Ikke så lang tid efter at jeg finder ud af at jeg er gravid, begynder kvalmen og opkastningerne. Det er der HELE dagen. Jeg må passe meget på når jeg handler inden jeg skal på arbejde "bare ikke for tæt på køleafdelingen".
Vel ankommet på arbejde, må jeg hele tiden sikre mig at der er fri adgang til toilettet. Det sker at jeg midt i en ekspedition må undskylde overfor kunden jeg er i gang med, og så bare fræse ud på toilettet. Men idet det er en babyudstyrs butik, er kunderne MEGET overbærende.

En dag da jeg er på vej fra arbejde og ud til flyvepladsen i Pøl, mærker jeg liv for første gang. Selvom jeg har prøvet det før, så er det stadig en meget speciel og intens oplevelse, jeg ikke rigtig kan forklare.
Jeg fortæller glad Allan om det da han er vel nede på jorden igen, efter et faldskærmsudspring. Han er glad.
Da vi er færdige derude tager vi med Lars, Dorthe og Sara til Mc Donalds for at spise middagsmad.
Jeg kan ikke rigtig have noget på grund af den kvalme jeg har hele tiden.
Det er en rigtig god dag, indtil vi kommer hjem og jeg får åbnet posten.......

Det er lørdag eftermiddag, og der er kommet brev til mig fra sygehuset. Det har desværre vist sig, at den trippeltest jeg har fået foretaget ved min jordemoder, har vist tegn på at det ikke er et sundt foster, så jeg bliver tilbudt en fostervandsprøve.
Hvorfor kommer sådan et brev en lørdag hvor jeg ikke har mulighed for at ringe og høre nærmere?
Resten af weekenden går meget langsomt. Mandag ringer jeg ud på sygehuset for at forvisse mig om at det ikke er en samtale om fostervandsprøven men det er selve fostervandsprøven der skal tages tirsdag.

Tirsdag kommer vi ud på sygehuset. Jeg med forgrædte øjne. Jeg er meget bange. Allan prøver hele tiden på at sige til mig, at det nok skal gå. Så kommer vi ind til lægen der skal foretage fostervandsprøven. Hun fortæller os at trippeltesten har vist at der er lidt under 1% risiko for at vi får et mongol barn.
PUHA sikke en lettelse. Et mongol barn kan leve et godt liv!
De går igang med at placere nålen. Første gang slår fejl, så hun må efter det igen. Jeg ligger og stirrer op i den uro af fisk og den søde sygeplejerske der sørger for papir så jeg kan få tørret mine øjne, fortæller mig historien om hvordan hun fik fat i den.
Så får de nålen placeret, og selvom jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil se det barn jeg måske ikke får, kigger jeg op på skærmen. Lige præcis i det øjeblik, kommer den lille bitte hånd hen til nålen og vil ligesom gribe om den og skubbe den væk. Er det et tegn fra baby om at vi ikke skal være bange, at den nok skal klare sig??
Da prøven er taget, får vi at vide, at vi får endelig besked om 3 uger!!
3 lange uger. 3 uger med mange spekulationer. Ude på arbejdet er der en trykket stemning. En kunde spørger hvad der er galt og Elsemarie (chefen) forklarer. Kunden er ked af det, og hun kommer så hen til mig og siger at jeg ikke må give op og at hun gerne vil bede for mig. TUSIND TAK FOR DET!

Efter 3 uger kom så det endelige svar. Vi har hermed fornøjelsen at meddele Dig et fostervandsprøven er afsluttet, og der ikke er fundet nogen anormale kromosomer. HUUUUUURRRAAAAA
Nu kan jeg for alvor glæde mig, men hvor bliver glæden af.
Anne-Karin har indtil nu ment at det var en Magnus jeg havde inde i maven, men pludselig laver hun det om til lillesøster
Ligesom alt synes godt, går det skidt igen. Jeg begynder at få vand i kroppen og urinprøverne er heller ikke så gode.....
Bliver sendt til lidt flere scanninger og undersøgelser. Den 27. december er jeg igen til kontrol hos egen læge. Han vil gerne indlægge mig, men vi bliver enige om at jeg holder mig i ro! Det prøver jeg på, men det er som om det ikke helt virker.
Den 15. januar 2005 er jeg til kontrol på sygehuset urinprøven er ikke ok og jeg har hovedpine! Jeg bliver indlagt til observation. Øv Øv
Det er super kedeligt at ligge der. Jeg må ingenting, jo holde mig i ro!

