Turen på den 3. dag

3.dag

Marcus Aurelius søjlen - Palazzo Venezia -Vittorio Emanuellemonumentet - Insula fra kejsertiden – Aracoelitrappen – Cordonata- Coladi Rienzo – Capitolium - Piazza del Campidoglio - Palazzo Senatorio - Palazzo dei Conservatorio - Palazzo Nuova - Museo Capitolini - Forum Romanum – Palatinerhøjen – Colosseum - Kejserfora’erne - Cæsars forum

Piazza Colonna

I dag skal vi en tur til Capitolium, de Capitolinske museer, Forum Romanum, Palatinerhøjen, Colosseum og Kejserfora’erne.

Vi begynder turen fra Piazza Colonna.

At den i mange år har været anset for en statelig plads viser sig bl.a.ved det forhold, at det var her man nytårsaften 1885 tændt de første elektriske buelamper i Rom til afløsning for den gasbelysning, der siden nytårsaften 1854 havde strålet over Corsoen og over Roms øvrige hovedstrøg.

Marcus Aurelius

Måske skulle vi lige se nærmere på den imponerende Marcus Aureliussøjle her på pladsen.

Den minder jo meget om Trajansøjlen nede på Trajans Forum fra 113.

Marcus Aurelius søjlen blev rejst i 176 til minde om kejser Marcus Aurelius’s sejre over markomannerne, et vestgermansk folkeslag, der nævnes første gang af Julius Cæsar.

Søjlen stod oprindelig som midtpunkt i en såkaldt peribolus, en plads omgivet af en elegant poticus og med et tempel rejst for Marcus Aurelius.

På Septimus Severus’s tid stod der også her et lille lerklinet hus. Det var af en frigiven slave, Adrastus, der havde fået overdraget opsynet med søjlen, og som levede af mønter, folk betalte for at få lov til at bestige søjlen ad dens indvendige snegle-trappe. Under nogle udgravninger på stedet i 1777 fandt man to marmortavler med en tarif for besigtigelsen, som Adrastus har haft ved sit hus.

Senere fra 900-tallet fik munkene i det tilstødende kloster, San Silvestro, der lå ved det nuværende hovedpostkontor, koncession på disse indtægter, og herefter var det dem, som op gennem middelalderen gav de mange pilgrimme adgang til at bestige søjlen, så de fra dens platform kunne nyde udsigten ud over middelalderens Rom. Denne entréindtægt blev gennem årene en ret god indtægtskilde for klostret.

I mange år lå den 42 meter høje søjle sammensunket og i temmelig skrøbelig stand mere end fire meter nede i jorden, men så i 1589 lod pave Sixtus V den grave frem,

restaurere og genrejse her på pladsen.

Oprindelig har der stået en gylden statue af kejserens harniskklædte skikkelse på toppen af søjlen, men nu blev en statue af apostlen Paulus rejst på søjlens top, ligesom apostlen Simon Peter i 1587 blev placeret på toppen af Trajansøjlen.

I relieffer, der som en hel tegneserie slynger sig i spiraler op ad den 30 meter høje søjle, fortælles historien om kejserens ærefulde sejr over det vestgermanske folkeslag.

Piazza Venezia

Fra Piazza Colonna går vi mod syd på den højre side ad Via del Corso til Piazza Venezia, der har navn efter det store palads på pladsens højre side, Palazzo Venezia.

Det sidst hus til højre, før vi når ud på Piazza Venezia, er Palazzo Bonaparte, hvor Napoleons mor, Letizia, boede de sidste 20 år af sit liv. Hun døde i 1836.

Her ved udmundingen af Via del Corso, eller som den hed i antikken Via Lata, stod engang en triumfbue for kejser Domitian. Den blev nedbrudt i 96 som følge af det damnatio memoriae, som senatet havde dekreteret, udslettelsen af enhver erindring om ham.

Det var også her ved udmundingen af Via del Corso, at den meget lange porticus, Vicus Pallacinae i antikken sluttede. Den strakte sig helt henne fra Pompejusteatret ved den nuværende Largo Argentina.

Hvis man ind imellem vil prøve at danne sig et billede af, hvordan Rom så ud i antikken, så er det vigtigt at gøre sig klart, at disse porticusser, disse overdækkede søjlealléer, som vi har set en slags eksempel ved Berninis kolonader på Peterspladsen, spillede en stor rolle i en by, hvor man tit kunne have behov for beskyttelse mod den brændende sol eller mod en kraftig tordenbyge.

Derfor fandtes der porticusser adskillige steder i Rom bl.a. henne langs med Capito-lium og på Kvægtorvet.

Palazzo Venezia ligner i sit ydre en middelalderborg med de takkede mure, højt-siddende vinduer og det firkantede fæstningstårn. Det blev opført omkring 1455, som kardinalbolig, men under Pave Paul II i 1464 blev ombygget til at være Roms første verdslige renæssancepalads.

Facaden ud mod pladsen med den lille balkon midt for er egentlig siden af paladset. Dets oprindelige hovedfacade vender ud til Via del Plebiscito, den vej, der ligger lige til højre for os, når vi kommer ind på pladsen.

Paladsets navn skyldes, at pave Pius IV i 1564 skænkede det til republikken Venezia til bolig for republikkens pavelige ambassadør. Efter Østrigs erobring af Venezia i 1797, blev paladset så residens for Østrigs ambassadør i Rom indtil 1916, hvor det på ny kom på italienske hænder.

Staten restaurerede herefter paladset, der efter fascisternes magtovertagelse i 1922 blev brugt til repræsentation for det nye styre.

En af paladsets store sale, Sala del Mappamondo (opkaldt efter et kæmpe vægkort, der første gang er omtalt i 1495) blev indrettet til arbejdsværelse for Benito Mussolini, og fra balkonen over den smukke portal ud mod Piazza Venezia holdt han tale til folket, sine sortskjorter og balillaer, der larmende trængtes på pladsen neden-for.

Herfra kunne Mussolini også betragte sin nye brede avenue, Viadell'Imperatore, som efter krigen fik navneforandring til Via dei Fori Imperiali, og som ligger imellem Forum Romanum og Kejserfora’erne og strækker sig fra Piazza Venezia til Colosseum. Det var den triumfvej, Mussoloni havde brug for, når han her på antik vis skulle modtage sine hjemvendte sejrende tropper.

I 1944 efter de amerikanske troppers indmarch i Rom blev paladset genåbnet for publikum.

Museet rummer gobeliner, malerier, kunsthåndværk og våben.

Fædrelandets alter

Vi går nu langs med Palazzo Venezia og har det meget dominerende Vittorio Emanuele Monument foran os.

Det er nok et af verdens mest omdiskuterede monumenter, og har siden 1885 været det stående samtaleemne i Rom og kilden til megen spekulation, frustrationer og direkte raseri.

Det stod færdigt i 1911, men selv efter 20 år stak dets blændende hvide Brescia-marmor så meget af fra den ellers anvendte lokale gullige travertin, at en af Mussolinis rådgivere foreslog, at man skulle lade monumentet indfarve.

Det sagde diktatoren nej til. Onde tunge ville vide, at valget af marmor fra Brescia skyldtes, at indenrigsministeren på opførelsestidspunktet kom fra denne by.

Siden har der i årenes løb været gjort flere forsøg på med kemiske, mekaniske og bakteriologiske midler at give monumentet en "romersk tone" – men det er ikke lykkedes at ændre den hvide farve ret meget.

Monumentet er en national helligdom, Fædrelandets alter, som også rummer den ukendte soldats grav og er bevogtet døgnet rundt af en militær æresvagt. Det er opført til erindring om Il Risorgimento, Italiens genfødelse i 1870 som et samlet kongerige.

Forbilledet for monumentet var det antikke Fortunatempel ved Palestrina, men det har altid været yndlingsmål for folkeviddet, der har kaldt det f.eks. Skrivemaskinen, Gipsgebisset, Bryllupskagen eller Sukkerbjerget i klassisk konditorstil eller ting, der var værre.

Monumentet består af tre dele:

Den brede trappe, der er flankeret af to bronzegrupper, hvor fædrelandets alter og den ukendte soldats grav findes. Derefter er der en terrasse med den 12 meter høje forgyldte rytterstatue af Vittorio Emanuele 2.(1861 – 78) og helt oppe er der en mægtig, 72 meter lang søjlehal, der er båret af 16 søjler.

Mindesmærket er bygget på en del af den capitolinske høj.

På venstre side af det ses et antikt gravmonument for C. Publicius Bibulus fra omkring 200 f. Kr. Han havde været ædil, men ellers ved vi intet om ham udover, at det romerske senat og folk havde tilstået ham dette gravmæle.

Dette fremgår af inskriptionen på monumentet: "Til Gaius Publicius Bibulus, folkets ædil. På grund af hans ry og fortjenester ved senatets bud og efter folkets ønske af offentlige midler skænket dette sted til gravmæle for ham og hans efterkommere."

Dette gravmonument har i sin tid stået lige uden for Roms bygrænse, Pomerium.

Begrebet Pomerium er dannet af to ord, "post", der betyder bagved eller indenfor, og "murus", der betyder mur.

Her lå oprindeligt Roms bymur.

Her indenfor, altså inde i byen, var jorden hellig.

Pomerium var derfor ikke kun en forsvarslinje, men i høj grad også en sacral grænse, der ikke måtte betrædes af mænd med våben.

Derfor måtte en hærfører aldrig rykke ind i Rom med sin hær, med mindre han havde fået bevilget triumf.

Vi har således flere eksempler på, hvordan en hærfører i flere uger eller måneder har måtte vente med sin hær ude på Marsmarken eller oppe på Aventinerhøjen, indtil han fik sin tilladelse til at afholde triumf.

Ellers var det et must, at en hærfører først kunne betræde bygrænsen, når han forinden havde opløst sin hær.

På samme måde måtte de romerske konsulers livvagter, de tolv lictores, ikke bære deres økser, fasces, når de var inden for Pomerium.

Inden for bygrænsen måtte der heller ikke finde begravelser sted. Derfor ligger antikke begravelsespladser altid uden for byen

Vittorio Emanuelle monumentet blev indviet i den 15. september 1911 på 50 årsdagen for grundlæggelsen af det italienske kongerige.

En insula

Vi fortsætter nu over den stærkt trafikerede gade, over til højre om monumentet.

Her standser vi lige op ved de ruiner, vi ser på venstre hånd.

De stammer fra den eneste om jeg så må sige tilgængelig insula fra kejsertiden fra det andet århundrede.

Insula betyder "ø" og er navnet på den type etagebyggeri, der var helt dominerende i kejsertiden,

Roms areal blev ikke gjort meget større, men da befolkningstallet øgedes betydeligt, var der meget stor pladsmangel i Rom. Derfor skød de mange insulaer i vejret, og da jordpriserne steg meget betydeligt gjaldt det om at udnytte byggegrundene mest muligt. Man byggede højt, og man byggede dårligt.

Flerfamiliehuse på fire og fem etager udgjorde den overvejende del af disse insulae. De var som regel af ringe kvalitet, selv om deres facader kunne været ganske rigt udformet. Derfor var det heller ikke ualmindeligt, at de uden nogen ydre årsag simpelt hen styrtede sammen.

Lejlighederne var ikke særligt store endsige godt vedligeholdte, og priserne var skyhøje.

Ganske karakteristisk fremgår det af en bygningsvedtægt fra tiden, at den f.eks. ikke angav noget minimum for bæreevnen af stueetagens mure, men bestemte derimod, at væggene ikke måtte være over en vis tykkelse. De skulle ikke tage for meget plads op.

Vand måtte man hente, og fyldte natpotter måtte bæres ned ad trange, slidte trapper. Ofte blev de derfor tømt ud ad vinduerne.

Mange kvarterer var præget af slum, fattigdom, kriminalitet og prostitution.

Det gælder bl.a. Subura lige nord for Forum, hvor Julius Cæsar ikke desto mindre voksede op.

Både Martial og Juvernal skildrer livet i diss billige insulaer, med dybe trapper uden lys, uhumske små rum og besværet med at slæbe natpotten ned og vandet op.

Skønt det var meningen, at beboerne skulle spise ude, lavede mange alligevel mad i hjemmet, hvilket indebar stor brandfare.

En del af husene var som nævnt så dårligt byggede, at de brasede sammen, men det var en fed forretning at være bolighaj.

En af de største af tidens boligspekulanter var den politiske ledere Marcus Licinius Crassus, der nåede at blive konsul to gange.

Han var Roms rigeste mand omkring 60 f. Kr.

Denne insularuin ved Capitolium kan besøges i tre etager uden far for liv og lemmer.

Selv om mange af adskillelserne er brudt sammen, kan man alligevel stadig danne sig et billede af hhv. små og store lejligheder.

Huset lå ret godt, lige ved Capitol, og har heller ikke været det rene slum. Imodsæt-ning til fleste insulae, må det have været solidt bygget, siden det står endnu.

Hvor højt huset oprindeligt var, er svært at sige, da det åbenbart har klynget sig til selve Capitols jord- og klippemasser.

Førstesalen har givet vis været den mest eftertragtede. Den har ligget hævet over gadeplan, men alligevel har man ikke været besværet af mange trapper.

Huset, som muligvis har kunnet rumme ca. 380 beboere, har sandsynligvis reddet livet, fordi man byggede en lille kirke inde i bygningens rester i middelalderen.

Man kan endnu endnu fra gadeniveau se en Madonna fra det 13. århundrede i murmasserne.

Først i 1930’erne blev området systematisk udgravet.

Udefra fra gaden gør man sig intet begreb om, hvor meget de overgroede murrester skjuler.

Man skal indenfor.

Aracoelitrappen.

Hvis man stadig har kræfter tilbage i benene, anbefales det varmt at tage de hårde, middelalderlige trapper op til Santa Maria in Aracoeli.

Navnet betyder Santa Maria "ved det himmelske alter".

Det er en tidlig kristen kirke fra 500-tallet, hvor alle de prægtige 22 søjler stammer fra antikke templer og kejserboliger.

I 1700- tallet var forskerne overbevist om, at kirken var bygget oven på det store Jupitertempel på Capitol. Men i virkeligheden ligger kirken på en bakketop ved siden af , kaldet Arx, hvor Jupiters gemalinde Juno blev tilbedt (og mønter præget).

Nogle af kirkens søjler stammer utvivlsomt fra Junotemplet selv, men nr. tre fra venstre bærer en inskription, der viser, at den stammer fra et kejserpalads på Palatin.

Denne søjle er altså blevet trukket et godt stykke vej, først ned ad bakke og så op ad bakke igen, før den fandt sit blivende sted her.

Vi skulle måske også lige betragte denne bemærkelsesværdige trappe, Aracoeli-trappen.

Den har 124 marmortrin og blev anlagt i 1346, som tak for, at byen undgik en pestepidemi.

Igen har vi et eksempel på romersk genbrug.

Marmortrinene stammer nemlig fra Qurinalhøjen, hvor de oprindeligt blev anvendt som trin op til kejser Aurelians soltempel.

Han var kejser i Rom 270 -75, og det var også ham, der påbegyndte Roms nuværende bymur, den 18 km lange Aurelianske Mur, der oprindelig havde 18 byporte og 381 tårne.

Den blev færdigbygget under hans efterfølger kejser Probus 276 – 282. Den nye bymur omfattede et langt større område end den oprindelig bymur, Serviusmuren, som vi i dag kan se en rest af uden for Statione Termini.

Den var blevet anlagt af Roms sjette konge Servius Tullius omkring 600 f. Kr. og senere udvidet under Sulla omkring 70 f. Kr. Med den Aurelianske mur kom nu også Monte Pincio, Marsmarken og Trastevere.

I 1300-årene blev Aracoelitrappen anvendt som podie for politiske talere, men i 1600-tallet blev det på et tidspunkt almindeligt, at hjemløse udlændinge og fattige sov på trinene. Det blev imidlertid for meget for fyrst Caffarelli, der boede oppe på højen. Han jog dem bort på en meget direkte og nok effektiv måde, idet han rullede tønder fyldt med sten ned imod dem.

Indtil renæssancen var Aracoelitrappen den eneste, der førte op til Capitol og et blik på den, eller endnu bedre – det lader vi nu være med i dag – en vandring op ad den, fortæller én, at den var skabt for stærke romerske lægmuskler.

Cola di Rienzo

Derfor vil vi også foretrække at benytte den mere flade og svagt stigende og langt blidere renæssancetrappe ved siden af. Den hedder Cordonata og fører op til Capitoliumog Piazza del Campidoglio.

Ved foden af Cordonata står to ægyptiske sfinxer i granit. Det er afstøbninger. Originalerne findes inde på det Capitolinske museum. De to sfinxer har oprindelig stået i Isis og Serapis templet, der lå ovre bag Pantheon, og hvis rester i dag sandsynligvis ligger under nogle af husene på Via di S. Ignazio og Via di Stefano del Cacco.

Vi begiver os langsomt op ad Cordonata.

Inde til venstre i det grønne står en lille statue af Cola di Rienzo, oprøreren fra middelalderen, der i 1300 -årene efter sigende blev myrdet ved foden af Aracoelitrappen.

Ved sin glimrende veltalenhed havde Cola di Rienzo vundet masserne for sig mod adelen.

Han blev tribun i Rom og blev beundret i store dele af Europa, indtil han vakte stor modvilje imod sig pga. af de tunge skatter, han pålignede borgerne og pga. hans efterhånden voksende dispoti.

En morgen, da han lå i sin seng her i senatspaladset på Capitol, hørte han en rasende folkemængde råbe "Død over forræderen".

Iført rustning og med Roms banner i hånden prøvede han at tale til folkemængden, men den ville ikke lytte, og fortsatte med at råbe.

Han vendte så tilbage til sit værelse og opdagede, at han var alene på paladset, og da han snart efter lugtede brandlugt, vidste han, at pøblen havde sat ild på hovedporten.

Derfor søgte han nu at maskere sig. Han klippede sit skæg af og kastede nogle få pjalter over sit fornemme tøj, og så firede han sig i nogle knyttede lagener ned i gården og masede sig vej ud til mængden og sluttede sig til råbet "Død over forræderen".

Imidlertid gik det galt for ham, da én blandt mængden genkendte ham, da han opdagede hans guldarmskinner under pjalterne.

Han blev nu slæbt hen til foden af Aracoelitrappen, hvor forbrydere på den tid blev henrettet.

Da ingen blandt mængden imidlertid, da det kom til stykket, havde mod til at stikke ham ned, lå han her angst og bævende en hel time med foldede hænder. Så endelig tog en mand ved navn Cecco del Vecchio mod til sig og stak ham ned.

Derefter blev han ved fødderne slæbt hen til San Marcello ved Piazza Venezia, hvor han i to dage og nætter hang med hovedet nedad. På den tredje dag blev hans krop slæbt hele vejen hen til torvet foran Augustus Mauseleum og brændt på en hob af tidsler.

Castor

og Pollux

Øverst, hvor trappen ender, står de to dioskurer, Castor og Pollux, der er to restaurerede antikke statuer. De bærer ikke harnisk, men er næsten nøgne og viser deres herkomst med to små, mærkeligt formede huer, der illustrerer halvdelen af et svaneæg. For deres mor er jo Leda, Zeus’s elskerinde.

De to Zeussønner står her ved trappen, fordi de spillede en stor rolle i den antikke tradition.

Det var dem, der i 496 f. Kr. som de første kom til Rom på deres heste og fortalte om romernes betydningsfulde sejr over latinerne ved Regillus søen.

Capitolium

Og så står vi på Capitolium, der nu bærer det italienske navn Piazza di Campidoglio.

Denne høj, den højeste af de oprindelige syv høje, er Roms akropolis og antikkens religiøse og politiske centrum gennem henmod 1000 år. I antikken bestod højen som nævnt af to toppe med en dal imellem

Ordet Capitoleum kommer af personnavnet Tollius, der var en mytisk helt, hvis kranie, man mente at have fundet heroppe på højen omkring 500 f. Kr.

Dette fund tolkede de romerske augurer som gudernes tegn på, at Rom en dag ville blive verdens hoved (caput).

Derfor blev højen kaldt Capitolium (capite Toli).

I dag er pladsen en utrolig smuk og meget helstøbt og harmonisk renæssanceplads, måske den smukkeste i Rom – nogen vil måske endog sige i verden.

Dener skabt af Michelangelo, da den gamle mesters øjne ikke mere kunne se at male, og med stor og genial virkning har han ladet de to sidepaladser skråne lidt udad, så pladsen synes større, end den egentlig er.

I baggrunden midt for ser vi Roms rådhus, Palazzo Senatorio, til højre ligger Palazzo dei Conservatori og til venstre Palazzo Nuova. De to sidstnævnte rummer i dag de capitolinske museer.

Verdens ældste rytterstatue

Måske skulle vi sætte os ned på et af de lave travertintrin ovre på højre side, sådan at vi sidder med ryggen til Palazzo dei Conservatori.

Midt på pladsen står verdens ældste rytterstatue, kejser Marcus Aurelius til hest.

Han var kejser fra 161 – 180.

I dag er det en kopi af rytterstatuen, vi ser. For i 1990 var man nødt til at flytte originalen ind på museet, fordi den var stærkt medtaget af syreregn.

Ifølge et gammel sagn siges det, at når guldglansen atter vender tilbage til på Marcus Aurelius og hans hest, så skal verden forgå.

Inde på originalen i Palazzo Nuova kan man kun skimte lidt af bronzens oprindelige forgyldning, så vi skulle altså ikke være i øjeblikkelig fare.

Når vi står ved rytterstatuen, er der måske nogen, der kan genkende den skæggede og krøllede kejser fra møntbilleder, de har set eller fra billedet i en skolebog.

Se godt op på ham, hans magtfulde udtryk og talende gestus.

Man mindes en af hans små "Betragtninger over mig selv", hvor han spørger: "Hvad er jeg? Et åndepust, der slæber på et lig".

Han er jo blevet kaldt "filosofkejseren" på grund af sine humanistiske holdninger.

Bl.a. skrev han: "Dette er vejen til fuldkommenhed, at leve hver dag, som var det den sidste, uden feber, uden sløvhed og uden at spille nogen rolle" - eller: "Hvis en anden opfører sig dårligt imod dig, giv dig straks til at overveje, hvad der har været det synspunkt, om det har været rigtigt eller forkert, der har ført ham til at handle ilde imod dig. Så snart du er blevet klar over det, vil du have ondt af ham og hverken være forbavset eller vred."

Fornemmer man ikke her ligesom et varsel om en kristen tankegang hos denne kejser, der imidlertid fuldt og helt var tro mod den romerske gudeverden?

Det blev da heller ikke Marcus Aurelius, men derimod kejser Trajan, hans 50 år ældre kollega, der som den eneste romerske kejser af pave Gregor den Store (590 – 604) blev udnævnt til at være en såkaldt "æreskristen" og den eneste udøbte kristne i historien.

Årsagen var vist nok den, at paven var rørt over, at Trajan havde vist medfølelse med fattige og enker.

Derfor bad han Gud om at åbne portene til den kristne himmel for denne gode og barmhjertige hedning. Gud besvarede efter sigende ikke Gregors bøn alt for villigt og skulle have betinget sig, at paven ikke fremover kom med for mange af den slags anmodninger.

Paven og Gud havde åbenbart helt glemt alle de tusinde krigsfanger, Trajan havde ladet nedhugge, fordi det på det tidspunkt var økonomisk ufordelagtigt at sælge dem som slaver.

Problemet med en udøbt kristen var til diskussion i middelalderen, indtil højmiddel-alderens berømte dominikanermunk, St. Thomas Aquinas (1225 – 74) løste problemet ved at erklære, at Trajan havde vist sig efter sin død lige netop længe nok til at blive døbt, så alt var i bedste orden.

Måske burde kirken i stedet for have gjort Marcus Aurelius til "æreskristen".

Ham, der skrev: "Lige meget hvad folket siger eller gør, så er det min pligt at være god".

Og ham, der med åbenlys modvilje vandrede til forestillingerne på Colosseum og ærgrede og irriterede tilskuerne, fordi han under de bloddryppende lege, beskæftigede sig med at læse og underskrive dokumenter.

Ved en skæbnens ironi er denne verdens ældste rytterstatue blevet bevaret for eftertiden pg.a. pavekirkens lykkelige fejltagelse.

Man troede nemlig, at statuen forestillede Konstantin den Store, og derfor stod den i 500 år uden for San Giovanni in Laterano, hvorfra Michelangelo lod den flytte her til Piazza Campidoglio i 1538.

Her blev den så anbragt på den elegante og meget smukke sokkel, som Michelangelo havde tegnet, og som er dannet af en af søjlerne fra templet for Castor og Pollux.

På den måde Michelangelo anbragte rytterstatuen her midt på Piazza Campidoglio, holder den også hele pladsen i balance bl.a. ved hjælp af den meget sindrige og smukke geometriske brolægning, der stråler ud fra statuens sokkel.

Og her rider han så, denne prototype på alle de mange bronzeryttere, der siden den tid har sporet deres heste på verdens offentlige torve.

