Troen
af Jens Rosendal
Fra pladen: Her hvor vi bor, 1989.

Troen er ikke en klippe
midt i et stormpisket hav,
tro er at sejle trods bølger
over en truende grav.

Troen er ikke det sikre
midt i en verden af fald,
tro er at være til stede,
høre, når nogen har kaldt.

Troen er aldrig artikler
trykt i en indbunden bog,
tro er at vove sig udad
varsom og kærlig og klog.

Troen er det, som kan svigte
i en forfærdelig stund,
troen er det, som kan gribes
midt på den gyngende grund.

Tro er det levende, nære,
som gi´r mig kræfter og mod,
så jeg går med dig på vejen,
selv om jeg ikke forstod.

Tro er at løfte din stemme,
der hvor din fjende har magt,
tro er at satse på håbet
udsat for verdens foragt.

Tro er utrolige kræfter,
som vil forandre alt.
Vove sig dybt ind i mørket,
hvis der for alvor er kaldt.

KÆRE ØJEBLIK

kære Øjeblik tøv en kende
du er så ufattelig smuk
kære Øjeblik kan du nænne
at gå videre mod ophør og suk
når jeg ved du vil være til stede
i en have hvor æbletræet gror
i min sjæl er der bygget en rede
hvor du bor, hvor du bor, hvor du bor.

kære øjeblik tøv en kende
men fortæl ikke alt hvad du ved
kære Øjeblik kan du nænne
at fortælle om min skrøbelighed
i min sjæl er et sted, der er givet
som tiden den aldrig vil ku´ røre
hvor en solsort synger for livet
prøv og hør, prøv og hør, prøv og hør!

kære Øjeblik tøv en kende
og giv mig dit venskab og ro
kære Øjeblik kan du nænne
at slippe mig og skille os to
og æbletræet det blomstrede
det sprang ud i en hvirvelvind af hvidt
og lige der hvor det blomstrede
sad vi tit, sad vi tit, sad vi tit.

Lars Lilholt

I dag skal du løfte dit hoved mod himlen
og rejse dig op
tag frit mod dig selv, som du nu blev dig givet
med sind og med krop.

Luft kældre og kroge, det dybe, det gemte
alt det, du kun ved
og frit vil du finde, og godt skal de hente
fra lyset herned.

Guds rige har smeltet og væltet hver grænse
vor frygt stiller op
al fromhedens hyklen, alt dødt vil han rense
ja, brænde det op.

Og nætternes smerte og morgenens glæde
i dag og i går
vil blive den skønneste lovsang til livet
som livet formår.
Af Jens Rosendal
Fra ”12 danske salmer” 1986

De tre sten
Der lå en sten over Jakobs brønd
den tungeste sten blandt stene.
Ved synet af Rachel blev Jakob så glad,
at han løftede stenen alene.

Normalt kom der fire mænd derned
for at løfte stenen vad aften.
Men Jakob fyldtes af kærlighed.
Af kærlighed fik han kraften.

Der lå en sten på Frelserens grav,
den tungeste sten blandt stene -,
og rygtet kom ud over land og hav,
at kærlighed bar den alene.

Og vi, der var underlagt synd og død
og alle fordrevet fra Eden,
kom sammen og lytted´, når ordet lød
om stenen og kærligheden.

Der ligger en sten på hver eneste grav.
Jeg stod ved min fars forleden
og vidste, at selv de tungeste sten
kan bæres af kærligheden.

Johannes Møllehave fra bogen Til glædens Gud 1977.

Digtet blev skrevet af en kræftsyg pige,
som vil prøve at fortælle verden, at alle skal tage det med ro
og slappe af, nyde livet, for det fik hun ikke lov til.
Hun beder alle bruge bare 2 min. på at sende det videre.
En fyr sendte det til over 500 mennesker.
Det koster ikke noget, kun lidt tid.

En stille dans
Har du nogensinde set på børn på en karrusel?
Eller lyttet til regnen, der slår mod jorden?
Nogensinde fulgt en sommerfugls elegante leg?
Eller kigget på solen, mens den gik mod nat?

