Jeg var 18 år da jeg blev gravid på p-piller. Så de er naturlige,økologiske,hjemmelavede..;o) Fandt ud af det 8 uger henne. Da jeg kom til rutinescanning i uge 18 fandt vi ud af der var tvillinger. Min farmors søster har fået tvillinger,men de var tveæggede. De siger det er de tveæggede tvillinger der er arvelige, og mine er enæggede. Det er det lægerne kalder "en fejl fra naturens side" Så chancen for at jeg ville få tvillinger igen er som ved alle andre. Desværre  

På drengenes fars side er der en morfars fætter eller noget der engang fik tvillinger, så det er jo også langt ude. Og nu er det jo for det meste ægget der har noget at skulle have sagt og ikke manden... Jo hvis to æg bliver befrugtet, men det er alligevel på kvindens livmoder de skal sætte sig fast.

Jeg var ved lægen d.14/8-96 da jeg havde kvalme og ondt i maven. Det viste sig at være blærebetændelse. D.21/8 kom jeg igen til lægen for at se om blærebetændelsen var væk. Lægen undersøgte urinen og kiggede på mig: Du har ikke blærebetændelse…..Fint, sagde jeg og ville gå…..Men du er gravid!!! Ok tænkte jeg…Hvordan kunne det lige ske??? Jeg havde taget p-piller i 2½ år og var kun 18 år gammel. Jeg havde ingen planer overhovedet om at blive mor. Jeg var vild med børn, men mest når de kunne afleveres igen :o)  Lægen sagde til mig at jeg skulle tage hjem og overveje hvad jeg ville, da jeg var meget ung. Hun rådede mig til at få en abort!! Jeg var blevet gravid på p-piller og var i uge 8.

 

Jeg tog hjem og ringede til drengenes far! Hej, sagde jeg…vi skal have barn….Han sagde at det var han ikke klar til og at jeg skulle have en abort.. Jeg sagde at jeg havde tænkt lidt over det og ville ikke have en abort. Ikke når først jeg havde begyndelsen til et lille liv i MIT liv!! Jeg gav så ham muligheden for at flytte. Jeg sagde at han måtte vælge…Mig og barnet eller ingen af os…Han blev ved os.

 

 

D .2/10 var jeg ved jordemoder. Jeg var da i uge 13. Det hele var fint, men jeg havde meget kvalme. Da havde jeg tabt 4.7 kg. Jdm. sagde at det ikke betød noget. Jeg havde tit det sådan at det trak i min mave. Nogle ret uforklarlige trækninger. Jeg har så siden fået at vide at det var pga. at ledbåndende giver sig. Men ondt gjorde det….

 

D.25/10 begyndte jeg pludselig at bløde. Jeg var helt ude af mig selv og tuede og kunne næsten ikke snakke i telefonen med lægen. Jeg havde det meget skidt. Lægen spurgte om jeg havde ondt i maven og lænden. Det havde jeg. Hun undersøgte mig så og det hele var som det skulle være. Hun kunne ikke fortælle hvorfor jeg havde blødt og det var jeg ret ked af. Hvorfor bløde med mindre der er grund til det??? Og især når man er gravid. Jeg troede at jeg havde mistet barnet. Jeg var i uge 17.

 

D. 4/11 blev jeg pludselig meget dårlig. Jeg var på posthuset og følte jeg skulle kaste op igen. Jeg havde da stadig kvalme…Jeg ville høre om jeg kunne låne et toilet, men nåede det ikke før jeg dejsede om. Det hele sortnede for mine øjne og jeg gik helt kold. Jeg vågnede kort tid efter og var da kommet på toilettet. Jeg kastede op og sad så og sundede mig en tid. Sikke en omgang..!!

Jeg var begyndt at mærke spark. Små bitte puf i maven. Skønt at føle, så ved man at man virkelig er gravid..

