I mit arbejde med slægtsforskning har jeg gjort en del - og med tiden gerne mere endnu - ud af at opsøge ældre slægtninge, der stadig ligger inde med historier og erindringer fra forgangne tider, samt folk, som på andre måder har kunnet bidrage til at gøre de tørre historiske facts, man ofte har en tendens til at fortabe sig i, levende. For mangen en slægtsforsker er dette knapt nok en seriøs aktivitet: Kan det ikke måles og vejes, er det irrelevant! Men for undertegnede, som altid har holdt af en god historie - og i øvrigt er humanist af såvel uddannelse som indstilling - er det ofte der, det sande guld har været at finde. Man nedstammer jo ikke fra et trædiagram, vel?

De bedste af disse historier vil jeg forsøge at lægge ud her lidt af gangen. Håber, de vil både fornøje og forundre

For et par år siden - efter en i øvrigt meget frisk og aktiv alderdom - blev min farfar, Anker Pedersen, ramt af sin anden større hjerneblødning. Siden da har han lidt delvis lammelse og fremskreden demens, hvorfor man desværre allerede er tilbøjelig til at tale om ham i datid.

Men inden da tegnede min farbror, Mogens Grejsen, dette levende portræt af hans liv som pensionist, der blev sunget ved hans 80-årsdag i 1995:

Sang til Ankers 80-årsdag
Mel: Jens Vejmand

Hvem sidder der bag skærmen
med bolsjer i sit glas,
remotekontrol i hånden
og føler sig tilpas?
Det gør såmænd vor Anker.
Han i sin "hårde nød"
bestyrer "Lykkehjulet"
til kaffetår med brød.

Og hører du i stuen
en sær og fremmed lyd,
så er det ikke fruen,
som lufter "hjemmets pryd"!
Nej, det er bare Anker,
som tager sig en lur.
I drømme går hans tanker
til Danmarks fri natur.

For tro nu ikkr Anker
er passiv og kaput.
Nej, meget andet vanker,
han er så absolut
en meget aktiv dansker
på firsindstyve år.
Synd, at det lidt forvansker:
Han taber snart sit hår.

Han er en aktiv sportsmand
- tag ikke fejl af det!
I svømmehallen er han
som ålen i gelé!
Han springer i og dykker
- fra kanten, ganske vidst!
Han har slet ingen nykker:
"Man er jo pensionist!"

Og møder du en rytter
- på cykel - på din vej,
se til, at du dig flytter,
for så er far på vej!
Han cykler rundt i Jylland
på veje små og stor',
men passe tiden må han,
for ellers kommer mor!!!

At danse gør han gerne
og træner temlig tit.
Jo, han er helt moderne
- blandt enkerne "et hit"!
Han fører: Grove - fine.
Han er så efterspurgt
som gode årgangsvine:
De bedste går som smurt!

Og nu til gymnastikken
- den ska' vi da ha' med.
Han strammer elastikken,
og så er det afsted
til kondirum i stalden
(den mand får aldrig nok).
Der får den "en på skallen"
på cykel sat "i dok".

Det var så al motionen,
vi der fik remset op.
Men slutter rotationen?
Nej, han er som en top!
Han snitter, og han drejer
i træ fra eg og bøg,
så alle ka' bli' ejer
af aber og af øg!

Du mangler at bli' "olde"
(det bliver nok med tang).
Så er det med at holde
dit lykkehjul i gang!
Vi rejser os og hylder
vor gamle fødselar
og siger SKÅL og skyller,
når vi har råbt HURRA'r.

Mogens har i øvrigt, på sin egen stilfærdige måde, en langt og broget kreativt virke bag sig, der også har inkluderet billedkunstnerisk arbejde og lokalteater. I dag digter han om løst og fast for Folkebladet i Galten via klummen Forandring Fryder.  Derfra skal vi da også have et enkelt eksempel på hans evner:

Forårsdigter
 
Nu kom du, sol, med varme dage,
hvor vi kan ligge - lunt - og bage.
Du gi’r os lyst til mange ting,
og søde tanker går i sving.
Man tænker sit som gammel digter,
og håber aldrig evnen svigter!

En meget tydelig tendens i den fædrene linje af min slægt – og meget specifikt mandslinjen – har været en vis lyrisk åre. I nyere tid har både min far og (som nævnt) min farbror Mogens været drevne forfattere af festsange og taler. Det samme har jeg (håber jeg!) selv, selvom jeg har bevæget mig i en mere udpræget boglig retning. Og længere tilbage har både min farfar, Anker, og hans far, Anders Peter Pedersen, haft evnerne. For sjov har jeg sammensat en ”lyrisk stamlinje” i lige linje.

 

Af mig selv (2008 - begge publiceret på hjemmesiden www.digte.dk):

marie i haven

oldemor i haven

på en havestol i ’67

halvvejs skjult

bag roser og syrener

halvvejs dækket af den jord

som hun har levet af så længe

- ”ja, det går alt sammen”

siger hun til mig:

”selv når alt er ovre

går det nok"

(Marie Jensen Møller in en slags memoriam)

halvhjerne

 

”der er så længe til

at jeg bliver voksen”

siger jeg til mormor og morfar

der griner og sætter sig ned

og begynder at falme

til sidst er de fuldstændigt væk

og jeg ser på min hud

der er løs og elastisk

og ved at give slip

og det gør den

jeg svæver i luften

og ser på min krop

der bliver levende

foldes i tidsler og roser

på skråninger

kendte i starten

og senere fjerne

og plukkes af slægter

der griner

så dumt som mig selv

 

Af min far Thorkild Pedersen/Lindgaard Grejsen (ved min konfirmation d. 3/5 1987):

 

Mel: Jeg er Havren

Vi er alle samlet her i dag
for at hylde Steffen, ja, uha,
han er ikke nem at gi' tilfreds.
Får han ej sin vilje, får han stress.

Knægten ingen grund til klage har,
for han har jo verdens bedste far
og en mor, som ingen alder har,
samt en hund, skønt den er en bastard.

Ro i gummibåd syn's han er sjov,
og især når ikke han har lov.
Ingen årer - hov, hvad gør han nu?
Mon to tennisketchere kan du?

Og hans kammer, det er helt specielt.
Kan man krydse det, er man en helt.
Selv syn's han jo ikke, det er svært,
og en dag får vi jo nok det lært.

Steffen mange skrupler har med mad,
og hver halve time ta'r han bad,
og vi tror ham ikke, når han si'r,
at han ikke kan fordrage pi'r.

Hvad skal han så være sidenhen?
Han skal være kostprofet, såmænd.
Af elever har han hele to.
Det er ikke morsomt, kan I tro.

Konfirmering, det er ingen sag,
når den sluttes af i festligt lag,
og til slut vi alle gerne vil
ønske Steffen held og lykke til.

 

Af min farfar, Anker Pedersen

 

Ved min fars fødsel i 1954 – udsendt som en invitation til barnedåben og gengivet efter hukommelsen af Svend Valdemar Sørensen i Låsby

 

Nu er det sket på Vestergård

Det som var ventet sidste år

Min viv, som havde tykket sig

Er blevet slag og lykkelig

Stolt ligger hun med søn i arm

Kom hid mens kanden, den er varm

Tag del i vores glæde

 

Venlig hilsen

Anker

 

En tale på vers ved Anders Peters 70-års fødselsdag i 1952 – også gengivet efter hukommelsen(!) i 2008 af Svend Valdemar:

 

Hold en tål - de sku A vel sajt

Men A hår it sån - or i mi majt

Og ros hår do val - osse fåt nok aw i daw

Så no vil A gi dæ nøj - ow en on slaw

A hår jo ålti von lidt forsajt å still’

Men måske A har våt bejer -  til å drill

Do fortal vos så tit om de’gång do va dreng

Å om - hvordan do ålti - håd it så streng

Do måt sjel søj og stop di hurser

Å do fik skam ålle sukkerpurser

Men da I så fløt til Lemming bløw it gjæwer

Dær ku do fang ræv - mæ de bår næver

Å sikke noen ørr’der - do ta i oen

Det var nog’n sven - på 12 -14 poend

Du kom siel ud å tien

Å ja - Det er så læng læng sien

Så do hår aget med stud å kyer

Og do ka housk - da a kyer stoj i tyr

Do fik en kjarst - Ja do had’ val flir

Men do tøt bejst - om Jens Madsens Marie

Å mæ hind til kuen - æ do it bløwn snøt

Det hår A - ihvertfal ålle tøt

Hon var så knøw - båd ud og ind

Hun ku båd kåre å spind

I mark å hav - der var hon skrap

Å hun molket så sveden - fra niesen drap

Så gik tien - både op og nier

Dæ bløw lidt forbejret - båd hist å hier

Do drænet og merglet - slaw tidsler ihjel

Dæ kam så manne - hen ve dit skjel

Men såen igjennem en 40-tyv oer

Så hår do jo snår - fåt en veldreven goer

Do fik en datter - å et par knejt

Man ska jo viderefør si slæjt!

