Turen på den 5. dag i Rom

                                                        5.dag


Piazza Esquilino - Santa Maria Maggiore - Piazza Santa Maria MaggioreVia Merulana - Piazza S. Giovanni in Laterano - S. Giovanni in Laterano - Klostergården - Battistero di S. Giovanni - Palazzo del Laterano - Scala SantaTriclinio Leoniano - San Clemente

                                                      Piazza Esquilino

I dag skal vi besøge pavekirkens to store hovedbasilcaer, Santa Maria Maggiore og San Giovanni inLaterano med Dåbskapellet og Scala Santa, og den meget interessante og gamle kirke San Clemente henne i Via di S.Giovanno in Laterano tæt ved Colosseum, hvor vi i øvrigt spiste frokost forleden, da vi havde været på Palatinerhøjen.

Nu er I efterhånden blevet så kendt med Rom, at vi kan mødes på Piazza Esquilino ved obelisken.

Når man er gående, er det letteste, hvis man kommer fra Piazza Venezia, at gå venstre om Trajansøjlen og op ad den meget stejle trappe til Largo Magnanapoli, hvorfra man går til højre ad den brede Via Nationale, til man kommer til Via A. Depretis på højre hånd.

Den er egentlig en fortsættelse af Via della Quattro Fontana ovre til venstre.

Man går nu til højre ad Via A. Depretis og når lidt efter frem til Piazza Esquilino med den 15 meter høje obelisk.

Den stammer fra Augustus’ mausoleum, hvor den stod sammen med sin tvillinge-obelisk, der i dag står på Piazza del Quirinale. Obelisken blev rejst her Piazza Esquilino i 1587 af pave Sixtus V (1585 – 1590).

Hvis vi heroppe på Monte Esquilino ser tilbage ad det snorlige gadeforløb, Via A. Depretis, Via della Quattro Fontana og Via Sistina, så kan vi ca. to kilometer nede øjne obelisken ved Trinità dei Monti ved Den spanske Trappe.

Santa Maria Maggiore

Når vi vender os har vi så bagsiden af den vældige basilica Santa Maria Maggiore, der også her fra denne side tager sig imponerende ud med sin smukke, men alvorlige apsisfacade fra 1673 og med de to noget yngre ottekantede kupler til højre og venstre for apsis.

Om kirkens oprindelse fortælles en smuk gammel historie, som stadig giver indhold til en stor ceremoni, der hvert år gentages i kirken den 5. august.

Ifølge legenden var der engang et meget velstående og aldrende ægtepar, der gerne ville skænke Rom en kirke. Imidlertid vidste de ikke, hvor den skulle ligge. Så havde de en mærkelig drøm, hvor Jomfru Maria viste sig for dem i en rosensky, hvorfra der dalede den fineste hvide sne ned mod jorden. Så sagde den hellige jomfru: "Hvor I i morgenens rosenrøde finder nyfalden sne, dér skal min kirke stå".

Endnu før morgenen brød frem, vandrede det ældre ægtepar nu op til Lateranet for at fortælle pave Liberius (352 – 366) om deres drøm. Men også paven havde drømt om Madonna i den faldende sne.

Herefter begav et større optog af præster og munke med paven og ægteparret i spidsen sig i retningen mod Esquilinerhøjens top, og netop da de nærmede sig denne, opdagede de, at jorden på et stykke var dækket af nyfalden sne.

Paven nåede at afmærke kirkens omrids, inden sneen smeltede. Og her blev kirken så bygget og fik navnet Basilica Liberiana efter pavens navn. Men den blev også kaldt S. Maria della Neve, "Sneens Madonna"

Kirkens oprindelse dateres til 352, mens kristendommen endnu var ganske ung. Senere blev dens navn ændret til Santa Maria Maggiore, "den største".

Denne legende gengives i flere udgaver, men under alle omstædigheder er den på et afgørende punkt ikke overensstemmende med de historiske fakta.

Man ved nemlig notorisk, at kirken er blevet grundlagt i årene mellem 432 og 440 af Sixtus III (432 – 440), der hermed ville markere, at et kirkemøde i Efesos havde bekræftet Jomfru Marias titel som Gud Moder.