 

D. 7/11 tog vi afsted til scanning. Jeg var i uge 18+2. Lægen, en tyrkisk kvinde, spurgte hvad vi ville sige til at der var to…Det ville da være dejligt svarede vi begge. Hun sagde at hun først kiggede og så forklarede hun. Ja, her er så et hoved og rygraden….og her er det andet hoved og rygrad….Vi troede at hun var i tvivl, da hun ikke snakkede så godt dansk, men SÅ gik det op for os!!! Vi så to små bitte hjerter der bankede så fint….Det ene hoved var3.9 cm, og det andet 3.8 cm. Vi fik et billede af dem hver..

Da vi kom ud snakkede vi om at vi begge havde set noget der lignede to hoveder mens hun selv kiggede, men ville ikke sige noget. Vi havde nemlig snakket om at få tvillinger så det kom ikke som et chok. Vi har et hold tvillinger på hver side af familien så det er jo ikke fordi at vi havde en stor chance. 

 

D.8/12 mærkede vi første gang et spark udenpå maven. Deres far kunne endelig følge rigtigt med i hvad der foregik i maven på mig. Jeg havde jo kvalme hele tiden og var meget træt. Jeg var nu også begyndt at få bækkenløsning og havde vildt ondt i maven, som om en syl blev stukket ind, pga. plukveer. Jeg skulle begynde ved fysioterapi. Jeg havde også ondt i ryggen og kunne ikke sove om natten. Jeg skulle op og tisse mellem 3-6 gange pr. nat. Maven sad nu helt oppe under barmen. Jeg lignede til tider en strandet hval…!!! Deres far var stadig eksportchauffør og kun hjemme i weekenden, så han kunne ikke følge så godt med i hvad der skete med maven og mig. Men da jeg havde en masse humørsvingninger hele tiden var det jo godt for ham at han ikke var hjemme….:o)

 

D.7/1 blev jeg scannet. De vejede nu ca.1024 gram hver, og er 35 cm. Jeg er i uge 27. Han fortalte at først efter uge 32 ca. ville de begynde at vokse lidt langsommere end et enkelt barn da der jo ikke er så meget plads at tumle på og vokse på. Han sagde også at hvis jeg ikke havde født i uge 38 ville jeg blive sat i gang. Grunden dertil er at tvillinger er fuldborne i uge 37-38 og ikke i uge 40 som enkeltbørn. Terminsdatoen er d. 10/4-97. Han forsøgte også at finde ud af om de lå i hver sin sæk/hinde. Hvis de gjorde skulle de tages ved kejsersnit da nr.2 ellers ville kunne blive kvalt i vand sagde han.. Det kunne ikke ses endnu.

 

D.21/1 var jeg i uge 29 og blev scannet igen .Alt var ok. Lægen så på mine hænder og spurgte om jeg ikke havde ondt i dem. Det havde jeg da, men jeg troede ikke at det var noget. Men jeg havde så fået en del væske i kroppen. Hele dagen skulle jeg ligge på ryggen med benene lige i vejret. Ikke videre fedt da jeg havde to store børn i maven der trykkede på alle mine tarme osv. når jeg lå ned. Hvis jeg ikke lagde mig var det stor risiko for at jeg ville udvikle svangerskabsforgiftning og så skulle jeg indlægges til aflastning. Jeg var nu begyndt at få kvalme igen og blive svimmel.

 

6/2 var jeg til glukosebelastning. Jeg fik et glas med en gang sukkervand i og måtte ikke drikke andet end det. Og så fik jeg et stik i øret hver ½ time i 3 timer. Da jeg var færdig besvimede jeg ved min mor. Jeg rystede meget da jeg ikke havde fået hverken vådt eller tørt hele dagen. Sikke en omgang. Jeg havde stadig kvalme hver dag.

 

18/2…Jeg gik i vandbad på sygehuset for bækkenløsning, men det kunne jeg ikke holde til i længden. Jeg var der 3 gange i ugen og jeg havde ondt fra jeg stod op af badet til jeg kom i det igen. Jeg valgte at stoppe det igen.

 

D.19/3 var jeg til scanning igen. Jeg var led og ked af det hele. Jeg havde ondt overalt og havde ikke sovet en hel nat i mange måneder. Lægen sagde at han gerne ville sætte mig i gang med det samme, men jeg trak i land. Jeg ville ikke bestemme hvad dato mine børn skulle fødes..

