Turen på den 6.dag

                                        6. dag

Circus Maximus - Caracallas termer

Ad kendte veje

I dag skal vi ud på en længere, men dejlig spadseretur, hvor vi også skal passere en lang række af de steder, vi har været før.

Derfor mødes vi på Piazza Navona ved Fontana dei Quattro Fiume.

Herfra går vi fra pladsens sydligste del ud til Via Corsa Vittorio Emanuelle 2 og over den og ned ad gaden skråt overfor til Piazza della Cancelleria og videre til Piazza Campo dei Fiori.

Her er vi jo særdeles godt kendt og går skråt over pladsen til frakke-og trøjemagernes gade, Via dei Giubbonari og ned ad den til Piazza Benedetto Cairoli og Via Arenula. Herfra fortsætter vi ad Via S.M.D. Pianto og Via del Portico d’Ottavia, til vi når Tiberen og Lungotevere dei Cenci.

Derfra går vi samme vej som forleden til venstre hen langs Tiberen hen til Forum Boarium med Tempio della Fortuna Virile og Tempio di Vesta, til vi kommer til kirken Santa Maria in Cosmedin og Bocca della Verita.

Når vi drejer til venstre ved kirken, kommer vi automatisk ind på Via del Circo Maximo, som vi nu går ud ad.

Circus Maximus

Lidt efter når vi på venstre hånd det store Circus Maximus, Roms ældste cirkus, der efter traditionen tilskrives en af Roms konger, Tarquinius Priscus helt tilbage i det 7. århundrede f. Kr. Senere kom der jo flere til andre steder i Rom, men det blev Circus Maximus, der blev model for de andre.

Et cirkus kunne havde forskellige dimensioner, men formen var uforanderlig den samme: et langt rektangel, hvis kortsider var bøjede i en halvcirkel.

Ovre på den anden side ses Palatinerhøjen med ruinerne af de antikke kejserpaladser.

Det vi kan se i dag her fra Circus Maximus er først og fremmest resterne af kejser Septimus Severus’ (193 – 211 e. Kr.) store badeanlæg, der var bygget på terrasser, som hvilede på de vældige buekonstruktioner, som nu dominerer hele Palatinerhøjens facade ud mod Via del Cerchi og Circus Maximus.

Måske skulle vi sætte os lidt ned her på denne gamle skråning og prøve at tænke lidt tilbage. Der ved dernede på cirkus, at Julius Cæsar engang i 40’erne f. Kr. lod opføre et kunstigt slag med omkring 1000 fodfolk, 600 ryttere og 40 elefanter til stor begejstring for det stopfyldte cirkus, der rummede omkring 350.000 tilskuere.

En utrolig tanke.

Verdens første fritidssamfund

Her i forbindelse med Circus Maximus og senere i dag, når vi skal se Caracallas termer, er det vigtigt at understrege, at Romerriget var verdens første fritidssamfund, hvad de mange teatre, amfiteatre, termer og cirkus samt det vældige folkeliv på Roms mange pladser er et tydeligt bevis på.

Det hænger i høj grad sammen med den daglige arbejdstid næppe har været på mere end 6 – 7 timer, fra solopgang til først på eftermiddagen. Og dertil kommer så, at der i kejsertiden har været mindst en eller to fridage for hver arbejdsdag, hvor der var fest. På kejser Claudius’ (41 – 54) tid var der således 159 festdage eller religiøse fridage om året.

Religionens betydning

Det er nemlig vigtigt at tænke på, at festdagene alle havde deres ophav i romernes religion og altid blev indledt med ceremonier og ofringer til guderne. Romerne var et gennemreligiøst folk for hvem pax deorum, fred med guderne, betød alt.

Religionen var altså oprindelsen til de mange festdage og festperioder – for de fleste af festerne kunne strække sig over flere dage – og den var mere eller mindre forbundet med dem. Man kan sige, at det religiøse var synligt på overfladen, men romerne kendte næppe efterhånden længere deres dybere betydning og hensigt med disse århundrede gamle fester. Men romerne undlod sandelig ikke at fejre dem og givet vis iklædt deres helligdagstoga.

Således den årlige kapridning på Forum Romanum hvert år den 15. oktober, som i høj grad røber en primitiv oprindelse, som folket næppe kendte mere.

Den vindende hest, "oktoberhesten" blev udmiddelbart efter sejren ofret af krigsgudens præst, Flamen Martialis. Under stort cerimonel blev blodet herefter samlet i to beholdere. Den ene blev straks hældt ud over ildstedet i Regia, og den anden blev sendt til vestalindernes hus, hvor den blev opbevaret for senere at blive anvendt ved årets store renselsesfest.

