Hvad sker der....
Skrevet af webmaster
10.08.10
Så ramte hammeren for fuld skrue.

7. december 2009 er jeg indkaldt til rutinemæssig mammografi-screening for første gang. Med min sædvanlige fornemmelse af udødelighed og usårlighed er jeg tilbøjelig til at vælge det fra men presset af mine børn og en tanke noget i retning af- "nå ja - så kan det nok berolige dem at jeg tager afsted til det" vælger jeg så at få denne foretaget. Jeg regner det for en hurtigt overstået episode uden efterfølgende tidsrøveri men jeg tog fejl.
21.12 får jeg besked om at jeg skal til udvidet undersøgelse d. 23.12 (herlig dag!). Og her får jeg efter ultralydsundersøgelse stillet diagnosen Brystkræft. Fandens osse tænker jeg - da lægen med alvorlig mine og med let sympati-berøring af min arm efter undersøgelsen siger "jeg er ked af det men der er ingen tvivl - har du nogen spørgsmål". Øhhh .... "nej" -siger jeg - " eller det har jeg sikkert men jeg kender dem endnu ikke" (siger jeg med et let grin) - "bortset fra ét - kan du sige mig om det her ser ud til at kunne foretages som brystbevarende operation eller ej?" svarer jeg og på vej hen til rutine røntgen af mine lunger hvor en sygeplejerske følger mig ser jeg Esben i venteværelset og sender ham en "thumbs down"  og ser meget forvirret mysterificeret ud. "Hvad så" siger han optimistisk da jeg vender tilbage. "Jeg har kræft" siger jeg kortfattet som om jeg blot sagde "vi skal huske at købe rugbrød" og med blikket stift fæstnet på stregerne i gulvet der viser vej til udgangen trasker jeg afsted - ud i den vinterkolde luft - mens jeg tilføjer "men det er brystbevarende operation, en lille knude på kun 1,6 cm- så det skal nok gå ". Og så går jeg hjem for at holde jul? - NOT!!!! Mine tanker roterer med 500 km i timen om hvordan jeg får dette fortalt til mine børn som om få timer alle er samlet hjemme hos os med glad forventning om nogle hyggelige dage sammen med familien. Men den kører for os begge - for mit vedkommende på rygmarven - med de sidste juleindkøb, travlhed, snak og hygge - spil, pynt, juletræsindkøb mm. Og på den måde - ved at kaste min energi i at gøre som vi plejer har jeg det faktisk okay. Det eneste jeg ikke kan holde ud at tænke på er hvordan den skal siges til mine børn og hvornår. Jeg beslutter i samråd med Esben at vi vil fortælle det d. 26. når vi ved at vi alle er samlet og det meste af julen er gennemført. Jeg følte mig helt sikker på at jeg skulle fortælle dem det stille og roligt - jeg var jo egentligt ikke selv i panik - følte mig stadig usårlig og udødelig - dette skulle bare overstås og det kunne ikke gå hurtigt nok og så var jeg frisk igen. Men undervejs i meddelelsen kom der en masse følelser ind over som jeg ikke havde ventet. Ingen bryder sig om at give dårlige nyheder til sine børn - det havde jeg gerne undværet. Så de følelser der kom i spil var bedrøvelsen over at skulle bekymre mine børn og gøre dem kede af det.
Tiden mellem jul og nytår går med at forsøge at finde nogen der hurtigt kan skære den skide knude væk. Alle holder ferie! Også patientvejledere på det reginale område - herligt :-(!
Jeg har en tid hos kirurgerne til samtale og vurdering næsten 3 uger efter diagnosen er stillet og det er LAAAANG tid skal jeg hilse og sige. Det private kan dog ikke mønstre noget meget bedre - de holder lukket til d. 5.1 og kan tidligst give en tid to dage før det offentlige.
Det viste sig så også at blive mere kompliceret end først antaget så efter den brystbevarende operation måtte jeg stille op til fjernelse af brystet og efterfølgende kemobehandling som blev forsinket pga dårlig sårheling.
Nu står jeg så her - med afsluttet kemobehandling - 8 måneder efter mammografi- screeningen - efter snart 7 måneders sygemelding - efter to store operationer - efter 4 måneders kemobehandling - efter indkøb af brystprotese, paryk og utallige huer - med skaldet hoved - næsten uden vipper og bryn - med ufatteligt meget kvalme og en træthed som efter en elite-badmintonturnering der har varet uden ophør i 7 måneder nat og dag og som ved siden af føles som at være blevet spanket med psykisk tortur dagligt - at skulle modtage slag på slag - med oprejst pande og med den anden kind klar til næste hug - med neurogene bivirkninger i mine fingre så ting falder ud af mine hænder - med en ny oplevelse af ikke at kunne magte alt, at måtte opgive nogle ting, at få et meget ændret udseende, at skulle gennem andre rutiner før min dag kan begynde.
Men nu er jeg igennem slagene - håber jeg og regner jeg med - og den langsomme genopbygning af mine kræfter og min energi kan begynde.

05. oktober 2008

Jeg har mistet min storesøster Rolle.

Rolle blev fundet død i sin lejlighed fredag formiddag d. 03.10.08.

Jeg er endnu for forvirret til at fatte helt, at jeg aldrig mere skal høre hendes stemme, aldrig skal se hendes smil, aldrig skal få flere af hendes sjove, pudsige og altid meget søde og hjertelige sms'er.

At hun døde helt alene gør mig meget bedrøvet - ingen bør være overladt til dette sidste skridt alene. Jeg er dog overbevist om, at hvis der havde været tid til det - hvis hun havde forstået, at det var det, der var ved at ske, så havde hun kontaktet en af sine børn eller mig. Og det er jo i virkeligheden også et privilegium at kunne gå over denne grænse mellem liv og død meget hurtigt og uvidende og forhåbentligt smertefrit.

Jeg tror, Rolle havde et meget afklaret forhold til sin egen død. Men jeg ved med sikkerhed, at hun gerne ville have haft mange flere oplevelser med sine elskede børnebørn - de var hendes livs store optur.