Palazzo Senatorio

Til højre for os har vi Roms smukke rådhus, Palazzo Senatorio.

Facaden med den skønne dobbelttrappe, præget af renæssancens uendelighedsmani og portalen med de to antikke flodguder Nil og Tiber er helt Michelangelos værk.

Over fortænen i portalens niche placerede Michelangelo oprindelig en lille skulptur af Pallas Athene, bybeskytterinden, et antikt arbejde kaldet Roma Trionfante. Men en halv snes år senere blev den udskiftet med en smuk lille statue af gudinden Minerva udført af hvidt marmor og porfyr. Har Pallas Athene mon være for græsk for romerne? I dag findes hendes lille skulptur på Capitolmuseet.

Rådhusets slanke tårn blev først opført i 1579.

Tabularium

Da Palazzo Senatorioer bygget på Capitols skrænt mod Forum Romanum, kan man ikke fra Piazza Campidoglio se, at det hviler på et antikt bygningsværk. Det kan man derimod se fra sydsiden og fra vest- og østsiden.

Den antikke bygning fra 70 f. Kr. under Palazzo Senatorio er Tabularium, det antikke Roms statsarkiv, hvor alle love og forordninger opbevaredes, indristet på tavler af bronze eller træ.

Antikkens facade bestod af åbne arkader i to etager, men blev i middelalderen slemt medtaget. Arkaderne blev med undtagelse af en enkelt bue, der skulle tjene som port, uden videre muret til, ligesom man udhuggede ulige store vinduer, hvor det bedst kunne lade sig gøre.

Man kan i dag godt besøge Tabulariet, selv om det bestemt ikke er noget smukt syn. I 1600-årene led det stærkt ved at blive brugt som saltlager, og på Michelangelos tid blev det benyttet som heststald for senatorernes heste.

Men trods alt, er der tale om en af de meget få bevarede bygninger fra den romerske storhedstid.

Palazzo dei Conservatori

Paladset bag os er Palazzo dei Conservatori.

Det blev anlagt til Roms konservatorer i 1450 af pave Nicolaus V og bygget for nogle af de offerpenge, kirken havde modtaget i forbindelse med jubelåret.

Godt 100 år senere blev det så efter Michelangelos plan omdannet til det nuværende renæssancepalads, men det stod først færdigt i 1568, fire år efter Michelangelos død.

Der var engang

Mens vi sidder her med ryggen til dette pragtfulde renæssancepalads kunne det være spændende at lukke øjnene og forestille sig, at det hele bare forsvandt i et nu.

Ingen paladser, ingen Cordonatatrappe eller Aracoelitrappe. Ingen Santa Maria in Aracoeli og intet Victorio Emanuellemonument.

I stedet er der tempelbygninger overalt.

For, når vi åbner øjnene igen, er vi rykket 2.500 år tilbage i tiden.

Vi er tilbage i antikken på Roms akropolis på Capitol, byens religiøse og politiske centrum på den største og højeste af Capitoliums to toppe, hvor talrige templer ligger tæt op til hinanden. Nogle er små, andre ret store. Flere af dem bærer præg at være ret gamle.

Men læg mærke til, at alle templerne har deres front, deres åbning mod syd ned mod Forum Romanum.

Vejen op til Capitolium gik da også op fra forum. Den hed Clivus Capitolinus og gik i et kraftigt sving til venstre om Tabularium op ad den stejle høj.

Man kan altså sige, at Capitolium her i antikken åbner sig ud mod Forum Romanum, mens det senere efter kristendommens sejr og gennembrud vender ryggen til forum og til den hedenske verden, som forum symboliserer, og åbner sig mod vest – måske mod Peterskirken?

Og nu sidder vi så og hviler ryggen op ad det mægtigste tempel af dem alle, nemlig det tempel, der har knejset heroppe gennem mere end 1000 år.

Det er det største tempel i den romerske verden. Templet for den mægtigste af de romerske guderJupiter Optimus Maximus.

Længere ovre mod nordøst på Capitolium på den anden af højens to toppe tæt ved den senere Santa Maria in Aracoeli ligger Juno Monetas tempel.

Det blev indviet den 1. juni 344 f. Kr., og det rigt udstyrede tempel, hvis tag var forgyldte bronzeplader vidner om romernes respekt for Juno, der også blev kaldt Regina Caelestis, Himmeldronningen.

Oprindeligt hed det blot Junotemplet, og tilnavnet Moneta er formentlig opstået, efter at senatet i 269 f. Kr. begyndte at udmønte sølvdenarer i dette godt beskyttede tempel tæt ved republikkens borg, Arx, der lå her tæt ved nutidens Vittorio Emanuele Monument.

Juno Monetas tempel fungerede herefter som statens møntværksted helt frem til omkring omkring år 80, da man etablerede en ny mønt Moneta Caesaris ovre i nærheden af den nuværende Piazza Colonna.

Syd for Jupiters tempel ud mod Forum Romanum ligger Den Tarpeiske Klippe, Rupe Tarpea. Det er herfra dødsdømte forbrydere og efterhånden også andre, man vil af med, bliver kastet ud.)

I Jupitertemplet mødes senatet hvert nytår ved mødesæsonens begyndelse, og her foretages alle de ceremonielle ofringer, der bringes af nyudnævnte embedsmænd og af generalerne, inden de drag af sted til krigene. Her ved templet er det også, at konsulerne hvert år forstår udskrivningen af mandskabet til hæren. Endelig er det her ved Jupiters tempel, at en triumfator sluttede sit triumftog.

Templet blev oprindeligt indviet den 13. september 509 f. Kr.i den romerske republiks første år.

Talrige gange er det brændt ned til grunden eller blevet ødelagt ved jordskælv gennem de hen mod 1000 år, men hver gang blev det genopbygget og i en stadig mere pragt-fuld skikkelse.

Det ældste Jupitertempel var ligesom de øvrige templer dengang stærkt præget af etruskerne.

Murene var af tuf og søjlerne af træ, og tagkonstruktionerne og tempelforhallen arkitrav var også af træ. Templets bjælker var også efter etruskisk forbillede beklædt med terracottaplader, der var stærkt dekorerede med malede relieffer. Selve tempel-gavlen var udsmykket med store terracottastatuer og øverst oppe på templets gavl stod Jupiter og strålede i sin quadriga (vognforspand bestående af fire heste ved siden af hinanden) med et fyrigt forspand.

Inde i den tredelte cella sad Jupiter Optimus Maximus i den midterste niche fremstillet i mangefarvet terracotta, og i sidenicherne stod Juno og Minerva, der sammen med Jupiter dannede den såkaldte capitolinske triade.

I 296 f. Kr. blev terracottaquadrigaen erstattet med en ny og mere imponerende fremstillet i bronze. Pengene hertil stammede fra bøder betalt af Roms ågerkarle.

En kraftig fornyelse af templet skete i 179 f. Kr., hvor de samme to censorer, der også havde grundlagt Basilica Aemilia nede på Forum Romanum, bekostede en nødvendig renovering af det gamle tempel. Tempelvæggene og søjlerne blev beklædt med stuk, for at de skulle se ud som marmor, og gulvene blev belagt med mosaikker i kunstfærdige mønstre, mens loftet samtidig blev dækket med forgyldte bronzeplader.

Imidlertid udbrød der en frygtelig brand ud i templet den 6.juli 83 f. Kr., der ødelagde den gamle helligdom totalt.

Det var den største katastrofe, templet indtil da havde været ude for, og Sulla gav straks ordre til, at det skulle genopbygges.

Denne gang blev det genopbygget i sten, og de antikke forfattere beretter om den pragt, som det nye tempel blev udstyret med. Taget var af forgyldt bronze, og foruden en ny forgyldt quadriga øverst på templets gavl, blev der også her opstillet statuer af Jupiter og gudinden Roma. Inde i tempelhallen blev der opstillet en ny Jupiter af guld og elfenben, der fremstillede guden siddende som var han den olympiske Zeus. Ro-merne var mere end himmelfaldne over den ødselshed, templet var blevet udsmyket med.

Det var over til dette tempel, at den gale kejser Caligula (37 – 41) i flg. den romerske historieskriver Sueton byggede en bro fra sit palads på Palatinerhøjen, for at han på stjerneklare nætter let kunne vandre over til "sin broder Jupiter" og udveksle tanker med ham.

Men nye ulykker skulle også ramme denne pragtbygning. To gange med ca. 20 års mellem slog lynet ned i dette højtliggende tempel, og i 69 under den voldsomme magtkamp mellem kejser Vitellius og hans besejrer, den senere kejser Vespasian, brændte Jupitertemplet igen ned til grunden.

Næppe var det nye Jupitertempel, som kejser Vespasian lod rejse på tomten af det gamle, blevet indviet, før det blev offer for den storbrand, der i 80 opstod på Campo di Marzio og omdannede store dele af denne og det meste af Capitolium til en stor brandtomt.

Det blev herefter kejser Domitian, der skulle få æren for byggeriet af et nyt tempel

for Jupiter Optimus Maximus, der skulle blive stående i århundreder, og som i pragt og rigdom kom til at overgå alt, hvad man tidligere havde set.

Det nye tempel blev opført i marmor, og kom ifølge den samtidige romerske historieskriver Plutarch til at koste kejseren selv 75.000.000 denarer, hvilket er et helt utroligt beløb, idet man regner med, at en ufaglært arbejder tjente 1 denar om dagen.

Dets proportioner og materialepragt skal da også have virket helt overvældende på alle. Alene forhallen med den store trekantgavl båret af seks slanke søjler af pentelisk marmor skal have været et kunstværk i sig selv, ligesom de tre høje med guldplader beslåede porte ind til tempelhallen bag forhallens søjler skal have taget sig fantatisk ud.

Nok muligt er det, at romerne med dette skue har følt sig styrkede af Jupiters vælde,

og det guddommelige ved hele sceneriet er givet vis også blevet styrket ved synet øverst på tempelfronten af den tronende Jupiter i sin forgyldte bronzequadriga flankeret af guderne Mars og Minerva i hver sin forgyldte biga (vognforspand bestående af to heste ved siden af hinanden) og begge gengivet i heroisk positur.

For enden af den vældige tempelhal i midterskibets niche tronede Jupiter i en magtfuld skikkelse med sit knippe af lyn i sin udstrakte højre hånd og med et strengt næsten truende udtryk i ansigtet. I sidenicherne stod oprejste statuer af Juno og Minerva.

Den capitolinske triade sendte på ny en aura af guddomskraft omkring sig.

På de store festdage blev Jupiters ansigt malet med rød mønjefarve, ligesom statuen blev iklædt sin festdragt, der bestod af en tunica med broderede palmegrene og over denne en purportoga med guldbroderier.

Det var en lignende festdragt, vi så kejseren i på Stadium Domitiani, og det var også den, man iklædte statuer af konsuler, senatorer og generaler rundt om i Roms gader, i søjlehallerne og foran templerne på de store festdage.

Tilsyneladende var Domitians Jupitertempel endnu fuldt intakt på kejser Honorius’ tid omkring 400, men i løbet af 400-tallet tog ødelæggelserne af det til. De pragtfuldt forgyldte bronzedøre og alle de smukke forgyldte bronzestatuer blev sendt til Byzans til det østromerske rige, og i 455 røvede og bortførte vandalerne det forgyldte tag, så templet kom til at stå åbent for vejr og vind og kom efterhånden mest af alt til at ligne en ruin.

Alligevel eksisterede det stadig på Karl den Stores tid omkring år 800, selv om det altså var blevet kraftigt ribbet for dets udsmykning, og først i 1000-tallet kunne historikere imidlertid konstatere, at dette templernes tempel nu lå helt i ruiner.

Præcis hvornår Jupitertemplet forsvandt og om under hvilke omstændigheder, det skete, ved vi ikke.

En brand eller et jordskælv kan have lagt det endeligt i grus, men det kan selvfølgelig også være sket ved menneskehånd.

Ja, så er tilbage i nutiden, og igen har vi Palazzo dei Conservatori bag os.

Først i perioden 1915 – 1918, da man gravede her ved Palazzo dei Conservatori, fandt man grundmurene til Jupitertempler.

Det blev herefter målt op, og inde på museet i "Sala VI" markerer en skrålinje på gulvet templet byggelinje

De capitolinske museer

Lige over for ligger så Palazzo Nuova, der også blev tegnet af den gamle mester, men først blev færdigbygget i 1655.

De to paladser rummer i dag de capitolinske museer, som vi vil gå ind og studere nærmere.

Oppe fra de mange smukke sale er der er også en strålende udsigt over Rom, og en kæmpemæssig tagterrasse med et cafeteria giver én mulighed for dels at hvile benene lidt og dels at læske tungen med noget koldt. Det trænger man til, når man som vi bevæger os rundt til fods.

Museo Capitolinier Europas ældste offentlige museum, der rummer en uhyre samling af verdens største og smukkeste kunst.

Her findes en overdådighed af marmorsarkofager, mosaikker, etruskiske keramik- og teracottaarbejder og en helt enestående samling originale portrætbuster. Inden for denne kunstart har romerne ydet deres ypperste. Alle kejserne, deres hustruer og familier træder levende frem i disse mesterlige arbejder.

I det capitolinske pinakotek finder vi endvidere malerier af Velasquez, Rubens, Tizian og adskillige andre af renæssancens store malere.

Selvfølgelig vil det her føre for vidt at give en beskrivelse af alt det, der findes i paladsernes fornemme sale.

Vi kan gå rundt i dem sammen, men det kan kun blive lidt overfladisk. For her kan man gå i adskillige dage.

Jeg vil dog her fremhæve nogle få ting fra samlingerne:

Fra Palazzo Nuova:

Den originale bronzerytterstatue af Marcus Aurelius fra det 2. århundrede.

Filosoffernes Hal

med en rig blanding af portrætter af græske politikere, videnskabsmænd og litterære skikkelser, 79 i alt, i form af romerske kopier, der har udsmykket elitens biblioteker, villaer og haver i antikken.

"Den døende galler"

. Krigeren er en dødeligt såret barbar fra Galatien, der udgjorde en del af en triumfal gruppe, der blev rejst på Akropolis i Athen efter sejren over gallerne i 230 f. Kr. Statuen er meget udtryksfuld og viser træk, der ikke er så typiske set for det græsk-romerske skønhedsideal.

Alexander Severus som jæger

. Det er en marmorstatue fra 200-årene, hvor kejserens positur er en efterligning af Perseus, der holder Medusas hoved frem, efter at han har dræbt hende, mens hun sov.

Busten af "Junius Brutus".

Indlægningen af elfenben og glas gør øjnene på dette portræt fra 3. århundrede f. Kr. meget levende. Det er fejlagtig blevet identificeret som et portræt af Roms første konsul Brutus, der befriede Rom fra etruskerne, men det rolige og strenge ansigt harmonerer særdeles godt med idealbilledet af en romer fra republikkens tid.

Fra Palazzo dei Conservatori

:

Kolossalstatuen, der står i gården,

er Konstantin den Store. Den består af hans 2,60 meter høje hoved plus nogle kæmpe legemsdele. Det er kun de dele, der på statuen stod nøgne og var gengivet i marmor, der er bevaret. De øvrige dele i bronze og andet materiale er forsvundet. Alene hovedet af denne kæmpe vejer 9 tons, og af statuens mål kan man slutte, at det kun har været muligt at placere en så enorm statue af Konstantin siddende i den ellers anselige apsis i hans kolossale basilica, som vi senere i dag skal se ned på Forum Romanum.

Spinarius

, Tornudtrækkeren, drengen, der trækker en torn ud af sin fod. En herlige og meget realistiske bronzeskulptur., der måske er fra det 1. århundrede f. Kr.

Den Capitolinske Ulvinde

, der er en bronceskulptur fra begyndelsen af det 5. århundrede f. Kr af Roms vartegn, der illustrerer en af Roms vigtigste legender. Naturalismen er forbundet med noget abstrakt. De udspilede næsebor, de åbne øjne og de tre rynker i panden skaber en stærk følelse af noget virkeligt, men kroppens linjer er stærkt stiliserede. Tvillingerne, Romulus og Remus, er tilføjelser fra renæssancen.

Den Capitolinske Venus

er en marmorskulptur fra det 2. århundrede, der står i et lille værelse for sig selv. Dens fodstykke kan dreje rundt, så hun kan beundres fra alle sider.

Jeg tror, det vil være rimeligt, at vi afsætter ca. 1 time i alt til vores museumsbesøg, hvorefter vi mødes ude på pladsen igen foran Palazzo Senatorio.

Inden vi forlader denne skønne plads, som jeg selv synes er den smukkeste renæssanceplads, vil jeg foreslå, at man aflægger den et besøg en aftenstund efter mørkets frembrud. Det er en meget stor og smuk oplevelse, for pladsen og paladserne ligger meget smukt belyst og danner en pragtfuld kontrast til det omkringliggende mørke

Allermest fantastisk naturligvis på en aften med måneskin.

Om sommeren kan man somme tider høre symfoni- eller kammerkoncert heroppe.

Pladsen er jo som skabt til den slags en varm sommeraften.

Udsigten over Forum Romanum

Nå, vi går ned til venstre for Palazzo Senatorio og kommer så til terrassen med en pragtfuld udsigt ned over Forum Romanum.

Dér nede ligger det alt sammen for øjnene af os:

Nede til venstre har vi antikkens Senatsbygning, Curia, verdensrigets politiske kraftcentrum gennem århundreder.

Til højre for os resterne af det stor Saturntemplet. Her opbevarede man i antikken Romerrigets statskasse, aerarium populi Romani.

Ved siden af Saturntemplet et par søjlerester fra kejser Vespasians tempel og helt henne til højre De Olympiske Guders søjlegang

Helt nede under os, nogle meget sparsomme rester af Concordiatemplet, der ifølge traditionen blev rejst til minde om den endelig opnåede enighed (concordia) mellem patriciere og plebejere i 367 f.kr.

Lige foran os Septimus Severus’s vældige triumfbue, vel den bedst velbevarede af samtlige af antikkens triumfbuer.

Lidt til højre for den resterne af Rostra Julia, talerstolen, bygget under Julius Cæsar.

Den er der blevet flyttet lidt rundt med nogle gange gennem århundrederne, og den har været udstyret med skibssnabler fra de besejrede fjenders skibe. Deraf navnet "rostra". Den er mere end noget andet symbolet på romerfolkets frihed under republikken. Måske er det her, Ciceros afskårne hoved og hænder blev fæstnet i år 43 f. kr. som en hån mod denne mand, der netop fra denne talerstole havde fejret sit livs største triumfer som taler.

Med republikkens fald efter 31 f. Kr. havde Rostra udspillet sin politiske rolle, men alligevel blev den udbygget under Augustus, men blev nu primært anvendt til kejse-rens offentlige fremtræden og andre offentlige ceremonier.

Et stykke bag ved Rostra kan man skimte resterne af fundamentet til Divus Julius templet, templet for den guddommelige Cæsar, anlagt af Augustus på netop det sted på Forum Romanum, hvor Roms plebs i sin sorg og ophidselse i 44 f. Kr. havde brændt Cæsars lig med de 23 dolkestik.

Bag Saturntemplet de sørgelig ruiner af Basilica Julia, Cæsars engang så enorme basilica, fra hvis tag den gale kejser Caligula ifølge traditionen kastede penge i grams til folket flere dage i træk. En begivenhed, der skal have prentet sig sådan i folks bevidsthed, at en forfatter 300 år senere kunne fortælle, at der ved denne lejlighed omkom 32 mand og 247 kvinder – og én eunuk. De var simpelt hen blevet trampet ihjel.

Jo anekdoterne er mange. Ikke altid måske helt sande. Men de hører med til den store fortælling om romerfolket.

Historiens vingesus

Man fornemmer i allerhøjeste grad historiens vingesus her.

Forum Romanum ligger i dag som en smuk kirkegård, hvor den gamle verdens hjerte ligger begravet, og den bliver kun ligesom lidt levende igen, hvis man er i stand til ved hjælp af sin fantasi at genkalde sig en slags forestilling om de genrejste forsvundne søjler, de manglende forgyldte tage, de genopstillede statuer på deres sokler – ikke i hvidt marmor, men i mange strålende farver – men også de mange små taverna og forestillingen om de snævre gyder med en støjende og skubbende menneskemængde, der lugter af pomade og hvidløg, hver især hastende af sted og masende sig frem.

Ja, hvis fortiden dog kunne tale.

Ordet forum menes at komme af ordet "foras", der betyder udenfor (bebyggelse). Forum Romanum lå jo uden for den først bebyggelse oppe på Palatinerhøjen

Når vi står her på trappen, kan vi stadig fornemme, at Forum Romanum ligger i en lavning omgivet af nogle høje, der i antikken var meget højere end i vore dage.

Her mod nord hæver altså Capitol sig. Mod vest løfter Palatinerhøjen sine bratte skråninger, men mod nordvest åbner Forum sig i en dal, der fører mod Tiberen. Øst for forum stiger højene Viminal, Quirinal og Esquilin blidt opad, mens forum mod syd afgrænses af den lille Veliahøj.

Roms Forum er faktisk ikke ret stort, når man tænker på, at det i mange år var centrum for Imperium Romanum. Det er 160 meter langt og 75 meter bredt, altså 12.000 m2. Det var brolagt, og der har været lagt fliser oven på. I dag går man stadig på den antikke brolægning.

Der er ca. 1200 år imellem, at de første bygninger blev rejst her i den drænede sumpdal og så 608 e.kr., da den byzantinske kejser Focas som den sidste blev hædret med et monument på Forum Romanum, Focassøjlen.

I løbet af de mange år er naturligvis i hundredevis af store og små bygninger – træboder, tabernae, templer, basilicaer, ja bygninger og momumenter af enhver art – blevet rejst for atter at forsvinde som ofre for almindeligt slid, nedrivninger, ombygninger, ildebrande og jordskælv.

Givetvis har området gennem de 13 – 14 århundreder ændret udseende mange gange, men næppe så fuldstændigt, at dets oprindelige beboere ikke ville have kunnet genkende det.

For Forums faste strukturer har overlevet århundredernes skiften.

Det hænger sammen med, at de fleste bygninger var indviede til guderne, og at de nye derfor blev placeret på de samme byggegrunde som de tidligere bygningsværker og måske kun adskilte sig fra dem ved at tage sig endnu mere pragtfuld ud. Dette forhold hænger sammen med, at antikkens romere både var dybt religiøse og stærkt konservative.

Fra omkring 400 begyndte Forum at lide under den almindelige dekadence og blev lidt efter lidt fuldkommen lagt i ruiner bl.a. pga. krigshandlinger og jordskælv.

Derfor forsvandt ruinerne fra antikken gradvis i takt med, at jordsmonnet steg, ligesom der blev bygget oven på dem i middelalderen og i de følgende århundreder

I Middelalderen blev flere af ruinerne ombygget til kirker, mens den vildtvoksende flora bredte sig over resterne.

Kvæget græssede fredeligt over hele området, der nu blev kaldt Campo Vaccino, mens rygende kalkovne hist og her forvandlede den dyrebare marmor til kalk, og med renæssancen begyndte den begærlige jagt efter værdierne.

Griske hænder greb efter smukt forarbejdede søjler, relieffer og de allerede tilhugne sten, ligesom man gravede skakter ned under jordlagene for metodisk at kunne få fat i det, der var tilbage fra antikkens glansperiode.

Uden dette ran fra antikkens storhedstid kunne de mange smukke renæssance- og barokpaladser og kirker, der stadig pryder Rom, som nævnt ikke tænkes.

Men så i løbet af 1800-tallet begyndte man fra officielt hold systematisk at frilægge de gamle ruiner, og i 1900-årene specielt under Mussolini tog udgravningerne for alvor fart.

Man kunne have valgt at bevare middelalderbygningerne eller at grave sig frem til lagene fra Cæsars og Augustus’s tid, eller helt ned til de allerældste bygningsrester, men man valgte at frilægge de yngste antikke lag, dvs. Forum, som det så ud i den sene kejsertid.

Det gjorde man formodentlig ud fra en blanding af æstetiske, propagandamæssige og arkæologiske hensyn.

Herved fik man hentet de flotteste og største ruiner frem til beundring, samtidig med at man undgik at grave sig ned igennem – og måske ødelægge – flere lag end højst nødvendigt, men i stedet gemme dem for den fremtidige forskning.

Jeg var før inde på, at Forum havde faste strukturer, og vi har allerede set, hvordan den nordlige del var det politiske livs hellige steder.

I den modsatte sydlige ende af Forum bag ved fundamentet til Divus Juliustemplet findes nogle helligdomme, der er blandt Roms ældste og helligste: Regia, kongens hus, hvor den præst bor, som man kalder rex sacrorum.

Overfor på den anden side af Via Sacra ligger det runde Vestatempel, hvor Roms hellige arne befandt sig, og hvor det var vestalindernes opgave altid at vedligeholde en evig ild.

I tilslutning hertil lå vestalindernes hus og Domus Publica der var embedsbolig for Pontifex Maximus, der var overhovedet for den officielle romerske gudsdyrkelse.

Læg mærke til, at den romersk-katolske pave har overtaget denne titel som en af hans mest fornemme.