Å de lår os te - de bøn forstoer

Te dæ ska nøj tillæg te - på en goer

Å no æ di familie - snår bløwn så stur

Så dæ ska en plåd - i det lang bur

Dæ ska nøj lagkåg te - nær di kommer

Hver 14. daw - snår båd vinter å sommer

Så det æ godt - di it ål sammel hår bil

Så fik do jo ålle et søndashvil

 

Af Anders Peter Pedersen

 

Småvers (stilehæfter fra Lemming Skole)

 

Lyst naar man skal til at giftes

Ros naar man skal til at dø

Saadan her i Verden skifter

Last og Lov for Mand og Mö

 

***

 

Mennesket bestemmer sin egen Værdi

Den Pris vi fordrer faar vi

Mennesket er stort eller lidet

Alt efter sin egen Vilje

 

OBS: Kan være dikterede.

Først og fremmest: Jeg kan ikke selv tage æren for dette materiale. Det er indleveret af min farbror, Mogens Grejsen, som i foråret 2008 besøgte Svend Valdemar Sørensen, der endnu i dag sidder på den adresse - Hovedgaden 74 i Låsby - som for ikke så længe siden (før jord blev solgt fra og længer nedrevet) var Krogaarden. Anders Peter Pedersen og Marie Jensen Møllers hjem. Svend Valdemar overtog ca. 1958 driften af gården efter Marie, der flyttede på aftægt på matriklen, og havde været karl på stedet siden d. 4/4 1944, hvor han blot var 13 år gammel.

Materialet, der i mine øjne er endda meget vigtigt, falder så at sige i tre dele. Dels digtene af Anker, der er gengivet ovenfor, dels en præcis gennemgang af gårdens dagligdag, dels lidt erindringer om gårdejerparret. Dagligdagen først. Den formede sig således (citeret, men lettere korrigeret, fra Mogens' forlæg):

"Man startede kl. 06:00 hvor Anders Peter kom og bankede på ruden til karlekammeret, som lå i staldbygningen. Herefter gik man straks i gang med at muge ud og malke køerne

Besætningen bestod normalt af 14-16 køer, 3 arbejdsheste, 2 føl og et antal grise.

Alle - også Marie - hjalp til med morgenmalkningen, som skulle være afsluttet kl. 7:30, for da kom mælkekusken.

Så fik køerne kraftfoder, som bedstefar fordelte.

Kl 7:30 var der morgenmad bestående af øllebrød med mælk, rugbrød, franskbrød og kaffe.

Herefter tilbage til stalden for at strigle køer og heste. Køerne fik roer.

Kl 12:00 fik man grød og derefter varm mad. Det var som regel stegt flæsk.

Kl 13:00 var der kaffe, og så gik man i marken eller loen

Kl 17:00: Opvarmede kartofler fra middagsmaden,rugbrød, franskbrød og the (hyldeblomst)

Kl 19:00: Aftenmalkning og aftenfodring

Kl 21:00: Aftenfodring af hestene

Fritid: Svend Valdemar havde fri hver anden søndag, og alle dage mellem kl. 19 og 21:00 var der tid til at få sig en karlekammersnak med øvrige karle på gårdene rundt omkring

Foruden de 3 nævnte var der også lejlighedsvis ung pige og dreng på gården

Det første år fra april til november fik Svend Valdemar 450 kr i løn. Ellers svarerede hans løn til 1200 om året, og de seneste år - inden han selv overtog gården - fik han 500 kr. om måneden.

Den varslede "tredje del" af Mogens' samtale med Svend Valdemar Sørensen: Minder om Anders Peter og Marie...

Hvordan var Anders Peter?

Han var meget hjælpsom og omsorgsfuld over for folk i nød. Han skrev gerne under på en veksel, hvis folk var i knibe, og skulle en arbejdsmand have sit brænde kørt hjem fra skoven, lagde Anders Peter gerne både heste hjælp og vogn til. Ellers var han stille og rolig af sind, men kunne godt være bestemt. Svend Valdemar husker husker især, at Svend godt kunne få et gok i nødden, men at han kendte til råd: Han fyldte hø i kasketten, provokerede Anders Peter til at give sig en i nødden og viste herefter triumferende sin far indersiden af den polstrede kasket.

 

Anders Peter var en sportsmand. Han spillede ivrigt fodbold og var langt op i 60'erne en dygtig gymnast.

 

Anders Peter forstod at passe på pengene, og han ruttede ikke med dem. Svend Valdemar husker engang, hvor Anders Peter var indlagt på Hammel Sygehus, og han skulle passe bedriften. Svend Valdemar havde indkøbt 10 stk sikringer. Det skete nemlig ofte, at sikringerne sprang, når en maskine i stalden skulle tændes. Da Anders Peter fik bogen fra Brugsen at se, blev Svend Valdemar forhørt omkring, hvorvidt det nu også var nødvendigt at købe hele 10 sikringer på én gang!

Marie - hvad husker du om hende?

 

Marie var utroligt arbejdsom og flittig. Hun var meget glad for haven, som blev passet til punkt og prikke. Hun var troende, og det var et fast ritual, at hun kl. 9 om formiddagen gik ind for sig selv for at høre morgenandagt i radioen.

 

Svend Valdemar bekræftede en erindring, som min søster Karen havde, om, at der boede nogle fremmede på ejendommen. Det var to tyske piger, som havde fået stuen stillet til rådighed. De havde egen indgang via havehuset. De var ikke på kost, men spiste hver dag på kroen, som var fyldt op med tyske soldater - sandsynligvis en sprængfarlig situation. Svend Valdemar var ikke klar over om, om de var anbragt der af den ene eller anden myndighed, men han mener, at der var tale om flygtninge.

Den legendariske folkemindesamler Evald Tang Kristensen turnerede som bekendt Jylland tyndt i sin jagt på folkeminder i årtierne omkring år 1900, og det bragte ham åbenbart også til Lemming. Om det vitterligt er ham, undslipper familiens langtidshukommelse, men i hvert fald er en Anton Pedersen fra byen, der meget vel kunne være min tipoldefar på min farfars side, citeret for følgende korte historie: ” Søren Dal han fortalte, at naar han laa nede i Engen ved Bæsterne, saa kom der en fremmed Pige og kyste ham, og naar hun gik igjen, saa gik hun baglænds fra ham. Det var altsaa en Ellepige.”

Samme Anton kan citeres for at have sagt om sin søn Anders Peders svigerfar – fætteren Jens Madsen i Grølsted, der blev gårdejer i en voldsomt ung alder, og som Anton og konen Ane Marie tjente hos som unge – at ”Dreng var han, mand blev han. Men kå’l (karl) har han aldrig været”.

Det fortælles, at Anton og Ane Maries børn var til fest ved dem i Lemming, og da det blev sent, sagde Ane Marie ”Ku’ a nu sove ind i Jesu navn”, før hun gik ind i seng. Dagen efter var hun død.

