I sin bog "Inside of a Dog" (2009) skriver Alexandra Horowitz ( side 280) :"Hunde fanger vores gaben. Ligesom det sker mennesker imellem, begynder hunde, som ser et menneske gabe, ukontrolleret at gabe i løbet af de næste få minutter"(min oversættelse). Hendes kilde er Joly-Mascheronis (et al.) studie fra 2008, som er det første studie af smittende gaben (contagious yawning) hos hunde. Resultatet er offentliggjort i en artikel med overskriften "Dogs catch human yawns". Året efter offentliggjorde Harr et al. (2009) resultaterne af deres studie af smittende gaben hos hunde i en artikel med overskriften "Do dogs (Canis familiaris) show contagious yawning?". Som overskrifterne i de to artikler antyder, så kom de to studier til forskelligt resultat.
Hanne Hjelmer Jørgensen
SØVNIGHEDSGABEN VS. ANSPÆNDT GABEN
Alexandra Horowitz (2009) skriver (på side 110) følgende om hundens gaben :" (…) en vidt åben mund med tænderne næsten dækket – et gab – er ikke tegn på kedsomhed som ofte antaget med en analogi til vores egen gaben. I stedet for kan det antyde bekymring/ængstelse/uro/iver/angst (anxiety), frygt eller stress, og det bruges af hunde til at dæmpe/berolige dem selv eller andre "(min oversættelse). Alexandra Horowitz hævder altså, at vores gaben er tegn på kedsomhed, men det er det ikke hos hunden, hvor det antyder angst, frygt eller stress, og hvor det bruges til at dæmpe sig selv eller andre.
Med hensyn til, at vores gaben er tegn på kedsomhed, så er det jo rigtigt nok, at det tages som udtryk for kedsomhed, hvis man kommer til gabe under f.eks. en langvarig frokost eller middag."Keder selskabet dig ?": kan man blive spurgt. Ifølge Ny Dansk Ordbog defineres kedsomhed som en følelse af manglende interesse forårsaget af ensformighed eller mangel på adspredelse. En langvarig frokost eller middag hvor "underholdningen" består af "small talk" , kan nemt give en følelse af manglende interesse forårsaget af ensformighed eller mangel på adspredelse. Men det er ikke rigtigt, at hunde kun gaber af angst, frygt eller stress. Hunde søvnighedsgaber også.
Harr et al. skelner mellem sleepy jawns (søvnighedsgaben) og tension yawns (anspændt gaben). Ifølge Harr et al. så kan anspændt gaben skelnes fra søvnighedsgaben.Anspændt gaben er mere intens end søvnighedsgaben og forekommer ofte sammen med andre tegn på bekymring/ængstelse/uro/iver/angst (anxiety) så som at klynke, at halse eller at gå frem og tilbage.
Freddy Worm Christiansen (2007) skriver om søvnighedsgaben , at den har et nærmest reflektorisk forløb og ser ret ensartet ud hos de forskellige dyr, og at den kan være ledsaget af en karakteristisk lyd. Han viser et fotografi af en ulv, som udfører en elegant søvnighedsgaben, hvor spidsen af den udstrakte tunge er bøjet kroglignende opad (side227).
Når en hund i en bil begynder at klynke, jamre og fare frem og tilbage samt gabe, når man nærmer sig bestemmelsesstedet, så er det anspændt gaben. Hvorimod det er søvningshedsgaben, når en hund gaber ved opvågning efter søvn eller (sjældnere) før søvn.
MODELLERNES GABEN I DE TO STUDIER
Joly-Mascheroni et al. oplyser, at forsøgslederen "acted a yawning movement with vocalization". Det vil sige, at han agerede gabebevægelser med lyd. Det supplerende materiale til Joly-Mascheronis (et al.) artikel viser bl.a. en gabesekvens bestående af 6 fotografier af et mandeansigt, som tilhører forsøgslederens. Fotografi nr. 1,2, 3, viser gradvis mere og mere åbning af munden ved at underkæben trækkes gradvist længere og længere ned. På fotografi nummer 4 er underkæben trukket så langt ned den kan komme, og mundvigende er trukket så langt tilbage som de kan komme. Læberne dækker så godt som tænderne i både over- og underkæbe, og øjnene er smalle sprækker. På fotografi 5 og 6 hæves underkæben gradvist til næsten lukket mund.
I Harrs (et al.) artikel viser fig. 1 bl.a. en gabesekvens bestående af 3 fotografier af et mandeansigt. På de to første fotografier er underkæben trukket noget ned og ud til den ene side. Mundvigende er ikke trukket tilbage, og øjnene er ikke knebet sammen. På det tredje fotografi er munden helt lukket.
