Minder fra min tidlige barndom

Her vil jeg skrive lidt om minder fra min tidlige barndom, både det jeg selv kan huske og ting jeg har fået fortalt. Billedet er min mor med mig i barnevognen, og pigen ved siden af hedder Ragna og var datter af nogen venner til min far og mor.


Det er sjovt når man bliver ældre så er der noget fra ens barndom der dukker frem i hjernekisten hos en, noget man ellers ikke  har gået og tænkt på, sådan er det i hvertfald for mig. Og det er så det jeg vil skrive lidt om her.
 


Jeg har tit tænkt på, at i min barndom havde de fleste vi kendte et øgenavn, og det var ikke ondskabsfuldt ment, det var i al godmodighed

 ( de fleste i hvertfald ) der var nogen der ikke var så godmodige endda, men de er gemt nederst i hjernekisten hos mig, og der får de lov til at blive liggende og samle støv, så jeg holder mig til de mere godmodige af slagsen, som jeg kan huske.


 Min egen far blev kaldt for Røde Orm, og grunden til det var uden tvivl hans hårfarve. 




Så var der også Peter Trehjul, navnet fik han fordi han kørte rundt på en stor trehjulet cykel som Hjalmar cykelsmed i Lynge havde flikket sammen til ham fordi Peter var dårligt gående, Peter var vel nok det man kalder en landsby original men godmodig nok. Han kørte rundt til bageren i Nymølle og bageren i Lynge, og til sidst Lynge kro, så fik han det brød og kager de ikke kunne bruge og puttede det i en sæk og tog det med hjem, og da hans sidste stop jo var Lynge kro så røg der også gerne en del våde varer indenbords, og da hans vej på vejen hjem faldt forbi vores hus så kom han gerne ind for at få et lille hvil inden han kørte videre til sin hytte, så lavede mor en kop kaffe, og så ville Peter da give kage til kaffen, der var som heller ikke noget i vejen med kagen,  men når den først havde været nede i Peters sæk som bestemt ikke var helt ren, så var lysten der ikke lige til kage, men han mente at børstede man kagen af så var den god nok.
🤩

Så var der Madpakke morderen, navnet kom vist af at han åd sine arbejdskammeraters madpakker hvis han kunne komme afsted med det, og så husker jeg også  Åge pind, som min far arbejdede sammen med i skoven.

🙃


Og så havde vi jo også Knud fluesnapper om det var fordi han åd fluer han gik under det navn skal jeg ikke kunne sige, men jeg tvivler nu på at det var derfor, jeg har aldrig fundet ud af hvorfor han blev kaldt det.

🙂


En blev kaldt Det halve firma, det var to brødre der havde et gartneri, hvor en tredie boede hos dem og hjalp til i foretagendet, deraf navnet Det halve firma.

🙂

Så husker jeg også Kanin Johannes, Champagne Peter ( også kaldet Peter Champus ) og der var Lagkageslugeren,
Snudebillen, Karlo Kartoffelmos,
og Karl Kagebrækker, Karl han boede i en gammel hytte, og samlede tørrede kokasser sammen, og fyrede med dem i kakkelovnen når det var koldt, deraf det øgenavn.


Så var der også Fut Hans som var vores lokale taxamand i Lynge.
Og senere var det hans søn Knud der overtog det, han blev dog ikke kaldt Fut Knud men Taxa Knud.
🙂

Og min onkel Villy som havde været gift med min fars søster, han blev kaldt Pergamentfjæset, jeg kan huske vi unger kaldte ham for Jesper fårekylling for vi syntes at han lignede ham. Men som sagt var de øgenavne her  i al godmodighed, og personerne vidste godt  selv de gik under de navne.
Det ville næsten også være umuligt andet, for på det tidspunkt var Lynge jo ikke større end at alle vidste hvem alle var.

Det var så lidt om øgenavne.
🙂

Jeg kan huske en episode fra min tidlige barndom, jeg var ikke begyndt at gå i skole så jeg kan ikke have været så gammel. En af gårdene i Lynge havde en mark der lå lige ud for vores hus, en dag gik en af karlene fra gården og pløjede, og hesten ville åbenbart ikke som han ville, så begyndte han at stå og sparke til den, og da den stadig ikke ville gå, tog han en høtyv  og jog den ind i siden på hesten  til han fik gang i den igen.
Det ville min mor og søster ikke stå model til, så de blev enige om, at når han kom tilbage på runden igen, så skulle han have en lærestreg.