***

Ane Maries mor, Stina Gretha Salomonsen, var fra Sverige. En teori har været luftet om, at hun rejste rundt på gårde og lavede smykker af eget hår. Et par stykker findes i glas og ramme på Grølsted Overgaard (Ane Marie tjente der som ung sammen med sin kommende ægtemand, og som enke boede Stina i én af ejerens, Jens Madsens, ejendomme), mens et andet endte i min slægtlinje. Ifølge min faster, Karen Højbak, som var den første til at arve det, skulle det dog ikke være 100 % sikkert, at smykkerne rent faktisk er lavet af Stinas hår. Et spørgsmål, der nu velsagtens kun kan afgøres gennem dyre DNA-analyser. Men er de lavet af hendes hår, var hun blond.

***

Efter Ane Maries død var hele Pedersen-klanen fra Lemming på udflugt. Der var efterkommere nok til at fylde en hel bus, og Anton sad efter sigende og smilede stille ved synet af hele flokken...

Marie Jensen Møller - min oldemor fra Låsby - var en ganske religiøs, om end også i den sammenhæng stilfærdig og ikke specielt fordømmende natur. Blufærdig var hun dog i allerhøjeste grad. Engang viste hun den lokale præst rundt i sin have, som bl.a. rummede en blomsterart ved navn nøgen jomfru. Selvfølgelig skulle han spørge til, hvad netop den hed, hvorefter hun rødmede og udbrød: "Det ka' a da it' sæj!"

Maries far, Jens Madsen, var en herre, der gav anledning til mange anekdoter. Flere af dem vidner om en stor østjysk lune, en enkelt om et vist temperament – efter sigende et fællestræk for slægten fra Thorsø. De fleste af disse er nedskrevet efter besøg hos Ejvind og Inge Jensen, der endnu bor på og driver Grølsted Overgaard, men et par rækker i notatform tilbage til 1986, hvor de blev ridset kort op efter samtaler med Esther og Anker Pedersen.

 

***

 

Da Jens’ far, Mads Jensen på Thorsø Overgaard, mærkede, at det lakkede mod enden, var han ivrig efter at afhænde gården til en søn, så den ikke gled slægten af hænde, hvis hans enke, Ane Marie Jørgensdatter, skulle gå hen at gifte sig igen (NB: Hun døde tre år før ham, og han giftede sig ikke igen, så her halter historien!). Som den ældste søn – selvom han endnu var meget ung til at løfte opgaven – var Jens oplagt at overdrage den til. Der var bare ét problem: Han havde ikke en kone.

 

Selvom der var nogle år mellem dem, kendte Jens Niels Jensen Kudsks søn fra Grølsted Overgaard, Søren Nielsen, ganske godt. Også godt nok til, at de besluttede sig for at drage på jagt efter egnede ægteskabsemner på egnens gårde. Det første sted, de kom til på turen, var Sørens barndomshjem, hvor søsteren Marie Kjerstine skulle ”undersøges”. Det fungerede tilsyneladende ikke. ”Hun er for grim”, sagde Jens, da ungkarlene satte sig op i vognen og kørte videre…

 

Søren Nielsen fandt sin ægtefælle, Ane Marie Madsen, i Thorsø, og de blev gift d. 5/5 1865 i Skorup. Og Jens selv? Ja, han endte altså med at komme tilbage…

 

Svigerfaderen mente i øvrigt, at Jens var lige våd nok bag ørerne til at drive et landbrug. Af samme grund endte Søren Nielsen med at overtage Thorsø Overgaard, mens Niels solgte Grølsted Overgaard til Jens. Mens han gradvist overgik til aftægt, hvilket blev effektueret i 1871, kunne Jens så lære håndværket af ham…

 

***

 

Da Jens Madsen – som ofte tog ud til auktioner på egnen, hvilket typisk skete til fods og inkluderede adskillige stop hos venner, familie og bekendte – engang var borte fra gården i Grølsted, stod der en vogn med gødning tilbage på gårdspladsen, som nogle karle fra byen fik den idé at hælde ud på jorden. Det skulle de ikke have gjort. Da Jens kom tilbage, for han i flint, opsporede dem resolut og fik dem til at samle hver eneste lille stump gødning op igen!

 

***

 

Da Jens var sognerådsmand, lagde Grølsted Overgaard ofte lokale til rådets møder. Menuen var dog ikke den mest afvekslende: Den stod altid på gul sagosuppe med svesker.

 

***

 

Den mest kendte anekdote om Jens Madsen - så kendt, at den faktisk helst skal fortælles som en art "teaterstykke" komplet med bestemte fagter og på et klingende østjysk, jeg ikke er i stand til at gengive ordentligt på skrift - handler dog om overtagelsen af Kjærsgaard i Højbjerg Sogn, som han og Marie Kjerstine tilbragte den fælles del af deres otium på, og som efterhånden blev overdraget til sønnerne Niels og Peder Jensen, mens de selv gik på aftægt på matriklen. Selvom der var tale om en tvangsauktion, var ejendommen ikke lille, og da auktionen løb af stablen d. 18/11 1901, havde Jens gjort, som han plejede: Gået hele vejen til fods fra Grølsted – og i et skrud, der vist nok ikke vidnede om større velstand. Buddene gik højt, men Jens gik højest: 41.650 kroner. Dengang en svimlende sum. ”Det har den stodder da ikke råd til”, skulle auktionarius have sagt – og åbenbart højt nok til, at Jens hørte det. I hvert fald hev han en fuldfed tegnebog op af lommen: ”A har en her…”. Så åbnede han jakken, førte hånden ind i inderlommen, hev én til af samme størrelse frem og sagde: ”…og sku’ det ik’ være nok, har a og en her”!

 

Det rakte tilsyneladende. Det ser ud til, at auktionarius midlertidigt beholdt begge tegnebøger og deres fulde indhold, men en skrivelse fra Stamhuset Broholms Godskontor til Lysgaard Hind Kontor d. 21/2 1902 nævner en ”sparekassebog” med over 14.000 resterende kroner i, der skal returneres til Jens efter auktionen. Et senere notat viser, at han fik den. Måske er den identisk med den tegnebog, jeg selv har arvet, og som er afbildet nedenunder…

Jens' kone, Marie Kjerstine Nielsen, er der ikke overleveret de store vidnesbyrd om bortset fra, at datteren Marie i 1935 - i et brev til min farfar Anker, som dengang sprang soldat - nævner, at "Hun var saa god". Men en kirkedragt havde hun, hvilket måske vidner om et vist religiøst gemyt - i hvert fald i den grad, der var almindelig i mindre sogne før i tiden, hvor kirken var det fælles lokale mødested.

På det eneste billede, der eksisterer af hende, har hun det på, og oldebarnet Ejvind Jensen i Grølsted mente, at han havde set et nu bortkommet billede af Jens' mor, Ane Marie Jørgensdatter, hvor hun også bar det.

Kirketøjet blev nedarvet i min gren af slægten og befinder sig nu på Silkeborg Museum, som, for at citere en mail fra Mogens Grejsen d. 20/3 2008, "har lovet af tage sig kærligt af det og sikre det for eftertiden. De syntes, det var spændende at kende oprindelsen, og at det var et pragtstykke i håndarbejde." Så selvom hun måske som person er drevet lidt ud i glemslen, ender Marie Kjerstine altså i mere end én forstand i glas og ramme...

En gådefuld genstand, der på samme måde er gået i arv gennem generationer - og i væsentligt længere tid - er et manglebræt, der befinder sig hos min faster: Karen Marie Højbak (f. Pedersen). Selv arvede hun det, fordi initialerne efter gammel skik kunne have været hendes egne (Karen Pedersdatter), men i hvert fald stammede det fra Anders Peders og Maries hjem i Låsby, og de var ikke de første indehavere af det i slægten. Længere tilbage stammede det vist, som kirkedragten, fra Maries hjem: Grølsted Overgaard.

Det bærer, som antydet, indskriften "KPDT 1701", og har været foræret som forlovelsesgave til - sandsynligvis - et kvindeligt medlem af slægten på denne tid. Trods ivrig søgen er det imidlertid ikke lykkedes at grave den rigtige person ud af glemslens tåger. Endnu.

