Turen på den 2. dag
Velkommen til vores hjemmeside

                                                      2. dag

Piazza Ignazio - Fontana di Trevi - Piazza Barberini - Den Spanske Trappe Piazza di Spagna - Café Creco - Monte Pincio - Piazza del Popolo - Augustus’ mausoleum - Ara Pacis - Piazza Rotunda - Pantheon

Piazza di S. Ignazio

I dag bliver turen kortere i udstrækning. Vi starter fra Piazza Colonna med Marcus Aureliussøjlen og Palazzo Ghigi og med monumentalbygningen, Galleria Colonna på den modsatte side af Via del Corso.

Men før vi bevæger os ud på den larmende og stærkt trafikerede corso, spadserer vi i stedet et par skridt vest på til Via Dei Bergamaschi.

Den går vi ned ad til venstre til man når hjørnet af Via di Pietra på venstre hånd. På højre hånd har vi den meget hyggelige Piazza di Pietraog Hadrians tempel, Tempio di Andriano, der i dag er Roms børsbygning, La Borsa.

Templet er bygget af kejser Antoninus Pius i 145 som et mindetempel for kejser Hadrian. Det er et vældigt monumentalt tempel med et højt podium og med en række 15 meter høje cannelerede marmorsøjler, der alle er kronet med korinthiske kapitæler.

På den øverste del af fundamentet var der anbragt statuer og relieffer, og på væggen mellem søjlerne har der siddet dekorative relieffer med våben, skjolde og militære trofæer. Ved foden af søjlerne var der således opstillet i alt 36 forskellige statuer, der hver for sig repræsenterede en af det romerske imperiums provinser. Hadrian var jo kendt for sine mange og langvarige rejser og store kendskab til Roms provinser.

Over for templet på den anden side af piazzaen kan man i en butiksrude se en meget smuk lille model af Tempio di Andriano.

Men vi fortsætter lige ud over Via di Pietra med templet på højre hånd. Vejen buer let og hedder nu Via di Burro.

Og nu kommer vi så direkte ind på Roms eneste rokokoplads, Piazza di S. Ignazio, der ligger som den smukkeste teaterkulisse, hvor de smukke gule, ganske ens rokoko huse fra 1728 ligger omkring kirken Sant’ Ignazio di Loyola med Andrea Pozzo’s fantastiske barokloft i form af et falsk perspektivbillede.

Denne plads skal bare nydes, og kirken bør ses også, fordi den sammen med det tilstødende Palazzo del Collegie Romano er kernen i jesuiterområdet i Rom, hvor den katolske kirkes biskopper og kardinaler igennem århundreder har fået en væsentlig del af deres uddannelse.

Jesuitterne eller "Jesu Selskab" blev pavens meget effektive og virkningsfulde våben i modreformationen i 1500-årene og hertil kom også deres medvirken ved Inkvisitio-nen, den øverste domstol i alle trossager og oprettet allerede i 1231.

Det var en stærkt frygtet institution, der baserede sit virke på hemmeligt angiveri, og dens fremfærd mod enhver form for "kætteri" skabte en sand en frygt i befolkningen, der førte til flere blodige opstande rundt om i de italienske stater.

I Rom afbrændte befolkningen Inkvisitionens palads og truede endvidere med at ødelægge dominikanermunkenes kloster, der ligger ved kirken Santa Maria sopra Minerva på Piazza Minerva lige bag Pantheon. Her husede man nemlig den munkeorden, der støttede Inkvisitionen.

Det var også Inkvisitionen, der helt op til vore dage udgav et omfangsrigt index over alle de bøger og skrifter, det var forbudt rettroende katolikker at læse.

Jesuitterne og dominikanerne, der har ry for en høj grad af boglig lærdom råder i dag over to af Rom største og fineste biblioteker, der nu er offentligt tilgængelige.

Bøgerne her er i stort omfang skaffet til veje ved en regulær plyndring af gamle klosterbiblioteker over hele Italien. De blev oprindelig kørt her til Palazzo del Collegie Romano og bare smidt ned i kælderen i store dynger uden tanke på bøgernes værdi.

Det fortælles således, at en student i 1880 købte en pakke smør på Piazza Navona og opdagede, at indpakningspapiret var et af Christoffer Columbus’ originalbreve skrevet på pergament. Det førte naturligvis til en offentlig skandale, der resulterede i, at der senere blev vist større omhu for bevarelsen af de uerstattelige bøger og manuskripter.

Collegie Romano, der jesuitterns ejendom, huser i dag det meget righoldige bibliotek "Vittorio Emanuelle" og et af Roms fornemste gymnasier "Liceo Ennio Quirino Visconti", ligesom jesuitterne her i kvarteret har deres to vældige bastioner i kirkerne Il Gesú og Sant’ Ignazio di Loyola.

Om romernes syn på denne den katolske kirkes mægtigste munkeorden fortæller følgende lille anekdote: Det er Fanden og blæsten, der mødes uden for Il Gesú. Fanden siger: "Vent lige lidt, jeg har et ærinde derinde". Fanden gik ind i Il Gesú og er aldrig siden kommet ud igen. Udenfor venter vinden stadig på ham.

De blæser som regel altid på Piazza del Gesú.

Kirken, Sant’ Ignazio di Loyola, er en barokkirke fra 1626 og har fået navn efter jesuiterordenens grundlægger Ignazio di Loyola, der var blevet helgenkåret i 1622.

Dens arkitektur er storstilet og dens indre er fantastisk rigt udsmykket.

Specielt er Andrea Pozzo’s loftsfresker fantastiske og som nævnt med et falsk perspektiv. Et sådan maleri kaldes et "trompe I’oeil-maleri".

Hvis man stiller sig på den gule marmorskive i gulvet og lægger nakken tilbage, ser man gennem flere etager af klassiske søjler og buer, der myldrer med allegoriske skikkelser helt op i den højeste himmel, hvor S. Ignazio modtages i paradis. En fantastisk virkning.

Ligeledes er det Andrea Pozzo, der har lavet det rigt udsmykkede alter i tværskibet, hvorunder en anden jesuitterhelgens, Luigi Gonzagas, urne er gravsat.

Til Trevi

Herfra går vi nu tilbage til Piazza Colonna og over på den anden side af Via del Corso. Der er et stoplys længere henne til højre, men vi vælger at gå lige over corsoen.

Ja, det lyder måske som selvmord med den enorme trafik, men vi er i en by, hvor bilisterne kører fantastisk godt og meget fleksibelt og i virkeligheden hensynsfuldt – selv om det ser ud som det modsatte. Man kan som fodgænger roligt gå over gaden, når man ser et lille hul i trafikstrømmen, for bilerne holder tilbage for dig. Man må endelig ikke være nervøs, for så bliver ens færden på de romerske gader et helvede for én. Romernes respekt for fodgængere er meget stor.

Fonta di Trevi

Vi går et lille stykke til venstre forbi Galleria Colonna og når til hjørnet af den ikke mindre larmende Via del Tritone, som vi drejer ned ad på det højre fortov og kigger efter vejskiltet Via Poli. Den går vi nedad og står kort efter ved den brusende og meget berømte Fonta di Trevi, der stadig får sit vand – noget af det fineste og reneste kildevand i verden – fra den antikke akvadukt Acqua Vergine Nuova.

"Acqua Vergine" betyder "jomfrueligt vand", fordi kilden ifølge overleveringen oprindelig blev fundet af en lille, usædvanlig smuk blond pige på knapt ti år, der lå og gravede i jorden med sine hænder. Pludselig sprang vandet frem på det sted, hvor hun havde gravet.

Roms fontæner er noget helt unikt. Ja, man kan sige, at Rom flyder i vand. Det risler overalt, og stadig kommer størstedelen af det fra antikkens akvadukter, der fører vandet ind til byen fra en lang række kilder ude i bjergene langt fra Rom.

Den første akvadukt, Aqua Appia, blev anlagt i 312 f. Kr., og frem til 226 e. Kr. blev yderligere 10 akvadukter anlagt.

I 300-årene e. Kr. var der 1352 fontæner i Rom. I dag er omkring 500 stadig meget aktive og hertil kommer ca. 2000 små støbejernsfontæner, der ses overalt.

Romerne kalder dem nasoni, hvilket betyder store næser. Dem har kommunen opsat med stor rundhåndethed siden 1874 til stor glæde for romerne og de mange turister, så de her kan læske deres ganer på de varme sommerdage med dejligt kildevand.

Som den engelske digter Shelley sagde det: "Roms fontæner er begrundelse nok for at rejse til den evige stad".

Læg mærke til den stemning af afslappet ro, som man oplever her ved Fonta di Trevi med vandets evige brusen – og det trods de mange turister.

Der er noget vældigt storslået og betagende ved denne vel verdens mest berømte fontæne med dens utrolige detaljerigdom.

Den er 20 meter bred og 26 meter høj, og det er næsten som om, en brusende flod vokser ud af bagsiden af Palazzo Poli, der virker som en teaterkulisse, men i virkeligheden er et fint gammelt adelspalads, der i dag er hovedsæde for Italiens grafiske institut.

Fontænen er skabt Nicola Salvi, men den blev først færdig i 1762, 11 år efter Salvis død.

Ifølge traditionen skulle han være død stærkt gigtplaget og forkølet, efter at han havde tilbragt alt for meget tid med at kravle rundt og kontrollere Aqua Virgines kolde og fugtige rør. Men dette er nok mere en af de bedre historier.

Salvi var stærkt interesseret i allegorier og symbolik, og hans fontæne er da også en hel oversigt over vandsymboler.

