Hvordan tænkte og handlede romerne - hvad var bestemmende for deres liv

Antikkens romere – en mentalhistorisk synsvinkel.

De svimlende forskelle mellem dem og os

Når man går rundt i Rom, er det vel naturligt, at man giver sig at reflektere lidt historisk over resterne fra det antikke arv, som man bliver vidne til næsten alle steder, hvor en rest fra antikken dukker op i nutiden. Og det sker jo så mange steder overalt på Campo di Marzio.

Og naturligvis i særlig grad, når man træder ned på Forum Romanum.

Her mærker man virkelig det historiske vingesus, selv om det nok kan virke meget kaotisk første gang, man er der med alle de ruiner og rester af monumenter, der jo ydermere stammer fra vidt forskellige tidsaldre gennem ca. 1200 år.

Alene det er jo et svimlende antal år, der svarer til den uendelige lange periode i Danmarkshistorie fra vikingekongen Godfred omkr.800 til vor egen tid.

Det er næsten ikke til at rumme.

Og så er det kun de mere spektakulære monumenter, der er blevet afdækket.

Derfor er det utroligt svært for sit indre blik selv med udfoldelsen af al sin fantasi at prøve at danne sig et billede af, hvordan Forum Romanum har set ud f.eks. omkring vor tidsregnings begyndelse i senrepublikken og begyndelsen af kejsertiden.

Men at det efterhånden under kejsertiden har været et farvestrålende skue med pragtfulde bygninger med søjler i udsøgte marmorsorter i eksotiske farve og med forgyldte tage og store smukke bronzedøre er der næppe tvivl om.

Men bebyggelsesprocenten har været høj. Der har været meget lidt plads og smalle gyder – oftest med masser af støjende og skubbende mennesker duftende af pomader og hvidløg. Fornemme personer i deres bærestol båret af slaver har givet vis haft svært ved at komme frem af og til.

Hvordan mon de mennesker, der har gået her i det daglige, har tænkt og oplevet deres liv?

Ja, naturligvis har deres livsform, tankegang og holdninger været meget forskellige fra vores i dag..

Det ville også være tilfældet, hvis vi mødte en viking fra kong Godfreds tid.

Det er altid meget svært at spørge til, hvordan fortidens mennesker tænkte og følte, og når det gælder antikken, er det et specielt stort problem, at hele det skriftlige kildemateriale er skrevet af samfundets top til andre ligestillede.

Hverken fra den store romerske folkegruppe, plebejerne eller fra de mange slaver, der var ejet af overklassen, har man skriftlige overleveringer, og den række inskriptioner i form af gravsten og graffiti, som er bevaret fra den lavere mellemklasse, giver ikke meget.

Derfor er man nødt til ud fra overklassens dokumenter og beretninger som f.eks. private breve, taler m.m. og ud fra andre berettende kilder - oftest fra en noget senere tid - at prøve på at udlede en mere eller mindre fælles romersk tankegang.

Men det betyder naturligvis, at der er store risici for fejlfortolkninger, og en sådan fælles romersk tankegang har selvfølgelig også ændret sig betydeligt gennem de ca.1200 år.

I faglig sammenhæng benytter man ofte udtrykket "kulturelle konstruktion", der er betegnelsen for en given kulturs måde at leve på, dens holdninger, dens moral og etik, kønsopfattelse, opfattelse af liv og død m.m.

Ethvert samfund skaber sin egne kulturelle konstruktion, og i ethvert samfund lever man under denne konstruktion uden at reflektere nærmere over dem. Den kulturelle konstruktion ændrer sig naturligvis over tid, men der er tale om en langsom glidende proces, hvis ændringer man knapt nok er sig bevidst.

I antikkens Rom har der selvfølgelig også op gennem den lange periode over de 1200 år været forskellige kulturelle konstruktioner, ligesom der i de forskellige dele af det romerske imperium har været meget store forskelle på den måde, folk levede og tænkte og opfattede hinanden. Imperium Romanum bestod jo af omkring 2000 forskellige bystater med betydelige grader af selvstyre.

Det manglende syndsbegreb

På et meget afgørende punkt var deres livsopfattelse imidlertid helt radikalt forskellig fra vores.

Ligesom antikkens øvrige folkeslag - med undtagelse af jødefolket i Judæa -, kendte Romerne ikke til et syndsbegreb, og der er netop dette, den antikke verdens tankeunivers uden et syndsbegreb, der er en væsentlig årsag til den meget store forskel, der er mellem vores tankegang og antikkens.

Romerne var jo et krigerfolk, for hvem krig var noget smukt og helligt, mens fred ikke var noget positivt. Den feltherre, der ikke lod sine soldater slå ihjel og plyndre og voldtage, var ikke populær.

Der var heller ikke tale om, at man havde nogen medfølelse med de dræbte, og når f.eks. den jødiske krig 66-70 kostede omkring en million jøder livet, og man tog over 90.000 krigsfanger, der endte deres liv som slaver eller mødte døden i arenaen, generede det ikke romerne.

Efter antik romersk tankegang var det derfor heller ikke hverken umoralsk eller forkert, når kejser Theodosius i 390 lod 7000 mennesker dræbe på tre timer i amfiteatret i Thessalonica, fordi byens befolkning havde været illoyal over for kejseren ved at lynche byens kommandant.

Denne handling var helt i tråd med traditionel tankegang. Byens indbyggere havde fået deres velfortjente straf, og man havde statueret et eksempel, så man i andre byer måske tænkte sig om, før man gjorde oprør.

Før syndsbegrebet var også henrettelse af krigsfanger en fuldt legitim handling, specielt i perioder, hvor prisen på slaver var lav. Ellers var det mere fordelagtigt at sælge krigsfangerne som slaver.

Det var også noget af denne tankegang, der lå bag gladiatorkampenes popularitet.

Ja, man kan sige, at gladiatorkampene er et godt eksempel på, hvordan samfundet før syndsbegrebet forholdt sig til drab i forbindelse med krig og krigsspil.

Selv en højt respekteret romersk politiker og verdensberømt taler som Cicero finder direkte, at gladiatorkampene har en pædagogisk hensigt, en folkeopdragende effekt, fordi spillene giver " en anskuelig belæring om udholdenhed og dødsforagt, som var mere værd end mange formaninger."

Drab anvendt også som politisk middel var fuldt legitimt i antikken, hvis det tjente et relevant politisk formål.

Når kejser Nero således myrder sin egen mor og roses herfor af filosoffen Seneca og af selveste det romerske senat, er det fordi mordet tjente et formål. På samme måde i det sidste århundrede under republikken, hvor dels Sulla og senere dels Octavian (den senere kejser Augustus) og Antonius iværksætter proskriptioner, der koster en masse af deres politiske modstandere livet, og da senere kejser Caligula udrydder et stort antal senatorer, så anses disse politiske ledere ikke for syndere eller dårlige menne-sker, men som politikere, der handler rationelt.

Ja, det er måske svært at sætte sig ind i, men i antikken havde man ganske simpelt hen et helt andet forhold til liv og død og til ondt og godt, end det vi kender til. Så forskellig var deres kulturelle konstruktion fra vores.

Den store fortælling

Det er først med kristendommen, at denne konstruktion langsomt ændres, og hvor udviklingen i den antikke verden går fra en moral, hvor man søger efter en personlig etik til en moral defineret som lydighed mod kristendommens system af regler.

