TE, AMATA, CAPIO
Vores kærlighed vil brænde
Evigt
Som Vestas hellige ild
KÆRLIGHED KÆRLIGHED
KÆRLIGHED
Hvor
Ubegrænset
Mangfoldigt
Kompleks
Som et fraktal af Mandelbrots mængde
ER kærlighed en kilde
Til evige forbløffelse
Når det repræsentative punkt KÆRLIGHED
Kommer ind i et menneske
Bevæger det sig rundt på en meget kompliceret
Og stort set
Tilfældig måde
Et signal om, at systemet opfører sig
KAOTISK og UFORUDSIGELIGT
Eksistensen af kærlighed tiltrækker
Er derfor tegn på kaos
Jeg ser på dine øjne og læser
TE, AMATA, CAPIO
*
3
Digte fra digtsamlingen
Lægsel er håbets søster. Udgivet 2006
Sider på en bænk
Sider på en bænk
Kikker på
På fremtidens starletter
Jeg elsker foråret
Med al den eufori
Og håb
Men på en varm sommer dag
kan alle kvinder være smukke
Duerne vandre nikkende rundt om sig selv
Nu og da flyver de forskrækket
Op i luften
De stridsvante nikker bare vider
Som et folk der er vant til at
Blive terroriseret
Livet skal jo gå vider
Sider på en bænk
Uden mål og jag
Jeg lader andre om at flaner
Nyder menneskene på afstand
Alle er på vej mod et mål
Håber at de for scoret
Så smilet og glæden
Genfindes i deres stivnede ansigter
Sider på en bænk
En street smart ung fyr
Med tatoveret overarme på størrelse
Med en middelalderlig amerikansk
Overflods kvindes lår
Vifter mig om næsen
Med et spil kort,
Kasketten sider på sned
En sveddråbe løber ned ad af
Hans tænding og rammer
Den tunge guldkæde der
Pryder hans pitbull nakke,
Så åbner han sin kannibal mund
Og spørger
!Er du en player
jeg kikker på hans pupiller
der er på størrelse
med jul kapsler,
tager mig god tid til at svare
kikker ned på mit skød
løfter hoved, ser på ham igen
og svare
i vores mest intime øjeblikke
tager vi alle en spiller
for vore herre,
mens jeg rækker ham en tyver,
her køb dig en øl
vi kan alle
trænge til noget svalende
i denne varme
han tøver et øjeblik
mit smil er der stadig
han tager i mod
og er den der er strøget
sider på en bænk
ser på benene, kjolerne
ser på de store, de tynde
og dem imellem
ung fast gammel løst
sider på en bænk
på strøget
i byen København
i landet Danmark
Norden, Skandinavien
Europa
På en planet kaldet Jorden
En lille prik i universet
Hvor der sider en
Lille mand
Og ser på en flod af skikkelser
Der passer forbi
Som en stjernebestrøet mælkevej
På denne jord
Er kvinder nu engang
Det smukkeste
man kan se, når man er
En mand på en bænk
På en varm sommer dag
Og de dejlige skikkelser viser vej
*
De utæmmede
Dybest i sindet
I Det barnlig, paddestadiet
Der altid dukker op
Uventede, upassende
Det rå slebet
Her og nu
Behov uden vaklen
Uden filter og civilisation
Er det os?
Utæmmede
I samfundets maskineri
Der i al sin magt forsøger at gøre os til
Slagteoffer for det forløjede
Kollektiv afpresning
De utæmmede
Offers som offerlam
Så de såkaldte tilpassede
Kan lutres i lammets blod
Medicin, underholdning
Er et, industri for de tilpassede
For de tilpassede,
bredes der den røde løber ud
På vej mod udsalgskatedralers
Ligegyldige Babylons tårne,
for de umættede
Forbrugs hungrende bændelorme
For de civiliseredes ligegyldigheder
Er den røde løber altid spredt ud
De utæmmede
Ser vi ikke
de kryber langs murene
de tåler ikke dagens lys
de bliver evige jagtede
de er fredsløse og fortjener kun straf
de er uproduktive
De utæmmede
Skal opdrages
de skal ikke lugte
de passer ikke inde billede
af os
hvem er os
hvem har valgt os
hvem dikter os om os
har jeg afgivet en stemme
NEJ
De utæmmede
utilpassede
Er selve udviklings platformens moder
Jeg vil til nød splejses
Men ikke gensplejses
Mangfoldighed
Farvespektre
Klange, kreativitet
Det uventede
Det åbnede lærredet
Det vide papir
ubrudte sten
Det ukendte i morgen
Kultur, Ikke monokultur
Rummelighed, ikke fængsels rum
Samfunds rig, ikke bare rig i samfundet
ER det frie valg
Et moralsk valg
Ikke bare prosak glad, men bare glad i låget
Ikke bare uhæmmede, men bare utæmmede
Ikke bare tilpas, men bare utilpas
Ikke bare kostbar, men bar.
*
Ensomhed
Ensomhed kan lukke
Årtusindet ude
Jeg samler en sten op
Kærligheden har gjort
Den glat og rund
Forelskelsen er som en tændstik
Jeg er viklet ind i væltede telefonmaster
Og brudte ledninger der ikke når at
Sende sine afsenders budskaber
De ligger nu og spyr gnister, vrider sig
som gale slanger
for til sidst at fremstå forkullede, stumme
med en stank af død
budskaberne ligger der spredt efterladte
som hengemte børn
hvem savner dem
Som forvildede stankelben
kikkede vi ud af ruden
og vidste at vi skulle dø
men drømmene blev frigjorte
fra vores hjerner
for om natten blomstrede de gerne frie
til dugen falder på
og solen bryder igennem,
fordi det onde følges af det gode
i beslutsomhedens ubeslutsomhed
Ingen flugtmuligheder
Nå mennesket bliver til rotter
Fortærende alle træer alle blade
Det er krig
Der ønskes
Der er skrig
Der er skrig
Der er afvisning
Ved grænser
Angsten følger dagen.
Mens der jagtes efter guld og gud
Bliver vi kørt rundt i manegen
Vi hør sirenernes lokkende sang
Med de forgyldte sovepuder.
Jeg er sandkornet
Alle sange burde frigøres
Fordi drømmere kan dø
Fordi længsel kan dø i det skjulte
Jeg er sandkornet i dit øje
Ret blikket
Se, se det er
Rødt
Rødt,
Vores blod
Vores blod stråler i solen
Jeg er kommet ind i din verden
Jeg er vågen
Jeg lytter
Livet kan være fuldendt
En dag hvor kærligheden
Gør blind
Tender ild, bære gaven frem
Som den første spire i sneen
Bekræfter
At alt ikke behøver at komme
Fra himmelen.
Du spørger atter om hvem jeg er
Hvad det er jeg bær
Jeg er den der rejser
Og skubber drømmene op af jorden
Og ikke kender nogen gud,
Kun de lamper der tændes af det lys
Som stilheden befrugter.
Jeg går over isen
Inden rosen visner i mit bryst
Ikke for at tage afsked
Ikke iklædt i sort.
Solen kysser min pande
Isen bryder op
Er jeg en engel
Der drukner
Der drukner
I poesiens dybe blå hav,
Vil ådsler få gavn
Af resterne af min krop
Vil der skrives nekrologer,
Jeg tror det næppe
Men der burde stå i neon
Han gik planken ud.