I midten ses Okeanos, selve det personificerede hav, der bruser fremad i en mægtig muslingeskal trukket af to havheste. Den ene er vild, den anden rolig. De skal symbolisere henholdsvis det oprørte og det stille hav. I nicher på hver side af havguden ses to kvindeskikkelser, der repræsenterer sundheden og overfloden, og ude på fløjene har vi en vedbendkranset krukke, et træ og nogle blomster, der skal symbolisere det opsamlede vands kraft og det liv, der skabes af vandet. Et par relieffer foroven viser Marcus Agrippa, chefen for vandforsyningen på kejser Augustus’ tid, der godkender tegningerne til Aqua Virgine. Den unge pige på relieffet udpeger kilden for soldaterne.

Det er så her ved fontænen, der altid vrimler med turister, at man med ryggen mod fontænen og med lukkede øjne med sin højre hånd skal kaste en mønt over venstre skulder, som et lille offer til vandguderne, hvis man ønsker at komme tilbage til Rom.

I virkeligheden synes jeg her er smukkest en mørk aften, når fontænen ligger belyst, og hvor vandets rislen kombineret med mørket i gaden og synet af de gamle løvefarvede huse, der omkranser fontænen, skaber en helt speciel atmosfære – og det gælder både en måneskinsaften og en aften, hvor det regner.

Der er ikke noget at sige til, at dette sted er blevet et yndet turistmål.

For mig har det altid været en hyggelig tradition den sidste aften, jeg er i Rom, at jeg uanset vejret slår et smut rundt om Fontana di Trevi med en 10-cent i hånden.

Folk spørger altid om, hvad man gør med alle de forskellige mønter, der ligger på bunden af fontænen.

De går til godgørende formål, og hvert år drejer det sig om mønter fra alverdens lande til en samlet værdi på ca.1 mill. kr.

Men i virkeligheden er Roms kommune helst fri for dem, fordi de mange mønter forurener og skader den store travertinkumme med stød og slid, ligesom de afgiver en række kemiske stoffer, der ætser og misfarver den hvide sten.

I 1988 – 91 gennemgik Fonta di Trevi en meget tiltrængt og grundig renovering – ikke først og fremmest pga. mønterne, men fordi sur regn og partitikler fra skorstensrøg og fra bilernes og scooternes udstødningsgasser havde medført store skader på monumentet. Men selvfølgelig var det også blevet svært eroderet pga. af de millioner af tons vand, der i mere end 200 år dagligt havde fosset ud over skulpturerne.

Som et lille kuriosum om renoveringen af fontænen, så beløb den sig til godt 15 millioner kr, men så havde renoveringsholdet, der jo omfattede alt fra billedhuggere til blikkenslagere, også forbrugt i alt ca. 58.000 arbejdstimer på at rense og restaurere fontænens 2.500 m2 store overflade, installere 14 kilometer nye rør, der blev holdt sammen af 13.000 nye pakninger, og på at sikre basunenglene med 240 kg titanium.

For fremover at prøve at sikre monumentet mod forurening, har man nu tillige taget to slags meget raffineret højteknologier i brug.

For det første drejer det sig om et meget omfattende måleudstyr, der alle døgnets 24 timer overvåger hele det økosystem, som det mægtige landskab af sten og vand udgør.

Og for det andet har man indført en automatisk duefjerner, der forebygger ødelæggende fugleklatter.

Duefjerneren er en helt usynlig indretning, som giver de intetanende fugle et elektrisk stød i samme øjeblik, de slår sig ned på monumentet. Det kan naturligvis ikke mærkes af mennesker, men det er kraftigt nok til at drive fuglene bort.

Piazza Barberini

Nå, vi skal videre og lægger vejen tilbage til Via del Tritone og så til højre.

Nogle hundrede meter foran os ligger Piazza Barberini, hvor flere store gader mødes.

Skråt op til venstre ligger den mondæne Via Veneto med en række meget mondæne restauranter, barer og hoteller. Her ligger også den amerikanske ambassade.

Til højre har vi Via di Quattro Fontana, der fører op til et af Roms store forretningsstrøg Via Nazionale og videre ude til Piazza di Esquilino med den ene af Rom vældige basilikaer – og måske den smukkeste – Santa Maria Maggiore.

Til venstre ligger Via Sistina, der fører hen til Scalinata della Trinità dei Monti, "Den Spanske Trappe" og kirken Trinità dei Monti.

Ikke bare Piazza Barberinis vartegn, men et af Roms, er Berninis fantastiske Fontana del Tritone med den muskuløse havgud, Tritonen, havmanden med fiskehale-underkrop fra 1640, der tronende på en åbnet muslingeskal, som bæres 4 delfiners oprejste haler, blæser en mægtig vandstråle højt i vejret ud af en konkylie. Et utroligt kunstværk.

Og ligeledes ovre på hjørnet af Via Veneto Berninis lille kendte Biens Fortæne, hvor 2 bier samler sig om bidronningen i fuld udfoldelse og spyer vandstråler ud i kummen foran en muslingeskal. Et elegant kompliment til mæcenen, Barberinipaven, hvis våbenmærke var bier.

Her på piazza’en mellem to af Roms høje, den store MonteEsquilinotil højre og Monte Pincio til venstre har adskillige danske og skandinaviske kunstnere gennem årene haft deres færden

I hjørnehuset mellem Via S. Basilio og Via S. Nicolo da Tolentino har Bjørnstjerne Bjørnson boet, og hans ophold her er blevet mindet på en lille marmortavle over førstesalens altan med følgende indskrift i oversættelse: "Bjoernstjerne Bjoernson. Norsk patriot og digter boede i dette hus under sit første ophold i Rom 1860/2."

Thorvaldsen

Går vi et par skridt hen ad Via di Quattro Fontana kommer vi lige efter Hotel Americano på vores venstre hånd til Palazzo Barberini, der et af Roms største og mest fornemme barokpaladser, der rummer Galleia Nazionale d’Arte Antica. I paladsets gård står en statue af Thorvaldsen.

Vi går nu imidlertid tilbage over Piazza Barberini og lige ud ad Via Sistina.

Det er i dag en meget trafikeret gade op ad bakke op mod Monte Pincio.

På facaden på huset Via Sistina nr.46 findes der en stor marmortavle fra 1892. Den erindrer os om, at dette hus har været bolig for den kendte venezianske arkitekt og kobberstikker G. B. Pirancsi, arkæologen Luici Canina og Alberto Thorvaldsen.

Om Thorvaldsen beretter inskriptionen: "Alberto Thorvaldsen af København. Født den 7. november 1652. Død den 24. marts 1730. I den skulpturelle kappestrid med de bedste grækere havde han ikke sin lige." Om dem alle tre siger tavlen, at Rom var deres andet fædreland, og at de i højere grad var borgere end gæster.

Som mange andre danske kunstnere kom Thorvaldsen meget på osteria "Il Baiocco" forrest i Via Capolecase, hvor han også havde sine fem værksteder, hvor hans medarbejdere arbejdede. Værkstederne lå ud mod den lille smøge Vicolle delle Colonnette, og her lå der altid hele stabler af marmorblokke med initialerne "A.T."

Thorvaldsens egentlig atelier lå ikke her, men i en sidebygning til Palazzo Barberini, og det var her, han modtog fyrster og rigmænd. Denne bygning eksisterer ikke mere.

Piazza di Spagna

Når vi fortsætter hen ad Via Sistina, kommer vi snart frem til kirken Trinita dei Monti, hvorfra vi har en herlig udsigt ned over byen, og herfra fører "Den Spanske Trappe" ned til Piazza di Spagna.

Længst nede og stødende op til pladsen ligger Roms mest mondæne forretningsgade, Via Condotti, hvor de fleste af Europas store modehuse har deres forretninger. Har man tilstækkelig mange euro, er der her ingen grænser for, hvad man kan glæde sig selv med her.

Foran Trinita dei Monti eller Treenighedskirken med det tilhørende kloster ligger pladsen Piazza Trinita. Her står endnu en obelisk. Den blev fundet i 1700-tallet i nærheden i det område, der i antikken var kendt som De Sallustianske Haver. De var ejet af en meget velhavende romer, Caius Sallusius Crispus, der levede i slutningen af republikken. Senere overgik haverne til at blive imperiets ejendom. Obelisken blev rejst her foran kirken i 1789.

Kirken og klostret blev opført i løbet af 1500-tallet af en munkeorden "minimi frates" eller "minimerne" ("de allermindste brødre"), der i slutningen af 1400-tallet havde anskaffet sig grunden heroppe på højen. Kirken var under protektion af de franske konger, og deres stifter Francesco di Paola, der var blevet kanoniseret i 1519, havde nydt stor anseelse ved det fransk hof og havde fået stor støtte fra det franske konge-hus.

Kirkebyggeriet havde været i gang siden 1502, men Trinita dei Monti blev først endelig færdig og indviet 1585.

Vi går ned ad trappens lange kurver med de mange brede trin, der på alle tider af dagen bruges som siddeplads for nogle af de mange, som kommer for at se denne, vel verdens mest berømte trappe fra senbarokken med dens fantasifulde form og smukke linjeføring og slidte, smukke travertin.

Denne helt unikke trappes primære funktion er naturligvis er at være trappe op til kirken, men der skulle gå 140 efter kirkens indvielse, før den blev anlagt og stod helt færdig i 1725. I alle disse år måtte man gå ad stejle lerede fodstier for at komme fra Piazza di Spagna op til kirken.

Egentligt er navnet "Den Spanske Trappe" misvisende. For den har ikke andet med Spanien at gøre, end at den fører fra Piazza di Spagna op til Trinità dei Monti, der altså er fransk.

I stedet skulle den måske altså have heddet "Den Franske Trappe", også fordi dens eksistens oprindelig skyldes en fransk diplomat, chargé d’ affaires Entienne Gueffiers rundhåndethed, og fordi den fører op til den franske kirke, og til Villa Medici, nu l’ Académie Nationale de France.

