Fotoalbum

EFE

Efe er en Kangal fra Tyrkiet, og jeg har fået ham af en opdrætter i Izmir. Det er en af verdens mest dominante og måske den mest selvstændige vogter race, der findes. En hund der klarer sig fint uden mennesker, og løser diverse problemer på egen hånd.
5 voksne Kangaler passer uden probs 2000 får. de beskytter dem imod ulve og andre rovdyr, og de finder bortkomne lam.

En Kangal er oprindeligt en ulvehybrid, hvilket tydeligt ses på dens kropssprog, og lyde. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at her er en hund der ikke er som de andre. Alt med ham skal håndteres anderledes, og med metoder vi skal finde undervejs. For alm hundeopdragelse fungerer ikke med en Kangal.

Gør du tingene forkert eller er for hårdhændet med en Kangal, mister den tilliden til dig for evigt og undgår dig. Viser du dig som en dårlig fører, vil den aldrig respektere dig som leder, og gå sine egne veje. Og det duer ikke med så dominant en hund.

Efe er meget typisk for sin race. Vi har fået ham som alt for lille baby, men set i det store sammenhæng, kommer det til at blive en stor forel. For det betyder at han er blevet præget og socialiseret af mine cane corso, hvilket helt sikkert har fjernet nogle skarpe kanter. Dog fornægter hans Kangal natur sig ikke.

Jeg har aldrig mødt så modig en hund som Efemanden, og er der en situation med de andre hunde, giver han sig ikke. Selv smølfen må trække sig fra madskålen, for Efe giver bare ikke op. Ingen har kunne få Smølf til det før..

Når der er situationer, har jeg bemærket at Efe slås for sin ret, uden at bide. Han tackler modstanderen med skulder og bagparti, medens han hvæser og brøler dem direkte ind i hovedet. Det er en masse skubben og en masse høj lyd, uden et eneste bid. Derudover er han ellers en meget stille hund. Han gør KUN hvis der kommer nogen, ellers er han helt tavs.

Han går løs på gården sammen med Tiger om dagen, fordi Tiger er et suverænt forbillede for en ung hanhund. Tiger er den stærke og kloge alfa, men kan stole på 100% i alle situationer. Og han er den mest lydige hund jeg har, hvilket smitter af på Efe.

En Kangal egner sig ikke til at være spærret inde i en villahave eller en hundegård. Den skal have sin frihed, og et meget stort område samt en flok, den kan vogte over. Og det har vi ikke noget problem med at tilbyde ham her. Han går frit på 37.000 m2 døgnet rundt.

Min umiddelbare plan er, at sterilisere Efe når han bliver kønsmoden, så der ikke sker nogle uhensigtsmæssige parringer(dyrlægen skærer sædstrengen over, men hunden ændrer sig ikke i sin adfærd). Efe bliver efterfølgende kastereret når han er omkring 2 år gammel, hvis han bliver for dominant. Så vil hans krop være stort set færdig udviklet, og hans psyke være faldet på plads, så kasterationen vil ikke ødelægger hans vækst og udseende.

Efe er indgangen til en helt ny hundeverden, og det er en meget spændende og lærerig proces, at opfostre ham. Han er fantastisk og jeg er utroligt glad for ham. Tak til Efe, der har givet os denne vidunderlige Kangal hvalp (Efe er opkaldt efter ham, der har givet os hvalpen)

update 15 maj 2009
Efe er blevet en helt fantastisk hund. Han kan enes med alle hunde, også voksne hanhunde og han er altid glad. Efe er den store venlige kæmpe. Det er ikke lykkedes mig at lære ham en eneste kommando udover nej, men det gør ikke noget eftersom han aldrig er med væk fra gården. Han løber løs om natten uden at løbe væk, og vogter gården. Efe kender sin plads i flokken og forsøger ikke længere at dominere nogen, hverken mennesker eller hunde. Mad aggressionerne er også helt væk, også når han får kødben. Jeg må sige, at han er en af de bedste hunde jeg nogensinde har haft