Så er ringridder sæsonen igen slut for Allans vedkommende, og vi er glade for igen at have ham hjemme i weekenderne...

Den sidste ringridning han er med til er traditionen tro, Brunsnæs Ringridning.

De starter med at sætte telt op nede på pladsen torsdag.

Selve ringridningen er om søndagen. Vi er bare så heldige med vejret. Det har regnet meget i de seneste dage, men det starter med fint vejr om morgnen til optoget.

Til middag, er der så, traditionen tro, frokost. Da vi skal til at have hovedretten begynder det at styrte ned. Maden står på borde udenfor (det var jo fint vejr). Det resulterer i at der er rigtig mange der går rundt med sovs-pletter på deres skjorte og ringridder slips.

	mor, jeg ammer lige!

Så kører alt igen som det skal. Allan passer sit arbejde både hist og pist, Anne-Karin er tilbage i Børnehaven og Ditte-Marie og jeg tuller rundt herhjemme.

Vejret er det ene øjeblik super godt, hvorefter det kan være meget koldt. Vi går mere eller mindre alle rundt og hoster. Øv, øv... Men det er godt at vi valgte at holde ferie i de rigtige uger.

En af de første dage Anne-Karin bliver afleveret i børnehaven, bliver hun lidt ked af det, så vi må ind og hente "en voksen" der så går med ud til vinke-vinduet. De fortæller så at det kun går et enkel øjeblik så er hun glad igen.

En dag jeg har hentet hende i børnehaven og vi er på vej hjem, viser hun mig sin arm og siger "Frederik har bidt mig". Hun har et aftryk af et ordentligt "gebis" på begge arme. Hun fortæller at det er sket nede ved hængekøjerne. Jeg spørger pædagogerne på stuen, de er forfærdede men mest over at ingen af dem har opdaget det. Vi finder så ud af, at det ikke er Frederik men hans tvillingsbror Gustav der har bidt. Stakkels min lille kylling...... Men for Anne-Karin er det hurtig glemt.

Vi plejer at ringe til Morfar og Bedstemor næsten hver aften. En aften da jeg snakker med Morfar i telefonen, siger jeg til Anne-Karin om ikke hun vil fortælle Morfar det hun har fortalt mig et par gange i løbet af dagen. Anne-Karin siger jo, tager røret og siger med høj og klar stemme. "Morfar, jeg elsker dig" (det var nu ikke lige det hun havde fortalt mig flere gange den dag) De to piger blev passet dernede i søndags da jeg var i Aabenraa og øve med Filharmonisk Kor, og Anne-Karin sagde at det bare havde været SÅ hyggeligt nede hos morfar og bedstemor.

Da hun snakker i telefon med morfar et par dage senere siger hun "Morfar, må jeg ikke godt komme ned og sove ved dig imorgen?" Det er lidt hårdt når ens børn bliver så selvstændige. Heldigvis skulle vi ikke noget og Morfar sagde ja.

Ditte-Marie har udviklet en helt speciel krybe-dreje-vende-skubbe-teknik, hvormed hun i ekspress fart når fra det ene punkt til et andet. Og hun piller ved alt. Hun jagter Bonita for at kilde hende under poterne, Bonita logrer bare med halen...

Hun kan endelig sidde selv. Hun er også begyndt at sidde med ved bordet. Det med at spise ved bordet gør vi ikke så meget ud af endnu. Det er for farligt både at made hende og mig selv...

Jeg skal være meget omhyggelig med hvad Ditte-Marie for at spise. Er der bare det mindste klumper i, ryster hun sig og kigger på mig som om hun vil sige:"sig mig, er du ude på at forgifte mig??" Det ser meget sjovt ud, men det er ikke særlig sjovt når hun så for 120. gang presser det hele ud mellem læberne og ned på hagesmækken (hvor er det godt der er en lomme i hagesmækken)

20. august:
Hun er begyndt at øve sig på at kravle, hun ligger på alle fire og sidder ligesom og rokker frem og tilbage. Den 22. tager hun så første kravle"skridt". Hun flytter arm og ben én gang inden hun laver en mavelanding.
Hvor er hun dygtig, den lille trold... Nu går det også lidt bedre med "klumperne". Hun har vænnet sig til dem, men nogle gange går det bedre end andre.

Natten til den 25. august får Ditte-Marie (og jeg) ikke sovet særlig meget. Hun er ked af det og har lidt feber (er det måske tænderne der er på vej) De sidste par dage har hun gnubbet sig så hårdt ved gummerne, at det har blødt lidt. Stakkels lille trold!