familiar dog behaviour". Behavioural Processes, 81, side 447-452

 

www.123hjemmeside.dk/fjeldhund