Hvis pave Liberius har anlagt en kirke, må den have ligget et andet sted.

Piazza S. Maria Maggiore

Vi går nu rundt om kirken til dennes forparti på Piazza S. Maria Maggiore. Her tårner en 14,3 meter høj kanneleret cipollinsøjle sig op. Denne søjle er den eneste bevarede af otte tilsvarende søjler fra Konstantin den Store Basilica på Forum Romanum. Den blev på foranledning af pave Paul V (1605 – 21) anbragt her og øverst oppe forsynet med en bronzestatue af "Madonna med Barnet". Ligeledes pryder pavens våben-mærke, ørnen og dragen, den høje sokkel, og ørnen ses også på den lille fontæne, som Maderna anbragte for foden af søjlen.

S. Maria Maggiores meget afvekslende facade blev til under den sidste ombygning i 1743 – 50 under arkitekten Ferdinando Fugas ledelse. Han har med stor effekt udnyttet kontrasten mellem de lyse flader og fremspring og mørket i de store tilbagetrukne partier. Andre restaureringer og udvidelser har senere fundet sted, og alt i alt har det betydet, at man i kirken både finder træk fra middelalderen, renæssancen og fra barokken side om side. Palæet til venstre for facaden er fra ca. 1600 og det til højre er fra ca. 1730. Campanilen er fra 1377 og er det sidste romanske klokketårn, der blev opført i Rom. Det er 75 meter højt og dermed byens højeste.

Kirkens indre

Fra forhallen fører fem store døre ind til basilicaen. Den længst til venstre er den hellige dør, Porta Santa, der kun er åben i det hellige år. Ved siden af døren er der opgang til en loggia. Den skjuler noget af den gamle facade, der er smykket med mosaikker, der fortæller om kirkens grundlæggelse. De er fra 1200-årene.

Kirken er utrolig smuk, præget af ynde, elegance og harmoni og sigter slet ikke på det prangende, men på det fine. Det vældige indre har bevaret sin oprindelige treskibede klassiske basilicaform.

Midterskibets gulv er et meget smukt cosmatisk arbejde udført i marmor og porfyr fra 1100-årene, og det helt fantastiske kassetteloft udført af Giuliano da Sangallo, der til kassetternes udsmykning skal have anvendt noget af det allerførst guld, som Colum-bus bragte hjem fra Amerika.

I alt 40 pragtfulde kridhvide antikke joniske søjler af græsk marmor (36 af marmor og 4 af granit) deler på klassisk basilicafacon det 86 meter lange kirkeskib ind i et meget bredt hovedskib og to noget smallere sideskibe. Oven over dem og den mosaikpry-dede arkitrav, løber en serie på 36 mosaikbilleder, der ligesom dem på triumfbuen for enden af skibet stammer fra pave Sixtus III’s tid (432 – 40).

Lige foran triumfbuen ses den store baldakin over højalteret, som også er tegnet af Fuga. Den bæres af fire snoede porfyrsøjler, der stammer fra Hadrians villa i Tivoli.

Under alteret gemmes apostlen Matthæus’ knogler, og foran det i konfessionen ser man en marmorstatue af den knælende Pius IX (1846 – 78). Her opbevares også et helligt relikvie, nemlig træstykker og metalbånd fra krybben i Betlehem. Også urnen af porfyr og de fire søjler indeholder forskellige martyrrelikvier.

Til højre for højalteret under en flise blev mesteren Gian Lorenzo Bernini gravsat efter sin død i 1680.

Korets store mosaikbillede forestiller Jomfru Marias kroning.

I sideskibene er der en række meget smukke kapeller, som jeg dog ikke vil gå i detaljer med her.

Dog spiller det sidste kapel til venstre, det overdådige Borghesekapel, der blev bestilt af Borghesepaven, Paul V (1605 – 21), en rolle hvert år den 5. august. For da mindes man legendens fortælling om det mirakuløse snevejr med en særlig højtidelig guds-tjeneste forrettet af kirkens kardinal, og i forbindelse med den bliver der drysset i tusindvis af hvide rosenblade ned fra kuplen i Borghesekapellet.