Jeg selv vil huske Rolle - og gemme mindet i mit hjerte for altid - som den givende, glade, hjælpsomme og kærlige søster, mor og farmor. For mig var hun søsteren, som hjalp mig i de
unge teenageår, min studietid med både studie og moderrolle, min første moderrolle generelt og min første mere "voksenagtige" bolig. I mine unge år var Rolle en storesøster - der med sine 14 år mere end jeg og for længst fraflyttet mit barndomshjem, før jeg rigtig husker noget - en søster, der mere end noget andet symboliserede et fristed. Her røg jeg mine første ikke-hemmelige cigaretter, her fortalte jeg om kærester og kærestesorger, her kunne jeg gå i de lårkorte sager, de hotte hotpants og mini-bikinier uden min mors "granskende og til tider misbilligende blik", her kunne jeg tage sol topløs og i det hele taget bare være mig selv. Jeg kunne tale med Rolle om alt dengang. Senere, da pengene blev knappe på SU, blev mange besøg hos Rolle ofte til en invitation til at spise med, og jeg har spist mange gode frikadeller i det køkken med de dengang legendariske "gule gardiner", og mange hyggeaftener har Esben og jeg tilbragt hos Rolle og Børge med TV og kortspil. Senere igen blev jeg gravid, og Rolle var også her en slags ekstramor for mig - hun fulgte mine graviditetsundersøgelser sammen med mig og stod da også på fødegangen dengang, jeg skulle føde. Det var i professor Ingerslevs tid, og ingen pårørende havde adgang til fødestuerne, men det stoppede ikke Rolle, da jeg efter at have ligget i fødsel i 18 timer stod til et kejsersnit. Resolut brød hun ind på fødegangen, bad myndigt om en kittel og spurgte, på hvilken stue Lone Bergh lå, hvorefter hun entrede stuen i fuldt Rolle-format med hvid lægekittel og stor autoritet. Hold kæft hvor blev jeg glad for at se hende, og al min forvirring over hvad der skete og skulle ske - og som jeg havde været helt alene med - lagde jeg i hendes hænder, og så kunne jeg slappe af. Så snart jeg havde født Kasper, var Rolle på pletten og tog sig af Esben og lille Kasper, mens jeg stadig lå i opvågningsfase. Da jeg vågnede havde Kasper - på Rolles foranledning - både en grøn sut i munden og hed faktisk allerede Kasper blandt alle de ansatte på afdelingen. Han skulle egentligt aldrig have haft sut, og navnet var kun på forslagsstadiet - men det var lissom afgjort, inden jeg vågnede. I Kaspers første leveår var Rolle en helt central figur, som hentede ham i vuggestuen, tog ham med til grunden i Ajstrup, holdt jul sammen med os, holdt barnedåb for os, lærte mig om børnesygdomme, passede Kasper når han var syg osv.

Senere gled vi ind i hver vores voksenliv men dog med en stadig kontakt til hinanden. Rolle blev syg flere gange - og som den magtfulde person hun var - var rollen som syg ikke noget, der faldt hende hverken let eller naturligt. Glimtvis så jeg dog den gamle Rolle i de senere år. Hun var en løvemor, som til enhver tid stod frem og vogtede over sin flok - gerne med livet som indsats om nødvendigt.

Jeg ved, at hun nu har fred, og at hun nok skal gøre alt, hvad hun kan for at vogte videre derfra, hvor hun er nu. Ingen skal krumme et hår på hendes børns, svigerbørns og børnebørns hoveder.

Tak for alt Rolle og pas godt på dig selv videre frem. Du har stadig en plads her på jorden - i de hjerter, som alle holdt af dig og stadig vil holde af dig - for det du var og det du stod for.


September 2008 COFFEE ER I PUBERTETEN
Lille søde nuttede Cof er blevet stor - nu er hun kommet i sin første løbetid og før vi anede det måtte vi beskytte hende imod Zimba og hans tæve-interesse. Og det er gået livligt for sig. De første 14 dage mandsopdækkede vi de to verylere men den sidste uges tid har vi måttet sende Zimba i eksil i dagtiden mens nætterne her i huset har genlydt af hans hæse ulvehyl bag den lukkede dør. Coffee er lykkelig for at det hun troede var en mægtig  stor vamset tøjhund pludselig viste sig at være en levende hund som ovenikøbet viste hende en omfattende interesse. Hun har fået nogle heftige luftture - saltomortaler og har taget det fint.
August 2008

Zimba er syg

Til en simpel operation - hvor jeg havde bedt dyrlægerne samtidigt tjekke Zimbas bug og blodsukker - afslørede røntgen, scanninger og blodprøver at søde Zimba desværre er syg – fik vi at vide -  og vi betalte 4500 kroner for at få denne besked. Vi valgte dog at få en second opinion og derefter en third opinion og slutteligt var Zimba angiveligt helt rask efter at have været igennem 7-8 diagnoser heraf de fleste dødelige og vi var 9000 kroner fattigere. Zimba skal dog opereres med forsigtighed og det betyder at den trussel Esben har fremsat indtil flere gange - om kastration - nu nok aldrig kan blive til noget. Og en kastreret Zimba ville være en anderledes Zimba - han har en forrygende seksualdrift den hund. Nu må hegnet i stedet bygges endnu højere. Lige nu ligger Zimba og tager en slapper her på terassen og ser egentlig ud næsten som han altid har gjort og så sent som i forgårs forsøgte han at parre sig med en han-labrador (tsk-tsk  Zimba dog! - nu må du snart lære det!).


MAJ 2008

NYT MEDLEM AF FAMILIEN - VELKOMMEN COFFEE

Sød og dejlig + charmerende og sjov + køn og fræk + kælen og legesyg + glad og klog     =    coffee
En lille ny bedste-ven kom til os d. 8.5 - født d. 8.2 i Kennel Hopla. Startede med dårlige odds, kun 100 gram og i et stort kuld på 13. Blev opfostret med flaske og er en rigtig lille fighter som klarede skærene og nu er så fuld af energi og spreder så meget glæde at vi alle er faldet pladask for hende - selv Zimba ser ud til at kunne se hendes charme. Jeg glæder mig til de næste mange år med dig Coffee.


