Mindeside for min bror Nando
Nando

En mindeside for min bror, som jeg savner vildt meget. Lidt over 6 år er der gået siden Nando pludseligt og uvarslet døde en varm august nat i 1999 - kun 42 år gammel. Efter en søndag at have lagt en smuk terasse og skabt et smukt haverum i sin have med afskærmninger af flettet pil og klatrende blomster og med mange planer for fremtiden blev han utilpas på vej i seng ved 2 tiden om natten. Inden for kort tid døde han efter flere forgæves genoplivningsforsøg i ambulance og på hospital.


You'll be in my heart (Phil Collins) (efterår 1999)

Come stop your crying                 Cause you'll be in my heart
It will be all right                             Yes, you'll be in my heart
Just take my hand                         From this day on
Hold it tight                                       Now and forever more


I will protect you                             You'll be in my heart
from all around you                        No matter what they say
I will be here                                     You'll be here in my heart,
Don't you cry                                    Always….. 

For one so small,                            When  destiny calls you
you seem so strong                       You must be strong
My arms will hold you,                   I may not be with you
keep you safe and warm              But you've got to hold on

This bond between us                  They'll see in time, I know

Can't be broken                              We'll show them together
I will be here                                    
Don't you cry                                   You'll be in my heart
                                                            Always.....
                                                            