Med kristendommen får man den store fortælling, sandheden, ideologien, der fortalte hvad der var rigtig og forkert, hvad der var ondt og godt.

Hermed får man den fælles diskurs, som man ikke havde kendt til før, og den medførte efterhånden en helt anden levevis for antikkens mennesker og ændrede deres forhold til liv og død, til krig og fred, til hvad der var godt og ondt, til seksualitet og til omgangen med andre mennesker i det hele taget.

Men selvfølgelig ændredes den kulturelle konstruktion kun langsomt, og der skulle da også gå adskillige århundreder, før det kristne syndsbegreb havde gennemsyret kultu-ren og bevidstgjort høj og lav i samfundene, om hvad der var godt, og hvad der var ondt.

Mos maiorum

Selv om antikkens romere altså ikke havde et syndsbegreb betød det imidlertid ikke, at det romerske samfund var uden moral og normer.

Men moralen byggede ikke som i den kristne verden på den store, samlede fortælling, men på en række mindre. Og de indbefattede slet ikke som vores moralbegreber områder som seksualitet, kriminalitet m.m.

Det var mere en række leveregler, der var stærkt knyttet til traditionen, sædvanen, fædrenes skikke, som under ét betegnes som mos maiorum, og til en række dyder, som blev sat højt, og som unge romere blev opdraget efter f.eks. mod og tapperhed, respekten for guderne, respekten for forældrene og ikke mindst retfærdighed, justitia.

Justitia.

Netop dette begreb justitia er et nøglebegreb, når det gælder romersk tankegang og samtidig noget, der viser, hvor forskellig den var fra vores.

For romerne var retfærdighed ikke noget absolut begreb som hos os.

Retfærdighed var derimod, "at give enhver sit", og netop denne definition på retfærdighed er nok den mest afgørende, hvis man vil forstå romersk tankegang og dermed hele det sociale, økonomiske og politiske system, som vi kalder Imperium Romanum.

Den naturlige sammenhæng, der efter vores demokratiske opfattelse er mellem lighed og retfærdighed, ekstisterer ikke efter romersk tankegang. Tværtimod. Som Cicero skriver: "Hvilken større pest end lighed kan man forestille sig"

Ingen fødtes naturligvis lige, men imodsætning til vores tankegang, var det de styrendes opgave at fastholde denne ulighed og sikre de forskelle, der bestod i forvejen, så ingens lovlige eller hævdvundne rettigheder, blev gået for nær.

Derfor handlede de dyder, der knytter sig til justitia om, at man indbyrdes skulle vise hinanden respekt, men i et på forhånd fastlåst og hierarkisk system.

Kun ved at give enhver sit, kunne man fastholde den struktur, som eksisterede, og dermed undgå, at tingene kom i skred, at der skete en udvikling

Når romerske politikere derfor talte om frihed og retfærdighed, var det ikke, fordi de ville skabe bedre forhold for alle de socialt dårligt stillede. Det var snarere protestråb, der lød, når nogen følte, at de skel, som delte mennesker, var blevet overskredet.

Romerne var altså et stærkt konservativt folk, hvor det var helt afgørende at fastholde de gamle strukturer. En moderne udviklingstanke lå dem meget fjernt.


Dignitasbegrebet.

Noget andet, der var helt centralt og indbegrebet af romerske tankegang, er dignitasbegrebet.

Det er et latinsk begreb, der ikke kan oversættes, men for den romerske mand var det noget meget overordnet i livet.

Dignitas er et samlebegreb for ære, mandighed, menneskelighed, prestige og selvfølelse og relateres både til ens ydre og indre, idet det gik både på ens prestige set med det øvrige samfunds øjne og på ens egen selværdsfølelse og selvrespekt.

Dignitas betegner hele indbegrebet af en romers position i samfundet, hans rigdom og den plads, han har krav på efter sine egne og sin slægts fortjenester.

Dignitas er summen af det en mand repræsenterer som mand og som magtfaktor i samfundet. Summen af hans stolthed, hans integritet, hans ord, hans intelligens, hans slægt, hans bedrifter, hans evner og viden, hans stilling og værdi som mand.

Det var opfattelsen, at en mands dignitas levede videre, når han var død, og derved den eneste måde at overvinde døden på.

Når en mand blev adopteret, - hvilket var meget almindeligt i antikkens Rom -, fik han endvidere del i adoptivfaderens dignitas.

En mands dignitas hang også sammen med hans slægt.

Forholdet til slægten var alfa og omega for romeren, og inden for den enkelte af de relativt få, men meget betydende og velhavende slægter inden for senatorstanden lå der et vældigt forventningspres på det unge mandlige familiemedlem, om at han skulle nå statens højeste embede, konsulembedet, fordi det gav hele hans slægt del i hans dignitas.

Derfor var også modsat en romers tab af dignitas noget, der ramte tilbage på hele hans slægt. Det, mente man, kunne undgås, hvis han begik selvmord, og derfor var selvmordet fuldt acceptabelt i den romerske overklasse.

At begå selvmord i forbindelse med en politisk krise kunne redde hele slægtens anseelse. Derfor ses dignitastankegangen også klart i forhold til døden.

Ens dignitas kunne blandt andet blive styrket, når man havde succes i krig og måske endda fik lov til at fejre triumf – det største for en romer.

Som ovenfor påpeget, er det vigtigt at være sig bevidst, at romerne først og fremmest var et krigerfolk.

Det var gennem krig, at Rom blev til et verdensrige, og det var krigene, der bibragte Rom de umådelige rigdomme.

Når man nu tænker på, at politik i det antikke Rom - jævnfør det ovennævnte – aldrig drejer sig om at ændre samfundet, var det udelukkende magtens mål for en ung romer at stræbe efter at øge sin egen og sin slægts ære og berømmelse mest muligt som politikker i Rom eller som feltherre.

Det gjaldt om at promovere og synliggøre sig selv mest muligt. At føre sig frem og blive bemærket var alfa og omega for en romer. "Hellere være nummer ét i en flække end nummer to i Rom, kunne Cæsar udbryde på elitens vegne, medens dens almindelige romer måtte nøjes med at føre sig frem på gaden, i termerne eller i baren.

Netop fordi man levede i et samfund, hvor der næsten ingen sociale avencementsmu-ligheder var, så blev også jagten efter anerkendelse og ære – og for den rige efter magt - en meget vigtig motivationsfaktor for romerske mænd.

For ledende romerske politikere betød det, at de konstant måtte gøre sig gældende på den politiske scene på Forum Romanum eller i Senatet.

Derfor var det en umådelig hård straf, hvis han blev dømt til eksil i en periode.

Selvmordet var måske at foretrække.

Derfor satte man sig gerne i dyb gæld eller indgik yderst tvivlsom politiske alliancer – eller indgik måske sågar et politisk ægteskab for at opnå et embede til sig og dermed til sin slægt.

En fornem romer var ingenting uden den politiske scene og sine tilskuere.

Derfor var romerske politikere bestemte ikke beskedne. De lagde tværtimod på alle måder stor vægt på at fremhæve deres egne herlige bedrifter og egenskaber og stiller aldrig deres lys under en skæppe. Når man læser Cicero eller andre taler fra antikken, kan man næsten krumme tæer over de mange tirader om talerens egen fortræffelighed, men dette skal naturligvis forstås i relation til deres følelse af og fremhælvelsen af egen dignitas.

Hele dignitastankegangen er også en væsentlig forudsætning for at forstå den politiske udvikling under den romerske republik.