Juli 2007 - TILLYKKE LINNEA - SKAT
D. 25. Juni oprandt dagen så. Linnea kunne fra morgenstunden stå op med flagrende sommerfugle i maven - spændt på den sidste mundtlige eksamen i matematik A+. En eksamen hun havde frygtet og som tog pusten af hende den dag, de fik afsløret hvilke fag, de skulle op i -Hadefag nummer 1. Men sommerfuglene flagrede også for dagen i sin helhed, for omkring kl 9.30 ville Linnea stå med huen på hovedet. Uanset hvad der skete til den afsluttende eksamen, ville huen sidde på hovedet, og selv med et 0 ville hun gå derfra med et godt snit.Og da hun går ind for at få sin karakter i sidste fag - med tøvende skridt og nervøst blik men dog med smil på - holder vi alle vejret. "Gid dagen ikke skal blive ødelagt af en dårlig karakter - helst ikke under 6 " - tænker jeg og krydser fingre, så hele hånden er ved at gå i krampe. Sekunder efter kommer Linnea hoppende ud fra lokalet med hue-æsken krammet i hænderne og et smil, der når op til begge ører. 9 - råber hun- i sit hadefag nummer 1 - det er bare så sejt. En stolt storebror, der i de sidste 5 dage op til eksamen, har kæmpet for at strukturere stoffet for sin søster, der ikke har været særlig koncentreret, fordi hun "lissom ikke regnede med den sidste eksamen", kan nu ånde lettet op. Han har gjort et kanonflot stykke intellektuelt og pædagogisk arbejde, som suppleret med Linneas gode hjerne gav hende et flot resultat. For en god hjerne uden input af stof er ikke meget værd i et så konkret og eksakt fag som matematik. Så Kasper´s smil var ligeså bredt som Linneas den dag, og jeg var bare så stolt af dem begge. Kasper satte selvfølgelig huen på hovedet af Linnea - det var Linneas ønske, og sådan skulle det være 😀. Så gik turen til skolegården, hvor en smådiset dag satte rammen om festlighederne, mens champagnen blev drukket i den samme skolegård, hvor vi også har drukket champagne for både Kasper og Kaare (og for mig for den sags skyld - for meget længe siden). Derefter tog vi på cafe og spiste brunch, og så vendte vi næsen hjem til Beder, hvor vi senere på dagen fik gode venner og familie på besøg.
Min tale til Linnea - som blev givet på skrift aht "undgåelse af pinligheden" :-) og - måske - faren for "rørstrømskhed"

 

Den fantastiske dag – mandag d. 25.06.2007

Kære Linnea….

 

Ja så blev du student / studine – Tusinde TILLYKKE til dig – du fortjener huen fuldt ud, og nu pynter den på dit smukke hoved og sætter dit ansigt og dit dejlige smil i ramme.

 

En længe ventet dag – efter 3 års slid og arbejdsomhed – men for dit vedkommende yderligere en masse kraftanstrengelse og kamp mod faktorer i dit liv, du ikke har haft nogen jordisk chance for at gardere dig imod.

 

Så meget desto mere imponerende er det, at du har gennemført trods disse svære odds – og du har ikke bare gennemført – men du har fået en kanonflot eksamen, og du har sejret dig igennem disse eksamensdage, og du kunne have bevæget dig igennem med armene højt løftet over hovedet som en triumfator, men på din sædvanlige stille måde har du blot smilet stille og vendt dig mod næste opgave.

 

Vi er fantastisk stolte af dig og har enorm respekt for din ukuelighed, din stærke vilje og din evne til at lægge de svære ting bag dig og bruge din energi på det positive, og som udgangspunkt betragte livet og dets tilskikkelser som udfordringer i stedet for at betragte dem som problemer.

 

Det er helt sikkert, at ikke blot dit eksamensbevis vil føre dig mod dine mål, men at også netop dine mange kvaliteter som ukuelighed, positiv livsholdning, evne til at strukturere og prioritere og evne til tilpasning vil føre dig mod de højeste tinder – netop der, hvor lige præcis DU drømmer om at komme hen. For du har allerede mange gange bevist, at du kan overvinde en ufattelig mængde besværligheder og bevare modet og overblikket selv i de sværeste situationer.

 

Derudover ved du - om nogen - hvad livskvalitet er, og hvad det virkelig er, der tæller her i livet. De sidste 4 år har vist dig det, og du har fået flere erfaringer end mange får på et helt liv. Men intet har væltet dig – det har tværtimod gjort dig stærkere ( frit efter Kierkegaard).

 

I virkeligheden er der ingen gave, der er stor nok til at matche din indsats, og det er heldigvis heller ikke sådan, gaver skal gives.

 

Vi vil gerne fortælle dig, hvor enormt stolte vi er, hvor højt vi elsker dig, hvor meget vi beundrer dig, og hvor meget vi værdsætter dine kvaliteter – jeg tror egentligt godt, du ved det.

 

Vi vil indsætte et beløb på din konto til fri disposition – så kan du købe lækre ting og sager, eller du kan tage på en rejse eller måske flere - til London fx Du har jo fået en forskudsgave, fordi det gav mere mening, at du fik din nu u-adskillelige ven – din bærbare – i vinterhalvåret, så du kunne få udbytte af den til din eksamenslæsning. Men den vil forhåbentlig stadig bringe dig glæde og lette din hverdag i visse situationer.

 

Knus og ”kærlige og MEGET stolte” kram fra far og mor


2007 - SÅ BARSLEDE KAARE MED SIN FØRSTE DIGTSAMLING
D. 25. juli dumpede "produktet" så ned i vores verden . Det blev en 125 grams lækker og indbydende sag, i dejligt format og med smukke farver, og det indholdsmæssige er helt i top. Kaare barslede med sin nye digtsamling - Emergens- et samarbejde mellem ham og medforfatter Louise. Jeg er hammer-stolt af både ham og Louise og synes, det er rigtig godt gået at forfølge sine drømme, til de lykkes. Se mere på www.bach-bergh.dk. eller på Litteratursiden.dk søg på "ild og is" eller på dette link http://www.litteratursiden.dk/sw104419.asp hvor der er et interview med de to forfattere.