På begge sider af Forums midte ligger de store basilikaer, der bl.a. var en slags "retfærdighedens højborge", hvor retssager foregik, og hvor prætoren tronede.

Men Forum tiltrak sig i høj grad også forretningsmænd, og to rækker butikker kantede da også pladsen mod vest og mod øst.

Om formiddagen afsluttede man forretninger der, og om eftermiddagen mødtes mennesker fra alle samfundets lag der.

Embedsmænd holdt taler til folkeforsamlingen, borgerne stimlede sammen for at lytte til de store advokater, der også var det politiske livs ledende skikkelser.

Folket strømmede spontant til Forum ved den første den bedste lejlighed, og det var også på Forum, at de fornemme familier holdt lovtaler over deres døde, og her, der i ældste tider foregik gladiatorkampe i tilknytninger til begravelsesceremonierne.

Indtil kejserne på grund af pladsmangel på Forum Romanum begyndte at bygge deres nye fora, var Forum Romanum altså Roms politiske, økonomiske, religiøse og juridiske midtpunkt.

Men derefter tabte det langsomt sin store betydning.

Ned på Forum Romanum

Når vi nu går ned på Forum, ville det nok være en god idé, at man har en plan over Forum med på vores tur rundt. En sådan findes i de fleste rejsebøger om Rom.

Vi vil så herefter gå rundt og se på de forskellige monumenter

Vi skal nok regne med at gå rundt på Forum i en halvanden times tid. Det vil også afhænge lidt af, hvor varmt det er, for her kan være utroligt hedt nogle dage.

Concordiatemplet

Lige neden for trappen til højre har vi som nævnt nogle meget sparsomme rester af Concordiatemplet.

I flg. traditionen blev Concordiatemplet som nævnt rejst til minde om den endelig opnåede enighed (concordia) mellem patriciere og plebejere i 367 f. Kr.

Imidlertid har vi først konkrete beviser for eksistensen af et tempel her fra 121 f. Kr.

Det blev anlagt af L. Opimius, føreren for blodbadet på C. Cracchus og hans tilhængere år 121 f. Kr. Det blev altså bygget til minde om borgerskabets "enighed"

Det var også i dette tempel, at det romerske senat den 3. – 5. december 63 f. Kr. holdt de famøse møder i forbindelse med opgøret med Catalina, og det var her Marcus Antonius den 1. og 19. september 44 f. Kr. angreb Cicero i sine taler.

Som led i Augustus’ restaurering og nyordning af bygningerne på Forum lod Tiberius det gamle Concordiatempel ombygge og indviede det i år 11.

Templets bagvæg stødte helt op til Tabularium.

Det kom til at indgå som et element i Augustus’ fredsprogram om stændernes enighed, om enigheden mellem de forskellige samfundsklasser, concordia ordinum, der var et kendt begreb i republikkens sidste år.

Det var Ciceros mål, Cæsar tog det op, og Augustus betragtede sig som den endelige skaber af concordia ordinum.

Derfor blev templet også indviet på årsdagen for Octavians antagelse af titlen Augustus den 16. januar ( 27 f. Kr.). Det skulle symbolisere Concordia Augusta, den af Augustus skabte enighed og fred.

Templet er afbilledet på en Tiberiusmønt, der viser en 6-søjlet forhal. Trappen er til højre flankeret af Hermes (symbolet på resultaterne af concordia, tryghed og velstand), og til venstre af Herkules (symbolet på fredelig handel og samfærdsel ). Tre kvindestatuer på gavlspidsen er tolket som Concordia, Pax og Salus, guderne for enigheden, freden og velfærd. Gennem tempeldøren ses kultstatuen, gudinden Concordia med et overflødighedshorn og offerskål.

Tiberius indrettede en slags kunstmuseum i templet og forsynede det med berømte græske statuer og malerier, hvis mytologiske emner muligvis har skullet bidrage til at kaste glans over Augustus og hans efterfølgere. Templet overlevede til omkring 1200.

Vespasians tempel

På venstre side af dette tempel lå kejser Vespasians tempel for den guddommelige Vespasian, der var død i 79. Det blev påbegyndt under Titus (79-81), men fuldførtes først under Domitian ( 81 – 96), der indviede det til begge sine forgængere.

Det er ikke meget, der er bevaret af templet: tre søjler, resten af podiet, nogle rester af cellavæggen og af piedestalen, hvor statuerne af Vespasian og Titus stod, samt rester af arkitraven med et inskriftfragment og en frisestump.

Da de tre søjler blev gravet fri i 1811, hvor kun den øverste tredjedel var synlig, viste det sig, at stenhuggere havde fjernet det meste af fundamentet. Derfor lod lederen af restaureringen, Valadier, søjlerne nedtage og genrejse på et nyt fundament.

De olympiske guders søjlegang

Til venstre herfor ser vi noget af en søjlegang. Det er De Olympiske Guders søjlegang. Dens egentlige navn på latin er Poticus Dii Consentes et Complices. Oversat til dansk bliver det "De enige og harmoniske guders søjlehal".

Her skal forgyldte statuer af de 12 olympiske guder have stået i hver sin niche.

Det er Juppiter (overgud), Juno (hans kone), Neptun (havet), Minerva (videnskab), Apollo (kunst), Diana (sport), Mars (krig), Venus (elskov), Vulcan (håndværk), Vesta (hjemmet), Mercur (handel) og Ceres (agerbrug).

Man kender denne romerske kult helt tilbage fra 3. årh. f. Kr., og efter sigende skal der i det 1. årh. f. Kr. have stået 12 forgyldte statuer af dem på Forum. Resterne i det nuværende anlæg er dateret til 3. – 2. årh. f. Kr., men af indskriften på arkitraven til den nuværende bygning fremgår det, at den er opført i 367.

Dette monument blev oprindelig opført efter afslutningen på den anden puniske krig i 202 f. Kr, fordi det romerske senat efter romernes frygtelige nederlag til Hannibal ved Trasimenersøen i 217 f. Kr. på flere forskellige måder søgte gudernes bistand.

Et af dem var, at der blev arrangeret en hellig banket, i hvilken de 12 guder og gudinder deltog som gæster ved et ceremonielt måltid med skiftevis en gud eller en gudinde mellem de menneskelige deltagere. Ved dette måltid lå guderne og gudinderne ved festbordet på bløde hynder, og det er da sandsynligt, at det er erindringen om denne olympiske banket, hvor guderne blev enige om at hjælpe Rom, der har fået senatet til at opføre denne ejendommelig porticus.

De olympiske guders søjlegang blev som så meget andet i Rom restaureret og forskønnet under kejser Domitian, men selv om den i de følgende år forfaldt en del, blev den ved med at være højt i kurs for romerne, bl.a. fordi de her havde hele den romerske gudeverden samlet på ét sted, og på Konstantin den Stores tid blev monumentet et samlingspunkt for den religiøse konservatisme, der ikke kunne acceptere, at kejseren havde sluttet sig til kristendommen.

Derfor var det også folk inden for Senatets hedenske parti, der i 367 besluttede, at de ville restauterere monumentet.

Det er det sidste hedenske bygningsværk, der blev genrejst på Forum Romanum, og den sidste helligdom, i hvilken man dyrkede de såkaldte hedenske guder.

Saturntemplet

De tempelruiner, der vel tager sig mest imponerende ud her på denne del af Forum, er Saturntemplet, der ligger næsten side om side med Vespasians.

Det er det ældste tempel i Rom efter Juppitertemplet på Capitol.

I flg. traditionen blev Saturntemplet nemlig indviet i begyndelsen af republikken i 498 f. Kr. Det blev restaureret i 400 f. Kr. og blev igen ombygget i 42 f. Kr.

Det var ved denne ombygning, at det nuværende podium opførtes. Det er støbt i cement og beklædt med travertin og peperino.

De øvrige bygningsrester, der står tilbage nu, stammer antagelig fra ca. 300.

Sådan et monument kaldes et spoliemonument, d.v.s. en bygning, hvortil man har hentet byggematerialer fra ældre bygninger.

Således er arkitravet et brudstykke fra Trajans forum blandet med fragmenter fra en restaurering under kejser Augustus. På denne fortæller en indskrift, at senatet og det romerske folk (SPQR) genopbyggede templet efter en brand.

8 pragtfulde joniske søjler er bevaret, men læg mærke til, at søjletromlerne er samlet upræcist, og at en enkelt søjle er vendt på hovedet.

Templet havde på forsiden et trappeanlæg, der var meget smalt, fordi man under trappen havde indrettet rum, hvor man som nævnt under republikken opbevarede den romerske statskasse, Aerarium Populi Romani.

Det var altså republikkens skatkammer.

Ordet "Aerarium" er afledt af ordet "aes", der betyder bronze. Og nationalformuen bestod oprindelig af bronze. Siden omfattede depotetet her statens guld - og sølv beholdning, samt beholdningen af præget mønt og også af importvarer af særlig værdi.

I en særlig afdeling i Aerarium opbevarede man de penge, som stammede fra den lovbefalede afgift ved frigivelsen af slaver. Det var slaveejeren, der betalte den, og denne afgift androg 5% af slavens handelsværdi. Ofte var det slaveejerens dødbo, der udredte beløbet, fordi ejeren i sit testamente havde bestemt, at et antal af hans slaver skulle frigives ved hans død.

Ofte var det sådan, at en slave gennem adskillige år sparede sammen til det beløb, hvormed han med sin ejers samtykke kunne købe sig og sin eventuelle hustru fri.

Gennem hele Imperium Romanums storhedstid blev Saturntemplet ved med at være statens skatkammer, og mange private deponerede også deres formuer og værdisager her. Dog var det kun den del af de offentlige midler, der administreredes af senatet, der lå her i skatkammeret. Kejserens egen og ofte meget betydelige formue var ikke deponeret her.

Under borgerkrigen i 49 f. Kr. mellem Cæsar og Pompejus, blev Saturntemplet udsat for en helt speciel form for "bankrøveri",

Da Pompejis tilhængere flygtede i panik ud af Rom, glemte man at tage statskassen med sig, og da Cæsar nåede Rom, havde han stærkt brug for penge til aflønning af sine tropper. Derfor gik han straks til Saturtemplet.

Vogteren af dette, en folketribun søgte at hindre Cæsars indtrængen, men Cæsar skubbede blot vogteren til side med ordene."Unge mand, jeg har stor lyst til at gøre det af med dig. Måske begriber du det ikke, men denne handling vil være langt lettere for mig end truslen!"

Herefter tog Cæsar hele statskassens indhold, 15.000 guldbarrer, 30.000 sølvbarrer og 30.000.000 sestertier i præget mønt med sig.

Guden Saturn forbindes med afgrøde, frugtbarhed og velstand.

Derved var Saturn den, der bragte gyldne tider, og hvert år den 17. december på dagen for templets indvielse fejrede man her solhvervsfesten, Saturnaliafesten.

For romerne var det den festligste af alle højtidsdage, hvor alle, frie som slaver, var lige.

Kejser Augustus udvidede festen til 3 dage og Domitian til 7 dage.

Skoler og offentlige institutioner var lukkede og alle havde fri, og man iførte sig lette klæder og festhuen, "pileus", den frygiske hue, de frigivne slavers tegn, der jo mange hundrede år senere med en kokarde i trikolorens farver skulle blive frihedssymbolet under den franske revolution.

Slaverne og deres ejermænd deltog i festmåltidet sammen på lige fod ved Saturn-templet, hvor der var rigeligt med mad og drikke, og slaverne kunne drille og genere deres ejere på alle tænkelige måder, uden at de blev straffet.

Endvidere måtte man ikke gå i krig eller foretage nogen former for afstrafning under festen.

Ved afslutningen på Saturnaliefesten udvekslede man gaver mellem familierne og mellem familiernes medlemmer indbyrdes. Der var tale om både store og små gaver, der spændte lige fra dyre sølvfade, kunstfærdigt ciselerede skåle og drikkebægre til mere overkommelige gaver som f.eks.små statuetter og lykkebringende amuletter.

Derfor var der travlhed i forretningerne på Forum Romanum og ovre i Saepta Julia op til Santurnaliefesten.

Carcer

Øst for Concordiatemplet mellem dette og Curia ligger Carcer, antikkens fængsel.

I antikkens Rom anvendte man ikke fængselsstraf over for frie borgere, og Carcer var derfor ikke et afsoningsfængsel, men fungerede kun som et midlertidigt forvarings-sted for dødsdømte statsfanger taget i krig og bragt med feltherren til Rom eller for dødsdømte forbrydere mod staten.

Historikeren Sallust skrev således om, hvordan medlemmer af den catilinariske sammensværgelse blev henrettet her i år 63 f. Kr. på konsulen Marcus Tullius Ciceros ordre: "Der er i fængslet, når man går lidt op til venstre et rum, der kaldes Tullianum ca. 12 fod under jorden. Det er lukket af vægge hele vejen rundt og har et hvælvet loft i kvadersten. På grund af snavs, mørke og stank virker det uhyggeligt og skrækind-jagende. Her blev Lentulus (en af de drømte fra sammensværgelsen) sænket ned, og bødlerne brækkede hans hals med en løkke."

Således gik det også de andre medlemmer af sammensværgelsen, og derefter kunne Cicero meddele folkemængden uden for på Forum, at straffen var fuldbyrdet. Han brugte den sædvanlige, nøgterne formulering "vixerunt", der betyder "de har levet".

Carcer har været bygget i to etager. Fra den øverste fører i dag en moderne trappe ned til henrettelsesrummet Tullianum, men i antikken var der kun adgang hertil gennem et cirkelrundt hul i loftet. Rummet var i oldtiden som Sallust fortæller cirkelrundt med et hvælvet luft, men i dag er toppen af kuplen skåret p.g.a. anlæggelsen af rummet ovenover.

I bunden af Tullianum udspringer en kilde, der ledes bort gennem et hul i gulvet og videre gennem en kanal hen til Cloaca Maxima. Rummet har sikkert fået sit navn p.g.a. denne kilde, da kilde på latin hedder "tullus".

Den kristne tradition knytter apostlen Simon Peter til Carcer, idet man mener, at Peter sad fængslet her. Derfor er der bygget en kirke oven på antikkens Carcer, der hedder San Pietro in carcere.

Man ser nogle gange Carcer betegnet som Det Marmertinske Fængsel, men det navn kendes ikke i antikken og må derfor stamme fra middalalderen.

"Sukkenes Trappe"

Nedenfor Carcer gik den berømt trappesti "Scalae Germonia", "Sukkenes Trappe" op mod Capitol. På denne trappe blev i kejsertiden henrettede forbryderes lig slængt ud fra fængslet til almindelig beskuelse og forhånelse, inden de med en krog i brystet blev slæbt gennem byen og kastet i Tiberen.

Sueton fortæller om denne noget makabre praksis bl.a. i sin skildring af kejser Tiberius. Han skal nemlig have pralet af sit storsind, da han påpegede, at han havde undladt at lade Agrippina kvæle og kaste ud på Scalae Germonia.

Senere skal Tiberius imidlertid ifølge Sueton have ladet adskillige af sin ofre – i perioden 20 om dagen – kaste ud på denne trappe efter henrettelsen.

Da Tiberius selv døde nede i Misenum i 37, og rygtet nåede Rom, skal der have rejst sig kraftige røster i byen om, at man skulle lade hans lig slæbe til Rom og smide det til forhånelse på Scalae Germonia.

Triumfbuerne

Imponerende virker vel den vældige triumfbue, Septimus Severusbuen,på de fleste og vel i særlig høj grad første gang, man ser denne mastodont.

Som arkitektonisk konstruktion er en triumfbue noget unikt romersk.

Det var monumentale æresporte og mere pompøse æresminder end søjler og statuer, men ikke mange romere har formentligt vidst, at triumfbuerne oprindelig tjente et sakralt formål.

Det var en videreførelse af en fjern fortids hellige "iani", "rensende porte".

Det var en meget gammel religiøs forestilling om, at hæren efter en krig skulle gennem en renselse ved at marchere gennem en indviet snæver passage f.eks. mellem to modstående klippesider eller en kunstig skabt hellig port. Det er da også denne renselsesforestilling, der er blevet nedarvet i den kristne kirke og har ført til den Porta Santa, "den hellige dør", der findes i de fire store basilicaer, Peterskirken, Santa Maria Maggiore, Laterankirken og San Paulo fuori le Mura.

I almindelighed blev triumfbuerne dog opført som sejrsmonumenter, ofte afskillige år efter den sejrende kejser eller feltherre af senatet havde fået bevilget triumf.

Buerne blev smykket med relieffer, der viste episoder fra krigen og i flere tilfælde var de kronet med triumfatorens firspand i forgyldt bronze og med triumfatoren stående i den pragtfulde quadriga iført den særlige triumfatordragt.

Denne bevidsthed om at have sejret og om romersk overlegenhed var en væsentlig faktor i romernes nationalfølelse. Derfor blev Victoria, sejrens gudinde og alle mulige sejrssymboler anvendt til overflod i dekorationerne på triumfbuerne. Forherligelse af sejrsbedrifter og kejseren eller feltherrens selvforherligelse var noget meget vigtigt og centralt for romerne, og også menigmand følte sig stolt af at være romer og have del i hele dette monumentale virak.

Man har kendskab til i alt ca. 50 forskellige triumfbuer fra antikkens Rom.

Heraf har hovedparten stået på Via Triumphalis, den nuværende Via di S. Gregorio langs Palatinerhøjens østlige side, på Via Sacra her på Forum Romanum, ved indgangen til de store kejserfora og ved de store indfaldsveje til Rom.

De ældste kendte buer rejstes i 196 f. Kr. på Circus Maximus og på Forum Boarium. Ved indgangen til Forum Romanum nær Regia opførtes i 121 f. Kr. den såkaldte Fornix Fabrianus over Via Sacra.

På Forum findes endvidere lige vest for resterne af Cæsars tempel fundamentet til Augustusbuen fra 29 f. Kr.. Det var en enkeltbue, der blev opført til minde om Augustus sejr over Cleopatra og Antonius ved Actium i 31 f. Kr..

Denne enkeltbue blev i år 19 f. Kr erstattet af en tredobbelt bue, der blev rejst til minde om tilbageleveringen af de romerske strandarter, som romerne havde mistet til partherne i krigen mod dem i 53 f. Kr.

Septimus Severusbuen

Men den bedst bevarede af dem alle buerne er Septimus Severusbuen, den trefløjede triumfbue mellem Rostra og Senatsbygningen, Curia, som senatet og det romerske folk dedicerede til kejser Septimus Severus (193 – 211) og hans to sønner, Geta (211 – 212) og Caracalla (211-217) i 203 e. Kr.

Således fortæller indskriften på buen:

Den blev rejst til minde om kejserens sejre over arabere og parthere i Messopotamien i årene 195 og 197 – 198.

Getas navn blev imidlertid siden slettet, efter at Caracalla havde ladet ham myrde i 212, og det sted på buen, hvor der var mærker efter Getas navn, er fyldt ud med smykkende tilnavne til Septimus og Caracalla som "Optimus Fortissimisque Principibus", "fremragende og tapre feltherrer".

Det var Caracallas, der som kejser i 212 ved et kejserligt edikt gav romersk borgerret til alle romerrigets fribårne mænd. Dio Cassius – en samtidig kilde – vil hævde, at der bag denne beslutning udelukkende lå finansielle motiver: Kun romerske borgere skulle nemlig betale arveafgift og skat på frigivelse af slaver, og denne sats var lige blevet forhøjet fra 5 til 10%.

Nogle har set triumfbuens placering mellem Rostra og Curia som en symbolsk sammenknytning mellem kejserdømmet og senatet, og med i denne symbolik kunne så det bagved liggende Concordiatempel indgå.

Fra mønter ved man, at der på buens attika har stået en triumfvogn med et seksspand samt to stående og to ridende personer i bronze.

I middelalderens urolige tider blev triumfbuen udstyret med fæstningstårne, uden at den dog tog afgørende skade derved.

Når Septimus Severusbuen stadig er så velbevaret, skyldes det de store jordopfyldninger, der har fundet sted på Forum gennem tiderne. Buens nedre dele har ligget godt beskyttet i jorden, og kun hovedreliefferne på østsiden er blevet stærkt beskadiget.

Når vi senere i dag skal se Konstantinbuen, der står nede ved Colosseum ved begyndelsen af Via di S. Gregorio, vil vi kunne se, hvordan Septimus Severusbuen senere kom til at tjene som forbillede for kejser Konstantins triumfbue.

Rostra Iulia

Tæt op til Septimus Severusbuen mod vest ses Rostra Iulia.

Oprindeligt lå talerstolen, Rostra, ved folkeforsamlingspladsen, comitium, ovre foran det tidligere Curia.

Rostra lå da på den anden side af comitium ud mod Forum, hvor man fra 145 f. Kr. måtte holde folkeforsamling, efter at comitium efterhånden var blevet for lille.

Når talerstolen betegnes som en rostra ("snabler"), skyldes det, at man havde prydet den med de snabler, man havde hugget fra fjendernes skibe ved sejren over latinerne i søslaget ved Antium i 338 f.kr.

Et led i Cæsars byggeplaner var opførelsen af et nyt Forum, og for at skaffe plads hertil måtte rådsbygningen, Curia, flyttes til sin nuværende plads, ligesom størstedelen af comitium måtte sløjfes.

Derfor blev Rostra anbragt, hvor den ligger nu, nemlig på Forums vestside lige under Tabulariet og Capitol med fronten direkte mod Forumpladsen. Her opfyldte den bedre tidens krav om plads.

Den stod færdig i 44 f. Kr., og skibssnablerne fra den gamle rostra blev overført til den nye.

De lodrette furer i Rostras front og sider og viser, hvor snablerne sad.

Ligeledes var Rostra prydet med en række statuer af bl.a. Sulla, Pompejus og Cæsar selv.

Det at få rejst en statue af sig selv var noget romerske mænd satte meget stor pris på. Og det at få sin statue stillet op på Forum og naturligvis allermest på selve Rostra, var naturligvis den højeste ambition for den romerske elite.

Der går en lille historie om Marcus Porcius Cato (234-149 f.Kr.), en fremtrædende romersk politiker, der var konsul 195 f. Kr. Han blev engang spurgt, om han ikke var ked af, at der ikke var rejst nogen statue af ham. Dertil svarede han: "Nej jeg vil hellere have, at man undrer sig over, at der ikke er rejst en statue af mig."

Augustus udvidede Cæsars rostra til det omfang, vi ser i dag.

Den består af to dele: et rektangulært podium, der består af en støbt kerne, der er 24 m langt og 3 m højt og et trappeanlæg bagved, adskilt af en korridor.

Foran Rostra står stadig, ligesom i antikken, Italiens tre nationaltræer, et figentræ, et oliventræ og en vinstok.

Ved begravelser

Ud over at Rostra var stedet, hvor en lang række af de store talere samlede folket, og hvor en række væsentlige politiske begivenheder foregik, indgik Rostra også ofte i den begravelsesceremoni, der blev kendte romere i eliten til del.

Den græske historiker Polybios (ca. 200-120 f. Kr), som i midten af det 2. århundrede f. Kr. var kommet til Rom, overværede en sådan fornem begravelse.

Han beretter følgende:

" Når en berømt romer dør, bliver han på sin begravelsesdag båret ind på Forum til talerstolen Rostra. Undertiden er han anbragt i en livagtig opretstående stilling, mere sjældent bæres han frem liggende. Mens hele folket står omkring ham, går en af hans voksne sønner eller en anden slægtning på talerstolen og holder en mindetale over den døde, hvori alle hans gode egenskaber og vellykkede gerninger omtales. På den måde sker det, at ikke blot de, som direkte havde del i disse gerninger, men også alle andre tilstedeværende bliver bevægede og føler stor sympati for den døde ved at blive mindet om hans gode egenskaber. Tabet af ham synes således ikke at være begrænset kun til de sørgende efterladte, men også at påvirke hele folket. Efter at begravelses-handlingen har fundet sted med de ritualer, man plejer at bruge, anbringes billede af den døde på det mest fremtrædende sted i huset i et træskrin. Dette billede er en maske, som med påfaldende lighed gengiver både den dødes træk og udseende. Ved offentlige ofringer bliver disse masker vist frem og pyntet med megen omhu. Hver gang et fremtrædende medlem af familien dør, bliver maskerne båret ved begravelsen af mænd, som har den størst mulige lighed med de døde, hvad angår statur og holdning. Disse repræsentanter for slægtens døde bærer toga med purpurstribe, hvis den døde var consul eller prætor, hel purpur, hvis han var censor, og guldbroderi, hvis han havde fejret triumf eller opnået en tilsvarende ære. De sidder alle i vogne, foran hvilke der bæres fasces og andre ærestegn, som de forskellige embedsmænd plejer at ledsages af, alt efter værdighed og efter hvilke embeder, den enkelte havde beklædt i levende live. Når de under begravelsen kommer til Rostra, sætter de sig alle i en række på elfenbensstole. Det må være det mest inspirerende syn, en ung mand, som har ambitioner om at vinde berømmelse og hæder, kan se. For hvem ville ikke blive inspireret ved synet af slægtens døde, mænd som er berømte for deres dygtighed, alle samlede her, som var de levende mennesker."