Det er relativt sjældent, at man kan stykke så meget sammen om forfædre, der ligger længere væk end 4-5 generationer, at man får et reelt indtryk af deres personlighed og moralske habitus. Men i tilfældet Jens Madsen tip-tipoldemor, Margrethe Nielsdatter fra Brørup Nedergård i Hylke Sogn, forholder det sig anderledes.

Det er ikke mig, der har gjort arbejdet. Det har Anna Rasmussen i bogen Hylke Sogn i det attende århundrede (Skanderborg Bibliotek, 1980), og det har hun gjort på baggrund af retsakterne omkring drabet på tjenestepigen Karen Christensdatter, der også kom fra Brørup. Jeg citerer fra p. 118 - 122:

"1710 begravede Knud Schmidt en ugift tjenestepige Karen Christensdatter af Brørup. Hun havde henstået i åben begravelse i et år, mens Mads Nielsen, gårdmand i Hylke Overgård havde været under anklage for at være hendes banemand.

Karens historie er en trøstesløs fortælling om fattigdom og sygdom og hjælpeløshed, men det er også fortællingen om medfølelse og omsorg, om kvinder når de var bedst, om kvinder, der fulgte deres overbevisning, og i retten sagde, hvad de havde hørt og set, i modsætning til deres mænd, der tyngede af solidaritet og over at se en af deres egne under anklage, gladelig løj eller fortav, hvad de vidste.

Hvor gammel Karen var, da hun døde, var der ingen, der havde rede på. Hendes far havde været husmand i Brørup, men forældrene var døde, og Karen havde i flere år tjent hos fremmede. Sommeren før havde hun vogtet køer hos Søren Andersen på Tammestrup. Da var hun allerede sølle og sygelig.

Fra Tammestrup kom Karen til Våbensholm i Føvling Sogn, men hun havde det ikke godt. Hendes nyrer var dårlige, og bedre blev det ikke, da hun i foråret 1709 på vej til Hylke måtte vade gennem noget iskoldt vand.

Hun var ikke meget bevendt, da hun i slutningen af april kom til Mads Nielsen i Hylke. Hun havde hørt, at han endnu ikke havde fæstet pigen for sommeren og tilbød sin tjeneste. Mads var noget betænkelig: "Hvad skal jeg gøre med dig, du er så sygelig, du kan ikke meget gøre?" Hun fik dog lov til at blive. Et par dage efter pløjede hun i markens toft, og det gik nogenlunde, men så skulle hun pløje i marken en dag sammen med Mads. Da de havde arbejdet en tid, begyndte Karen af udmattelse at falde over sine egne ben, og fra dag af stod påstand mod påstand.

Præstens tjenestefolk, der pløjede den dag sammen med de andre Hylkebønder, havde ikke selv set, hvad der skete, men da de kom hjem, berettede de, at Anders Rasmussen, der havde pløjet nærmest Mads Nielsen, havde hørt Karen skrige, var løbet derhen og havde set Mads slå Karen med en øksehammer, som Anders havde taget fra ham.

Anders var et skikkeligt menneske, så han var rystet over det, der var sket. Da han kom hjem, drak han sig mere end almindelig fuld og ravede ind i Søren Hansens gård og satte sig jamrende ned: "Gud hjælpe mig og Gud trøste mig". Det refererede Søren Hansens kone i retten, men tilføjede tørt: "Det er jævnligt hans mundheld, når han er drukken, hvad han ofte er."

Karens liv havde indtil nu været en smertens vej og blev det endnu mere de sidste 3 uger, hun levede. Syg af vattersot, med ben der var så hævede, at hun knap nok kunne løfte dem og gik og "skrildrede" og med et dybt sår i skulder og side, havde hun ingen anden udvej end at blive i Mads Nielsens gård, indtil hun blev rask nok til at søge hjælp andetsteds.

Efter 3 dages forløb humpede Karen til Horndrup, hvor der boede en klog kone. Hun hjalp hende så meget, at hun kunne gå de to mil til Jacob Hansen i Nissumgård, hvor hun tilbød sin tjeneste, selv om den kun kunne blive ynkelig. En dag eller to passede hun Jacob Hansens køer, men måtte så give op. Jacob gav hende det råd, at opsøge hans mor Else Bollesdatter, der boede i Skanderborg, hvor hendes svigersøn var præst. Else har også haft forstand på sygdom og midler mod dem og hjalp Karen, så godt hun kunne, da hun kom derind. Det hjalp dog ikke mere, end at hun på hjemvejen fra Skanderborg søgte ind til helligkilden ved Skvæt Mølle.

Hun kom tilbage til Nissumgård og kravlede i seng. Jacob Hansen sagde til hende: "Du kan tåle at få hug af Mads Nielsen, men du kan ikke tåle at gå her hos mig". Dertil skulle Karen have svaret: "Så min sjæl. Mads Nielsen gjorde mig slet ingen skade."

Nu var Jacob Hansen en såre pragmatisk indrettet bondemand. Han kunne lige så godt på det tidspunkt hjælpe Mads Nielsen i Hylke, der dog var en slags kollega. Karen var død, så hende kunne det hverken gøre fra eller til. Måske lagde Jacob hende de ord i munden, for hvorfor skulle hun over for ham have bedyret, at Mads ikke havde slået hende, når hun ellers fortalte alle, der gad høre på hende, at det var Mads, der var skyld i de fleste af hendes lidelser?

Jacob Hansen lod Karen ligge en uges tid. Så langt strakte Hans næstekærlighed sig, men da hun blev sløjere, blev han bange for, at hun skulle lægge sig til at dø, og det skulle helst ikke være i Nissumgård. Jacob fik så Karen stablet på benene og skubbet ud af døren i en fart. Det sidste, han så til hende, var at hun grædende gik ad Klostervejen.

I Nissumgård havde Karen mødt en del venlighed, der dog havde sin begrænsning. Næste station på hendes vej var Hylke Mølle. Her fik hun ikke engang lov at komme ind i huset. Jens Møller gik hende i møde og fralagde sug ethvert ansvar for den dødssyge pige ved at sige: "Vorherre hjælpe dig, jeg kan ikke."

Folk i Båstrup var heller ikke meget for at tage Karen ind. De fik hende anbragt på en hest og satte hende af i Hylkegård. Derfra kom hun til Niels Sønderborg, og i det hus var det konen, der bestemte. Hun redte op til Karen, fik hende i seng og plejede hende i 8 dage. Konen, Mette Sørensdatter havde selv engang haft vattersot og var blevet helbredt med et sammenkog af malurt, humle og aloe, så det gav hun Karen at drikke. Om det hjalp nogle dage, er ikke let at sige. Måske afkortede medicinen blot hendes lidelser. Hævelserne i benene forsvandt, men "drev op i hendes bug og under hendes bryst, og hun klagede hele tiden over smerter i hjertet, og hun kunne ikke ligge ned, men måtte sidde op."

Karen ville hjem at dø. Hjem for hende var Brørup, hvor hun havde været barn, og efter en uges forløb stod hun op og begav sig af sted. Da hun kom til Gåsholm, svingede Joen Laursen netop ud af porten med et læs møg. Han fik Karen op at sidde i vognen, men den lugt var for stærk, og hun bad om at komme ned igen og satte sig i vejkanten, hvor en pige fra Brørup fandt hende. Hun fik Karen under armen, og sammen kom de til Brørup Nedergård. Enken Margrethe Nielsdatter, der boede her sammen med en voksen søn og datter, havde året før mistet sin mand, en datter, en svigersøn og tre børnebørn i løbet af få uger, så hun kendte selv lidelsen, og måske derfor kunne hun føle med andre. Hun fik Karen ind og i seng og plejede hende i to dage, indtil hun døde.

Nu skulle Karen begraves, men alle tvivlsomme dødsfald skulle anmeldes for amtmanden, inden begravelsen kunne finde sted. Af sine tjenestefolk havde præsten hørt om Mads Nielsen, og han lod oplysningerne gå videre til amtmand Grabow, der var en ualmindelig redelig mand.

Amtmanden kunne have nøjedes med at fastslå, at en fattig pige var død af vattersot. Karen havde ingen slægtninge, der kunne have råbt på retfærdighed, men han satte hele retsmaskineriet i gang.