Nu var det sådan at karlene havde deres redskaber liggende på marken lige ud for vores hus, så da han kom tilbage gik min mor og søster ud til ham med mig bagefter i passende afstand, jeg var jo spændt på hvad der nu skulle ske, efter at jeg havde hørt min mor og søster stå og tale om hvad de havde lyst til at gøre ved den starut. De gik ned på marken til ham og tog høtyven, og spurgte om han ville  mærke hvordan det føltes at blive prikket til med en høtyv, og så skældte de ham ellers ud så han var ved at tabe både næse og mund, og  sagde til ham,  at så de ham en gang til mishandle hestene, så vidste han hvad der ventede ham.  De brugte dog ikke høtyven, men efter det, så vi ham aldrig  mishandle hestene mere.
Og jeg frydede mig i mit barnehjerte, over at min mor og min søster havde fået sådan en sjover ned med nakken
( lidt skadefryd kunne man vist godt tillade sig i den situation )
🤩

Det er de mærkeligste ting man som barn kan finde på ( og dog så syntes jeg alligevel at der er en smule logik i det her ) Jeg var ikke så gammel så jeg kan ikke selv huske det, men
min mor var engang  kommet bagpå mig mens jeg sad og bed vores hund i øret.
Min undskylding for det jeg lavede, var at den havde bidt mig da vi rendte og legede, og så mente jeg da, at jeg havde ret til bide igen, mor opdagede at jeg havde lagt et lommetørklæde over øret på den, og  spurgte hvorfor jeg havde gjort det.
Forklaringen hun fik var, at det havde jeg da selvfølgelig gjort for at det ikke skulle gøre for ondt på hunden, og at jeg da ikke ville have hår i munden.
Den historie har jeg hørt meget for igennem årene.
Og møder jeg en hund den dag idag går jeg bestemt ikke hen og bider den i øret.

( Så skulle det da lige være hvis den bider først, og jeg har et lommetørklæde ved hånden)
🙂

 En anden episode jeg både har fået fortalt og selv svagt kan huske, var en dag jeg var med min mor hos lægen, mens vi sad og ventede i venteværelset kom der en venlig dame ind, hun havde så spurgt mig, og hvor bor så du lille ven, hvortil jeg havde svaret, jeg bor ude i det hvide hus hvor Gunhilds cykel står uden for døren.
Min søster hedder Gunhild, og hun havde altid sin cykel stående lige uden for indgangsdøren. Og på det tidspunkt var der hvor vi boede, ikke hverken husnumre eller vejnavne, så det var den mest logiske måde for min barnehjerne at forklare det på.
🤩

Et minde fra min barndom som jeg forbinder med hygge og tryghed, har sikkert ikke haft den samme mening i de voksnes verden, som det havde for mig.
Vi havde ikke elektrisk lys i det hus hvor vi boede, men petroleums lamper, og da der jo var perioder med arbejdsløshed, og  pengene var små, så skete der jo det engang imellem at den forbaskede petroleum slap op, og da vi fyrede i kakkelovn og der også var mangel på brændsel, så  kunne det jo godt engang imellem  blive noget koldt om aftenen.
Men som min far sagde, vil vi ikke sidde og fryse i mørket så må vi sgu gå tidligt i seng. Og det var så her hyggen begyndte for mig, for når så hverken  far og mor eller jeg  kunne falde i søvn så tidligt, så fik jeg lille gnom af en unge,  lov til at komme hen og ligge mellem far og mor i deres seng, så hentede far sin harmonika og lå med den på maven og spillede, mens min mor sang, og det var som regel sømandsviser der blev sunget, og  så lå jeg der mellem far og mor i mørket og hyggede mig, der var dog en sang far hurtigt fandt ud af at den skulle han ikke spille, det var Den sorte sejler, den var åbenbart for dyster for mig, så når han alligevel kom til at spille den, så stak ungen her i et vræl der sikkert kunne høres over hele Lynge Mark, men så spillede far  en anden og hyggen var genoprettet.

