Ny Carlsberg ØL er helt tilbage fra 1893 det første/ tidligste danske emaljerede reklameskilt!
                                                  Foto fra bogen: GADENS BLIKFANG


Hvad er emalje ?

Emalje er en glas-/ porcelænsagtig masse, der smelter ved ca 900° C.


Hvad består emalje af ?

Råemalje (den rå emalje) består væsentligst af feldspat, boraks, kvarts, soda og salpeter.
Færdig-emalje fremstilles i et mølleri, hvor stenarterne formales og tilsættes vand og æltes.
Et vigtigt tilsætningsstof er pibeler (pibe-ler), som er med til at holde partiklerne opslemmet i vandet i en passende konsistens.
Så kommer det ind i en smelteovn, hvor det varmes op til mellem 1000 og 1200 grader C. Derefter løber det ud i et kar med koldt vand, hvor massen størkner og tilsidst granulleres til et (hvidt) pulver.

Hvad er et emaljeskilt ?

Et emaljeskilt er farvet glas/ porcelæn - brændt fast på en stålplade.

 

Hvad er FORSKELLEN på et emaljeskilt og et blikskilt ?

Emaljeskilte er (jernplader) som hovedregel tykke, tunge og stive - få kan også være tynde og bøjelige. Overfladen er altid som 'porcelæn', der er "kradsefast" og emalje er 100 % modstandsdygtig overfor sprit, acetone/ cellulosefortynder/ neglelakfjerner (dog ikke saltsyre).

Hvis man 'banker' på et emaljeskilt skal det populært sagt (med undtagelse af nogle få stykker) lyde, som hvis man banker på et tykt billedrør på et gammeldags fjernsyn/ på en termorude eller på et toilet/ en håndvask-PORCELÆNS-kumme.


Blikskilte er også jernplader - men typisk tyndere og bøjeligere og kun påtrykt/ bemalet/ lithograferet med et tyndt lag maling/ lak. Kan sagtens være ligeså blanke som/ og ligne emalje. Men blikskilte (lakerede skilte) tåler IKKE sprit, acetone/ cellulosefortynder/ neglelakfjerner! Derudover er blik-/ lakerede skilte meget modtagelige for at blive ridset.

Når man 'banker' på et blikskilt skal det typisk lyde, som hvis man banker på en moderne fladskærm/ på en krydsfinèrplade eller på en køkken-STÅL-vask.

 


Der findes også andre materialer af skilte - for eksempel støbte jernzink-skilte - som typisk er lavet af tykt og tungt jern-gods. Det er IKKE emaljeskilte!

N. B. Læs iøvrigt længere nede på siden om hvordan, man kan se forskel på NYE og GAMLE emaljeskilte.


 
Her er Johs. Thejll i 1983. Han var producent af nogle af de flotteste danske emaljeplakater, der overhovdet er blevet fremstillet og startede sit firma af samme navn i 1927. Foto: Peter Holst Eriksen

Historie.

De allerførste emaljearbejder kan dateres ca. 6000 år tilbage i historien, da de gamle ægyptere lavede smykker af emalje.
Når vi snakker reklame, så er det ældste danske emaljeskilt et Ny Carlsberg-skilt fra 1893.
Rene tekstskilte var man startet med en del år før. Men i Tyskland var de startet med emaljefremstilling af reklameskilte mange årtier inden man begyndte i Danmark, allerede i midten af 1800-tallet.
Der er også blevet fremstillet typiske hvide skilte i ren porcelæn / glas (uden metal) før i tiden anvendt til navneskilte og profession's-skilte.
Selve ordet emalje / emaille kommer fra det franske: 'émail' (ældre esmail) af italiensk: smalto, smaltum. Men ordet er egentlig af germansk (tysk) oprindelse, beslægtet med at smelte, jf. Smelt, Smalt(e).
Den danske stavemåde til emaljeskilte i gamle dage var sådan her: Emailleskilte / emaille skilte - emailleskilt

Teknik.

Fremstillingen må henregnes til kunstindustrien - en ganske indviklet grafisk proces, der i sit princip går ud på at påføre smeltet glas på en metaloverflade.

Fremstilling.