To mænd fik besked om at syne den døde pige, men der var gået 9 dage, siden Karen døde, og det var ved at være varmt i vejret, så det var ikke let at sige noget om dødsårsagen.

Mads blev arresteret og hensat i portrummet på Skanderborg Slot ved dag og nat bevogtet af 4 mænd. Sagen kom for herredstinget, og som vidner indkaldtes samtlige beboere i Hylke og Brørup. Fra myndighedernes side var der den bedste vilje til at få sagen opklaret, men under afhøringerne stødte de på en mur af tvære bønder.

Hovedvidnet, Anders Rasmussen huskede pludselig slet intet, i hvert fald mindre og mindre for hver gang, han blev afhørt. De andre bønder, der havde pløjet i samme mark, havde hverken hørt eller set noget som helst. Bagefter havde der godt nok gået rygter i byen om, at Mads skulle have slået hende, men den dag i marken havde kun Anders Rasmussen været nær nok til at kunne se noget, og han led af et for Mads Nielsen meget nyttigt hukommelsestab.

Så blev Margrethe Nielsdatter afhørt. Jo, Karen havde højt og tydeligt anklaget Mads Nielsen i Hylke for at havde slået hende og tilføjet hende to dybe sår. Margrethe havde hentet sin søn og en nabogårdmand ind, at de kunne være vidner. Margrethes datter støttede sin mors forklaring, men sønnen sagde, at ganske vist påstod Karen, at hun var blevet slået, men han var sikker på, at hun ingen navne havde nævnt.

Mads blev til sidst frikendt ved herredstinget, men på grund af tvivl sendtes sagen videre til landsretten. Her blev han også frikendt på grund af manglende bevis, men da havde han trods alt siddet fængslet over et år.

Nu kunne Karen endelig begraves. Mændene havde ikke noget at være stolte af i denne sag, men Mette Sønderborg og Margrethe Nielsdatter i Nedergård var kvinder, som de var, når de var bedst, i deres omsorg for og pleje af et elendigt menneske, besjælede af et livssyn, der var mere katolsk end luthersk." 

Et flot billede af et plaget, men godt menneske i en barsk tidsalder...

I Esther Grejsens besiddelse var der et i starten ganske gådefuldt brev, der blev sendt hendes forældre i anledning af hendes fødsel i 1914 – i hvert fald gådefuldt indtil intensiv slægtsforskning fik kastet en smule lys over baggrunden:

 

”(Ulæseligt) d. 28 Oktober 14

 

Kære Karen og Johannes

 

Tak for Meddelelsen vi fik i Gaar om at I har faaet en lille Datter, og i hvilken anledning vi sender Eder begge vore hjerteligste Lykønskninger, med Haabet om I maa faa rigtig megen Glæde og Fornøjelse af den Lille. Det er jo saa en Uge siden hun kom til Verden i Dag og det er forhaabentlig gaaet rigtig udmærket, saa Karen snart er rask igen.

 

Vi har ogsaa i Dag faaet Brev fra Rudolf om at Mary er nedkommet med en datter, det var saa nær ved, at det kunde have blevet et par Tvilling-Kusiner. Fra Bedstemor skal jeg hilse Eder begge og ønske Eder hjertelig tillykke; hun er helt stolt over at være blevet Oldemor til saadan et par Smaa. Vi glæder os meget til at se dem, Marys lille gaar der vel nok et stykke tid, før vi kan faa præsenteret, men jeres den lille faar vi forhaabentlig snart at se.  Johannes kommer vel snart en Tur herned og fortæller lidt om hvordan I har det. Han kommer jo tit hjem i den Fart, han er i.

 

Jeg ved ikke engang hvor(hen) jeg skal sende dette, da jeg ikke husker Karens Forældres Adr., og I vel næppe er kommet ind i Jeres nye Hjem, da det skete saa kort efter Flyttedag, men jeg vil sende det til Annæstræde til min søster, saa bliver det nok besørget til Jer derfra.

 

Ja, saa i Haab om, at hele Familien Grejsen befinder sig i bedste Velgaaende sendes Eder alle tre mange hjertelige Hilsner fra os Alle.

 

Bedste og Moster Jenny.

 

Nu kom min Søster herned til os i Aften og jeg fik saa af hende Adr. at vide.”

 

Der har været en smule diskussion omkring, hvem dette brev egentlig er fra. Mogens Grejsen, i hvis besiddelse det nu er, bød i første omgang på, at det stammede fra Karen Maries biologiske moster – ikke usandsynligt, eftersom det først og fremmest syntes adresseret til hende af folk, der ikke kendte hendes adoptivforældre ret godt. Men selv har jeg konkluderet, at det må være skrevet af Johannes’ moster, Jenny Hansine Pouls (* 1877), og at den Bedste, der nævnes, må være Johanne Hans Jansen Heins, som først døde i 1916. Både fordi intet tyder på, at Karens kontakt med hendes biologiske familie var ret stor på noget tidspunkt og fordi, at Johannes nævnes som den, der typisk kigger forbi. Via et brev fra broderen Victor vides det endda, at både ham og Johannes var ganske tæt knyttede til morforældrene. Mere gådefuldt er det, at Johanne på dette tidspunkt synes at have boet hos Jenny i Dragør, eftersom hun døde et par år senere på Annexgade i Valby, hvortil hun efter alt at dømme flyttede efter mandens død i 1903. Men opholdet kan jo have været midlertidigt.

 

Dokumentet er i øvrigt lige værdifuldt uanset hvad: Det er stadig et sjældent – og sympatisk – ”livstegn” fra to personer, der ellers kun er tørre navne på diverse papirer.

Min oldefar, Johannes Martin Grejsen, var, som det vel fornemmes andetsteds, ikke så lidt af en personlighed – og dertil en med et spændende, men omskifteligt liv. Hen ad vejen har jeg – dels gennem samtaler og erindringer, dels gennem håndskrevne bidder forskellige steder fra – samlet en collage omkring mennesket Johannes, som ikke nødvendigvis er færdig, men i det mindste som udkast kan bringes her…

*** 

 

”Mor har fortalt om min oprindelige mormor, Karen, som jeg aldrig har set. Hun hed Karen og døde, da min mor var 16 år gammel. Hun var en meget fin dame. De boede i Valby i en moderne lejlighed. Morfar (Johannes, mit indskud) sejlede og sendte 8000 kroner hjem om året, hvilket var mange penge dengang. Men morfar blev træt af at sejle, da han ”strandede” i 2 år i USA. Bente var 2 år, da han kom hjem.

 

De flyttede (efter Karens død, mit indskud) til Ugelbølle. Sammen med morfars søster, Martha, købte de en gård. Men mormor (hans anden kone, Olga Alvilda Eriksen, mit indskud) følte sig helt tilsidesat, så morfar måtte vælge, og han valgte så at flytte til Kongstrup, hvortil også min oldefar og oldemor flyttede senere.” (Note af Mogens Grejsen, 1998).

 

***

 

Grejsen havde en sund appetit for to ting - småduer og ål – og kunne få begge dele gennem små, diskrete aftaler med folk på Laurbjerg-egnen. De første opdrættede han i eget dueslag, men de blev fedet op ved at spise korn på nabomarkerne – han gjorde vist mindre tjenester rundt omkring for byfredens skyld. Ålene fangede han i Lilleå, hvor han havde en aftale med flere lodsejere om, at han godt måtte lægge åleruser ud. Og for at blære sig lidt med fangsten, flåede han dem ud til gaden, hvor han ofte aflivede dem med ordene: ”Jaja, det er ikke sjovt – jeg ved det godt!” Et gok mod en sten med hovedet først var den simple, men effektive metode, han benyttede.

 

Grejsens knallert, som Thorkild senere ejede, blev kaldt ”Raketten”, selvom der nu vist ikke var ret meget fut i den. Men det skete altså, at børnebørnene havde stor fornøjelse af at køre på den. I hvert fald med mindre de punkterede baghjulet, for SÅ fór han i flint! Det var det, selvom han jo bl.a. var cykelsmed, simpelthen noget fedtværk at stå med og reparere. I det hele taget var det vist ofte mere pligten end lysten, der drev værket hos ham.