Gueffier var allerede død i 1660 efter at have boet i Rom i 25 år og har fra sin bolig på Piazza di Spagna dagligt kunnet iagttaget skrænten og de stejle fodstier op til kirken. Derfor besluttede han sig til i sit testamente at bekoste opførelsen af en trappe, men der skulle altså gå endnu en menneskealder, før den så dagens lys.

Det skyldes dels, at der fremkom en lang række ideer til dens udseende, mens først og fremmest skyldtes forsinkelsen en masse rivninger mellem paven og den franske konge, om hvilken en af planerne, der skulle gennemføres og hvilken arkitekt, der skulle stå for udførelsen.

Nogle har villet hævde, at den oprindelig ophavsmand til trappens form skulle have været Bernini, der efter sigende skulle have lavet en model til den.

Ifølge den model skulle bl.a.også en rytterstatue af den franske kong Ludvig 14 have indgået i projektet. Det lyder imidlertid ikke rigtigt. Bernini stod jo pavehoffet meget nær, hvorfor han næppe ville have foreslået noget, han vidste ville være paven imod. Naturligvis kunne en romersk pave ikke acceptere en rytterstatue med en fransk konge midt i pavens by.

Hvor om alting er, blev det imidlertid den franske arkitekt Francesco de Sanctis, der fik til opgave at skabe denne smukke trappe.

Da Entienne Gueffier i sin tid skænkede trappen til Rom, var det på den utrykkelige betingelse, at den altid skulle forblive fransk territorium. Derfor betaler byen Rom hvert år stadig et symbolsk beløb i leje til den franske stat, for at romerne kan få lov til at benytte trappen.

Efter første verdenskrig ville Roms kommune flytte blomstersælgerne bort fra trappens fod, men det blev ikke til noget, da de klagede deres nød til den franske ambassade i Rom. Herfra erklærede man nemlig, at "blomstersælgerne befinder sig på fransk territorium, og dér skal de blive, så længe Frankrig består".

Trappen navn skyldes naturligvis oprindeligt, at den ligger på Piazza di Spagna, der oprindelig fik sit navn, fordi den spanske ambassade, Palazzo di Spagna ligger her, og fordi områdeti 1600-tallet blev anset som spansk territorium i en sådan grad, at udlændinge på den tid kunne risikere at blive tvunget ind i den spanske hær, blot de trådte ind på pladsen.

Dengang havde den spanske ambassadør også pligt til at opretholde lov og orden på pladsen. Dertil skal han have benyttet et berygtet korps af napolitanere "i bravi di Spagna", og som alle fremmede gesandter havde han asylret, hvorfor forbrydere altid var i sikkerhed inden for gesandtskabets område. Det benyttede banditterne sig af. Ofte dræbte og udplyndrede de deres ofre på den spanske trappe og fandt derefter ly i Palazzo di Spagna.

I hjørnehuset til venstre, når man kommer nedenfor trappen, boede den engelske digter John Keats, og her døde han kun 26 år gammel. Hans værelser her er i dag indrettet som museum

Neden for trappen ligger den meget specielt udformede fontæne, Fontana della Barcaccia, "Den gamle Pram", der ligger halvvejs under vandet i det lave bassin. Det er Berninis far, Pietro Bernini, der skabte den i 1627.

Ideen med Fontana della Barcaccia skulle hentyde til en stor oversvømmelse i 1598, hvor Tiberen på voldsom vis gik over sine bredder og skyllede en pram helt op på Monte Pincios skråning. Måske er det en skrøne. Dem går der jo mange af i Rom.

Hvorfor skulle den store Barberinipave, Urban VIII lade sit våbenskjold anbringe på prammens stævn, hvis ikke den havde en religiøs betydning?

Måske skal prammen hentyde til, at den katolske kirke ofte sammenlignes med et skib, og kort før sin tiltræden som pave i 1623 havde han da også i et digt på pacifistisk vis beskrevet et paveligt skib, som ikke udspyede flammer og kanonkugler, men derimod vand for at slukke krigens ild. Og netop Beninis la Barcaccia udspyer jo vand af sine kanonhuller.

Acqua Vergine

Vi sætter os nu her på kanten af fontænen for at slappe lidt og se på folkelivet. Her kommer der ofte både børn og voksne med deres tomme plasticflaske for at fylde den op. Ja, nogle kommer ned fra de omkringliggende huse med dunke, som de fylder med vand. Det skyldes, at det vand, der er lagt ind i kvarterets huse stammer fra Marcia Pia, der ikke regnes for at være af samme fine kvalitet som vandet i fontænen, der ligesom vandet i Fontana di Trevi kommer fra Acqua Vergine Nuova.

Prøv det selv, det smager pragtfuldt.

I Rom taler man med samme alvor om vandets kvalitet og ejenskaber, som man i Frankrig taler om vin, og det er almindelig anerkendt, at det skønneste vand med den bedste smag og den bedste fylde, får man fra Acqua Vergine

Fremmedkvarteret

Den bydel, vi her sidder mellem Trinita dei Monti og Piazza Barberini blev i gammel tid kaldt "fremmedkvarteret".

For de fleste - ofte temmelig velhavende - udenlandske gæster boede omkring Piazza di Spagna allerede før opførelsen af Den spanske Trappe. Dengang boede tidens turister ofte i Rom i flere måneder eller i halve og hele år. Senere i 1700- og i 1800-tallet rykkede gæsterne på længere Romophold op i Via Gregoriana og Via Sistina.

Det var også her bl.a. Bertel Thorvaldsen, C.W. Eckersberg, H.C. Andersen, Ludvig Bødtcher, Vilhelm Bergsøe og senere Johannes Jørgensen boede. Og det var her store englændere som Keats, Byron og Shelly holdt til og også Goethe, Wagner og Listz.

Dengang var det jo in blandt mere velstillede og blandt Europas kulturelle elite, at tage på den store dannelsesrejse, "Le Grand Tours", til Den Evige Stad. Efterhånden og specielt efter den 2. verdenskrig blev det kvarteret omkring Via Veneto, der overtog en del af denne mere elitære del af turiststrømmen, forfattere, musikere, skuespillere, filmskuespillere m. fl.

Ovre bag os i huset lige til venstre for Den spanske Trappe ligger der et minde, om dengang, det var de mange engelske turister, der prægede området. Det er Babingtons tesalon, en gammeldags ophøjet tesalon, der blev åbnet af to engelske damer i 1896 for at forsyne engelske turister, der led af "hjemve", med Earl Grey Te, scones og syltetøj. I dag kan man endog få pandekager med ahornsirup til morgenmad udover den traditionelle bacon og æg.

Gennem alle årene har Den spanske Trappe været et kolossalt tilløbsstykke for mennesker i alle aldre. Her mødes man, her segner man mere eller mindre træt om, efter at have gået langt, eller her sætter man sig bare på et af de brede travertintrin for at nyde det pulserende folkeliv. Her kommer mange lokale, men langt de fleste er turister af alle nationaliteter og alle hudfarver og sprogligt set er det en babylonisk forvirring. Her sidder man og nyder solen, men her sidder man også og skutter sig under sin paraply, når det øser ned. Jeg tror ikke, man noget sted i verden kan se så mange og forskelligt farvede paraplyer samlet på ét sted som her ved Den Spanske Trappe, når en af de typiske romerske tordenbyger tager fat.

I de senere år er turismen imidlertid blev så voldsom og trængslen ved trappen så stor, at det er blevet lidt for meget. Man kan næsten ikke passere op eller ned ad trappen for mennesker, og så forsvinder lidt af nydelsen. Derfor, hvis man virkelig skal nyde trappekonstruktionens meget smukke linjer og hele stedets særpræg, skal man komme her en tidlig morgenstund, inden Rom rigtigt vågner eller også en sen nattetime, når den sidste turist er gået hjem til sit hotel. For smukt er her.

Café Greco

Mens vi sidder herved fontænen og ser ned ad Via Condotti skal man være opmærk-som på, at der nogle få skridt ned ad gaden til højre ligger den verdensberømte café, Café Greco.

Den tager sig i dag ud næsten, som da den blev anlagt i 1760 og hurtigt blev rammen om og det daglige mødested for alverdens malere, digtere, komponister og skribenter.

Her kom alle de kendte mænd og drak deres kaffe eller Falernervin, læste aviser og gjorde hinandens bekendtskab. Her kom nogle af de berømteste: romantikkens store kultfigur George Byron, Shelly, Goethe, Mark Twain, Thorvaldsen, Wagner, Gounod, Bizet, Anatole France, Gogol, H.C. Andersen og mange flere.

Ja, ligesom de fleste andre kunstnere havde også H.C. Andersen endog sin postadresse her, når han var i Rom: "Monsieur H.C. Andersen, Voyageur danois, Caffé Greco, Via Condotti, Rome."

Så kom han og hentede sin post her i den forsølvede cigaræske på caféens disk

På den måde fungerede Café Greco som posthus for alle de Romfarende kunstnere.

Caféens midterrum er ganske smalt og går under navnet omnibussen.

Her var som regel godt lummert og for at kunne bane sig vej gennem rummet, måtte man bogstavelig talt skære sig vej gennem de tætte og tykke røgtåger, der stammede fra de kridtpiber, som de fleste røg på.

Her sad man tæt og diskuterede ved de små marmorborde med kaffepletter. Små hurtige skitser eller udkast til et mesterværk, blev tegnet på bordet, for hurtigt efter at blive dømt til udslettelse af tjenerens våde klud.

Her var der også besøg af tjenere, skomagere og skræddere, der kom med regningerne til de mange udenlandske kunstnere, som de netop forventede ville opholde sig her.

For enden af omnibussen lå et lokale, som i dag er rent museum.

På H.C. Andersens tid i 1830’erne var det forbeholdt de lidt ældre stamgæster, de sad grupperet her ved fire lange marmorborde.