Hestens hoved, som offerpræsten havde skåret af, bliver herefter genstand for en voldsom strid mellem de, der boede langs med Via Sacra og indbyggerne ovre i Subura. De sloges simpelt hen om det arme hoved, og dem, der vandt, fik den ære at kunne hænge "oktoberhestens" trofæ op på sin væg derhjemme.

Den dybere betydning ved denne ejendommelige og meget gamle skik, var der næppe mange, der tænkte nærmere over eller forstod. Men den skal ses i lyset af, at latinerne i det gamle Rom ved hjemkomsten fra deres krigstogter, der begyndte hvert år om foråret og endte om efteråret, holdt en fest med kapridning som en tak til guderne. De ofrede i forbindelse hermed den sejrende hest for at rense byen med det udgydte blod og beskytte byen med hestens skelet som en fetich.

Kejseren nærvær

Der er næppe nogen tvivl om, at de mange fester, spil og lege, som kejserne normalt deltog aktivt i, skabte en sund kontakt mellem folkemassen og kejseren, der også forhindrede, at han lukkede sig inde i en farlig isolation, og at massen glemte hans ærværdige nærværelse.

For i det øjeblik, kejseren gjorde sin entre i cirkus, i teatret eller i amfiteatret, rejste mængden – og altså her på Circus Maximus 350.000 mennesker – sig som én mand og viftede med deres lommetørklæde og sendte ham en rørende hilsen, der havde en hymnes modulation og en bøns klang. Ganske som de troende katolikker gør det for at hædre paven, når han viser sig i Peterskirkens basilica.

Den slags tilbedelse udelukker nødvendigvis ikke menneskelige følelser, og det vældige publikum havde ikke bare den lykke at se deres kejser i egen person blandt sit folk, men også at føle samhørighed med ham under f.eks. væddeløbkørslernes spænding, under kampene i amfiteatret eller under skuespillene, idet de delte hans følelser, ønsker, frygt og glæde.

Og til gengæld kunne kejseren og hans folk slappe af i en følelse af fællesskab og føle sig styrket ved den popularitet, der skyllede op mod dem.

Vi skal jo ikke glemme, at under kejserdømmet lød folkeforsamlingernes stemme ikke mere, og senatorerne gav blot udtryk for den lektie, kejseren og hans styre havde lært dem. Kun ved festerne i amfiteatrene, på cirkus og teatrene kunne folkets stemme lyde, nogle gange som en massebøn, andre gange som et krav, og kejseren havde så muligheden for på behændig vis at kanalisere folkets følelser i den for ham ønskelige retning,

Folkestemningen spillede en fantastisk rolle for den kejserlige regering, fordi den kunne bruges til at cementere styret.

Brød og skuespil

I Rom fandtes der ca. 150.000 arbejdsløse, som de statslige understøttelser befriede fra alt arbejde, og ligeså mange andre arbejdere havde de næppe andet at lave efter middagstimen end at lægge armene over kors. Dertil kom, at de havde forbud imod at anvende deres fritid til politisk virksomhed.

Derfor gik kejserdømmets politik over for folket ud på at udfylde deres fritid, fastholde deres passioner og aflede deres instinkter og deres aktivitet med fester, skuespil, gladiatorkampe og væddeløbskørsler her på cirkus og andre lignende steder.

Et folk, der keder sig og lider nød, er modent til revolution, men de romerske kejsere lod ikke deres folk kede sig eller sulte. Derfor var festerne og spillene den store afleder for deres undersåtters arbejdsløshed og et sikkert instrument for deres eget uindskrænkede herredømme.

Ved at give folket "brød og skuespil", ved at kejsere omgav det med deres omsorg og spenderede fabelagtige summer på det, sørgede de også klogt for deres egen magts sikkerhed.

Det var normalt ædilerne, der afholdt udgifterne til spillene og legene, men også de øvrige embedsmænd og kejseren samt også private mænd, der ville til tops betalte dem. De var som regel altid gratis eller kostede kun publikum ganske få as. Derfor blev embedsmændene ofte stærkt tyngede af en enorm gæld på grund af disse lege. Et sådant spil kunne sagtens beløbe sig til 100.000 sestertier, selv om man var relativ sparsommelig. (4 sestertier = 1 denar = en almindelig arbejders dagløn) Specielt Julius Cæsars gæld, inden han blev prokonsul i Gallien, nåede astronomiske højder. I år 62 f. Kr. skal den have været på 96.000.000 sestertier. En ufattelig gæld.

Efterhånden som kejserdømmet varede, blev det på grund af stadig øgede udgifter til spillene mere og mere nødvendigt, at kejseren måtte komme embedsmændene til hjælp eller helt erstatte dem som givere af spillene, og da kejseren ikke ville stå tilbage for sin forgænger, øgede han ofte spillenes antal og gjorde dem endnu mere imponerende end forgængerens og på den måde accellererede tingene. På kejser Claudius’ tid – og han var endog økonomisk - kostede spillene ofte omkring 760.000 sestertier.