Jeg aftalte at hvis jeg gik helt ned med flaget skulle jeg ringe til sygehuset og aftale en igangsættelse. Jeg var i slutningen af uge 37.

 

Mandag d.21/3 tog jeg ind på sygehuset. Jeg kunne ikke mere. Jeg var i uge 38. Jeg blev sat i gang med en skedetablet kl.10. Små veer fra kl.12.30-22.30. Ondt i lænden hele natten.

Tirsdag fik jeg en skedetablet kl.9.30. Små trækninger nederst på maven ved 11 tiden, men stoppede hurtigt igen. Pille kl.18.30.Jeg var 1 cm åben og havde 1 cm tilbage af livmoderhalsen. Havde ondt i maven og lænden fra 20  tiden og resten af natten. Lidt tegnblødning og kvalme.

Onsdag kl.9 kom min scanningslæge for at fortælle mig om mine muligheder. Jeg kunne tage hjem og vente på at noget ville gå i gang. Jeg kunne fortsætte med at blive sat i gang med piller eller jeg kunne få et kejsersnit. Jeg valgte kejsersnit for at få det overstået, da jeg havde været nok på sygehuset.

Kl.13.34-13.35 kom to små drenge til verden. A vejede 2860 g og var 50 cm. B vejede 2770 g og var 51 cm. De kom over til deres far i et øjeblik og så i kuvøse. Jeg nåede ikke at se dem. Så tog deres far dem med op på barselsgangen mens jeg kom på opvågningen. Ca 20 minutter efter begyndte jeg at bløde ret kraftigt. En læge kom og masserede min livmoder for at få den til at trække sig sammen. Det gjorde vildt ondt! Jeg blødte gennem to madrasser og en dyne og det rendte ned på gulvet. Så kom jeg på intensiv. Ca. 1½ liter blod mistede jeg. På intensiv fik jeg en masse poser blod og væske og en del til at få livmoderen til at trække sig sammen. Jeg fik lagt et drop ved kravebenet pga. at mine årer i arme og ben havde trukket sig sammen. Jeg kunne kun få blod osv. ved at få det direkte til hjertet. På et tidspunkt kom en læge og så til mig. Han gav mig straks en sprøjte men vandrivende. De gav mig blod og saltvand, men havde glemt at gi vanddrivende så jeg lignede Micheling manden!!

 

Ved 18 tiden fik jeg lov at se mine børn i 10 minutter, men ikke at røre dem. De kom ind i en kuvøse og jeg havde så meget vand i kroppen at jeg ikke kunne bevæge mig. 

 

Ved 21 tiden kom jeg over på barselsgangen. Sygeplejeskerne lagde drengene til , men de ville ikke sutte. Så tog de dem med ind til sig hele natten så jeg kunne sove. Ved 22 tiden begyndte jeg pludselig at få ondt over alt. Det var efterveer og jeg begyndte at bløde igen. Der kom en stor klump på ca. 500 ml og en del frisk blod. Droppet med det til livmoderen var stoppet ca. ½ time før og det måtte det ikke, derfor fik jeg efterveer. Igen fik jeg så droppet tændt og det stoppede så lidt efter lidt. Ved 4 tiden fik jeg en sprøjte for at komme til at tisse igen. Jeg nægtede da jeg hader sprøjter, men hun gav den alligevel!! Jeg havde ikke tisset længe, men det er jo klart da jeg ikke havde kunne holde væske i mig. Senere fik jeg en sprøjte for at få livmoderen til at trække sig sammen. Det sved da sygeplejesken brugte droppet i hånden som var ved at falde ud!! Jeg havde et drop i ved kravebenet og det var det hun skulle bruge. De andre duede ikke mere. Av igen!

Jeg kunne selv ligge drengene til på 2.dagen. Efter et par dage ville jeg hjem. Jeg havde en enmands stue og kom kun ud på gangen for at skifte dem. Jeg sad jo og ammede hele tiden og havde ikke tid til at sidde inde ved de andre mødre. Jeg ville meget gerne hjem så jeg kunne komme ind i de daglige rytmer. Dem kommer man ikke ind mens man er på sygehuset. Der er jo mad på faste tidspunkter og det er altså ikke nemt at planlægge maden med to nyfødte!! Hver gang der var mad, ammede jeg.

