EMALJESKILTE

Se DR-programmet: "Besat af emaljeskilte". Klik på det blå link herunder:

http://www.dr.dk/tv/se/besat-af-keramik/besat-af-emaljeskilte

Emaljeskilte var den foretrukne permanente udendørsreklame i årene ca. 1900-1950. I denne periode  prydedes landets mange detailforretninger af de farvestrålende skilte, som skreg deres budskaber ud fra husmurene.

Storhedstiden var i mellemkrigsårene, og de smukkeste af skiltene er primært fremstillet omkring 1930. Det var en dyr reklameform, som gjorde at det fortrinsvis var de store mærkevare-firmaer, der benyttede sig af emaljeskilte.

Et emaljeskilt har en utrolig holdbarhed hvis det ikke udsættes for slag eller stød. Således kan man stadig i dag finde emaljeskilte (særligt gadeskilte) der har omkring 100 år på bagen, og som sidder på deres oprindelige placering. Alligevel fremstår en del af disse, klare i farverne og uden nævneværdig rust.

Efter 2. verdenskrig blev der stadig fremstillet emaljeskilte, men de fleste af disse skilte er ikke noget at skrive hjem om rent designmæssigt, og ved tærskelen til velfærdssamfundet omkring 1960 var det så godt som slut med denne reklameform. Emaljeskiltene blev fortrinsvis afløst af langt billigere og også mere triste aluminiums- og zinkskilte.

Først i de senere år har emaljeskiltene fået en renaissance, men det er alligevel et fåtal af firmaer, der har benyttet sig af denne reklameform i nyere tid.

Der er dog stadig et rimeligt marked for navne- og nummerskilte i emalje, for mange private med kvalitetssans vil hellere have et af disse skilte på deres huse, end billigere og mere charmeforladte alternativer.