Tag en stille dans, men Ikke så hurtigt.
Livet er kort. Musikken varer ikke ved.
Farer du gennem dine dage meget hurtigt?
Når du spørger 'Hvordan går det?' Hører du så svaret?
Når dagen er forbi, ligger du så i din seng
med de næste hundrede opgaver kørende i hovedet?

Tag en stille dans, men Ikke så hurtigt.
Livet er kort. Musikken varer ikke ved.
Har du nogensinde sagt til dit barn, vi gør det i morgen?
Og nåede du ikke at se, hvor det sårede?
Har du nogensinde mistet overblikket, mistet gode venner,
fordi du ikke havde tid til bare at ringe og sige 'hej'?

Tag en stille dans. Ikke så hurtigt.
Livet er kort. Musikken varer ikke ved.
Når du farer sådan af sted, mister du halvdelen af glæden ved at nå det.
Når du bekymrer og skynder dig hele dagen,
er det som en uåbnet gave - Bare smidt væk.
Livet er ikke et væddeløb. Tag det med ro.
Hør musikken inden sangen er forbi…

 

---

Digtet markerer efterårets komme.
Mennesket påvirkes af naturen, af årstiden, de lyse timer
bliver færre, mørket tager over. Der er dog håb i
den sidste sætning:
I morgenlyset skal vi se hvor frøet faldt.

Oktoberdagens skiften
af skyer, sol og regn
slår som en blæstens rytme hårdt
i hjertets egn.

Oktoberdagens farver
og bronzeblomsters glød
har samme stærke strøg som dybt
i sindet lød.

Oktoberdagens æblegrene
der steg som blomsterflor
skal tynges helt med livet ned
fuldbragt til jord.

Oktoberdagens sidste
ukuelige håb
skal kaste sommergløder
midt i angstens råb.

Oktobernattens mørke
vil nådig dække alt.
I morgenlyset skal vi se
hvor frøet faldt.

Jens Rosendal, 1985

Dette digt er en Sensommersang af Alex Garff.
Karakteristisk for digtet er anvendelsen af årstidens mange farver: Blå, hvid, grøn, brun, gylden, purpursort, osv. Dertil kommer de auditive udtryk bl.a.: Lærkesang og søndagsstille ro. Det er ikke naturens forfald, der er digterens ærinde. - Alt det sansede er oplevet positivt.

Septembers himmel er så blå,
dens skyer lyse hvide,
og lydt vi hører lærken slå
som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger,
men storken længst af lande fór
med sol på sine vinger.

Der er en søndagsstille ro
imellem træ´r og tage,
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs,
der lyser solskinsgule.

Hver stubbet mark, vi stirrer på,
står brun og gul og gylden,
og røn står rød, og slåen blå,
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
så rig er årets sidste flor:
oktobers offergave.

De røde æbler løsner let
fra træets trætte kviste.
Snart lysner kronens bladenet,
og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt
bag sorte grene svinder,
om årets sidste røde frugt
den tungt og mildt os minder.

At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.

Alex Garff. ”Sensommersang” 1949

Sensommervise
Æbler lyser rødt på træernes grene,
høsten går ind.
Går gennem skoven ganske alene,
stille i sind.
Gyldne farver og sensommerbrise
fylder hjertet med vemodig musik
- går og nynner en sensommervise
fjernt fra byens larmende trafik.

Sommerbrise danner krusning på søen,
mystisk og sort.
Stæreflokke svæver højt over øen,
snart ta´r de bort.
Gyldne farver…

Duft af brænderøg blandt brunlige bregner,
blåsorte bær.
Stille summen mellem blade, som blegner –
aft´nen er nær.
Gyldne farver…

Modne rønnebær bag dybgrønne grene
rødt titter frem.
Går gennem skoven ganske alene –
nu må jeg hjem!
Gyldne farver og sensommerbrise
fylder hjertet med vemodig musik
- går og nynner en sensommervise
fjernt fra byens larmende trafik.

Af Kirsten og Finn Jørgensen. 1982.

I anledning af min 80 års fødselsdag fik jeg tilsendt dette digt.
Forfatteren er for mig ukendt, men digtet lyder således:

Livet er en gave
Livet er en gave
og hver fødselsdag
en ny begyndelse.

Lad os møde hver dag
med håb,
så ikke vi bærer
gårdsdagens skygger
med ind i morgendagens lys.