Jeg måtte ikke komme hjem før efter 14 dage. Min krop skulle nemlig lære at danne blod igen. Fordi jeg havde fået blod ville min krop bryde meget ned på.14 dagen. Der duede det ”kunstige” nemlig ikke mere. Og så skulle jeg selv danne det. Jeg sagde ih, ja og amen….udskriv mig!! På 12.dagen måtte jeg så komme hjem, men ikke med lægens gode vilje!

De første 2 dage var jeg alene hjemme da deres far først havde barsel efter 14 dage. Men det passede mig fint. Jeg behøvede ikke hjælp til at amme og jeg skulle jo lære at klare mig selv. Han var jo kun hjemme i 14 dage og så skulle han til at være væk 5 dage af gangen igen.

Nå, men på 14. dagen lå jeg i sengen et helt døgn!! Jeg sov, sov og sov…..De var ved deres far i stuen og kom ind og blev lagt  til ved mig når de skulle spise. Han skiftede og underholdte. Jeg sov bare og havde det vildt skidt!! Vagtlægen kom og troede jeg havde brystbetændelse da jeg havde feber osv. Men nej…jeg var bare ved at danne blod!!

Jeg havde meget ondt de næste par måneder i såret. Der kom betændelse og svamp i det pga. hængemaven…Jeg kunne ikke blive mig selv før efter et par måneder.

 

Jeg syntes at denne her oplevelse var grim. Jeg vil aldrig mere have kejsersnit. Skulle jeg gøre det om ville jeg havde blevet væk fra det sygehus og have bidt smerten i mig. Men det er jo for sent..

Det er en kæmpe oplevelse at blive mor. Helt ubeskriveligt!

 

Ved en almindelig fødsel er der af personale:(for det meste)

2 jordmødre: 1 til at tage i mod og 1 (jordemoderelev) til at holde på nummer to og føre denne rig-tigt ned.
2 sygeplejersker: 1 til dig og 1 til børnene.
1-2 fødselslæger: til hvert af børnene.
2 børnelæger: 1 til hvert af børnene.

 

 

Amning af tvillinger:

Jeg startede med at dobbeltamme på sygehuset inden de var 1 døgn. Jeg havde fået en enestue og en to personers sofa stillet til rådighed. Så jeg fik mig sat godt,en masse puder og dyner i ryggen og under drengene og så ammede jeg ellers. Hele tiden de første par dage. Fik siddesår på ballerne af at sidde på en sofa i så mange timer dagligt!

Men amningen gik rigtig godt. Måtte tit ringe efter en sygeplejeske der måtte gå ud og skifte den ene mens den anden spiste for ligeså hurtigt maden kom ind kom den ud. I sammen konsistens! Så jeg kunne jo ikke gå fra ham der spiste så jeg måtte have hjælp der. Min ene brystvorte var lidt indadvendt så jeg måtte bruge en suttebrik efter et par dage. Og da jeg gerne ville have at børnene skulle skifte bryst, men kun den ene ville tage mod suttebrikken, så de havde fast madplads efter et par forsøg.

Ham der suttede uden suttebrik suttede ikke så længe men tog mest på for hvert måltid,ca 70 g.Ham ved suttebrik suttede længe og fik kun ca 30 ml hver gang.

Da de var 4 dage gamle havde de tabt ca 350 g hver! Det er for meget men vi kontrolvejede før og efter hver måltid for at se om de tog på. Og det gik fremad hurtigt igen, så ingen problemer med det.

Hjemme gik amningen også godt. Både dobbeltamning og en af gangen hvis han lige var tørstig uden for måltiderne.

Jeg ammede fuldt ud i ca 5 uger, så stoppede det ene bryst med at roducere mælk, så jeg ammede dem begge ved det ene i 2 uger hvor efter jeg gik over til at skiftedes mellem flaske og bryst. Det gik også godt. Bare de fik mad var de glade.