Vinter 06-07 NÅR LYSET BRYDER FREM...
Efter mørke kommer lys - efter nat kommer dag - efter sorg kommer glæde - efter ulykke kommer lykke.... Vinteren og mørket har været uendeligt og frygteligt langt denne gang. Jeg ved endnu ikke, om jeg tør vende øjnene op imod lyset -  jeg er bange for, at det forsvinder, hvis jeg kigger for længe på det - at lyset er for svagt til at fastholde. At mørket i mine øjne skal opsluge lyset - suge det ind i ulykken og sorgen. Og at den svage lysning, jeg har skimtet, vil vise sig at være et fatamorgana og vil forsvinde for mine øjne og fra min følelse som fint sand imellem mine fingre. Jeg krummer min hånd alt, hvad jeg kan for at få det til at blive liggende og for at få mulighed for at tage det til mig og holde det hos mig. Jeg tør ikke sige ordene, og lige nu sidder de fast i tasterne her og vil ikke trænge igennem til skærmen. Jeg tør ikke sige det, og nu gør jeg det alligevel i en tillempet udgave - jeg tror, og jeg håber, at det går bedre med Linneas sygdom. Faktisk så VED jeg, at hun kun har få symptomer engang imellem, at hun har klaret at være syg med både influenza og maveinfektion, uden at det gav opbrud i sygdommen. Hun har generelt været meget mere syg, end hun plejer at være - med kortere intervaller og i længere tid - men alligevel er det dejligt, at hun ikke blev opereret, og at hun ikke er endnu mere syg. Jeg tæller dagene og håber på rigtig mange dage - helst år - med ro i sygdommen. Jo flere dage med ro jo bedre prognose. Men hun skal bare være stille en dag, eller gå lidt hurtigt på toilettet, så er jeg fuldstændig rædselsslagen og kan ikke tænke en klar tanke. Vi snakker ikke meget om sygdommen - Linnea orker ikke at lade den fylde så meget i vores samvær. Så det meste bliver i mine tanker - i mit hoved. Og sådan skal det også være - Linnea skal have lov at forsøge at glemme det så meget som muligt - at leve sit liv så tæt på normalt som muligt. Selvfølgelig blev hun også syg, da hun skulle lave sin SSO opgave - den store tredje G opgave. Så hun kunne ikke feste med vennerne, for da de afleverede, sad hun stadig og knoklede med sin opgave - tre dage forskudt fra de andre, og hun afleverede lillejuleaften. Men afleveret fik hun, og produktet blev vist rigtigt godt. At prioritere forstår hun heldigvis, så festen måtte være fest, for opgaven SKULLE laves. Men som hun selv resigneret sagde "der er åbenbart intet, der skal være normalt i mit gymnasieforløb". Jeg håber, at det sidste semester kan forløbe planmæssigt, og at eksamen overståes på bedste vis, så hun engang i løbet at juni kan stå glad og lykkelig med det eftertragtede eksamensbevis i hånden og huen på hovedet. Jeg spurgte Linnea i går, om hun FØLTE sig syg, og hendes svar var "jaah..... eftersom jeg hver dag skal tage medicin to gange om dagen, og jeg næsten dagligt bliver mindet om sygdommen, fordi jeg aldrig kan udsætte et toiletbesøg i få minutter uden at få meget ondt, og at jeg derudover også har andre symptomer næsten dagligt - ja så gør jeg da det". Så følelsen af sygdom er der desværre - det er ikke "bare" et ord for en diagnose.
August 2006 - Græder - Græder - Græder
NÅR VERDEN PLUDSELIG VÆLTER.....

Vi tror vel alle, at vi har et nogenlunde overblik over fremtiden, og at visse ting kan forventes at stå fast. Selvfølgelig ved vi, at ulykker kan ske – ulykker, der med ét slag kan ændre vores verden. Men hvis vi lever med den tanke i hverdagen, bliver livet for kompliceret og vanskeligt, og det bliver svært at finde lykken og friheden.

Jeg er et retfærdighedstænkende og realistisk menneske, og som sådan har jeg aldrig troet på, at jeg ville blive forskånet for alle ulykker. Jeg har mødt en del sorg, og jeg er altid vendt tilbage til overfladen – som en korkprop vil nogen sikkert mene.

En korkprop kan ikke synke – den vil altid stræbe efter at komme op til overfladen, fordi den er skabt så den skyr vandet og holder faren for at synke ude. Men jeg har sprækker i mine celler, jeg er sårbar og gennemtrængelig for ondskab og sorg, og jeg kan rammes, så jeg næsten ikke kan trække vejret - så jeg synker til bunds. Det har jeg gjort før, og jeg kan - når jeg er nede på bunden - gå i en slags ”vegetativt mode”, hvor jeg langsomt opbygger mine celler, mine følelser og mine tanker, så jeg igen kan fungere.

Mine børn er mit guld, mine ædelstene - og de er min overlevelse midt i alle de elementer af livet, der ikke er hverken sjove eller behagelige. Jeg har altid vidst, at mine børn var der og elskede mig, og at jeg elskede dem.

Jeg har altid betragtet mig selv som stærk og vidst, at jeg kunne klare mange ting, men jeg har også vidst, at der var visse ting, jeg ikke kunne udholde, ting som ville knække mig. De sorger, jeg har mødt, har altid sendt mig til bunds i en periode, men med tiden vender jeg tilbage til næsten normalt humør og livsglæde men med visse ar i sjælen. Disse ar gør ikke stærkere, som mange hævder, men de giver mig en større rummelighed og fleksibilitet og forståelse, som forandrer mit syn og forøger mine facetteringer til livet.