Da kan vi frit gå ind
i hver ny dag,
ren og morgenfrisk;
da kan vi frit lægge os selv
og alt det, vi er,
ind i hver eneste dag,
vi får givet.

Om at leve i nuet
Livsfilosofisk gruk

At leve i nuet er livets teknik –
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælge det næste.

Og det forrige nu og det kommende nu
bliver aldrig i livet præsente,
og alle folks levetid går sågu
med bare at mindes og vente.

For det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste bliver aldrig det rette.
Næ, sørg for, at nuet, du lever i,
éngang for altid er dette.

Af Piet Hein

Digtet er af Suzanne Brøgger fra samlingen:
Sange til morgen og aften, 2004.
Optaget i Højskolesangbogen 18. udgave.
Organisten og jazzpianisten Willy Egmose
har sat melodi til.

Melodien kan høres på
hjemmesiden: www.hojskolesangbogen.dk

Lyset springer pluds´lig ud
som en Sarons rose,
duften af den gløder grønt,
over myr og mose.

Livet toner rosa frem,
med et lysvælds iver
blænder mig, kom bare an -!
og tak til ukendt giver.

Bad om lov, imens jeg sov –
jeg vil så gerne vågne,
dragedrømme piner mig
og plager øjenlåg´ne.

Tak for lysets morgensang
som vækked mig af døde,
tak fordi mit hjerte slår
og kommer dig i møde.

Suzanne Brøgger. 2004.

Digtet er skrevet af Erling Lindebjerg
til indvielsen af billedtæppet ”Livstræet”
på Silkeborg Højskole 1985.
Se evt. en gengivelse af ”Livstræet” på:

http://www.silkeborghojskole.dk/

Der er så meget der kan trykke,
gøre dagen trist og grå.
Se de folk, der uden lykke
bare går og går i stå.
Lad dem lege i livstræets krone,
lad dem føle, at livet er stort,
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Der er så mange uden varme,
uden ånd og uden liv.
Folk bli´r fattige og arme
tænker kun på tidsfordriv.
Lad dem lege…

Der er så mange uden venner,
uden kærlighed og kys.
Folk, som ingen andre kender
hvor skal de mon finde lys?
Lad dem lege…

Der er så hård en kamp om magten,
alle kæmper for sig selv.
Er der ingen, der har sagt dem,
at de slår sig selv ihjel?
Lad dem lege…

Der er så mange, der er slaver,
lænket fast til job og tid –
hvorfor bruges vore gaver
uden tanke, uden vid?
Lad os lege i livstræets krone,
lad dem føle, at livet er stort,
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Erling Lindebjerg

At lære er at ville
er skrevet af
Halfdan Rasmussen til AOF´s
25 års jubilæum i 1949.

At lære er at ville
befri sin ensomhed,
at stå ved åndens kilde
og ydmygt knæle ned,
at spejle sig i tider,
der sov på kildens bund,
mens nye bølger glider
som tegn mod hånd og mund.

At lære er at bøje
sig over livet selv
og fylde sind og øje
med tankens himmelhvælv,
at undres og betages,
når livet kommer nær,
at møde, når det dages,
en større sandhed der.

At lære er at famle
i mørket, blind og stum,
at sprænge eller samle
sit eget verdensrum,
at vække det, der sover,
og gøre tanken fri,
at se en himmel over
hver drøm, man lever i.

Lad aldrig dine drømme
slå bro til vold og drab.
Lad åndens kilde strømme
mod fredens fællesskab.
At værge er at bære
sin brynje uden svær,
først da vil drømmen være
den største tanke nær.

Halfdan Rasmussen 1949.

Digtet er skrevet af Ebbe Kløvedal Reich,
som døde af en kræftsygdom i 2005.

Til Vestjyllands Højskoles 25 års jubilæum i 1994.

Danskerne findes i mange modeller
og stadig kommer der nye til.
Er vi et folk, når det virkelig gælder?
Og hvem kan bestemme, hvad folket vil?
Lad os tale om det frit,
lære hvor vi står,
blive tvivl og kulde kvit,
skabe gyldenår.