 Måske er det derfor jeg den dag idag er så glad for sømandsviser.
🙂

Jeg må jo nok erkende at jeg som lille har været noget af en forkælet unge, der er jo de her 10 år mellem min storesøster og mig, så jeg var jo  noget af en efternøler og den mindste, indtil mine to yngre brødre nogen år efter meldte deres ankomst, så jeg blev vist forkælet en hel del af både min søster og min storebror, jeg har tit spurgt min søster om ikke hun flere gange har haft lyst til at rive ørerne af mig, men det har hun aldrig haft siger hun ( og jeg har da også ørerne endnu ) Jeg har fået fortalt at min far en dag var kommet hjem med en stor glasdukke til mig, som jeg dårligt kunne bære, så min søster rendte bagefter mig for at gribe den hvis jeg skulle tabe den, og jeg var nok også lige et nummer for lille til sådan en dukke, og da der jo ikke ligefrem var for mange penge mellem hænderne dengang kunne pengene nok have været brugt et andet sted, men far syntes altså at jeg skulle have den dukke.
Men han havde skam ikke glemt min storesøster, til hende  havde han købt den sødeste lille kommode hvor der lå en dukke i skuffen, og hun blev glad, men hvad skete der så ? jo den lille forkælede møgunge blev  mere interreseret i kommoden end i glasdukken, og ville hellere lege med den 
( der ville der ikke have været noget at sige til hvis storesøster havde revet ørerne af mig ) men nej, jeg fik lov til at lege med kommoden, og mine små skræpblade fik lov til at blive siddende på hovedet.
🙂

En anden ting jeg har fået fortalt, og som jeg selv svagt kan huske lidt af var, at
far havde lavet en gynge til mig, og den blev hængt op i døren mellem vores gang og køkken, så sad jeg der og gyngede, når jeg så ikke brugte gyngen blev den hængt op over døren.
Jeg tror ikke min mor syntes det var særligt praktisk at have mig hængende der i døren ( forståeligt nok ) når hun skulle frem og tilbage, så hun sagde flere gange til far at han skulle pille den ned igen, men så vrælede ungen i vilden sky og gyngen blev hængende, indtil en dag hvor den ikke var blevet hængt ordentligt op, og den røg ned og ramte far i nakken, så kom gyngen ned med det samme, sikkert med skrig og skrål fra mig.

😠



En anden ting jeg både har fået fortalt, men også selv kan huske, der var jeg heller ikke ret gammel, jeg kan huske at i dagene op til jul inden far skulle på arbejde om morgenen, så tog han den lille Sonja her ved hånden, så skulle vi op på loftet for at se om ikke julemanden havde gemt noget til hende om natten. Og jo det havde han da sandelig, rundt omkring oppe på tagbjælkerne og i krogene der lå sørme en lille ting gemt til den lille Sonja hver morgen, og det var jo spændende for en lille gnalling som mig,  for selvføgelig troede jeg da det var julemanden der havde gemt dem, hvem skulle det da ellers være ?

( Så nu har jeg altså afsløret at jeg også engang har troet på julemanden )
🤭

Jeg kan huske engang jeg var på sommerferie hos min søster og svoger, i løbet af ferien trængte jeg til at blive klippet, og det skulle min søster så gøre, hun gik også igang med saksen, jeg kan huske at jo længere tid der gik jo mere betænkelig så hun ud. Og grunden var at håret blev ved med at være kortere i den ene side, så måtte hun jo klippe lidt mere af i den anden side, og sådan gik det en hel del gange så til sidst var det så kort, så det lignede en kalot jeg havde siddende på toppen af hovedet. Men det var jeg lykkelig uvidende om et par timer, for da jeg ville se mig selv i spejlet så var det på mystisk vis forsvundet, det havde Gunhild lynhurtigt fjernet fra væggen ude i køkkenet, hun var jo nok klar over min reaktion. Men den gik jo bare ikke i længden hun måtte jo til sidst lade ungen se sig i spejlet. Så stak jeg i et vræl, jeg kan huske jeg kravlede ind under deres divan og nægtede at komme ud igen ( om jeg havde tænkt mig at blive der til håret var groet ud igen skal jeg lade være usagt ) Gunhild var selvfølgelig ked af det og prøvede  at lokke mig ud igen men uden held. Men til sidst fik hun mig dog alligevel lokket ud, ved at hun satte en kop med et æg rørt ud i sukker ned til mig, det kunne få mig til at komme frem fra mit skjulested, og efter at min søster og svoger flere gange fortalte at jeg så sød ud med den frisure faldt jeg til ro og begyndte selv at tro på det 
( eller gjorde jeg nu også det )

Jeg skulle blive voksen før Gunhild fik lov til at klippe mig igen, men så blev resultatet så sandelig også et andet.
🙃

