Censuren af den sønderjyske krigsfangepost 1914-21.
Eksponatet omfatter breve/kort, der er sendt til og fra landsdelen. Fangerne i de forskellige lejre stod også i indbyrdes brevforbindelse med hinanden.
I forbindelse hermed beskrives de forskellige censurstempler og påtegninger, som forekommer i disse forskellige lande.
Eksponatet Indledes således med krigsfangepost alm. bestemmelser.
Ved den første verdenskrigs udbrud blev de militærpligtige dansksindede sønderjyder mobiliseret for at kæmpe i den tyske hær.
I løbet af de fire krigsår blev ca. 30000 sønderjyder indkaldt. Af disse vendte ca. 6000
ikke tilbage. Mange blev sårede og invaliderede. Andre faldt i fangenskab eller benyttede en orlov til at gå over den tysk-danske grænse, når de havde fået nok af deres kejsers krig.
Nordslesvig hørte under IX. armekorps i Altona.
Omkring et par tusinde af de sønderjyske krigsdeltagere blev taget til fange under krigen.
Krigsfangepost. Alm. bestemmelser.
Reglerne for udveksling af krigsfangepost mellem krigsførende lande udviklede sig af skik og brug.
Principperne blev nedfældet i Haagerkonventionerne for krigsførelse af 1899 og 1907 og blev endelig reguleret i Genevekonventionen af 1929. De nærmere bestemmelser findes optaget i UPUs reglement.
Hagerkonventionen fastslog krigsfangers ret til at sende og modtage breve, men staterne kunne endnu under 2. verdenskrig indføre restriktioner m.h.t. antal breve, antal ord osv. Det er endvidere praksis, at de krigsførende lande har ret til at censurere krigsfangebreve.
I følge de i 1914 gældende regler var alle breve, der sendtes til eller fra krigsfanger portofri. Denne regel gælder den dag i dag. Portofri heden gjaldt både i afsendelses- og modtagerlandet, såvel som transitlande. Den omfattede foruden almindelige breve også værdibreve, postanvisninger og pakker.
I følge Haagerkonventionens artikel 14 skulle de krigsførende magter oprette et krigsfangeinformationskontor, der bl.a. skulle føre lister over og besvare forespørgsler vedrørende krigsfanger.
En krigsfanges familie skulle først rette henvendelse til det internationale Røde Kors krigsfangekontor i Geneve, der registrerede samtlige krigsfanger, og derfor kunne oplyse i hvilket land fangen var interneret og give adressen på det pågældende lands krigsfangekontor. Derefter måtte man henvende sig til dette for at få oplysninger om i hvilken lejr den pågældende fange befandt sig og kunne nu skrive direkte til ham.
De tyske regler for korrespondance med krigsfanger var opslået på postkontorerne og blev omtalt i aviserne.
Myndighederne opfordrede stærkt til kun at sende postkort, som fik prioritet i censuren. Skrev man breve, skulle man ikke skrive på mere end en side og modtagerens fulde navn skulle anføres på brevarket.
Kuverterne, der ikke måtte være forede, skulle ligesom al anden udlandspost afleveres åbne og være forsynet med afsenderens navn og adresse. Forsendelsen var portofri, men skulle være påtegnet "Krigsfangeforsendelse".
Det blev indskærpet, at afsenderen skulle benytte latinske bogstaver, da man ellers kunne risikere, at forsendelserne blev returneret af englænderne.
Der måtte kun skrives en gang om ugen. Meddelelserne måtte kun omhandle private anliggender.
Aviserne bragte advarende eksempler, hvordan det kunne gå, hvis man for at sikre sig, at brevet kom frem, sendte fire ens breve. Resultatet kunne blive, at modtageren fik disse udleveret med en uges mellemrum.
Brevene til krigsfangerne var underkastet censur. De militære myndigheder var bange for, at der kunne sive friske oplysninger af militærværdi ud ad denne vej, og censurmyndighederne skulle derfor tilbageholde krigsfangeforsendelser i 10 dage, før de blev befordret videre.
Krigsfangebrevene til Rusland blev som regel censureret i Berlin. Herfra gik de til Røde Kors krigsfangekontor i København, der fungerede som mellemled for breve og pakker mellem Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland.
Krigsfangekontoret, der var indrettet på Christiansborg, censurerede brevene endnu en gang, og returnerede forsendelser med politisk indhold.
Fra kontoret kendes et censurstempel med teksten: CENSURERET / Croix Rouge Danoise, som blev anvendt på forsendelser til krigsfangelejrene i Hald og Horserød i maj 1917. Om det forekommer på forsendelser til udlandet vides endnu ikke.
Efterfølgende vises nogle af de forskellige lejre i Frankrig hvori fangerne var spredt, derefter Aurillac lejren, med deres censurstempler typer og forskelligheder Aurillac lejren.
Frankrig var det første land, der indrettede en særlig lejr for sønderjyske krigsfanger. Primus motor bag arbejdet for at forbedre kårene for disse var den franske professor Paul Verrier.