Om natten ammede jeg i sofaen med en masse puder. Det dummeste jeg så gjorde i starten var at amme dem på skift! Når den ene vågnede og den anden sov syntes jeg det var synd at vække den anden,men han vågnede som regel lige efter brormand var faldet i søvn! Så ingen nattero. De blev ammet til de var ca 3½ md. så løb jeg tør for mælk og de fik så kun flaske. Den tog jeg da de var 5½ md og alligevel spiste alt det mad vi andre fik.

Efter de var 2 mdr sov de hele natten. Fra ca 19-7 morgen!  

 

De fik en smule gulsot da de var 6 dage gamle, men ikke noget de fik behandling for. Og en smule øjenbetændelse da de var 9 dage gamle. Der fik de renset øjnene med saltvand nogle gange dagligt og det var det.

 

Den første tid hjemme:

Vi tog hjem da de var 12 dage. Jeg syntes det var meget kedeligt at sidde på en enestue med to børn. Jeg kunne ikke gå en tur hen af gangen uden at en af dem ville spise eller have ro til at sove. Så jeg blev udskrevet. Lægen var dog ikke meget for det, da jeg havde mistet og fået temmelig meget blod og min krop skulle først selv til at danne blod. Det tager 14 dage før kroppen finder ud af at det ikke er dens blod, men en andens og at den nu selv skal danne det igen. Så på den dag bliver man som en slatten karklud! Jeg troede ikke det var så slemt og ville bare hjem, så han gav sig og udskrev os. Jeg fik et lift hjem af min mormor da deres far var på arbejde og først kom hjem 2 dage senere. Det var selvfølgelig noget sværere at være hjemme. Ingen steder maden bare kom 3 gange om dagen. Og jeg havde ingen hjælp, så måtte bare hurtigt finde mine rutiner og klare det så godt jeg kunne. Det gik også godt. Jeg dobbeltammede og lagde dem selv til.

De var ikke speciel urolige, spiste hver 3-4 time og sov det meste af tiden. Var også vågne indimellem,og der hyggede vi os rigtigt!

 

Ang.tvillingehjælp i hjemmet:

 

Jeg fik tilbud af min jordmoder om at kunne få en sundhedsplejeske ud på besøg inden jeg fødte tvillingerne. Hun kom ca.1½ md før jeg havde termin.

Hvis fostrene deler (ikke sammenvoksede, men rigtigt deler) moderkage er de 100% sikkert enæggede. Er der derimod to moderkager - enten to forskellige eller to der er vokset sammen, er det ikke til at afgøre om børnene er en- eller tveæggede med andet end en DNA-test.

Når man skal se om en moderkage er en eller to sammenvoksede kigger man på fosterhinderne...der er fire måder hvorpå tvillinger kan have deres fosterhinder og moderkage:

 

Og selvfølgelig, er det hver sit køn er de tveæggede!

Der står mere på www.flerlinger.dk

Det er Frejas hjemmeside.

 

Mine drenge er enæggede. De havde samme hinder og fik lavet en dna test så de var sikre. De fik skrabet lidt i kinden, på indersiden, og lægerne sendte moderkagen og hinderne ind til dna test. 12 dage efter fødslen fik jeg besked om at de var enæggede. Og de lignede hinanden meget godt da de var små, så det tror jeg på. Nu ligner de ikke så meget mere, da de har forskellig frisure og aldrig har ens tøj eller lign. Men fremmede og venner og bekendte kan ikke se forskel.

 

Citeret fra www.tvilling.com   ""for mange tvillinger er det vigtigt at vide om man er enæggede eller tveæggede. Det kan især have betydning, hvis den ene rammes af sygdom. Men også for dagligdagen kan det være vigtigt at vide om man har en genetisk identisk bror eller søster. Der vil være mere forståelse for identiske eller forskellige handlemåder og adfærdsmønstre, hvis man ved om man er enægget eller tveægget tvilling.