Det, der nemlig hele tiden er afgørende for politikerne, er, hvem der skal være den dominerende.

Gennem århundreder havde en lille fåtallig overklasse haft den politiske magt i Rom, og for denne overklasse var det væsentligt, at man sikrede de enkelte medlemmer en passende del af den politiske magt og af den dignitas, der fulgte med.

Men hvis én person fik så stor magt, at det truede de andres muligheder for at hævde sig og styrke også deres dignitas, så måtte man bremse ham. Nok tålte den romerske overklasse store mænd, men ikke én stor. Så måtte man forsvare sig.

Klientsamfundet

Måske var hele dignitastankegangen den kulturelle konstruktion, som på en vis måde bandt Romerriget sammen, fordi den er så stærkt forbundet med det klientsamfund, der eksisterede i hvert fald på republikkens tid. "do ut des – tankegangen"

Klientsamfundet bygger på "do ut des – tankegangen". "Jeg giver, for at du skal give".

Når en mand fra et højere socialt lag ydede en tjeneste til en mand fra et lavere socialt lag, blev han patron for sin klient, der herefter var forpligtet til at yde gentjenester.

Antallet af klienter en patron skaffede sig øgede patronens position og anseelse og dermed hans dignitas.

Sådanne bånd mellem mennesker gennemsyrede det romerske samfund, og ofte har det været sådan, at klienten også kunne være patron for klienter fra et endnu lavere lag, hvorfor der på den måde har været tale om et netværk fra top til bund i samfundet.

Oprindeligt var klienter mænd, der var knyttet til patriciske familier og stod i et afhængighedsforhold til de enkelte slægtsoverhoveder, patronerne ("storfædrene").

Klienterne skulle støtte deres patroner politisk, mens patronerne skulle beskytte klienterne f.eks. i retssager.

Retsvæsenet var allerede tidligt så kompliceret, at kun specialister kunne finde ud af at føre en sag på rette måde, og hvis man begik en fejl af helt formel art, havde man tabt sin sag.

Dette var naturligvis et vigtigt undertrykkelsesmiddel for overklassen, og retsvæsenet var i virkeligheden også den romerske overklasses domæne.

For at vinde en sag, måtte man have en patron, og derved kom man i et afhængigheds-forhold.

Men også på andre måder kunne et sådan afhængighedsforhold opstå.

Frigivne slaver var stærkt afhængige af deres tidligere herrer, og befolkningen i erobrede territorier, der efterhånden fik status som romerske borgere, måtte have beskyttere, der kunne vejlede dem i at færdes i det nye samfund. Derfor sluttede de sig ofte til en patron og blev hans klienter.

Herved udviklede klientsamfundet sig langsomt.

Ydermere blev klientsystemet arveligt, så når en patron døde overtog sønnen sin fars klienter.

I nogle fragmenter fra De tolv tavlers lov – Roms ældste lovsamling fra ca. 450 f. Kr. - findes en bestemmelse om, at klienten ikke må begå svig mod sin patron. Det betyder, at klienten ikke måtte svigte sin patrons tillid, lige så lidt som patronen måtte svigte sin klients tillid.

Der består et helt privat tillidsforhold mellem de to parter, et tillidsforhold, som romerne kaldte troskab. Klienten udviste taknemmelighed over for sin patron, hvilket var med til at styrke patronens dignitas, men også klientens. Hvis han derimod udviste utaknemmelighed, begik han en kardinalsynd i romernes øjne og mistede dignitas.

Det er klart, at det er svært at lovgive om den slags forhold, og derfor finder vi heller ikke i senere lovgivning spor af regler for forholdet mellem patron og klient.

Klientsystemet hviler i princippet på frivillige aftaler mellem to parter om at varetage hinandens interesser.

Sammenhæng og magt

På denne måde skete der en sammenkædning af politiske, sociale og moralske relationer.

Offentlig forsorg var et helt ukendt begreb i det romerske agrarsamfund og bystats-mønster.

Hvis det gik en familie dårligt, ramtes den af sygdom, eller slog høsten fejl, måtte man derfor enten se sultedøden i øjnene eller håbe på hjælp fra sin patron, hvorefter man så måtte betale tilbage, så godt man kunne.

Her lå altså hele do ut des-princippet. Klienten var moralsk forpligtet til at støtte sin patron. Man kan sige, at gaven bandt en, og man mistede til en vis grad noget af sin frihed, men opnåede også en form for sikkerhed.

Det kunne også være klientens forpligtelse at møde op i patronens hus i visittiden, dvs. i timerne umiddelbart efter solopgang iført sin stadsdragt (toga og sko) og herefter ledsage patronen, når han gik (eller lod sig bære) på visit eller ned på Forum eller gøre ham andre tjenester.

Til gengæld blev klienten så måske jævnligt indbudt til middag hos patronen eller modtog hjælp og støtte i private anliggender. Ja efter længere tids tjenester kunne klienten ligefrem opnå en form forsørgelse, idet han enten fik en lille gård forærende eller en fribolig i byen, en lille taberna eller en stilling som opsynsmand på et gods. Nogle klienter fik ligefrem en beskeden dagløn for deres arbejde.

Efterhånden, som romerne underlagde sig flere og flere folk på den italienske halvø og indlemmede dem i romerstaten og gav dem romersk borgerret, var der også flere og flere, der ønskede beskyttelse som klienter hos den politiske elite.

Hele folkeslag og større bystater indgik således et klientforhold til den sejrende general, hvis dignitas herved nåede nye højder.

Derved samlede de slægter, der udgjorde Roms magtelite netop i Roms erobringsfase større og større klientgrupper om sig som en fasttømret klientskare og skaffede sig derigennem ved valgene faktisk monopol på statens højeste embeder, og derfor blev efterhånden de samme slægters medlemmer år for år valgt til de ledende embeder i den romerske republik. Herved øges disse slægters dignitas, hvilket var med til at skaffe dem endnu flere klienter.

Ved de årlige valg til de forskellige politiske embeder som kvæstorer, ædiler, prætorer og konsuler kan der være et antal familier, slægter og slægtsgrupperinger, der i et bestemt år ikke stiller kandidater til det et af embederne.

Derfor bliver deres klienter, deres vælgere mere eller mindre frit stillet, og det er derfor disse gruppers opmærksom og bevågenhed, de øvrige konkurrenter bejler til.

Det forsøger man ved at iværksætte offentlige arbejder, åbne nye vandledninger, give dem gratis adgang til termerne, ved at anlægge templer, og ved at anrette større banketter, uddele mad og andre goder og ved at foranstalte offentlige forlystelser i form af teaterforestillinger og gladiatorkampe.

Endvidere kunne det ske ved ren og skær bestikkelse. Det var ganske vist forbudt, men der var jo ingen, der kunne gøre noget ved en vælger, der havde været inviteret til en stor banket, som efterfølgende i taknemmelighed for det gav sin stemme til værten ved det efterfølgende valg.

Nogle vil gå så langt som til at hævde, at det var ønsket om at skaffe sig klienter, der sammen med jagten på rigdomme var en af de drivende kræfter i hele Roms ekspansionspolitik, og at klientsystemet var en mere eller mindre direkte årsag til, at Rom udviklede sig til Imperium Romanum.