Ved hjælp af dette enorme ressourceforbrug på "brød og skuespil" har kejserdømmet gennem århundrederne bevaret sin eksistens, garanteret ordenen i den overbefolkede hovedstad og bevaret roen over måske til tider mere end én million mennesker.

Væddeløbsbanen

Højdepunktet i sin storhed nåede romerriget i begyndelsen af det andet århundrede e. Kr., og det var også samtidig med, at det nåede toppen med hensyn til de storslåede væddeløbskørsler her på Circus Maximus, de realistiske kampe på amfiteatrets scene og alle de øvrige spil og fester.

Det er, som vi ser, kun ganske få rester, vi har tilbage fra dette kæmpecirkus, men vi kan da se banen i sin fulde udstrækning og de omkransende skråninger, der i antikken udgjorde tilskuerpladserne, cavea.

Man kan sige, at naturen fra begyndelsen har skabt Circus Maximus’ form her i den såkaldte Muciasænkning, Vallis Murcia, mellem Palatinerhøjen i nord og Aventiner-højen i syd.

Circus Maximus, der tjente som væddeløbsbane i mere end 1200 år, har i løbet af de mange år naturligvis gennemgået en lang række ændringer. Selve banen er gjort længere og bredere, og den lave forhøjning i midten af banens længderetning, den såkaldte spina, som romerne kaldte for arenaens "rygrad", som i dag helt er væk, blev også udvidet og ændret flere gange. Det samme gælder skråningerne med tilskuerpladserne, der ved flere lejligheder er gjort højere for at skaffe plads til flere.

Omkring Trajans tid i løbet af det første århundrede e.Kr. har Circus Maximus nået sin maksimale størrelse med de vældige dimensioner og den dekorative udsmykning, det i det store og hele nok har bevaret indtil dets endelige ødelæggelse i 544, da barbarerne trængt ind i Rom. Inden da havde de fleste kejsere gennem århundrederne sat deres "fingeraftryk" på Circus Maximus.

Dets dimensioner var med et mildt udtryk kolossale. Længden af væddeløbsbanen var 600 meter og bredden 200. Spina’en var 214 meter lang, mens dens bredde varierede, sådan at den yderst mod vest var 87 meter og yderst mod øst 84 meter, hvilket gjorde det ekstra risikabelt og ekstra svært at gennemføre væddeløbskørslen.

Inde på Spina’en, der var prydet med skulpturer af guder og andre statuer og en del anden udsmykning, stod de to store obelisker – den fra Heliopolis og den fra Theben – der i dag er placeret henholdsvis på Piazza del Popolo og på Pazza San Giovanni in Laterano.

Tilskuerpladserne

I en opgørelse fra 300-årene e. Kr. opgiver man tilskuerantallet til 385.000. Det er måske nok sat lidt for højt, men man må antage, at der har været omkring 255.000 sidepladser og hertil kommer så ståpladserne. Men at der har været tale om en menneskehav af dimensioner, er der ingen tvivl om.

Oprindelig har siddepladserne på cirkus været af træ, men efterhånden er flere og flere af dem blevet skiftet ud med siddepladser af sten - naturligvis i første omgang til senatorerne og til ridderne. De første af disse stenbænke blev anskaffet under kejser Claudius, men efter storbranden i Rom i år 64, hvor også Circus Maximus blev raseret af flammer, blev det genopbygget af kejser Nero, der øgede stenbænkenes antal betydeligt.

Oven for cavea på Palatin opførte kejser Augustus en stor kejserlig loge til sig og sin familie, så kejseren altid fra første parket kunne overvære forestillingerne på Circus Maximus.

Ved de to kortender har der været to vældige bueformede indhegninger. Den østre – som der ses få rester af – er blevet afbrudt af en triumfbue med tre gennemgange, som blev indviet af Domitian, og ligesom Titusbuen på Forum fra samme år er også denne rejst i anledning af Dominitians slægts sejr over jøderne. Den vestre kortende er lukket og har i sin nederste etage de 12 såkaldte carceres – aflukker – hvor hestene og vognene ventede på at kunne begynde væddeløbet. På etagen ovenover lå den tribune, der var reserveret den embedsmand, den ædil, der præsiderede over spillene.

Når man betragtede Circus Maximus’ to kortsider udefra har de med deres tre etager af arkader beklædt med marmor mindet meget om Colosseum og Stadium Domitiani, og under arkaderne har der været vinsælgere og boder, hvor der blev solgt mad og kager. Men det car også tilholdssted for prostituerede og for astrologer.