De sønderjyske fanger i Frankrig blev i første omgang spredt på forskellige lejre. Verrier fandt i 1916, 60 forskellige lejre, hvor der sad dansksindede sønderjyder. Nogle var blevet sendt til Algier, Marokko og Tunis, hvor de blev sat til at bygge veje og jernbaner. Enkelte var kommet helt til Dahomy ved Guinea-bugten.
På Verriers ønskeseddel stod en særlejr for de sønderjyske fanger. Han tog ved flere lejligheder spørgsmålet op, og i foråret 1915 kronedes hans anstrengelser med held. Den 4. maj d.å. kunne 27 sønderjyder, som Verrier selv havde udvalgt, rykke ind i Ecole Albert, en katolsk privatskole i Aurillac, en lille by med 17000 indbyggere i departementet Cantal.
Herefter vises 4 japanske lejre.
I Rusland nåede mange fanger aldrig frem til den danske lejr Jurjef-Polski, hvor der sad ca. 40 fanger.
Jurjef-Polski lejren.
Fra tysk side har man anslået, at der befandt sig omkring 300 nordslesvigske fanger i Rusland.
Mange havnede, som det kunne forventes, i Sibirien, hvor lejrene kunne være rene dødsfælder. Kilderne taler om sønderjyske fanger i Persilenski-Punkt; i Dauria, to dagsrejser øst for Baikalsøen; i Boreosovka; i Nikolsk Ussuriski, hvor den største flok sønderjyder i Sibirien skal have været, 200 km fra Vladivostok. I Viatka var derfebruar 1916 fem navngivne danske sønderjyder plus nogle ubekendte. I Sarapul ved Kama-floden var der i en skovlejr 24 sønderjyder. Nogle havnede i tvangsarbejdslejren Jussovka, og kom senere til straffelejren Bachmut.
H. N. Rasmussen og andre arbejdede for at få oprettet en særlejr for sønderjyske krigsfanger, og
Benyttede sig af den dynastiske forbindelse, der eksisterede mellem Danmark og Rusland. Den russiske enkekejserinde Dagmar var datter af Christian IX.
Arbejdet kronedes med held. Der blev åbnet en særlejr i Pavlovo-Posadski, 60 km øst for Moskva.
De første sønderjyder kom hertil ved juletid 1915. I oktober 1916 blev den flyttet til Juref-Polski, en lille by med ca. 1000 indbyggere, 20 km. øst for Moskva.
Denne lejr var desuden privilegeret lejr for sydslavere og polakker.
Mindst 2 sønderjyder var ombord på hjælpekrydseren Cormuran, da den blev interneret på Stillehavsøen Guam.
Derefter kommer en hollandsk lejr, og en lejr i Indien.
En enkelt sønderjyde var interneret i Chile. Tøndersmeden Christian Støckler gjorde i 1913 tjeneste ombord på krydseren Dresden, da denne gik til Mexico.
Fra krigsudbruddet opererede den som kaperkrydser i Sydatlanten.
Herfra blev den tvunget til Stillehavet, hvor den blev sænket ved Juan Fernandezøerne i marts 1915
300 mand af besætningen blev interneret på den chilenske ø, Quiripuina, hvor de måtte blive til slutningen af 1919.
Også i England blev sønderjyderne spredt over hele landet, her ses nogle af disse lejre, derefter følger krigskompagnierne i Frankrig.
Feltham lejren.
Bestræbelserne på at få oprettet en særlig lejr for sønderjyske fanger i England lykkedes først i april 1916.
Forud var der gået et stort arbejde især udført af sømandspræsten Troensegaard-Hansen i Newcastle.
De første fanger rykkede ind den 6. april 1916. I foråret 1917 var der ca. 200 fanger i lejren. Ved hjemsendelsen i 1919 var der samlet omkring 500 fanger i den.
En del af fangerne havde tidligere været anbragt i en tom fabriksbygning i Leith
(Lanc.) hvor forholdene havde været ret gode med centralvarme og bad. Andre havde først opholdt sig i en teltlejr ved Frimley.
Derfra var de blevet sendt til en gammel kaserne i Tempelmore, Co. Tipperary (Irland) og senere videre til Leith, hvorfra turen gik til Feltham.
Felthamlejren var indrettet i en tidligere opdragelsesanstalt (Borstallnstitution) 7-8 km vest for London.
Forholdene her var betydeligt bedre end i Aurillac-lejren. Fangerne havde enkeltværelser og masser af frihed.
I slutningen af marts 1919 blev Felthamlejren rømmet, og den 16. marts 1919 ankom en del af fangerne med skib til København. Fra Lockstedterlager, får en fange udleveret soldaterbog og hjemsendelsesbevis.
Angivne oplysninger stammer dels fra Sønderjysk Posthistorie II af E. Menne Larsen, dels fra udstilleren s egne optegnelser.
Løbe nr. og type nr. og skema fra Aurillac refererer til udstillerens egne oplysninger.
Kilder:
D.F.T. Sønderjyske Årbøger. D.S.K.s Årbøger. Landsarkivet Aabenraa.
Paul Verrier og Norden. Aurillac bogen 1936-37. Feltham lejren.
Krigsfangepost Tsingtau. Poststempelgilde "Rhein-Donau".
Postcensur i Rusland 1914-1918 (1920) v/Natalie Krasheninnikoff