Meget betydende og kendte politiske ledere gennem republikkens sidste 150 år, som Tiberius Gracchus, Gaius Gracchus, Gaius Marius, Cornelius Sulla, Pompeius Mag-nus, Marcus Crassus, Marcus Cicero og Gaius Julius Cæsar havde alle betydelige klientskarer, som de benyttede til at skaffe sig magt og indflydelse og øge deres dignitas.

Set i relation til klientsystemet er det f.eks. meget sandsynligt, at brødrene, Tiberius og Gaius Gracchus blev snigmyrdet af en gruppe senatorer, fordi man frygtede, at de med deres politik ville kunne tilrane sig så store klientskare, at der ikke ville blive plads til andre, og at ingen ville kunne modstå dem ved valg og på folkeforsamlingen. Derfor skulle de væk. Klientsystemets politiske betydning

Der er heller ingen tvivl om, at klientsystemet spillede en betydelig rolle under de voldsomme politiske spændinger og borgerkrige, der til sidst førte til republikkens fald.

Feltherren var jo også patron for sine soldater, der var hans klienter. Det vil sige, at feltherren havde et stort militært potentiale, også når soldaterne var blevet hjemsendt som veteraner. Derfor var det af stor betydning for de store feltherrer som Marius, Sulla, Cæsar, Pompejus og Octavian (Augustus) at få placeret deres vetarankolonier på strategisk rigtige steder, så de hurtigt kunne bruge dem i den politisk kamp som præcisionsmiddel eller direkte, når det kom til krigshandlinger.

Set fra patronernes synspunkt gælder det om at tilsikre, at ingen bliver så store, at de selv kommer i et klientforhold til den pågældende. Det ville deres dignitas ikke kunne holde til, og det ville rent praktisk betyde, at deres eget klientgrundlag og deres egen værdighed ville begynde at smuldre.

Det ser vi et eksempel på i den situation, der opstår efter Cæsars sejr i borgerkrigen mod Pompejus og dele af det romerske senat.

Cæsar erklærede, at han ville tilgive sine tidligere modstandere, hvorved de jævnfør do u des-tankegangen kom i et afhængighedsforhold til ham.

Derved blev Cæsars "clementia", mildhed, i virkeligheden hans frygteligste våben, fordi han bandt tidligere fjender til sig i loyalitet.

De fleste modtog tilgivelsen, men med ulyst.

Men enkelte, som den yngre Cato, foretrak selvmordet.

Det viser, hvilken fantastisk rolle begreberne taknemmelighed og utaknemmelighed spillede for romerne.

Utaknemmelighed var den værste egenskab, man kunne tillægge et andet menneske. Den, der viste sig utaknemmelig, og det gjorde man jo, hvis man ikke ville modtage Cæsar clementia, var i praksis ikke medlem af samfundet, fordi han havde brudt loyaliteten, hvorfor man kunne ikke regne med ham mere.

I relation til disse taknemmeligheds-utaknemmelig-hedsrelationer er det ganske interessant, at en mand med stor indflydelse på latin hedder, "virmagnat grata".

Grata betyder i virkeligheden taknemmelighed.

Dvs., at en mand med stor indflydelse for romerne rent faktisk betyder en mand, som har megen taknemmelighed til gode.

Da Julius Cæsar bliver snigmyrdet i 44 f. Kr. havde han i sit testamente overdraget magten til sin adoptivsøn den kun 19-årige Octavian. Han havde ikke blot arvet Cæsars navn ved adoptionen, men også alle Cæsars penge og klienter.

I år 27 f. Kr. får han af det romerske senat tilnavnet Augustus, "den ophøjede".

Derved bliver han i virkelighed patronen over alle patroner.

Han bliver altså en superpatron, og alle andre, hele romerfolket hans klienter, som skulle vise ham taknemmelighed.

Han gav dem fred, pax romani. Modkravet var lydighed og stemmer ved valgene.

Resultatet blev den romerske republiks reelle undergang.

Sammenhængskraften i samfundetImidlertid er der næppe tvivl, at klientsystemet skabte en sammenhængskraft i det romerske samfund og gav det et meget stabilt præg. Måske er det da også i dette system, vi skal søge årsagen til, at det romerske samfund med dets enorme forskelle mellem rig og fattig kunne bestå i ca. 1200 år uden at blive gennemrystet af voldsomme revolutioner. Romerriget blev gang på gang rystet af slaveoprør, men bredere sociale rejsninger, hører man ikke om.

Amicitia

Mens der med patron-klient systemet var tale om over-underordningsforhold mellem den rige patron og den økonomisk svagere stillede klient, eksistere der også i Rom det såkaldte amicitia, der betyder et venskab mellem ligeværdige partnere.

Mens altså forholdet mellem patron og klient var vertikalt, var forholdet i disse amicitia’er horisontalt.

Det behøvede ikke at have noget med personlige venskaber at gøre i sig selv, men kunne naturligvis udvikle sig til at blive det. Men der var tale en politisk alliance, der hvilede på do ut des-forholdet som et grundprincip, hvor grupper af mænd gik ind i et ligeværdigt forhold for at støtte hinanden i den politiske kamp.

Det afgørende i disse politiske venskaber var, at alle parter følte, at de fik noget tilbage, som svarede til det, de havde givet, og at der derved var balance i forholdet.

Derfor var disse amicitiae altså bånd mellem personer fra samme sociale lag og var særligt rettet mod den del af det politiske liv, som foregik i folkeforsamlingen, hvor man ved hjælp af den klientskare, man tilsammen rådede over, og som man opfordrede til at stemme på en bestemt måde kunne sikre sig kontrol over det tilstrækkelige antal stemmer, til at kunne vinde en sag eller kontrollere et valg og dermed måske sikre sig politiske aftaler, der kunne holde i flere år.

Der var f.eks. det, der skete, da Cæsar, Pompejus og Crassus indgik det såkaldte triumvirat i 71 f. Kr., der helt skulle komme til at dominere udviklingen i romersk politik i de næste 20 år.

Disse politiske venskaber søgte man ofte underbygget gennem ægteskaber, og det var også tilfældet i forbindelse med venskabet mellem Cæsar og Pompejus, da Pompejus ægtede Cæsars datter Julia.

* * *

De fleste historiske beskrivelser om antikkens Rom betragter udviklingen ud fra en politisk synsvinkel og følger Roms mange krige mod dets naboer og hele udviklingen af Imperium Romanum, samt de indenrigspolitiske kriser og de mange intriger inden for Roms nobilitet, der fører frem til republikkens opløsning og Augustus’ militær-diktatur.

Denne synsvinkel på Rom historie er naturligvis vigtig for at forstå udviklingen, men den bringer måske ikke læseren nærmere til at forstå, hvad det var for grundlæggende holdninger og normer, romerne havde.

Det er forsøgt i denne beskrivelse, hvor udgangspunktet har været et forsøg på at analysere og forklare nogle sider ved den kulturelle konstruktion, som har været den dominerende i Rom i den sidste del af republikkens tid og ved begyndelsen af kejserriget.

Kun nogle få af de forhold, der beskriver den måske mest markante forskel i tankegang mellem antikken og vor tid, er blevet inddraget, mens andre forhold omkring hele indflydelsen fra den hellenistiske kultur, romernes forhold til guderne, deres familieforhold, deres forhold til sex og andre forhold vedrørende romernes dagligliv kunne naturligvis have været med i beskrivelsen, men det ville have ført for vidt i denne sammenhæng, der blot skulle omhandle, det som jeg finder mest fundamentalt, når det gælder tankegangen i antikkens Rom.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Antikkens romere – en mentalhistorisk synsvinkel.