Sådan husker jeg ham de sidste år - på en sommerdag ved Norsminde
En kanonsød far
Jamen altså, Nando var den far alle børn måtte ønske sig. Han var nærværende, han var kærlig, han var omsorgsfuld, han var forstående, han turde være rollemodel, han turde stille forventninger, han turde rose, han turde miste kontrollen over legen eller opgaven, han turde være spontan, han turde være sig selv og vise sig selv, han turde sige undskyld, han turde vise tvivl og usikkerhed, han turde kysse og kramme, han turde elske og han turde sige det.
Nando ønskede sig brændende børn - længe før han faktisk fik dem. Da Jonatan - hans førstefødte - kom til verden, fik jeg lejlighed til at se ham udfolde sig som far på nærmeste hold, da vi boede sammen på det tidspunkt. Han elskede Jonatan ubetinget fra dag 1, han var så stolt og lykkelig, som jeg aldrig havde set ham før. Det var virkelig opfyldelsen af en drøm. Da Sally kom til nogle år senere, boede vi dør om dør, og jeg så hans ufattelige glæde og stolthed. En pige var lige, hvad han ønskede sig, for nu havde han alt, hvad han ønskede sig - en søn og en datter. Jeg grinede lidt af Nando - faktisk  - fordi han ligesom slet ikke kunne komme af med glæden. Jeg tror, han misundte de kongelige, der kunne fyre kanoner af, eller folk i middelalderen - eller hvornår det nu var - der kunne sende meddelelsen ud med vægteren for at deklarere det over den ganske by og det ganske land 😀.
  Han viste sig snart som en tålmodig far, der bevarede legebarnet i sig. Som dengang han lagde sit tyndhårede hoved til en elastikfrisure, hvor Sally puttede dusinvis af farvede elastikker i småtotter af Nandos hår, mens Nando nød at blive puslet om. Pludselig opdagede han,  at klokken var få minutter i lukketid og piskede ud ad døren. Han undrede sig over, at alle folk grinede så sødt til ham den dag og opdagede først, da han kom hjem, at han havde hovedet fuld af elastikker i alle mulige farver. 🤩 Men derudover viste han sig som en far, der tog opgaverne seriøst og altid var til stede, når børnene havde brug for det. Han lukkede ikke øjnene for noget for nemhedens skyld - men måske for den gode sags skyld. For han forstod også, hvor han skulle holde en lavere profil - hvor tingene løste sig bedst uden indblanding. Han var far- som jeg er mor - efter devisen: "Man skal vælge sine kampe med omhu - ellers taber man fokus på det væsentlige". Jonatan og Sally mistede en fantastisk far den dag i august, hvor Sally var 10, og Jonatan var 16. Og jeg ved, at Nando aldrig havde lyst til at forlade sine børn - at den tanke aldrig strejfede ham, at han kunne blive nødt til det. Jeg er lykkelig, for at Nando ikke vidste det eller nåede at opdage det, for det ville have knækket ham fuldstændigt at skulle tage fra Jonatan og Sally. Men alt det gode, Nando nåede at give sine børn, vil for altid bestå og være en del af deres liv.
Her med sin søn Jonatan
Ægteskab
Nando mødte sin kone Susie i kollektiv-årene. Nando boede i forskellige kollektiver i Tebstrup, Foerlev og senest Blegind. Jeg tror, han mødte Susie på Foerlevgård og udviklede deres venskab i tiden på Møllegården. På et tidspunkt, hvor Susie drog til Indien med sin daværende kæreste, fandt de ud af, at de ikke kunne undvære hinanden. Nando friede til Susie med et træ i en spand,  så da han knælede, forsvandt han helt bag træet. Susie og Nando var kærester og forblev kærester - også som ægtefolk. De bevarede gnisten og kærligheden mellem sig til den sidste dag. Deres drømme den sidste aften, Nando levede, og den sidste aften de havde sammen, gik på at flytte til Frankrig, når deres situation tillod det, købe en vingård og leve deres liv der i pagt med jorden og naturen, som de egentligt gjorde på en eller anden måde hele deres liv sammen. I Danmark blev huset og deres have blot deres oase med små kroge og vinkler, buskafskærmninger og bede, bueåbninger og sjove kig-vinduer indendørs mellem rummene. Susie og Nando var som ild og vand - som den hhv vædder og skorpion, de var - så deres temperamenter supplerede hinanden.
Nando med sin kone Susie
Sporty
Vores badmintoneventyr sammen vil jeg aldrig glemme. Nando havde et så samtidigt elegant og meget kraftfuldt spil - en kombination jeg ikke så hos andre. Jeg elskede at se ham spille - det blev kun overgået af, når vi var på banen sammen, hvor vi spillede en hamrende god mixed double. Vi behøvede ikke aftale noget eller se, hvor den anden var på banen - vi vidste det bare instinktivt. Nando spillede med venstrehånd og var meget hurtig, og da jeg samtidigt var meget slagkraftig betød især vores samarbejde omkring dækning af hinandens baghånd og en blanding af mix og ren double, hvor jeg spillede mere bagved, end piger sædvanligvis gør, og Nandos hurtighed til at dække noget af nettet, når jeg trak tilbage,  at vi spillede en på den tid meget utraditionel mix - en form, der vandt mere indpas efterhånden. Men Nando var en forrygende god spiller - ligevægtig og rolig men dog med det temperament, der skulle til. Allerede som 10 årig blev han Østjysk mester og senere fulgte en del titler som både Jysk og østjysk mester, og tæt på en Danmarksmestertitel kom han også, hvis ikke en vis hr Morten Frost kom imellem. Danmarks første ungdomslandshold blev Nando udtaget til og var fast første single på holdene i Skanderborg, som han havde en kraftig andel i at at rykke op i divisonsrækkerne. I disse holdturneringer udgjorde vi 1. mix og spillede hver sin 1. single. Lige før Nandos død, blev han både klubmester og vandt fighterpokalen i sin seneste lokale klub Ry.
En sommerdag på Helgenæs - men på en eller anden måde minder dette billede mig om vores utallige badmintonmixed-doubler... jeg ved ikke hvorfor.. jo måske fordi han tit sad sådan efter en hård kamp - på bænken efter at have taget trøjen af til luftning.
Til fest og farver
Nando havde til alle tider en kæmpe stor vennekreds. Han var afholdt  og elsket af alle - jeg kan ikke mindes en eneste uven eller fjende. Han var altid med på at lave noget sammen med andre, hvad enten det var den lille intime snak med en god ven eller den lidt større vennesammenkomst eller den helt store fest med al gejlet med. Nando mødte altid op i fuld stemning og var en evig leverandør af sjove og pudsige bemærkninger. Jeg nåede at se ham udfolde sig i fuldt flor til bror Niels' 50 årsfødselsdag, hvor Nando for over 100 gæster kørte showet - som vi søskendes indslag vel nærmest, kan kaldes. Stort og langvarigt var det, og Nando påtog sig opgaven med at styre alle os 7 (incl ham selv) - hvilket er ikke så lidt af en bedrift, hvis man kender os søskende og svigersøskende, hvor provokationen, spontaniteten og anarkiet lurer konstant.
Nando var en sikker deltager i alle arrangementer - jeg kan faktisk ikke huske en eneste, han missede. Han nåede faktisk engang 3 fester indenfor samme døgn, kan jeg huske.
At vennerne betød fantastisk meget for ham, var jeg aldrig i tvivl om. Han valgte også blandt mange muligheder at planlægge at gå ind i det nye årtusinde med vennerne fremfor, hvad der ellers var af invitationer. Han nåede det desværre ikke.
I familien vidste vi, hvor meget vennerne betød - det kunne vi jo høre gang på gang - deres ve og vel optog Nando i en grad, så det bredte sig ud til os søskende. En af vennerne døde nogle år før Nando, og at se Nandos sorg var meget smerteligt. Hvis en af vennerne havde problemer, kunne man se og mærke på Nando, at han var dybt alvorlig og meget berørt og den nødvendige forklaring, fik man så, når man spurgte ind til det. Og man forstod, at han havde brug for at være i sin bekymring og sorg i en tid.
Nando - altid social - altid til fest og hygge - med den evige smøg i hånden som måske tog livet af ham?
Søskende

