Missernes egen historie

Jeg er Olga

Hej – jeg er en lille lækker pige på knap 1 år. Jeg vil fortælle om hvordan det var at få en ny familie.

 

Jeg blev født – vidst nok som den sidste – sammen med 6 søskende i Haderslev i juli 2006.

Jeg tror jeg var den yngste fordi der var 2 mørkerøde brødre, 2 lyserøde brødre og 2 stribede søstre. Og jeg – tjah jeg er både mørkerød, lyserød og lidt stribet, lidt ligesom der lige skulle renses ud – så jeg fik lidt af det hele.

Vi søskende havde det meget sjovt sammen med mor og moster og så vores far Henrik. Men far blev vidst lidt træt af at have så mange misser, så da vi var omkring 3 måneder ville han finde en ny familie til nogle af os. Han beholdt selv to af drengene.

En dag i oktober kom der så et damemenneske med en underlig kasse. Jeg fattede ikke mistanke, jeg legede bare med mine søskende… Men pludselig så tog hende damen mig op og dælme om hun ikke puttede mig ind i kassen og lukkede lågen. Det synes jeg ikke var sjovt. Jeg prøvede at kalde på far men han virkede ligeglad. Uha, det var altså lidt uhyggeligt. Damen – far kaldte hende for Dorthe – tog mig med – væk fra mine søskende. Så puttede hun mig ind i en ting med hjul under.

Det næste jeg husker er at hun satte kassen ned på gulvet. Jeg har senere fundet ud af at det altså var hjemme ved hende. Nøj, jeg var bange. Der lugtede helt anderledes. Og ud ad tremmerne i kassen kunne jeg pludselig se to kæmpestore katte. Det var min nye familie. To ”søstre” Lille V og Gråmis. De virkede skræmmende, så jeg hvæste ad dem. De svarede bare igen, altså. Godt jeg kunne gemme mig i kassen. Men pludselig åbnede Dorthe lågen. Hvad nu…De to kæmper kiggede ind, men de var vidst lige så bange for mig, som jeg var for dem. Der gik lang tid. Jeg skulle ikke nyde noget af at kravle ud af kassen. Jeg turde altså ikke. Nej, hvor jeg savnede min far og mine søskende og mor og moster. Pludselig tog Dorthe toppen af kassen. Altså, hvad tænkte hun på! Jeg for ud af kassen for at finde et nyt gemmested. Sæt de to store kæmper kom efter mig. Jeg fandt et sted bag toilettet.  Der lå jeg så med bankende hjerte og håbede der ikke var nogen, der fandt mig der. Og jeg kunne kigge lidt nærmere på de to kæmper. Faktisk så de jo slet ikke så farlige ud alligevel. De var  heller ikke så store som jeg syntes, da jeg lå i kassen. Måske man godt kunne blive gode venner med dem.

Der gik nogle dage inden jeg sådan rigtig turde komme frem. Jeg var da inde i stuen engang imellem, men kun når jeg var sikker på at jeg hurtigt kunne gemme mig igen, hvis der kom nogen efter mig. Jeg fandt et par sikre gemmesteder. Inde i Dorthes tøj-skab og på en lille hylde i brusekabinen.

Så pludselig en dag tog Dorthe af sted og jeg skulle være selv hjemme med Lille V og Gråmis. Hvad nu. Går det godt, tænkte jeg. Og jo – sørme det gik bare godt. De hverken slog eller spiste mig. Det dejligt. Faktisk blev vi efterhånden gode venner. Vi kunne sove sammen i stolen  og vi kunne lege fangelege – og livet var bare dejligt igen. Og Dorthe – hun var jo ligeså flink og rar som min far Henrik.

Nu gik det bare rigtig godt de næste 3-4 måneder. Jeg hujede meget med Gråmis. Vi havde en sjov leg, hvor vi bare fræsede rundt i lejligheden og så skulle jeg gemme mig ude i hulen på gangen. Og Gråmis skulle så prøve at fange og kilde mig. Og Lille V var bare så rar ved mig. Hun trøstede mig hvis jeg var lidt ked af det og hun kunne også godt lide at lege fangeleg. Ih – en dejlig tid.