Endvidere, hvis man er så heldig at være i Rom i påsken, så kan man overvære, at paven forretter langfredagsgudstjenesten i S. Maria Maggiore.

Herefter forlader vi kirken ad samme dør, vi kom ind ad og er herefter igen ude i solskinnet på Piazza S. Maria Maggiore.

Via Merulana

Vi går nu tværs over pladsen og skråt til højre af den lange brede vej, Via Merulana, der blev anlagt af Gregor XIII i anledning af det hellige år 1575 for at forbinde de to store valfartskirker S. Maria Maggiore og S. Giovanni in Laterano.

Et lille stykke ned af Via Merulana på venstre side findes en lille smal sidevej, der hedder Via di S.Vito.

Her finder man den ikke særlig kendte "Vitusbue", Arco di San Vito. Det er i virkeligheden den antikke Porta Esquilinia i den gamle Serviusmur.

Denne travertinbue, der nu kun har en enkel hvælving tilbage og smykket med konrinthiske pilastre, blev i 1400-tallet døbt om pga. naboskabet til kirken S. Vito, der stammer fra 300-tallet.

I kirkens mur er indfældet den såkaldte "Forbrydersten", Pietra della Scellerata, på hvilken de kristne under et blodbad lod sig slå ihjel foran kirken.

I antikken har Arco di San Vito haft to sidebuer, der imidlertid sammen overbygnin-gen er gået til ved de jordrystelser, som Rom gennem tiderne har været hjemsøgt af,

Turen ned ad Via Merulana til S. Giovanni in Laterano er temmelig lang, men det går ret meget ned ad bakke, og så kan man gå under de store skyggefulde platantræer.

Piazza S. Giovanni in Laterano

Så når vi frem til Piazza S. Giovanni in Laterano.

Foran os tårner Roms ældste og højeste obelisk sig op midt på pladsen.

Bag den ses siden af S. Giovanni in Laterano og til højre for den Battistero di S. Giovanni, dåbskapellet. Til venstre op mod kirken ligger det enorme Palazzo delLaterano og længere henne til venstre Scala Santa, Den Hellige Trappe. Endelig til venstre for den Triclinio Leoniano

Ja, der er tale om et fantastisk område og i sig selv symbolet på den romersk-katolske kirkes storhed. Derfor er det også i dag efter Lateranaftalerne fra den 11. februar 1929 en integreret del af Vatikanstaten uden for italiensk overhøjhed.

Palazzo del Laterano

S. Giovanni in Laterano er moderen og hovedet for alle Roms og alle jordens kirker.

Lateranpaladset var pavernes første palads, som i sin tid blev overdraget pavekirken af Konstantin den Store (306 – 37) i forbindelse med hans toleranceedikt.

Det havde tidligere tilhørt en romersk patricierfamilie Lateranus og var derefter blev kejserslot, og nu blev det altså paveresidens indtil 1309, hvor paverne flyttede til Avignon.

Ved siden af paladset byggede pave Melchiades mellem 311 og 314 en kæmpeba-silica, måske Europas ældste, der skulle stå som tegnet på kristendommens endelige sejr og triumf, og den blev Roms helligste kirke, Roms og hele verdens domkirke, alle kirkers hoved og moder.

Under den nuværende kirkebygning har man fundet rester af den oprindelige basilica, samt hele antikke gader og en rytterikaserne, som Konstantin den Store formentlig også har foræret paven.

Der er næppe tvivl om, at både Lateranpaladset og kirken i middelalderen lå blandt en mængde forskellige bygninger, der rummede kirkens administration, klostre, herberger, kroer og hospitaler for pilgrimme og også gæsteboliger for fremmede gesandter. Måske har det nærliggende hospital på vestsiden af Piazza S. Giovanni in Laterano, Ospedale di S. Giovanni sine rødder i dette. Det blev grundlagt i 1348 af et religiøst selskab, og hospitalet er opført oven på en antik bygning, som muligvis har tilhørt kejser Marcus Aurelius’ mor.

Imidlertid blev både paladset og den store kirke gennem 1300-årene hærget af både ildebrande og af jordskælv, så da paverne vendte tilbage fra Avignon i 1377 var Lateranet fuldstændig ubeboeligt.

