Lidt praktisk

Ja, vi er kommet langt omkring på de 6 dage og vi har set meget og gået meget. Nogle vil måske sige, at vi har gået for meget, men det var jo netop, for at vi skulle opleve Rom så tæt på som overhovedet muligt. Folkelivet, trængslen, trafiklarmen, de listige små steder inde af en port med en plaskende fontæne og en halvvissen palme, stemningen og hyggen i de små sidegader – kort og godt Roms sjæl på godt og ondt.

Det kan man ikke opleve på samme måde fra en bus eller fra metroen.

Men selvfølgelig, hvis man er mindre godt gående kan man da også få en masse ud af det. Og man kan sagtens følge mine turforslag de enkelte dage alligevel med Roms talrige busser, metro og måske taxaer.

I flere af de rejseguider, jeg henviser til i min litteraturliste, er der nogle udmærkede oversigter over busruter og oversigt over metrostationerne, og priserne på såvel offentlige befordringsmidler som taxaer er rimelige.

Man skal blot være opmærksom på, at hvis man vil køre med taxa, skal det være med en af de officielle med det gule skilt "taxi". De har taxameter, og de kan prajes på en af de mange taxaholdepladser, der findes over hele Rom.

Billetter der gælder til busser, sporvogne og til metrolinjerne købes i Tabacchi-forretningerne eller ved busterminaler og metrostationer.

Der findes tre forskellige slags billetter, der alle gælder til samtlige linjer: En almindelig billet BIT (biglietto integrato a tempo), der gælder i 75 minutter – en dagsbillet BIG (biglietto integrato giornaliero) – og en ugebillet CIS (carto integrato sittimanale).