 

De svimlende forskelle mellem dem og os

Når man går rundt i Rom, er det vel naturligt, at man giver sig at reflektere lidt historisk over resterne fra det antikke arv, som man bliver vidne til næsten alle steder, hvor en rest fra antikken dukker op i nutiden. Og det sker jo så mange steder overalt på Campo di Marzio.

Og naturligvis i særlig grad, når man træder ned på Forum Romanum.

Her mærker man virkelig det historiske vingesus, selv om det nok kan virke meget kaotisk første gang, man er der med alle de ruiner og rester af monumenter, der jo ydermere stammer fra vidt forskellige tidsaldre gennem ca. 1200 år.

Alene det er jo et svimlende antal år, der svarer til den uendelige lange periode i Danmarkshistorie fra vikingekongen Godfred omkr.800 til vor egen tid.

Det er næsten ikke til at rumme.

Og så er det kun de mere spektakulære monumenter, der er blevet afdækket.

Derfor er det utroligt svært for sit indre blik selv med udfoldelsen af al sin fantasi at prøve at danne sig et billede af, hvordan Forum Romanum har set ud f.eks. omkring vor tidsregnings begyndelse i senrepublikken og begyndelsen af kejsertiden.

Men at det efterhånden under kejsertiden har været et farvestrålende skue med pragtfulde bygninger med søjler i udsøgte marmorsorter i eksotiske farve og med forgyldte tage og store smukke bronzedøre er der næppe tvivl om.

Men bebyggelsesprocenten har været høj. Der har været meget lidt plads og smalle gyder – oftest med masser af støjende og skubbende mennesker duftende af pomader og hvidløg. Fornemme personer i deres bærestol båret af slaver har givet vis haft svært ved at komme frem af og til.

Hvordan mon de mennesker, der har gået her i det daglige, har tænkt og oplevet deres liv?

Ja, naturligvis har deres livsform, tankegang og holdninger været meget forskellige fra vores i dag..

Det ville også være tilfældet, hvis vi mødte en viking fra kong Godfreds tid.

Det er altid meget svært at spørge til, hvordan fortidens mennesker tænkte og følte, og når det gælder antikken, er det et specielt stort problem, at hele det skriftlige kildemateriale er skrevet af samfundets top til andre ligestillede.

Hverken fra den store romerske folkegruppe, plebejerne eller fra de mange slaver, der var ejet af overklassen, har man skriftlige overleveringer, og den række inskriptioner i form af gravsten og graffiti, som er bevaret fra den lavere mellemklasse, giver ikke meget.

Derfor er man nødt til ud fra overklassens dokumenter og beretninger som f.eks. private breve, taler m.m. og ud fra andre berettende kilder - oftest fra en noget senere tid - at prøve på at udlede en mere eller mindre fælles romersk tankegang.

Men det betyder naturligvis, at der er store risici for fejlfortolkninger, og

en sådan fælles romersk tankegang har selvfølgelig også ændret sig betydeligt gennem de ca.1200 år.

I faglig sammenhæng benytter man ofte udtrykket "kulturelle konstruktion", der er betegnelsen for en given kulturs måde at leve på, dens holdninger, dens moral og etik, kønsopfattelse, opfattelse af liv og død m.m.

Ethvert samfund skaber sin egne kulturelle konstruktion, og i ethvert samfund lever man under denne konstruktion uden at reflektere nærmere over dem. Den kulturelle konstruktion ændrer sig naturligvis over tid, men der er tale om en langsom glidende proces, hvis ændringer man knapt nok er sig bevidst.

I antikkens Rom har der selvfølgelig også op gennem den lange periode over de 1200 år været forskellige kulturelle konstruktioner, ligesom der i de forskellige dele af det romerske imperium har været meget store forskelle på den måde, folk levede og tænkte og opfattede hinanden. Imperium Romanum bestod jo af omkring 2000 forskellige bystater med betydelige grader af selvstyre.Det manglende syndsbegreb

På et meget afgørende punkt var deres livsopfattelse imidlertid helt radikalt forskellig fra vores.

Ligesom antikkens øvrige folkeslag - med undtagelse af jødefolket i Judæa -, kendte Romerne ikke til et syndsbegreb, og der er netop dette, den antikke verdens tankeunivers uden et syndsbegreb, der er en væsentlig årsag til den meget store forskel, der er mellem vores tankegang og antikkens.

Romerne var jo et krigerfolk, for hvem krig var noget smukt og helligt, mens fred ikke var noget positivt. Den feltherre, der ikke lod sine soldater slå ihjel og plyndre og voldtage, var ikke populær.

Der var heller ikke tale om, at man havde nogen medfølelse med de dræbte, og når f.eks. den jødiske krig 66-70 kostede omkring en million jøder livet, og man tog over 90.000 krigsfanger, der endte deres liv som slaver eller mødte døden i arenaen, generede det ikke romerne.

Efter antik romersk tankegang var det derfor heller ikke hverken umoralsk eller forkert, når kejser Theodosius i 390 lod 7000 mennesker dræbe på tre timer i amfiteatret i Thessalonica, fordi byens befolkning havde været illoyal over for kejseren ved at lynche byens kommandant.

Denne handling var helt i tråd med traditionel tankegang. Byens indbyggere havde fået deres velfortjente straf, og man havde statueret et eksempel, så man i andre byer måske tænkte sig om, før man gjorde oprør.

Før syndsbegrebet var også henrettelse af krigsfanger en fuldt legitim handling, specielt i perioder, hvor prisen på slaver var lav. Ellers var det mere fordelagtigt at sælge krigsfangerne som slaver.

Det var også noget af denne tankegang, der lå bag gladiatorkampenes popularitet.

Ja, man kan sige, at gladiatorkampene er et godt eksempel på, hvordan samfundet før syndsbegrebet forholdt sig til drab i forbindelse med krig og krigsspil.

Selv en højt respekteret romersk politiker og verdensberømt taler som Cicero finder direkte, at gladiatorkampene har en pædagogisk hensigt, en folkeopdragende effekt, fordi spillene giver " en anskuelig belæring om udholdenhed og dødsforagt, som var mere værd end mange formaninger."

Drab anvendt også som politisk middel var fuldt legitimt i antikken, hvis det tjente et relevant politisk formål.

Når kejser Nero således myrder sin egen mor og roses herfor af filosoffen Seneca og af selveste det romerske senat, er det fordi mordet tjente et formål. På samme måde i det sidste århundrede under republikken, hvor dels Sulla og senere dels Octavian (den senere kejser Augustus) og Antonius iværksætter proskriptioner, der koster en masse af deres politiske modstandere livet, og da senere kejser Caligula udrydder et stort antal senatorer, så anses disse politiske ledere ikke for syndere eller dårlige menne-sker, men som politikere, der handler rationelt.

Ja, det er måske svært at sætte sig ind i, men i antikken havde man ganske simpelt hen et helt andet forhold til liv og død og til ondt og godt, end det vi kender til. Så forskellig var deres kulturelle konstruktion fra vores.

 

 

 

Den store fortællingDet er først med kristendommen, at denne konstruktion langsomt ændres, og hvor udviklingen i den antikke verden går fra en moral, hvor man søger efter en personlig etik til en moral defineret som lydighed mod kristendommens system af regler.