Polybios nævner ikke, at den, der holdt begravelsestalen, som regel også i høj grad gjorde et stort nummer ud af at fremhæve sine egne fremragende egenskaber. Det var ofte unge mænd i slægten, der på denne måde fik chancen for at gøre sig kendt. Det gjaldt f. eks. både Julius Cæsar og Caligula, der som ganske unge holdt begravelses-talen - Cæsar for sin faster Julia, konsul Marius’ enke og Caligula for sin oldemor, kejser Augustus’ enke Livia.

Senere blev der også anlagt en rostra både foran på Cæsars tempel og foran på Castor og Polluxtemplet.

Clivus Argentarius

Nordøst for Septimus Severusbuen og nord for Curia lå Basilica Argentaria, som der ikke mere er nogen spor af.

Den havde sit navn efter de vekselerer, sølvsmede og bronzestøbere, som havde deres værksteder og udsalg her. De omtaltes som "argentarii vasularii", "sølvskålesmede-ne".

Denne basilica har givet navn til Clivus Argentarius, den stærkt trafikerede vej, der i antikke forbandt Forum med Marsmarken. Når vi senere når frem til Cæsars Forum, kan vi gå på den gamle brolægning, der på et stykke er meget velbevaret. Når man i antikken gik ad Clivus Argentarius mod nord, fortsatte den lige ud i Via Lata (Via del Corso), som igen førte videre ud i den gamle romerske hærvej Via Flaminia, der gik helt ud til Adriaterhavskysten.

Via Sacra



En anden af vejene gennem Forum Romanum er Via Sacra.

Den kommer oppe fra Titusbuen og går i nordvestlig retning hen over Forum til Cæsars tempel, hvor den drejer i vestlig retning for at fortsætte mod nord hen langs med Basilica Julia op mod Capitolium.

Via Sacra, "Den hellige Vej", er den ældste vej på selve Forum. Den har fået sit navn, fordi det var her ifølge traditionen, Romulus og sabinerkongen Titus Tatius , lod sig hylde af deres to stammers folk efter afslutningen af den pagt, der gjorde ende på krigene mellem latinerne og sabinerne.

Det var langs denne vej, at Roms ældste helligdomme blev anlagt, og det var ad den, de sejrende feltherrers triumftog bevægede sig over Forum op til Capitol.

Curia

Vi går imidlertid igennem Septimus Severusbuen og ser nu Curia, Senatsbygningen ligge nede til venstre. Curiavar Roms rådhus og senatets vigtigste mødelokale.

Men senatets møder fandt også ofte sted i andre indviede bygninger som f.eks. i Castor og Pollux-templet og i den nye Curia, der blev indviet i Pompejus vældige stenteater fra 55 f. Kr.. Det var det, som vi har set, der lå ovre ved den nuværende Piazza Campo di Fiori.

Det var jo netop her, at Julius Cæsar blev myrdet lige før et senatsmøde den 15. marts år 44 f. Kr.

Men Curia på Forum var bygget med det ene formål at huse senatet, og det var altså også indviet og havde derfor status som tempel.

Her står vi altså over for retshistoriens mest berømte bygning og på det politisk set mest betydningsfulde sted i den romerske verden. Ja, på en måde er Curia alle senere parlamenters stammoder, selv om det ikke var et parlament i vor forstand.

Den ældste rådsbygning, der hed Curia Hostilia, kan måske føres tilbage til ca. 500 f. Kr. ved republikkens start.

Den lå lidt nordligere end den nuværende ved nordenden af folkeforsamlingspladsen, Comitium.

En trappe førte op til den. Døren til senatet stod normalt åben, for at borgerne kunne følge senatets forhandlinger udefra. I ældre tid havde også folketribunerne deres sæde her udenfor.

I 52 f. Kr. nedbrændte den. Under nogle voldsomme gadekampe, der foregik omkring dette tidspunkt blev nemlig Publius Clodius, Ciceros hovedmodstander, dræbt. Hans ligbål blev tændt på Forum, og det var i forbindelse hermed, at flammerne tog Curia med i købet.

En ny bygning var imidlertid næppe færdigbygget, før den måtte vige for at give plads til anlæggelsen af Cæsars nye forum.

Han lod derfor i 45 f. Kr. byggeriet af en ny Curia påbegynde.

Curia Iulia, som den nye bygning blev kaldt, blev indviet i 29.f. Kr. af kejser Augustus samtidig med Rostra Iulia og Rostra foran Cæsartemplet, der var prydet med skibssnablerne fra søslaget ved Actium.

Curia Iulia brændte imidlertid helt ned til grunden i 283, men blev genopbygget af Diokletian (283 – 305).

Det er denne, Diokletians Curia, vi har bevaret, og når vi sammenligner den med et møntbillede fra Augustus’ tid, synes den at være en nøje kopi af Curia Iulia

Sidste gang man hører om, at Curia var sæde for senatet, var i 539, og omkring 640 blev den indviet som kirken S. Adriano.

Først i 1937 blev Diokletians Curia afdækket, da man rev S. Adriano ned, og efterhånden som kirken forsvandt, dukkede senatsbygningen frem, tilsyneladende ret ubeskadiget til trods for de mange århundreders delvise begravelse.

De nuværende bronzedøre er kopier af de antikke fra Diokletians Curia. De originale døre blev – som vi senere skal se - flyttet til Laterankirken i 1660.

Vi går indenfor

Rummets gulvflade er ca. 26 x 18 meter og det højde 23 meter.

Det restaurerede marmorgulv er et enestående eksempel på oldtidens marmor-polykromi, og de tre marmorbeklædte trin i hver side, hvor senatorernes sæder stod, vidner ved deres bredde om den afstemningsform man anvendte i senatet.

Den blev kaldt "discessio" ("udskilning"). Den bestod i, at man ved afstemninger, om jeg så må sige, skilte sig ud. De, der stemte for, stillede sig på trinene til venstre. De der stemte imod på trinene til højre.

Trinrækkerne på hver side omgav den åbne plads midt i lokalet, der endte i den forhøjning, hvor de aktuelle kvæstorer, ædiler, prætorer og konsuler sad.

De hyldelignende trin var så brede, at der kunne stå en senatorstol på dem.

På de øverste trin sad pedarii’erne, de senatorer, som ikke var gamle nok i gårde til at have taleret under debatterne, fordi de ikke havde beklædt et af de høje embeder eller vundet Græskronen eller en Corona Civici, egekransen for tapperhed.

De mellemste trin var til senatorer, der havde besat et af de mindre embeder som ædil eller kvæstor eller var militære helte.

På de nederste trin sad tidligere prætorer, konsularer og censorer.

Lige nedenfor forhøjningen stod en meget lang blankpoleret træbænk. Her sad de ti folketribuner.

Senatet kunne ikke mødes før solopgang eller efter solnedgang, og derfor var senere tiders natlige parlamentsmøder et ukendt begreb i det gamle Rom.

Det første, en senator foretog sig, når han kom ind i senatet iført toga praetexta, en hvid ulden toga kantet med et bånd eller en søm af purpur og de røde lædersko, var at gå hen til alteret for Victoria bagest i Curia og kaste en smule røgelse i messingbæk-kenet, der glødede foran det.

Curias indre vægge var marmorbeklædte op til ca. en meters højde og stukbeklædte derover. Vægnicherne har antagelig rummet statuer af Diokletian, hans medregent og af deres to tronarvinger.

Også udvendig har bygningens mure været beklædt med marmor og stuk. På gavlspidserne har der stået en Victoria på en globus, og også på gavlenderne har der stået statuer. Hullerne i facaden stammer fra en nu forsvunden kolonnade.

I den fjerneste ende af Curia ligger en masse murbrokker, som engang bar alteret og den meget berømte statue af den gyldne Victoria, som Augustus havde bragt med fra Tarent.

Inde i Curia er nu opstillet to store relieffer med scener fra Forum. De blev fundet ved Rostra Iulia i 1872 og har formentlig prydet forsiden af Rostra.

Det venstre relief

viser fra venstre mod højre en kejser og hans følge stående på talerstolen foran Cæsartemplet. Bagved ses den nu forsvundne Augustusbue. Derpå følger Castortemplet, Basilica Iulia og det hellige figentræ. Mellem Castortemplet og basilikaen angiver en åbning den gamle vej, Vicus Tuscus, der i antikken forbandt Forum med området ved Tiberen. Foran basilikaen ses en statue af en siddende kejser, der takkes af en moder med barn. Bagved hende lytter en skare til kejseren på Rostra.

Dette relief menes at gengive en mindestatue af Trajan (98 – 117) for hans indstiftelse af "institutio alimentaria", "hjælp til forældreløse børn". Kvinden med barnet skal så symbolisere landet Italien. Kejseren på Rostra kan være Hadrian (117 – 138).

Det højre relief

, der er ret ufuldstændigt, viser fra venstre mod højre en gruppe mennesker, der bærer trætavler til et bål. Bagved skimtes Basilica Iulia, Saturntemplet, en triumfbue og yderst til højre Vespasians tempel, foran hvilket ses skibssnablerne fra Rostra Iulia. Det manglende stykke har sikkert gengivet Concor-diatemplet.

Formentlig gengiver dette relief Hadrians eftergivelse af skattegæld i år 118 og afbrænding af gældstavlerne.

Basilica Aemilia et Fulvia

Ved siden af Curia i sydlig retning ses et større område med flere rækker af søjlerester. Man kan ikke komme derind, men må betragte området udefra.

Det er resten af en af Forum store basilicaer, Basilica Aemilia et Fulvia.

Basilicaenhavde altid i antikken en ganske særlig tilknytning til ethvert romersk forum. Hver by havde i antikken sit forum, og hvert af disse fora’er havde deres basilica.

Navnet betyder egentlig "kongelig hal" og sigter vist nok til, at lignende bygninger ofte rejstes af hellenistiske fyrster i den østlige Middelhavsverden, men både beteg-nelsen og bygningstypens oprindelse er et omstridt spørgsmål.

Det synes imidlertid at være romerne, der har udformet den type, som man nu almindeligvis forbinder med ordet basilica: en rektangulær bygning, hvor et bredere søjlebåret midterskib hæver sig op over sideskibene og får lys gennem vinduer over dem. Vi genkender også tydeligt denne bygningsform fra mange af Roms kirker.

En basilica blev blandt andet benyttet til offentlige retshandlinger, og der kunne derfor i den ene ende af midterskibet findes et tribunal, dvs. en art forhøjning eller estrade, til de fungerende embedsmænd.

Men den blev også brugt som en slags børs, ligesom handlende med forskellige varer kunne finde plads her.

Endelig tjente den som en overdækket udvidelse af forum, hvor man kunne holde møder, og hvor folk kunne søge beskyttelse mod sol og regn.

Basilicaerne havde med andre ord en lignende funktion som de moderne "gallerier" i nutidens italienske byer, f.eks. i Milano, Bologna og Rom.

Basilica Aemilia blev opført 179 f. Kr. af censorerne Marcus Fulvius Nobilir og Marcus Aemilius Lepidus.

Foran pladsen, hvor den blev bygget, lå en række tabernae, som man lod ligge og senere byggede sammen med selve basilicaen.

Dens udseende kendes fra en mønt fra år 65 f. Kr. Den viser en toetages søjlegang smykket med bronzeskjolde med udhamrede portrætter.

I 55 f. Kr. blev den restaureret af Lucius Aemilius Paulus for penge, han havde fået af Cæsar. Det var uden tvivl midler fra krigsbyttet i Gallien, som Cæsar her anvendte som politisk bestikkelse.

Imidlertid brændte den i 14 f. Kr. og blev denne gang genopførte bl.a. for midler, der stammede fra kejser Augustus.

Den bestod af en ca. 90 x 30 m stor hovedhal med en indre omløbende søjlegang i to etager.

Hallen har haft saddeltag. Den nordøstlige langside havde to rækker søjler og fik således et ekstra meget smalt sideskib. Denne side var lukket af en mur ligesom siden mod Forum. Op til denne lå en række tabernae, 6 på hver side af basilikaens Forum-indgang midt på langsiden.

Indvendig var basilikaen smykket med en over 180 m lang frise fra 58 – 32 f. Kr med scener fra Roms sagnhistorie.

Basilica Aemilia led stor overlast i 410, da goteren Alarik erobrede Rom.

Mange steder på marmorgulvet kan man stadig se minder herom i form af mønter og andre metalstykker, der er smeltet fast i gulvet, da det brændende tag styrtede ned.

Basilikaen blev dog genrejst og nævnes endnu i 448.

Dens endelige ødelæggelse foregik formentlig 400 år senere i 847, hvor et jordskælv hærgede området

Cloaca Maxima

Lige uden for basilikaens langside ud mod Forum ses en marmorring på jorden. Det er Venus Cloacinas helligdom og Cloaca Maxima.

Her har der været en helligdom for Venus med tilnavnet Cloacina, der stod lige over det antikke Roms hovedkloak, Cloaca Maxima.

Denne kloak er formentlig anlagt af kong Tarquinius Superbus omkr.det 6. århun-drede f. Kr.

Det er en stor opsamlingsledning, der fra foden af Quirinalhøjen går gennem den nordlige del af Forum, følger Valebrumdalen og løber ud i Tiberen lige ved Ponte Palatino, hvor dens udløb stadig kan ses.

Den samlede spildevandet fra Quirinalhøjen, slumkvarteret Subura og fra Forum.

Det drejede sig oprindelig om en åben rende, en afvandingskanal, som på en gang optog spildevand og tørlagde den fordybning, hvori Forum lå, og hvor før det regnvand, der strømmede ned fra højene, samlede sig og omdannede pladsen til et søle.

Senere omkring 184 f. Kr. blev kloakken dækket med loft, der var tilstrækkeligt højt til, at man kunne sejle på den i en båd.

Et net af sekundære samlerør udviklede sig i takt med bygningen af templer og menneskeboliger, så hele byen således kunne blive afvandet.

Kloakken er udført i tufsten med tøndehvælvinger, og den er så godt lavet, at den stadig bliver brugt i vore dage.

Basilica Iulia

Ovre på den modsatte vestlige side af Forum på den anden side af Via Sacra ligger den anden store basilica, Basilica Iulia.

 Men i ruinens nordvestliAf denne er der heller ikke meget mere tilbage end nogle søjlerester, der angiver omfanget af den store bygning.ge hjørne er der bevaret nogle buer, som i den tidlige middelalder blev bygget ind i en kirke. Kirken er i mellemtiden forsvundet, og det samme er det tilhørende kloster, som levede af kalkbrænderi.

Her lå tidligere den gamle Basilica Sempronia og en række tabernae, som Julius Cæsar lod fjerne for at give plads for den basilica, der skulle bære hans slægts navn, men som også blev anlagt til minde om hans eneste datter Julia, der ligesom mange andre romerske kvinder meget pludselig var død i barselssengen.

Imidlertid nedbrændte Basilica Iulia inden den var færdigbygget, men blev herefter fuldført af Augustus.

Basilicaens udvendige mål er 101 x 49 meter, selve hallen 82 x 16 meter.

Hallen var omgivet af to rækker søjlegange i to etager og havde som basilica Aemilia et ekstra skib, der åbnede sig i arkader mod Forum.

Der har ikke været lukkede mure. Alle søjlegange i bygningen var konstrueret med buer (arkader), og der har været fri tilgang og frit udsyn fra alle sider.

Hovedhallens sadeltag har hævet sig op over søjlegangenes hvælvede tagkonstruk-tioner og således givet plads for vinduer, hvorigennem lyset kunne trænge ind i hovedhallen.

Det skal altså have været fra dette tag, at kejser Caligula (37 – 41) i flere dage i træk har kastet mønter i grams til folket.

Vi har sikre underretninger om, at basilicaen er blevet brugt til retssager, hvor et kollegium på 180 dommere holdt til.

De fungerede normalt ikke samlet, men var delt i 2 eller 4 kamre.

Derfor havde man inddelt basilikaen med en slags skillevægge mellem de fire afdelinger.

En romersk retoriklærer Marcus Fabius Quintilian (35 – 95) fortæller om den tids berømteste taler Trachalus:

"Da han talte for den første tribunal, blev der som sædvanlig ført sager i alle fire afdelinger, og alt genlød af bifalds- og mishagsytringer. Men han blev hørt og forstået og fik til stor forsmædelse for de tre andre talere bifald fra alle fire tribunaler."

Akkustikken må have været elendig i den højloftede hal, hvor alle fire sider var åbne mod det fri.

Plinius den Yngre (61 – 112) fremhæver i et brev en tale, han holdt for alle fire dommerkollegier, samtlige 180 dommere.

Hele salen var pakket med tilhørere, og mænd og kvinder hang ud over gallerierne i deres iver for at høre (hvad der var svært) og se (hvad der var let).

Plinius lufter mange beklagelser over de tredjerangstalere, der fører sagerne her i basilicaen.

De havde på forhånd lejet klakører til at bakke sig op og udbetalte oven i købet honorarer til dem midt i basilicaen.

Klakørerne vandrer fra sag til sag, og når "korføreren" giver tegn, lyder deres endeløse bifald.

Går man sig en tur gennem basilikaen og for at få at vide, hvordan de enkelte taler, behøver man ikke at gå hen til tribunalet og lytte til talerne.

Det er nemt at regne ud, for den, der får det største bifald, er den dårligste taler.

At publikum heller ikke altid har interesseret sig lige meget for talerne, vidner de talrige tavlespil om, der er ridset ned i basilicaens marmorgulv.

Vi vil nu se lidt på det store areal, der ligger øst for Rostra Iulia mellem Basilica Aemilia et Fulvia og Via Sacra.

Her findes nemlig nogle ting, som man let kommer til at overse, men som er ganske interessante.

Focassøjlen

Foran Rostra Iulia ser vi den såkaldte Focassøjle rage op.

Det er det yngste monument på Forum Romanum. Den blev rejst i 608 til minde om og til ære for den østromerske kejser Focas (602 – 610), der havde overdraget Pantheon til pave Bonifacius IV.

Milliarium Aureum

Tæt ved Saturntemplet ses resterne af den såkaldte Milliarium Aureum, den gyldne milesten. Det var en marmorsøjle dækket med forgyldt bronze, hvorpå afstandene til de største byer i Romerriget var angivet.

Søjlen blev rejst af kejser Augustus i år 20 f. Kr. for at markere, at han nu overtog ansvaret for rigets vejnet og ansatte særlige embedsmænd til at passe det.

På de romerske hærveje var der rejst en milesten for hver 1000 romerske paces = 1472,50 m. En romersk mil var altså 1000 paces. Milestenene var typisk cylindriske eller stensøjler inddelt i ovaler på en rektangulær base. De var gerne mellem to og fire meter høje og 50 – 80 cm i diameter. Nogle havde inskriptioner med navnet på den, der havde anlagt eller repareret vejen, samt afstande til de nærmeste byer, mens andre havde påmalede vejvisere, der for længst er slidt væk.

Der er registreret over 4000 milesten med latinske inskrifter og et tilsvarende antal med græske. Nogle milesten står stadig, hvor de blev sat, men de fleste er blevet genbrugt, nogle gange som bundsten i veje eller som søjler i kirker.

Mellem Rostra Iulia og Basilica Iulia findes endvidere nogle frakmenter af Tiberius-buen fra år 16, der blev bygget til minde om hans udenrigspolitiske sejre og tilbage-leveringen af de romerske standarder, der var gået tabt ved Varus’ nederlag i Teuto-burgerskoven i 9. e. Kr.

Lige vest for Focassøjlen ser vi et moderne halvtag, der beskytter et mindre jordområde.

Lacus Curtius

Under halvtaget ligger en 12-kantet brøndkrans. Stedet kaldes Lacus Curtius, Curtius sø.

Til dette sted knytter sig et gammelt sagn, der findes i flere versioner:

Den ene refereres af flere forfattere bl.a. Livius.

Han beretter om, at jorden i 362 f. Kr. nær midten af Forum pludselig åbnede sig i et svælg af stor dybde. Fænomenet måtte enten skyldes jordskælv eller anden kraft. Hullet kunne ikke fyldes, lige meget hvor meget jord, man fyldte i. Derfor begyndte man at overveje, hvori romerfolkets magt lå. En sandsiger sagde, at der skulle ofres til stedet, hvis romerstaten skulle bestå evigt. Imidlertid bebrejdede en ung krigsduelig mand, Marcus Curtius, dem deres tvivl på, at det største gode for romerne var deres våben og deres tapperhed. Så blev der stilhed. Han vendte sit blik mod gudernes templer på Capitol, og med hænderne udstrakt snart mod himlen, snart mod det gabende svælg i jorden og de underjordiske guder, indviede han sig til døden. Dernæst satte han sig på en rigt udsmykket hest og styrtede sig i fuld udrustning ned i svælget, hvorefter mængden af mænd og kvinder kastede jordens afgrøder som offergaver ned over ham.

Ifølge en anden version, som også findes hos Livius, knytter navnet sig til en sabinsk ridder Mertius Curtius, der under kampene mellem romerne og sabinerne lige efter Roms grundlæggelse til hest styrtede sig i sumpen for at undslippe sine forfølgere, men på helt mirakuløs vis redede sig op igen.

En tredje version af sagnet går på, at konsul C. Curtius i 445 f. Kr. på dette sted skulle være blevet ramt af lynet, hvorefter stedet blev indrammet af en stenring.

Specielt historien om Marcus Curtius passer strålende ind i Augustus politik om at genskabe mos maiorum, de gamle romerdyder, for Marcus Curtius havde jo ofret sig for at frelse romerfolket.

Lige ved siden af dette sted gjorde man i 1558 et interessant lille fund.

Man fandt nemlig her et relief, der forestiller en person, der styrter sig i en sivklædt sø, men det mest spændende ved relieffet er dets bagside. Her står navnet L. Naevius Surdinus. Han var prætor på Augustus’ tid.

Om dette har flere forskere ment, at relieffet enten er en kopi af et ældre relief, eller at det bevidst på foranledning af kejseren er udført i gammel og enkel stil for at give stedet ærværdighed.

Det ville passe ind i kejserens politiske program.

Måske er relieffet derfor et lille stykke politisk propaganda, der for romerne skulle symbolisere romerfolkets nye frelser, deres kejser Augustus.

I hvert fald beretter Sueton, at alle romere hvert år kastede en mønt i Lacus Curtius for Augustus’ velfærd.

Måske som et offer til underverdenens guder.

En rytterstatue

Tæt ved Lacus Curtius lidt øst for den kan vi ses tre mindre fundamenter.

Det er det eneste, der er tilbage af en rytterstatue, som kejser Domitian (81 – 96 ) opførte af sig selv.

De tre fundamenter er hestens ben. Dvs. at den må have stået med det ene forben løftet.

Endvidere fortæller fundamenterne os, at der har været tale om en kolossal rytterstatue.

"Templet for Den Guddommelige Cæsar"

Vi vender os nu mod syd mod det store mørke fundament, der har en exedra i tufkvadre. Der er resterne af Cæsars tempel, "Templum Divi Iuli", "Templet for Den Guddommelige Cæsar", som der står her på stedet.

Plutarch fortæller følgende om Cæsars ligfærd 15. marts 44 f. Kr .:

"Da Caesars testamente blev åbnet, og man så, at hver borger fik tildelt en betydlig sum penge, og da Caesars ilde tilredte lig blev båret over Forum, kunne mængden ikke længere bevare roen. De dyngede bænke, rækværk og borde fra Forum op over liget og satte ild dertil. Nogle greb brandpinde fra bålet og løb til mordernes huse for at sætte dem i brand. Andre søgte morderne overalt i byen for at gribe og lynche dem".

Sueton oplyser endvidere, at fløjtespillere og skuespillere afførte sig de lånte triumfdragter og kastede dem på ilden, og at veteransoldater ofrede deres våben, fruerne gav deres smykker og børn deres amuletter og kapper.

Her på stedet, hvor Caesar blev brændt, rejste man kort efter en søjle med indskriften "Parenti Patria", "til fædrelandets fader", samt et alter.

I år 42 f. Kr. besluttede triumvirerne Octavian (den senere Augustus), Antonius og Lepidus at rejse et tempel for Divus Julius, den guddommelige Cæsar på det sted, hvor han blev brændt.

Templet, der er afbilledet på mønter fra 36 f. Kr., blev påbegyndte af triumvirerne 42 f. Kr., men blev først indviet af Augustus efter borgerkrigen den18.august 29 f. Kr. og blev herefter såvel et kultsted for Cæsar, som et minde om Augustus’ nylig vundne sejr over Antonius og Cleopatra ved Actium i 31 f. Kr.

I templet deponeredes en del af byttet fra Ægypten og foran templet opførtes en taler-stol, en rostra, prydet som nævnt med skibssnabler fra de besejrede skibe ved Actium.

Fra denne talerstol holdt Tiberius ligtalen over Augustus i år 14, og den blev herefter brugt ved fremtidige ligtaler for kejserhusets medlemmer.

