Fra møj hund til (jagt)hund

Overskriften skal ikke tages helt så bogstaveligt som den er pålydende, men det er da sket at Tievos far er kommet hjem og vrisset ud mellem sine tænder ”MØJ HUND”. Lige så tit  eller måske lidt oftere er det sket, at han har ringet hjem for at fortælle at MØJ hunden så sandelig har lavet en rigtig flot stykke arbejde. En gang fandt Tievo en fasan som var opgivet af både en rughåret og en Lab, Fasanen havde kilet sig fast i nogle rødder under vandet i en kanal, det kan slet ikke beskrives med ord, hvor stolt Tievos far var da hunden kom med den famøse fasan. I må selv forestille jer en granvoksen mand næsten græde af glæde og med en konges attitude modtage fasanen, hvorefter han kikker sig ivrigt omkring for at modtage klapsalver fra de andre på jagten, en sådanne bedrift gå heller ikke uset hen, men bliver omhyggeligt berettet igen og igen under hele jagtmiddagen.

Tievo har altid syntes at det var ok at have ting i munden, men bringe dem hjem, nej ikke på vilkår, så Tievo startede ud med konsekvens arport efter at vi havde kæmpet med apporten i ganske lang tid. Denne metode går ud på, at man sidder foran hunden med en blød apport, og når så hunden bare puffer lidt til den får den en god bid/ros, langsomt går man  fremad med at kræve lidt mere hver gang. Når så hunden tager apporten i munden ved ordet apport er man klar til næste skridt. Nu ligges apporten på gulvet foran hunden, hvorfra den skal tages ved ordren apport, husk altid ros/godbid aldrig ris gå da bare et skridt tilbage og start derfra. Det hele skal ende om med at man kommer gående med hunden forbi en apport og på komando samler hunden apporten op og fortsætter med at følge sin ejer. Så langt så godt, nu tager Tievo alt mellem himmel og jord når vi peger og giver kommandoen, meeeen inden vi fik fat i denne metode havde jagtlysten slået igennem hos den lille fyr og den dag i dag overstiger hans jagtlyst langt lysten til at apporterer.         

Tievos bedste disciplin er  at tage stand, nå ja lige bortset fra ”fri” jagt, som ikke falder i god smag hos hans far. Det sker ikke så sjældent, at han uden for jagt sæson begynder at tage stand på de andre hunde, fugle i haven, vores lille kanin som bor frit på hele grunden (der er jagtforbud på kaninen og det gælder både mand og hunde) og sågar på  karperne i søen. Det er altid spændende, at se Tievo tage stand og det giver et sug i maven når han meeeget langsomt går ind for at trykke byttet, en følelse man kan leve længe på.