Hvad er det fjerne, og hvad er det nære,
når verden ikke er det, den var?
Hvor er det ansvar, som alle må bære,
og hvor er den uskyld, som ingen har?
Lad os tale om det frit…

Vel kan vi strides om guder og penge
og dømme hinanden til ensomhed.
Sammen bliver vi stadig så længe,
vi lever og bor på det samme sted.
Lad os tale om det frit…

Hvad skal vi styrke, og hvad skal forandres,
og hvordan gøres der ret og skel?
Hvad er mit eget, og hvad er de andres?
Og hvor begynder og ender vi selv?
Lad os tale om det frit…

Hvor er den glæde, der smitter og fylder,
når dagen ellers er trist og tom?
Hvor er den frihed, vi siger, vi hylder.
Og hver er den tro, vi er fælles om?
Lad os tale om det frit…

Danskerne findes i mange modeller,
for livet kræver mangfoldighed.
Levende er kun de ord, der fortæller
om fællesskab, hvor alle er med.
Lad os tale om det frit…

Langt imod vest under vældige himle
bag fjordens fjende fugletræk
skimtes i skyerne nutidens Gimle,
der rejser sig, nu da det gamle er væk.
Lad os tale om det frit,
lære hvor vi står,
blive tvivl og kulde kvit,
skabe gyldenår.

Ordforklaring:
Gimle = i nordisk mytologi den bolig i himlen,
hvor de lykkelige skal leve evigt efter Ragnarok.

Livets hemmelighed
Et brød kan ikke gemmes
og stadig være godt,
men det kan altid deles,
om end det synes småt.

Et liv kan ikke gemmes
og leves siden hen,
men hvis det dagligt bruges,
så får vi liv igen.

Da Jesus delte brødet,
gav han os den besked:
at dele med hinanden
er livets hem´lighed.

Af Knud Jacobsen

Med store undrende øjne går jeg,
hvor anemonerne lyser hvidt.
Og midt i forårets lysvæld står jeg
og ser mod himlen og spørger blidt:
Hvem opfandt lærken og nattergalen,
hvem satte knopper på birk og bøg?
Og hvem bestemte, at netop svalen
Sku´ være svale og gøgen gøg?

Hvad er det dog for en slags reflekser,
der kalder pindsvin og tudse frem?
Og hvem er det, der går rundt og hekser
i Hornbæk, Tarm og Jerusalem?
Thi alle steder er samme under
og samme kraft, som gør sjælen stum.
Og alle vegne går folk og grunder
på livets dybe mysterium.

Men ingen svarer fra skjulte egne
og gir os grundig og god besked,
så må jeg svare på andres vegne
og formulere, hvad ingen ved:
Jeg tror, der ligger et barn dybt inde
i alle levende ting, der gror,
et barn, der er som en fuglevinge,
en lille gud, der er evigt stor.

Jeg tror, han danser i altings hjerte.
Jeg tror, han hviler i altings vækst.
Og alle underes under er det,
at han er ordløs og altings tekst.
Han er i spurvenes sang i hækken,
i solsort fløjt og i hundeglam.
Og hvis du lytter til tudsens kvækken
og lammets brægen, så er det ham.

Han er i regn og hvor støv må tørste.
I sandets rislen. I træets saft.
I alt det mindste. I alt det største:
Den mindste enhed. Den største kraft.
Hør, blæsten synger din sang, veninde!
Se, træet blomstrer på barnets bud!
Jeg tror, der lever et barn dybt inde,
en kraft, som aldrig kan drives ud.

Halfdan Rasmussen 1958.
Fra ”Noget om kraft”. ”Lyriske installationer”.

Løsning på livets gåde
Den lille pige råbte til min kone:
“SE, jeg SJIPPER!
Jeg KAN bare IKKE
men jeg GØR det ALLIGEVEL!
For vi skal ha GÆSTER i aften
og jeg GLÆDER mig
og jeg kan ikke VENTE
så jeg SJIPPER!”

Skønt jeg har svært ved at forestille mig
en sjippende skaber
slog det mig straks
at cirka på samme måde
må livet være opstået.

Benny Andersen

I år er det ti år siden, vi fik Storebæltsbroen.
Ved en konkurrence om en sang til åbningsfesten blev
Niels Brunse vinderen med nedenstående digt,
som jeg citerer i anledning af 10 året.