Ved de to af dem så man oftest russiske og tyske kunstnere. De tyske malere bar høje, bredskyggede hatte á la van Dyck, og de lange piber hvilede på deres skæg, når de ikke i overstadighed sang visen om "Knödel und Sauerkraut", mens de slog takt i bordet og tallerkener med knive og gafler.

Ved et tredje bord sad englændere og amerikanere. Det havde været Shelley, Keats og Byrons bord, og her sad Flaxman, Gibson, Turner m.fl.

Bagest i lokalet kunne man iagttage den skandinaviske koloni omkring det lange marmorbord, der på Andersens tid talte spekulative hoveder som digterne Ludvig Bødtcher og Henrik Hertz, filosoffen Zeuthen, der fægter i luften med sin store stok og med dagens avis. Men også billedhuggeren Bissen og malere som Jerichau og Sonne mødte man tit her, og naturligvis også selskabets absolutte nestor Bertel Thorvaldsen, der kom herhen fra sit store værksted ikke så langt herfra ved Piazza Barberini. Han glemte ofte sin hat her.

Om Café Greco lyder en strofe af H.C. Andersen fra digtet "En lille Flugt til Rom den 8. Marts 1835", hvor han mindes glade dage med vennerne har på den lille café på Via Condotti:

Vi ned ad Corso vandre,

Og sikkert vi de Andre,

I "Caffé Greco" see!

Man Velkomst drikke skal jo,

Vi råbe: "messo caldo"!

Vi tysses og vi lee!

Hallo, halle, hallo, halle:

Vi er i vor Cafee"

Caféens gammeldags wienerstemning danner i dag rammen om et helt lille museum, der er opstået ved, at taknemmelige kunstnere har smykket væggene med en mængde ting af historisk værdi. Og ser man i gæstebogen, vil man kunne læse om bl.a. alle de danske kunstnere, der kom her i gammel tid.

Caféen er i allerhøjeste grad et besøg værd, hvis man kan lide atmosfære. Og så er den café cappuccino, man får, her uovertruffen, men også dyr.

Lige overfor på Via Condotti kom de skandinaviske kunstnere også i 1800-årene i deres meget yndede Trattiria del Lepre, hvor den skandinaviske kunstnerkoloni dels samledes ved middagens fællesbord, men også fejrede deres store og små fester. Den eksisterer dog ikke mere.

Hvis vi ser hen til højre over Piazza di Spagna, ser vi mod nord den lange gade, Via del Babuino, der løber helt frem til Piazza del Popolo.

Via Margutta

Parallelt med Via del Babuino ligger en mindre gade, der er kendt fra filmhistorien.

Det er den gamle kunstnergade, Via Margutta. Det var her i nr.51, at Gregory Peck boede i den meget charmerende og romantiske film "Prinsessen holder fridag" fra 1953, hvor han spillede sammen med den unge og yndige Audrey Hepburn.

Ingen andet film har vidst i den grad promoveret Rom og været en så fantastisk turistreklame for byen. Stadig efter mere end 50 års forløb kan man i Roms kiosker bl.a. på Corsoen købe postkort og plakater med motiver fra filmen, og på Piazza Navona har flere af tegnerne udstillet deres tegnede portrætter af Audrey Hepburn og Gregory Peck.

I dag holder flere af de store italienske filmselskaber til i Via Margutta, som med sine lidt afslidte okkergule palazzoer er et besøg hver. I gaden findes der også værksteder for gipsere, stukkatører, bronzestøbere, rammesnedkere og konservatorer, der restaurerer de gamle mestre og kostbare møbler.

Via del Babuino

Via del Babuino, "Baviangaden", der ligger lige bag os, har fået sit navn efter en mærkelig firgur eller skulpturrest, der er anbragt over et brøndkar midtvejs mellem Piazza di Spagna og Piazza del Popolo på venstre side og lige før kirken S. Athanasio, der er en græsk-katolsk kirke.

Denne løjerlige figur har oprindelig forestillet en satyr, men p.g.a. sit molesterede udseende, blev den i folkemunde kaldt Il Babuino, "Bavianen".

Den er som tidligere nævnt en af Roms "talende statuer", pasquinostatuer.

Indtil for ret nylig bar Il Babuino svage spor af rød maling på sig. Årsagen var den, at skulpturen ligesom de øvrige pasquinostatuer i Rom blev oversmurt med rød maling af de franske soldater i 1798, fordi alle disse talende statuer fornærmede og hånede de franske besættelsestroppers gerninger.

Monte Pincio

Efter at have siddet og hvilet os, går vi nu tilbage op ad den venstre side ad "Den Spanske Trappe", forbi kirken og den ene af Roms 13 obelisker. Heroppe følger vi så vejen, Viale Trinità dei Monti, til venstre hen forbi Villa Medici,som ligger på vores højre hånd.

Den er opført i 1500-tallet og er opkaldt efter kardinal Ferdinando de’Medici, der købte den 1576.

Fra villaens terrasse er der en fremragende udsigt ud over Rom og til bla. Castel Sant’ Angelo, hvorfra dronning Kristina af Sverige ifølge traditionen siges at have affyret den store kanonkugle, der nu sidder her i fontænens bassin. Også denne fontæne er skabt af Bernini.

Hele det store område heroppe udgjorde i antikken Lucullus haver. L. L. Lucullu var hærfører og konsul i 74 f. Kr. Han besejrede Mithridates i 69 f. Kr. og hjemførte utrolige rigdomme fra Lilleasien og førte efter sigende et meget overdådigt luksusliv i Rom. Herfra stammer udtrykket lukullisk levemåde.

Vi fortsætter fremefter og når snart frem til Monte Pincio og terrassen med den fantastiske udsigt ud over Rom og nedover Piazza del Popolo.

Det er heroppe fra en solnedgang tager sig helt enestående ud, når solen langsomt sænker sig bag kuplerne på Roms mange kirker og kaster sit rødlige kær hen over den pragtfulde park, der ligger bag os, og som allerede i antikken var en storslået park.

Piazza del Popolo

Heroppe fra går turen nu ned ad de utallige trappetrin, til vi måske lidt trætte – bare rolig, det er langt mere anstrengende at gå opad her – når ned på den så berømte Piazza del Popolo.

Santa Maria del Popolo

Men inden vi går ud på selve pladsen, skal vi lige et smut ind til højre i den måske udefra set lille og ret ubetydelige kirke Santa Maria del Popolo.

Men når man træder ind i den, ser man en tidlig og meget smukke renæssancekirke, der rummer en af Roms rigeste kunstsamlinger, der blev bestilt af pave Sixtus IV della Rovere i 1472.

Oprindelig var det Andrea Bregno og Pinturicchio, der stod for byggeriet, men senere udbygninger blev udført af Bramante og Bernini.

En række af Roms mest berømte familier har deres smukt udsmykkede kapeller i kirken. Della Rovere-kapellet har nogle meget smukke fresker af Pinturicchio. I Cerasi-kapellet ses to af Caravaggio mesterværker "Paulus’ omvendelse" og "Peters korsfæstelse". Men det vel nok mest berømte af dem alle er Chigi-kapellet, som Rafael tegnede til sin store mæcen bankieren og Borgiapavernes investor Agostino Chigi. Det er jo også var ham, der anlagde Villa Farnesina.

Hvis man er så heldig at komme til at overvære en messe i Santa Maria del Popolo, vil man opleve kirkens pragtfulde orgel og kirkerummets helt fantastiske arkustik. Har man først én gang herinde hørt organisten spille Bachs "Jesus meine freunde" og Schuberts "Ave Maria" har man oplevet at blive helt høj af dette orgels helt vidunderlige tone. At noget kan være så smukt.

Vi vælger nu at gå ud og stille os i den meget smalle skyggestribe, der skabes af den vældige ægyptiske obelisk.

Den lod kejser Augustus hente fra soltemplet i Heliopolis og transportere til Rom på en specialbygget tømmerflåde, der blev roet af 300 roere over Middelhavet til Roms havneby Ostia, for at lade den opstille midt på Circus Maximus. Obelisken er ca. 3200 år gammel.

Den er af granit og hugget ud i ét stykke. Den måler 24 meter og vejer ca. 235 tons.

Tilsyneladende stod den på Circis Maximus frem til 544, da barbarerne trængte ind i Rom.

Obelisken blev væltet ned fra sin sokkel og gik i tre stykker, og her lå den så og blev mere og mere tildækket med jord, hvilket sandsynligvis har beskyttet den for eftertiden.

Først i 1586 blev den fundet, og det var pave Sixtus V, der beordrede den samlet og derpå opstillet her på Piazza del Popolo.

Porta del Popolo

Når vi står her i obeliskens skygge på har vi mod nord den gamle byport Porta del Popolo, hvor den gamle hærvej Via Flaminia fra 220 f. Kr går ind i byen.

Det var ad denne vej, der strækker sig helt østpå til Rimini ved Adriaterhavet, at tidligere tiders rejsende kom kørende til Rom.

Her kom Bertel Thorvaldsen og H.C. Andersen og igennem Porta del Popolo holdt også den svenske dronning Kristina sit indtog i Rom, da hun konverterede til katolicismen i 1654.

Det var da også i erindring om dette, at Bernini i 1655 påtog sig at ombygge den gamle byport fra kejsertiden til den triumfbue vi ser i dag, hvor ydersiden er formet af Michelangelo, mens indersiden er Berninis værk

De to identiske, nyklassicistiske facader, som ses på begge sider af Porta del Popolo, stammer fra en større omlægning af pladsen i 1800-tallet, hvor pladsen blev omlagt til den storslåede oval, vi ser i dag. Det var Giuseppe Valadier, der stod for denne omlægning, og det var også ham, der havde tegnet Monte Pincioparken.