Væddeløbskørslerne

Inden væddeløbskørslen dækkedes banen med sand, hvori der glimrede partikler af uægte sølv, og hvert løb har haft en meget højtidelig indledning, hvor starten skete ved et trompetsignal.

Tegnet blev givet af den ædil, prætor eller konsul, der præsiderede spillene, ved at han kastede et hvidt klæde fra sin tribune ned på arenaen.

Alene han har været en seværdighed. Oven på sin tunika, der var purpurfarvet ligesom Jupiters, havde han draperet en broderet kappe i stærke farver. Endvidere holdt han en elfenbensstav i hånden. Den var kronet med en ørn med løftede vinger, og endelig bar han på hovedet en krans af guldblade. Staven var så tung, at en slave ved hans side måtte hjælpe ham med at holde den hævet.

Hestene og vognstyrerne har naturligvis også været pragtfuldt udsmykket og udklædt. Normalt konkurrerede 8 vogne, der kom fra fire partier, stalde eller factiones. Disse adskilte sig fra hinanden ved at bruge forskellige farver, nemlig rød, grøn, blå og hvid.

Normalt blev der på en væddeløbsdag kørt 24 løb, der hver bestod af 7 omgange, men der var en tendens til, at antallet af løb på én dag efterhånden accellererede betydeligt.

På Caligulas tid (37 – 41) steg det til 34, under den flaviske kejserslægt (kejserne Vespasian, Titus og Domitian) fra 69 – 96, kørte man nogle gange 100 løb om dagen.

Normalt kørte man med 4 heste foran vognen, men af og til kunne man også have løb, hvor vognene blev trukket af 6, 8 eller ti heste.

De fire factiones

Hestene, der blev anvendt ved løbene, var udvalgt blandt de bedste og købt på stutterier i Italien, Grækenland, Afrika, men også meget ofte i Spanien. De blev trænet fra 3-årsalderen, men fik først deres debut på cirkus i 5-årsalderen. Hopperne forspændtes gerne ved stangen, mens hingstene blev anvendt som yderheste. Hver af disse heste havde både stamtavle og ærestavle, og deres navne var ofte berømte blandt menigmand i Rom og helt ud til rigets fjerneste grænser.

De fire factiones var skarpt adskilte med hver deres stalde, hver deres personale og naturligvis deres egne vognstyrere.

I hvert løb gjaldt det staldens ære, men faktisk også mere, for i virkeligheden var der tale om politiske fraktioner, der kørte om kap på væddeløbsbanen. Vel udgjorde de røde, grønne, blå og hvide ikke politiske partier, men alligevel forskellige ideologier og samfundsklasser. F.eks på et tidspunkt støttede oppositionen mod kejserdømmet de hvide og røde, mens kejseren og folket holdt med de grønne og det romerske aristokrati og senatet støttede de blå. Derfor lå der en stor symbolsk og en vis politisk betydning i, hvem der sejrede.

Hvad det i værste fald kunne føre til, har vi et par eksempler på. Kejser Vitellius lod i 69 nogle af dem henrette, der var modstandere af hans blå, og kejser Caracalla (211 -217 ) dømte de grønnes vognstyrer til døden, da han selv havde en anden farve.

Ikke bare hestene var berømtheder. Det gjaldt i allerhøjeste grad også vognstyrerne, der havde status som vores dages fodboldhelte med store fanatiske tilhængerskarer, der fra tilskuerpladserne markerede deres yndlingsfarve med flag og klædnings-stykker.

Berømthederne

Vognstyrerne vidste også, hvad ære betød, og hvad den kunne føre med sig. Mange af dem var af særdeles jævn herkomst, ofte slaver, der var blevet frigivet, men takket være en række succeser på væddeløbsbanen havde de arbejdet sig op og erhvervet sig store formuer i kraft af de gaver, de modtog fra embedsmænd og fra kejseren selv, og ikke mindst på grund af nogle fabelagtige lønninger, de stillede krav om hos deres arbejdsgiver, domini factionum, som pris for ikke at svigte deres farve. Det fortælles således, at vognstyreren Diocletianus samlede sig en formue på 35.000.000 sestertier.

Der var virkelig for nogens vedkommende tale om parvenuer.

En af dem, væddeløbskusken P. Gutta Calpurnianus, satte således sig selv et stort og pralende gravmæle for at sikre sit eftermæle for evigheden lige uden for Porto Flaminia mellem en række stormænds gravmæler.Han havde i en længere årrække på kejser Hadrians tid været romernes helt store idol og trukket sig tilbage som en meget formuende mand, der havde råd til at flotte sig med et pompøst gravmæle, som for eftertiden kunne vidne om hans berømmelse.

Af den lange og meget pralende inskription på monumentet fremgik det, at han oprindelig havde været militarius med over 1000 sejre, og at han havde vundet 1127 væddeløbssejre.