 

Det store ved, som barnebarn, at være på besøg hos Grejsen var det omskiftelige liv, han havde ført, og de historier, han kunne fortælle om såvel det som de genstande, han havde hentet hjem fra hele verden.

 

Men han kunne også være snu. En dag, da Thorkild var ude på åen sammen med ham for at tømme ruser, stødte de på et træ fyldt med blink, som diverse lystfiskere havde mistet dér. Nogle af dem temmelig flotte. Dem ville Thorkild gerne have med hjem, og Grejsen tog dem ned til ham. Før han skulle tilbage til Voel, stak Grejsen ham en tændstikæske, der skulle rumme blinkene, men bad udtrykkeligt dattersønnen om ikke at åbne den, før han kom hjem, da blinkene ellers kunne vælte ud af den. Som sagt, så gjort. Men æsken var halvtom. Grejsen havde gemt de flotteste til sig selv! (noter af Steffen Baunbæk Pedersen efter samtale med Thorkild Lindgaard Grejsen d. 21/7 2007)

 

*** 

 

”Mine forældre er Georg Thorvald Christian Greisen, og min moder hedder Elisabeth Anna Greisen. Jeg sørger for deres grav hvert år og har en, som sørger for den, når jeg ikke er der. Og graven ser flot ud. Jeg var der sidste gang (november) og så dem. Jeg gik også hen til Johannes, Karens og Olgas grav og lagde nogle blomster på graven. Jeg elskede Johannes og Olga med Karen. Jeg så den lille sten med ”Vennerne fra Kongstrup”. Alle elskede Johannes. Jeg var altid hos ham, da jeg var hos min fader og moder i Laurbjerg. Olga var så god til dem, bragte mad til dem, rensede huset for dem og alt.” (Broderen Victor G. Greisen i brev til Mogens Grejsen, 12/4 1974). 

*** 

”Jeg kom hos Grejsen som om, at det var mit eget hjem, og jeg fulgte ham overalt. Vi tog sammen til fodbold – på jagt og fiskeri.

 

En dag skulle vi se AIA’s, som var en nystartet spille(klub), første kamp mod AGF. Vi kørte på knallert derud, men da vi kom frem til Århus Stadion, var det umuligt at komme ind, selvom vi var der en time før kampen. Kampen selv udsat en halv time, men til trods herfor nåede ikke alle ind – der var ca. 20.000 tilskuere. Jeg kom ind til kampen gratis, for pludselig brød rækværket sammen. Jeg faldt ind på stadion, kom hurtigt på benene og gik ind, men Grejsen nåede ikke ind, før billetsalget stoppede pga. udsolgt, og han måtte fanden fiseme tage hjem igen uden at have set fodbold.

 

Grejsen havde jagt i nærheden af Bidstrup. Han gav en kasse cigarer om året for den, og en dag, da jeg var med ham, var der selskabsjagt på godset. Det var direktører mv. fra Århus, som havde jagten, og de havde en jagthytte ca. 50 meter fra skellet til Grejsens jagt.

 

Den dag havde vi skudt to dyr, og da vi nærmede os hytten, var der (liv) og glade dage med sprut og kvinder. Grejsen sagde så til mig, da vi stod overfor hytten: ”Nu stiller du dig der, og jeg går lidt tilbage i skoven. Når jeg er gået, skyder du to skud af op i luften og løfter dyrene op”. Som sagt, så gjort, og da jeg 12-årige knægt stod der med dyrene i armene, kom Grejsen tilbage og råbte: ”Fik du dem?” Og jeg stønnede: ”Ja, begge to!”

 

Udenfor jagthytten stod hele selskabet og måbede med åben mund, mens vi slæbte af med dyrene.

 

Ved en anden lejlighed var vi på jagt samme sted om mandagen, efter at der havde været godsjagt på Bidstrup. Vi havde gået det meste af dagen uden at få noget særligt, og på vej hjem traf vi bondemanden, som kom slæbende med et dyr, som han havde fundet dødt. Han fortalte det, som det var, og Grejsen sagde straks: ”Tak skal du have! Det er det, vi har ledt efter hele dagen! Vi ramte det, men kunne ikke finde det.” Og så tog han dyret med hjem. Bonden opdagede ikke noget!

 

Grejsens forældre boede også i Laurbjerg. Olga lavede mad til dem, og Grejsen bragte maden derop. De var begge på daværende tidspunkt temmelig forkalkede, og der måtte ikke være forskel på de portioner, som var øst op i madkarrene. De vogtede nøje over antal kartofler og størrelsen af frikadeller, og var der forskel, blev der ballade.

 

Engang, da de fik suppe, var der en kødbolle mere i den ene portion. Da væltede de maden ud over det hele, og Grejsen blev meget sur.

 

Hos Grejsen kom ofte en kammerat, som hed Ejner. Han kunne lide at lytte til Grejsens historier og kunne komme i dagevis. Når så Olga beklagede sig, sagde Grejsen blot: ”Nå, jeg tror, at haven trænger til at blive gravet, Ejner.”

 

Grejsen var utroligt renlig. Han var meget omhyggelig med sig selv til det sidste til trods for, at det blev besværligt. Til sidst flyttede han sit soveværelse til butikslokalet, for som han sagde: ”De skal sgu ikke have besvær med at slæbe mig ned fra loftet, når jeg kradser af” (Erik Heegaard fra Laurbjerg Jagtforening i samtale med Mogens Grejsen d. 25/1 1986).

 

***

 

Sin sidste tid tilbragte Johannes på Kjellerup Sygehus, hvor han i det store og hele – som senere datteren Esther – nægtede at modtage besøg. Muligvis i en form for flovhed over sin egen tilstand, muligvis af hensyn til omgivelserne. (Notat af Steffen Baunbæk Pedersen, oktober 2008)

 

***

 

”Jordefærd

 

Fhv. cykelhandler Johannes Grejsen, Kongstrup, er under stor deltagelse jordfæstet fra Houlbjerg kirke, der var smukt pyntet med blomster, og levende lys, og til båren var sendt et væld af kranse. Efter salmen ”Her mødes alle veje” talte pastor Poul Wikman, Houlbjerg, ud fra Davids 121. salme og sagde i sin tale bl.a.:

 

- Med Johannes Grejsen har Kongstrup mistet ikke alene en mangeårig beboer, men også en mand, der ikke var et dusin-menneske. Han ejede livet igennem et næsten ungdommeligt videbegær, og havde interesse for problemer, der strakte sig ud over hverdagen, og det var for ham en naturlig ting at være med i litteraturkredse. Hans åbne sind omsatte et langt livs erfaringer i en livsvisdom, der gav ham særpræg og bestemte meninger, som han var parat til at kæmpe for. Han havde interesse for sine medmennesker, som ikke kun var begrænset til hans jævnalderende, men også i besiddelse af evner til at komme i kontakt med både børn og unge. Vi standser et øjeblik for at mindes et menneskeliv, sluttede præsten, men må samtidig med døden for øje spørge om livets mening. Et evigt liv fatter vi ikke, men fornemmer måske trygheden om, at Gud er til, og det giver håb for livet på den anden side af døden.

 

Efter jordpåkastelsen sang følget ”Klokken slår”, og lærer S. Christensen, Houlbjerg, bragte familiens tak.” (Notits i Midtjyllands Avis, udateret, 1969).

 

***

 

”Ja, Johannes gik væk. Men jeg bad for ham, og han sagde til mig, at han kunde ikke tro. Men jeg gik til ham hver gang, jeg var i Danmark, og bad både for Olga og Johannes. Jeg bad i deres hjem. Og jeg tror, at han var frelst førend, han gik til evigheden”. (Victor G. Greisen i brev til Mogens Grejsen, 12/4 1974). 