Mod syd har vi de to tvillingekirker, Santa Maria di Montesanto til venstre og Santa Maria dei Miracoli til højre, flot flankerende indkørslen til Via del Corso,ja, de fremstår som en smuk indgangsportal til denne lige gade, der som trukket efter en lineal strækker sig helt sydpå til Piazza Venezia, og derved er Via Flaminias naturlige fortsættelse ind i Rom.

Victorio Emanuele monumentet kan godt øjnes i det fjerne for enden af Corsoen.

Oppe mod øst ses terrassen på Monte Pincio, hvor vi kom fra.

Henrettelser og karneval

Nogle vi måske sige, at Piazza del Popolo i modsætning til Roms øvrige piazzaer virker mere steril og mindre hyggelig, og som et korriosum hertil, skal det nævnes, at pladsen i 1700- og 1800-tallet helt frem til 1826 var Rom offentlige henrettelsesplads.

Her stod gabestokken, og her fandt henrettelserne af de dødsdømte ofte sted - som et indslag i de store karnevalsfestligheder.

Det var også her fra pladsen, at "jødeløbet" og de årlige hestevæddeløb i forbindelse med karnevalsugen udgik fra.

"Jødeløbet" var en årlig begivenhed, som set med vores øjne forekommer helt rædselsfuld og discriminerende. Det foregik ved, at et antal af ghettoens indbyggere hvert år blev udskrevet og måtte løbe for livet gennem hele Corsoen, drevet foran en flok vilde bøfler fra den romerske campagne.

Denne "sport" lykkedes det dog med tiden jøderne købe sig fri for ved at betale en årlig ekstraskat.


Hestevæddeløbet startede, når klokken på Capitols ur havde lydt, og når senatorernes optog med musik i spidsen var draget gennem Cosoen.

Så blev nemlig ni heste sluppet løs fra Piazza del Popolo. Med ild på ryggen og behængt med broddede plader for rigtigt at anspore de arme dyr, fløj de ned ad Via del Corso til Piazza Venezia. Det var ikke usædvanligt, at nogle af tilskuerne blev dræbt under hestenes vilde galop, men alligevel kunne dette optrin begejstre romerne i århundreder.

Corsoens antikke navn var som nævnt Via Late, Bredgade, men efter indførelsen af hesteløbene, blev gaden kaldt Via del Corso ("løb").

En hel uge varede karnevalsløjerne, der stadig blev mere og mere overgivne, for at ende i nærmest forrykt raseri den sidste aften.

Da skulle de tusinder af romere og fremmede, der havde samlet sig på Corsoen, eller hang i klynger på balkoner, tage og loggiaer, hver tænde et lys, som de bar på et langt rør, og på et givet signal gjaldt det så om at slukke hinandens lys. Det blev naturligvis en kamp, en leg, et drilleri uden lige, og når det sidste lys sluktes, var karnevallet forbi.

Nu er vi formentlig godt trætte i koderne og trænger til en rislende forfriskning et sted, hvor vi kan hvile benene, og hertil er der velegnede fortovscaféer på begge sider af den store plads.

Porto di Ripetta

Hvis jeg skulle foreslå en dejlig og rolig tur tilbage fra Piazza del Popolo, ville jeg ovre i pladsens sydvestlige hjørne vælge Via di Ripetta.

Den førte endnu i midten af 1800-tallet ned til Porto di Ripetta, Ripettahavnen ved Tiberen, hvor Ponte Cavour nu findes. Den må ikke forveksles med havnen Ripa Grande, der lå længere sydpå ad floden over for Aventinerhøjen.

Her til Ripetta kom både og pramme med oplandets forsyninger til Rom. Det var forsyninger som grøntsager, frugt, oliven, vin, brænde, trækul m.m., der ofte kom helt fra Sabinerlandet og Umbrien, idet Tiberen var sejlbar ca. 50 km nordpå fra Rom. Her fra havnen blev varerne så fordelt rundt i byen til torvesteder, husholdninger og restauranter.

Oversvømmelser

Nede ved Porto di Ripetta stod i sin tid to vandstandssøjler, hvis inskrifter fortæller om en lang række tidspunkter under skiftende paver gennem århundrederne, hvor Tiberen er gået over sine bredder og oversvømmet Rom. I dag står de to dekorative baroksøjler i det lille grønne anlæg på venstre flodbred neden for Ponte Cavour.

Når man har disse to søjler i tankerne og mindes, hvordan man i folkemunde f.eks.har knyttet en forbindelse mellem Berninis Fontana della Barcaccia på Piazza di Spagna til Tiberens store oversvømmelse i 1598, så fortæller det meget om, at floden i tidligere tider spillede en ganske overordentlig stor rolle i romernes bevidsthed på godt og ondt, fordi dens voldsomme kræfter med mellemrum har betydet en katastrofe for byen.

Det er mange forskellige årsager til dette, og der er mange forhold, der bestemmer Tiberens vandmængde.

På den strækning, hvor floden løber gennem Rom, har den i umindelige tider haft en normal stigning hvert forår på 8-9 meter og ca.hvert andet år på 14 – 15 meter.

Denne cyklus har været temmelig regelmæssig, men fra de ældste tider er den med mellemrum blevet brudt af voldsomme vandstigninger på op til 25 meter, og ved sådanne stigninger er store dele af Rom blevet oversvømmet med det til følge, at broerne er blevet beskadiget, bygningerne blevet ødelagt, og at adskillige mennesker er druknet i vandmasserne.

Årsagerne til disse oversvømmelser er naturligvis mange.

En hensynsløs skovhugst i områderne omkring Tiberens øvre løb har betydet, at ekstra meget vand p.g.a.forårets voldsomme regnmængder er strømmet ud i floden, og når det mødes med store mængder smeltevand fra bjergene, der kommer fra Tiberens bifloder, så kan dette føre til de ekstraordinære stigninger på flodens vandstand, når den når frem til Rom.

Her gik det ofte særligt galt, fordi der lå en masse, der fyldte op i floden og skabte alvorlige hindringer for gennemstrømningen af de store vandmasser.

Flere af broerne var anbragt forkert og havde for lave buer og for smalle gennemløb, gamle ruiner af broer og vandmøller lå og spærrede for vandmasserne, og hertil kom, ar flodløbet både i selv Rom og ude ved Ostia efterhånden var blevet temmelig tilmudret og tilsandet, hvilket gjorde afviklingen af de ekstraordinære vandmængder umulig.

Derfor har der med mellemrum været oversømmelseskatastrofer langt tilbage i Roms historie.

Omkring 50 f. Kr. berettes der om, at Forum Romanum står under vand. På Augus-tus’ tid skal en syndflod have oversvømmet halvdelen af byen. I 50 e. Kr. skal næsten alle Roms veje have været sejlbare. Under kejser Alexander Severus (222-235) var ødelæggelserne så omfattende, at man beslutter sig for at uddybe flodlejet for at undgå fremtidige katastrofer.

Men det fortsatte alt sammen på samme måde under pavevældet. I 791 stod vandet i Via del Corso i dobbelt mandshøjde, selv om gadens niveau her var ca. 10 meter over Tiberens normale vandstand. I 867 nåede vandet helt op til foden af Campidoglio, og i 1280 stod vandet 1,5 meter over højalteret i Pantheon. Fra december 1495 berettes det, at kardinalerne efter et consistorium den 4. december 1495 kun i sidste øjeblik nåede over Ponte di S. Angelo, at mange kirker var oversvømmede, gaderne forvandlede til kanaler som i Venezia, og at mange mennesker druknede.

Og på lignende måde skete det flere gange i 1500-, 1600- og 1700 tallet.

Det var derfor ikke kun ved Porto di Ripetta, man minderes oversvømmelserne. Flere steder i Rom kan man på husmurene se tavler, der oplyser om, hvor højt vandet stod her ved en af de mange oversvømmelser.

Særlig kendt er den tavle fra 1300-tallet, der sidder på muren på Santa Maria sopra Minerva, og som med sine mærker viser vandstanden på dette sted under de store oversvømmelser, og ikke langt herfra på hjørnet af S. Eustachios facade findes en lille marmortavle, der fortæller, at vandet i 1495 stod så højt her, at dets højde svarede til en middelhøj mand, der stod med opstrakte arme.

På samme måde sidder der på hjørnet af Via del Babuino og Via Laurina en tavle, der beretter, at vandet ved en vandflod den 24. december 1598 på dette sted stod højere end det øverste af de nu eksisterende butiksvinduer i huset.

Endelig på Piazza Navona viser en tavle på kirken Sant’Agnese in Agone, at flodvandet her ved den sidste store oversvømmelse i 1870 nåede en højde på 2,50 meter.

På Ponte Sisto er der mellem de to midterste buer et højtsiddende cirkulært gennemløb, der er en ren teknisk foranstaltning, der skal nedsætte, den modstand broen yder mod flodens pres ved ekstraordinært højvande. Dette hul i brokonstruk-tionen blev i folkemunde til "Ponte Sistos øje", og når romerne i gamle dage betragtede flodens stigning, sagde de: "Når Tiberen lukker Ponte Sistos øje, så vil store dele af Rom komme til at stå under vand."

Det var først i 1870 efter en frygtelig oversvømmelse, der lagde en stor del af byen under vand, at de romerske myndigheder i samarbejde med den italienske regering for alvor tog fat og løste problemerne på en effektiv måde.

Man gav sig simpelt hen til at rydde flodbredderne for de huse, der var bygget helt ud til floden og fjerne eksisterende vandmøller og diverse private anlægsbroer, samtidig med at man gjorde flodløbet bredere, så der blev 100 meter mellem flodens bredder. Dertil kom så, - og det var det helt afgørende -, at man på en 10 km lang strækning indrammede broen med de 17 – 19 meter høje kajmure, som man kender dem i dag.

Dette bevirkede, at flodens normale vandhøjde på hele strækningen gennem Rom faldt med ca. 2 meter.