Godmorgen, lille land!
Et land med sol, et land med dis,
med kyst af sten og sand,
og havets bølger slikker,
med bakker skabt af is,
koldt eller venligt skiftevis.

Godmorgen, ø ved ø!
Nu ser vi Danmarks buetegn
med blink af hav og sø,
de slanke, lyse broer.
I sol, i blæst, i regn
bærer de os fra egn til egn.

Godmorgen, hver og en,
som sidder ved et morgenbord
fra Skagens hvide gren
til Gedsers lange odde,
på vores prik mod nord
her på den kuglerunde jord.

Godmorgen, stå nu op!
Stå ud af drøm og tankespind
og stræk din tunge krop,
for ingen er alene;
når verden lukkes ind,
bygger vi bro fra sind til sind.

Niels Brunse, 1998

Digtet er skrevet af Nis Petersen i 1926.
Selv om digtet er 82 år gammel, er det alligevel
med i den nyeste udgave af Højskolesangbogen.
Det siger noget om digtets kvalitet.
Selv får jeg rigtig mange børnesmil for tiden,
idet jeg har ti børnebørn i alderen fem til femten år.
Der er ofte bud efter bedstefaderen
her i begyndelsen af skoleferien,
mens de fleste forældre endnu ikke har ferie.

De små børns smil
Jeg samler på de små børns smil,
de små børns lyse smil,
og brød man op mit hjertes skal
med bor, med dirk, med fil –
Man fandt den største samling smil,
der nogen tid er set
- man fandt det blide genskin af,
hvad tusind børn har le´t.

Og trådte du mit hjerte ned
og knuste det til slut,
så skete kun, i samme stund
dets arme væg var brudt –
at små børns smil, de lyse smil
brød ud, kom løs, blev fri
og fyldte mig og fyldte dig
med sollyst skælmeri.

Og derfor plukker jeg, hver gang
der blomstrer smil på kind,
et lille smil og lukker det
i hjertets skatskab ind.
Jeg samler på de små børns smil,
de små børns lyse smil,
man fandt det blide genskin af,
hvad tusind børn har le´t.

Nis Petersen, 1926

Vi fejrer Sct. Hans aften i denne uge. Mange steder tændes
der bål, og der holdes båltaler.
Dette inspirerede mig til at vælge
digtet Flammer.

Flammer
En mand fra byen Neguá på Colombia' kyst,
kunne stige højt, op på himlen.

Da han vendte tilbage fortalte han.
Han sagde, at han havde betragtet det menneskelige liv deroppe fra.
Og han sagde, at vi er et hav af små bitte flammer.

»Sådan er verden« afslørede han. »En bunke mennesker, et hav af bitte små flammer«.

Hver person skinner med sit eget lys, blandt alle de øvrige.
Der er ikke to flammer der er ens.
Der er store flammer og små flammer, flammer af enhver farve.
Nogle flammer er så stille, at de ikke engang blafrer i vinden,
mens andre har vilde flammer, der fylder luften med gnister.
Nogle flammer, tåbelige flammer, hverken lyser eller brænder,
men andre blusser så heftigt af liv,
at man ikke kan se på dem uden at blinke,
og den der nærmer sig dem tændes i brand.

Digtet er denne gang en takkebøn til livets Gud.
Der findes bønner til næsten enhver lejlighed
bag i Den Danske Salmebog.

Tak for det, der gør mit liv rigt
Du livets Gud,
jeg takker dig for mit liv
med alt, hvad det har givet mig.
Jeg takker dig for hverdagens små glæder,
for hvert træ og hver busk,
for fuglenes sang
og for de mennesker, som møder mig,
og for dem, jeg er knyttet til.
Der er så meget, som gør mit liv rigt.
Herre, bevar hos mig en vågen bevidsthed
om mine dages rigdom.
Jeg vil ikke klage over det, der tynger mig,
men glæde mig over,
at jeg kan stole på din trofasthed
og din tilgivelse.
Hjælp mig, Herre, at jeg må møde de mennesker,
jeg færdes iblandt, med åbne øjne.
Jeg takker dig, Gud,
for hver eneste dag
og hver en time, du lader mig leve.

På basis af salmebogens bønnebog nr. 20

Dette digt er af Halfdan Rasmussen
og handler om værdien af fællesskab og
nødvendigheden af at leve sammen med andre:

Alene er du ingen. Intet værd
er den som intet tror og intet bær.
Kun den som favner, den som slutter ringen,
er mer end ingen.