Det her har også noget med klipning at gøre. Der er mange ting man har foretaget sig i sin barndom som man må trække på smilebåndet af, og alligevel var det jo ikke helt tosset, fantasien manglede bestemt ikke når man skulle lege. Jeg kan huske at naboens datter Eva og jeg tit legede damefrisør, og da det jo ikke gik an at klippe håret af hinanden eller de andre unger, så fandt vi syntes vi selv en rigtig god ide. Vi gik langs vejkanterne og udså os de største græstotter vi kunne finde, og så gik vi ellers igang med saksen og legede damefrisør.
Så det var tit nogen flotte klippede og friserede vejkanter der var ude på Lynge Mark, men da vi så indimellem løb tør for græstotter langs vejkanten og gik i gang med at finde totter i græsplænen og klippede dem, så var en vis herre løs i Laksegade, det kunne de voksne bestemt ikke lide. Så var der jo ikke andet at gøre end at Eva og Sonja måtte lægge saksen på hylden et stykke tid, til græstotterne langs vejkanten var groet ud igen og trængte til en ny klipning
🙂

Igen et minde fra min tidlige barndom som jeg har fået fortalt, men også selv husker det meste af. En morgen fandt min mor mig med den ene arm hængende ud over sengekanten og hånden fast knyttet. Da mor ville løfte min arm op i sengen vågnede jeg selvfølgelig, og da jeg kiggede på min hånd stak jeg i et vræl uden lige, for grunden til min hængende arm og knyttede hånd var såmænd, at jeg havde drømt at jeg havde fået en dukkevogn, og at den stod ved siden af min seng, så det var den jeg troede jeg lå og holdt fast i.
Nåh, men der blev selvfølgelig et værre vræleri med ungen her da hun opdagede at der ikke var  nogen dukkevogn, og da der ikke var penge til sådan en luksus udgave af en dukkevogn som jeg havde drømt om,  fandt far på selv at lave en  til mig. Det skal siges at vores far var en tusindkunstner til at lave forskellige ting, blandt andet legetøj.
Da jeg fik dukkevognen blev jeg selvfølgelig glad, for den var flot lavet, men det var jo ikke lige den dukkevogn jeg havde drømt om.
Men det skulle så vise sig at fars hjemmelavede dukkevogn kom til at gøre lykke, dukkevognen var noget større end en almindelig dukkevogn, og det viste sig senere at være en stor fordel.
For det var sådan at naboens datter Hanne som jeg legede med
havde en lillebror, og han skulle altid rende i hælene på os når vi skulle ud og promenere med vores dukkevogne, og det passede os ikke rigtigt, og en dag vi gik blev han træt og ville ikke gå længere, men han skulle jo med hjem igen, så var det vi opdagede fordelen ved størrelsen af min dukkevogn, for den var stor nok til at Egon kunne ligge i den, så han blev puttet ned i vognen og var yderst tilfreds med det, fra den dag af havde vi ikke noget imod at have Egon med, for det var jo lidt sjovere med en levende dukke i vognen, selvom han unægtelig var en stor dukke. Og Egon havde bestemt ikke noget imod at blive kørt rundt i stedet for at skulle gå, så han lå tit i vognen når vi var ude at gå, så fars hjemmelavede dukkevogn blev flittigt brugt, og jeg blev alligevel rigtig glad for dukkevognen.
🙂
😠( ellers skulle jeg da også have været noget af et skarn )😠


Det er godt nok de mest mærkværdige ting man må lægge ører til, når man får fortalt ting man har gjort som barn.
Jeg gik som lille altid og sang og snakkede for mig selv, hvis der ikke lige var nogen at lege med, så man kunne altid høre hvor jeg var.
Men en dag syntes min mor at jeg blev påfaldende stille og skulle ud og se hvad jeg foretog mig.
Hun fandt mig nede bag vores hus på trappen ind til vaskerummet, og jeg havde meget travlt med at putte noget i munden der knasede. Da mor kom helt hen til mig opdagede hun  hurtigt hvad det var jeg havde så travlt med, jeg havde en række snegle stående foran mig, og det var dem jeg havde så travlt med at gnaske i mig. Mor fik travlt med at få mig til at spytte det ud jeg havde i munden, og fjerne resten af sneglene inden de gik en grum fremtid i møde. 

🤒

Og jeg var blevet meget fornærmet over at få taget mine " lækkerbidder " fra mig. Hvad der også skulle have været så tiltalende ved at sidde og æde levende snegle med hus og det hele fatter jeg ikke.