I denne netop overståede sommer ramte den største ulykke hidtil mig, da min elskede Linnea blev alvorligt syg. Gennem 1½ måned var det uvist, om hun dagen efter skulle opereres med de uundgåelige følger, der ville følge med dette indgreb. Den ene dag en sund, frisk og velfungerende pige – smuk, klog, sød og dejlig og med livet foran sig i al dets pragt, når det er smukkest. Ingen kan vel sige sig fri for at ønske, at deres barn får alle livets muligheder, og alle ønsker vel, at deres barn ikke hæmmes af begrænsninger i deres første blomstringsperiode og starten på den periode, hvor de skal sætte nye frø, nyt liv i verden - både intellektuelt, livsbanemæssigt og med hensyn til videreførelse af slægten, hvis de måtte ønske dette.

Linnea og jeg gik ”i hi” på hospitalet sammen, på patienthotellet sammen, på afdelingen blandt hvidkitlede mennesker for hvem, Linnea mest af alt var et personnummer eller en case – en interessant patienthistorie - i visse situationer kunne man fristes til at få tanken, at hun var reduceret til det drop, de sprøjtede medicin ind i. Men også i dette golde område fandtes medmenneskelighed og medfølelse – ja næsten kærlighed. Men også den anden side – de upersonlige, kolde – ja næsten grænsende til ufattelig dumhed fandtes her. Jeg registrerede alle disse ting som gennem et filter – det var et mareridt, en ikke-vågen tilstand, mit ”vegetative mode” var indtrådt.

Endnu engang viste Linnea sin styrke, sit intellekt, sin utrolige overlevelsesevne, sin kontakt med sit eget følelsesliv, sin evne til omstilling og nyorientering.

Jeg har altid vidst, at Linnea var stærk, at hun havde fantastisk mange resourcer i sig, at hun ville kunne mestre næsten alle situationer.

Men det kom bag på mig, at denne lille pige på kun 18 år i den grad formåede at holde sig oppe, at stå imod onde prognoser og grimme bivirkninger, som ville forandre hendes smukke udseende, at se forandringer i sit liv i øjnene uden at blinke, at ræsonnere fornuftigt og velovervejet på fakta, at holde styr på sine følelser, så hun så på dem og mærkede dem og lod dem slippe ind i det tempo, hun kunne behandle dem. Men hun lod dem ikke vælte sig. Hun er en MUR af styrke. Nu ved ikke bare jeg det – nej hele den professionelle verden, hun mødte på hospitalet, har bøjet sig i støvet for hendes mod, hendes styrke, hendes overlevelsesevner. ”Du har en fantastisk datter, jeg er målløs over hendes styrke, hun er ufatteligt stærk og klog” sagde den overlæge, der følger Linneas forløb. Og ja – jeg kan kun give hende ret, jeg har altid vidst det – nu står det skrevet med al tydelighed for hele verden.

Jeg har aldrig tvivlet Linneas evner, jeg har altid vidst, at hun kunne nå skyerne, uanset hvor højt de fløj. Nu fik jeg bevis på, at selv om hun fik en møllesten om halsen, kunne hun stadig hæve sig til disse højder.

Heldigvis er den første krise ovre nu. Men vi holder vejret, Vi afventer stadig prognosen og fremtiden. Linneas sygdom er kronisk, dvs hun aldrig bliver fri for diagnosen. Men i hvilken form, hun vil skulle leve med den, er endnu for tidligt at sige. Jeg håber af hele mit hjerte, at hun får et mildt forløb, at hun får den diagnose, som medfører en medicinering med færrest mulige bivirkninger. Hun fortjener det bedste. Og Linnea er stadig en både sund, frisk og velfungerende pige – smuk, klog, sød og dejlig og med livet foran sig i al dets pragt, når det er smukkest. Intet kan ændre på dette faktum. Nu har hun bare fået en diagnose med sig i sin videre færd.



Juli 2006 - Kigger indad for tiden - stilhed
08.07.06
Our shangri-la (Marc Knopfler)

it’s the end of a perfect day
for surfer boys and girls
the sun’s dropping down in the bay
and falling off the world
there’s a diamond in the sky
our evening star
in our shangri-la

get that fire burning strong
right here and right now
it’s here and then it’s gone
there’s no secret, anyhow
we may never love again
to the music of guitars
in our shangri-la

tonight your beauty burns
into my memory
the wheel of heaven turns
above us endlessly
this is all the heaven we’ve got
right here where we are
in our shangri-la

this is all the heaven we’ve got
right here where we are
in our shangri-la

YES!!! - Så er det forår - igen...
18.04.06
Så er foråret her. Umiskendeligt med et helt andet lys over os og med blåmejser, musvitter og skovspurve, der ser kasserne an og futter rundt med "overskæg" af grannåle og dyrebare uldtotter, de har fundet til redebygningen. Der er på kort tid skabt et lille hav af farver i havens bede. Og havens buske og træer er fulde af bristefærdige knopper, som man næsten kan høre springe i små "ploppende" lyde. Jeg bliver fuldstændigt lamslået hvert år, og jeg bliver hele tiden optaget af nye oplevelser og indtaget af nye fantastiske fænomener. I denne  tid behøver jeg ikke rejse til "Langtbortistan" for at forundres og blive "fodret med indtryk". Et vinduesfelt kan indfange mig i lige så lang tid, jeg giver det - i øjeblikket desværre ofte kortere tid, end jeg gerne ville. Skulle jeg en dag blive berøvet mine muligheder for selv at vælge mit udsyn og blive efterladt med masser af tid, så håber jeg, at et behjertet menneske, der kender mig, vil placere min stol ved et vindue med udsyn til et stykke natur  /en have som rummer gode fuglefaciliteteter og vil efterlade mig ved et åbent vindue, som tillader lydene at slippe ind. Her udfolder hele livet sig - med behov og nydelse, alderdom og ungdom, hverdag og drama, kamp og fred, konkurrence og samdrægtighed, ensartethed og forskellighed, ensomhed og fællesskab.
I min have hedder blåmejserne - min yndlingsfugl - Hr. og fru Blom. Jeg er vild med denne uanselige fugl, som trods sin lidenhed kan puste sin lille blå kalot op til en flot og festlig hat. De holder sammen i par - gerne livslangt - og de fouragerer sammen. Hvis Hr. Blom er der, så varer det ikke mange sekunder, før man får øje på Fru Blom også, og deres selskabelighed får dem ofte til at færdes sammen flere par samme sted. De bekriger ikke hinanden men kan godt hævde sig overfor andre og langt større fugleracer ved fuglefodringspladsen, hvor deres uforfærdede gåpåmod sikrer dem en plads på pinden, og hvor langt større fugle overrasket må fortrække et øjeblik, når den lille selvsikre fugl gør sit indtog og dermed sikrer sin egen overlevelse.
Ukueligheden og livskraften fascinerer mig.