Ved samme lejlighed blev broerne udvidet med supplerende brobuer, ligesom de eksisterende buers gennemløbshøjde blev hævet. Endelig foretog man så ved samme lejlighed en regulering af afløbet fra byens kloakker.

Hermed har man til store glæde for romerne fået løst et utåleligt problem

Et undersøisk museum

Når vi nu er ved Tiberen og måske går ud på Ponte Cavour og står og kigger ned i det gule, sikkert snavsede og utivlsomt giftige vand, der flyder af sted, sjældent uden det helt store temperament, synes jeg ikke, man kan lade være med at tænke på alt det, der må ligge derned på bunden.

Vi ved jo, at adskillige lig gennem tiderne er blevet smidt i Tiberen, der iblandt nogle kejsere med samt deres statuer. Tiberen var i mange århundreder den store bekvemme affaldsplads, hvor man kunne skille sig af med, hvad man ville. Det var almindelig kendt i antikken, at ikke bare henrettede forbrydere, men også syge slaver, der ikke mere var til nytte, blev smidt i Tiberen, og gennem hele middelalderen og renaissan-sen blev ikke bare statuer af forhadte paver, men også deres ejendele smidt i floden.

På sin vis kan man godt kalde Tiberen et stort undersøisk museum, der givet vis gemmer store mængder kunstskatte, hvoraf en del er kommet til veje ved reparation af broer og kajanlæg.

I 1885 fandt man således under et arbejde ved Ponte Garibaldi en bacchusstatue med indlagt sølv og bronze, og i 1891 fandt en muddemaskine ved Ponte Sisto er statue af Apollon.

Fagfolk er ikke i tvivl om, at Tiberen gemmer hundredevis af helt uvurderlige antikke statuer og andre kunstskatte. Man ved da også, at barbarerne under deres plyndringer mest interesserede sig for ædle metaller. Resten kastede de i Tiberen. Således kastede de hele den romerske gudeverden i Tiberen, så måske kan man stadig nede i floddyn-det finde statuer af Venus, Jupiter, Juno og hvad de nu hedder alle sammen.

Tænk hvis man kunne tørlægge Tiberen?

Augustus’ Mausoleum

Når vi herefter går videre ned ad Via di Ripetta, kommer vi til et par vældige monu-menter, der ligger her og udgør selve hjertet i kejser Augustus vældige propaganda-projekt for sin og sin families magt over det romerske imperium.

Her hvor Via di Ripetta ved flodbredden munder ud i Piazza Augusto Imperatore ligger nemlig som en stor jord- og murknold Augustus’ Mausoleum.

Det er de imponerende rester af Augustus’ familie-mausoleum, eller rettere det kæmpemæssige monument, han lod opføre til minde over den Juliske families magtovertagelse.

Gravmælet er en del af Augustus’ propagandaarbejde. Og godt nok har tiden været hård ved konstruktionen, men intet har kunnet fjerne mausoleet fra jordens overflade.

Augustus ville nok med sin politik tilbage til de gamle romerske dyder, mos maiorum, og til det, han opfattede som ægte romersk enkelthed, men når det gjaldt forherligel-sen af sit styre og sin familie, kendte han ikke til smålighed.

Mausoleet, der allerede blev påbegyndt i år 28 f. Kr., skulle overgå alt, hvad der hidtil var opført i Rom, så selve gravhøjen var 87 meter i diameter og 44 meter høj og forsynet med de to ægyptiske obelisker, der nu står hhv. Piazza del Quirinale og Piazza dell’Esquilino.

Grundlaget for det store gravmæle planlagt af Augustus selv skulle være en gammel romersk tumulus, en svær marmorbeklædt cylinder kronet af en jordhøj beplantet med høje cypresser.

Øverst oppe var der opført en cirkulær søjlegang, hvis koniske tag bar en forgyldt bronzestatue af Augustus.

Der er næppe tvivl om, at momumentet har taget sig majestætisk ud, og har det kunnet ses selv på lang afstand.

Rundt om mauseleet har der været et større græsbeklædt anlæg, der var udsmykket med blomstrende buske og skulpturer.

Hvis man går indenfor i den store bygning, ser man, at den er opført med hele fem koncentriske mure af enorm bredde, der ved korridorer er opdelt i et stort antal adskilte kamre.

En vældig svær midtersøjle bærer den tunge Augustusstatue og søjlehallen på toppen.

Det egentlige gravkammer findes i bygningens inderste kerne, hvor der i den cirkel-formede mur er brede nicher til de forgyldte bronzeurner,

Den første, der blev gravsat her, var Augustus’s søstersøn og svigersøn Marcellus, der døde kun 19 år gammel i 23 f. Kr. Dernæst blev det hans mor, søsteren Octavia og så hans børnebørn, adoptivsønnerne Gaius og Lucius, der også døde som ganske unge.

Men hvor Augustus havde tænkt sig, at hele familien skulle placeres her, kom intriger og skandaler på tværs.

Datteren Julia forviste han i år 12, da hun blev beskyldt for at have deltaget i en sex-skandale, mens hun var gift med Tiberius, Livias søn, og Augustus’ efterfølgere Caligula og Nero døde begge under opstande.

Det var absolut ikke, hvad Augustus havde forventet sig af sin familie.

Senere valgt kejser Septimus Severus’s dygtige, syriske hustru Julia Domna mauseleet som sin grav, fordi hun hermed ønskede at underbygge myten om, at hun egentlig nedstammede fra den juliske slægt.

Først kejser Hadrian følte, at han var nødt til at bygge noget tilsvarende over det nu sejrrige og sikre kejserdømme, og lod opføre det, der i dag er Castel San Angelo, Engelsborg, i samme stil som Augustus’ mausoleum.

Men medens Engelsborg i middelalderen blev ombygget til fort og brugt af paven, fordi det lå overmåde praktisk og strategisk i forsvarsmæssig henseende, var Augustus’ mausoleum knapt så velegnet hertil.

Derfor benyttede da også den romerske Colonnafamilie, der konstant lå i stridigheder med andre adelsfamilier, det i en kortere periode som et fort.

Der er bevaret et par af urnerne, som nu står på deres plads i mausoleet, om end den ene – engang tilhørende Agrippina – har været rundt i Rom og været brugt til et og andet på markedspladser, bl.a. kornmål.

Augustus blev også brændt og hans urne placeret her, så teoretisk set kan den godt være havnet som fundament under et middelalderhus i området.

Mausoleet selv gik også en krank skæbne i møde.

I 400-tallet blev det plyndret og efterfølgende blev det forsømt, da ingen fandt på – som det blev tilfældet med mange af antikkens bygningsværker - at benytte dette særprægede monument til kirke. Dertil var det for specielt indrettet.

Under Cola da Rienzos korte republik, hvor man sværmede for antikken, blev prominente medlemmer af hans stab gravsat her.

Renæssancens forkærlighed for "hængende haver" forvandlede igen området.

Således blev der dyrket vin på skråningerne.

Ifølge samtidige stik ser det ud til, at denne periode har været den mindst skadelige for anlægget – der var jordfyldt - og ingen stjal byggesten herfra, hvilket jo ellers var tilfældet med de fleste af antikkens monumenter, der blev nærmest raseret under renæssancen.

I 1700-tallet udnyttedes det store hulrum som amfiteater til bl.a. tyrefægtning, og.ballonopstigninger er også blevet foretaget fra mauseleets top.

I 1802 overtog Pavedømmet amfiteatret og underholdningen fortsatte nu også med forestillinger, som udnyttede optiske effekter og levende ild.

Da Rom i 1870 blev Italiens hovedstad, rettede regeringen straks blikket mod ruinen med henblik på at finde en mere praktisk udnyttelse af den f.eks.til indretning af et stort teater.

Komiske operaer og fransk operetter overtog en overgang mausoleet, men omkring år 1900 var der forslag fremme om at omdanne mauseleet til et museum for gipsmo-deller af berømte statuer bl.a. fra antikken.

Det kom der heller ikke noget ud af. Men så i 1907 satte Roms kommune en arkitekt til at ombygge mauseleet til et varigt auditorium i form af en teater- og koncertsal, der kunne rumme 3500 tilskuere.

L’Augusteo, som det hed, havde en fantastisk arkustik og blev umådeligt populært i det romerske musikliv. Selveste dirigerede Toscanini den første koncert her i 1916.

Men så i 1936 under Mussolini ophørte dette. Mausoleet blev renset for senere bygningsændringer og ført tilbage til sit oprindelige udseende, men hvad det i fremtiden skulle benyttes til, tog man ikke stilling til.

Imidlerid var tabet af L’Augusteo trist for Roms musikliv.

I begyndelsen havde man omhyggeligt gravet uden om Mauseleet, således at koncerter uhindret kunne fortsætte, men da man skrællede ruinen, rev man også de omkringliggende huse fra 1500-tallet ned og skabte i stedet de vældige bygnings-værker i fascistisk stil, der ses i dag her på Piazza Augusto Imperatore..

Man godt komme ind i mauseleet, hvis man ringer til 639728186 og bestiler tid..

Ustrinum Domus Augustae

Tæt ved mauseleet i et anlæg ud mod Via Late fandt man under nogle udgravninger helt tilbage i 1777 et rektangulært område omgivet af en travertinmur med et metalrækværk ovenpå og beplantet med sorte popler.

Det var Ustrinum Domus Augustae, bålpladsen for Augustus’ slægt.

Man fandt tillige 6 gravsten med navne på medlemmer af kejserfamilien, der var blevet brændt her.

Man må forestille sig, at da kejser Augustus døde i byen Nola syd for Rom den 19. august år 14 - i øvrigt i det samme værelse som hans fader Octavius -, bar senatorer og riddere liget til Rom, hvor det blev anbragt på Forum Romanum foran templet for Julius Cæsar.