Hvor skal jeg begynde - hvordan skal jeg slutte? Nando og jeg var født med 3 års mellemrum - som en søskende gruppe i søskendeflokken. Vi har vores historie sammen, vi gjorde igennem år næsten alting sammen. Vi legede sammen, vi passede hinanden, når vi var alene hjemme, vi havde de samme kammerater, vi spillede badminton sammen, vi havde vores ungdom sammen, vi fik vores børn samtidigt, vi holdt ferier sammen både, mens vi boede hjemme sammen selvfølgelig - og i de fleste ferier siden 1974. Vi boede sammen, efter at vi var flyttet hjemmefra af flere omgange, og vi havde samme smag med mange ting - så meget, at vi købte hus med et hus imellem os samtidigt uden at vide, at den anden også var ved at købe i det samme nybyggeri - så vi var også naboer gennem 5 år. Musiksmag og holdning til tilværelsen var vi meget enige om. Desværre mistede jeg 4½ år med Nando, da Susie og jeg blev uvenner i 89 - dog havde vi tlf kontakt og sås ind imellem, ligesom Nando kom til vores mærkedage men uden sin familie desværre.
Fra barndomsårene husker jeg de mange cykelture, vores hulebyggerier, vores mange legeeftermiddage, vores legehus i haven, vores sammensvorenhed og den store fællesfølelse. Jeg følte mig aldrig alene, og Nandos betydning for mig var væsentlig - så væsentlig at jeg - en dag da jeg ville stikke af hjemmefra som ca 8-9 årig (jeg har altid være påhitsom), fordi mine forældre havde været irriterende igennem nogen tid - tømte jeg min sparebøsse - købte nogle røde pølser og noget hamburgerryg - tog Nando i hånden og spurgte om han ville med mig, for nu stak jeg af. Så puttede Nando sin hånd i min, og vi vandrede ud i verden. Planen var, at jeg ville tage ud i skoven ved Sølund, hvor der var en lille sø (som så uendelig ud). Der ville jeg bygge en tømmerflåde, som Nando og jeg ville rejse bort på. Vi mødte min far på vejen mod søen efter en kilometers gang, og vores historie holdt ikke, så jeg måtte slukøret tage Nando med ind i bilen og køre med hjem. Men jeg kunne ikke drømme om at tage afsted uden Nando!! Op igennem puberteten lagde Nando øre til alle historierne om mine skiftende betagelser og kærester, ligesom jeg tror at jeg igennem lang tid var hans eneste fortrolige. Da jeg flyttede hjemmefra, besøgte Nando mig ofte, og vi tog på ferier sammen og på week-end ture sammen - bl.a flere dejlige ferier på en ødegård i Sverige - Holmatorpet, hvor vi boede næsten fortidigt og hentede vand i en underjordisk kilde med spande og bar dem hjem med et træåg over skulderen. Bad tog man udendørs med en stående på en stol til at hælde vand ned over sig.  Musene trådte os over tæerne inde i huset, og hugormen lå og solbadede på trætrinnet til huset. Derudover har vi haft rigtig mange badmintonoplevelser sammen både indenlands og udenlands - bl.a. en tur til Belgien, hvor vi blev forvekslet med datidens terrorister og pludselig så os omringet af flere politibiler og politifolk med maskinpistoler rettet mod os. Endeløse varme somre har vi haft med hinanden som nærmeste selskab, og vi´har bygget mange slotte af sand og drømme af fantasier sammen. Og jeg har elsket hvert sekund. Vores fælles historie er jeg alene om at huske nu - det føles ensomt.

