Ingen må betræde den, fordi nogle dråber af frelserens blod fra hans af tornekronen sårede pande skal være faldet på trappen. Derfor var det kun tilladt menneskene at bestige den på knæene.
Nogle steder i træbeklædningen er der indsat små glasruder, der siges at dække over dråber af Kristi blod, og under deres bodsvandring op ad trappen, ser man tit, at katolikker bøjer sig ned og kysser disse glasruder.
I virkelighedens verden var denne trappe oprindelig hovedtrappen i det gamle Palazzo del Laterano.
Vi kan gå op til det allerhelligste kapel, Capella di S. Lorenzo, ad en af de fire andre trapper. Kapellet er indviet til Sankt Laurentius og stammer fra 300-årene, men fik sit nuværende udseende omkring 1280. De tre marmorportaler stammer med stor sand-synlighed virkelig fra Pontius Pilatus’ palads.
Kapellet er altid lukket, men gennem de små tilgitrede vinduer, kan man godt se ind til de cosmatiske herligheder.
Et undergørende Kristusbillede i et lukket skrin herinde er ifølge legenden ikke malet af menneskehånd, men ved engles mellemkomst.
Uanset, hvem der er ophavsmanden til dette billede, så er det fra 4-500-årene, og igennem det meste af middelalderen blev det båret i procession, når truende kata-strofer skulle afværges.
Ved siden af alteret i Sancta Sanctorum står nogle skrin med relikvier, og af indskriften over alteret fremgår det, at dette sted er det helligste sted på jorden.
Særlig i forbindelse med påskens langfredagsgudstjeneste vrimler det med mennesker på la Scala Santa.
S. Giovanni in Laterano
Når vi fra det store græsareal på Piazza di Porta San Giovanni betragter kirken forfra, virker den meget vældig og majestætisk, og ligesom S. Pietro og S. Maria Maggiore har også S. Giovanni in Laterano i forhallen en hellig dør, der er tilmuret indtil det næste jubelår.
Kirkens klassicistiske hovedfacade med de kæmpemæssige korinthiske søjler og pilastre og de to store luftige loggiaer over hinanden er skabt af arkitekten Alessandro Galilei i 1735. Han fik opgaven efter en stor konkurrence, hvor alle tidens bedste arkitekter deltog. Øverst oppe er facaden kronet af en vældig attika med 15 meget gestikulerende kolossalstatuer af Frelseren, Johannes Døberen, evangelisten Johannes og adskillige kirkefædre.
De romanske tvillingetårne er opført i 1100-årene, men restaureret i 1360.
Forhallens midterste dør er antik og stammer fra Curia, senatsbygningen på Forum Romanum. Det var pave Alexander VII af Chigislægten, der i 1660 fik den antikke dør tilpasset kirkens større døråbning ved, at man tilføjede den yderste kant, der er prydet med Chigislægtens stjerne.
Til venstre i forhallen står den statue af Konstantin den Store, der engang stod i hans termer ved Quirinalhøjen.
Vi går ind i det kæmpemæssige kirkerum, hvis indre er 130 meter langt og delt i fem skibe, der rummer store gravmæler for en lang række af Roms ældste slægter.
Et historisk vingesus mærkes også, når man tænker på, at vi står i den ældste kirke i Vesterlandet, som åbent og officielt er bygget til at være kirke.
Midterskibet har et meget imponerende og smukt forgyldt træloft, og gulvet er prydet med den smukkeste middelalderlige cosmatiske gulvmosaik.
I tværskibets midte står det smukke, gotiske højalter, hvor kun Roms biskop, paven, må forrette messen. Det er fra 1367, men blev restaureret i 1851. Bag det forgyldte trægitter i alterets øverste del opbevares det træalter, der blev benyttet af Sankt Peter og de første paver efter ham. Det meget høje tabernakel fra 1367 er blevet ombygget flere gange. Sølvskrinene højt oppe indeholder Simon Peters og apostlen Paulus’ hovedskaller.
Korets mosaikker er fra 1292, men er meget stærkt restaurerede.
I det højre tværskib understøttes det forgyldte orgel af meget smukke marmorsøjler af "giallo antico", og her lod pave Leo XIII (1878 – 1903) et pragtfuldt gravmæle udføre over pave Innocens III (1198 – 1216), mens han selv er gravsat under venstre tværskib. Her findes også Carlo Rainaldis korkapel og det hellige sakramentes alter med fire bronzesøjler, som man siger enten er lavet af bovsprydene på Cleopatras skibe eller også, at de stammer fra templet i Jerusalem.