Hele templets overbygning i marmor blev fjernet i 1500-tallet, og tilbage står kun podiets cementkerne, der i fronten har en halvcirkulær niche i tufkvadre, hvor alteret til minde om Cæsars bålfærd står.

Podiet måler 26 x 30 meter og er 3,5 meter højt.

Oven på det har der været en 2 meter høj sokkel, der har båret cella.

Inden i cella stod der en kolossalstatue af Cæsar med en stjerne over hovedet til minde om den komet, der viste sig efter hans død.

Den romerske digter Ovid (43 f. Kr.-17) skriver således, at "Den guddommelige Iulius skuer ud fra sit knejsende tempel"

Også gavlen over templets sekssøjlede forhal var smykket med en stjerne.

Omkring de to langsider og langs endesiden løb der en porticus, som på langsiderne flankeredes af laubærtræer i travertinkasser.

På begge sider af templet blev der bygget triumfbuer, over mod Palatin – som tidligere nævnt - for Augustus, og på den anden side af templet en for Augustus’ to adoptivsønner Gaius og Lucius.

Castor og Polluxtemplet

Lige syd for Basilica Julia og ved siden af Templum Divi Juli og resterne af Augustus triumfbue ser vi oven på et højt podium tre slanke søjler med deres kapitæler og et stykke af arkitravet strække sig højt mod den blå himmel.

Det er Castor og Polluxtemplet.

Bag ved templet op mod Palatinerhøjen ligger en lille helbredende kilde, Juturnas kilde opkaldt efter kildenymfen Juturna.

Her dukkede ifølge traditionen de to Zeussønner, tvillingebrødrene Castor og Pollux op en dag i 496 f. Kr. for at lade deres to heste drikke af kilden og for at meddele, at romerne havde vundet sejr over latinerne ved Regillus søen.

Som tak for dette vigtige budskab lovede romerne de to Zeussønner, at man ville anlægge et tempel for dem på Forum.

Det stod færdigt i 484 f. Kr.

Det blev bygget ovenpå en opfyldning af nogle ødelagte huse og andre spor efter en brandkatastrofe. Det bekræftes af en række nylige skandinaviske udgravninger.

Man mener, at denne katastrofe hang sammen med en etruskerhøvding ødelæggelse og erobring af Rom omkring 500 f. Kr.

De to dioscurer var allerede blevet dyrket som græske guder i det græske syditalien i mange år, men også omkring 500 f. Kr. - altså allerede i den første tid under republik-ken - må de af romerne have været betragtet som romerske guder.

Ellers ville de ikke havde fået deres tempel inden for den hellige bygrænse, pome-rium, og så endda på selveste Forum Romanum og tæt ved Vestatemplet.

Cicero anklager

Omkring 50 f. Kr. blev templet restaureret, men også først i 70’erne trængte ikke mindst templets tag til en ny renovering, og i forbindelse hermed knytter der sig et lille kuriosum, der fremgår af Ciceros berømte anklageskrift mod Gaius Verres, Siciliens statsholder 73 – 71 f. Kr, i en repetundesag) mod ham år 70 f. Kr.

Her bliver Verres skildret som en bedragerisk og aldeles korrupt og voldelig embedsmandstype af værste skuffe.

Sagen endte da også med, at han tog flugten til Marseilles, inden sagen var afsluttet, fordi han erkendte udfaldet. Han blev dømt til at at betale en enorm erstatning til de skadelidte.

Denne Verres er i 74 f. Kr. blevet valgt til prætor og bliver af senatet bemyndiget til at syne og bedømme et større reparationsarbejde, der er blevet udført på Castor og Polluxtemplet.

Den slags reparationsarbejder blev udbudt i offentlig licitation, og licitationsindeha-verne havde absolut udført arbejdet som aftalt.

Det passede imidlertid ikke Verres, som havde håbet på selv at kunne få en økono-misk fordel af det.

Imidlertid påpegede en af hans kumpaner, at han jo kunne gøre indsigelse over licitationsindehaverne, fordi søjlerne ikke var i lod.

I praksis var det meget få søjler, der i antikkens Rom stod fuldstændig lodret.

Alligevel forlangt Verres nu, at de skulle være i lod, hvorfor han ikke kunne godkende arbejdet.

Derfor ville licitationsindehaverne nu klage til Verres over hans forlangende, men efter den tids temmelig betændte forhold i Rom fandt de det klogest at rette klagen til Chelidon (græsk og betyder "svale"), en af Roms kendte prostituerede, der var Verres elskerinde og om hvem, man sagde, at hun var den, der var enerådende i sager om vedligeholdelse af offentlige bygninger.

Selvfølgelig betalte licitationsindehaverne hende for denne tjeneste.

Men Verres ville slet ikke høre på deres klage, selv om de tilbød ham 200.000 sestertier for at udføre den del af arbejdet, som Verres krævede for at kunne godkende det. Cicero bemærker, at det kunne gøres for 40.000 sestertier.

Verres ville derimod have arbejdet udbudt i en ny licitation, og for at sikre sig at en, der bød 560.000 sestertier på arbejdet.

Naturligvis lå der heri, at Verres ved at svindle med regnskabsføringen, kunne skaffe sig et klækkeligt økonomisk udbytte.

Derfor pågegyndte han en ny licitatione uden forud at have opslået eller bekendtgjort nogen dato for den og på et meget ubelejligt tidspunkt midt under de romerske lege, hvor Forum var festligt udsmykket.

Herved opnåede Verres sin hensigt og fik et rigt udbytte af denne licitation.

Det er forståeligt, at Cicero harcelerede voldsomt mod Verres i sit anklageskrift.

Det er et ekstremt eksempel på, hvordan en romersk embedsmand på det næsthøjeste trin på embedsstigen kunne foretage bedrageri.

De romerske embedsmænd var jo ikke aflønnede. Det var en ære at blive valgt til prætor, men ikke alle var lige gode til at leve op til denne ære.

 

Det smukkeste tempel

Indvendigt var templet så stort, at det kunne rumme hele senatets på dette tidspunkt 600-mands store forsamling.

Dets eneste sal var hævet 7,5 meter op over jordniveau, og i dets podium fandtes en labyrint af mindre rum.

Et stentribunal, der havde stået foran det oprindelige tempel, blev nu i forbindelse med restaureringen revet ned.

I stedet for skabte man en forhøjning på størrelse med Rostra Julia 3 meter over jordoverfladen.

Men i stedet for at lade trappen gå helt fra tempelindgangen og ned til Forum, lod man den kun gå til den nye forhøjning. Og derfra lod man så to trapper gå ned til Forum.

Herved blev templets front langt smukkere og lettere og mere elegant, og herved kunne forhøjningen fungere som et rostrum og templet som et stemmeafgivningssted

Selve templet var helt omgivet af kannelerede rødmalede søjler, hver med en jonisk kapitæl i varme blå nuancer og forgyldning til volutternes kant øverst.

Templets sal var ikke omgivet af vægge inden for søjlerne, så man kunne se lige igennem templet, der derved rejste sig let og frit som de to unge guder til hvis ære, det var rejst.

Kejser Tiberius foretog i år 6 endnu en ny, større ombygning af templet, og de tre søjler og de øvrige bevarede rester menes at stamme fra denne ombygning.

Foran templet stod der en meget smuk granitkumme, der prydede en fontæne.

Den blev senere under pave Pius VI (1775 – 99) fjernet fra Forum og placeret på Quirinalhøjen og anvendt som bassin til fontænen mellem Dioskurerne.

I flg. Sueton kom templet senere til at fungere som en slags forhal til den udvidelse af sit palads på Palatin helt ud til Forum, som Caligula lod bygge, og jævnligt tog Caligula så plads mellem tvillingeguderne og lod sig tilbede af de besøgende.

I templets podium var der rum, hvor man kunne deponere værdigenstande, dokumen-ter m.m., og her opbevarede man desuden romernes standarder for mål og vægt.

Bag ved Cæsars tempel kommer vi i sydlig retning til et område, der fra de ældste tider har været meget helligt.

Regia Domus

Det er området med Regia, Vestatemplet, vestalindernes hus og Domus Publica, hvor der bl.a. i disse år foregår en række arkæologiske udgravninger og undersøgelser.

Regia eller Regia Domus betyder "kongens hus", men om kongerne før 510 f. Kr. har boet her ved man ikke.

En kilde vil dog vide, at Roms anden konge, Numa Pompilius skulle have boet her, men det er meget usikkert.

Regia har været forbundet med hele Vesta-anlægget med en slags fælles forgård, og som sådan har det været en del af Pontifex Maximus’ gamle hovedkvarter.

I dag kan vi blot se nogle meget sparsomme rester af Regia i form af et nærmest trekantet cementfundament og nogle få skifter marmor. Huset har bestået af tre rum i forlængelses af hinanden, og i et af dem har man fundet nogle rester af et rundt ildsted.

Disse ting stammer fra det tredje Regia på stedet, der blev opført i år 36 f. Kr, men der har ligget et Regia her siden slutningen af det 6. århundrede f. Kr.

Dette det tredje Regia er sandsynligvis opført af Octavian (den senere Augustus) som et led i hele hans propagandistiske byggeprogram på Forum

I Regia har man dyrket krigsguden Mars og frugtbarhedsgudinden Ops Consiva.

Kilderne fortæller, at Regia rummede Marshelligdommen, hvor de hellige lanser indviet til Mars blev opbevaret. De har haft funktion i forbindelse med romernes varseltydning, for en klirren fra de 12 lanser var tegn på, at en fare truede staten, og en sådan trussel kunne man kun imødegå ved at ofre et fuldvoksent dyr.

I helligdommen opbevaredes også 12 hellige skjolde, hvoraf de 11 var kopier af et skjold, som ifølge sagnet var faldet ned fra himlen som en gave fra Jupiter til kong Numa.

Af frygt for tyveri havde Numa ladet skjoldet eftergøre i 11 eksemplarer, så ingen vidste, hvilket der var det gudsendte.

To gange om året bar marspræsterne dem i procession rundt i byen, mens de opførte rituelle danse og slog deres spyd mod skjoldene. Det var også disse præster, der sammen med Pontifex Maximus foretog ofringer i Regia.

Domus Publica

Pontifex Maximus havde bopæl i det nærliggende Domus Publica, der lå i forlængelse af vestalindernes hus. Nogle kilder har påstået, at han boede i Regia, men da den var indviet til guderne kan den ikke også have tjent som privatbolig for Pontifex Maximus.

Imidlertid er det sandsynligt, at pontificalkollegiets har haft deres arkiv i Regia. Pontifex Maximus har bl.a. forestået redaktionen af Annales Maximi, den romerske festkalender, hvor alle årets fester og vigtigste begivenheder blev opregnet og derefter slået op på Regias mur.

Da Augustus i 12 f. Kr.føjede titlen Pontifex Maximus til sine mange andre titler, en skik, som hans efterfølgere fortsatte med, indrettede han en del af sin privatbolig på Palatin til embedsbolig og overlod Domus Publica til vestalinderne.

Men også efter, at Pontifex Maximus var flyttet fra Forum til Palatin, fortsatte de forskellige præsteskaber under hans ledelse med at mødes i Regia.

Hvornår Regia er blevet ødelagt, ved man ikke, men alt tyder på, at bygningen stod endnu i 377.

Vestatemplet

Lige ved siden af Regia ligger så Vestatemplet og Vestalindernes hus.

 

Den delvise rekonstruktion af Vestatemplets vestside og det runde fundament, som templet har hvilet på, som vi kan se i dag, stammer fra en ombygning af templet under kejser Septimus Severus (193 - 211), der blev foretaget på initiativ af hans hustru Julia Domna. En cementkerne i rundtemplet, som er dækket med teglsten er fra en restaurering, som blev foretaget af Augustus i år 12 f. Kr.

Men kulten for Vesta er en af de ældste i Rom, og templets oprindelse er fra omkring 600 f. Kr.

Her på det runde alter foran templet brændte den evige ild, der var et symbol på samfundets fælles arne, og herfra hentede man da også ny ild til ildstederne i de private huse hvert år ved det romerske nytår den 1.marts.

Vestalinderne

Seks vestalinder var knyttet til kulten, og deres vigtigste opgave var at passe den evigt brændende ild.

Hvis ilden ved et tilfælde gik ud – hvilket kunne ske en sjælden gang i løbet af de ca. 1000 år – var det en katastrofe og en religiøs forbrydelse, et tegn på gudernes vrede, som krævede et sonoffer.

Hvis den vagthavende vestalinde havde skylden, ventede der hende en forfærdelig straf. Hun blev klædt nøgen, og i mørket pisket af Pontifex Maximus, der var vestalindernes øverste myndighed.

Vestalinderne, der alle stammede fra de fornemste familier i Rom, blev optaget i templet, når de var mellem 6 og 10 år og gjorde så tempeltjeneste i 30 år, hvorefter de kunne forlade Vesta og gifte sig, hvis de ønskede det. Men indtil dette tidspunkt skulle de leve i absolut kyskhed.

Som vestalinde havde de rang lige under Pontifex Maximus, hvilket gav dem en meget privilegeret stilling i det romerske samfund.

Deres leveomkostninger dækkedes af staten, de havde ret til at køre i vogn om dagen og lade sig ledsage af lictorer. I teatre og ved gladiatorkampene indtog de hæders-pladserne. Herudover havde de ret til at skrive testamente. Det var en ret, der ellers kun var forbeholdt mænd. Endelig kunne folk søge beskyttelse hos dem, ligesom vestalinderne havde kompetence til at benåde en dødsdømt, hvis de mødte ham.

Det besudlede pandebånd

Men hvis de brød deres kyskhedsløfte var straffen levende begravelse, og denne straf blev effektueret af Pontifex Maximus.

Vestalinderne bar en særlig hovedbeklædning i form af et pandebånd. Det var et diademlignende bånd af uld og symbolet på deres uberørthed.

Hvis en jomfru imidlertid brød sit løfte, sagde man, at hun havde besudlet sit pandebånd.

Det hændte kun meget sjældent. Således kender man kun ca. 20 eksempler gennem omkring 11 århundreder, men år 114 f. Kr. var et forfærdeligt år, da ikke mindre end tre vestalinder besudlede deres pandebånd og måtte udsone deres synd ved at blive levende begravet, hvilket efter romersk lov var straffen for utugt.

I øvrigt kunne en jomfru slet ikke dødsdømmes efter romersk lov. Skete det alligevel måtte bødlen først voldtage hende, så hun ikke døde som jomfru.

Den vestalinde, der blev fundet skyldig, blev dog først berøvet sine værdighedstegn og pisket.

Derefter blev hun så under ledsagelse af Pontifex Maximus bragt ud til et under-jordisk gravkammer på Campus Sceleratus, Forbrydermarken, der lå lige uden for pomerium ved den nuværende Piazza dell’ Indipendenza mellem Roma Termini og S. Maria degli Angeli.

Begravelsespladsen her på Campus Sceleratus dækkede tilsyneladende et temmelig stort område, der normalt blev brugt til simpel nedkuling af forbrydere, tiggere, slaver og selvdøde dyr. Det var altså kort og godt storbyens affald, der her blev gravet ned i en fællesgrav på ca. 10 meters dybde, og da dette gravfelt omkring 1900 blev åbnet, skal der have bredt sig en skrækkelig stank af forrådnelse over hele denne del af byen.

Her i et underjordisk gravkammer blev vestalinden så indemuret og led sultedøden, som endda blev forlænget af, at ritualet krævede, at hun fik en ration brød, mælk, vand og olie med i graven.

Plutark har efterladt sig følgende gruelige beretning om en vestalindes levende begravelse:

"Den vestalinde, der blev dømt for blodskam, begraves levende i nærheden af Porta Collina under Servius Tullius ager. Her er en ganske lille krypt med en åbning i hvælvingen, og gennem denne åbning sænkes en stige ned. Der findes en seng, en olielampe og nogle få forråd som brød, vand, mælk og olie. Disse forsyninger er anbragt der, fordi det ville blive regnet for en helligbrøde at dømme en kvinde, der tidligere var blevet indviet til guderne, til hungersdød. Den ulykkelige forbryderske føres hertil i en overdækket ligvogn, hvortil hun er bundet med læderremme, så det er umuligt, at hendes suk og klager kan høres af de tilstedeværende sørgende. Massen viger tavs til side for at lade ligvognen passere, der udtales intet ord, der høres ikke så meget som en mumlen. Tårer strømmer ud af øjnene på alle tilskuere. Man kan umuligt tænke sig et frygteligere syn. Hele byen er rystet af rædsel og sorg. Båren bringes hen til kanten af åbningen, bødlen skærer remmene over, Pontifex Maximus beder en uhørlig bøn og hæver sine arme op mod guderne, inden han siger den skyldige farvel. Han følger og hjælper hende op til toppen af stigen og vender tilbage i det frygtelige øjeblik, da hun forsvinder. Så snart hun har nået bunden, fjernes stigen, åbningen forsegles, og en masse jord skovles oven på stenen, der lukker den, indtil toppen af opdæmningen er nået, og hvert eneste spor af dommens fuldbyrdelse er forsvundet."

 

Vestalindernes hus

Det ældste vestalindeanlæg blev bygget 575 – 550 f. Kr. og omfattede udover Vestatemplet også præstindernes bolig, Vestalindernes hus og en hellig lund.

Adskillige gange i tidernes løb er dette anlæg blev ombygget og udvidet, og i forbindelse hermed blev den hellige lund allerede ryddet i republikkens tid.

Under kejser Augustus gennemgik anlægget i år 12 f. Kr således en betydelig ombygning, men de fleste af de mure, der nu står tilbage, stammer dog fra forskellige ombygninger i den senere kejsertid fra Neros og til Septimus Serverus’ regeringsperiode.

Efter denne sidste ombygning udgjorde Vestalindernes hus en stor firefløjet fleretagers bygning, der, som vi tydeligt kan se i dag, var anlagt omkring en lang, rektangulær gård med søjlegange langs alle fire sider, to små bassiner og et ottekantet nymfæum i midten. Langs med søjlegangen blev der i tidens løb opstillet statuer af en del af vestalinderne.

Man kan endnu se flere af vestalindernes celler, og i to af dem er det smukke marmorgulv bevaret. Ligeledes kan man se deres køkken og forrådsrum og den lille mølle, hvor de selv malede mel til de saltkager, de ved højtidelige lejligheder overrakte kejserens hus og senatet.

På anlæggets østside er der i dag et hul i væggen med et gitter for. Herfra kan man se ind i den gamle gård, hvor også en del af statuerne er delvis bevarede. Efter indskrifterne på dem kan de dateres til årene mellem 201 og 364, men på et af fodstykkerne er navnet hugget væk. Det er fordi, den pågældne vestalind er idømt "damnatio memoriae", altså "forbandelse af eftermælet". Sandsynligvis har hun krænket sin embedspligt.

På Hadrians tid omkring 125 fik vestalindernes hus indlagt centralvarme i form af et varmesystem, hvor varm damp cirkulerede i hule gulve og vægge.

Denne modernisering kom imidlertid temmelig sent. Den opvarmningsform havde nemlig i adskillige år været ret almindelig hos velhavende romere.

Når vi fra Vestalindernes hus går lidt hen ad Via Sacra ser vi Domus Publica, Pontifex Maximus bolig. Den er først blevet delvis frilagt for ret nylig.

Her boede Gajus Julius Caesar som Pontifex Maximus, mens Augustus, da han blev Pontifex Maximus i år 12 f. Kr. forlagde sin residens til Palatin, hvad der som nævnt herefter blev sædvane.

Det sidste glimt af vestalinderne i historiske sammenhæng er næsten sublimt.

Da templerne blev inddraget i 394 var det slut med vestalindernes eksistens, men omkring det tidspunkt var Serena, vandalgeneralen Stilichos smukke hustru i Rom og var ledsaget af en vestalinde på besøg i templet for Den store Moder på Palatin.

Da hun så statuen af gudinden stående oven på alteret stadig iført sin klædning og sine juveler, gik Serena gik resolut op ad trinene til statuen, lukkede gudindens halsbånd op og lagde det om sin egen hals.

Den aldrende vestalinde, måske den sidste af sin orden, gav et skrig fra sig ved denne vanhelligelse, og udråbte forbandelser mod Serena pga. af hendes ugudelighed.

Nogle år senere blev Serena imidlertid kvalt efter senatets ordre. Hun blev mistænkt for, at hun intrigerede med goterne.

Måske har de sidste af den gamle tro, der var tilbage i Rom, følt, at de gamle guder herved havde talt, da den hals, der på så blasfemisk vis havde båret gudindens juveler, fik lagt bødlensreb omkring sig.

Faustina og Antonius Pius

.

Lige overfor Regia på den anden side af Via Sacra ser vi det store tempel forFaustina og Antonius Pius.

Dette tempel lod kejser Antonius Pius (138 – 161) opføre til ære for sin hustru, Faustina den Ældre, der døde i 140.)

Senatet havde straks efter hendes død erklæret hende for diva, altså for guddommelig. Hvorfor vides ikke, for det var sjældent, at man gjorde en kvinde til diva. Hun må ud over at være gift med Antoninus Pius have været en ganske særlig kvinde, for det var også temmelig enestående, at senatet efterfølgende besluttede, at der skulle bygges et tempel til hendes ære – og specielt da, at det skulle placeres på Forum Romanum lige ved det helligste sted tæt ved Vestatemplet og overfor Regia. Ligeledes blev der også præget adskillige mønter til hendes ære med indskriften "Diva Faustina"

Templet blev utroligt smukt og rejste sig i al sin pragt med marmorbeklædte mure omkring den store tempelhal, hævet over Forum på sit høje podium, hvortil en trappe med tyve marmortrin førte op.

Som indgang til templet var der opført en monumental forhal med 17 meter høje korinthiske søjler af den meget sjældne og kostbare cipollinomarmor fra den græske ø Euboia. De bar den store arkitrav, der var dekoreret med symbolske figurer og med teksten "Divae Faustina", den guddommelige Faustina og endvidere tilføjet med dobbelt så store bogstaver "Divo Antonio". For ved Antoninus Pius’ død i 161 blev templet også indviet til ham.

Templet har stået delvis intakt gennem senantikken og blev i 7. – 8. årh. omdannet til kirken S. Lorenzo in Miranda. Derfor er det utvivlsomt blevet reddet for total ødelæg-gelse.

Oppe på den høje trappe, der nu er restaureret med tegl, kan man se resterne af et alter, og på søjleskafterne ses flere indridsede tegninger, som formodentlig forestiller statuer, der har stået i nærheden af templet. Det er Herkules i kamp med en løve, og Venus og Victoria. Endvidere er her indridset det nok ældste kristne symbol på Forum, nemlig et Chi-rho tegn omgivet af alfa og omega fra 300-årene.

Endvidere har man fundet fragmenter i templet af en mands- og en kvindestatue i kolossal størrelse, antageligt kejserparret. Her i tempelhallen stod formentlig også den guldstatue af Faustina, som senatet lod udføre ved hendes død i 140, og som Antoninus Pius havde betalt,

Endelig har man bevaret en Antoninus Pius mønt, der viser templet med en kultstatue af en siddende kvinde, antagelig Faustina.

Samme mønt viser også templets skulpturelle udsmykning. På gavlspidsen står et firspand og på gavlhjørnerne er der trofæer. Trappen er flankeret af to statuer, og arkitravfrisen er fint dekoreret med griffer og kandelabre.

Dette tempel for Faustina og Antoninus Pius blev både i samtiden og i eftetiden betragtet som et af de fineste eksempler på romersk arkitektur, og i flere århundreder var det et næsten ligeså populært mål for tilrejsende, som Pantheon var det. Det gav sig bl.a. udslag i, at mange har kradset deres initialer og lavet rids af deres skytsguder på søjlerne i forhallen.

Det kan man ikke mere, da der er spærret op til trappen for publikum.

Antonius Pius havde fortsat sin forgænger Hadrians fredspolitik. Grænsebefæstnin-gerne blev udbygget, og ifølge en sen kilde fra ca. 300, Historia Augusta, "ville han hellere bevare én borger ved livet end dræbe tusind fjender". Kort før han den 7. marts 161 døde fredeligt i sin seng, skal han have beordret nattens feltråb til at være "aequanamita" ("fred i sindet").

Det er naturligvis en meget idealiseret beretning om en hedengangen kejser ca.150 år efter hans død, og Historia Augusta er da også en problematisk kilde, fyldt med skrøner og personsladder, opdigtede breve og taler. Men sådan er det jo med en lang række af de kilder, vi rent faktisk har til rådighed.

Romulustemplet

Lidt længere henne stadig på venstre side af Via Sacra ser vi Romulustemplet.

Ifølge traditionen blev dette tempel oprindeligt anlagt af kejser Maxentius (307 – 312) til minde om hans søn M. Valerius Romulus, som døde i 307 og derefter var blevet ophøjet til gud. Men templet blev først færdigbygget af Konstantin den Store (306 - 337).

I middelalderen blev det lille rundtempel kaldt Templum Latonae, måske til minde Apolons mor, der også var blevet hædret med en triumfbue på det sted, hvor Konstantins basilica blev bygget.