Der er som bekendt ikke kun et ansigtsudtryk for søvnighedsgaben hos mennesker. Det ansigtsudtryk for søvnighedsgaben, som forsøgslederen i Joly-Mascheronis (et al.) studie udfører på fotografiet, er meget intenst. Hvor det ansigtsudtryk, som manden på fotografiet fra Harrs (et al.) studie viser, er mindre intenst.
JOLY-MASCHERONIS (ET AL.) STUDIE
FREMGANGSMÅDE
I Joly-Mascheronis (et al.) studie indgik 29 hunde, som en af gangen blev udsat for en fremmed mands (=forsøgslederen) gabebevægelser med lyd (=gabe situationen). Hundene blev desuden udsat for en kontrol situation, hvor forsøgslederen udførte ikke-gabe åbning af munden uden lyd.
Forsøgslederen sad i en stol. Hunden sad på gulvet foran ham. Forsøgslederen søvnighedsgabte i 5 minutter. De antal gange, han gabte i løbet af de fem minutter, varierede fra 10-19. Efter de fem minutter var der en pause på 5 minutter, hvorefter forsøgslederen igen gabte i fem minutter. Kontrolsituationen foregik på samme måde. Under forsøgene noterede man, hvor mange gange hunden gabte. Desuden blev hunden videofilmet, og bagefter noterede man, hvor mange gange hunden gabte på videooptagelsen.
RESULTAT
I gabesituationen gabte 21 ud af de i alt 29 hunde, mens ingen af hundene gabte i kontrolsituationen. Det var altså 72 % af hundene som gabte i respons på forsøgslederen søvnighedsgaben. Det er en højere procent end hvad der er rapporteret både for mennesker (45-60%) og for chimpanser (33%). I pauserne var der ingen af hundene, der gabte. I gennemsnit tog det 1 minut og 39 sekunder før hundene gabte, med en spredning fra 5 sekunder til 4 minutter og 47 sekunder.
Joly-Mascheroni et al. skriver, at hvis hunde har evnen til smittende gaben, skal de gabe mere i gabesituationen end i kontrolsituationen. Og det var netop hvad hundenegjorde i Joly-Mascheronis (et al.) studie. Til trods herfor nøjes Joly-Mascheroni (et al.) med at konkludere, at deres studie demonstrerer, at menneske gaben muligvis smitter til hunde.
DISKUSSION
I deres diskussion nævner de to muligheder for hvorfor menneskegaben udløser gaben hos hunde. :
1) Det kan have at gøre med en evne for empati.
2) Der er også den mulighed, at hundenes gaben fremkom som følge af forøget anspændthed eller stress. Joly-Mascheroni et al. mener, at de ikke kan udelukke den mulighed, at hundene opfatter menneskegaben som antagonistisk, dvs. fjendtligt.
Med hensyn til at det kan have at gøre med en evne for empati, så må det være emotionel empati/emotional contagion (se hovedsiden "EMPATI"). Altså at menneskers søvnighedsgaben smitter (til) hunde.
Med hensyn til at hundenes gaben fremkom som følge af forøget anspændthed eller stress, så blev der i Joly – Mascheronis (et al.) studie ikke foretaget fysiologiske målinger af stress, så som cortisol i spyt /blod eller hastigheden af hjerte slag. Derfor og fordi der ikke er nok enighed og standardisering om, hvordan hundes adfærd skal tolkes, mener Joly-Macheroni et al., at det er nødvendigt med yderligere studier, som inddrager fysiologiske målinger, for at teste, om det er en stress eller anspændtheds respons, når menneskers søvnighedsgaben udløser gaben hos hunde.
HARRS (ET AL.) STUDIE
FREMGANGSMÅDE
Harrs (et al.) studie var ikke en gentagelse af Joly-Macheronis (et al.) studie. Harrs (et al.) studie adskilte sig bl.a. ved også at teste, om hunde viser smittende gaben også overfor hunde. Desuden adskilte det sig ved, at forsøgshundene fik forevist videooptagelser. Der deltog 15 hunde i studiet, som en af gangen fik forevist videooptagelser af hunde som gaber, hunde som åbner munden, mennesker som gaber, og mennesker som åbner munden. Hver af disse 4 videoer indeholdt ti 3-5 sekunder varende klip af menneske eller hund, som gaber eller åbner munden. Klippene var adskilt fra hinanden af en 2 sekunder varende blå skærm. Mellem de 4 videoer var der en pause på 3 minutter. To forsøgsledere noterede alle de søvnighedsgab, som forsøgshundene fremkom med både under videoforevisningen og i pauserne.