Efter udglødning, forarbejdning samt forberedelsesprocessen: lithografering, skabelonering, seriegrafering eller transver-overføring, påføres emaljen på forskellige måder og også i en kombination af flere - nemlig ved: sprøjtning, dypning, pudring, drysning, trykning eller håndmaling.

Skabelonering.

Skabelonering er bare een af mange fremgangsmåder, og dén og andre metoder vil blive beskrevet i korte træk efterfølgende.
Som udgangspunkt har man afklippet / udskåret metalpladen og afrundet og evt. presset den i form som vælvet plade eller med ombukket kanter eller blot helt plant. Så bliver den udglødet ved høj varme, for at fjerne evt. spændinger i stålet.
Så er man klar til at dyppe den rengjorte jernplade i et kar med flydende sort grundemalje, tage den op, lade den løbe af, lægge den til tørre og tjekke den for evt. ujævnheder og brænde den i en speciel ovn - ligesom man gør med keramik og lertøj. Så lægger man endnu et lag emalje på, nemlig dæk-emaljen som sædvanligvis sprøjtes på, for derefter at lægge alle farverne på hver for sig, og brænde pladen ind imellem lige så mange gange.

Farverne fås ved at iblande emaljepulveret forskellige metaloxyder. Derefter oprøres dette færdige emaljepulver i vand og påføres skiltet, som tørres ved svag varme inden skabelonen lægges ovenpå. Nu kan afbørstningen foretages, så det overskydende af det indtørrede pulver renses bort. D.v.s. at når skabelonen fjernes igen, så er det det tilbageblevne pulver, som danner eksempelvis bogstaverne. Fortsættes....



Fra en emaljefabrik i Essen, Tyskland. Nederst bliver tal, bogstaver og andet overført på emaljeskiltene og øverst kommer de færdigbrændte og rødglødende skilte ud af ovnen. Først når de begynder at blive afkølet kommer de rigtige farver langsomt frem. Foto: John Schøler Nielsen.


Brændes i ovn.

Så bliver det brændt i ovnen og med dalende temperaturer for hver efterfølgende gang, fordi hver enkelt farveglasur har hver sit smeltepunkt. Til hver farve er der blevet skåret en særskilt skabelon ud af stift pap eller andet lign. materiale. Skygger på bogstaver fremkommer ved at man har forskudt den samme skabelon et stykke skråt ned eller op.

Emaljepulveret smelter sig så at sige fast ved de høje temperaturer og indgår en (kemisk) forbindelse med stålet og de underliggende lag. Alt efter hvor tykt et lag pulver der er kommet på, så bliver der dannet den karakteristiske forhøjning på ½ milimeter og op til 2 mm for hver farve. I gamle dage gav men det et ordentligt lag pulver - så det nærmest kom til at ligne sukkerglasur. Senere sparede man lidt på det. Den aktuelle farve samt de "gamle" farver ændrer sig kun en smule i nuancen for hver brænding, men det har man kalkuleret med.

Trykning.

En anden form for trykning UDEN skabelon er som følger: Aftrykket til et skilt overføres ved en særlig metode med en trykfarve (et hæftemiddel). Derefter pudres emalje i pulverform på - i den ønskede farve - med en tot vat. Den hænger kun fast de steder, hvor der findes tryk-farve. Ved den efterfølgende brænding brænder trykfarven væk, og pudderemaljen brænder ned i dækemaljen. Fortsættes....

Litografi.