Men pludselig begyndte Gråmis at blive sur. Især på mig. Jeg ved da godt at jeg tit drillede hende, men altså – så sur behøvede hun da ikke blive. Til sidste sku hun bare se mig – så fik jeg en på kassen. Det var ikke sjovt. Nogen gange blev jeg nødt til at kravle op til Dorthe og sutte lidt på hende trøje. Det trøstede mig meget.

Gråmis blev ved med at være sur. Så hørte jeg Dorthe sige at det måske var fordi jeg var ved at være en stor mis og at jeg var i løbetid. – Løbetid – det var jeg godt nok. Jeg løb hele tiden for at komme væk fra Gråmis og hendes potedask. Jeg løb hele tiden for at gemme mig, når jeg lige kom til at drille hende lidt. Jo – løbetid – det passede meget godt.

Så en dag puttede Dorthe mig igen ind i kassen og gik ud til dimsen med hjul under. Hvad nu – gad hun ikke have mig mere. Skulle jeg hjem til far igen. Hvad skete der! Næh – hun kørte mig hen et sted jeg i hvert fald ikke havde lyst til. Der var fremmede mennesker og der lugtede meget farligt. Og så kørte hun igen og lod mig blive alene tilbage. Hvad havde jeg gjort. Var hun sur på mig. Det var ikke særlig rart. De fremmede mennesker der var ikke særlig søde. De gav mig noget så jeg faldt i søvn og da jeg vågnede igen var jeg godt nok helt rundtosset og min mave gjorde ondt. Hjælp – de havde skåret i min fine mave. Føj. Sikke en dag. Men heldigvis kom Dorthe igen og tog mig med hjem.

Vel hjemme igen skule jeg have noget at spise og drikke. Jeg havde ikke fået noget i meget lang tid. Men mine ben altså, de var ikke til at styre. Jeg væltede rundt og kunne ikke forstå det. Jeg var slatten som en karklud.

Jeg var også træt – meget træt. Og tænk, min far besøgte mig og så kunne jeg ikke engang hilse rigtig på ham fordi jeg havde det så underligt. Han kiggede på min stakkels mave og sagde det da ikke så særlig pænt ud. Jeg vaklede ud i badeværelset for at se om ikke jeg kunne få det til at se bedre ud. Det måtte jeg ikke, sagde Dorthe. Sku hun nu bestemme det? Det skulle hun åbenbart, for hun kom med en underlig ting, som hun satte rund om halsen på mig. Altså, som om det ikke var svært nok at gå rundt i min tilstand. Nu blev det da endnu sværere. Jeg bumsede ind i alt muligt. Nøj, hvor var det hele da træls. Men da vi var gået i seng fik jeg mig viklet ud af den dumme krave igen og jeg kunne få kløet min mave.

Næste dag så Dorthe at jeg havde smidt kraven. Det var hun ikke glad for, men hun synes alligevel det var lidt synd for mig, så hun gav mig den ikke på igen. Heldigvis, for så kunne jeg klø og slikke min mave. Jeg måtte godt nok ikke, men jeg gemte mig bare og så gjorde jeg det alligevel. SÅ skulle jeg have krave på igen. Sikke et bøvl. Hvad havde jeg gjort siden jeg blev behandlet sådan. Øv – øv – øv.

Men pludselig en dag var det slut. Jeg var ude ved de slemme mennesker igen og de klippede mig i maven – hjælp – hvad nu. Men det lettede alligevel. Pludselig kunne jeg strække mig igen. Da vi kom hjem kunne jeg ikke lade være med at gå rundt helt oppe på tæerne og rulle rundt på gulvet. Det var så dejligt. Der var ingenting der strammede om maven mere. Jeg kunne strække mig helt ud i fuld længde.