I've called, I've yelled and screamed... but nobody is answering..

15.03.06
When you're down and troubled and you need a helping hand
and nothing, whoa, nothing is going right.
Close your eyes and think of me and soon I will be there
to brighten up even your darkest nights.

People can be so cold.
They'll hurt you and desert you. Well, they'll take your soul if you let them,
oh yeah, but don't you let them

You just call out my name, and you know where ever I am - I'll come running to see you again.
Ain't it good to know -  you've got a friend. 
(James Taylor)

Faktisk har jeg engang tænkt, at reinkarnation måtte være den eneste mulige forklaring på død og liv - og liv og død. Så opgav jeg tanken for en del år siden - nok mest fordi den var for skræmmende - det at skulle bevæge sig igennem det samme igen og igen - cirkulation i stedet for bevægelse og frihed. Nu er jeg mest optaget af at få det bedste ud af hvert i øjeblik i erkendelse af, at jeg intet ved og intet kan forvente. Tage chancen for de gode oplevelser, håbe disse vil komme, om nødvendigt hjælpe dem på vej - og forsøge at leve mit liv, så jeg kan se mig selv i øjnene med god samvittighed, og så jeg ikke ender bitter pga de forkerte valg. Fejl begår jeg, og vil jeg altid begå, men jeg vil tilgive mig selv, så længe jeg ved, meningen altid var god nok. Samme holdning har jeg til mine omgivelser. Jeg VIL ikke forsumpe i negative tanker og bitre antagelser.
Dybest set må jeg erkende, at min store og altfortærende kærlighed er MENNESKER - en skæv tand, en pjusket frisure, en halten, et fejltrin i sandet, en foroverbøjet ryg, en langbenet yngling, en ung, smuk pige, som stråler af "her kommer jeg - se mig", eller en buttet generthed - en forsigtig insisteren fra en overlever på, at "her er jeg, og jeg må godt være her". Jeg elsker både ukueligheden og skrøbeligheden og det fuldendte og ufuldendte. Og det er virkelig ægte kærlighed. Jeg kan mærke mit hjerte svulme over en tilfældig forbipasserende som i et moment - et splitsekund - et minimøde - afdækker sig og viser sin menneskelighed. Jeg har set alle disse mennesker i dag, og jeg ser så mange forskellige hver dag. De har hvert deres særpræg og er unikke.
Jeg har hele menneskeheden foran mig - nogle få kommer jeg tæt på og knytter mig til. Det er fantastisk dejligt men indebærer altid en risiko. Man bliver sårbar, når man rigtig holder af og giver sit hjerte væk. Men jeg ville vel ikke undvære det....

I am a dreamer but when I wake,
You can't break my spirit - it's my dreams you take.
And as you move on, remember me,
Remember us and all we used to be
I've seen you cry, I've seen you smile.
I've watched you sleeping for a while.


And I still hold your hand in mine.
In mine when I'm asleep. .
Goodbye my friend. (James Blunt)


Ferie, sol, strand, hav og afslapning - men først og fremmest dejligt samvær
24.02.06
Så vendte vi hjem fra Tenerife i søndags. Dejligt afslappede og glade efter en herlig tur. Fandens dyr men det hele værd. Fluks ved hjemkomsten blev jeg syg med influenza, hvilket endnu engang beviser, at jeg er skabt til varmere himmelstrøg. Men nu er jeg ved at være klar til at gå på banen igen og storme derudad, mens jeg venter på, at den danske varme skal indfinde sig. Se lidt billeder fra turen under feriebilleder her på siden, hvis du har lyst til det.
Og hvad fik vi så for pengene? - først og fremmest en masse samvær. Vi råhyggede os, Dernæst en masse tiltrængt afslapning - virkeligt afstressende. Hvis nogen havde vækket mig om natten og spurgt om min trækprocent, eller hvad mine kolleger hed, ville jeg ikke ane, hvad svaret var. Og så kom i tilgift mit yndlingsvejr, hvor vi var tæt på min yndlingstemperatur, Dernæst min favoritudsigt og favorithabitat - havudsigt, havlyde, havluft, havomgivelser. Og så havde min familie det også godt. Linnea elsker hav og sol, Kasper elsker ture og oplevelser, Esben elsker fugle og fri natur og det hele var der masser af. De grønne parakitter fløj hen over Esbens hovede om morgenen, silkehejrer gled grasiøst henover vandene sammen med skråperne, og den spanske spurv huserede på terassen, Kasper besøgte bjerge og vulkaner og sejlede på katamaran og nød at blive set misundeligt på af alle de spanske fyre, som troede, at han og Linnea var et par. Det fik Kasper mange skulderklap på, efter at de spanske mænd havde afleveret deres romantiske scorereplikker til Linnea og så lige skulle have syndsforladelse hos ham. Linnea fik luftet sine bikinier og promeneret i al sin stads og blev lagt mærke til. Hun sugede solen til sig, som hun ikke rigtig fik noget af i sommers pga operationerne, og hun spiste morgenmad som en jord-og-betonarbejder - herhjemme skal hun aldrig have noget. Og jeg selv - jeg gloede ud i luften, lod tankerne fare, kiggede på mennesker, lyttede til havet og fik mit uendelighedsblik på ud over havet - fulgte med, når de andre tog afsted, så delfiner,  som jeg elsker for vildt -  både i det fri og i et delfinarie, hvor jeg kunne komme rigtig tæt på. Og så fik vi Live-optræden af sound&look-alike's hver aften - lige overfor terassen - til kl 24, hvorefter der blev meget stille. Men der var både Elton John, Robbie Williams, Elvis Presley, Santana, Eagles og Eric Clapton. Lækker tur med masser af godt indhold.