Fra Karen Marie Larsen f. Knudsens biologiske familie er der kun ét skriftligt vidnesbyrd – et andetsteds nævnt postkort uden videre datering, men skrevet mellem flytningen til Valby i 1914 og 1920. Et noget dobbelttydigt dokument. Hvorfor blev det gemt? Fordi forsiden viste faderens, Carl Knudsens, forretning på Øresundsvej 45 i Sundby og hans daværende hjemmeboende familie (det vides, at hun havde andre fotos)? Fordi det vidnede om et svigt, der ikke skulle glemmes? Esthers grunde til senere at gemme det er tydelige nok, for det var et vigtigt vidnesbyrd om hendes ophav, men Karen Maries egne? I hvert fald bærer det præg af at være kradset hurtigt ned af Carl Knudsens tredje kone, Augusta, som han blev gift med efter 1901, og det tilsidesatte hende åbenlyst til fordel for broderen Edmund Charles Villiam Knudsen (+ 1920). Næppe uden grund fortalte Esther senere, at Karen Marie på eget initiativ opsøgte sin biologiske far i butikken på Øresundsvej og blev taget vel imod (ligesom hun tydeligvis har haft kendskab til sine søskende), men at relationen aldrig blev mere end lunken…

 

”Kære Karen

 

Du ved jo at jeg sagde vi ikke havde været hos Edmund endnu fordi han ikke har haft fri nogen Søndag. Nu er det saa uheldig at vi har faaet Indbydelse til den Søndag vi skulde til dig men saa mente vi du kunde maaske bestemme en anden Søndag da du jo ikke har din Mand Hjemme alligevel på Søndag 8. Dage. Nu haaber vi ikke du bliver Vred for at vi ikke kan komme den dag.

 

Venlig hilsen og tillykke paa din Fødselsdag.

 

Augusta.”

Det fortælles, at Carl Knudsen var mere end almindeligt begejstret for Dumas' roman Greven af Monte Christo, og at dette skulle have en del at gøre med de lidt usædvanlige navnevalg, han foretog i forhold til størstedelen af hans børn.

Grunden til, at Karen Marie blev bortadopteret, var i øvrigt, at han på det tidspunkt var enlig far, havde ni børn i forvejen og ikke tjente så mange penge, som der strengt taget var brug for. Hos familien Larsen fik hun materielt set en bedre opvækst, end han havde kunnet give hende. Detailhandlen til trods blev han aldrig rig.

En bror til Karen Marie - sandsynligvis Edmund Charles Villiam Knudsen - fik et voldsomt endeligt. Han arbejdede et sted, hvor der var store kedler med kogende vand - sandsynligvis hos en slagter - og faldt i...

Normalt regnes navnegods - med mindre det da er efternavne - ikke for arvegods. Vel opkaldte man før i tiden gerne sine børn efter bedsteforældrene, men for det første kunne stamlinjerne hurtigt blive "afsporede" (helt stabilt er mønstret kun i lige linje), for det andet er det efterhånden så mange år siden, at man gjorde dette, at de folk, det vedkom, er væk nu. Men i tilfældet Karen Marie er der grund til at komme med en bemærkning, for i min fars familie har det været i brug i hele 253 år - og er det forhåbentligt en rum tid endnu.

Mere specifikt stammer det fra Knudsen-linjen på Lolland/Falster. Den første kendte bærer af det var tjenestepigen Karen Maria Knudsdatter fra Tårs, som blev født ca. 1756. Siden da har følgende kvinder båret det i lige mødrelinje:

(Antageligvis, selvom det ikke er specificeret i kirkebøgerne) Karen Knudsdatter (1796 - 1855, Tårs).
Karen Marie Hansdatter (1816 - 1889, Tårs og Rødby)
Karen Marie Mikkelsen (1854 - 1892, Skørringe og Sundby)
Karen Marie Knudsen / Larsen (1892 - 1930, Sundby, Valby og Houlbjerg)

Herefter er der et hul på en generation frem til min faster, Karen Marie Højbak f. Pedersen (* 1940). Efter alt at dømme er hun dog den sidste, der kommer til at bære det. Hverken børn eller børnebørn fører mønstret videre. 

I langt de fleste tilfælde har jeg, i løbet af min arbejdsproces, måttet rekonstruere selv mine tipoldeforældres personligheder ud fra det, man nu kunne skrabe sammen af erindringer og papirer – og det til trods for, at netop det slægtled generelt var meget skrivende i form af private korrespondancer. Men hvad angår Johannes’ mor, Anna Elisabeth Pouls, kan det til en vis grad lade sig gøre at gå til kilderne, eftersom barnebarnet Esther gemte en lille stak breve, hun modtog fra den kant sidst i 40’erne. Og vel er det ikke det store dybdepsykologiske portræt, man kan tegne ud fra dem, men de giver alligevel et vist indtryk af mennesket Anna.

 

Den ældste kilde er et brev fra sommeren 1947 – åbenbart skrevet kort tid efter en fælles søndags-komsammen for slægtningene fra Voel og Laurbjerg.

 

”Laurbjerg 25-8-47

 

Kære lille Esther!

 

Aa at jeg glemte den lille Mogens’ Fødselsdag og jeg havde dog hele Tiden husket paa den men det maa have været for den Søndag var imellem og vi var til Silkeborg i gaar, det kom mig lidt paa Tvers. Jeg husker ikke saa godt mere, eller ogsaa tager jeg Fejl, jeg ved ikke hvad det er, men jeg er ked af, jeg glemte Dagen for den søde, lille Mogens’ 1 årige Fødselsdag, men rigtig hjertelig tillykke med ham. Han er vel lige sød og dejlig endnu, jo, (ulæseligt) er lykkelig over at eje en saadan prægtig Dreng, naar han kommer her engang er der nok et Stykke Legetøj eller andet vi kan tænke. Hvordan har du selv det kære Esther, er du bleven helt stærk og kan du holde ud at arbejde med det alt sammen derhjemme, det er vel svært nok til Tider med saadant et bette Barn som fordrer saa meget Pleje, men saa maa Gud selv give dig Kraft og Styrke til at kunne være det en Mor gerne skulle være; den gode Aand i Hjemmet for baade Mand og Børn. Jeg glemmer aldrig at bede om at det maa gaa jer godt i disse svære Tider, der maaske kommer, det ser jo ikke for godt ud nogen Steder og værst vel paa de magre eller tørre Jorder som der er nede paa Silkeborgegnene. O, hvor saa det sørgeligt ud, naar vi betragtede det fra Toget, det var et helt trøstesløst Skue. De arme Kreaturer, det var jo ligefrem den bare Jord de gik paa, det kunde næsten presse Taarerne frem, aldrig i mit Liv har jeg set det Syn, nej.

 

Naa, nu vil jeg slutte, kære Esther, for nu skriver jeg Dobbelt. Hils din kære Anker fra os begge og Far siger nu sig saa mange tak for Fødselsdagsgaven, det var pænt af jer at tænke paa ham, det glædede ham meget, og tilsidst en rigtig kærlig Hilsen med Ønsket om I maa faa alt godt, meget bedre end ventet!

 

Farmor og Farfar.”

 

Brevet bekræfter, at Anna i den grad bar videre på det religiøse gemyt, der var så typisk i det gamle amager-hollandske samfund i Dragør/Store Magleby – måske specielt førstnævnte by, hvor familiefædrenes skæbne gennem generationer havde været i de rullende bølgers hænder. Et gemyt, som, ifølge endnu levendes vidnesbyrd, også kunne have en intolerant kant, selvom intet i brevene vidner om det. Og at hun i den grad – nok også en grad, der næppe klingede helt naturligt for den meget yngre og mere verdsligt orienterede Esther – stod på de klassiske husmoderdyder: Tonen her, der synes at hentyde til en mental eller fysisk udmattelse efter Esthers fødsel af Mogens i 1946, må betegnes som lige så bebrejdende, som den er kærlig og bekymret. Men ellers aner man en person, der gik endda meget op i familiens ve og vel – en følsom og kærlig bedste- og oldemor – og måske til tider kunne kamme over i det pylrede. For vel kan det hænde, at sommeren 1947 var tør, men den er dog ikke gået over i historiebøgerne som en katastrofesæson for dansk landbrug.