Og for at man ikke skulle komme i tvivl er disse sejre specificeret i inskriptionen endog med angivelse af, hvor mange gange han havde vundet for henholdsvis det grønne, røde, hvide og blå parti, og hvilke pengesummer og ærespræmier, han havde kørt ind.

Hertil kom, at også navnene på de sejrende heste var anført i inskriptionen.

Den dannede romer så med foragt på typer som P.Gutta Calpurnianus, der således i kraft af deres formuer med den slags pralende og monumentalt virkende gravmæler søgte at overstråle mindet om Roms virkelig berømte og betydende mænd.

Hvad kunne disse væddeløbskørere andet end at tæve løs på deres heste?

Men blandt folket var begejstringen for disse cirkushelte helt enorm, og rundt omkring på gader og pladser var der rejst statuer og buster af dem: Scorpus med sine 2048 sejre, Pontius Epaphroditus med 1467 sejre, Musclosus med 3559 sejre og Diocles med 1462 sejre og med den tilføjelse, at han havde kørt 35.000.000 sestertier ind for sine factiones.

Men ikke blot blev nogle af disse helte fra Circus Maximus meget velhavende. De udnyttede og misbrugte i høj grad også den ære, der ombruste dem, og opførte sig til tider som den værste bærme ved - for morskabs skyld naturligvis - at mishandle eller udplyndre forbipasserende på gaden, uden at nogen myndighed skred ind. Man så ganske simpelt gennem fingrene med disse grovheder. For det var jo folkets idoler.

Spilleglæden

Spilleglæden ved væddeløbskørslerne var enorm, og den kunne virkelig sætte gemytterne i kog og til tider skaber en nærmest hysterisk stemning på de tætpakkede tilskuerpladser. Ja, hvis folkets populære farve tabte, kunne det næsten føre til, at Rom blev lammet af sorg, næsten som ved budskabet om nederlaget ved Cannæ i 216 f. Kr.

Normalt var alle former for spil forbudt i Rom med undtagelse af væddemålene i forbindelse med væddeløbene på Circus Maximus, og heri deltog man med en vældig iver og et vældigt engagement.

Derfor disse udbrud af overdreven glæde og af raseri, når det blev forkyndt, hvem der havde sejret. Deraf også dette kor af offentlig berømmelse eller undertrykt forbandelse, når det gjaldt favorithestene og de hårdt prøvede vognstyrere.

For nogle betød resultatet af et løb stor rigdom, for andre måske øget fattigdom. Lidenskaben for væddemål og let tjente penge fik med årene et fastere og fastere greb om de romerske masser. De rige satte måske en formue på spil, de fattige deres sidste sestertier.

Derfor var det en fremragende ide for at berolige de skuffede og for at forebygge optøjer og slagsmål, at man serverede et måltid mad for folket ved slutningen af hver forestilling, og mens det blev indtaget, fik folket også overdraget gaver af forskellig art i form af forskellige lækkerier eller penge – ja sågar anvisningen på et fartøj, en gård eller et hus, der efter Agrippas, Neros eller Domitians ønske blev uddelt som trøst til de mest uheldige.

Måske forstår man filosofkejseren Marcus Aurelius (161 -180), når han gratulerer sig selv med, at han savnede al interesse for spillene.

Men den store masse var besat af dem, og selv de bedste kejsere drog fordel heraf. Den spænding, som politikken tidligere havde forårsaget, skaffede man sig nu ved væddeløbskørslerne. Deres indsats blev overført fra Forum til cirkus, hvor factiones kom til at erstatte de gamle politiske grupperinger.

Ja, det er vel, selv ud fra den tids kulturelle konstruktion et tegn på moralsk dekadence.

Vejen til Caracallas

Efter opholdet her på skråningerne og efter vores tankeflugt tilbage til dengang dette virkelig var stedet for romerne, vil vi nu gå videre ud ad Via dei Circo Massimo, til vi når det store kryds på Piazza di Porta Canena, hvor Via dei Circo Massimo, Viale Aventino, Via di S. Gregorio og Via della Terme di Caracalla løber sammen.

Vi skal mod syd ad Via della Terme di Caracalla til Caracallas termer, i dag nogle imponerende ruiner, men i antikken noget enestående både i arkitektonisk, kunstne-risk, kulturpolitisk og i sundhedspolitisk henseende.

Sundhedspolitik

Allerede på god afstand af dette kolossale monument fra den romerske kejsertid, kan vi se nogle store ruinvægge tårne sig op mellem store pinjer og cypresser og det vældige over 11 hektar (over 110.000 m 2) store græsareal.