Fremstilling af mere komplicerede reklameskilte med overføring af firefarvede fotografier tager billedtrykning - litografering - i sin tjeneste.
Litho betyder sten på latin, deraf lithografering = stentryk.
Metoden blev opfundet i 1796 i Tyskland og grundelementet var dét princip at fedt skyr vand.
En flad kridt-sten's overflade, som var blevet slebet med sand og gjort fugtig, (og i vore dages version: en zinkplade smurt med en blandning af gummiarabikum og saltsyre) kunne afgive tryk på et stykke papir. Så de billedefri steder på motivet ville afvise fedt, altså trykfarven.
Der bliver overført et fotografisk aftryk af et billede på en tynd lysfølsom film, man har valset på overfladen af en plan (zink)-plade. Dette laver man i 4 forskellige udgaver, nemlig én for den gule, én for den røde, én for den blå og endelig én for den sorte farve. Disse 3 farver plus sort kan lave alle andre farver. Man belyser negativet med 4 forskellige farvefiltre, på hver sin lysfølsomme hinde på de fire zinkplader, som så fremkaldes.
Så kommer der en klæbende tryksværte eller klæbelak / hæftemiddel (ligegyldigt i hvilken farve) på, samtidig med at det er gjort fugtigt og man lægger et strækfrit stykke specielt papir ovenpå, som giver et aftryk. Dette aftryk tager man af og lægger ovenpå metalpladen (skiltet), så tryksværten (klæbelakken) smitter af derpå. Derefter tager man det af igen og så pudrer man pladen med den pågældende pulverfarve med en tot vat (først her kommer farven altså på).
Farve-pulveret hænger kun fast de steder hvor der findes klæbelak. Ved den efterfølgende brænding i ovnen brænder klæbelakken væk og pudder-emaljen brænder ned i dæk-emaljen. Ny omgang med den næste farve. Tilsidst giver det et motiv, som et rigtigt fotografi. Hvis det kun er et sort/hvidt foto kan man gøre det af en enkelt omgang.

Overførings-transfers.

Til nogle motiver brugte/ bruger man overførings-transfers (billeder). De var pre-fabrikeret og blev blot lagt ovenpå jernpladen efter dækemaljeringen var blevet brændt færdig - og en våd klæbelak var lagt ovenpå påny. Teknikken med en våd klæber/ lak som bindemiddel anvendes hovedsaligt til trykning af transfers med ædelmetaller (blad-guld) eller specielle effekter. I processen med transfers kan dette indbrændes efter dæk-emaljering og derefter videreforarbejdes.

Seriegrafi.
 
I dag bruger man seriegrafi (silketryk) til emaljeskilte med motiver på. I seriegrafi kan der trykkes direkte med emaljefarver, der er rørt op i et bindemiddel. Igennem et fintmasket nylon-net, der er udspændt i en ramme presses farvesværten igennem med en lang gummispartel, som man kører hen over. Sværten kommer kun igennem de steder, hvor der ikke er lukket af - på det i forvejen preparerede net, med en lysfølsom overflade, som først er blevet fremkaldt (fotografisk). Det gentager man så - efter tørring - med flere farver ovenpå hinanden, med et nyt prepareret net. Det kan sagtens laves på buede overflader også, idet det udspændte net er elastisk, og selve rammen kan også bevæges.
Men dén metode kom først til Danmark engang i 1950'erne, så i 1920'erne og 30'erne brugte man litografi.
Der er også en teknik der hedder fotogravure, dybdetryk. Men det er ligesom kobberstik, hvor aftrykket bliver ætset ned i en zinkplade / kobberplade, som fordybninger, hvori farven kunne ligge. Disse metoder brugte man sandsynligvis IKKE på de gamle emaljeskilte, selvom metoderne VAR opfundet.
I dag er udendørsskiltning inde i en rivende udvikling med rene digitale løsninger...!

Offset.

For lige at runde af så er off-set tryk en videreudvikling - baseret på at fedt skyer vand - og sammen med rotations-pressen (opfundet i Amerika i 1905) er det dén af alle trykmetoder, der bruges i dag til produktion af større oplag af især papirtryk - som aviser, bøger, blade, reklamer og plakater. Men altså IKKE til emaljeskilte. Der kan trykkes op imod 85.000 eksemplarer i timen i et moderne trykkeri.

Raster.

Raster er de små prikker, som et fotografi / billede er lavet af til den moderne off-set teknik.
I gamle dage var "raster" IKKE opfundet, så man brugte en anden form - der ligner den meget - nemlig en mekanisk (håndlavet) form for raster med et klichemønster lavet af noget gummi-arabikum, der både kunne være i form af prikker, streger, linier og mønstre. Det duppede man så tryk-farven ned igennem.
Så derfor kan man godt på gamle tryk se noget der ligner det moderne tryk til forveksling, hvis man ikke lige kigger nøjere efter med en lup.