Det er vigtigt at vide, at man kan have forskelligt udseende, selv om man er enæggede tvillinger. Nogle tvillinger er spejlbilleder af hinanden, hvilket kan give et indtryk af, at man er meget forskellig. Menneskets udseende (fænotype) er bestemt af hvilke gener på vores kromosomer, der er mest fremtrædende. Hos tvillinger eller trillinger behøver det ikke at være det samme kromosom hos begge individer, der er fremtrædende og dette kan give et meget forskelligt udseende.
Man kan godt være enægget tvilling selv om man for eksempel ikke har helt samme hårfarve.""

 

Tvillinger sammen eller hver for sig:

 

Mine drenge var sammen i dagplejen da de ikke skulle deles så tidligt. De havde tit været hver for sig med ude og handle eller lign,men skulle ikke være hver for sig hver dag så længe.

De var 9 mdr da de begyndte.

I børnehaven startede de på samme stue og det gik ok, men efter 1 år kunne pædagogerne stadig ikke se forskel på dem og jeg fik dem på hver sin stue. I samme børnehave og det var et stort frit hus så de kunne gå ind til hinanden og lege hvis de ville. For det meste legede de hver for sig med andre kammerater. Efter 1 år på hver si stue kunne pædagogerne stadig ikke se forskel på dem!

Da de var 5½ flyttede jeg far deres far og de skulle i ny børnehave. Der valgte jeg at sende dem på samme stue fordi det var hårdt at de først skulle flytte i lejlighed fra hus og væk fra deres far. Så samme stue. Det gik fint, men var også et åbent hus så de måtte lege på de andre stuer. Her lærte pædagogerne hurtigt at se forskel. Meget fordi jeg sagde drengene ikke var glade for at blive kaldt brormands navn hele tiden. Må da også være temmelig træls! Og eftersom de aldrig har ens tøj på måtte de jo bare se på tøjet.

Så kom tiden da de skulle i skole da de var knap 6½ år. Man kunne nemt mærke de havde behov for at være i hver sin klasse i skolen! De skændes meget(gør stadig...), de legede ikke ret tit sammen i bh, men havde hver deres venner. Selvfølgelig også venner sammen pga alderen, men mest legede de for sig.

MEN jeg ville da personligt være temmelig træt af at jeg 24 timer i døgnet SKULLE glo på min bror eller søster!! Jeg ved godt de er vant til at være sammen, men hvordan skal de nogensinde lære at være individuelle personer og klare sig på egen hånd hvis de fra starten har fået at vide de ikke kan undvære sin bror eller søster!!??
Det er  bare min mening som mor til enæggede at de har STORT behov for at udvikle sig hver for sig! De kommer hjem fra skolen og kan fortælle mig hvad der er sket, UDEN at brormand skriger for at sige det samme på samme tid. Siger en af dem hvad den anden har lavet i f.eks frikvarter beder jeg ham tie stille og fortæller at det er dem selv der fortæller hvad de hver især har lavet.
Når en har en kammerat med hjem henter den ham kl 13 fra skole med kammeraten, men brormand bliver først hentet ved 15 tiden efter frugt, for at de andre har mulighed for at lege alene. De har værelse sammen, pga pladsen, så der er jo et problem.
Jeg vil også sige at de sikkert har brug for hinanden til mange ting, de har trods alt samme alder og kan lære af hinanden,

 

Jeg tror at man kan mærke på sine børn om de kan klare at være hver for sig. Og om ikke andet kan man altså nemt skifte selv midt på året. De fleste skoler der kører med to klasser, kører efter samme program så de kan nemt følge med. Men personligt mener jeg de har bedst af at være hver for sig. De ses jo stadig hver eneste morgen, hver dag i evt.SFO eller hjemme og resten af aftenen til de skal i seng. Og mon ikke de selv syntes det er fedt at kunne fortælle bror/søster om hvad netop DE har lavet i skolen?

 

Nu er mine drenge lige startet i 3.klasse og stadig i hver sin klasse! Og de har det SÅ fedt! De kan godt savne hinanden hvis den ene er syg og den anden i skole. MEN jeg mener det er sundt at savne. Hvis det ikke er for længe. Lærerne kan godt se forskel på dem...sommetider. Men de største problemer opstod da jeg ikke havde fortalt andre end klasselæreren og skolelederen at de er tvillinger, så mange lærere gik og sagde hej på gangen til dem,uden at vide det var hans tvilling..Så det måtte jeg jo lige rode ud. Havde ladet være med at sige noget for at de ikke skulle have noget at sammenligne med. For at gøre dem begge til hver sin person, som de jo er.