Nogle vil nok hævde, at anlæggelsen af de store termeanlæg blot skulle tjene de romerske kejseres almindelige politiske bestræbelser for at passivisere de store masser og give dem del i et fritidsliv, hvor de ikke foretog sig ting, der kunne være til skade for eller en trussel for statsmagten.

Alligevel skal man ikke underkende termernes sundhedspolitiske og kulturpolitiske betydning, idet der jo både er tale om bade- og svømmehaller, men også om store idrætshaller, en slags folkebiblioteker, kunstudstillinger med noget af tidens virkelig store kunst – ja, om medborgerhuse i meget stor skala.

Det er nok heller ikke helt forkert at hævde, at termerne også er et udtryk for, at kejserdømmet i en eller anden udstrækning - og naturligvis mere eller mindre eksplicit for de forskellige herskere op gennem kejsertiden – havde påtaget sig en beskytterrolle over for masserne.

Fra grækerne havde romerne allerede i det 3. århundrede f. Kr. lært at installere badeværelse både i deres huse i Rom og i deres villaer på landet, men naturligvis var det en luksus, der kun var forbeholdt de velstillede, og den støtte da også sammen med den puritanske opfattelse i det gamle romerske bondesamfund, at man ikke viste sin nøgenhed over for andre. Man har f.eks. formentlig hørt om den strenge censor Marcus Porcius Cato (234 – 149 f. Kr.), der end ikke ville bade i sin søns nærvær.

Efterhånden, som imidlertid den hellenistiske kultur langsomt i løbet af det 2. århundrede f. Kr. begyndte at vinde indpas i Rom svækkedes også noget af denne efter vores synspunkter noget bornerte holdning.

Man begyndte at indrette offentlige badehuse, der i starten var kønsadskilte.

Det kunne det f.eks.være en rigmand i et kvarter, der donerede bade til kvarterets beboere, men også entreprenører begyndte at anlægge bade for en lidt større kreds og skaffede sig så indtægt ved salg af billetter.

Marcus Agrippa, der stod meget tæt på kejser Augustus’, og som i en periode var chef for Roms vandforsyning, lod i år 33 f. Kr. foretage en optælling, der viste, at der var 170 badeanlæg i Rom, og af en opgørelse fra det 1. århundrede e. Kr. anslås tallet til at være steget til omkring 1000.

Det var netop i år 33 f. Kr., at Marcus Agrippa var blevet valgt til ædil, og et ædilembedes vigtige opgaver var at føre tilsyn med de offentlige bade, deres opvarmningssystemer, hygiejnen dér osv.

Han må være blevet meget populær, da han i sin étårige embedsperiode (Roms embedsmænd sad jo kun ét år i deres embede) bestemte, at alle badehuse i Rom skulle være gratis. Han betalte nemlig alle entrébilletterne.

Ikke længe efter byggede Marcus Agrippa da også sit eget store termeanlæg, der strakte sig helt fra Pantheon og ned til den nuværende Largo Argentina ved Corso Vittorio Emanuelle II.

I kejsertiden var det da også disse store termeanlæg, der skulle blive fremherskende.

Nero (54 - 68 ) anlagde sit på Marsmarken, Titus (79 – 81) ved Esquilinerhøjen ved Domus Aurea og med en porticus vendt imod faderens og hans eget pragtværk, Colosseum, og Trajan (98 – 117 e. Kr) anlagde termer både på Aventinerhøjen og på Esquilinerhøjen nordvest for Titus termer.

Kejser Dicletian (285 – 305) anlagde sit vældige temeanlæg ved vore dages Piazza Repubblica. Det findes der stadig store ruiner af, og i disse termer rummer i dag det romerske nationalmuseum, kirken Santa Maria degli Angeli og Sankt Bernhards oratorium. I antikken omfattede termeanlægget hele den nuværende Piazza Republica, hvor anlæggets esedra stadig kan ses i det store halvcirkulære bygningskompleks i pladsens vestlige side

Endelig anlagde også Deocletians efterfølger kejser Konstantin den Store (306 – 337) sit termeanlæg på Quirinalhøjen øst for Forum.

Caracallas termer

I virkeligheden er det lidt misvisende, at man har kaldt det vældige termeanlæg, vi ser foran os, Caracallas termer.

De blev nemlig grundlagt af kejser Septimus Severus (193 – 211) i 206, men blev indviet, før de var færdige i 216 af hans søn kejser Antonius Caracalla (211 – 217 ). Først under kejser Alexander Severus (222 – 235) blev termeanlægget endelig fuldført.

Dimensioner og udseende

Caracallas termer er det bedst bevarede af Roms termeanlæg og det, der med sine vældige dimensioner gør et så fantastisk indtryk på én, særlig når man står der første gang. Et indtryk der kan minde om det, man får, første gang man står over for Colos-seum.