Nu var livet dejligt igen – men oh ve – ikke ret længe. Gråmis var stadig sur på jeg. Jeg sku åbenbart blive ved med at være i løbetid. Løbe væk fra Gråmis – løbe ind i hulen – løbe rundt ude i gården for at gemme mig. Puha.

Dorthe var vidst også ved at være lidt træt af det hele. Hun kunne jo ikke gå og skælde Gråmis ud hele tiden (det hjalp ikke alligevel) og jeg kunne da heller ikke lide at gemme mig det meste af tiden. Det var altså nogle strenge uger. Jeg var lige ved at ønske at Gråmis ville rejse sin vej, men jeg vidste jo godt jeg ikke kunne undvære hende. Hvorfor var hun da ikke bare ligeså sød som Lille V. Så kunne vi rigtig hygge alle sammen.

Men så en dag for ikke ret længe siden kom Dorthe hjem og puttede en tingest ind i væggen. Jeg ved ikke hvad det var for noget trylleri, men pludselig var Gråmis og jeg gode venner igen. Hun slog ikke og skældte ikke ret meget ud. Hun gad endda leget med mig igen – altså ikke så længe ad gangen, men alligevel. Hun er nu alligevel lidt sød, hende Gråmis. Og nu er det igen rigtigt dejligt med to store ”søskende”.

Og nu ved jeg at jeg ikke er i løbetid længere og kan få tid til min yndlingsbeskæftigelse – at fange insekter og vatkugler sammen med Gråmis og Lille V. – Livet er skønt!

Jeg er Gråmis

Hej. Jeg har lige ”lånt” Dorthes computer. Hun er nemlig på arbejde lige nu. Og jeg har lige læst Olgas historie. Mon ikke det var en god ide at I også fik min version. Hun får det jo til at lyde som om jeg er et monster.

Altså Lille V og jeg havde det som blommen i et æg. Vi nød hinandens selskab og vi blev forkælet af Dorthe.

 

Men så en dag kom Dorthe med en lille ny killing. Hun sagde det var vores nye lillesøster. Det havde vi da godt nok ikke ønsket os. Og jeg forstår altså stadig ikke at Dorthe absolut skulle hente Olga. OK – hun var da sød nok i starten. Men hun voksede altså op og blev temmelig irriterende, synes jeg. Og hun forstår ikke at jeg bliver sur på hende en gang imellem.

Hvordan mon I ville have det, hvis man blev overfaldet, bare man går en tur gennem stuen. Olga har det med at gemme sig og så hoppe ned på ryggen ad mig. Det er da sjovt i starten – men behøver hun blive ved.

 

Så jeg blev sur. Og jeg skældte ud. Det hjalp ikke. Jeg skældte mere ud og hun fik også nogen gange én med poten. Men det hjalp ikke rigtigt. Det virkede kun når det var Lille V der skældte hende ud. Det ku jeg ikke forstå. Jeg prøvede at gøre ligesom Lille V, men Olga var da ligeglad. Efterhånden synes jeg ikke det var så sjovt mere. Jeg var træt af Olga . Dorthe var træt af os begge. Det var ved at blive temmelig træls det hele. Jeg kunne snart ikke tåle synet af Olga mere.

Men jeg tror at Dorthe og Lille V fandt på noget, så vi 2 uvorne misser kunne lære at være i stue sammen. Pludselig en dag puttede Dorthe noget i væggen og endelig kunne jeg slappe lidt af igen. Det samme kunne Olga. Og nu kan vi da lege sammen igen og være i stue sammen. Men jeg vil stadig have lov at skælde Olga ud, når hun driller for meget. Og det gør hun altså stadig. Hun er bare for meget en gang imellem.

 

 

Jeg er Lille V

Nu har I hørt lidt om både Olga og Gråmis. Måske det var på sin plads at høre lidt om mig også.

Jeg er nok den lidt rolige af os alle tre. Ikke at jeg er kedelig – det er jeg i hvert fald ikke. Jeg gider bare ikke skændes med de to andre. Jeg vil hellere lege og have at vi skal være gode venner alle tre.