Der er nogle problemstillinger ang tvillinger. Nogle behøver man ikke gøre til problemer, men andre kan godt være. Ikke så meget for andre men for forældrerne.

Der er det meget omtalte VI/JEG.....Det er kort fortalt at børnene omtaler sig selv som VI og ikke JEG! De er da bevidst om de er sig selv, men er vant til at have en, så de siger VI vil gerne det ene og det andet. Det er ikke sikkert bror eller søster vil lige det, så jeg har gjort meget ud af at gøre dem selvstændige og individuelle ved at sige hele tiden at det hedder JEG!

Tit sker det også at de bliver omtalt som tvillingerne.....Det gider vi ikke. De har et navn hver som de gerne vil kaldes. Daniel hedder Daniel og Tobias hedder Tobias. Når man henvender sig til dem vil jeg gerne have at man siger DU eller deres navn, til dem og ikke altid I..

 

Mine drenge er glade for at kunne fortælle hvad de har lavet hver for sig uden at skulle stå på nakken af hinanden for at fortælle det samme. Ligesom andre søskende der heller ikke er sammen 24 timer i døgnet nyder at være i cemtrum sommetider nyder mine det også. For de er ikke kun tvillinger, de er også drenge og brødre på ligefod med deres andre søskende.

De får heller ikke det samme på samme tid. Mangler den ene sko, får han det, men det er jo ikke ensbetydende med at den anden også skal have. Og de ved at her er forskel på alle uanset om man har samme alder eller ej.

 

Kolik:

Daniel og Tobias fik kolik da de var ca 2½ mdr gamle. De sov stadig om natten, men skreg så igennem hele dagen! Jeg havde dem til en zoneterapeut og der fik de nusset tæerne. Man kunne se det sagelige udtryk i ansigtet så snart hun begyndte. De lå ved siden af hinanden for at hun kunne skifte mellem dem, så den ene ikke lå og skreg hele tiden. Hun gav dem også nogle Homoøpatiske dråber som skulle få maven til at falde til ro. Hun kunne mærke på dem de havde ondt i ryggen og som hun sagde var det nok af at ligge så klemt i maven. Og mente deres mavesmerter kom af at der var meget "fløde" i min mælk og det kunne maven ikke lige vænne sig til. Hun gav dem massage så ryggen kunne falde til ro og efter hver gang de havde været der sov de. Så jeg fik sene tider sommetider for at de var i ro til natten og tidlige tider andre dage for at de var lidt i ro om dagen.

Jeg lavede kamillethe med fennikelfrø i til dem og de drak som var det det reneste sukkervand. Det var uden sukker skal jeg lige sige! De pruttede og bøvsede og gylpede sommetider også faldt de til ro. Det holdt hårdt til de var 5 mdrs tid, så gik det meget bedre.

Da deres far kun var hjemme i weekenderne havde jeg nok at se til!

 

Parforhold med tvillinger:

Ja, nogle holder andre gør ikke! Men sådan er det jo med forældre til enkeltbørn også.
Det er noget af en prøvelse i et parforhold, når to børn kræver opmærksomhed på én gang. Mere end hvis der kun var et barn. Og moderen er jo som regel alene med dem hele dagen til faderen har fri. Og der er vi faktisk ligesom zombier. Ikke alle, men mange!
Så parforholdet kommer på noget af en prøve til de kære børn er 1 års tid. Behøver ikke være så længe, men til den tid går de fleste jo og har nemmere ved at komme omkring og behøver ikke mor til at løfte rundt på dem hele tiden. Alt bliver nemmere til den tid.

Men min mening er at de har mere gavn af at være hver for sig. Jeg VED godt man altid får at vide: de er jo næsten én person, de er SÅÅÅÅÅÅ ens at de har MEGET behov for at være sammen osv...