Jeg spiser ikke snegle idag, hverken med eller uden hus, levende eller døde.
🙃


Jeg tror jeg har været nabo til verdens reneste ko, igen et minde fra min tidlige barndom, jeg kan huske at den nabo vi havde på det tidspunkt havde en ko der hed Rosa, og den havde datteren af en af mine forældres bekendte kastet sin kærlighed på.
Hun stillede hver dag når hun kom fra skole med låget fra en mælkejunge fuld af vand og en lille bitte klud, og så begyndte hun ellers at vaske koen.
Og jeg skulle selvfølgelig følge med i det store arbejde hun lagde for dagen, og sad og kiggede på, nu var det sådan at hun var noget af en rappenskralde og noget ældre end mig, så jeg sad stille og så på med stor undren men holdt klogeligt min mund, jeg kunne til nød forstå at hun ville vaske koen, men jeg kunne ikke få ind i mit hoved hvorfor hun absolut skulle bruge en klud så lille at den ikke engang var en miniudgave af en vaskeklud. Til sidst vovede jeg at spørge hvorfor hun ikke brugte en større klud for så ville det da gå meget hurtigere, men det fik jeg nysgerrige unge ikke andet svar på, end hvis jeg ikke selv kunne regne det ud så var jeg dum, så er spørgsmålet bare hvem der var mest dum, det svar mente jeg nu nok jeg selv kunne komme med. Jeg kan huske at jeg havde det sådan som barn, at hvis jeg spurgte om noget og ikke fik et logisk svar så blev jeg sur og blev ved med at spørge til jeg fik et svar jeg kunne forstå, men her var der altså ikke et fornuftigt svar at få, så jeg blev godt knotten og skulle ihvertfald ikke ned og være beundrende tilskuer til hendes kovaskning  mere. Der er ingen tvivl om at jeg tit har været ved at drive de voksne til vanvid med mine spørgsmål, men jeg bed mig fast i haserne på dem til jeg fik et svar jeg kunne bruge til noget.
( Det manglede da også bare, man var vel en slags menneske, selvom det kun var et mini menneske.

Men der er nu  alligevel lige spørgsmålet med koen og den lille klud jeg aldrig fik opklaret, det svar måtte jeg vinke farvel til.

   

Men det har jeg nu også  lært at leve med.

😀

Pigen der var så glad for at vaske koen var iøvrigt Ragna som står ved siden af min barnevogn på billedet øverst på siden.

🤩

Min far havde på et tidspunkt lejet et stykke jord ude på Lynge Mark hvor han og en kammerat  begyndte at grave efter grus.
Og det var med håndkraft og trillebøre der blev gravet og kørt grus dengang, jeg kan huske at jeg godt kunne lide at sidde oppe på kanten og se min far og Karl, som min fars kammerat hed gå dernede og grave.
Men det blev først rigtigt spændende da min moster Sara begyndte at hjælpe til dernede, det syntes jeg var meget mærkeligt  men også spændende, at se en dame og så ovenikøbet min egen moster gå dernede i arbejdstøj og med kasket på og grave grus.
Og så mente jeg jo, at kunne hun så kunne jeg da også, så jeg plagede om at få lov til at komme med far på arbejde.
Jeg fik da også lov til at komme med engang imellem og havde en lille trillebør og en lille skovl med og gik så der og gravede og følte mig meget betydningsfuld.
( det har sikkert også gjort stor gavn at jeg gik der og rodede med min lille skovl )
Men det er nu alligevel sjovt at tænke på at det var fars og Karls graveri der blev starten på den store grusgrav ude på Nøglegårdsvej i Lynge.
🙃

Man siger jo at tålmodighed er en dyd, men engang imellem kan det også komme en til gavn at man ikke har den tålmodighed.
Jeg har fået fortalt at min mor og søster sad ved kaffebordet, og jeg sad på gulvet i en kommodeskuffe og legede lidt væk fra bordet.
Min søster var ved at smøre en syltetøjsmad til mig og ville gå hen og give mig.
Men da kom min dengang mildest talt manglende tålmodighed altså mig til hjælp.
Det kunne så åbenbart ikke gå hurtigt nok efter min mening, for jeg var kravlet ud af skuffen og var stavret hen til bordet og havde hylet efter  min syltetøjsmad.
Så var der jo lige det, at vi havde en meget høj kakkelovn med en stor tung jernkrans på toppen. Og denne kakkelovn fandt så  på i samme øjeblik, at nu ville den altså ligge ned, så den væltede med et brag, og jernkransen havnede lige netop i skuffen
 som den lille utålmodige unge lige var kravlet ud af.