Men små var vi jo også engang - ham og jeg i barnesengen... allerede dengang elskede jeg ham højt.
Humor
Nando var udpræget humoristisk. Altid på en lidt underspillet måde med selvironien lurende og med blik for den barokke situation eller den menneskelige naturs sjove sider. Meget dansk og sådan Niels Hausgaardsk-agtigt. Man kunne se på hans blik, når han fangede en sjov situation - så kom det skælmske blik og smilet lurede i mundvigen, mens han ligeså stille fyrede den stille vits af. Som aldrig var sarkastisk eller grov men altid med kærlighed for det særprægede og specielle. Han kunne også godt lide at klovne. at joke med sig selv og han udleverede gerne sider af sig selv...............mere følger
Nando som 18-19-årig. Med sit finurlige smil - garanteret med en af sine mange underfundige jokes på læben
Teknisk snilde - udover en god pædagod, en god leder - også en god håndværker
Nando var sin fars søn, og håndværkeren i ham fornægtede sig aldrig. Han havde et skønt værksted med alt det værktøj, der er værd at have, og han nød at lave tingene selv. Han var kreativ og skabende. Om det drejede sig om biler, som han nåede at have en del modeller af, eller om han byggede om i huset og lavede smukke buehvælvinger, eller om han byggede møbler tilpasset det præcise behov eller skabte oaser i haven, så var Nando altid igang med projekter. Altid med sans for æstetikken, farver, former og sammenhæng. Også i madlavning og bagning udfoldede han sig, og det var ikke den sædvanlige drømmekage eller frikadeller og kartoffelsalat, han begav sig ud i.... nææh, det var lækre petit fours og nye varianter af hovedretter og frokostretter, han kunne mønstre. Selvfølgelig lavede han også flæskestegen til jul!!! Biler VAR en passion hos ham, og han elskede at rode med dem og få dem til at fungere bedre. Han ejede forskellige brugte biler - i mere eller oftere mindre god stand fra starten. Han kom aldrig til at købe den Ferrari, han drømte om, men han fik en miniudgave af en smuk rød Ferrari med sig i kisten.
Derudover var Nando gavmild med sit håndelag og kom gerne til, når der skulle lave overdækning af terasser, males eller opsættes lamper eller en umulig bil skulle have støtte til at køre igen. Nando var ventrehåndet, og jeg vil for altid savne at dreje på hans vandhaner i hans hus, som var påsat efter hans hoved, så man skulle dreje modsat alle andre vandhaner.
Derudover var Nando en afholdt pædagog -  som næsten al sin tid som pædagog arbejdede indenfor området psykisk handicappede. Han var stedfortræder på Pensionatet i Skanderborg Øst ved sin død. Hans beboere elskede ham, og de skrev fine afskedsbreve til ham, da han døde. Blandt andet var der en, der skrev på sin lidt ubehjælpsomme måde: "Jeg vil altid huske, når du stod på pladsen foran og vinkede til os, når vi kørte. Du vinkede altid med begge hænder på en gang - og det så dejligt ud - som om du ventede på at vi kom tilbage". Og flere skrev om, hvor meget de ville savne ham. Nando havde netop givet en løfte til en beboers far, som var bekymret for, hvad der skulle ske med hans søn, hvis han selv døde. Nando havde sagt til faderen, at han ikke skulle bekymre sig for ,at sønnen blev alene, og ingen tog sig af ham, for Nando havde ikke tænkt sig nogensinde at forlade pensionatet, og han ville altid tage sig af sønnen og sørge for, at han fik det godt.
Som leder var han lyttende og givende, og hans leder skrev om ham til bisættelsen og i en nekrolog: han var gavmild og retfærdig. Han var glad og givende i alt, hvad han foretog sig. Han var engageret, så mulighederne og gav sig fuldt ud. Han var saglig, trofast og altid loyal. Han prægede i høj grad det daglige arbejde på pensionatet og har sat sig spor til glæde for andre. Vi har endnu ikke forstået, at vi ikke mere skal møde ham: den humoristiske og humørspredende kollega, den saglige og varme ven. Nando var afholdt af ALLE.
Med sin skønne første bil som han lavede alt på selv
Kollektivist
