Mig og mine æg.
Lidt om mig selv og dekoration af æg.

Da jeg startede for 15 år siden med at dekorere æg, var det æggets ovale form, dets enkelthed, der fascinerede mig. Denne langstrakte kugle der er smuk og enkel i sin facon, indbød til udfoldelse af fantasien.

 

Jeg startede som alle andre med de traditionelle malede æg til påske men fascinationen over dette skrøbelige materiale udviklede sig til en kreativ proces over mange år, hvor nye teknikker til dekorering til stadighed bliver inddraget og udviklet.

 

Første del af processen er farvning af ægget. En del af mine æg er plantefarvede og jeg bruger meget tid i sommerhalvåret med indsamling og tørring af blomster/planter. Det er altid spændende at pakke æg ud fra et farvebad, der er aldrig to æg, der er ens.

 

Andre af mine æg er narvsværtede, hvilket giver et marmoreret udseende. Efter endt farvning bliver mange af æggene patineret, især de narvsværtede, da patineringen gør æggene mere rolige i farverne.

 

Derefter kommer selve dekoreringen, som er meget afhængig af farvningen. Metoderne er mange lige fra dekorering med sand og lim, forgyldning med bladguld, ætsning, planteaftryk i form af bladmønstre til sgraffito, som er en tegning, der bliver graveret igennem en farve, så farven nedenunder bliver synlig.

 

Til tider dukker ideen om den endelige form af et æg først op i en sen nattetime og andre ganger udvikler æggets endelige udseende sig undervejs i processen.

 

Valget af æg spænder vidt. Jeg bruger dværghønseæg, alm. hønseæg, gåseæg, strudseæg og fedtstensæg.

 

Men uanset hvilke metoder – så er der aldrig to æg, der er ens.

 

 

 

Plantefarvet gåseæg med planteaftryk.