Tilbage fra den tid er kun det ottekantede dåbskapel, Battistero di S. Giovanni, mosaikkerne i den nuværende kirke og den meget smukke klostergård, som vi om lidt skal opleve.

Da pave Gregor XI i 1377 vendte tilbage fra Avignon, tog han straks initiativ til at genopbygge kirken, mens Sixtus V i 1588 lod resterne af Lateranpaladset nedrive og satte arkitekten Domenico Fontana i gang med at opføre det nuværende.

Når vi ser til venstre for Scala Santa findes her nogle af de sørgelige rester efter en ildebrand i 1308.

Triclinio Leoniano

Det er Triclinio Leoniano. Det stammer fra det oprindelige Palazzo del Laterano

og er den midterste niche i pave Leo III’s (795 -816) engang så mægtige mosaik-prydede spisesal, Triclinium, som paven havde ladet indrette i anledning af den tysk-romerske kejser, Karl den Stores kejserkroning i Rom julenat år 800.

Denne niche blev i 1743 meget smukt restaureret af arkitekten Ferdinando Fuga, ligesom de oprindelige pragtfulde mosaikker fra 7-800-årene blev genskabt. I dag står den og glitrer smukt i sollyset.

Scala Santa

Ved siden af dette gamle minde om det oprindelige palads ligger den høje bygning med den hellige trappe, Scala Santa.

Denne bygning blev anlagt af Domenico Fontana, da det gamle Lateranpalads var blevet nedrevet.

Fra bygningens forhal går der fem trapper op til Capella di S. Lorenzo, eller som det også kaldes Sancta Sanctorum. Det er pavernes gamle privatkapel, der tidligere lå på første sal i det gamle Palazzo del Laterano Her gemmes en mængde hellige relikvier.

Den midterste af de fem trapper er Scala Santa, som ifølge overleveringen stod i Jerusalem i Pontius Pilatus palads og netop er den trappe, som Jesus gik op og ned ad, da han blev forhørt, pint og dømt. Den skulle være blevet transporteret til Rom engang i middelalderen.

I dag er Scala Santas 28 marmortrappetrin beklædt med træ for ikke at blive slidt.

Ingen må betræde den, fordi nogle dråber af frelserens blod fra hans af tornekronen sårede pande skal være faldet på trappen. Derfor var det kun tilladt menneskene at bestige den på knæene.

Nogle steder i træbeklædningen er der indsat små glasruder, der siges at dække over dråber af Kristi blod, og under deres bodsvandring op ad trappen, ser man tit, at katolikker bøjer sig ned og kysser disse glasruder.

I virkelighedens verden var denne trappe oprindelig hovedtrappen i det gamle Palazzo del Laterano.

Vi kan gå op til det allerhelligste kapel, Capella di S. Lorenzo, ad en af de fire andre trapper. Kapellet er indviet til Sankt Laurentius og stammer fra 300-årene, men fik sit nuværende udseende omkring 1280. De tre marmorportaler stammer med stor sand-synlighed virkelig fra Pontius Pilatus’ palads.

Kapellet er altid lukket, men gennem de små tilgitrede vinduer, kan man godt se ind til de cosmatiske herligheder.

Et undergørende Kristusbillede i et lukket skrin herinde er ifølge legenden ikke malet af menneskehånd, men ved engles mellemkomst.

Uanset, hvem der er ophavsmanden til dette billede, så er det fra 4-500-årene, og igennem det meste af middelalderen blev det båret i procession, når truende kata-strofer skulle afværges.

Ved siden af alteret i Sancta Sanctorum står nogle skrin med relikvier, og af indskriften over alteret fremgår det, at dette sted er det helligste sted på jorden.

Særlig i forbindelse med påskens langfredagsgudstjeneste vrimler det med mennesker på la Scala Santa.

S. Giovanni in Laterano

Når vi fra det store græsareal på Piazza di Porta San Giovanni betragter kirken forfra, virker den meget vældig og majestætisk, og ligesom S. Pietro og S. Maria Maggiore har også S. Giovanni in Laterano i forhallen en hellig dør, der er tilmuret indtil det næste jubelår.