 

Fra samme år stammer et postkort i anledning af Esthers fødselsdag, der dog ikke føjer det store til billedet.

 

”Laurbjerg 22-10-47.

 

Kære lille Esther!

 

Baade Farmor og Farfar bringer dig de bedste Lykønskninger i Dagens Anledning, og vi glæder os over, at du har det saa godt, og Gud give at du fremtidig maa have Lykke og gode Kaar. Hils nu Anker mange Gange fra os, og lille Karen ikke at forglemme, hun er jo en dygtig lille én allerede. Og saa en kærlig Hilsen til dig selv lille Esther fra os begge fra

 

din Farmor”

 

Tre måneder senere – lidt inde i 1948 – kommer der så en mere oplysende nytårshilsen fra Laurbjerg.

 

”21-1-48

 

Kære lille Esther! Ja, nu har jeg helt (dårlig, mit indskud) Samvittighed for at jeg slet ikke har hverken takket dig fordi du altid saa kærlig husker paa mig og vil glæde os begge 2. Jeg tænker ogsaa altid paa dig og beder dagligt om Herren vil være jer god, du og alle dine kære, og jeg vil ret af Hjertet ønske jer et rigtigt glædeligt og velsignet Nytaar med Guds Fred i Hjerter og Sind. Jeg fik samtidigt med dit (brev, mit indskud), Søndag Morgen, et Brev fra Onkel Victor, og han nævnte netop Esther deri, hun er saa Smuk, skriver han, med Taarerne løbende ned ad Kinden, og saa lille Karen saa glad, med de hvide Handsker paa, og Gutten, som ler af os alle, ja, en prægtig Gut er han. Jeg synes ikke, at lille Mogens var med, men jeg husker ikke saa godt mere, men Farmor har ogsaa begyndt på de 80 nu, og det gaar tilbage, hvad nu ikke er saa underligt, og saa maa vi endda være taknemmelige at vi har det saa godt, som vi har begge to. Jeg vilde saa gerne have fat i dit Brev, jeg puttede det ind i Victors for at svare paa noget, du spurgte om, men det var mig umuligt, der er vel et halvhundrede Stykker. Nu skal jeg skrive til Dragør til et par Kusiner, jeg har der, de pynter nemlig min Fars og Mors Gravsted op om Julen, og dem skylder jeg en Tak. Ja, lille Esther, du bad om: ”Jeg Saa Ham Dø”, men den har jeg ikke. Jeg har ”Domprovsten”, men den synes jeg ikke er noget rigtigt ved, men jeg har flere rigtig gode Bøger, som du nok vil blive glad for at læse. Der er en i to Bind. Den begynder ikke så interessant, men hold ud, den bliver saa udmærket helt igennem. Så er der ”Præstegaarden i Harzen og i Indien”, det er jo alle gudelige Bøger, men noget saa glimrende, og hvis ikke Far skal derned snart, saa vil Farfar sende dem ned til dig. Alma (?) fik en Del gode Bøger ud til sine Forældre i Sommers, saa naar jeg faar dem tilbage, saa kan du jo faa flere af dem, jeg har. Kaj Munks ”Ordet” kan du ogsaa faa, ja, vi skulde blot have lidt nemmere Adgang til ”Voels Østergaard”, men ak, der er saa lang, lang en Vej. Men det bliver jo ikke anderledes.

 

Saa til Sent de kærligste Hilsener og Tanker fra Eders altid hengivne Farmor – ogsaa mange til jer allesammen fra Farfar.”

 

Dette brev kalder på lidt opklarende bemærkninger. Før det første: Hvad det var, Esther spurgte om, står hen i det uvisse – hun gemte ikke en kopi af sit eget brev. Hvem de kusiner er, der passede Annas forældres gravsted, har det ikke kunnet lade sig gøre at kaste lys over, da efterslægten var ret stor i det område. Og hvem forfatterne til de respektive bogtitler er, har det ikke kunnet lade sig gøre at komme nærmere, selvom hendes smag for religiøs litteratur i den kunstnerisk set vederhæftige ende er klar nok: Det vidner læsningen af Kaj Munk om. I det hele taget kom hun ud af en ganske lærd slægt. Bedstefaderen Pieter Pietersen Pouls skrev således sine erindringer, der senere er blevet udgivet i uddrag, og længere tilbage stammede hun fra Wochmann-slægten, der var byskrivere og skoleholdere i Dragør. Og efter hende gik arven videre. Både Johannes og Esther var særdeles læsende, og i min barndom gjorde sidstnævnte sit for at indprente mig selv værdien af en god bog. Så hun var bærer af det, nyere forskning kalder et ”mem” – en idé, der viser sig levedygtig og nedarves over adskillige generationer – som ikke blot havde gamle rødder, men i én eller anden grad også var udslagsgivende for hendes ganske bogligt orienterede efterslægt.

 

Lad det så være, at hun stedvist omtaler både sig selv og Esther i tredje person – det er uden tvivl hende, der har skrevet brevet, og som hun selv skriver (det er også bevidnet andetsteds), var hun nok på dette tidspunkt ved at falde lidt af på den, som man siger. Noget, der også antydes af den konstant mere usikre retskrivning, der præger brevene – i det ældste er skriften veldisponeret og selvsikker, men efterhånden svigter både punkteringen og kommateringen, ligesom der kæmpes mere og mere med selve formuleringerne. Her har jeg – må jeg tilstå – og af til måttet indsætte tegn, så teksten bliver alment forståelig.

 

Hvem den Alma er, der nævnes, kan der indtil videre kun gisnes. Det er næppe Victors hustru, eftersom hun sandsynligvis ikke kunne læse dansk, så mit bedste bud må være en datter af Johannes’ søster Sara, der efter sigende havde børn, men som jeg ikke har videre efterretninger om.

 

Og endelig boede Esther og Anker ikke på Voel Østergaard, der på det tidspunkt havde relation til en gren af min mormors familie, men derimod på Voel Vestergaard…

 

Dermed rinder korrespondancen ud. Men til tider er lidt ganske meget, og i 2008 kommer man næppe Anna tættere end her…

Sidst i 20’erne var pladsen trang på Baunbæk. På husmandsstedet var der to stuer med samt sovesteder, der var forbundet af en lille gang. I den ene ende sad Christians mor Karen, som var på aftægt, i den anden Christian og Maren. De på det tidspunkt fire børn måtte sove på rad og række i gangen.

Kornet blev tærsket der, hvor køerne stod, på et gammelt, dieseldrevet apparat.
Da Karen døde i 1929, skulle der efter sigende have stået lidt af et rivegilde mellem Jørgen Kristians forskellige børn om den fælles arv. At Christian fik gården, stod fast, og at hans ældre halvsøster, Kirstine, gav afkald, er også sikkert. Men en af de øvrige havde så travlt med at sikre sig arvegods, at vedkommende forsøgte at nedtage komfuret i ejendommen!

En vidt udbredt anekdote på Gjern-egnen før i tiden handlede om Jens Peder Mousing Jensen, som på det tidspunkt – omkring ca. 1930 – var vognmand i Voel. På et tidspunkt havde han fyret en underordnet, der bestemt ikke tog let på det. Tværtimod dukkede han op med en pistol, som han affyrede direkte mod Jens Peders brystkasse. Men denne sank ikke sammen. Sikkert ret nervøst tog han sin tegnebog op af brystlommen. Den var så spækket med sedler, at kuglen ikke havde kunnet nå hele vejen igennem…

Hendes eftermæle var ikke dårligt, men alligevel er det begrænset, hvad der er overleveret om Jens Peders første kone, Severine Kristensen. Sikkert fordi de tre børn, hun nåede at få, stadigvæk var meget små, da hun døde. Men én ting, der er trængt igennem tidens tåger, er, at hun havde nemt til næseblod - at der ikke skulle ret meget til, før det løb. Om hun ligefrem havde bløder-anlæg - det var jo ikke en anerkendt diagnose dengang - og om dette kunne forklare, at hun døde i barselsseng med sønnen Severin, må dog forblive en gisning herfra.