Med kristendommen får man den store fortælling, sandheden, ideologien, der fortalte hvad der var rigtig og forkert, hvad der var ondt og godt.

Hermed får man den fælles diskurs, som man ikke havde kendt til før, og den medførte efterhånden en helt anden levevis for antikkens mennesker og ændrede deres forhold til liv og død, til krig og fred, til hvad der var godt og ondt, til seksualitet og til omgangen med andre mennesker i det hele taget.

Men selvfølgelig ændredes den kulturelle konstruktion kun langsomt, og der skulle da også gå adskillige århundreder, før det kristne syndsbegreb havde gennemsyret kultu-ren og bevidstgjort høj og lav i samfundene, om hvad der var godt, og hvad der var ondt.

Mos maiorum

Selv om antikkens romere altså ikke havde et syndsbegreb betød det imidlertid ikke, at det romerske samfund var uden moral og normer.

Men moralen byggede ikke som i den kristne verden på den store, samlede fortælling, men på en række mindre. Og de indbefattede slet ikke som vores moralbegreber områder som seksualitet, kriminalitet m.m.

Det var mere en række leveregler, der var stærkt knyttet til traditionen, sædvanen, fædrenes skikke, som under ét betegnes som mos maiorum, og til en række dyder, som blev sat højt, og som unge romere blev opdraget efter f.eks. mod og tapperhed, respekten for guderne, respekten for forældrene og ikke mindst retfærdighed, justitia.Justitia.

Netop dette begreb justitia er et nøglebegreb, når det gælder romersk tankegang og samtidig noget, der viser, hvor forskellig den var fra vores.

 

For romerne var retfærdighed ikke noget absolut begreb som hos os.

Retfærdighed var derimod, "at give enhver sit", og netop denne definition på retfærdighed er nok den mest afgørende, hvis man vil forstå romersk tankegang og dermed hele det sociale, økonomiske og politiske system, som vi kalder Imperium Romanum.

Den naturlige sammenhæng, der efter vores demokratiske opfattelse er mellem lighed og retfærdighed, ekstisterer ikke efter romersk tankegang. Tværtimod. Som Cicero skriver: "Hvilken større pest end lighed kan man forestille sig"

Ingen fødtes naturligvis lige, men imodsætning til vores tankegang, var det de styrendes opgave at fastholde denne ulighed og sikre de forskelle, der bestod i forvejen, så ingens lovlige eller hævdvundne rettigheder, blev gået for nær.

Derfor handlede de dyder, der knytter sig til justitia om, at man indbyrdes skulle vise hinanden respekt, men i et på forhånd fastlåst og hierarkisk system.

Kun ved at give enhver sit, kunne man fastholde den struktur, som eksisterede, og dermed undgå, at tingene kom i skred, at der skete en udvikling

Når romerske politikere derfor talte om frihed og retfærdighed, var det ikke, fordi de ville skabe bedre forhold for alle de socialt dårligt stillede. Det var snarere protestråb, der lød, når nogen følte, at de skel, som delte mennesker, var blevet overskredet.

Romerne var altså et stærkt konservativt folk, hvor det var helt afgørende at fastholde de gamle strukturer. En moderne udviklingstanke lå dem meget fjernt.Dignitasbegrebet.

Noget andet, der var helt centralt og indbegrebet af romerske tankegang, er dignitasbegrebet.

Det er et latinsk begreb, der ikke kan oversættes, men for den romerske mand var det noget meget overordnet i livet.

Dignitas er et samlebegreb for ære, mandighed, menneskelighed, prestige og selvfølelse og relateres både til ens ydre og indre, idet det gik både på ens prestige set med det øvrige samfunds øjne og på ens egen selværdsfølelse og selvrespekt.

Dignitas betegner hele indbegrebet af en romers position i samfundet, hans rigdom og den plads, han har krav på efter sine egne og sin slægts fortjenester.

Dignitas er summen af det en mand repræsenterer som mand og som magtfaktor i samfundet. Summen af hans stolthed, hans integritet, hans ord, hans intelligens, hans slægt, hans bedrifter, hans evner og viden, hans stilling og værdi som mand.

Det var opfattelsen, at en mands dignitas levede videre, når han var død, og derved den eneste måde at overvinde døden på.

Når en mand blev adopteret, - hvilket var meget almindeligt i antikkens Rom -, fik han endvidere del i adoptivfaderens dignitas.

En mands dignitas hang også sammen med hans slægt.

Forholdet til slægten var alfa og omega for romeren, og inden for den enkelte af de relativt få, men meget betydende og velhavende slægter inden for senatorstanden lå der et vældigt forventningspres på det unge mandlige familiemedlem, om at han skulle nå statens højeste embede, konsulembedet, fordi det gav hele hans slægt del i hans dignitas.

Derfor var også modsat en romers tab af dignitas noget, der ramte tilbage på hele hans slægt. Det, mente man, kunne undgås, hvis han begik selvmord, og derfor var selvmordet fuldt acceptabelt i den romerske overklasse.

At begå selvmord i forbindelse med en politisk krise kunne redde hele slægtens anseelse. Derfor ses dignitastankegangen også klart i forhold til døden.

Ens dignitas kunne blandt andet blive styrket, når man havde succes i krig og måske endda fik lov til at fejre triumf – det største for en romer.

Som ovenfor påpeget, er det vigtigt at være sig bevidst, at romerne først og fremmest var et krigerfolk.

Det var gennem krig, at Rom blev til et verdensrige, og det var krigene, der bibragte Rom de umådelige rigdomme.

Når man nu tænker på, at politik i det antikke Rom - jævnfør det ovennævnte – aldrig drejer sig om at ændre samfundet, var det udelukkende magtens mål for en ung romer at stræbe efter at øge sin egen og sin slægts ære og berømmelse mest muligt som politikker i Rom eller som feltherre.

Det gjaldt om at promovere og synliggøre sig selv mest muligt. At føre sig frem og blive bemærket var alfa og omega for en romer. "Hellere være nummer ét i en flække end nummer to i Rom, kunne Cæsar udbryde på elitens vegne, medens dens almindelige romer måtte nøjes med at føre sig frem på gaden, i termerne eller i baren.

Netop fordi man levede i et samfund, hvor der næsten ingen sociale avencementsmu-ligheder var, så blev også jagten efter anerkendelse og ære – og for den rige efter magt - en meget vigtig motivationsfaktor for romerske mænd.

For ledende romerske politikere betød det, at de konstant måtte gøre sig gældende på den politiske scene på Forum Romanum eller i Senatet.

Derfor var det en umådelig hård straf, hvis han blev dømt til eksil i en periode.

Selvmordet var måske at foretrække.

Derfor satte man sig gerne i dyb gæld eller indgik yderst tvivlsom politiske alliancer – eller indgik måske sågar et politisk ægteskab for at opnå et embede til sig og dermed til sin slægt.

En fornem romer var ingenting uden den politiske scene og sine tilskuere.

Derfor var romerske politikere bestemte ikke beskedne. De lagde tværtimod på alle måder stor vægt på at fremhæve deres egne herlige bedrifter og egenskaber og stiller aldrig deres lys under en skæppe. Når man læser Cicero eller andre taler fra antikken, kan man næsten krumme tæer over de mange tirader om talerens egen fortræffelighed, men dette skal naturligvis forstås i relation til deres følelse af og fremhælvelsen af egen dignitas.

Hele dignitastankegangen er også en væsentlig forudsætning for at forstå den politiske udvikling under den romerske republik.