Nando var en glad kollektivist igennem flere år. Han flyttede hjemmefra i kollektiv i Tebstrup på et lille nedlagt landbrug, hvor han boede på fuldstændig kollektiv facon med deling af alt - fra biler til undertøj. Han tilhørte den flippede tid med hash til aftenkaffen og med peace-love and harmony helt ind i sjælen. En overgang syrede han vel meget ud, og han var i en periode så meget et med sit kollektiv, at det var svært at få øje på ham selv. Foerlevgård var endnu mere flippet er min fornemmelse, men da han sammen med nogle venner købte Møllegården i Blegind, blev det en livsstil men med forpligtigelser. Det var stadig et total-kollektiv med deling af alt - ejendomsretten var ophævet - men der skulle betales terminer, og nogle hang mere i end andre. På et tidspunkt måtte de sælge, fordi enigheden og den fælles indstilling ikke var helt fælles mere. Det gik Nando på, for han troede virkelig på tanken. Derefter flyttede han sammen med Susie til Nordjylland, hvor de levede en tilværelse på yderkanten af civilisationen, mens de boede i den barske vestenvind ude i klitterne i bl.a. Vorupør. De syede tøj, tasker og punge, som de solgte til turisterne på strandene. Det var et forholdsvist ensomt liv, for de blev aldrig helt accepteret af samfundet deroppe, som anså dem for nogle flippede hippier- ikke helt uden grund, for de var meget anderledes end befolkningen på stedet. Efter det nordjyske eventyr flyttede de ind hos os i vores lejlighed, og vi planlagde faktisk at flytte i bofællesskab sammen, men vi fandt aldrig det rigtige hus.
Til fest i noget af sit kollektiv-hjemmelavede ekvipment/gear
Musik og sjov
Nando elskede musik, og det var altid en stor del af hans liv. Paul Simon, Crosby-Stills-Nash og Young, Eric Clapton, Bruce Springsteen men over dem alle - John Lennon.
Nando havde musik i kroppen og kunne danse en god salsa. Han var altid parat på dansegulvet, når der var fest.
Guitar spillede Nando også, og han bidrog i sit arbejdssted's band som bassist.
Han sørgede altid for at have musik på, og det var altid noget af det første, han gjorde, når han kom hjem : at sætte gang i musikken. Derefter tændte han levende lys og skabte intens stemning og hygge.
Han var lydhør overfor al musik - ny som gammel. Hans favoritmusiker var som sagt John Lennon med Imagine og Woman som hans yndlings - som de i øvrigt også er mine yndlingssange.
Han optrådte gerne på slap line - hvad enten det var planlagt eller ej. Han søgte ikke centrum - tværtimod -  men blev ofte et naturligt centrum, fordi han altid  havde masser af humoristiske indslag og sjove bemærkninger.
Born to run - måske? - en dans til Springsteen-rytmer henover naturgrunden i Rubjerg som opvarmning til Springsteen-koncerten få dage efter i 99
Familien
Brothers of different mothers - hed en LP, som Esben og Nando delte passion for. Og det illustrerer meget godt den måde, de to havde det på. Nando tog Esben til sig som en bror, da han mødte ham, og Nando var i lang tid den eneste i familien, der kendte til Esbens eksistens i mit liv. Nando elskede sin familie meget højt, og han var nærværende og altid hjælpsom og tilstede, når der var brug for det. Han  var sin mors dreng som den yngste, og han havde en helt speciel plads i hendes hjerte, ligesom hun havde i hans.
Nando tog mange gode initiativer i familier - både til hverdag og fest. Han var fuld af idéer til sjove indslag. Den ferietur, han han havde på planlægningsstadiet til Amsterdam for hele familien, nåede desværre ikke at blive til noget, men en tur til Harzen, hvor vi var afsted i 4 biler, havde ansporet ham til at begynde at planlægge endnu en tur.
På vores faste årlige sommerbegivenhed i Rubjerg - hvor hele familien var inviteret og lå i telte og campletter over hele Toves og Finns grund -  var han grundlægger af mange sjove traditioner. Blandt andet det faste fødselsdagskort til Ole.Uanset hvornår vi mødtes i forhold til dagen - om det var før eller efter - så fik Ole de mest fantasifulde kort, der nogensinde er skabt. Alle kreative evner blev brugt på at skabe noget nyt og epokevækkende hvert år. Det var et fælles projekt, men Nando var i forgrunden i indkøbet af kortet - han glemte det aldrig på den ligeså faste indkøbstur til Storkøb, hvor butikken blev endevendt  - især rødvinshylderne - og mange vogne fyldt til at mætte de mange munde. Under et af disse besøg blev Nando væk fra gruppen, og han blev efterlyst over højttalerne i butikken som "lillebror Nando der var blevet borte fra sine søskende" og Nando kom - udpræget kalveknæet - løbende gennem butikken op til skranken, hvor vi søskende ventede på ham. Vi havde det i hvert fald ret sjovt, selvom nogen sikkert undrede sig. Nando havde som regel sit petanque med sig, og de gode aftener forløb med petanque spil og vandkampe, indtil aftenen sænkede sig og grillen blev tændt. Derefter tog rødvin og Stroh-rum over til den lyse morgen, hvor Nando - som det ses på billedet - som oftest lukkede og slukkede sammen med Esben, Finn og Niels. Disse årligt tilbagevendende week-end'er nød Nando helt vildt, og de år, hvor Tove og Finn måske ikke lige fik sat det igang, var Nando der fluks med forespørgsler efter dato dette år..