De antikke bronzedøre har stadig den oprindelige – og stadig virkende – låsemekanis-me samt de gamle hængsler fra antikkens tid.

Sådanne pragtfulde bronzedøre har der sikkert oprindelig været mange af på Forum og i det antikke Rom, men kun to udover disse på Romulustemplet er bevaret, nemlig de gamle døre fra Curia, som nu er placeret på Laterankirken, og så Pantheons gamle døre.

På samme måde har der også i Rom været i hundredevis af skønne bronzestatuer, men også kun ret få af disse er bevaret.

Dette skyldes, at bronze jo kunne omsmeltes og blev senere i middelalderen bl.a. anvendt til mønter.

I 500-tallet blev templet indrettet som forhal til kirken SS. Cosma e Damiano, der i dag har indgang fra Via dei Fori Imperiali. Denne kirke blev bygget oven på resterne af det i bibliotek, der i antikken hørte til kejser Vespasians ( 69 – 79) Forum Pacis.

Forma Urbis

På væggen i Forum Pacis lige ved dette bibliotek havde i øvrigt Septimus Severus (193 – 211) anbragt den store marmorplan over Rom, Forma Urbis, der et stort bykort over Rom i skala 1:240.

Fragmenterne af Forma Urbis er stadig en hovedkilde til vores viden om byens antikke typografi og om de antikke bygningers placering i Rom. I 1700-tallet blev den delvis rekonstrueret af Roms store kartograf Gian Battista Nolli og kan i dag ses i Palazzo dei Conservatori.

Konstantinbasilicaen

Nu fanges vores blik på venstre hånd ganske givet af Forum Romanums største ruinkompleks i dag. Det er Konstantinbasilicaen.

Den kaldes også Basilica Nova, fordi den er den yngste af basilicaerne på Forum Romanum.

Ligeledes ser man betegnelsen Maxentius basilica.

Det skyldes, at kejser Maxentius (307 – 312) påbegyndte anlæggelsen af den i 307, efter en brand havde raseret store dele af Rom og bl.a. området her i den sydøstlige del af Forum. Her havde der nemlig ligget nogle store krydderilagre, som Domitian ( 81 – 96) havde anlagt.

Ovenpå disse og med benyttelse af de gamle murrester som fundament, rejste Maxentius sin basilica, der i dag anses for at være det fineste eksempel på, hvorledes de romerske arkitekter ved at brug af betonkonstruktioner kunne overdække enorme arealer. Her har man skabt en selvstændig hal, der overdækker et areal på ca. 3000

m 2.

Fundamentet var 100 x 65 meter. og selve bygningen består af et centralskib 80 x 25 meter og 35 meter højt og to lavere sideskibe 16 meter brede og 25 meter høje.

I dag er det kun højre sideskibs tre gigantiske hvælvinger, der er tilbage af dette imponerende bygningsværk.

Sideskibene var med tværmure delt i tre rum.

Hovedskibet var altså 10 meter højere end sideskibene og havde over disse 3 store vinduer i hver side foruden vinduer i de to korsider.

Sideskibene fik lys ind fra høje tredelte romanske vinduer i ydermurene.

Hovedskibets gulv var i rødt, grønt, gult og hvidt marmor lagt i geometriske mønstre, mens sideskibene havde grønne kvadrater på gul bund. Et bånd i hvidt marmor skilte hovedskibet fra sideskibene.

Op til en vis højde var væggene beklædt med tynde marmorplader, som var fastgjort i betonen med bronzenagler.

Højere oppe afløstes marmoren af forgyldt eller malet stuk, som også var brugt i de seks- eller ottekantede kassetter, der var indfældet i hvælvingerne for at udsmykke dem og for at mindske deres vægt.

I alle vægge var der nicher med gudestatuer.

Udvendig stod bygningen i tegl beklædt med stuk formet som store kvadersten.

Oven på betonhvælvingerne lå et tegltag.

Da Maxentius i 312 faldt i slaget nær Ponte Milvius mod Konstantin, og denne fik magten over hele romerriget, dedicerede det romerske senat Basilica Nova til Konstantin.

Han lod forskellige ændringer foretage og færdibyggede den vældige bygning.

Således vendte han basilikaens orientering, så kortaksen blev til hovedaksen, så hovedindgangen kom til at ligge mod Via Sacra, modsat de tre store buer, der nu står tilbage.

Samtidig anbragtes i apsis i basilicaens nordvestlige kortside den kolossalstatue af Konstantin, som nu står på Capitol i Conservatorpaladsets gård.

Af den, som vi så tidligere, er kun bevaret de dele, der på statuen stod nøgne og var gengivet i marmor. De øvrige dele i bronze og andet materiale er forsvundet. Når vi ved, at hovedet af denne kæmpe vejede alene 9 tons, så må vi som nævnt slutte, at det kun har været muligt at placere en sådan kæmpestatue i siddende stilling i den ellers kolossale apsis.

Hvad der siden skete med denne basilica, der sammen med Caracallas Termer, Diocletians Termer og de store haller i Trajans Forum repræsenterer det ypperste i romersk beton- og teglteknik, er temmelig uklart.

Formentlig forfaldt den gradvis, efter at Konstantin havde flyttet hovedstaden til Byzans i 330, og Rom blev en provinsby uden de store penge og uden det store behov for den slags kolossalanlæg.

Jordskælvet i 847 fik antagelig venstre sideskib og hovedskibet til at skride sammen, hvorefter basilicaen kom til at fungere som et marmorbrud og lager for diverse udsmykninger.

I 1613 flyttede paven den sidste af de 8 hovedsøjler til Piazza S. Maria Maggiore. Hvor de 7 andre er blevet af vides ikke.

Basilicaens pragtfulde mosaikgulve blev ødelagt i årene 1809 – 1814, da den franske garnison i Rom brugte dem som eksercerplads.

Titusbuen

Når vi forlader Konstantinbasilicaen, fortsætter vi i et lille stykke ad Via Sacra og kommet snart efter til den anden ret velbevarede triumfbue på Forum Romanum, Titusbuen.

Titusbuen er rejst til minde om indtagelsen af Jerusalem i 70.

Buen er opført i 81 under Domitian ( 81 – 96), efter Titus’ apotheose, optagelse blandt guderne, hvilket er illustreret ved en ørn, der bærer ham til himmels på et relief midt i buens hvælvede kassetteloft.

I hjørnerne over buen sidder sejrsgudinderne.

Buen kan være påbegyndt under Titus, og indvendig i buen ses relieffer på begge sider.

Relieffet på den nordre indervæg viser Titus i triumfvogn omgivet af sine soldater. Vognen føres frem af gudinden Roma, og bag kejseren står sejrsgudinden Victoria, ledsaget af guderne for hæder og tapperhed, Honos og Virtus.

Relieffet på den søndre indervæg viser, hvordan laurbærkransede soldater kommer bærende med byttet fra templet i Jerusalem, bl.a. skuebrødsbordet, sølvtrompeterne og den syvarmede lysestage.

Oven på buen har der stået en bronzegruppe med Titus og Vespasian i en triumfvogn trukket af et firspand.

Det er det eneste samtidige billedhuggerarbejde, der findes af byttet fra templet i Jerusalem, men byttets senere skæbne kendes ikke.

Man ved, at det blev opbevaret i Forum Pacis, Fredstemplet, der var det gamle Roms fineste museum, og man ved, at det var blandt de genstande, der overlevede ilden i 191, men man formoder at tingene forsvandt under goternes udplyndring af Rom i 410.

Siden har man i hvert fald aldrig hørt om dem.

Procopius, der skrev i det 6.århundrede, påstår, at da Genserik og hans vandaler, berbere og beduiner plyndrede Rom i 455, blev skatten fra Jerusalem afskibet til Karthago.

Her skulle Belicsarius have fundet den og sendt den videre til Konstantinopel. Belicsarius var en østromersk hærfører under kejser Justinian 1, der i 533 - 534 besejrede vandalerne i Afrika.

Dette modsiges imidlertid af et mærkeligt sagn om, at vestgoterkongen Alariks følgesvende, da Alarik døde i Syditalien, ændrede floden Busentos løb og byggede en stor grav, hvor byttet fra Jerusalem sammen med en masse andre skatte blev begravet sammen med kongen.

Efter begravelsen skulle man så have ladet floden flyde tilbage i dens oprindelige leje, og for at ingen skulle få at vide, hvor Alarik var blevet begravet, dræbte man derefter arbejderne

Jøderne tror imidlertid ikke på nogle af disse historier, og i Talmud (jødedommens lov- og lovkommentarsamling) fortælles det, at byttet fra templet ganske simpelt blev kastet i Tiberen, hvor det ligger den dag i dag.

Blandt jøder findes den overtro, at en jøde ikke må gå under Titusbuen.

Titusbuen blev stærkt ødelagt i Middelalderen, da den blev kernen i en fæstning, men i 1821 blev den frilagt og restaureret.

Denne restaurering blev varetaget af Valadier, som gik fornuftigt og "moderne" til værks, idet han lod de manglende dele lave i travertin i stedet for i originalens marmor, så man kunne se, hvad der er hvad.

Templet for Venus og Roma

Til sidst vil vi ved udgangen fra Forum Romanum ved Colosseum på vores venstre hånd se flere rester af store søjlerækker. Det er resterne af Templet for Venus og Roma, der delvis blev bygget oven på vestibulen til Neros Gyldne Hus.

Det var det største tempel på Forum Romanum, der skulle symbolisere Roms magt og ære.

Det blev påbegyndt af kejser Hadrian i 121 og var endnu ikke færdigbygget ved hans død i 138.

Når templet blev viet til Venus, skyldes det, at hun ifølge legenden var ophav til Juliaslægten, som ved Cæsar og Augustus havde befæstet det romerske imperiums magt og vælde. Og når det endvidere indviedes til gudinden Roma, var det en tilkendegivelse af, at Rom var hele verdens hersker.

Ingen vidste jo dette bedre end Hadrian, der fra sine lange rejser rundt om i de romerske provinser havde opnået et grundigt kendtskab til de mange folkeslag, Rom herskede over.

Dette dobbelttempel blev det største og mærkeligste, man havde set i Rom.

Det var 80 meter langt og rummede to tempelhaller i fortsættelse af hinanden, men adskilt midtvejs af en svær mur, i hvilken der ind mod hver hal var en meget stor niche.

I Romahallen, der vendte mod Forum Romanum, var der i nichen opstillet en stor statue af gudinden Roma, og i Venushallen niche fik den vældige statue af gudinden Venus plads. Det betød altså, at de to gudinder stod ryg mod ryg, men med skille-muren mellem sig.

De to statuer har været så store, at de måtte bygges op inde i selve tempelhallen. Det skete ved, at man over et skelet af jern og træ lagde klædningen af tynde metalplader, kunstfærdigt foldede og drapperede om figuren, mens de "nøgne"partier som hoved, arme og fødder blev lavet af hvidt marmor og elfenben.

Templet var på traditionel vis opført på et podium, hvortil et trappeanlæg i hele bygningens længe og bredde førte op til templet fra alle fire sider. På dette podium var opført en vældig porticus, der havde 19 søjler på hver af langsiderne og 8 søjler for hver af enderne.

Dertil kom nu noget, der satte hele dette nationalmonument i relief, idet man langs begge tempelområdets langsider byggede brede overdækkede søjlegange. Langs nordsiden var det i form af en enkelt søjlrække, men langs med Via Sacra var det en dobbelt søjelerække, der midtvejs var udvidet til hele søjlehal, og som opgang fra Forum til det højereliggende tempelområde fandtes et 65 meter bredt trappeanlæg i marmor.

Da kejser Hadrian døde i 138, førte hans arkitekt Decianus arbejdet videre på grundlag Hadrians personlige udkast.

Hans efterfølger kejser Antoninus Pius lod det senere indvie, og da han døde i 161 besluttede senatet, at der i templet skulle opstilles statuer i sølv af Antoninus og hans hustru Faustina.

Ved samme lejlighed besluttede senatet, at der ved templet skulle opføres et alter, hvor alle Roms nygifte blev forpligtet til at ofre, og her skulle brudene tillige deponere deres uskyldighedssymbol, myrtekransen.

Imidlertid blev dette vældige tempel også raseret under den førstenævnte storbrand i 307, der lagde det meste af den sydøstlige del af Forum Romanum øde.

Herefter blev det restaureret af kejser Maxentius (306 – 12), og tilsyneladende har det så stået uskadt i de næste tre hundrede år, indtil de nye kristne magthavere i 600-årene begyndte at forgribe sig på det. Blandt andet blev tagets forgyldte bronzeplader brugt til taget på Peterskirken.

Romas tempelhal er i dag delvis bevaret inde på Antiquarium Forenses område, men Venus’ er kun sparsomt bevaret.

I 1935 genrejstes de resterende søjlestumper, mens de manglende søjler blev markeret med liguster, trappetrinene med buksbom og murene med laubærtræer.

Lige syd for ved den nuværende Piazza del Colosseo var der på Neros tid en stor kunstig sø, som indgik i parkanlægget omkring Domus Aurea.

Palatinerhøjen

Hermed er vores besøg på Forum Romanum slut, og vi går tilbage gennem Titusbuen og lidt tilbage ad Via Sacra, indtil vi på venstre hånd kommer til vejen med de mange trapper op til den ældst beboede af Roms syv høje, Palatinerhøjen.

I den ældste tid bestod højen i virkeligheden af tre toppe: Mod øst har vi Palatium, mod vest Germalus og mod nord mod Forum Romanum Velia.

Niveauforskellene er dog i dag næsten udjævnet på grund af de vældige paladser, der i tidens løb har været anlagt på Palatinerhøjen.

I republikkens tid var højen tæt befolket af Roms rigeste slægter, der havde deres domus heroppe.

Her boede en lang række af de kendte som f.eks. Sulla, Crassus, den store taler Hortensius, Cicero og dennes arge fjende Clodius.

Man har kendskab til, at 11 familier havde deres bopæl på Germalus, og flere har der næppe været plads til heroppe.

Der er ingen tvivl om, at det har været et meget attraktivt boligkvarter, og da nogle af boligerne har været bygget med terrasser på højens sider, har der været en fantastisk udsigt ned over byen.

Prisniveauet har givet vis også været højt. Da Cicero købte sit domus, sit hus heroppe af Crassus i 62 f. Kr. gav han 3.500.000 sestertier for det. Det svarede til ca. 875 000 arbejdstimer for en ufaglært arbejder.

I dag er der fortrinsvis kun rester tilbage af de paladser, som de forskellige kejsere i tidens løb anlagde på Palatinerhøjen, idet de opkøbte de private boliger og ryddede grundene.

Det var nok særligt det faktum, at kejser Augustus på et tidligt tidspunkt bosatte sig heroppe, der skabte den tradition for hans efterkommere, at her skulle Romerrigets kejser bo.

Augustus havde også haft sit barndomshjem heroppe, og da han blev kejser, købte han Hortensius’ ejendom på Palatin på Germalus.

Selv om de mange bygningsrester på Palatinerhøjen kan virke noget uoverskuelige – specielt første gang, man besøger højen, er den i høj grad et besøg værd. Men ligesom når man går rundt nede på Forum Romanum, er det også heroppe helt nødvendigt at have en plan over Palatinerhøjen med. Sådan én findes i de fleste rejsebøger.

Udsigten

Her er usædvanligt smukt at gå rundt mellem alt det grønne, græsplæner og stier, eksotiske planter og en hel skov af pinjer og cypresser.

Og så er der flere steder her en helt fantastisk udsigt ud over Rom.

Mod nord og øst nedover Forum Romanum og Colosseum og med statuerne på San Giovanni in Lateranos tag og San Giovanni e Paolo i det fjerne - og mod syd ned over Circus Maximus,over på Aventinerhøjen og i det fjerne toppen af Cestiuspyramiden, Caracallas termer og et stykke af den aurelianske bymur.

Orti Farnesiani

Når vi kommer op ad trappen er vi på den gamle top, Velia og står snart midt i det overdådige haveanlæg, Orti Farnesiani, hvor kardinal Farnese – den senere pave Paul 3.(1534-49) – i bedste renæssancestil byggede en villa og anlagde verdens første botaniske have, der strækker sig ind over toppen på Germalus.

I dag udgør den med sine mange blomster og promeranstræer den skønneste oase midt det store ruinområde.

Domus Tiberiana

Denne pragtfulde have er anlagt oven på resterne af Tiberius’s palads, Domus Tiberiana, der totalt kom til at dominere Germalus.

Her boede kejser Tiberius (14 – 37), indtil han på grund af sit meget vanskelige sind nærmest lukkede sig inde i sit domus på Capri.

Hans efterfølger Caligula (37 - 41) fortsatte med at udbygge paladset og forbandt det med Castortemplet på Forum, så at dette tempel kom til at fungere som en slags forhal til Domus Tiberiana. Som nævnt tidligere, fortæller Sueton, at Caligula yndede at stille sig mellem statuerne af Castor og Pollux og lade sig tilbede af de besøgende.

Domus Tiberiana er på grund af sin beliggenhed under Orti Farnesiani stort set uudgravet, men ved punktudgravninger har man søgt at få klarhed over planen for paladset, der synes at have været centreret om en søjlegård. Det ser endvidere ud til, at anlægget blev delvis ødelagt ved en brand i år 80.

Langs sydsiden af Domus Tiberiana ligger den cryptoporticus, den delvis underjordiske korridor, som Nero lod bygge for at forbinde paladset her på Germalus med sit eget palads Domus Aurea

Hyttefundamenter

I den sydlige del af Germalus findes også de ældste spor af bebyggelse i Rom.

Her har man frilagt hyttefundamenter med stolpehuller, vandreservoir og kornsiloer, der kan føres tilbage til ca. 750 f. Kr., hvilket er i overensstemmelse med traditionen om Romulus og Roms grundlæggelse i 753 f. Kr., et årstal, der var helligt for romerne, og som nu næsten herved er blevet bekræftet af arkæologien.

For romerne har Palatin altid stået som symbolet på det ældste, primitive Rom, og helt op i kejsertiden bevarede man en lerklinet, stråtækt hytte som mindesmærke for Romulus, Roms grundlægger.

Lige øst for disse jernalderhytter udgravede man i slutningen af 1800-årene et patricierhus fra c.100 f. Kr.

Casa di Livia

Man gav det navnet Livias hus, Casa di Livia, fordi man fandt et vandrør af bly med navnet Iulia Augusta påtrykt.

Ifølge Sueton boede Livia Drusilla på Palatin. Det var hende, som senere blev gift med kejser Augustus, og som fik tilnavnet Iulia Augusta.

Derfor troede man, at det var hendes navn, der var påtrykt vandrøret, og at huset var hendes, og at Augustus så også havde boet her.

Imidlertid har det senere vist sig, at blyvandrøret med Iulias navn stammer fra et vandsystem, der var væsentligt yngre, og derfor mener man i dag, at den Iulia, der er tale om, er kejser Septimus Severus’ (193 - 211) hustru Iulia Domna.

Casa Augusti

Man ved ikke, hvem der har ejet huset, men udgravninger viser, at det senere kan have udgjort en del af Augustus’ hus, Casa Augusti, der har ligget lige syd for.

Casa di Livia er temmelig stort ca. 40 x 25 meter, og det har været rigt dekoreret i den såkaldte pompeianske stil med guirlander, en frise med nilmotiver og med mytologis-ke motiver.

Tilsyneladende har der i hvert fald været en forbindelse i form af et peristyl fra Casa di Augusti til Casa di Livia.

Muligvis har Casa di Augusti været det hus, som Augustus oprindelig havde købt af Hortensius, og som ifølge Sueton skal have været et ret beskedent hus, der "hverken udmærkede sig ved rummelighed eller udstyr. Det havde kun et lille peristyl med peperinsøjler og sale uden marmorbeklædning eller fint mosaikgulv. Ja, i mere end 40 år benyttede han det samme soveværelse vinter og sommer, skønt han gjorde den erfaring, at byen ikke var god for hans helbred om vinteren. Når han ønskede at arbejde alene og uforstyrret, havde han et isoleret, højt beliggende sted, som han kaldte Syracus og technophyon (studiekammer). Tarveligheden i hans udstyr og service fremgår af de sofaer og borde, der endnu [Sueton skrev ca. år 120] er bevarede; de fleste af dem er næppe, som man nu finder dem i et smagfuldt udstyret privathus."

I 1956 gjorde man så et meget spændende fund, idet man lige syd for Casa di Livia fandt et republikansk hus med en søjlegang, der nok har eksisteret endnu på Domitians tid.

Under dette lå der imidlertid rester af et hus fra 80 – 60 f. Kr., og her nedenfor på en lavere liggende terrasse fandt man et stort anlæg med over 20 rum. Endvidere viste et trappeanlæg, at der havde været en etage ovenover, som nu var forsvundet.

Huset var inddelt i to hovedafsnit, med en beboelsesfløj og repræsentationsfløj.

Beboelsesdelen kunne nok betegnes som temmelig beskeden, og når man ser på dens meget nære beliggenhed op til Apollontemplet, er der næppe meget tvivl om, at dette hus har været Augustus residens.

To af husets rum, nemlig "Maskerens sal" og "Pinjernes sal" kan i dag – efter ansøgning) – beses gennem en glasrude. De er prydet med meget smukke vægmalerier, der stadig står i de klareste farver. Specielt "Maskernes sal" er helt fantastisk præget af den skønneste og dybe pompeianskrøde farve. Der er virkelig tale om en glødende rød farve, der virker helt tidløs.

Det er en helt utrolig fornemmelse af står her, hvor Augustus og Livia færdedes i det daglige for 2000 år siden. Her har Augustus måske ligget og spist til middag med sine venner med udsigt over husets indre have, peristylet

Overetagen har sikkert stået i forbindelse med Casa di Livia, ved at peristylet ved arkader over den offentlige vej, Scala Caci, har været bygget sammen med dette. Sandsynligvis har kejserens "Syracus" været heroppe.

Apollontempel

Nogle vil måske undre sig over, at Augustus indrettede et Apollontempel lige op af sin egen bolig.

Det er der imidlertid politiske årsager til, og han fortsatte også her den gamle romerske tradition, at feltherren for at legitimere hele sin politik påberåbte sig en guds beskyttelse. Vi må jo ikke glemme, at de gamle romere var gennemreligiøse og i deres gøren og laden stræbte mod pax deorum, fred med guderne.

Traditionen ville vide, at Apollon selv deltog aktivt i slaget ved Actium i 31 f. Kr. og hjalp Octavian, den senere Augustus, med at sejre over Cleopatra og Marcus Antonius.

Herefter er Apollon blev Augustus’ skytsgud, og som en tak anlagde Augustus efterfølgende Apollontemplet tæt ved sin egen bolig. Imidlertid var det temmelig exceptionelt, da vi skal tænke på, at han derved gav en græsk gud bolig inden for den hellige bygrænse, Pomerium og tilmed på selveste Palatin.

Hidtil havde Apollon kun haft et mindre kulttempel uden for Pomerium, nede på Marsmarken ved Teatro di Marcello.

Det siger noget om, hvor stærkt Augustus var påvirket af den hellenistiske kultur.

Templet, der blev indviet i år 28 f. Kr., blev endvidere udstyret med en 3 meter høj Apollonstatue af marmor, og hvor stærkt Augustus nu vægtede Apollondykelsen viser sig også ved, at han ønskede, at de mest hellige af Roms bøger, som bl.a. indeholdt varselkunst og fortalte romerne, hvordan de skulle agere for at fastholde romerstaten, de sibylliske bøger, fremover skulle opbevares i statuens fodstykke. Disse bøger havde altid tidligere været opbevaret i Jupitertemplet på Capitol.

Apollontemplet har stået på et støbt podium og var opført i Carraramarmor, men i dag står kun det afpillede podium tilbage. En trappe på sydsiden har ført op til en plads foran templet, og dette trappeanlæg har mod syd været lukket af 5 porte, der gav adgang til trappen.

Vest for templet er der frilagt en gård omgivet af søjler, og tillige har man her fundet nogle mure, der stammer fra Augustus’ tid, og som utvivlsomt stammer fra hans to biblioteker, et for græsk litteratur og et for romersk.

Da efterhånden Tiberius og Caligulas palads blev så mægtigt, at det næsten blokerede hele Germalus, var de efterfølgende kejsere henvist til den del af Palatinerhøjen, der blev anset for mindre fin, nemlig Palatium. Derfor måtte de private bebyggelser også her vige for kejserpaladser.

Domitians palads – det alt dominerende

Når vi derfor går videre mod vest er det næsten kun resterne af Domitians kæmpepalads, der dominerer området.

Men kejser Nero (57 – 68 e.Kr.) byggede også to paladser på Palatin.

Det ene Domus Transsitoria skulle forbinde de kejserlige anlæg på Palatinerhøjen med Mæcenas haver på Esquilinerhøjen.

Der findes få rester heraf under Domitians palads, ligesom nede på vejen ved Titusbuen og ovre under templet for Venus og Roma.