Fra højalteret har man et glimrende udsyn over kirkens vældige dimensioner og af kontrasten mellem det farverige tværskib og så det hvide, næsten ferske hovedskib, der, selv om stilen er barok, er meget mere enkel og lyst end Roms øvrige barok-kirker. Specielt sideskibene virker nærmest skrabede. Der er blot nogle smilende englehoveder, dér hvor vægge og lofter mødes.
Det er Borrominis værk, og i hovedskibet er hvert af de søjlepar, der bærer loftet, ligesom pakket ind i en bred pille, der helt til loftet er indrammet af kanellerede pilastre. Op ad hver pille er der så anbragt en niche af grønt marmor. Der er 12 i alt, og i hver af dem står der en skulptur af en af Jesus 12 apostle, der er udført af Berninis elever.
Klostergården
Når man passerer under Leo XIII.’s monument kommer man ind i en korridor, hvor forskellige levn fra Konstantins gamle kirke opbevares, og herfra kan man gå videre ind i sakrastiet, hvorfra man kan træde ud i kirkens helt utroligt smukke klostergård.
Det er svært at finde ord, der kan dække ens synsindtryk. Her er så uendelig skønt og idyllisk, at man kun finder ét sted, der kan matche med denne, nemlig en tilsvarende klosterhave ved San Paulo fuori le Mura.
De svale korsgange er smykket af små dobbelte søjlerækker, over hvis buer der løber en mosaikfrise. Dertil kommer, at alle søjlerne er forskellige, snoede, glatte, indlagte, kannelerede – helt enestående. Søjlegangen er fra perioden 1222 – 30 og er bygget af Pietro Vassaletto senior og junior.
Her kan man også se en hel del rester fra antikken, men også nogle gravmæler fra middelalderen samt de bronzedøre, der oprindeligt sad i indgangen til Scala Santa.
Obelisken
Efter at have været vidne til denne skønhed, der virker som en lise for sjælen, forlader vi nu kirken gennem portalen under orglet og står så igen ude på Piazza S. Giovanni in Laterano og har obelisken foran os.
Den blev rejst i Theben i Ægypten af kong Thotmes 3., der regerede 1482 – 1450 f. Kr. og var altså allerede, da kejser Konstantin i 357 fik den bragt til Rom, næsten 2000 år gammel. Denne røde granitkæmpe, der nu nærmer sig en alder på knapt 4000 år, anbragte Konstantin på Cirkus Maximus ved siden af den obelisk som kejser Augustus havde ladet hente fra Heliopolis.
I 1587 blev den fundet i ruinerne på Cirkus Maximus, brudt i tre store stykker, men den meget aktive obeliskelsker, pave Sixtus V (1585 – 90), lod den reparere med stykker fra den antikke sokkel og fik den rejst her på pladsen i 1587.
Endnu engang, synes jeg, man fornemmer det store historiske vingesus.
Selve den store obelisk måler 31 meter, men sat på sin nye sokkel måler den 47 meter.
Her på pladsen stod også verdens ældste rytterstatue af Marcus Aurelius, som i 1538 blev flyttet til Piazza Campidoglio på Capitol.
Battistero di S. Giovanni
Til venstre ligger Battistero di S. Giovanni, Italiens ældste og smukkeste dåbskapel, som ifølge overleveringen er oprettet af Konstantin den Store, som man siger, selv har modtaget dåben her. Det er næppe rigtigt, da han vist nok først lod sig døbe på sit dødsleje. Der har sandsynligvis ligget et par andre battisterier under det nuværende, der fik sin endelig skikkelse i 440.
Den ottekantede bygning er blevet et forbillede for alle senere dåbskapeller. Kuplen bæres af otte antikke porfyrsøjler, og midt i rummet er døbefonten, der er et antikt grønt basalt badekar. Til højre ligger et kapel, Capella del Battista med bronzedøre, der stammer fra Caracallas termer. Hver af dørene, der er af en legering af guld, sølv og bronze, vejer 750 kg. Til venstre ligger Capelle di S. Giovanni med en smuk mosaikhvælving, et alter med albastsøjler og en bronzedør fra 1196.
Man vil nok spørge, hvorfor man bygger et sådant kapel på størrelse med en kirke, når man kunne nøjes med en lille døbefond?
De skyldes bl.a. at dåben i den tidlige middelalder foregik ved neddykning i et bassin, og at det i første række var voksendåb, der spillede en rolle dengang. Endvidere var der i kirkens virkelige sejrstid enormt tilløb til de store dåbsdage, påske- og pinselør-dag
Palazzo del Laterano
Endnu mangler vi at se lidt på Palazzo del Laterano.
Som nævnt ovenfor er det den italienske arkitekt Domenico Fontanas værk fra slutningen af 1500-årene. Det er tydeligt, at han har været inspireret af Palazzo Farnese, men når vi ser de to bygninger ved siden af hinanden, så har Palazzo del Laterano slet ikke den samme lethed og elegance over sig som Palazzo Farnese.