RESULTAT
Under forevisning af de to videoer med hunde, der henholdsvis gabte (=gabevideoerne) og åbnede munden (=åben mund videoerne) , var der 8 hunde som gabte, og under forevisning af videoerne med mennesker, som henholdsvis gabte (=gabevideoerne) og åbnede munden (=åben mund videoerne), var der 7 hunde, der gabte. I gennemsnit optrådte gaben under og efter gabevideoerne 0.80 gange , og under og efter åben mund videoerne optrådte gaben 0,73 gange. I gennemsnit gabte hundene 0,47 gange under og efter hunde gabe videoen, og 0,40 gange under og efter hunde åben mund videoen. Hundene gabte et lige antal gange efter begge videoer af mennesker som henholdsvis gaber og åbner munden.
Der var dog en
hund, som gabte mere under gabevideoerne end under åben mund videoerne, og de fleste af gabene optrådte under menneske videoerne.
DISKUSSION
I deres diskussion skriver Harr et al., at der kun var en hund, som gabte hyppigere i respons på gabevideoerne end i respons åben mund videoerne. Det er altså kun 6% af hundene i Harrs (et al.) studie, som viste smittende gaben. Det er meget mindre end både hos chimpanser og mennesker. Og også meget mindre end de 72% i Joly-Mascheronis (et al.) studie. Harr et al. bemærker, at det kan være en tilfældighed, men de mener , at deres resultat antyder, at der, i det mindste hos en hund, var en klar øgning i gaben efter at have set fremmede mennesker eller fremmede hunde gabe.
At de to studier ikke kom til det samme resultat, mener Harr et al. (2009) sandsynligvis skyldes forskellige metoder. Hvor Joly- Mascheroni et al. brugte et levende menneske som model, brugte Harr et al. (2008) videooptagelser af mennesker og af hunde. Harr et al. nævner, at der hos mennesker er forskelle i reaktiviteten af spejlneuron systemet , når et menneske kigger på henholdsvis en videooptagelse af en bevægelse og på en bevægelse udført i virkeligheden. I det sidstnævnte tilfælde er reaktiviteten stærkere.
Harr et al. peger desuden på, at personerne og hundene på de videooptagelser, de brugte, var fremmede for forsøgshundene. Men i Joly-Macheronis (et al.) studie var forsøgslederen også fremmed for hundene.
SAMMENFATNING
Hundene i Joly-Mascheronis (et al.) studie gabte helt klart mere i gabesituationen end i kontrolsituationen, hvor ingen af hundene gabte. I Joly-Mascheronis (et al.) studie udløste forsøgslederens søvnighedsgaben gaben hos 72 % af hundene. Men deres studie giver ikke svar på, om forsøgslederens søvnighedsgaben smittede ( til) hundene, eller om hundenes gaben i respons på forsøgslederens søvnighedsgaben var en stress respons eller anspændtheds respons. Derfor mener Joly-Mascheroni (et al.), at det er nødvendigt med yderligere studier, som inddrager fysiologiske målinger.
Harrs (et al.) studie inddrog heller ikke fysiologiske målinger. Men i Harrs ( et al.) studie blev enhver gaben hos forsøgshundene, som blev klassificeret som anspændt gaben noteret, og udelukket fra deres analyse. Og de skriver, at de var opmærksomme på, om en hund udviste tegn, som typisk er forbundet med bekymring/ængstelse/uro/iver/angst, og ingen af hundene udførte sådan anspændt gaben.
Men hvis man skal kunne udelukke, at hundes gaben i respons på menneskers og andre hundes søvnighedsgaben er en stress respons eller anspændtheds respons, så kommer man ikke uden om yderligere studier, som inddrager fysiologiske målinger. Og indtil resultaterne af sådanne studier foreligger, må vi nøjes med at konkludere, at menneskers og hundes søvnighedsgaben muligvis smitter (til) hunde.
Først når der foreligger videnskabeligt bevis for, at menneskers og hundes søvnighedsgaben smitter (til) hunde, er der belæg for påstanden om, at hundes (og menneskers) søvnighedsgaben virker dæmpende/beroligende på hunde.
KILDER :
Freddy Worm Christiansen (2007):"Hundes og ulves adfærd – ny indsigt i aggression, lederskab og signaler". Forlaget Tro-fast
Aimee L. Harr. et al. (2009):"Do Dogs (Canis familiaris) show contagious yawning?". Anim. Cogn. 12:833-837
Alexandra Horowitz (2009):"Inside of a Dog – What Dogs See, Smell, and Know". Scribner
Ramiro M. Joly-Mascheroni et al. (2008):" Dogs catch human yawns". Biology Letters, 4, 446-448
www.123hjemmeside.dk/fjeldhund