Aika - som før hed Eddie er flyttet hjemmefra. Jeg ønsker familien Toft i Greve alt muligt held og lykke med deres vidunderlige guldklump - pas godt på ham!
Der er sket meget siden denne side sidst blev opdatteret! Lillepigen - som nu hedder Briony - er flyttet til Sverige og bor nu hos Linnea Johansson. Linnea er meget tilfreds med hende og roser hendes fantastiske temperament. Hun er allerede meldt til hendes første udstilling - spændende! Hendes bror Eddie har udviklet sig super godt og er blevet en smuk, smuk hvalp. I søndags (22. marts) mødte han sin nye familie for første gang. Eddie er jo over 4 måneder nu, og har fundet en plads i min hundeflok. At blive skildt fra den og skulle til at stå på egne ben uden de andre hundes og min støtte, kan godt være noget af en mundfuld for en hvalp i den alder. For at overgangen ikke skal blive for overvældende for ham, når han flytter på søndag, besøgte han og jeg hans nye hjem om mandagen. Det var en stor oplevelse for Eddie, nye omgivelser og nye mennesker, der bare kappedes om at klappe og ae - masser af plads både ude og inde - selv en lille høj var der ude i haven, og sådan en kender han - for sådan en har han også her, den er bare uden græs på....Familien har allerede sendt nogle dejlige billeder fra vores besøg - nyd dem!
I dag tirsdag har vi været på gåtur i Sakskøbing by. Der var ikke mange mennesker og ikke meget trafik, men Eddie var nysgerrig og undersøgende og han prøvede at gå gennem mørke passager og op og ned af trapper. Først ville han ikke op af
trapperne, men et par godbidder på trinene fik ham hurtigt lokket op, og ned gik bare af sig selv. Efter 3. forsøg gik han op og ned, som om han aldrig havde prøvet andet! Nu skal man selvfølgelig være lidt forsigtig med hvalpe og trapper, ligesom med glatte gulve, de kan let glide og falde og er uhældet ude springe et ledbånd i knæet eller brække benet og det er meget dyre og store operationer der kræver meget ro og korrekt genoptræning - SÅ PAS PÅ! Her var kun tale om 5 trin på en stentrappe. Han stiftede også bekendtskab med glasdøre, som åbner og lukker af sig selv, når man kommer tæt nok på. Underligt syntes Eddie, og først turde han slet ikke gå ind af dem. Et par godbidder og klap samt opmundrende ord fik ham dog snart overbevist om, at dørene ikke var farlige, og snart gik han også ind og ud af dem som ingen ting. Da vi gik tilbage til bilen var Eddie i højt humør. Halen kom op og han logrede glad og skævede op til mig med et udtryk der tydeligt fortalte, at han havde haft det sjovt.
Bibis hvalpe er nu 10 uger gamle. Hvis alt går efter planen, rejser lillepigen til Sverige sidst på måneden. Lillemanden mangler stadig et godt og kærligt hjem.
De nye billeder blev taget i søndags den 11. januar, hvor vi endnu engang var på besøg hos Anne.
Bibis hvalpe er nu næsten 6 uger gamle - tænk hvor tiden går hurtigt....
De har prøvet at køre i bil flere gange nu og mødt forskellige mennesker, hunde og også hilst på Berta, min korthårede colourpoint kat, som ikke syntes de var særligt spændende, fordi de mente hun var til at bide i. Billederne er fra den 13. december hvor vi var på besøg hos min gode veninde Anne.
I dag den 23. november er der taget nye billeder af hvalpene og de har fået navne. Drengen hedder Shep's Joyride og lillepigen hedder Shep's Just For Jewels.
De er blevet meget aktive de sidste dage og gider ikke være i hvalpekassen - de skal ud at opleve verden. De er begyndt at få fast føde som supplement til mors mælk og de spiser godt.....
Bibis hvalpe blev født den 3. november 2008.
En dreng og en pige blev det til. Det er begge mørk zoble og vejede ved fødslen hhv 350 og 210g. Drengen tabte sig lidt det første døgn, men så gik det stærkt og nu trives de fint og vokser godt dag for dag. På billederne er de 5 dage gamle. Jeg har endnu ikke bestemt mig for, hvad de skal hedde. Eneste sikre er, at det bliver noget med "J", for jeg bruger jo alfabetet og er nu kommet til J for anden gang.