Men da kejser Nero gav sig til at anlægge sit storslåede palads Domus Aurea, Det gyldne Hus, byggede man imidlertid henover det meste af Domus Transsitoria, idet Domus Aurea kom til at strække sig fra Palatin ned over dalen, hvor Colosseum senere blev anlagt, og over til Esquilinerhøjen, hvor ruiner med en rigdom af fresker og en række fantastiske sale nu kan beses og bestemt er et besøg værd.

Men det er kejser Domitians (81 – 96) kolossale paladsbyggeri, der kom til at brede sig ud over hele den sydøstlige del af Palatinerhøjen, som i høj grad præger det indtryk, man i hvert fald får første gang, man besøger Palatinerhøjen.

Mærkeligt nok ved vi, at arkitekten hed Rabirius. I den romerske verden var det nemlig som nævnt normalt, at æren for et bygningsværk alene tilfaldt bygherren..

Paladsets vældige dimensioner fornemmer man klart, når man står heroppe og kigger hen over og ned over ruinerne.

Området ligger i dag frilagt, når man ser bort fra det lille areal med den bygning, et gammelt kloster, der nu rummer Palatinmuseet.

Det er et ganske lille spændende museum med en del skulpturer, terrakotta og fresker, der er fundet heroppe.

Domitians vældige paladsbyggeri bestod dels af en repræsentationsfløj mod vest, Domus Flavia og en privatfløj mod øst, Domus Augustana.

Ruinerne står i vore dage kun i få meters højde, da paladset med dets uhyre rigdomme blev fuldstændig udplyndret igennem middelalder og renæssance bl.a. for at man kunne benytte materialerne andre steder og til andre formål.

Hvis man f. eks. betragter hovedaltret i Pantheon, så er der her tale om en af tærskelstenene fra Domitians palads. Det siger noget om størrelsesforholdene.

En samtidig digter, Martial, betegnede paladset som "det mest storslåede i verden, stort som de syv høje oven på hinanden og rækkende til himlen".

Øst for Domus Augustana og i hele dets længde ligger den store hippodrom, der måler 170 x 50 meter. Det var et vældigt haveanlæg af form som en rendebane. Startbåsene var erstattet af fem overhvælvede rum, og de to vendepunkter, metae, var fontæner. Dertil kom, at hele anlægget var omgivet af en toetagers søjlegang, og at der midt på den vestlige langside lå en stor overhvælvet exedra i to etager med en loge til kejseren øverst oppe. I den sydlige del af banen ses en stor oval indhegning, der sikkert har tjent som ridebane, men den stammer formentlig fra en senere tid.

Dette stadion har formentlig været anvendt til hestevæddeløb, teaterforestillinger o. lign.

Severus’ termer

Når vi går ned ad stien på Palatins vestlige del, kan vi se ud på Via di S. Gregorio, antikkens Via Triumphalis, hvor triumftogene drog henad.

Vi går ad stien til højre for lige at betragte resterne af kejser Septimus Severus’ (193 – 211) vældige termer, badeanlæg, som var planlagt allerede af Domitian.

Disse termer er bygget på terrasser og hviler for størstepartens vedkommende på de vældige buekonstruktioner, som i dag dominerer hele Palatinerhøjens facade ud mod Circus Maximus.

Vi følger nu stien mod nord og går langs med Via di S. Gregorio.

Claudius’ akvadukt

Vi går gennem resterne af kejser Claudius’ (41 - 54) akvadukt og nyder synet af områdets vældige pinjetræer.

Og så pludselig har vi Konstantin den Store triumfbue og Colosseum liggende nede til højre og skråt foran os templet for Roma og Venus.

Det var jo nu planen, at vi skulle se nærmere på Colosseum, men inden vi gør det, vil jeg foreslå, at vi går højre om dette vældige bygningsværk, op på Piazza del Colosseo og over på hjørnet af Via di S. Giovanni in Laterano.

Ludus Magnus

Her på hjørnet til venstre et lille ses nogle udgravede ruiner. Det er Ludus Magnus, en af antikkens statslige gladiatorskoler med øvelsesarena og gladiatorkaserner. Det var en af de fire gladiatorskoler, kejser Domitian anlagde i nærheden af Colosseum.

Men det var nu ikke meget den, der er vores mål nu, men derimod de små fortovsrestauranter, der findes her på Via di S. Giovanni in Laterano.

For nu vil det utvivlsomt være godt med en frokost og dejligt at få hvilet benene.

Colosseum

Forhåbentligt veludhvilede går vi nu tilbage til indgangen til Colosseum lige uden for Forum Romanum.

Overalt i den vestlige del af romerriget var amfieteatrene i antikken meget populære, og i mange byer var der et. Nogle var bygget af træ, andre af sten, men ingen af disse amfieteatre var nær så store som Colosseum.

Dets oprindelige navn var Amfiteatro Flavio, idet det var opkaldt efter den flaviske kejserslægt, der med kejserne Vespasian, Titus og Domitian regerede romerriget 69 – 96 e. Kr.

Det var først i det 8. århundrede, at denne bygningsmæssige mastodont af et amfi-teater fik navnet Colosseum. Ikke på grund af dets størrelse, men på grund af den 30 meter høje kolossalstatue af kejser Nero i forgyldt bronze i skikkelse af solguden Helios, som stod udenfor tæt ved teatret.

Den havde stået i vejen for kejser Hadrian plan for anlæggelsen af templet for Venus og Roma. Derfor havde han ladet den flytte lidt længere mod syd. Denne flytning krævede 12 krigselefanters indsats. Allerede på det tidspunkt var Neros portræthoved blev udskiftet med hovedet af solen kronet med et diadem af stråler.

Amfiteatro Flavio blev påbegyndt af Vespasian som et stort beskæftigelsesprojekt.

Det blev fuldført at kejser Titus og indviet i år 80.

Teatret blev anlagt i den sumpede dal mellem Palatinerhøjen og Esquilinerhøjen, netop der, hvor Nero havde anlagt en stor kunstig sø i forbindelse med hans Domus Aurea. Det var i denne sø, Nero efter overleveringen havde udsat muræner. Det var en af romerne højt skattet spisefisk. Men det var også en rovfisk med giftkirtler, der ifølge traditionen ofte blev fodret med slaver.

Triumf for romersk byggekunst

Når man tager den sumpede jordbund i betragtning er dette bygningsværk med sin uhyre vægt en sand triumf for romersk byggekunst, når man betænker, at det har stået i næsten 2000 år.

Colosseum er simpelt hen bygget oven på nogle vældige fundamenter af uforgæn-gelig romersk beton, der er nedsænket i vandet og banket ned i søbunden.

Byggeriet tog 9 år, og ifølge traditionen skal 10.000 jødiske krigsfanger – som Titus havde taget i Jerusalem – og mange tusinde slaver have medvirket. Festlighederne i forbindelse med indvielsen skal have varet i 100 dage, og over 5000 vilde dyr og talløse gladiatorer måtte lade livet i arenaen i forbindelse med denne indvielse.

Skønt der i dag kun er godt en tredjedel tilbage af dette fantastiske mindesmærke over den antikke romerske arkitektur, så er indtrykket alligevel overvældende.

Det er det, når man står udenfor og betragter dets vældige mure, og det er det, når man gennem en af den doriske arkades 80 buer træder inden for i teatret. Man kan stadig se nummereringen på buerne. Nummeret stod på ens teaterbillet, der var af ben.

I forbindelse med disse numre, kan man gøre en interessant iagttagelse. Mellem nr. 38 og 39 er der nemlig en bue, der ikke er nummereret. Det mener man skyldes, at kejser Titus havde en underjordisk gang oppe fra sit på palads på Esquilinerhøjen, der netop udmundede her ved denne bue. Herved kunne kejseren tage til Colosseum, uden at vise sig i Roms gader.

Demensioner og indretning

Denne vældige ovale bygningsmasse er opført af mursten, men beklædt med travertin. Først har man rejst et skelet af travertin, og det har man så derefter udfyldt det med murværk. De vældige travertinblokke blev holdt sammen med store jernankre, der med bly var smeltet ind i huller. Jernet har man senere plyndret, men man kan stadig tydeligt se hullerne. Blyet blev senere brugt til taget på Peterskirkens kuppel.

Teatrets form er en ellipse, der er 524 meter i omkreds, 188 meter lang, 156 meter. bred og 48,5 meter høj, halvanden gang Rundetårns højde.

De fire etager bestod i det ydre af en dorisk, derover af en jonisk og så af en korintisk arkade og øverst oppe en mur inddelt i korintiske pilastre. I de mange arkader var der anbragt græske statuer.

Colosseum kunne i alt rumme ca. 87.000 tilskuere på bænkerækkerne, men dertil kom de ca. 20.000, der formentlig kunne stå i søjlegangene i den øverste del af cirkus.

Tilskuerpladserne var delt i tre dele.

Nederst var kejserlogen med plads til kejseren og hele hans følge af familie og venner, men på denne etage var også vestalindernes og senatorernes ærespladser foruden pladserne til udenlandske diplomater.

Etagen ovenover var reserveret patricierne, og over dem sad så folket.

Mænd og kvinder sad adskilt, og til kvinderne var der indrettet sidepladser af træ i buegangene over tredje etage. Denne adskillelse af de to køn i amfiteatret var blevet indført under kejser Augustus. Før i tiden havde mænd og kvinder kunne sidde sammen.

På taget af disse buegange var der ståpladser for de laveste klasser og for de matroser fra flåden ved Misenum, der havde til opgave at passe det store solsejl.

Det blev nemlig i den allerværste varme eller ved voldsomme regnskyl spændt ud over tilskuerpladserne.

Dette vældige solsejl blev båret af 240 mastetræer, der hvilede på konsoller.

Selv arenaen var 76 x 46 meter. Den har været belagt med et trægulv, som har været dækket med sand. Deraf stammer navnet arena, da "sand" på latin hedder "harena". Imidlertid har den været forskelligt indrettet til forskellige tider. I starten på Titus tid var den lavet sådan, at den kunne oversvømmes, så man kunne opføre søslag med store skibe i Colosseum. Det var meget på mode i amfiteatrene på Vespasians og Titus tid.

Udgravningerne viser os de mange underjordiske korridorer og rum, hvorfra hele scenearrangementet blev ledet. De inderste indeholdt redskaber, kulisser m.m. og de yderste havde bure med vilde dyr. Der var endvidere elevatorer, der blev trukket af blokke og spil, hvori burene med dyrene blev hejst op på arenaen.

Gladiatorspillene

Her har så de mange begejstrede tilskuere på hele dage adskillige gange om året nydt at se de blodige dyre- og gladiatorkampe, hvor tidens helte, gladiatorerne, kæmpede mod hinanden med forskellige slags dræbende våben. Og folk har nydt det, for romer-ne var vilde med gladiatorkampe, og de har også nydt at se de vilde dyr flænse hinan-den eller sønderflænge krigsfanger eller slaver.

Gladiatorspillene hørte med som en naturlig del af den kulturelle konstruktion, der var romernes i den vestlige del af riget. De havde deres ophav i religionen. Det var en gammel etruskisk skik, der oprindeligt foregik i forbindelse med begravelser.

Som ved alle andre offentlige handlinger, blev spillene indledt med ofringer til guderne.

Imidlertid tyder det ikke på, som man tidligere påstod, at de kristne martyrer er blevet kastet for løverne i Colosseum.

Det var ellers årsagen til, at pave Benedikt XIV i 1750 lod opstille et kors i arenaens midte til minde om kristne martyrer, der havde udgydt deres blod her.

Korset kan man stadig se, men nu er det placeret på Colosseums nordlige langside.

Når man sætter sig ned her ved arenaen og betragter denne vældige ruin, kræver det ikke meget fantasi for ens indre blik at genopbygge den i al sin glans og fylde den med de tusinder af tilskuere, med kejseren i kejserlogen, senatorerne, aristokratiet og vestalinderne på deres privilegerede pladser tæt ved gelænderne, og højere oppe pøblen.

Jo, den sociale rangorden skulle man ikke være i tvivl om, og der var specielle embedsmænd, der passede på, at folk blev på de anviste pladser.

Der var ligeledes forordninger vedrørende klædedragten til de forskellige lejligheder, og disse regler skulle også nøje overholdes.

Romerske borgere var forpligtet til at overvære legene i toga, og magistraten og senatorerne kom i deres embedsdragt.

Denne forsamling må have været et fantastisk syn – som oftest klædt i hvidt, men med senatorerne i deres stribede togaer og røde senatorsko, konsulerne i deres purpurfarvede tunikaer og med medlemmer af det diplomatiske korps i de pågældende landes påklædning. Og så med prætorianergarden i fuld galla og kejseren i al sin pragt.

Man kan næsten, når man sidder her fornemme den infernalske larm, der har været. Mængdens råb og vindens blafren i det store solsejl, der må have lydt som en torden.

Ved legene begyndte man ofte med dyrekampe om formiddagen. Derefter gik man over til et mellemspil efter middag og afsluttede så legene med det vigtigste, de egentlige gladiatorkampe ud på eftermiddagen.

Der må have stået en vældig organisation bag dyrekampene, når man ser på den mængde dyr, som man i tidens løb har skullet forsyne cirkus med.

Over hele imperiet indfangede man og købte vilde dyr til arenaen, ja man siger, at antallet af dyr, der i løbet af århundrederne døde her, næsten udryddede visse dyrearter i den romerske verden. Det siges således, at elefanten forsvandt fra Nordafrika, flodhesten fra Nubien og løven fra Messopotamien pga. det enorme forbrug af dyr i arenaerne.

Allerede længe før Colosseum blev bygget, var denne nedslagtning af vilde dyr et populært forspil til gladiatorkampene.

Sulla udstillede engang hundrede løver i arenaen, og det, siger Cicero, var første gang, at disse dyr fik lov til at tumle frit rundt i stedet for at være lænket til stager.

I år 58 f. Kr. var flere krokodiller og den første flodhest, man havde set i Rom, udstillet i en vandgrav på arenaen, og under et dyreshow, som Cicero overværede i 55 f. Kr. blev 600 løver dræbt.

Det eneste vilde dyr, der tilsyneladende vakte en vis medfølelse hos det romerske publikum, var elefanten.

Cicero siger, at det skyldtes en følelse af, at elefanten har noget fælles med menneskene, og den ældre Plinius skriver, at disse dyr, der var blevet fremskaffet af Pompejus, "anråbte mængdens medfølelse ved stillinger, der overgår enhver beskrivelse, og med en slags klagen begræd de deres ulykkelige skæbne, indtil hele forsamlingen rejste sig grædende og udløste forbandelser over Pompejus."

Imidlertid stak denne medlidenhed nok ikke så dybt, og i de følgende århundreder var tilstrømningen til disse nedslagtninger af elefanter og andre dyrearter fortsat stor. Ja, nogle vil sige, at disse dyreshows blev endnu mere ekstravagante, efterhånden som imperiet forfaldt.

Da man således i 249 skulle fejre 1000-året for Roms grundlæggelse, satte man 1000 par gladiatorer ind og nedlagde 32 elefanter, 10 elsdyr, 10 tigre, 60 tamme løver, 30 leoparder, 10 hyæner, 10 giraffer, 20 vildæsler, 40 vilde heste, 10 zebraer og 6 flodheste.

Det mellemspil, der ofte fulgte efter dyrekampene inden gladiatorkampene, var også set med vores øjne meget brutalt og blodigt, for da blev en skare elendige røvere, landevejsbanditter, mordere og andre dødsdømte drevet ind på arenaen og givet våben i hænde. Og derefter blev de tvunget til at slås og dræbe hinanden. Nogle gange blev også vilde dyr sluppet løs på dem.

Disse dyrekampe og det efterfølgende mellemspil var dog kun ment for at stimulere folk til eftermiddagens gladiatorkampe.

Gladiatorer var ofte tidligere krigsfanger, kriminelle eller frigivne slaver og andre frie mennesker, der f. eks. solgte sig selv for en periode. Det krævede en lang uddannelse at blive gladiator. De blev blandt andet uddannet på en af de fire statsskoler, hvor de også boede under streng disciplin, og hvor de blev oplært i brugen af enhver slags våben, lige fra sværdet og lansen til nettet og lassoen. På gladiatorskolen i Capua var der ca. 500 gladiatorer.

Men udover disse statsskoler var der også talrige private "ludi", hvor gladiatorernes ophold og uddannelse blev bekostet af forretningsfolk og rigmænd, der så lejede gladiatorerne ud til arrangementer ud over hele imperiet.

Også Colosseum kunne lejes af en rig mand eller politiker, der var ivrig efter at promovere sig selv over for folket ved at give det noget af det, der kunne begejstre allermest.

På de dage, hvor legene foregik paraderede gladiatorerne i vogne, og når de ankom til Colosseum stillede de op i geled og marcherede arenaen rundt til musikledsagelse fulgt af tjenere, der bar deres våben. Når de nåede til et sted lige ud for den kejserlige loge, rakte de deres højre hånd i vejret og råbte "Hil Caesar, morituri te salutant !" ("Cæsar, de, der skal dø, hilser dig").

Deres våben blev herefter undersøgt, og somme tider blev herefter duellanterne udvalgt ved lodtrækning, men andre gange blev eksperter i brugen af forskellige våben stillet op mod hinanden, f.eks. en ekspert i sværdkamp mod en mand med net og trefork.

Ved et signal fra kejseren begyndte så en række dueller på liv og død, mens et orkester bestående af horn, trompeter, fløjter og et hydraulisk orgel satte i gang for at øge stemningen og forøge støjen fra de ophidsede tilskuere og fra instruktørerne, der hidsede de kæmpende op ved blodtørstige tilråb eller ved at piske løs på dem, hvis de ikke kæmpede for alvor.

De mest barmhjertige kampe var dem, hvor den overvundne gladiator havde ret til at bede for sit liv. Hvis han havde kæmpet godt, ville publikum måske frelse ham fra døden. Det gjorde de ved at bøje sig fremover med tommelfingeren i vejret. Det betød "mitte", "lad ham leve". Men hvis publikum ville have ham hugget ned, vendte de tommelfingeren nedad – "jugula", "dræb ham". Og det var så kejserens opgave at fortolke mængdens ønske og give signalet til liv eller død.

Gladiatorernes prestige

Gladiatorerne havde i virkeligheden en rimelig høj overlevelsesprocent.

Dødsraten blandt dem lå på ca. 20 % om året, men var forskellig i nogle perioder. Således var den omkring 73 f. Kr. oppe på ca. 40 % om året.

Adskillige af dem vandt da også "træsværdet", tegnet på, at de trak sig tilbage fra arenaen med hæder, og i så fald havde de måske hundrede kampe bag sig.

Nogle af de gamle gladiatorer, der havde trukket sig tilbage med en sådan hæder, vendte imidlertid tilbage til arenaen. De kunne slet ikke holde sig fra det blodplettede sand, og sikkert har også populariteten, bifaldet og hele spændingen drevet dem tilbage.

Endelig var der mange penge at tjene, hvis man var en fremragende gladiator.

Den professionelle gladiator blev dyrket i det romerske samfund og blev forgudet som moderne rockstjerner – ikke mindst blandt romerske kvinder.

Fra Pompeji kendes forskellige graffiti, der viser dette. Et sted står der "Netkæmperen Cresco, der helbreder piger ved nat, morgen og aften ….". Et andet sted: "Thrakeren Caladus, alle pigers drøm". Og på et tredje sted blev en gladiator på en husmur karakteriseret som "de unge pigers suk".

Vi ved da også, at mere letbenede og rige romerinder, Roms kvindelige jetset, betragtede visse gladiatorer som sexsymboler og lejede gladiatorer til sex.

Colosseums senere skæbne

Colosseums bygningsværk har gennem tiderne gennemgået mange fortrædeligheder, hvad man jo også kan se i dag.

Man kan sige, at mennesket og naturen har arbejdet hånd i hånd med at nedbryde det.

Adskillige gange har alvorlige jordskælv fået murene til at styrte sammen, og et par gange er de blevet bygget op igen, men i 1349 fik rystelserne i den vulkanske undergrund hele den ene side, der vender mod Monte Celio, til at falde.

Det kan vi tydeligt se, hvis vi stiller os ved Konstantins triumfbue og betragter Colosseum. Hele den ene side mangler.

Efter dette jordskælv blev teatret offer for menneskenes rovdrift.

Tilskuerpladsernes marmorbeklædning, bronzeklammerne, der holdt travertin-blokkene sammen, statuer og søjler, teatrets udvendige beklædning – alt blev røvet og ranet for at forskønne renæssancens mange kirker og paladser. Selv travertinen, som Italien er så uhyre rig på, blev fjernet og brugt til adelens og pavernes byggerier.

Colosseum kom nærmest til at fungere som et stenbrud midt i Rom.

Endelig i begyndelsen af 1800-tallet standsedes denne vandalisme, idet en række paver greb ind, og under paverne Pius VII, Leo XII, Pius VIII, Gregor XVI og Pius IX fra 1800 – 1878 blev der gjort meget for ruinens rekonstruktion og bevarelse for eftertiden.

Derfor må vi håbe, at det varer længe, før den gamle engelske munk, Bedas profeti går i opfyldelse:

"Quandiu stabit Coliseus, stabit et Roma; quando cadet Coliseus, cadet et Roma; quando cadet Roma, cadet et mundus" – eller: "Sålænge Colosseum står, står også Rom; når Colosseum falder, falder også Rom; når Rom falder, falder også verden".

Samtidens opfattelse

Nogle mennesker har gennem tiderne betragtet dette fantastiske bygningsværk som symbolet på gruen og rædslen i det gamle Rom.

En sådan fordømmelse hænger formentlig nok sammen med, at man har vurderet romerne ud fra en helt anden tids tankegang og ud fra en helt anden kulturel konstruktion, end den, der var romernes.

Gladiatorkampene var en hel naturlig del af romernes liv. Vi skal jo ikke glemme, at romerfolket var en krigernation, og at vi i romerriget befinder os i en verden uden det syndsbegreb, der siden kom til at præge den senere kristne kultur og dermed nogle basale sider ved vesterlandets kultur og den måde, vi senere har lært at vurdere det enkelte menneskes værdi på.

Det var ikke kun den romerske pøbel, der i tusindvis med begejstring strømmede til amfiteatrenes gladiatorkampe.

Også i den romerske overklasse så man positivt på gladiatorkampene og betragtede dem, som noget der faktisk var af pædagogisk værdi for udviklingen af befolkningens holdninger. Således anser Cicero formålet med dem som direkte folkeopdragende, idet de skulle lære folk udholdenhed og dødsforagt, og i den henseende var spillene efter Ciceros mening mere værd end mange formaninger.

Ja, vi skal ikke blande vor tids menneskerettigheder ind i billedet, når vi betragter og vurderer antikkens Rom. Vi skal jo heller ikke glemme, at for romerne var gladiato-rerne at betragte som slaver, og dermed ikke som rigtige mennesker.

Men da den kristne kirke voksede frem og fik betydning, blev protesterne mod gladiatorkampenene stærkere og stærkere, men vi skal helt frem til 405 før de blev forbudt. Det skete efter, at en munk var sprunget ned på scene for at demonstrere, og efterfølgende blev revet ihjel af en rasende folkemængde.

Dyrekampene ophørte dog først i midten af 500-tallet.

Montikvarteret

Efter dette imponerende skue begiver vi os henad den højre side af Via dei Fori Imperiali, hvor vi passerer fodgængerovergangen ved Via Cavour.

Heroppe til højre ligger et pragtfuldt gammelt og meget romersk kvarter.

Det hedder i dag Montikvarteret.

I antikken hed det Suburaog var et berygtet romersk fattigkvarter. Heroppe er Julius Cæsar født i år 100 f. Kr. og opvokset hos sin mor, der havde en stor insula her, hvor hun også selv boede. Ja her boede han faktisk, til han blev udnævnt til Pontifex Maximus og fik bopæl på Forum Romanum i Domus Publica, lige ved siden af Vestalindernes hus.

Det fortæller os også lidt om, at selv om man hørte til en af Roms allermest fornem-me slægter, Iulierne, der ifølge traditionen stammede direkte fra Venus, så var det ikke ensbetydende, at man var meget velhavende, og det var Cæsars familie ikke.

Kejserfora’erne

Vi er nu nået frem til kejserfora’erne, der ligger på stribe: Vespasians Forum, Nervas Forum, Augustus Forum og Trajans Forum – og over for dette på den anden side af Via dei Fori Imperiali, ligger Cæsars Forum.

Allerede, når vi passerer Via Cavour går vi ovenpå Vespasians Forum, Forum Pacis, der strakte sig både under Via Cavour og Via dei Fori Imperiali.

Under Julius Cæsar og kejserne i det første århundrede e. Kr. var Forum Romanum nemlig blevet forvandlet til verdens prægtigste torv helt i overensstemmelse med det romerske imperiums storhed.

Men republikkens Forum Romanum var efterhånden blevet for lille til at klare alle de mange funktioner, det skulle være rammen om, og så har kejserne utvivlsomt også ønsket at promovere sig selv og vise deres storhed og magt både for samtiden og eftertiden ved bl.a. at anlægge deres eget forum.

Derfor blev der bygget nye fora, som imidlertid, når vi ser på de udgravede rester, kan give os det fejlagtige indtryk, at disse kejserfora lå hver for sig og et stykke fra Forum Romanum.