Her holdt hans adoptivsøn og efterfølger Tiberius den traditionelle lovtale over ham, og derefter bar senatorerne båren på skuldrene ud ad Via Late her til Ustrinum Domus Augustae, hvor ligbrændingen fandt sted.

En af senatorerne svor på, at han havde set Augustus’ sjæl stige til himlen fra bålets flammer.

Herefter samlede barfodede riddere kejserens aske sammen i urnen, som derefter at blev båret hen til mauseleet.

Augustus’ Ara Pacis

Ved siden af mauseleet ligger Augustus’ fredsalter, Augustus Ara Pacis.

Det er i dag placeret i en meget smuk og meget imponerende helt ny museumsbyg-ning holdt i hvidt og med rå travertinmure med en vældig glasfacade ud mod Tiberen.

Selve museumsrummet er lyst og meget rummeligt, således at monumentet får det helt rigtige lysindfald og tager sig fantastisk ud.

Selv om det ligger lige ud til den larmende og trafikplagede gade Lgt.in Augusta, kan man slet ikke høre trafikken inde i bygningen på grund af de lydisolerende vindues-partier. Men det er en utrolig fornemmelse at stå der i rummet og ligesom fornemme mødet mellem den moderne verden udenfor og antikkens verden indenfor. Virkelig et imponerende stykke moderne italiensk arkitektur. Om aftenen, når det er mørkt, ligger fredsalteret belyst.

Denne nordlige del af Marsmarken har virkelig fået sig et smukt vartegn.

I antikken lå Ara Pacis længere østpå ved Corsoen, der hvor Palazzo Fiano i dag ligger.

Fredsalteret blev indviet den 30. januar år 9 f. Kr. på Livias fødselsdag.

Man mener, at dette mindesmærke over den augustæiske fred endnu stod på sin plads i 856.

Da blev det formentlig som en lang række andre monumenter og bygningsværker ramt af en alt ødelæggende katastrofe i form af den værste oversvømmelse i Rom nogensinde, da Tiberen det år med sine enorme kræfter gik over sine bredder og oversvømmede store dele af Marsmarken og nedbrød en masse bygningsværker.

Også Ara Pacis, der jo var et skrøbeligt værk blev væltet, sønderbrudt og slået i stumper og stykker.

Da vandet trak sig tilbage, trak det også alle de kollapsede bygningsværker med sig.

Mere end 1000 år senere skulle man blive klar over, at netop alt mudderet havde haft sin gunstige virkning på resterne af Ara Pacis.

I mange år betragtede man det berømte augustæiske monument, som tabt for altid, selv om man i 1500-tallet havde fundet nogle fragmenter af alteret på Marsmarken lige vest for Corsoen.

Også i Paris og Firenze havnede nogle af enkeltdelene, uden at de dog blev identificeret.

Man havde faktisk vænnet sig til tanken om at betragte Ara Pacis som gået tabt, hvilket man begræd, da de meget få fragmenter, man havde fundet, viste sig at være af meget høj kvalitet.

Men så i slutningen af 1800-tallet begyndte fragmenter at dukke op i stort antal omkring Palazzo Fiano, der ligger på Corsoen lige over for Via Frattina. Det er et palads fra 1300-tallet bygget ovenpå ruinerne af et af Domitians paladser.

Fragmenterne var så talrige, at man kunne placere dem sammenhængende til et hele, der gav mening.

Det viste sig nemlig nu, at Palazzo Fiano delvist var opført oven på fundamenterne til Ara Pacis.

Derfor gav Mussolini ordre til, at man skulle befri Ara Pacis’ fundamenter neden under det nuværende palads.

Men i stedet for at rive paladset ned, byggede man en vældig stålkonstruktion, der skulle holde bygningen oppe, mens man nedfrøs en underjordisk sø, der lå under bygningen og dækkede fundamenterne til Ara Pacis.

Her ved kunne man fjerne alt det originale materiale, og hererefter kunne hele puslespillet lægges.

Det blev nu i stærkt restaureret form genopført på sit nuværende sted i 1937 i 2000-året for Augustus’ fødsel og i 15-året for den fascistiske magtovertagelse..

Ara Pacis er præcis, hvad ordene betyder, et alter rejst for at fejre freden og er derved var det en del af Augustus’ store propagandaarbejde.

I dette tilfælde havde han faktisk ret. Hans hårdhændede styre – et militærdiktatur -medførte indre fred i romerriget efter ca. 100 års borgerkrige.

Det mest forunderlige og spændende ved dette monument er, at dets sider er en billedbog, som viser alle tidens hovedpersoner, hele Augustus’ familie, alle de øverste romerske præster og et stort udsnit af senatet.

På den sydvendte side ses først brudstykker med de liktorer, som altid ledsagede højtstående embedsmænd, og derefter forskellige pontifices og augurer, dvs. de fornemste statspræster.

Augustus’ skikkelse er praktisk taget halveret – og skønt hans ansigt er medtaget, kan man se, at der er tale om et portræt. De bekymrede rynker i panden er det eneste, som bryder med hans demonstrative, evige ungdommelighed.

Faktisk ændrer Augustus aldrig ansigtstræk, siden prototypen af hans portræt blev lavet i år 27 f. Kr.

Da var han stadig ung, men modnet af tid og prøvelser.

Efter Augustus følger igen en række præster, flamines maiores, tilknyttet kulten for de tre vigtigste guder (den capitulinske triade, treenighed: Jupiter, Juno og Minerva) i fuld kostume og maskering.

Om ikke andre steder, kan man her danne sig et billede af, hvordan den romerske religion tegner sig med ejendommelige hovedbeklædninger og andre dominerende forpligtelser, og den konservative Augustus, der holdt på, at disse personer, der skulle sikre Roms kontinuitet og fred med guderne, pax deorum, indtog en fremskudt plads på Ara Pacis, monumentet over hans vigtigste bedrift, den varige fred.

Hans svigersøn, ven og feltherre, Marcus Agrippa, bærer togaen slået op over nakken, og hans ansigt er med ganske enkelte midler skildret ældre end Augustus.

Han er også en af de højeste personer i hele frisen, højere end Augustus, der var en meget lille mand og altså ikke har ønsket at løbe fra realismen i skildringen af sin familie.

Agrippas søn med Augustus’ datter Julia, Gajus Cæsar, står bag sin far og holder i hans tøj.

Han er klædt i græsk kostume – måske for at symbolisere, at den Juliske familie nedstammede fra trojaneren Æneas, et faktum som Augustus tog op, efter at hans adoptivfader Julius Cæsar havde anvendt sin stammor Venus så grundigt – ja endog

bygget sit tempel for juliernes stammoder Venus Genetrix på dit nye forum.

Kvinden ved siden af den lille dreng kan være Livia, Augustus sidste hustru, i græsk dragt og kappe og med laubærkrans om tindingerne.

Men det kan også være Julia selv, drengens mor, der følges med sin mand Agrippa, som forældre til "tronarvingen". Hun er på dette tidspunkt 30 år. Det var først 21 år senere i år 12 e. Kr, at Julie blev landsforvist for livstid.

Hvis kvinden imidlertid er Livia, er Julia sikkert hende, man kan skimte som en skygge bag Livia og Tiberius, Livias søn af første ægteskab, som senere blev Julias sidste ægtemand efter Agrippas død.

Tiberius’ træk er idealiserede for at tilnærme hans udseende til den juliske families klare træk.

Bag Tiberius står hans broder Drussus’ demonstrativ lykkelige familie: Det er Antonia Minor, datter af Marcus Antonius og Augustus’ søster Octavia, der endda vender ryggen til processionen. Hun holder sin lille søn, den kommende Germanicus, i hånden og ser ned på sin mand Drussus, Livias yngste søn.

Drussus er i militær uniform, da han på det tidspunkt, hvor Ara Pacis blev opstillet, var i krig i Germanien, hvor han var sat til at nedkæmpe nogle germanske stammer ved Rhinen.

Den lille buttede dreng, der holder i Drussus’ klæder, er Gnæus Domitius Athenobarbus, den kommende far til kejser Nero.

Han står med sin moder Domitia bag sig, og faderen der med løftede hænder afslutter frisen.

Måske skal den ældre mand bag Antonia forestille ridderen Gajus Cilnius Mæcenas, en af Augustus, nærmeste rådgivere gennem mange år og i perioder Augustus’ stedfortræder i Rom, selv om han frabad sig alle officielle embeder eller senatssæde.

På den anden side er det muligvis ikke sandsynligt, at en mand som Mæcenas ville findes på en frise, der udelukkende fremstiller Augustus’ familie og romerske præster.

På nordsiden er samlet en række mindre vigtige figurer. Det en række alvorstunge senatorer. Der er uden tvivl også her tale om portrætter.

Desværre er adskillige af deres hoveder gået tabt, selv om man i forbindelse med rekonstruktionen har forsøgt at genskabe dem.

Til venstre for indgangen på østsidens ene panel findes det bedst kendte enkeltstykke fra Ara Pacis. Det viser muligvis også en figur fra Augustus’ familie.

Man ser en fyldig og robust jordgudinde, siddende på en klippe med to børn på skødet.

Frisen symboliserer overflod, fred og frugtbarhed, og på én gang alt det, Augustus havde skaffet imperiet.

Figuren er forsøgt identificeret som enten Jorden, Venus eller Freden, men det er nu også sandsynligt, at den forestiller den kvinde, som skulle sikre det juliske dynastis bestående, nemlig Julie med sine to sønner med Agrippa, Gajus og Lucius.

Til højre for indgangen mod vest ses Æneas, der efter landgangen i Latium foretager det offer, som Vergil beskriver i sit store nationalepos, Æneiden, og som derfor var samtiden bekendt.

Til venstre ses Romulus og Remus.