Så kom ikke og sig til mig at utålmodighed  ikke betaler sig.

( Bare engang imellem da )


Igen noget jeg forbinder med tryghed og hygge, som godt nok også har med en kakkelovn at gøre, men dog ikke den samme.
Jeg kan huske aftenerne om vinteren, mens vi ventede på at far skulle komme fra arbejde, og for at spare på petroleums dråberne til lampen så holdt vi skumringstime som vi kaldte det, for det var jo mørkt inden far kom hjem. Så mens mor gik ude i køkkenet og lavede mad, så lå min storebror Jørgen og jeg i mørket på et tæppe på gulvet henne i den varme kakkelovnskrog, hvor Jørgen så fortalte historier eller vi lå og sang. Og  de lange mørke vinteraftener hvor vi, når vi havde spist sad rundt om bordet, mor med sit sytøj eller strikketøj, eller hun  tegnede påklædningsdukker, og far med sit løvsavsarbejde han var skrap til at lave møbler til dukkehuse.
Og jeg selv sad som regel med en skål melklister og en stak gamle blade og klippede og klistrede, eller tegnede på hvad jeg nu kunne får fat i, engang var det min søsters kogebog som hun brugte da hun gik på husholdningsskole
jeg havde fået fingrene i.
De streger kan jeg den dag idag blive konfronteret  med da hun stadig har bogen. Nu er det ikke fordi det var de rene kunstværker jeg leverede, så det er sikkert ikke på grund af mit krims krams den er blevet gemt.


Dette her er igen noget jeg har fået fortalt og ikke selv kan huske, men det kan måske være forklaringen på at jeg aldrig som voksen har kunnet fordrage snaps.
Mine forældre havde frokostgæster til sild og snaps, og jeg havde åbenbart fattet interresse for de sjove små "vandglas" de voksne sad og drak af. På et tidspunkt havde jeg sagt at jeg også ville have vand, og havde lynhurtigt inden nogen kunne nå at blinke, snuppet et snapseglas og taget en ordentlig slurk, og havde efter hvad jeg har fået fortalt, forståeligt nok spruttet og hvæset som en gammel primus, og min mor var selvfølgelig blevet godt forskrækket, men da jeg var færdig med at sprutte var jeg så god som ny igen, om ungen  har fået tømmermænd dagen efter melder historien intet om, men efter det er der nok fremover blevet holdt godt øje med kræet her, når der var snaps på bordet.
🤩

Jeg kan ikke fordrage snaps den dag idag, og drikker det aldrig,
og jeg har heller ikke siden snuppet snapsen fra andre.
Så man kan vist godt sige at jeg hvad snaps angår er blevet afvænnet i en ret så tidlig alder.

🤒
Hævnen er sød.
Som barn led jeg meget af køresyge, så at komme ind i et tog eller sporvogn var noget af et mareridt, og hvis jeg så var så uheldig at komme til at sidde så jeg
sad med ryggen til køreretningen så var den da helt galt. Så mor sørgede altid for at jeg kom til at vende den rigtige vej,  men det gik da galt af og til, det gjorde det blandt andet engang i toget da pladserne var optaget så skrællingen her ikke kunne komme til at vende den rigtige vej, så måtte vi jo sætte os hvor der var plads, engang kom vi til at sidde over for en fin  fornem herre med meget  blankpolerede sko. Mor spurgte pænt om han ville bytte plads med os da jeg blev syg hvis jeg kørte baglæns. Men nej det kunne der da bestemt ikke være tale om, så mor måtte jo så bare håbe på at ungens mave ikke begyndte at gøre oprør.
Men det håb blev gjort til skamme, for der var også lige det problem at jeg slet ikke kunne tåle hvis der blev røget cigar når vi kørte, så da den stivsindede mand overfor så var så letsindig at tænde en cigar og sidde og puste røgen lige i hovedet på ungen, så hævnede hun sig ved at brække sig ud over hans blanke sko, mor undskyldte mange gange, men det var noget af en krakilsk herre så han skældte hende ud, og sagde at hun ikke burde have sådan et barn med i toget, så blev min mor gal og sagde at det kunne have været undgået hvis han havde været villig til at bytte plads.
 Godt nok var jeg ikke ret gammel, men jeg kan da huske at jeg i mit stille sind frydede mig over at have brækket mig på hans sko, men siden den gang var det næsten umuligt at få mig ind i et tog.

🤔

Fortsættelse følger engang med tiden.....