Gå nær det levende. Gå livet nær.
Vi mennesker er intet hver især.
Kun den som rækker sine hænder frem,
skal finde hjem.

Vi hvisker det i nat, vi, som er to
vi, som er ét med alt, som tyst skal gro,
vi, som skal bære alt hvad livet vil:
nu er vi til!

Valget af dette digt er præget af, at jeg netop har
været til min brors begravelse i sidste uge. For to måneder
siden døde min søster. En søskendeflok på fire er blevet
halveret i dette forår. Det præger ens tanker om livet og døden
og ens egen fremtid.

Det valgte digt er af St. St. Blicher skrevet 1838. Blicher
havde netop været alvorligt syg og regnede ikke med, at han
ville overleve sygdommen. Det læses tydeligt ud af indholdet.
Det er skrevet som Præludium til digtsamlingen Trækfuglene. Det forklarer de mange udtryk, der leder tanken hen på fuglelivet.

Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme,
thi også jeg er kun her på træk
og haver andensteds hjemme.

Jeg vidste længe, jeg skal herfra,
det hjertet ikke betynger,
og derfor lige glad nu og da
på gennemrejsen jeg synger.

Jeg skulle sjunget lidt mer måske –
måske vel også lidt bedre,
men mørke dage jeg måtte se,
og storme rev mine fjedre.

Jeg ville gerne i Guds natur
med frihed spændt mine vinger,
men sidder fast i mit snævre bur,
det alle vegne mig tvinger.

Jeg ville gerne fra højen sky
udsendt de gladere sange,
men blive må jeg for kost og ly
en stakkels gældbunden fange.

Tit ligevel til en smule trøst
jeg ud af fængselet titter
og sender stundom min vemodsrøst
med længsel gennem mit gitter.

Lyt og, o vandrer, til denne sang,
lidt af din vej du hidtræde!
Gud ved, måske det er sidste gang,
du hører livsfangen kvæde.

Mig bæres for, som ret snart i kvæld
at gitterværket vil briste,
thi kvidre vil jeg et ømt farvel,
måske det bliver det sidste.

Digtet er skrevet af B. S. Ingemann, som levede fra 1789 til 1862.
I 200 året for Ingemanns fødsel udgav Dan Turell en bog om Ingemanns digte. Heri skriver han bl.a.:
»Jeg var ca. ti år gammel og elev på Bakkegårdsskolen i Vangede. Hver morgen blev der - som skik var i Folkeskolen dengang – sunget fællessang i aulaen. En morgen havde inspektøren valgt »Lysets engel går med glans«.
Da jeg hørte første vers besvimede jeg, for første gang i mit liv. Jeg faldt sammen og blev båret ind i et klasseværelse, hvor jeg vågnede nogle minutter senere, stadig mumlende – sagde de – om Lysets Engel.
Dette billede var så stærkt og rent, at det kunne ramme selv en 10-årig gadedreng i hjertet eller livet, under en morgensang, man ellers kun opfattede som en lejlighed til at parodiere og gøre nar: »Med al sin svans nu skråler skolen« i stedet for »I al sin glans nu stråler solen«.
Men ikke denne dag. Lysets engel væltede mig - bogstaveligt. Lysets engel gik igennem skolens mure og ud i Vangede. Verden var ikke mere den samme.«
Senere i afsnittet skriver Dan Turell:
»Der findes mange gode digte, i Danmark som udenfor. Hvornår er De sidst besvimet over ét?«

Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygter alle nattens skygger sorte.

Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
Se! Vor Herres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.

Englen spreder over jord
glansen fra Guds Himmel,
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.

Sol ser ind i slot og vrå
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.

Os han også favne vil,
englen i det høje,
os han også smiler til,
englen med Guds Himmel-glans i øje.

Os har og vor Herre kær,
ingen sjæl han glemmer,
i hvert solglimt Gud er nær,
og vor glade morgensang fornemmer.

Digtet er af Lars Busk Sørensen
og er hentet fra Højskolesangbogen.

