Inseminering med frisk sæd i Danmark
Checkliste

For dem, der overvejer at bruge frisk sæd fra Holland til inseminering i Danmark, er der nogle ting, der skal være på plads først. Hoppen er parat til inseminering, når den er parat. Så der skal bl.a. findes en løsning på lørdag/søndags/mandag-leveringsproblematikken, før man går i gang.

 

Men checklisten starter med en mindst ligeså relevant overvejelse:

 

  1. Kan din dyrlæge overhovedet inseminere med succes? Derved forstår jeg, at hoppen kommer i fol første eller anden gang. Er du usikker på det, så spørg nogle af dyrlægens andre kunder, der har brugt ham/hende til at inseminere før.

 

  1. Lørdags/søndags/mandags-leveringsproblemet skal være løst på forhånd, da sæden kun kan holde sig i to døgn, hvoraf det ene går med transport. Forsøg på at styre insemineringstidspunktet med sprøjten går sjældent godt. Der er ingen vej udenom, vi må have fat i Google! – Og søge på transport af letfordærvelige varer som grøntsager og fisk til/fra Holland. Kun transporter med letfordærvelige varer må køre gennem Tyskland i week-enden.

 

  1. Lige så vigtig som de to ovenstående punkter er det at checke, at den hingsteholder, du har tænkt dig at få leveret sæd fra, er fleksibel og har styr på tingene. For de ”alternative” lørdag/søndag/mandag-transporter afhenter ikke sæden ved hingsteholderen, som han er vant til. Han skal selv køre måske en time til en aftalt P-plads på motorvejen mod Danmark og levere varen til lastbilschaufføren. Eller til en lastvognsterminal på en fiskerihavn et stykke fra, hvor han bor.

 

  1. I den anden ende skal du også være fleksibel og have styr på tingene. Nogen gange skal sæden hentes kl. 2 om natten på en afkørselsrampe ved motorvejen, andre gange er det kl. 7 søndag morgen ved en grøntsags-terminal.

 

Hvis du er god til at organisere og ikke er nogen syv-sover, så er inseminering med frisk sæd hjemme ved dig selv efter min erfaring det mest effektive. Der skal færre forsøg til end ved anvendelse af frossen sæd, og du skal ikke undvære din hest i månedsvis og spekulere på, om den nu også har det godt i Holland.

 

God fornøjelse!