Farver og striber, fugle, sammenhold, foranderlighed og kærlighed
09.02.06
SÅ... endeligt går malerarbejdet i gang. Væggene toner ligeså stille frem i nye farver. De mange prøvefarver kunne inspirere til nogle striber og mønstre - hvem ved, hvad det ender med.
Foråret er på vej, ganske vist ser jorden  - hvor sneen er smeltet bort - stadig ganske ubrudt ud, men det kan ikke vare længe, før erantis og vintergækker bryder overfladen. I den forrygende kolde tid, vi netop er kommet igennem, viste fuglefodringspladsen endnu en ny art, som jeg ikke har set siden starten af 90 -  en kernebider fra det koldere nord. Den sad og gnaskede lidt i udbuddet og fik os fluks afsted efter nøddekerner og valnødder som supplement til allerede eksisterende udbud som er en femstjernet Michelin-fugle-restaurant-guide værdig. Det var dejligt at se den imponerende og anderledes fugl igen.
Så har vores virkeligt gode venner demonstreret, at ægteskaber KAN lykkes, at sammenhold og samhørighed betyder noget, at kærlighed, når den er bedst, overlever alt, og kan vokse og være evigtgyldig. I morgen skal vi til sølvbryllup hos dem, og det glæder jeg mig vildt til. STÆRKT GÅET BRITA OG HENRIK.
Forandringer er til stadighed på vej i vores omskiftelige verden - ikke meget står fast. Og sådan skal det være. Udvikling er nøgleord - vi skal holde fast, hvis vi ikke pludselig skal se os tabt. Sådan er det i arbejdssammenhænge og i mange fritidssammenhænge. Men lige præcis kærligheden må gerne bevare en grad af uforanderlighed - den er sgu' god som den er og ikke til at undvære. I familien og i kærligheden henter jeg MIN energi, som jeg har brug for i mit arbejdsliv.

Alle tre på banen
04.02.06
Så rundede mit yngste barn Linnea de 18 år. Underligt at tænke på, som årene er løbet afsted. Som med Kasper og Kaare sender jeg også Linnea glad afsted til valgurnerne - jeg VED de alle tre har de rette holdninger - politisk, socialt og menneskeligt. Jeg VED vingerne kan bære, og at de hver især har deres personlige styrke og masser af gode og efterspurgte resourcer. Én dag ændrer jo ikke en masse i et menneskes liv, men rundingen på de 18 år betyder noget - noget symbolsk. Det er en markering af tidspunktet for, hvor man som forældre kan "evaluere" - kan se tilbage og frem - og gøre sig tanker om muligheder, drømme og forventninger, og om hvor stor rummelighed og plads der er til disse elementer. Og jeg har det MEGET godt - rigtig, rigtig GODT faktisk, med det jeg ser for mit indre og ydre blik. Faktisk intet ville jeg gøre om - det betyder ikke, at jeg har været fejlfri - tværtimod. Men jeg kan stå ved det hele, og jeg kan se på resultatet - og........jeg FRYDER mig HVER dag.

Minder og nostalgi - hvad der er godt kommer aldrig skidt tilbage.
28.01.06
Kære Annie, Rikke og Dorit
Hvor skønt at høre fra "gamle dage" - fra mennesker jeg dagligt savner fællesskabet med, men som jeg glædes ved at tænke tilbage på. Godt at høre, i sørger for at E3's enorme kvalitet føres videre i anden afdeling. Det, vi fik skabt der sammen, var også for godt til at lade forsvinde
. Fortsæt det gode arbejde og lad den gode ånd fra "OS i E3" råde fortsat - til glæde for alle psykiatribrugerne i Randers. Lad aldrig bagstræbelser og nedrige skarpe albuer påvirke jeres gode humør og gode sammenhold. "E3 RULES... 4EVER".

Paletter og farver
21.10.05
Tusinde tak for den dejlige besked i gæstebogen, og jeg følte egentligt også fra morgenstunden nogle herlige lyse strøg indeni, som nu er blevet til bobler, der febrilsk leder efter udgange at boble ud af.  
Desværre er verden fuld af mennesker, som ikke selv kan finde farvesortimentet i en periode - og så har vi, der er så heldige at have adgang til alle farverne - en forpligtigelse til at vise vejen hen til farvehylderne. Og faktisk så er det herligt at se et sind "lighten up" og se mulighederne dukke op og aftegne sig i blikket og i rynkerne i panden, som pludelig får en anden retning.
Det er vi heldigvis flere, der synes og hjælper hinanden  med at praktisere som en livsholdning - deriblandt afsenderne af beskeden i gæstebogen. 🤩
 

Klarere syn på verden
10.09.05 Så blev verden tydelig og klar !!! Vinduesudskiftningen er begyndt i dag og varer nok en uges tid eller mere. Nu har jeg gennem mange år levet højt på min svigerfars udtalelse om, at vinduer kun kunne blive snavsede til et vist punkt, så det var i virkeligheden spild af tid at vaske vinduer.🤭 Det har været fandens dejligt - en herlig undskyldning. Men i dag kan jeg jo godt se, at lyset er anderledes i de rum, hvor de er skiftet ud. Men på den anden side er det pisse-besværligt at rende rundt med solbriller  indendørs, fordi lyset er for skarpt.... Så jeg tror, jeg ser tiden an 😀. Men pænt ser det sgu ud 🙂 - men måske får gråspurvene det lidt koldere omkring huset til vinter. Så må de have nogle flere mejsekugler.
Gode Venner er fantastiske
Uhhh... Det var så dejligt at se, at der igen var hilsener i gæstebogen. Og så fra lige netop nogen, jeg rigtig gerne vil høre fra.😀  Jojo NN - jeg har jo fortalt dig, at jeg er MEGET skarp - men denne her var jo let. En god ven som vi har svælget i Amarone med, hvor ouzo'en er blevet nydt på lune sommeraftener under markiser med Weber'en spruttende sagte i baggrunden. Med humor og vitser og skæg og ballade men også alvor, når det er tid til det og masser af gode lytteøvelser, som gode venner skal kunne. Så Henrik - du ER røbet.
Og så nogle dage efter en hilsen fra Stephan ( og Dorte), som vi havde en kanongod søndag med, selvom festugen lukkede, da vi kom. Men hvad fanden skal vi med festuge - vi kan da levere festen selv - kan vi 🤩. Mille motionerede mig i alle karuseller og gynger med stort vovemod og Malthe gav opvisning i radiobils-styring. Pariserhjulet var for kedeligt for Mille og mig, men heldigvis for mig var Mille under linjen for den højde, der måtte gå i Pegasus. Da blev jeg sgu lettet. Jeg er stadig svimmel, når jeg tænker på Tiger, hvor vi jo ramte trætoppene og fløj højere end fuglene - hehe  . Men Mille hoppede gladeligt op i den igen.
Og Stephan og Dorte -  det var vildt hyggeligt. Der skal ikke gå så længe igen, før vi ses. Heldigvis skal jeg snart se Milles og Malthes lillebror - det glæder jeg mig til.