Else Willert er Johs. Thejll's datter, og står her foran et prøvetryk af Den svedende og tørstige Mand fra Tuborg

Erik Henningsen.

Der kan komme mange lag farver på - f.eks. brugte man ialt 16 forskellige farver til TUBORGS tørstige mand. Det blev bestilt af og leveret til De forenede Bryggerier A/S så sent som i 1983 - dengang var emaljeskilte begyndt at få en slags renæssanceperiode i Europa. Skiltet var til brug på det tyske marked og dernede kom den til at hedde "Der durstige Mann", ("Den tørstige mand"). I Danmark var dens oprindelige navn "Den svedende mand" og originalmotivet var malet af kustneren Erik Henningsen helt tilbage i år 1900.

I alt blev det besluttet at få fremstillet 125 eksemplarer af "manden" hos Johs. Thejll A/S. Det var emaljeskilte-firmaet's hidtil største skilt, volumemæssigt set. Men det viste sig også at blive måske deres mest problematiske. Bare håndteringen af det var en opgave i sig selv, for det målte 222 cm i højden og 122 cm i bredden og vejede ca. 50 kg. Større ovne fandtes der ikke. Men også hvad farverne angik voldte det store anstrængelser. Først prøvede man om man kunne nøjes med et mere simpelt litografisk tryk, men det blev ikke tilfredsstillende. Farverne tog sig simpelthen ikke gode nok ud, når motivet skulle op i dén størrelse.

16 farver.

Det endte med trykning af ialt 16 farver ovenpå hinanden. I reglen kan man nøjes med 4 til 5 forskellige farver. Der blev afsluttet, som altid med et lag klar dæk-emalje, inden det kom i ovnen for sidste gang. Skilte der af en eller anden grund ikke har fået det sidste lag dækemalje er ikke så holdbare i farverne, som ellers. Men det lykkedes tilsidst at få Tuborgmanden færdiggjort - godt hjulpet på vej af den 'gamle' Johs. Thejll's indstilling til at INTET er umuligt og at ALT skal prøves - hvor mange andre måske havde opgivet, så var det den professionelle indstilling, som bar projektet igennem. Uden fortjeneste, rent penge-mæssigt set, p.g.a. at man skulle lave det om ad flere gange (også m.h.t. om det skulle være plant eller have ombukket kant) og så selvfølgelig brænde det, ad så mange omgange. Dette projekt var iøvrigt et som Henrik Willert også var stærkt indvolveret i.

Emalje er uforgængeligt.

Emalje fremtræder som et hårdt, fastsiddende og glansfuldt lag på et færdigt skilt, der praktisk talt er uforgængeligt, kradse- og ridsefast, graffiti- og brandsikret samt modstandsdygtigt over for lys, vand, varme, kulde og organiske opløsningsmidler.

Det eneste opløsningsmiddel, der bider på emalje er SALTSYRE!!

Der blev fra fabrikanterne's side givet en GARANTI på 20 års holdbarhed. Dén periode kunne man dog sagtens have forlænget med adskillige år. For mange af de skilte der er blevet nedtaget efter at have hængt udendørs i stærk sollys, regn og frost i mere end 2 menneskealdre er stadig lige så klare og stærke i farver såvel som i budskab, som da de forlod emaljeværkerne for 70 år siden.

Et 'rigtigt' emaljeskilt er vælvet.

Mange synes at et "rigtigt" emaljeskilt skal være vælvet, dvs. bue udaf på midten.
Den specielle vælvede form var noget man havde fundet ud af var det mest optimale, rent vedligeholdelses-mæssigt set, på et opsat emaljeskilt, (...og for lige at nævne noget tilsvarende, så var det samme gældende for de buede vinduesglas, de såkaldte 'Dolly Parton' ruder).

Det er så at regn-vand og skidt SELV kan løbe væk fra midten af skiltet og ned mod siderne......!

Helt vedligeholdelses-frie og selv-rensende er de buede skilte dog ikke, men et langt stykke hen ad vejen "holder de sig selv" rene og pæne uden at blive tilsløret, hvorimod de plane skilte og dem med ombukkede kanter er mere udsatte for at gade-støvet og skidtet "sætter sig fast" og danner lodrette striber når det regner.