Kirkens klassicistiske hovedfacade med de kæmpemæssige korinthiske søjler og pilastre og de to store luftige loggiaer over hinanden er skabt af arkitekten Alessandro Galilei i 1735. Han fik opgaven efter en stor konkurrence, hvor alle tidens bedste arkitekter deltog. Øverst oppe er facaden kronet af en vældig attika med 15 meget gestikulerende kolossalstatuer af Frelseren, Johannes Døberen, evangelisten Johannes og adskillige kirkefædre.

De romanske tvillingetårne er opført i 1100-årene, men restaureret i 1360.

Forhallens midterste dør er antik og stammer fra Curia, senatsbygningen på Forum Romanum. Det var pave Alexander VII af Chigislægten, der i 1660 fik den antikke dør tilpasset kirkens større døråbning ved, at man tilføjede den yderste kant, der er prydet med Chigislægtens stjerne.

Til venstre i forhallen står den statue af Konstantin den Store, der engang stod i hans termer ved Quirinalhøjen.

Vi går ind i det kæmpemæssige kirkerum, hvis indre er 130 meter langt og delt i fem skibe, der rummer store gravmæler for en lang række af Roms ældste slægter.

Et historisk vingesus mærkes også, når man tænker på, at vi står i den ældste kirke i Vesterlandet, som åbent og officielt er bygget til at være kirke.

Midterskibet har et meget imponerende og smukt forgyldt træloft, og gulvet er prydet med den smukkeste middelalderlige cosmatiske gulvmosaik.

I tværskibets midte står det smukke, gotiske højalter, hvor kun Roms biskop, paven, må forrette messen. Det er fra 1367, men blev restaureret i 1851. Bag det forgyldte trægitter i alterets øverste del opbevares det træalter, der blev benyttet af Sankt Peter og de første paver efter ham. Det meget høje tabernakel fra 1367 er blevet ombygget flere gange. Sølvskrinene højt oppe indeholder Simon Peters og apostlen Paulus’ hovedskaller.

Korets mosaikker er fra 1292, men er meget stærkt restaurerede.

I det højre tværskib understøttes det forgyldte orgel af meget smukke marmorsøjler af "giallo antico", og her lod pave Leo XIII (1878 – 1903) et pragtfuldt gravmæle udføre over pave Innocens III (1198 – 1216), mens han selv er gravsat under venstre tværskib. Her findes også Carlo Rainaldis korkapel og det hellige sakramentes alter med fire bronzesøjler, som man siger enten er lavet af bovsprydene på Cleopatras skibe eller også, at de stammer fra templet i Jerusalem.

Fra højalteret har man et glimrende udsyn over kirkens vældige dimensioner og af kontrasten mellem det farverige tværskib og så det hvide, næsten ferske hovedskib, der, selv om stilen er barok, er meget mere enkel og lyst end Roms øvrige barok-kirker. Specielt sideskibene virker nærmest skrabede. Der er blot nogle smilende englehoveder, dér hvor vægge og lofter mødes.

Det er Borrominis værk, og i hovedskibet er hvert af de søjlepar, der bærer loftet, ligesom pakket ind i en bred pille, der helt til loftet er indrammet af kanellerede pilastre. Op ad hver pille er der så anbragt en niche af grønt marmor. Der er 12 i alt, og i hver af dem står der en skulptur af en af Jesus 12 apostle, der er udført af Berninis elever.

Klostergården

Når man passerer under Leo XIII.’s monument kommer man ind i en korridor, hvor forskellige levn fra Konstantins gamle kirke opbevares, og herfra kan man gå videre ind i sakrastiet, hvorfra man kan træde ud i kirkens helt utroligt smukke klostergård.

Det er svært at finde ord, der kan dække ens synsindtryk. Her er så uendelig skønt og idyllisk, at man kun finder ét sted, der kan matche med denne, nemlig en tilsvarende klosterhave ved San Paulo fuori le Mura.