Og her er natholdet - Esben og Nando - på samme sommer-week-end - en week-end der havde været tilbagevendende gennem mange år med mange traditioner som ikke mindst Nando var bagmand til.
Lykkelig - Tilfreds med tilværelsen - med en forsmag på det provencalske eventyr han drømte om netop denne aften.
Det sidste år kom der udpræget harmoni over Nandos liv. Han gav udtryk for, at han syntes, han var på et godt sted i sit liv. Hans familie fungerede, hans børn var på rette spor, hans ægteskab var velfungerende med frihed og ansvar i tilpasse doser, hans "grundfamilie" havde et fantastisk godt forhold til hinanden og til hans egen kernefamilie, hans arbejdsliv fungerede, og han var nået til et punkt, hvor han løste de opgaver, han kunne lide at løse, og som han syntes gav mening. På vores sidste ferie sammen i sommeren 99 gav han udtryk for alle disse ting i en stille stund med sin søster Tove. Så ingen tvivl om at Nando var i total harmoni med sig selv og sine omgivelser på dette tidspunkt i sit liv. Den sidste sommer var vi begge til Springsteenkoncert, og forinden mødtes vi - som vanen tro hver sommer - på grunden i Rubjerg. Her var Nando - som han plejer - humoristisk og sjov, men netop denne sommer tillige med en særlig ro over sig.  
Den 31. juli 99 ringede Nando til mig en travl lørdag formiddag, mens solen skinnede, og det var bagende varmt. Han spurgte mig, om vi ville med en tur til stranden for at svale os af - han ville sørge for kaffe og kolde drikke, og hvad dertil hørte. Han kendte liiige stranden - sagde han - med tissemulighed for tøserne og med både græs og sand og isbod. Trods travlhed denne lørdag valgte jeg heldigvis at sige ja, og vi - Linnea, Esben og jeg - skyndte os at gøre os klar(Jonatan, Kasper og Kaare var desværre ikke hjemme). Vi tilbragte derefter dagen på Hølken strand med kaffe på termokanden, sodavand, øl og tørkager i den lille el-køleboks i bilen. Vi dasede på stranden og kiggede på vores velfungerende og harmoniske døtre - og Nando legede i vandet med frisbee med Linnea og Sally og jokede og snakkede alvor med os alle. I årene med småbørn er det svært at få tid til den stille, alvorlige snak, men netop denne dag på stranden nåede Nando og jeg omkring emner, som vi ikke længe havde haft tid og mulighed for at snakke om. Da solen gik ned, tog vi hjem til os og lavede mad sammen, som vi spiste i haven, hvor vi sad og hyggede os med god mad, rødvin, fakler og snak til over midnat. Myggene var sultne den aften, så Nando blev stukket grundigt - myggene holdt altid til hos ham. Næste dag skulle Nando op og lægge sin terasse færdig. Søndagen gik med hårdt slid med fliserne, men først på aftenen var terassen lagt, og Nando og Susie kunne nyde synet og fornemmelsen af deres nye haverum. De bestilte pizzaer ude i byen, som de alle 4 indtog sammen. Inden sengetid sad Nando og Susie alene og talte sammen om deres fremtidsdrøm: at flytte til Frankrig, købe en vingård og nyde deres tredje alder der i Frankrig, varmen og solen - alle ingredienser som Nando elskede. Nando blev utilpas - troede det var pizzaerne, der havde været dårlige - og forsøgte at stikke en finger i halsen for at få det bedre. Han syntes, det hjalp lidt og ville prøvet at sove resten væk men netop, som han lagde sig i sengen ved 1-2 tiden, og lyset blev slukket, hørte Susie, at hans vejrtrækning ændrede sig, og han var bevidstløs, da hun tændte lyset. Mange genoplivningsforsøg senere - både i ambulance og på Silkeborg Centralsygehus - blev Nando erklæret død af hjertestop som følge af en
akut blodprop i hjertet.
Nandos sidste aften - på den nylagte terasse i Ry - med aftensolen på terassen og kaffen på bordet - glad og lykkelig i sit liv
KNUS KYS KRAM