Et eksempel på et gammelt vælvet emaljeskilt i str. 40 x 60 cm fra ca. 1908 med et tykt lag af emalje, der kan minde om "sukker-glasur" samt med overdrevne kraftige sorte skygger på bogstaverne - og sjovt nok vender skyggerne den ene vej på de store bogstaver og den anden vej på de små.

Kan man altid se, om et emaljeskilt er repareret ?

Normalt kan man ALTID se om et emaljeskilt har været repareret / restaureret.
Fordi det er blevet spartlet ud og opmalet. Den nye lak-farve er næsten altid 'lidt ved siden af' den originale. Det er svært at ramme den gamle farve igen.
F.eks. er den BLÅ farve på et Adamas Cigarettes-skilt simpelthen UMULIG at lave idag. Fordi den var SÅ farvemættet og fyldt af kobolt- og især blylegeringer, som er totalt forbudte stoffer idag.
Det er kun, meget dygtige 'proffer' (f.eks. autolakerere), der kan udføre rep. så de faktisk ikke kan ses. Men det skal så være på HELE skiltets overflade.
Nogle gange gør man dét, at man lakerer et skilt over med blank klar lak, så skjuler man evt. reparationerne. Desuden kan et emaljeskilt med en lidt mat overflade, på denne måde blive blankt igen.

Hvordan skelner man mellem NYE og GAMLE skilte ?

NYE
Nye/ nyere emaljeskilte har et (forholdsvis) tyndt og regelmæssigt emaljelag, både på for- og bagside. Faktisk begyndte man allerede så småt i efterkrigsperioden, at give dem et tyndere lag pulver - men især fra 1990'erne og fremefter.
Hvis der f.eks. er påtrykt: 'Decorina' er de fra ca. 1995.
Bagsiden på nye emaljeskilte er ofte grå-sorte/ hvide (kan også være kulsorte) og let støvet - men uden pletter af aftørrede fingre.
D.v.s. der kan godt være nogle få 'lette' pletter og strøg... og nu er de begyndt på, at give nye skilte pletter bagpå - såkaldte: 'Affenmarken'/ abemærker, for at illudere, at de skal se gamle ud - samt at give dem kunstige rustpletter og påførte dem afslag!
 
GAMLE
Det allermest karakteristiska ved et gammelt emaljeskilt (fra omkring 1930'erne eller ældre) er:
 
Altid farvede pletter af grove 'aftørrede' fingre eller penselsstrøg på bagsiden af gamle emaljeskilte!
 
Gamle emaljeskilte har næsten altid et tykt og u-regelmæssigt emaljelag (relief) på forsiden på grund af skabelonerings-teknikken af motivet/ typografien/ bogstaverne.
Med andre ord: GAMLE emaljeskilte har tydelige højde-forskelle/ reliefpræget emaljelag. Bagsiden er KULSORT. Med få undtagelser, som f.eks. Schiønning & Arvé GUMMI fra 1950 - der er creme-hvidt på bagsiden.
 
Endelig er et gammelt emaljeskilt ofte rustent i kanter og hjørner og ofte lidt krakeleret i hjørnerne ved skruehuller.



Sven Henriksen.

Det mest enkle er som regel også det mest virkningsfulde!
En af de mest virkningsfulde 'stilarter' hedder kubisme, hvilket betyder at skabe rum ved hjælp af form og farver, af geometriske figurer af terninger, cylindre, kegler og kugler.
Med få grove sammensatte felter og med et begrænset antal brug af farver kan man gøre et motiv tredimensionelt.
Det kan også udføres med et fototeknisk perspektiv, hvor lysvirkning / skyggevirkning er som på et stærkt kontrastfyldt foto.
Det kan måske bedst illustreres ved at kigge på STJERNENS ØL med arbejderen, tegnet af kunstneren Sven Henriksen i år 1932. Der er lagt 6 eller 7 forskellige farver på, foruden hvid og sort til dette skabelonerede skilt.
For at snakke om noget helt andet, så benyttede kunstneren Andy Warhol sig senere lidt hen i retning af denne stilart til sine berømte portrætter, dog med et noget mere eksperimenterende og absurd farvevalg.