Hvor må det have taget sig imponerende ud, da murene var beklædt med marmor af den mest udsøgte slags og i alle mulige farver, da gulvene var de kostbare mosaikker, hvoraf nogle er bevaret i dag, og da de smukke skulpturer prydede overalt under de kassetteklædte hvælvinger mellem marmorvæggene og søjlerne med kapitæler, der var dekoreret med heroiske figurer.

Man har fundet så meget af den dejlige antikke kunst her, som i dag står og pryder flere af Roms museer og offentlige paladser.

Caracallas termeanlæg skal have været de smukkeste af alle Roms termer og har haft plads til omkring 1800 badende gæster på én gang.

Hvis man i dag vil prøve at danne sig et muligt billede af, hvordan her kan have set ud oprindeligt, kan man besøge den førnævnte kirke, Santa Maria degli Angeli, som ligger på Piazza della Repubblica ikke langt fra Statione Termini. Denne kirke er indrettet i kejser Diocletians termer, der her er restaureret af Michel Angelo, der har genskabt nogle pragtfulde rum. Sådan noget lignende kan rummene sikkert have set ud her i Caracallas termer.

Alt var taget i betragtning for at udnytte sollyset og klimaet bedst muligt. De store buede vinduer var vendt mod morgen – og aftensolen. Om sommeren var det solvarmen, man udnyttede, men om vinteren var gulvene opvarmet af varm luft ved hjælp af vældigt rørsystem i alle væggene.

Selve det kolossale bygningsværk målte i grundareal 220 meter x 114 meter, men uden om lå så på de resterende ca. 85.000 m2 et stort stadion med træningsbaner, gymnastik– og foredragssale, to store biblioteker og et haveanlæg prydet med fremragende kunst i form af bl.a. skulpturer og fontæner. Selve bygningsværket var flankeret af poticus’er fulde af forretninger og værtshuse.

Termeanlæggene har formentlig åbnet kl. 8 om morgenen og lukket ved solnedgang. Begge tidspunkter blev bekendtgjort ved, at der blev ringet med en klokke.

Som regel startede romernes besøg i termerne på træningsbanerne eller gymnastiksalene, hvor man dyrkede forskellige former for atletik og forskellige former for boldspil.

Efterhånden var fordommene mod græsk sport langsomt blevet delvis elimineret.

Disse fordomme skyldtes bl.a., at græske atleter dyrkede deres idræt nøgne.

Endnu var der dog visse konservative, der mente, at den græske sport opmuntrede til usædelighed ved ekshibitionisme, og at den lokkede de unge mænd væk fra krigskunstens strenge og virile skole og fik dem til at foretrække den beundring, deres skønhed vakte frem for at udvikle en god infanterists egenskaber.

Efterhånden lærte folk dog at indse, at de forskellige former for sportudøvelse, der foregik ved termerne, var værdifulde, tjente et sundhedsmæssigt formål og havde nyttig indflydelse på legemet.

Indretningen

Selve termeanlægget var sådan indrettet, at man først kom ind i forhallerne, hvor man klædte sig af og afleverede tøjet til capsarius, frakkeinspektøren. Man skal jo lige tænke på, at man badede nøgne i termerne. Derefter gik man ind i det store åbne Frigidarium med de kolde bade og et stort svømmebassin.

Så fulgte midtersalen med Tepidarium med lunkne bade i fire nicher og længst mod vest Caldarium, et cirkelrundt svedebad (35 meter i diameter) og med dampbade på begge sider af det. I sidefløjene var der palæstra, store motionsrum til indendørs sport, hvor væggene var rigt dekoreret med malerier og billedhuggerkunst. Endvidere var der hvilerum og massagerum og en koncertsal.

De badende

Principielt var der intet forbud imod, at kvinder og mænd badede sammen. Det måtte de fuldstændig selv om, og de, der tog anstød af dette, måtte så ty til et af de mindre bade. Men efterhånden som tilstrømningen til termerne blev større og større, gik der adskillige historier om skandaler i termerne mellem mænd og kvinder, der foruroligede myndighederne. Derfor udfærdigede kejser Hadrian (117 – 138) et dekret om, at de to køn skulle være adskilt i badene. Der har formentlige været tale om en tidsmæssig adskillelse, hvor man har anvist forskellige timer for mændene og for kvinderne. En pladsmæssig adskillelse har nemlig ikke kunnet lade sig gøre, fordi der kun var ét frigidarium, et tepidarium og et caldarium.

Men trods disse praktiske besværligheder var der virkelig mange muligheder til at fordrive fritiden i dette megakulturcenter med leg, bade, sportskampe, foredrag, musik, læsning i biblioteket, promenader under de skyggefulde arkader lige til klokken ringede ved solnedgangstid – og så var det hele tilmed gratis.