De svale korsgange er smykket af små dobbelte søjlerækker, over hvis buer der løber en mosaikfrise. Dertil kommer, at alle søjlerne er forskellige, snoede, glatte, indlagte, kannelerede – helt enestående. Søjlegangen er fra perioden 1222 – 30 og er bygget af Pietro Vassaletto senior og junior.

Her kan man også se en hel del rester fra antikken, men også nogle gravmæler fra middelalderen samt de bronzedøre, der oprindeligt sad i indgangen til Scala Santa.

Obelisken

Efter at have været vidne til denne skønhed, der virker som en lise for sjælen, forlader vi nu kirken gennem portalen under orglet og står så igen ude på Piazza S. Giovanni in Laterano og har obelisken foran os.

Den blev rejst i Theben i Ægypten af kong Thotmes 3., der regerede 1482 – 1450 f. Kr. og var altså allerede, da kejser Konstantin i 357 fik den bragt til Rom, næsten 2000 år gammel. Denne røde granitkæmpe, der nu nærmer sig en alder på knapt 4000 år, anbragte Konstantin på Cirkus Maximus ved siden af den obelisk som kejser Augustus havde ladet hente fra Heliopolis.

I 1587 blev den fundet i ruinerne på Cirkus Maximus, brudt i tre store stykker, men den meget aktive obeliskelsker, pave Sixtus V (1585 – 90), lod den reparere med stykker fra den antikke sokkel og fik den rejst her på pladsen i 1587.

Endnu engang, synes jeg, man fornemmer det store historiske vingesus.

Selve den store obelisk måler 31 meter, men sat på sin nye sokkel måler den 47 meter.

Her på pladsen stod også verdens ældste rytterstatue af Marcus Aurelius, som i 1538 blev flyttet til Piazza Campidoglio på Capitol.

Battistero di S. Giovanni

Til venstre ligger Battistero di S. Giovanni, Italiens ældste og smukkeste dåbskapel, som ifølge overleveringen er oprettet af Konstantin den Store, som man siger, selv har modtaget dåben her. Det er næppe rigtigt, da han vist nok først lod sig døbe på sit dødsleje. Der har sandsynligvis ligget et par andre battisterier under det nuværende, der fik sin endelig skikkelse i 440.

Den ottekantede bygning er blevet et forbillede for alle senere dåbskapeller. Kuplen bæres af otte antikke porfyrsøjler, og midt i rummet er døbefonten, der er et antikt grønt basalt badekar. Til højre ligger et kapel, Capella del Battista med bronzedøre, der stammer fra Caracallas termer. Hver af dørene, der er af en legering af guld, sølv og bronze, vejer 750 kg. Til venstre ligger Capelle di S. Giovanni med en smuk mosaikhvælving, et alter med albastsøjler og en bronzedør fra 1196.

Man vil nok spørge, hvorfor man bygger et sådant kapel på størrelse med en kirke, når man kunne nøjes med en lille døbefond?

De skyldes bl.a. at dåben i den tidlige middelalder foregik ved neddykning i et bassin, og at det i første række var voksendåb, der spillede en rolle dengang. Endvidere var der i kirkens virkelige sejrstid enormt tilløb til de store dåbsdage, påske- og pinselør-dag

Palazzo del Laterano

Endnu mangler vi at se lidt på Palazzo del Laterano.

Som nævnt ovenfor er det den italienske arkitekt Domenico Fontanas værk fra slutningen af 1500-årene. Det er tydeligt, at han har været inspireret af Palazzo Farnese, men når vi ser de to bygninger ved siden af hinanden, så har Palazzo del Laterano slet ikke den samme lethed og elegance over sig som Palazzo Farnese.

I dag fungerer det store palads først og fremmest som museum.

Museo Lateranense består af en meget stor antikafdeling, og i kælderen kan man se aftrykkene af Trajansøjlens relieffer. Endvidere har museet en kristelig afdeling og endelig afdelingen, Museo Missionario Etnologico, der i 34 sale fortæller om den katolske kirkes mangeartede aktiviteter ud over verden.

San Clemente

Fra Piazza S. Giovanni in Lateranos nordvestlige ende går vi nu ad Via di S. Giovan-ni in Laterano, der fører direkte frem til Colosseum. I middelalderen var denne gade den vigtigste forbindelse mellem Lateranet og Vatikanet, hvorfor den blev anvendt som processionsvej.