Svær beslutning
03.09.05

Nogle gange må man tage beslutninger i sit liv, der er svære at tage. En sådan har jeg taget i dag. Jeg vil sikkert komme i tvivl hundredvis af gange, men jeg ved, jeg har tænkt den igennem mange gange og afvejet tingene, og jeg ved at alle valg medfører nogle fravalg. Så det vil betyde tab og dermed sorg for mig, men nogle gange forsøger man måske også bare at holde noget i live kunstigt, der faktisk er dødt. Og det kan forhindre, at man kommer igennem sorgprocessen og indstiller sig på den faktuelle situation og kan nyorientere sig.
Jeg har måttet tage afsked med nogle mennesker, som har betydet rigtigt meget for mig i mit liv. De er ikke døde, men de vil ikke indgå på samme måde i mit liv, som de har gjort til nu.
Den slags afskeder har jeg taget mange gange før, og jeg ved, hvad det gør ved mig. Det tager flere år.  Men dette var nødvendigt - desværre....

NY personlighed :o)
31.08.05
Jamen jamen - så skiftede jeg sør'me personlighed lige på et øjeblik. Ved korrektion af mit hidtidige horoskop fandt Bente, min ven og ex-kollega, ud af, at jeg slet ikke har min MC liggende i tyren men i vædderen - hvilket jo er noget ganske andet. Sikke en lettelse... her gik jeg og ventede på den stabilitet og vane, jeg skulle have i mit job og arbejdsliv og troede, jeg havde gjort alt forkert, siden jeg ikke havde arbejdet det samme sted i 40 år - og jeg kunne ikke få øje på al den skønhed og æstetik, jeg skulle have søgt i mit arbejdsliv i de arbejdspladser, jeg har haft til nu blandt samfundets svageste og ikke-skønheder - på det ydre plan i hvert fald. Men så løste alt sig, og jeg kan se frem til fortsat turbulens og omskiftelighed og masser af nytænkning og energiudladning i resten af mit arbejdsliv....hmmm.... Men for fanden - hvem får foræret så meget ny indsigt på det her tidspunkt i livet - jeg er s'gu heldig

Den mest hårdnakkede modstander
25.08
🤭Jamen så fik vi det på plads også... 😎. Kasper gik også i gæstebogen under svære kvaler og vridninger - men mit pres virkede . Han KAN ikke lide den her slags hjemmesider men fandt dog en formulering, han syntes han kunne stå ved - min evigt kompromissøgende søn 🙂. Men jeg skifter med garanti siden ud med hans layout og hans fabrikation så snart, han får mere tid til at hjælpe mig 🤩. Og det glæder jeg mig til...🙃

Gæster nordfra
24.08 ....Jeps... flere beskeder i gæstebogen - og fra mine rigtig gode venner og ex-kolleger Dorte og Dorit   - hvor hyggeligt!! Jeg glæder mig også vildt til de kommende week-end'er, hvor jeg skal ses med jer begge OG jeres familier. Så skal vi HYGGE . På fredag får jeg ferie-"ungmand" på besøg - Rasmus kommer - det bliver dejligt - og mon ikke min gode ven Anders kommer med, når Rasmus skal køres hertil?? Og week-end'en efter kommer min penneveninde Mille med sin bror Malthe og sin snart-bror "rejen", som endnu ikke har set dagens lys, men som kan glæde sig til det sker...
Jeg arbejder på sagen
23.08.05...Uhhhh... hvor dejligt - hilsener i min gæstebog. Hvor hyggeligt og så af den gode slags ovenikøbet. Tak for dem Linnea min skattepige og Brita - min rigtig gode ven  😀. I dag har jeg prøvet nogle flere ting - men desværre ikke noget der er lykkedes - men så blev jeg så meget klogere 🤭. Jeg arbejder videre på at lave Nandos side flot - med hans yndlingsblomster -Solsikker- og hans yndlingsvejr- sol- og hans yndlingsmusiker -John Lennon - og hans yndlingsnydelse - musik - og hans evige tanke - at tænde lys. Det lykkes nok en dag 😎. Desværre kan jeg ikke underlægge siden med musik ellers ville du nu lytte til John Lennons Woman eller Eric Claptons Wonderful tonight.
Mere hjemmeside
22.08.05
Så er der kommet lidt mere på siden. Mindesiden for Nando, og så er jeg påbegyndt stamtavlen -  🤔 det bliver vist et større arbejde, men det var hyggeligt at skrive om dem. 🤩,
Og så har min mand Esben været på besøg - dejligt med en hilsen fra dig . Nu håber jeg, at nogen flere snart gæster min side... 🤭

YES! - første gæst i bogen :-D
14.08
🙃 Hvor dejligt at få besøg på hjemmesiden af sin travle søn Kaare midt i hans eksamenslæsningstid. Herligt du fik tid til det, Kaare-skat. Du indvier min gæstebog på bedste vis


Så er jeg i cyberspace
14.08.05
😀
 Yes....
Så er jeg på nettet med en hjemmeside - ganske vist en præ-fabrikeret en--- men dog  😎  ... en anden kommer senere, når Kasper har fået tid til at hjælpe mig..