Lægen mener at det er tid til at sætte mig igang, da det ikke nytter at jeg holdes i ro.
Jeg får en stikpille lørdag aften 21.30. Den virker lynhurtigt og jeg begynder at få veer. Allan sover hos mig i det lille observationsrum på fødegangen. Så der er ikke ret meget plads når der står en hospitals- og en drømmeseng derinde.
Søndag formiddag prøver jeg at få akkupunktur af jordemoderen. Jeg føler mig lidt som en levende nålepude. Det hjælper i ca ½ time, så er den gal igen.
Jeg bliver undersøgt, men er kun 1-2 cm åben. Sikke en besked, efter næsten et døgn med veer! Søndag aften får jeg endnu en stikpille og lavament. Veerne bliver meget stærke nu, så jeg får lidt morfin for at kunne sove lidt for veerne, men det kommer jeg ikke til. Det varer aldrig længe før jeg render i fast rutefart fra værelse til toilet for at kaste op. Og prøver jeg at drikke lidt, kommer det fluks ud igen.
Mandag morgen kommer jeg op på en fødestue for at få lidt lattergas mens de undersøger mig og de tager så og stikker hul så vandet går.
Stadig kun 2-3 cm åben!! Øv Øv Øv.
Jeg får lavet en CTG, bliver vendt og drejet. Jeg er temmelig ligeglad, bare de ikke tager lattergassen fra mig. På et tidspunkt spørger jeg jordemoderen om nu hun er sikker på at der er mere lattergas i. Det griner hun af og forsikrer mig om at det er der. Jeg synes bare ikke det virker længere. Jeg ligger og skriger ind i masken ved veerne der bare vælter over hinanden. Lægen bliver tilkaldt. Jeg spørger om der er noget i vejen men hun siger at CTG'en er indenfor det normale. Jeg får lagt en epidural blokade for at tage smerterne. Det er svært at skyde ryg når man har en stor mave!
Lidt senere kommer hun dog ind og fortæller mig at hun ikke tør vente længere og jeg skal have kejsersnit igen.
Jeg ligger i sengen og ryster. Jeg ved ikke hvorfor for jeg fryser ikke. Men jeg får alligeel masser af varme tæpper på, det hjælper dog ikke meget.
Jeg bliver gjort klar til at komme ned hvor jeg får en "snaps" og får mere bedøvelse. De sætter en skærm op og går igang. Jeg ligger og er bange for om nu fostervandsprøvens resultat var korrekt.

Så kommer skriget klokken 12.39. Velkommen til verden Ditte-Marie. Alt er ok. Du er en dejlig velskabt pige på 50 cm og 3000 gram og bare SÅ smuk! Jeg bliver syet sammen og far får lov til at veje dig og ellers se at de gør det ordentligt.
Jeg er SÅ lykkelig.
Jeg får støttestrømper på og løfter benet så sygeplejersken bedre kan få dem på mig. Hun bliver forskrækket idet jeg egentligt ikke skulle kunne føle og bevæge mine ben endnu. Men det har jeg da kunnet under hele operationen!!
 og hvorfor spilde tiden med at ligge dér og ikke kunne komme rundt....

Jeg bliver kørt til opvågning. Denne gang må du og far heldigvis komme med. Heldigvis for mig, men kedeligt for far. Jeg ligger dernede og får dig over så du kan få suttet hos mig. Så efter nogen tid dernede, må vi endelig komme ovenpå igen!
Her bliver modtaget af de søde sygeplejerske med en masse tillykke'r.
Ligger på stue med Linda, som om natten er blevet mor til lille Laura.
Jeg glæder mig til at se Anne-Karin, og vise hende sin nye lillesøster.

Da Anne-Karin kommer med Morfar og Bedstemor, tager far og jeg hende med ud på gangen og viser hende i fred og ro, sin nye lillesøster. Hun virker meget glad og vil gerne røre dig. Det er bare så dejligt at se hende igen. Jeg har jo ikke set hende i to dage!!
Sygeplejerskerne ude på Sønderborg sygehus er bare så søde. Især Susan er guld værd. Vi kender hende allerede fra da jeg lå der første gang med Anne-Karin og hun kan sørme huske os!
Efter fem dage på sygehuset kommer vi hjem igen. Nu kan livet begynde for vores lille nye familie.