Det, der nemlig hele tiden er afgørende for politikerne, er, hvem der skal være den dominerende.

Gennem århundreder havde en lille fåtallig overklasse haft den politiske magt i Rom, og for denne overklasse var det væsentligt, at man sikrede de enkelte medlemmer en passende del af den politiske magt og af den dignitas, der fulgte med.

Men hvis én person fik så stor magt, at det truede de andres muligheder for at hævde sig og styrke også deres dignitas, så måtte man bremse ham. Nok tålte den romerske overklasse store mænd, men ikke én stor. Så måtte man forsvare sig. Klientsamfundet

Måske var hele dignitastankegangen den kulturelle konstruktion, som på en vis måde bandt Romerriget sammen, fordi den er så stærkt forbundet med det klientsamfund, der eksisterede i hvert fald på republikkens tid. "do ut des – tankegangen"

Klientsamfundet bygger på "do ut des – tankegangen". "Jeg giver, for at du skal give".

Når en mand fra et højere socialt lag ydede en tjeneste til en mand fra et lavere socialt lag, blev han patron for sin klient, der herefter var forpligtet til at yde gentjenester.

Antallet af klienter en patron skaffede sig øgede patronens position og anseelse og dermed hans dignitas.

Sådanne bånd mellem mennesker gennemsyrede det romerske samfund, og ofte har det været sådan, at klienten også kunne være patron for klienter fra et endnu lavere lag, hvorfor der på den måde har været tale om et netværk fra top til bund i samfundet.

Oprindeligt var klienter mænd, der var knyttet til patriciske familier og stod i et afhængighedsforhold til de enkelte slægtsoverhoveder, patronerne ("storfædrene").

Klienterne skulle støtte deres patroner politisk, mens patronerne skulle beskytte klienterne f.eks. i retssager.

Retsvæsenet var allerede tidligt så kompliceret, at kun specialister kunne finde ud af at føre en sag på rette måde, og hvis man begik en fejl af helt formel art, havde man tabt sin sag.

Dette var naturligvis et vigtigt undertrykkelsesmiddel for overklassen, og retsvæsenet var i virkeligheden også den romerske overklasses domæne.

For at vinde en sag, måtte man have en patron, og derved kom man i et afhængigheds-forhold.

Men også på andre måder kunne et sådan afhængighedsforhold opstå.

Frigivne slaver var stærkt afhængige af deres tidligere herrer, og befolkningen i erobrede territorier, der efterhånden fik status som romerske borgere, måtte have beskyttere, der kunne vejlede dem i at færdes i det nye samfund. Derfor sluttede de sig ofte til en patron og blev hans klienter.

Herved udviklede klientsamfundet sig langsomt.

Ydermere blev klientsystemet arveligt, så når en patron døde overtog sønnen sin fars klienter.

I nogle fragmenter fra De tolv tavlers lov – Roms ældste lovsamling fra ca. 450 f. Kr. - findes en bestemmelse om, at klienten ikke må begå svig mod sin patron. Det betyder, at klienten ikke måtte svigte sin patrons tillid, lige så lidt som patronen måtte svigte sin klients tillid.

Der består et helt privat tillidsforhold mellem de to parter, et tillidsforhold, som romerne kaldte troskab. Klienten udviste taknemmelighed over for sin patron, hvilket var med til at styrke patronens dignitas, men også klientens. Hvis han derimod udviste utaknemmelighed, begik han en kardinalsynd i romernes øjne og mistede dignitas.

Det er klart, at det er svært at lovgive om den slags forhold, og derfor finder vi heller ikke i senere lovgivning spor af regler for forholdet mellem patron og klient.

Klientsystemet hviler i princippet på frivillige aftaler mellem to parter om at varetage hinandens interesser.

Sammenhæng og magt

På denne måde skete der en sammenkædning af politiske, sociale og moralske relationer.

Offentlig forsorg var et helt ukendt begreb i det romerske agrarsamfund og bystats-mønster.

Hvis det gik en familie dårligt, ramtes den af sygdom, eller slog høsten fejl, måtte man derfor enten se sultedøden i øjnene eller håbe på hjælp fra sin patron, hvorefter man så måtte betale tilbage, så godt man kunne.

Her lå altså hele do ut des-princippet. Klienten var moralsk forpligtet til at støtte sin patron. Man kan sige, at gaven bandt en, og man mistede til en vis grad noget af sin frihed, men opnåede også en form for sikkerhed.

Det kunne også være klientens forpligtelse at møde op i patronens hus i visittiden, dvs. i timerne umiddelbart efter solopgang iført sin stadsdragt (toga og sko) og herefter ledsage patronen, når han gik (eller lod sig bære) på visit eller ned på Forum eller gøre ham andre tjenester.

Til gengæld blev klienten så måske jævnligt indbudt til middag hos patronen eller modtog hjælp og støtte i private anliggender. Ja efter længere tids tjenester kunne klienten ligefrem opnå en form forsørgelse, idet han enten fik en lille gård forærende eller en fribolig i byen, en lille taberna eller en stilling som opsynsmand på et gods. Nogle klienter fik ligefrem en beskeden dagløn for deres arbejde.

Efterhånden, som romerne underlagde sig flere og flere folk på den italienske halvø og indlemmede dem i romerstaten og gav dem romersk borgerret, var der også flere og flere, der ønskede beskyttelse som klienter hos den politiske elite.

Hele folkeslag og større bystater indgik således et klientforhold til den sejrende general, hvis dignitas herved nåede nye højder.

Derved samlede de slægter, der udgjorde Roms magtelite netop i Roms erobringsfase større og større klientgrupper om sig som en fasttømret klientskare og skaffede sig derigennem ved valgene faktisk monopol på statens højeste embeder, og derfor blev efterhånden de samme slægters medlemmer år for år valgt til de ledende embeder i den romerske republik. Herved øges disse slægters dignitas, hvilket var med til at skaffe dem endnu flere klienter.

Ved de årlige valg til de forskellige politiske embeder som kvæstorer, ædiler, prætorer og konsuler kan der være et antal familier, slægter og slægtsgrupperinger, der i et bestemt år ikke stiller kandidater til det et af embederne.

Derfor bliver deres klienter, deres vælgere mere eller mindre frit stillet, og det er derfor disse gruppers opmærksom og bevågenhed, de øvrige konkurrenter bejler til.

Det forsøger man ved at iværksætte offentlige arbejder, åbne nye vandledninger, give dem gratis adgang til termerne, ved at anlægge templer, og ved at anrette større banketter, uddele mad og andre goder og ved at foranstalte offentlige forlystelser i form af teaterforestillinger og gladiatorkampe.

Endvidere kunne det ske ved ren og skær bestikkelse. Det var ganske vist forbudt, men der var jo ingen, der kunne gøre noget ved en vælger, der havde været inviteret til en stor banket, som efterfølgende i taknemmelighed for det gav sin stemme til værten ved det efterfølgende valg.

Nogle vil gå så langt som til at hævde, at det var ønsket om at skaffe sig klienter, der sammen med jagten på rigdomme var en af de drivende kræfter i hele Roms ekspansionspolitik, og at klientsystemet var en mere eller mindre direkte årsag til, at Rom udviklede sig til Imperium Romanum.