I dag fungerer det store palads først og fremmest som museum.
Museo Lateranense består af en meget stor antikafdeling, og i kælderen kan man se aftrykkene af Trajansøjlens relieffer. Endvidere har museet en kristelig afdeling og endelig afdelingen, Museo Missionario Etnologico, der i 34 sale fortæller om den katolske kirkes mangeartede aktiviteter ud over verden.
San Clemente
Fra Piazza S. Giovanni in Lateranos nordvestlige ende går vi nu ad Via di S. Giovan-ni in Laterano, der fører direkte frem til Colosseum. I middelalderen var denne gade den vigtigste forbindelse mellem Lateranet og Vatikanet, hvorfor den blev anvendt som processionsvej.
Når vi har gået et stykke op ad den, kommer vi på vores højre hånd til en lille kirke, San Clemente.
Ved første øjesyn virker den ret beskeden i sin rene og strenge basilicaform med syv antikke søjlepar og nogle marmorarbejder fra den tidligste middelalder, men i virke-ligheden er det en af de mest spændende kirker i Rom.
De tre kirker
Under den kirke vi nemlig ser i dag, og som er opført i 1108, ligger der en oldkristelig basilica, der er grundlagt i 385 og inviet til martyrpaven Clemens I, som i 97 under kejser Nerva blev kastet i Sortehavet med et anker om halsen.
Den blev opdaget i 1857, da de irske dominikanermunke, der ejer kirken, skulle grave en brønd. Derved opdagede de en underliggende kirke, der var betydelig større i udstrækning end den nuværende.
Ad en stentrappe kan vi i dag komme ned i denne kirke.
Den bæres af antikke søjler, der alle er taget fra romerske bygninger. Søjlerne er forskellige i form, stof og i størrelse, men alle er de udhuggede i ét stykke. Det ejendommeligste hernede er dog de gamle vægmalerier fra omkring 1000-tallet, hvor kunstnere gennem syv århundreder har afbildet Kristus, Jomfru Maria med barnet og skildret S. Clementes mirakler.
Den mest morsomme og mest interessante af disse fresker finder vi i midterskibets venstre side.
Her ser man Roms præfekt Sisinius i egen høje person gøre forsøg på at arrestere Clemens, der er i færd med at forrette gudstjenesten for sin menighed, der også tæller præfektens egen kone. Men så sker der det mirakel, at præfekten og hans folk blev slået af blindhed, hvorfor de arresterede en søjle i stedet for den hellige mand.
Denne historie er fortalt som en slags tegneserie og forsynet med kommentarer og replikker – og ikke på latin, men på noget af det tidligst kendte italiensk.
I forbindelsen med normannernes hærgen i 1084 nedbrændte kirken sammen med en lang række andre bygninger her på Monte Celio, og ødelæggelserne og grusmasserne var så betydelige, at man blot tildækkede resterne af den gamle kirke og byggede den ny oven på kort efter. Men måske var årsagen også den, at man ikke nedrev den gamle kirke rigtigt, fordi gadeniveauet i de 700 år, den havde eksisteret, pga. aflejringer fra Tiberoversvømmelserne og ophobningen af murbrokker fra antikke bygninger og almindeligt gadeskidt, havde hævet sig så meget, at den oprindelige San Clemente var kommet til at ligge i et hul.
Romersk patricierhus
Men vi kan komme endnu længere ned, for under denne oldkristelige basilika fra 300-årene, har man fundet et romersk patricierhus fra kejsertiden.
En del af dette antikke hus var indviet som tempel for guden Mitra. Mitradyrkelsen var en af flere mysteriereligioner, der havde mange tilhængere i specielt det sidste århundrede f. Kr.
Mitradyrkelsen var en ren mandsreligion, der som følge deraf havde mange tilhæn-gere i hæren. En anden mysteriereligion var Isiskulten, som mange romerske kvinder sluttede op om. Endelig var kristendommen også sådan en mysteriereligion. Alle havde de til fælles, at de troede på et liv efter døden.
I dette gamle tempel under San Clemente i et hvælvet rum står et marmoralter med et relief med fremstilling af den traditionelle scene, hvor guddommen er i færd med at ofre en tyr, mens en slange labber dens blod i sig. I loftet er der stukornamenter fra 100-årene og langs med væggene var der bænke til kultdeltagerne.
Under dette hus, mener man, at man muligvis kan finde rester af en bygning hel tilbage fra republikkens tid.
Hermed nåede vi slutningen på vores 5. dag i Rom, og nu er der rig lejlighed til at nyde en god frokost på en af de mange små fortovsrestauranter, der ligger her på Via di S. Giovanni in Laterano, når vi kommer lidt tættere på Piazza del Colosseo.