Når vi har gået et stykke op ad den, kommer vi på vores højre hånd til en lille kirke, San Clemente.

Ved første øjesyn virker den ret beskeden i sin rene og strenge basilicaform med syv antikke søjlepar og nogle marmorarbejder fra den tidligste middelalder, men i virke-ligheden er det en af de mest spændende kirker i Rom.

De tre kirker

Under den kirke vi nemlig ser i dag, og som er opført i 1108, ligger der en oldkristelig basilica, der er grundlagt i 385 og inviet til martyrpaven Clemens I, som i 97 under kejser Nerva blev kastet i Sortehavet med et anker om halsen.

Den blev opdaget i 1857, da de irske dominikanermunke, der ejer kirken, skulle grave en brønd. Derved opdagede de en underliggende kirke, der var betydelig større i udstrækning end den nuværende.

Ad en stentrappe kan vi i dag komme ned i denne kirke.

Den bæres af antikke søjler, der alle er taget fra romerske bygninger. Søjlerne er forskellige i form, stof og i størrelse, men alle er de udhuggede i ét stykke. Det ejendommeligste hernede er dog de gamle vægmalerier fra omkring 1000-tallet, hvor kunstnere gennem syv århundreder har afbildet Kristus, Jomfru Maria med barnet og skildret S. Clementes mirakler.

Den mest morsomme og mest interessante af disse fresker finder vi i midterskibets venstre side.

Her ser man Roms præfekt Sisinius i egen høje person gøre forsøg på at arrestere Clemens, der er i færd med at forrette gudstjenesten for sin menighed, der også tæller præfektens egen kone. Men så sker der det mirakel, at præfekten og hans folk blev slået af blindhed, hvorfor de arresterede en søjle i stedet for den hellige mand.

Denne historie er fortalt som en slags tegneserie og forsynet med kommentarer og replikker – og ikke på latin, men på noget af det tidligst kendte italiensk.

I forbindelsen med normannernes hærgen i 1084 nedbrændte kirken sammen med en lang række andre bygninger her på Monte Celio, og ødelæggelserne og grusmasserne var så betydelige, at man blot tildækkede resterne af den gamle kirke og byggede den ny oven på kort efter. Men måske var årsagen også den, at man ikke nedrev den gamle kirke rigtigt, fordi gadeniveauet i de 700 år, den havde eksisteret, pga. aflejringer fra Tiberoversvømmelserne og ophobningen af murbrokker fra antikke bygninger og almindeligt gadeskidt, havde hævet sig så meget, at den oprindelige San Clemente var kommet til at ligge i et hul.

Romersk patricierhus

Men vi kan komme endnu længere ned, for under denne oldkristelige basilika fra 300-årene, har man fundet et romersk patricierhus fra kejsertiden.

En del af dette antikke hus var indviet som tempel for guden Mitra. Mitradyrkelsen var en af flere mysteriereligioner, der havde mange tilhængere i specielt det sidste århundrede f. Kr.

Mitradyrkelsen var en ren mandsreligion, der som følge deraf havde mange tilhæn-gere i hæren. En anden mysteriereligion var Isiskulten, som mange romerske kvinder sluttede op om. Endelig var kristendommen også sådan en mysteriereligion. Alle havde de til fælles, at de troede på et liv efter døden.

I dette gamle tempel under San Clemente i et hvælvet rum står et marmoralter med et relief med fremstilling af den traditionelle scene, hvor guddommen er i færd med at ofre en tyr, mens en slange labber dens blod i sig. I loftet er der stukornamenter fra 100-årene og langs med væggene var der bænke til kultdeltagerne.

Under dette hus, mener man, at man muligvis kan finde rester af en bygning hel tilbage fra republikkens tid.

Hermed nåede vi slutningen på vores 5. dag i Rom, og nu er der rig lejlighed til at nyde en god frokost på en af de mange små fortovsrestauranter, der ligger her på Via di S. Giovanni in Laterano, når vi kommer lidt tættere på Piazza del Colosseo.