Det er fordi Via dei Fori Imperiali i dag er anlagt oven på dem.

I antikken dannede Forum Romanum og kejserfora’erne en sammenhængende helhed, der må have set pragtfuldt ud i al dets pragt og rigdom. Guldet og bronzen på tage, døre og søjler og den mangefarvede marmor må have funklet i sollyset.

Allerede Cæsar havde udvidet Forum Romanum ved at føje sit forum til, og Augustus byggede sit eget bag ved Cæsars med et vældigt tempel for Mars Ultor (Den hævnende Mars) i baggrunden, og et tredje blev anlagt af Vespasian.

Forum Pacis

Vespasians Forum, Forum Pacis, Fredens Forum, fra 70 bestod af det store Templum Pacis, der var omgivet af en vældig søjlegård, som var udsmykket med en masse pragtfuld græsk kunst, som man havde fjernet fra Neros Domus Aurea. Dette forum er imidlertid i dag næsten helt overdækket af Via dei Fori Imperiali. Det blev i sin tid opført for udbyttet af og til minde om sejren i Jerusalem. Den kirke, der ligger på den modsatte side af Via dei Fori Imperiali var oprindelig Forum Pacis’ bibliotekshal.

Nervas forum

Vespasians forum grænsede imidlertid ikke op til Augustus’ Forum, og derfor byggede kejser Domitian et forum, mellem Augustus’ og Vespasians. Dette forum blev fuldført i 97 af hans efterfølger kejser Nervaog bærer derfor hans navn.

Det bestod stort ikke af andet end en lang korridor kantet af en søjlegang og med et stort tempel for Minervai den ene ende. Det blev også kaldt Forum Transitorium, fordi det lå ved forbindelsesvejen mellem Forum Romanum og Suburakvarteret..

Resterne af Minervatemplet er det første, vi ser, når vi kommer fra Via Cavour.

Det var egentlig temmelig uskadt så sent som i slutningen af 1500-årene. Det store tempel havde bevaret størstedelen af sine søjler, og af muren, der omgav det, stod også meget tilbage.

Men under pave Clemens VIII (1592 – 1605) blev templet skånselsløst brudt ned for at skaffe sten til Peterskirken, og under pave Paul V i 1612 for at skaffe bygnings-materiale til hans kolossale Fontana dell’ Acqua Paola på Via Garibaldi oppe på Monte Gianicolo.

I dag ser man kun to smukke korintiske søjler med arkitrav og i muren en fin friseudsmykning, der symboliserer de kvindelig sysler.

Augustus’ Forum

Mellem disse søjler og Augustus’ Forum, som vi nu kommer til, er den antikke brolægning blevet afdækket, og her kan dybe hjulspor fortælle os om den tætte og livlige trafik, der har været på forum.

Ruinerne af Augustus’ Forum er omgivet af en høj mur af tiburtinblokke bagtil, der dels skulle afskærme hans forum fra det meget folkelige og berygtede Suburakvarter bagved, men dels også danne en slags brandmur for at sikre forum mod de meget hyppige ildebrande, der tit red Rom som en mare.

Denne mur kan man rigtigt få et indtryk af, hvis man går op i det nuværende Montikvarter i Via Tor de’ Conti, som er den vej, bagsiden af muren vender ud imod.

Støttet op til denne vældige mur lå så det store tempel, der var tilegnet Mars Ultor ("Den hævnende Mars"), fordi Mars havde skaffet Augustus sejren over Cæsars mordere Brutus og Cassius i slaget ved Philippi år 42 f. Kr.

Templet, der blev påbegyndt i år 31 f. Kr., var imponerende med dets vældige søjlehaller af carrarisk marmor, og forgyldte statuer af berømt feltherrer og af de største personligheder fra den romerske historie prydede sidegangene. Store nicher dannede rammen om statuer af Æneas, Romolus og deres efterkommere, og en kolossalstatue af kejser Augustus i forgyldt bronze, samt en statue af Mars, der til forveksling lignede Augustus, skulle alt sammen både over for samtiden og eftertiden give udtryk for Augustus’ storhed.

Mars Ultor templet var under store dele af kejserdømmet rammen om mange officiel-le ceremonier, bl.a. fordi det rummede Cæsars sværd.

Templet havde også stor betydning i dagliglivet, da det var her de romerske embeds-mænd aflagde ed før deres tiltrædelse, og her de aflagde deres regnskab efter embedsperiodens udløb.

Men en ganske særlig betydning fik templet, fordi det også var her Roms ynglinge blev "konfirmerede" - iførte sig toga virilis, den voksne borgers dragt, og hermed fik en lang række pligter og rettigheder.

I republikkens tid foregik både embedsmændenes edsaflæggelse og de unge mænds "konfirmation" oppe på Capitol ved Jupitertemplet, men når det nu kom til at foregå her på Augustus Forum, viser det noget om, hvordan de nye kejserforaers politiske betydning efterhånden styrkes på Capitols bekostning.

Katastrofen i Teutoburgerskoven

Her i Mars Ultor – templet opbevarede man også de meget berømte tre legioners felttegn, ørnene, som var blevet stjålet af germanerhøvdingen Arminius ved katastrofen i Teutoburgerskoven i år 9.

Når fjenderne erobrede legionernes felttegn, følte romerne dette som værre og en langt større vanære end et militært nederlag, og ved katastrofen i Teutoburgerskoven (Teutoburger Wald iNordrhein-Westfalen) mistede den romerske feltherre Publius Quintilius Varus alle sine tre legioner (XVII., XVIII. og XIX.legion) på nær 80 mand og legionernes felttegn.

Rom var rystet. Ca. 20.000 mand lå dræbte i skoven, og de tre felttegn var væk.

Da Augustus fik efterretningen, skal han have sønderrevet sit tøj og brølet som en afsindig og slået panden mod døren: "Varus, Varus, giv mig mine legioner igen". I flere måneder i træk lod han hår og skæg gro for at vise sin sorg, og hvert år fremover blev dagen for nederlaget fejret som en sørge- og ulykkesdag.

Det var virkelig en katastrofe, der havde symbolværdi, og da Tiberius var blevet kejser i år 14, sendte han Germanicus ud for at generobre ørnene.

Den XIX. legions ørn tilbageerobrede han i et nyt slag i Teutoburgerskoven, og ørnen fra den XVIII. legion fandt Germanicus i et underjordisk tempel i skoven ved Rhinen.

Men den XVII. legions ørn manglede stadig, og savnet nagede romerne.

Den fik man først tilbage under kejser Claudius (41 -54), da han blev bragt på sporet af den ved at udspørge sin germanske livvagt.

En straffeekspedition blev herefter sendt til Germanien, og nu fandt man den 3. ørn, som Cladius havde forudsagt det, under germanernes Herculestempel i Bremen.

Nu ville jubelen i Rom ingen ende tage. Skampletten på deres krigsære var blevet afvasket, og de tre ørne kunne nu udstilles og beundres her i Mars Ultor – templet.

Men når man ser bort fra symbolværdien i alt dette og betragter katastrofen i Teutoburgerskoven i politisk sammenhæng, så betød romernes nederlag her et endeligt sammenbrud for kejser Augustus’ planer om at skyde romerrigets nordgrænse frem til Elben.

Disse planer blev nu helt opgivet, og Rhinen – Donaulinjen blev fortsat nordgrænsen for Imperium Romanum.

De skulle imidlertid få langsigtet kulturel betydning. For herefter blev det ikke den romerske kultur, men den germanske, der kom til præget landene nord og øst for Rhinen.

Derfor blev Tyskland germansk og ikke som Frankrig romansk.

Og dette forholds kulturelle betydning også i skandinaviske lande kan næppe over-vurderes.

Derfor fejrer vi sammen med de øvrige germanske folk Jesus fødselsdag den 24. december og ikke som italienere, fransk og britter den 25. For romerne begyndte den nye dag nemlig ved solopgang, mens den for germanerne begyndte efter solnedgang.

I dag er der kun tre af de yderste søjler med nogle meget smukke kapitæler og en del af trappen op til templet tilbage, men alligevel synes jeg, man fornemmer noget af dets oprindelige storhed.

Jeg overtog en by af tegl ….

Dette forum, der med sine vældige porticusser stødte sammen med Cæsars Form, skal jo ses i sammenhæng med alt det andet, kejser Augustus byggede på Forum Roma-num og på Palatinerhøjen, ved Marcellusteatret og på Marsmarken, hvor han først og fremmest byggede sit vældige mauseleum med det imponerende fredsalter, Ara Pacis Augustae, og det ikke mindre imponerende solur tæt ved.

Alle disse byggerier er i større eller mindre grad væsentlige elementer i Augustus vældige propaganda for sit styre.

Ingen tvivl er der om, at han gav Rom en vældig arkitektonisk ansigtsløftning, der skulle minde både hans samtid og hans eftertid om hans storhed.

Ifølge Sueton er han da også tillagt følgende udtalelse: "Jeg overtog en by af tegl, jeg efterlader mig en by af marmor."

Til det er der så at sige, at det også kom til at koste utrolige summer, og når man til dette lægger financieringen af en stående hær på ca. 100.000 mand og næsten ligeså mange hjælpetropper, en mængde kostbare festspil og lege for folket og store pengegaver og kornuddelinger til befolkningen, er det ikke så mærkeligt, at statskassen næsten var tom, da han døde i år 14 e. Kr. Ifølge Sveton efterlod han sig kun 150 millioner sestertser, hvoraf han på forhånd havde båndlagt 91,5 millioner til uddelinger blandt folket, legionærerne og prætorianerne.

Derfor var hans efterfølger, kejser Tiberius (14 – 37), nødt til at føre en relativ restriktiv økonomisk politik med betydelige besparelser på de ovennævnte områder, og bl. a. dette, sammen med den omlægning af den romerske administration, som han gennemførte ikke uden senatets store modvilje, kan godt være den egentlig årsag til, at han blev utrolig upopulær og skabte sig et særdeles dårligt image for eftertiden og i kildematerialet fremstår som en særdeles ondskabsfuld, grusom og pervers person. Han efterlod sig til gengæld ifølge Sveton ved sin død i 372.700 millioner sestertser.

Foro Traiano

Fra Augustus’ Forum førte triumfbuen for kejser Trajan (98 – 117) ind til det største og mest imponerende af alle kejserfora, et helt overdådigt offentligt pragtanlæg, Foro Traiano. Det er kejser Trajans tidsalder, der af den engelske antikhistoriker Edward Gibbon blev betegnet som menneskehedens vel lykkeligste.

Det var i øvrigt relieffer fra Trajans triumfbue, som man senere tog og satte på Konstantinbuen henne ved Colosseum.

Trajans Forum, der blev anlagt i årene 109 - 113, og som blev financieret ved det meget righoldige krigsbytte, som kejseren stjal fra dakerne, et folk i det nuværende Rumænien, blev bygget af arkitekt Apollodorus af Damaskus. Han er en af de meget få navngivne bygmestre i antikken, og han nød en betydelig berømmelse i sin samtid.

Selve Forum og basilicaen blev indviet af Trajan den 1. januar 112, og søjlen blev indviet 13.maj 113.

Forum har været en uhyre stor esplanade, 116 meter lang og 95 meter bred, der var belagt med fliser og omgivet af en porticus.

Porticus’ens bagmur var af peperin, der var belagt med marmor, og bøjede sig fra øst ind mod midten i en halvcirkel på 45 meter i radius.

I dag ville Foro Traiano dække et areal, der strækker sig langt ind under de to kuppelkirker, S.Maria di Loreto og SS. Nome di Maria, som vi kan se i baggrunden, og helt over til Via del Corso og store dele af det ligger endvidere i dag begravet under Vittorio Emanuelle monumentet, Via dei Fori Imperiali og Piazza Venezia.

Det må have været et utroligt hårdt arbejde at anlægge dette forum, fordi det har krævet, at betydelige dele af Quirinalhøjens bjergmassiv skulle hugges væk, før man kunne begynde at anlægge det. Netop på dette sted skød nemlig et vældigt klippefremspring fra Quirinalhøjen sig helt frem mod Capitol.

Inden for triumfbuen – der blev nedbrudt i 1500-årene – og midt i det pragtfulde marmorbeklædte atrium har der stået en stor rytterstatue i forgyldt bronze af kejseren, der støder sin lanse i en styrtende daker. Rytterstatuen har været omgivet af mere beskedne statuer af berømte mænd, der enten med sværdet eller med det talte ord havde tjent kejserdømmet godt.

Mercati di Traino

Bagest har vi den halvcirkelformede exedra, der begrænsede torvet mod øst. Der er tale om de vældige salgshaller og 150 tavernaer, Mercati di Traino, der er bygget i 5 etager op ad Quirinalhøjens tufskrænt.

I niveau med torvet lå en afdeling af den offentlige kornuddeling.

I stueetagen, der også var i niveau med torvet, har man sikkert solgt frugt og blomster.

På 1. etage, hvis facade bestod af en loggia af mægtige arkader, har man sikkert i de lange hvælvede haller haft oplagringsrum for vin og olivenolie, og på 2. og 3. etage har man formentlig handlet med varer fra den fjerne orient, især krydderier og peber.

Hele 4. etage har været indrettet til et pragtrum, hvor penge- og fourageuddelerne holdt til, og hvor kejserens hjælpekontorer fandtes.

På 5. og øverste etage lå fiskemarkedet, hvortil der hver dag blev leveret levende fisk til de store ferskvands- og havvandsbassiner. Disse basiner var dels forbundet ved kanaler med ferskvandsakvadukterne, og havvandet blev hentet fra Ostia.

Basilica Ulpia

Nord for det åbne forum ses en mængde brudte og styrtede søjler, der også i dag danner et imponerende skue. Det er resterne af antikkens største basilica, Basilica Ulpia, som er opkaldt efter Trajans slægtsnavn, Ulpius, og som ligger tværstillet i forhold til forum.

Den har været kolossal og målte 159 meter fra øst til vest og 55 meter bred fra nord til syd. Til sammenligning hermed målte Basilica Iulia "kun" 101 meter x 49 meter. Endvidere var Balica Ulpia hævet én meter over Forums niveau, hvorfor tre trin af gult marmor førte op til den.

Den har utvivlsomt overgået selve Forum i overdådighed. Dens indre var delt af fire kolonader med i alt 96 søjler i granit og Gioalo Antico, den gule marmor, der blev hentet i Nordafrika. Den har bestået af fem skibe, der var 130 meter lange, og hvoraf midterskibet var 25 meter bredt. Gulvet var belagt med Lunamarmor, mens taget var dækket med sten af forgyldt bronze. Selve hallen var omgivet af en porticus med skulpturer mellem søjlerne. Uden på facaden over søjlerne var der en frise, hvor følgende inskription blev gentaget flere gange: "Opført for krigsbyttet – røvet fra Decabalus, Dakernes anfører".

I dag er der som nævnt ikke så meget, der er tilbage af denne fantastiske basilika. Det er kun det store midterskib, der er udgravet, og fra dette kan man se en del brudte og styrtede søjler og lidt af marmorgulvet.

Men nede i udgravningsfeltet findes en meget informativ oversigt over Foro Traino, der godt kan bruges til, sammen med det indtryk man i øvrigt får, når man står hernede i midterskibet, at give én fornemmelsen af den storhed, der har været tale om.

Bagved og parallelt med basilicaen, men tre trappetrin over den, lå de to ulpiske tvillingebiblioteker.

Det ene af disse var det græske bibliotek, helliget græske håndskrifter. Det andet var det latinske, der også indeholdt de kejserlige arkiver. Her fandtes også kejserens egen beretning om krigene mod dakerne.

Over bogskabene, der indeholdt de forskellige manuskripter, var de skribenter, der havde nået den største berømmelse på kejserdømmets to sprog, repræsenteret med en række buster.

Først nu, når man står her ved bibliotekerne og ser mod syd, står man foran templet, der ikke var dediceret til en gud, men derimod til den guddommeliggjorte Trajan.

På omfatningsmuren stod statuer af bundne dakiske fanger. Her fandtes også en kolossal kampfrise, hvoraf 18 meter er bevaret genanvendt på Konstantinbuen, sammen med 8 af dakerstatuerne.

Trajansøjlen

Mellem de to biblioteker var der en mindre firkant på 24 x 16 meter, og midt i den rejstes den 42 meter høje Trajansøjle, der på mirakuløs vis stadig står relativt uskadt for eftertiden.

Man har sagt, at det bl.a. skyldes en pavelig forordning i 1100-årene om, at den, der forgreb sig på denne søjle, ville blive straffet med døden.

Den blev rejst til forherligelse af kejser Trajans sejrrige felttog mod dakerne og skulle tjene som gravmæle for herskerparret, kejser Trajan og hans hustru Plotina, hvis guldurner blev indsat i et lille rum i den våbenprydede sokkel.

Hermed er Trajan den første romer, der blev gravsat inden for Pomerium.

Det havde altid været skik og brug, at de døde skulle begraves uden for denne bygrænse. Derfor har vi bl.a. de mange gravmonumenter ude langs Via Appia, og herude findes også katakomberne. Oppe på Esquilinerhøjen, der også i mange år lå uden for Pomerium, begravede man alle de fattige på meget primitiv vis.

Trajans og Plotinas urner er formentlig blevet røvet under vestgoternes angreb og ødelæggelsen af Rom i 400-årene.

Søjlen består af 17 tilhuggede marmorblokke, der er 3,70 meter i diameter, og hvis relieffer i et langt reliefbånd, der i 23 vindinger slynger sig rundt om det lange søjleskaft, beretter om de blodige kampe, om vildskab og barbari, amazoner, brændende byer og om kejseren, der opmuntrer sine soldater.

Det er en billedberetning over de to dakerkrige, som den kunne have taget sig ud i form af illustreret manuskript, eller faktisk ser den ud som en bogrulle, som hvis man holdt en sådan i det ene hjørne og lod den falde. Så ville den i lige linje måle 200 m.

I 155 scener med i alt ca. 2500 udhuggede figurer - der er lavet så elegant, at figurerne tiltager i størrelse opefter for at hjælpe tilskueren - berettes om de to krige, indbyrdes adskilt af Victoria, der nedfælder sejrsberetning på sit skjold, om romersk tapperhed og militær organisation, om kejseren der, som det hedder i en samtidig kilde, er den harmoniske organismes hoved, mens hæren er dens krop.

Det er romersk humanisme, der her sættes op imod dakisk barbari og forræderi. Det sidste bl.a. illustreret gennem fremstillingen af modstanderen, den svigefulde dakerkonge Decebalus.

Men også dakisk tapperhed, barbarernes vilde mod, får sin pris, for det gør sejren så meget desto større.

Søjlens relieffer er en sand guldgruppe af oplysninger om romersk militær udrustning og om etnografiske deltaljer både angående de dakiske fjender, men også af de mere eksotiske romerske hjælpetropper, fra de højt specialiserede palmyrenske bueskytter til de køllesvingende halvnøgne germanere.

Scenerne er næsten fri for allegoriske figurer, men er ikke rent historiske.

Snarere kan man betegne fremstillingen som en redigeret historie med en lang række faste scener, der har skullet bestyrke beskueren i den i forvejen vedtagne forestillingsverden.

Det gælder f. eks. de gentagne indslag med marcherende soldater, slagtummel, kejseren der taler til sine soldater osv.

Reliefbåndet er meget ideologisk gennemarbejdet og måske det tætteste, man i antikken kommer på en moderne propagandafilm fra den første scene, romernes march over Donau på en interimistisk pontonbro til afslutningen, hvor de slagne dakere overgiver sig efter deres konges selvmord.

Og netop også her den urromerske gengivelse af Trajan, der viser Decebalus’ afhuggede hoved frem.

En kavalerist forsøgte rent faktisk i virkeligheden at forhindre dette selvmord for at fange kongen levende, så han kunne vises frem under kejserens senere triumftog over Forum Romanum til Capitol, før han blev henrettet.

Denne begivenhed er også gengivet, og faktisk kender vi denne mand. Han hed Tiberius Claudius Maximus.

Som pensionist slog han sig senere ned i sin fødeby Philippi i Makedonien og satte denne scene på sin gravsten.

Jeg tager dette med her, fordi det er et af de uendeligt få tilfælde, hvor vi kender den lille aktør i det store drama.

Ligesom kejseren pralede af sine bedrifter, ønskede Tiberius selvfølgelig også at forevige sit livs største bedrift.

Den indbragte ham da også ordener, som han ligeledes lod gengive på gravstenen.

En vindeltrappe indvendig i søjlen på 185 trin fører gennem søjlen op til den firkantede plade foroven på søjlen. Trappen er oplyst på grund af 43 små vinduer, der er lavet så fikst, at de ikke kan ses udefra.

Heroppe øverst stod oprindelig en bronzeørn med udbredte vinger, men efter Trajans død i august 117 blev ørnen skiftet ud med en statue i af kejseren i forgyldt bronze. Herfra har han så kunnet stå og skue ud over sit fantastiske forumprojekt.

Denne statue blev imidlertid i 1587 erstattet af en bronzestatue af apostlen Simon Peter med nøglen til himmerigs port.

Cæsar Forum

Fra dette imponerende forum med søjlen, der rejser sig mod den blå himmel, går vi over på den anden side af Via dei Fori Imperiali til Cæsar Forum, som er det senest udgravede af de fem kejserfora. )

Det ligger ved den gamle vej, der førte direkte fra Forum Romanum og ud på Marsmarken. Den hed Clivus Argentarius, sølvsmedenes gade. Den gamle brolægning er på et stykke meget velbevaret.

I vore dage ser det ud, som Cæsars Forum ligger afsondret fra de øvrige kejserfora’er. Det skyldes Via dei Fori Imperiali. For som nævnt ovenfor stødte oprindelig porticus-serne på Augustus’ Forum sammen med Cæsars Forum.

Venus Genetrix

Cæsars Forum var centreret omkring templet for Iuliernes stammoder, Venus Genetrix, hvor udgravningerne har frembragt fundamentet, tre meget smukke kanellerede korinthiske søjler med et pragtfuldt arkitrav tillige med en søjlerække fra en porticus og nogle massive ringmure.

Templet havde han afgivet løfte om at rejse, hvis han sejrede over Pompejus i slaget ved Farsalos i 48 f. Kr. Her havde hans feltråb til soldaterne også været "Venus Genitrix" og på samme måde bar han hendes billede i sin ring og satte det senere på sine mønter.

Foran Venus Genetrixtemplet har hans rytterstatue knejset ved siden af en fontæne.

Ringmurene skulle bl.a. fungere som en slags brandmure, men alligevel blev Cæsars Forum hærget af en brand ca. 283. Senere under kejser Diocletian (284 – 305) blev det genopbygget.

Foran på ruinen af Venus Genetrixtemplet findes en lille stærkt eroderet rest en såkaldt forica, en offentlig latrin.

For på Trajans tid blev der nemlig opført en næsten monumental offentlig latrin her, hvis elegance blev højlydt beundret i samtiden og ikke mindst af tilrejsende.

Denne forica var udformet som en halvcirkelformet overdækket hal, hvis søjle-smykkede åbning mod øst indeholdt en række pissoirer. Endvidere var der langs bygningens buede indervæg i gulvet en flisebeklædt kanal med stedse rindende vand, og over kanalen var der hele vejen rundt en række marmorhåndtag udformet som delfiner. På den buede væg bag rækken af sæder var der nicher i muren med statuetter af forskellige guddomme, sundheds- og lykkebringere.

Endelig var denne lukkede del af denne forica opvarmet om vinteren.

Lignende offentlige latriner har man fundet andre steder i byen bl.a. ved templerne Area Sacre ved nutidens Largo Argentina, men de store kejsertermer har utvivlsomt også været forsynet med den slags faciliteter.

Ja, så nåede vi til slutningen af dagens tur, der måske har været lidt lovlig lang. I hvert fald trænger vi nok nu til at hvile benene og læske ganen med noget koldt.

Henne på Piazza Venezia findes et par små barer, hvor man midt i piazzaens trafikhel-vedet trods alt kan nyde en kold drink, men hvis man orker det, kan man også smutte ned ad Via del Corso og hen ad en af de små sidegader, hvor der er mere ro og fred og masser af små listige steder.

Mon ikke denne tur har fået os til for vores indre blik i fantasien at forestille os, hvordan Roms centrum så ud i kejsertiden?

Fra Colosseum strakte det sig med Forum Romanum, Capitolium, de fem kejserfora og med Marsmarken, Campo di Marzio helt frem til nutidens Piazza del Popolo.

Dette område var præget af templer, kæmpetermer, biblioteker, teatre, cirkus’er, triumfbuer og porticus’er, men ildebrande, oversvømmelser, jordskælv og vandalers og middelalderens samt renæssancens byggespekulanter, med pavekirken i spidsen, har ødelagt næsten alt.

Det er da lidt fantastisk at tænke på alt det, der her i Rom ligger under vores fødder, hvor vi går, og denne bevidsthed sammen med alt det, vi trods alt stadig kan se, giver os en fornemmelse for den storhed, der engang var det romerske kejserrige.