Det var utvivlsomt alle samfundslag, der gæstede termerne. I sin biografi fortæller Hadrian da også, at han ofte badede i termerne sammen med det ganske almindelige publikum. Det betyder naturligvis ikke, at så har alle kejsere gjort det, men det fortæller noget om, at også eliten, de velbjergede, de ledende romere kom i termerne og var sammen med menigmand.

En stor del af de badende - og specielt dem, der tilhørte den store massebefolkning – har sikkert fornøjet sig i termerne, til aftenklokken lød. Her har man mødtes med vennerne, eller man kunne læse en bog på biblioteket eller gå til oplæsning, hvilket var meget almindeligt. Digtere og andre forfattere kom og læste op af deres værker i termerne, og dermed havde menigmand virkelig store muligheder for at udvide deres åndelige horisont. Men naturligvis har de også kunnet slå sig løs under arkaderne i de mange spisehuse og vinstuer.

Til slut en bemærkning om alt dette fra et brev af Lucius Annæus Seneca. Han levede ca. 4 f. Kr.- 65 og var filosof, digter, statsmand og Roms rigeste mand og i en periode lærer for kejser Nero.

Han beklager sig her over støjen fra en nærliggende badeanstalt:

"Forestil dig nu alle de forskellige slags støj, som kan få selv et par øren til at fatte had: når de stærke træner og svinger med deres blyvægte, hører jeg dybe sukke, både når de anstrenger sig og puster ud, sker det med fløjtetone og voldsom prusten. Dernæst er der massøren, der behandler en doven rad, der lader sig nøje med indsalving af denne vulgære art. Jeg hører klasken, når han rammer en skulder, og lyden er forskellig, om han bruger flad hånd eller den hule. Men hvis en boldspiller så kommer til og begynder at tælle bolde, så er det sket med arbejdsroen. Føj så bare til, at der kommer én, der ypper skænderi, at man griber en tyv, og at én elsker at høre sig selv synge i badet. Nogle hopper i bassinet med et vældigt plask …….. og endelig er der kagesælgerne, der råber med varer, og pølsemanden og kroværterne. Alle søger de at sælge deres varer med en gennemtrængende stemme. Lykkelig den, der er lavet af jern eller er døv, hvis tanke ikke forstyrres af så forskelligartede og skurrende lyde".

Termernes skæbne

Når vi i dag går rundt blandt de kolossale ruiner ånder alt fred og ro. Man fornemmer, når man går her mellem disse nøgne rå mure under de fantastiske buekonstruktioner og andre smukke teglstenskonstruktioner stadig tydeligt, at her engang var noget meget stort og meget imponerende.

Alt dette var i gang til ind i 500-årene, da de gotiske horder ødelagde de store akvadukter, der førte de store vandmængder ind til Rom.

Længe herefter stod Caracallas termer temmelig uskadte, indtil pave Paul III (1534 – 49) skånselsløst fjernede alt af værdi til sit Palazzo Farnese og kun efterlod sig de nøgne mure. Det er værd at tænke på næste gang, man står og betragter Palazzo Farneses skønhed.

I flere år omkring 1960’erne blev der hvert år i sommermånederne opført store opera’er her i Caracallas termer, hvor ruinerne udgjorde de storslåede kulisser. Scenen udgjordes af Caledariet, og det store stadion udenfor udgjorde tilskuerpladserne. Her opførtes bla. Giuseppe Verdis "Aida" under pomp og pragt og med deltagelse af elefanter og kameler, og netop her med disse omgivelser under den lune romerske aftenhimmel lød musikken og de dejlige stemmer måske ekstra skønt.

Imidlertid medførte operaforestillingerne et vældigt slid på Caledariet, hvilket vist var hovedårsagen til, at man ophørte med at have operaforestillinger herude.

Ja, det var så programmet for denne sjette dag i Rom, men nu tror jeg også man har behov for bare at daske rundt i byen og måske nikke genkendende til nogle af de steder, vi har været.

Hvis man vil hurtigt ind til byen omkring Piazza Barberini er det lettest at tage metroen fra hjørnet af Via dei Circo Massimo og Viale Aventino. Der er så to stationer ind til Statione Termini, hvor man skal skifte til metro A og køre de to stationer til Piazza Barberini.

Personligt vil jeg nok vælge et lille bord på et skævt fortov under en lidt slidt parasol inde på en af Marsmarkens små pladser og så sidde her og nyde freden og synet af de lidt faldefærdige men smukke gamle løvefarvede huse.

Vi nåede ikke at se Piazza Copella nede bag ved Pantheon?

Den er et besøg værd. Stille, rolig og meget pittoresk.

Navnet Copella kommer af "copelle", der betyder trækar til opbevaring olivenolie, eddike, vin eller vand. Det var det kvarter, som tidligere var befolket af bødkere.