PERSIL Vaskepulver og STJERNENS ØL er to af klassik'erne indenfor emaljeskilte. Fra egen samling.
 


Aage Lippert.

Det var Aage Lippert der i 1927 tegnede ADAMASmanden til en reklame for cigaretter - for firmaet American Tobacco Company i København.
Dén var der virkelig blikfang i.
Ja, resultatet blev nok noget af det mest ultimative man kan forestille sig indenfor dansk reklame plakatkunst. Stilarter'ne var en blandning af kubistisk og naivistisk. I dag er det simpelthen dét reklameskilt folk husker!

Adamas er kendt indenfor skiltesamlerkredse ikke bare i Danmark, men i hele verden. Mange i udlandet er ikke klar over, at det faktisk er et DANSK skilt. Nå, har lige fået at vide af en storsamler i Tyskland Kai Lehmann, at man godt ved at det er dansk - man tror at det er det eneste danske skilt! :-)
Man ville prøve at virke internationale, dengang i 1920'erne.
Det blev fremstillet i henved 10.000 eksemplarer i flere oplag og varianter (nogle KUN med tekst).
Cigaret-mærket udgik dog for mange år siden, folk foretrak at ryge Cecil-Türkish i stedet.
I dag kender vi nok alle Aage Lippert's datter: Anni Lippert for hendes sjove tegninger af de søde (topløse) piger i ugebladet Se og Hør.


Adamas - dén var der blikfang i.




Sven Brasch.

Den største danske plakatkunstner igennem tiderne var Sven Brasch. Han blev også international anerkendt og tegnede et par flotte emaljeskilte for BONA Margarine - delikat og næringsrig - med et motiv af 2 små børn, Hans og Grethe. Det var ligeledes sidst i 1920'erne, og her var stilen udledt af kubisme - men delvist også henad i andre stilretninger, bl.a. dén der vistnok hedder naivisme - hvilken betyder naivt, barnligt og enkelt. Resultatet blev flot og især meget kunstnerisk, mere end man ellers var vant til i datidens reklamer for noget så dagligdags som margarine.



BONA børnene tegnet af Sven Brasch.




Ubekendt kunstner.

SOLO pigen blev produceret hos Johs. Thejll i 1928 i str. 115 x 47 cm. Efter min mening det smukkeste danske emaljeskilt der nogensinde er blevet lavet.
Stilarten er naturalistisk / romantisk glansbilledeagtig og skiltet er fremstillet i en kombination af lithografteknik og skabelonteknik. Ansigt, hår, arme og ben er lithograferet. Kjole, sko, forklæde, glasskål og tekst er skabeloneret.


 
    Danmarks smukkeste emaljeskilt - ét af dem!


Forskellige kommentarer til den sorte solopige (fra Facebook):

JanMonrad: "Jeg har tænkt på, hvad det er - der gør netop dette skilt så vidunderligt, for det er det jo. Jeg tror det må være kombinationen af motiv, den gule typografi og den sorte bundfarve. Det tilsvarende skilt med gul bundfarve har jo ikke samme bonitet".

Anne Lønborg: "Jeg finder den lille piges holdning og påklædning som det der er tiltrækkende ved skiltet.. Det får mig til at tænke på et forklæde min faster vævede til mig da jeg var barn og det giver mig lyst til at bage brunsviger lige med det samme :-))))"

Henning Stage:  "Ja..og man kan 'genkende' sin egen lille datter, da hun var de dér..4-5 år gl. Lille, sød, glansbilledeagtig, uskyldig og lydig men alligevel kæk og med spilopperne lysende ud af øjnene..!! Desuden et sjovt slogan nederst: UDEN margarinesmag! Hmm, hvad smagte det SÅ af mon??"

Anne Lønborg: "Lige præcis Henning.. Du kan da også sige det som det er.. Ja de ville lade os narre til at tro det smagte som smør ;-)) INTET kan slå smør :-)))"



Kilder:
Henrik Willert fra Johs. Thejll A/S www.id-marking.com - John Schøler Nielsen, John Juhler Hansen, Eli Ponsaing, Peter H. Eriksen, Danmarks grafiske museum, DanskEmaljeDesign m. fl.