Nando var min bror, min søskende, min ven, min legekammerat, min makker i badminton, min fortrolige, min soulmate.
Han var den, jeg først drøftede min tvivl med, søgte råd hos, støttede mig til, lyttede til, betroede mig til, kunne regne med.
Jeg beundrede ham, jeg var stolt af ham, jeg elskede ham.
Ingenting kan nogensinde dække det tab i mit liv, Intet kommer i stedet for eller erstatter. Vi har fælles historie, som kun VI kan fortælle SAMMEN. Jeg mangler ham til at finde rundt i alle erindringerne - de giver ikke mening uden ham.

Sådan vil jeg altid huske ham - vores sidste ferie sammen i 99 - Love you 4ever Nando
STJERNE TIL STØV

Jeg siger vi skal mødes igen  

Sålænge hjertet slår

Vinter bliver til vår

Altid leve med

Intet er hvad det var igår

Dagen er af nattens tårer

Jeg ved ikke mere hvor du er

Når lyset gør mig blind

Og smerten gør mig skør

Når stjernen i dig dør

Er der intet mere at sige

Er der intet mere at sige

Så står vi tilbage og ser

Hvor små vi egentlig er

Imod de stjerner dér

I det store rum

Er der tomt og langt imellem hver

Men de blinker hver især

Jeg søger til jeg finder hvor du er

Til lyset gør mig blind

Og smerten gør mig skør

Til stjernen i dig dør

Så er der intet mere at se

Er der intet mere at se

 

Nando midt i 80'erne - da vi var naboer.

 

Noget af Nandos "byggeri" - hvælving og "dekorationshuller"
endnu et dekorationshul og billeder ved Nandos arbejdsplads
Nandos stue
Denne sang af Danser med Drenge vender altid mine tanker imod Nando og den gør mig på en eller anden måde glad:

Er der nogen i himlen?
 

Det var meget imod din vilje
alligevel fik du ram på mig 
det er værst at være den efterladte
når nogen rejser deres vej 

Og selv om du er væk for altid 
så vil jeg ikke græde mere 
jeg vil lade som om du lever 
og har det godt nok 
der hvor du er 

Er der nogen i himlen 
der kan elske dig ? 
ligeså meget som jeg gjorde 
nogen der får dig til grine ligeså meget som jeg ? 
Jeg håber bare du har det godt deroppe 
og at de andre de kan se, hvor dejlig du er 
håber bare, at du når det 
alt det, du ikke nåede her 

Har du fået dine vinger 
sidder de nu godt nok ?
og kan du flyve rundt i luften 
med de andre i din flok ? 

Og jeg ved, at du er optaget 
i det store englekor 
og at du synger endnu smukkere 
end vi har hørt her 
på vores jord 

Er der nogen i himlen 
der kan elske dig ? 
ligeså meget som jeg gjorde 
nogen der får dig til grine ligeså meget som jeg ? 
Jeg håber bare du har det godt deroppe 
og at de andre de kan se, hvor dejlig du er 
håber bare, at du når det 
alt det, du ikke nåede her 

Se de positive sider 
du har ingen fjender mere 
for bitterhed og nederlag 
findes bare ikke dér 

Tænk hvor ofte du blev ydmyget 
af folk som ingenting forstod 
du ville ha' at jeg sku' tilgive 
og jeg prøver 
at gøre det nu

Men er der nogen i himlen ....