Den landskendte organist og komponist Willy Egmose
har sat melodi til.
Melodien kan høres på
hjemmesiden: www.hojskolesangbogen.dk

Solen begynder at gløde.
Mørket i verden har tabt.
Lad os gå ud for at møde
lyset, Gud lige har skabt.

Små bitte dråber af glæde
hænger i græsset. Vi tror,
det er Guds vilje at træde
ud på den hellige jord.

Fuglesang oppe og nede.
Støj fra en myldrende by.
Store og små gør sig rede.
Dagen er dirrende ny.

Markerne dufter af lykke.
Stråene bølger så småt.
Trods alt det onde og stygge
tror vi, at livet er godt.

Lyset er kommet til verden.
Gud har besøgt vores jord.
Udvalgt blandt stjernerne er den
klode, hvor mennesker bor.

Kristus stod op fra de døde.
Mørket i verden har tabt.
Lad os gå ud for at møde
lyset, Gud lige har skabt.

Digtet er tilegnet foråret, det fine vejr
og en af kirkens store højtider Pinsen.
Digtet er egentlig en salme skrevet af den svenske
forfatter Carl David af Wirsén, oversat og
gendigtet af den navnkundige danske salmedigter
og biskop Johannes Johansen.

Der dufter lysegrønt af græs
i grøft og mark og enge.
Og vinden kysser klit og næs
og reder urtesenge.
Guds sol går ind
i krop og sind,
forkynder, at nu kommer
en varm og lys skærsommer.

Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
Hvert kim og kryb
i jordens dyb
en livsfryd sig mærker
så højt som himlens lærker.

Se, blomsterflorets farvepragt
gør alle ord forlegne.
Kong Salomon i kroningsdragt
misundeligt må blegne!
Alt smukt, vi ved
af kærlighed,
den mindste fugl lilje
er, Gud, din skabervilje.

Ja, du gør alting nyt på jord,
en sommer rig på nåde.
Men klarest lyser dog dit Ord
af kærlighedens gåde.
Alt kød må dø,
hvert blomst blir hø.
Når vissentørt står floret,
da blomstrer evigt Ordet.

Ja, Jesus Kristus er det Ord,
der skaber liv af døde,
så ny blir himmel, ny blir jord,
en verden grøn af grøde.
Kom, Jesus, snart,
og gør det klart:
den morgenstund du kommer,
da gryr en evig sommer.

Mit barnebarn Marie blev konfirmeret
søndag den 4. maj.
Derfor dette digt fra en
konfirmationsgudstjeneste i Ry Kirke
april 2008:

Paulus' ord i en moderne udgave:

»Hvis jeg var så klog, at jeg kunne alle verdens sprog,
men ikke havde kærlighed, så var jeg en værdiløs
sneskovl på en sommerdag.

Hvis jeg vidste, hvad der skulle ske i verden om ti år,
og vidste, hvordan man laver en schweizerost
og havde en tro på størrelse med Himmelbjerget,
men savnede kærlighed, så var jeg alligevel kun et nul.

Hvis jeg gav min yndlingsmobil væk til min værste fjende
eller udleverede min krop til tortur,
men gjorde det uden kærlighed,
så ville det være lige så værdiløst som
en nød-udgang i en u-båd.

Kærligheden giver det sidste stykke af chokoladekagen til en bror.
Kærligheden bliver ikke misundelig på det hold,
som vandt fodboldkampen.

Kærligheden siger »værs'god« og »mange tak«
og ikke »stik mig den!«
Kærligheden bliver ikke ude af sig selv eller har elefanthjerne,
når det handler om at huske på andres fejltagelser.

Kærlighedens batterier rækker længere end det stærkeste Duracellbatteri.
Kærligheden tror stadig på et menneske,
selvom hun har vendt sig bort.
Kærligheden håber,
selvom der ikke er nogen synlig grund til at håbe.
Kærligheden er lige så udholdende som en maratonløber.

Kundskaber om hvordan man løser en andengradsligning,
og hvad hovedstaden i Uzbekistan hedder, vil blive glemt.
Men kærligheden er som Gudenåen
eller den største flod i verden - den vil altid fortsætte
med at flyde.
Tre ting vil altid bestå: Tro, håb og kærlighed.
Og størst af dem er kærligheden.«

Frit efter 1. Korinterbrev kap. 13
i Det Nye Testamente.