Meget betydende og kendte politiske ledere gennem republikkens sidste 150 år, som Tiberius Gracchus, Gaius Gracchus, Gaius Marius, Cornelius Sulla, Pompeius Mag-nus, Marcus Crassus, Marcus Cicero og Gaius Julius Cæsar havde alle betydelige klientskarer, som de benyttede til at skaffe sig magt og indflydelse og øge deres dignitas.

Set i relation til klientsystemet er det f.eks. meget sandsynligt, at brødrene, Tiberius og Gaius Gracchus blev snigmyrdet af en gruppe senatorer, fordi man frygtede, at de med deres politik ville kunne tilrane sig så store klientskare, at der ikke ville blive plads til andre, og at ingen ville kunne modstå dem ved valg og på folkeforsamlingen. Derfor skulle de væk. Klientsystemets politiske betydning

Der er heller ingen tvivl om, at klientsystemet spillede en betydelig rolle under de voldsomme politiske spændinger og borgerkrige, der til sidst førte til republikkens fald.

Feltherren var jo også patron for sine soldater, der var hans klienter. Det vil sige, at feltherren havde et stort militært potentiale, også når soldaterne var blevet hjemsendt som veteraner. Derfor var det af stor betydning for de store feltherrer som Marius, Sulla, Cæsar, Pompejus og Octavian (Augustus) at få placeret deres vetarankolonier på strategisk rigtige steder, så de hurtigt kunne bruge dem i den politisk kamp som præcisionsmiddel eller direkte, når det kom til krigshandlinger.

Set fra patronernes synspunkt gælder det om at tilsikre, at ingen bliver så store, at de selv kommer i et klientforhold til den pågældende. Det ville deres dignitas ikke kunne holde til, og det ville rent praktisk betyde, at deres eget klientgrundlag og deres egen værdighed ville begynde at smuldre.

Det ser vi et eksempel på i den situation, der opstår efter Cæsars sejr i borgerkrigen mod Pompejus og dele af det romerske senat.

Cæsar erklærede, at han ville tilgive sine tidligere modstandere, hvorved de jævnfør do u des-tankegangen kom i et afhængighedsforhold til ham.

Derved blev Cæsars "clementia", mildhed, i virkeligheden hans frygteligste våben, fordi han bandt tidligere fjender til sig i loyalitet.

De fleste modtog tilgivelsen, men med ulyst.

Men enkelte, som den yngre Cato, foretrak selvmordet.

Det viser, hvilken fantastisk rolle begreberne taknemmelighed og utaknemmelighed spillede for romerne.

Utaknemmelighed var den værste egenskab, man kunne tillægge et andet menneske. Den, der viste sig utaknemmelig, og det gjorde man jo, hvis man ikke ville modtage Cæsar clementia, var i praksis ikke medlem af samfundet, fordi han havde brudt loyaliteten, hvorfor man kunne ikke regne med ham mere.

I relation til disse taknemmeligheds-utaknemmelighedsrelationer er det ganske interessant, at en mand med stor indflydelse på latin hedder, "virmagnat grata".

Grata betyder i virkeligheden taknemmelighed.

Dvs., at en mand med stor indflydelse for romerne rent faktisk betyder en mand, som har megen taknemmelighed til gode.

Da Julius Cæsar bliver snigmyrdet i 44 f. Kr. havde han i sit testamente overdraget magten til sin adoptivsøn den kun 19-årige Octavian. Han havde ikke blot arvet Cæsars navn ved adoptionen, men også alle Cæsars penge og klienter.

I år 27 f. Kr. får han af det romerske senat tilnavnet Augustus, "den ophøjede".

Derved bliver han i virkelighed patronen over alle patroner.

Han bliver altså en superpatron, og alle andre, hele romerfolket hans klienter, som skulle vise ham taknemmelighed.

Han gav dem fred, pax romani. Modkravet var lydighed og stemmer ved valgene.

Resultatet blev den romerske republiks reelle undergang.

Sammenhængskraften i samfundetImidlertid er der næppe tvivl, at klientsystemet skabte en sammenhængskraft i det romerske samfund og gav det et meget stabilt præg. Måske er det da også i dette system, vi skal søge årsagen til, at det romerske samfund med dets enorme forskelle mellem rig og fattig kunne bestå i ca. 1200 år uden at blive gennemrystet af vold-somme revolutioner. Romerriget blev gang på gang rystet af slaveoprør, men bredere sociale rejsninger, hører man ikke om.

 

 

 

Amicitia

Mens der med patron-klient systemet var tale om over-underordningsforhold mellem den rige patron og den økonomisk svagere stillede klient, eksistere der også i Rom det såkaldte amicitia, der betyder et venskab mellem ligeværdige partnere.

Mens altså forholdet mellem patron og klient var vertikalt, var forholdet i disse amicitia’er horisontalt.

Det behøvede ikke at have noget med personlige venskaber at gøre i sig selv, men kunne naturligvis udvikle sig til at blive det. Men der var tale en politisk alliance, der hvilede på do ut des-forholdet som et grundprincip, hvor grupper af mænd gik ind i et ligeværdigt forhold for at støtte hinanden i den politiske kamp.

Det afgørende i disse politiske venskaber var, at alle parter følte, at de fik noget tilbage, som svarede til det, de havde givet, og at der derved var balance i forholdet.

Derfor var disse amicitiae altså bånd mellem personer fra samme sociale lag og var særligt rettet mod den del af det politiske liv, som foregik i folkeforsamlingen, hvor man ved hjælp af den klientskare, man tilsammen rådede over, og som man opfordrede til at stemme på en bestemt måde kunne sikre sig kontrol over det tilstrækkelige antal stemmer, til at kunne vinde en sag eller kontrollere et valg og dermed måske sikre sig politiske aftaler, der kunne holde i flere år.

Der var f.eks. det, der skete, da Cæsar, Pompejus og Crassus indgik det såkaldte triumvirat i 71 f. Kr., der helt skulle komme til at dominere udviklingen i romersk politik i de næste 20 år.

Disse politiske venskaber søgte man ofte underbygget gennem ægteskaber, og det var også tilfældet i forbindelse med venskabet mellem Cæsar og Pompejus, da Pompejus ægtede Cæsars datter Julia.

* * *

De fleste historiske beskrivelser om antikkens Rom betragter udviklingen ud fra en politisk synsvinkel og følger Roms mange krige mod dets naboer og hele udviklingen af Imperium Romanum, samt de indenrigspolitiske kriser og de mange intriger inden for Roms nobilitet, der fører frem til republikkens opløsning og Augustus’ militær-diktatur.

Denne synsvinkel på Rom historie er naturligvis vigtig for at forstå udviklingen, men den bringer måske ikke læseren nærmere til at forstå, hvad det var for grundlæggende holdninger og normer, romerne havde.

Det er forsøgt i denne beskrivelse, hvor udgangspunktet har været et forsøg på at analysere og forklare nogle sider ved den kulturelle konstruktion, som har været den dominerende i Rom i den sidste del af republikkens tid og ved begyndelsen af kejserriget.

Kun nogle få af de forhold, der beskriver den måske mest markante forskel i tankegang mellem antikken og vor tid, er blevet inddraget, mens andre forhold omkring hele indflydelsen fra den hellenistiske kultur, romernes forhold til guderne,

deres familieforhold, deres forhold til sex og andre forhold vedrørende romernes dagligliv kunne naturligvis have været med i beskrivelsen, men det ville have ført for vidt i denne sammenhæng, der blot skulle omhandle, det som jeg finder mest fundamentalt, når det gælder tankegangen i antikkens Rom.