Kort beskrivelse af en Stabyhoun

Stabyhoun er en sjælden race i Danmark, som stammer fra Friesland, i det nordlige Holland. Den har et blidt sind og kræver en del stimulering/motion, af hvilken grund den bedst egner sig til aktive mennesker, som opholder sig en del udenfor.

Adfærd og væremåde
Stabyboun har et meget blidt sind. Den er venlig, følsom og fredelig, nogle Stabyhouns kan være lyd -følsomme, derfor er en god, tidlig prægning meget vigtig. Den er desuden tålmodig, intelligent og vil gerne tilfredsstille sin ejer. Det modvirker dog ikke, at den til tider kan være stædig. Tålmodigheden og det blide sind medvirker til, at den har en stor tolerance over for børn. Med en god, konsekvent og blid træning vil man få en hund, som er meget hengiven over for sin familie. Racen har brug for regelmæssig sanse-stimulering og en del motion, hvilket gør, at den passer bedst til aktive ejere, som bruger en del tid udenfor. Den kan have et stærkt instinkt for at hente, hvilket betyder, at den sagtens kan lege en hel dag, hvor den skal hente ting. Når den er inde for, er den rolig.

Hunderacens historie

Den første stavelse af Stabyhoun stammer sandsynligvis fra hollandsk, hvor det betyder ”stå ved mig”., den sidste del er frisisk og betyder hund. Racen er første gang beskrevet i det tidlige 1800-tal. Her blev den brugt som jagthund, til jagt på ræve, småvildt og fugle. Stabyhoun er også beskrevet brugt som krybskyttehund. Desuden blev de brugt på gårde til at fange bl.a. muldvarper, mosegrise og rotter – som da afliver hurtigt og effektivt. I dag kan den stadig bruges som jagthund, selvom det ofte er de tyske og britiske racer, som er mere populære. Den kan blive en dygtig pointer og jagthund med en rette træning. Stabyhoun er en fremragende sporhund og bruger gerne sin næse til at spore vildt op.

Stabyhoun er i gruppe 7, som er gruppen for stående hunde.

Udseende, pelspleje og helbred
Stabyhoun har en halvlang pels. Den har en lidt længere krop i forhold til dens højde, som for tæver er ca. 48 cm og ca. 53 cm for hanner. Idealvægten er 17-20 kg for tæver og 22 -25 kg for hanner.

Pelsen er normalt sort og hvid, ofte med et helt sort hoved. Der findes også brune og hvide, disse er dog stadigvæk sjældnere, men findes i Holland og nu også i andre lande, dog i et lille antal. Der findes desuden også orange og hvide, som er endnu mere sjældne og endnu ikke set i Danmark. Hovedet er længere end det er bredt, og håret på hovedet er kort. Snuden er bred med en næse med brede næsebor. Når hunden kikker op på dig, vil dens hoved syne trekantet.

Selve pelsen er halvlang og glat, men den kan godt være svagt bølget. Hårene er længere bag på for- og bagben. Fremtoningen er kraftfuld, og den har en lang hale, som sidder lavt og bæres nedad med en lille bue opad. Når hunden er i bevægelse, vil halen løftes.

Racen har en levealder på omkring 13-14 år. Det er en forholdsvis sund hund, som ikke har de store helbredsmæssige problemer, der er dog set Epilepsi, PDA hjertefejl, hoftedysplasi og albuedysplasi i racen. Stabyhoun har ikke brug for særlig pleje ud over regelmæssig børstning for at mindske risikoen for, at pelsen bliver filtret, men dette er minimalt. Den fælder ca. to gange om året. Børstning og badning i saltvand kan afhjælpe dette. Man skal IKKE vaske hunden med sæbe, fordi det fjerner dens naturlige olie fra pelsen OG en Stabyhoun er selvrensende og lugter ikke.

Kildeangivelse http://dogsuniverse.dk/hunderacer/stabyhoun/