Det gik rigtig godt, da vi kun var mig og Gråmis. Vi hyggede os og legede godt sammen. Og det var mig, der bestemte. Det vidste Gråmis godt. Ingen problemer der.

Da Olga kom synes vi det var lidt underligt. Men hun var jo lille, så jeg synes da hun var meget sød. Hun var også god til at lege. Men da hun blev større blev hun altså en rigtig frækkert. Hun er rigtig god til at drille Gråmis. Og hun bliver bare ved, den bandit. Jeg kan altså godt forstå at Gråmis bliver sur på hende. Men derfor behøver hun da ikke blive sur på mig også. De er altså irriterende en gang imellem. Når det bliver for slemt så puster jeg mig lige op og så får de altså skæld-ud begge to. Men især Olga. Hun skal lære at stoppe mens legen er god. Jeg ved ikke om det nogensinde vil lykkes.

 

Ellers er jeg ret god til at tage det afslappet. Jeg lægger mig på en af de øverste hylder og kigger på banditterne. Jeg ved godt at når det kommer til stykket er det mig der bestemmer.

Jeg er rigtig god til at finde på skøre lege alene. Gi’ mig en dims (det er sådan en, man river af Whiskas-kassen med de små poser i) og jeg kan få timer til at gå med at lege, at det er en farlig mus. Eller gi’ mig en lille vatkugle, der rigtig kan trille hen over gulvet. Det er skide sjovt at fange sådan én. Man rutscher helt vildt på gulvet – nogen gange helt ind under sofaen. Så jeg skal passe på jeg ikke bliver for tyk, for så kommer jeg vidst til at sidde fast.

En anden sjov leg som vi alle tre kan li’ er når tæppet på gulvet bevæger sig. Jeg tror altså Dorthe har noget med det at gøre. Tæppet skal altså bare nedlægges og myrdes. Og vi bliver bare helt vilde alle tre.

Olga og jeg synes også det er sjovt at gemme os under diverse tæpper. Så kommer Gråmis og overfalder os. Hvis hun altså kan finde os.

 

 

 

Der er godt nok én ting jeg ikke kan lide og det er når Dorthe ta’r sådan et stort monster frem fra skabet.( Jeg tror det er noget der hedder en støvsuger). Det larmer helt vildt. Så skynder jeg mig ud i løbegården og gemmer mig i hjørnet og håber det uhyggelige monster ikke kan finde mig. Jeg forstår simpelthen ikke at Gråmis tør være indenfor når Dorthe og monsteret larmer sådan.

Vi har det bare så godt her hos Dorthe. Hun gør alt for at vi bare kan nyde et rigtigt dejligt katte-liv. Jeg har faktisk aldrig oplevet at hun har været sur på nogen af os. Hun skælder ikke engang Gårmis ud når hun bliver for sur. Det lader hun mig gøre. Men heldigvis sker det ikke så tit mere.

Og så gi’r hun os altid sådan en pose Whiskas når vi skal være selv hjemme. Altså en pose, som vi deler – ikke en hver. Så bliver vi jo bare mega-tykke. Næh, vi holder den slanke linje her i huset.

 

 

Til slut vil jeg altså bare lige sige, at vi lever et herligt katteliv, og der er ingen af os der kan undvære hinanden

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

31.01 | 15:01

Hvor er de søde. Har også en dame mis fra 2006 juli måned. Den 29.

Nu er vi oppe på 5 af slagsen. Tak for kigget.

...
12.07 | 17:29

Hej.
Tak :)
Der er plads mellem hegn og hæk, så man kan gå der.

...
12.07 | 16:38

Hej Dorthe. Det ser vel nok fint ud. Hvordan klipper I hæk?
Mvh
Helle

...
22.08 | 17:33

Hej Dorthe

Hvor er de skønne. Jeg har selv en lille konge - Loui. Meget behåret lille krabat, og hold nu op hvor han fælder lige nu

...
Du kan lide denne side