Tolkningen af reliefferne på omfatningsmuren hidrører fra den svenske forsker, professor Krister Hanell.

Verdens største solur

Oprindelig har Ara Pacis indgået i et stor kompleks sammen Augustus’ mauseleum og hans store solur, der lå på den nuværende Piazza Lucina ved kirken S. Lorenzo in Lucina, der ligger lige bag Palazzo Fiano..

Soluret må have optaget meget plads og fuldstændig domineret området.

En obelisk hentet fra Heliopolis år 9 f. kr. blev opstillet lidt syd for den nuværende kirke.

Den var viseren i det gigantiske solur, og samtidig med at skyggens retning viste tiden, skulle dens længde angive årstiderne.

Plinius beretter, hvordan man nivellerede grunden, hvorpå obelisken skulle stå, og han fortæller, hvorledes meridianen og linjenettet blev trukket op med forgyldt bronze i brolægningen.

Her stod obelisken på sin sokkel i ca. 900 år, men styrtede så sammen under en af Roms utallige brande og blev begravet i ruinerne.

Da man fandt den, lå den i fem store stykker, men først i 1789 blev den lappet sammen, så den kunne flyttes til sin nuværende plads på Piazza di Montecitorio ved Italiens parlamentsbygning Palazzo Montecitorio.

Den ægyptiske obelisk var et monument over sejren og indlemmelsen af Ægypten, og den kom altså nu til at fungere som viser i soluret, der var den største tidsmåler verden nogensinde havde set.

Skalaen alene som markeres på græsk med bronzebogstaver nedlagt i marmorbrolæg-ningen strækker sig over et areal på ca. 150 m x 75 m.

Ara Pacis knytter sig meget raffineret hertil ved at være placeret i den østlige forlængelse af solurets jævndøgnslinje, for Augustus var netop født ved efterårsjævndøgn.

I forhallen til den nye smukke museumsbygning har man opstillet en stor instruktiv model, der viser placeringen af Augustus Mauseleum, Ara Pacis og soluret.

Res Gestae Divi Augusti

På østsiden af den nye museumsbygning ind mod mauselæet har man på den polerede travertin indgraveret hele "Res Gestae Divi Augusti" på murværket.

"Res Gestae Divi Augusti", "Den guddommelige Augustus bedrifter," er en oversigt over Augustus’ bedrifter, som han lod udfærdige løbende frem mod sin død i år 14, og som han efter sin død ønskede indhugget på bronzetavler og opstillet foran sit mauseleum.

Det er altså Augustus’ politiske testamente og dermed en af hovedkilderne til Augustus historie.

Bronzetavlerne er for længst forsvundet, men på et marmortempel for gudinden Roma og Augustus fra Augustus’ egen tid i Ancyra (Ankara), hovedstaden i den romerske provins Galatien i Lilleasien, fandt man allerede i 1500-tallet teksten indhugget i templets forhal. Siden har man gjort lignende fund af teksten andre steder i Romerriget.

Teksten, som altså nu kan læses på italiensk på den nye museumsbygning, har selvfølgelig haft til formål at give et idealiseret billede af Augustus’ statsmands-gerning og af de begivenheder, som førte ham frem til sin herskerstilling, og originalindskriften ved mauseleet i Rom var i første række beregnet til at læses af verdensbyens befolkning og tilrejsende borgere fra Italien.

 

Via della Scrofa

Herefter fortsætter vi så ad Via di Ripetta, der går helt ned til Via della Scrofa, slagtergaden, med de mange skønne fødevareforretninger, til vi kommer til Via del Orso på venstre hånd.

Via della Scrofa, Soens gade, har fået sit navn fra en lille for længst tørlagt fontæne, hvis skulptur var en so, og på facaden i ejendommen nr. 84 i ca. en meters højde over jordenoverfladen, ser man den kuriøse lille skulptur af soen.

Hvornår denne lille Fontana della Scrofa er anbragt her, vides ikke, men i 1445 er i hvert fald registreret et herberg med navnet La Scrofa her i gaden, og det er nok opkaldt efter fontænen.

Derfor må man antage, at Soens fontæne er en af de allerældste af de endnu bevarede fontæner i Rom, og det bringer os da også i erindring om, at soen i antikken spillede en bemærkelsesværdig kultisk rolle i Rom.

Svinet var nemlig et helligt dyr i den romerske statsreligion. Den var symbolet på lykke, trivsel og kraft og en del af det rituelle dyreoffer til krigsguden Mars (soen, vædderen og tyren). På den måde går dets mytologiske betydning helt tilbage til den sagnhistoriske fortid.

I ejendommen ved siden af nr. 84 lå der i øvrigt i antikken et krematorium, hvor afdøde kejseres lig bl.a. Trajans og Hadrians blev brændt, hvorefter asken blev anbragt i nogle prægtige guldurner.

Pantheon

Men vi går nu ned ad Via del Orso, til vi når den lille Piazza in Campo Marzio og derefter vil vi fortsætte til højre ad Via Maddalena og ud på Piazza della Rotunda med kejser Hadrians (117 – 138) pragtfulde tempel, Pantheon, templet for alle guder, der her betyder de 7 planetguder.

Her står vi over for et af jordens herligste værker.

Hadrian skriver selv i sine erindringer:

"Jeg følte trang til at bygge et tempel for alle guder, et Pantheon.

Det skulle ligge på ruiner af de offentlige badeanstalter, som Agrippa, Augustus’ svigersøn, i sin tid havde skænket det romerske folk.

Der var ikke andet tilbage af den gamle bygning end en søjlegang og en marmorplade med en dedikation til det romerske folk; den blev opsat, som den var, på gavlen af det nye tempel.

Det betød kun lidt for mig, om mit navn stod på denne bygning, som var min egen idé. Tværtimod tiltalte det mig, at en århundredgammel indskrift forbandt den med kejser-dømmets begyndelse, med Augustus’ fredelige regeringstid."

Den gamle indskrift på templet, som Hadrian taler om, ses stadig tydeligt med de smukke bronzebogstaver over portorikken. Her står, at "Marcus Agrippa, Lucius’ søn lod Pantheon opføre, da han var konsul for tredje gang."

Marcus Agrippa var kejser Augustus’ nærmeste rådgiver, svigersøn, hærfører, admiral og ikke mindst – som tidligere nævnt - chef for Roms vandforsyning. Han var konsul for tredje gang i år 27 f. Kr.

Agrippas oprindelige Pantheon var i starten viet til Mars og Venus, der jo var særlig æret inden for den julianske familie, hvortil både Cæsar og Augustus hørte, men senere blev det indviet til de syv planetguder (deraf navnet Pantheon, alle guder) og formentlig har det ligget tæt ved Hadrians tempel, men er gået til efter flere på hinanden følgende ildebrande, der har hærget kvarteret.

Henne bag det nuværende Pantheon ud mod Via della Palombella ses nogle mur- og søjlerester. De stammer fra Agrippas Neptunbasilica, der var knyttet sammen med hans vældige thermeanlæg, der strakte sig helt ned til den nuværende Largo Argentina ved Corso Vittorio Emanuelle II.

Videre skriver Hadrian i sine erindringer:

" Selv der, hvor jeg fandt på noget nyt, holdt jeg mest af at føle mig som efterfølger…

Jeg havde selv rettet arkitekten Apollodoros’ altfor forsigtige udkast.

Mens jeg kun brugte den græske kunst som udsmykning, som en ekstra luksus, var jeg med hensyn til selve strukturen gået tilbage til Rom ældste, sagnomspundne dage, til det antikke Etruriens runde tempel.

Det var min tanke, at denne alle gudernes helligdom skulle afbilde jordkloden og den stjernebesatte himmel – jordkloden, i hvilken den evige ild er indesluttet, og himmelhvælvingen, som indeholder alt.

Det var også den form, som vore forfædres hytter havde, hvor røgen fra menneskenes ældste ildsteder førtes ud gennem en åbning øverst oppe.

Kuplen, der var bygget af en hård og let lava, som endnu syntes at tage del i flammernes stræben opad, stod i forbindelse med himlen gennem en stor åbning, der skiftevis var sort og blå.

Dette åbne og dog hemmelighedsfulde tempel var bygget som et solur.

Timerne skulle dreje rundt om disse sten, som græske håndværkere så omsorgsfuldt havde poleret; solskiven skulle hvile der som et gyldent skjold, regnen skulle skylde hen over det med sit klare vand og bønnen stige op som røg mod det tomme rum, hvor vi tænker os guderne."

Denne fantastiske rundbygning, hvis dimensioner er så smukke i al deres majestætis-ke vælde, blev bygget i år c.120 e. Kr., og er den bedst bevarede bygning fra kejser-tiden.

Ikke for ingenting er det blevet kaldt et af verdens herligste bygningsværker.

Faktisk kan vi datere den meget præcist, fordi alle teglstenene i bygningens tag er forsynet med et stempel, der angiver fabrikantens navn og fremstillingsåret.

Og tilsyneladende har kejseren altså selv været med til at tegne templet.

Den lille indskrift under de store bronzebogstaver minder om, at kejser Caracallas (211 – 217) lod Pantheon restaurere i 202

Hullerne i den trekantede frontispicen over portorikken har sikkert tjent til at fastholde en bronzegruppe af den tronende kejser omgivet af allegoriske figurer.

Når Pantheon er så relativt velbevaret skyldes det sandsynligvis, at den østromerske kejser Fokas ( 602 – 610) i 608 forærede dette hedenske tempel til pave Bonefacius IV ( 608 – 615).

Den blev nu døbt om til Santa Maria dei Martiri, og for at kirken kunne komme til at svare til dette navn, lod pave Bonifacius IV 28 store vognladninger med martyrknog-ler fra katakomberne bringe til kirken og bisætte under højalteret.

Den dag, dette skete, blev "Alle Helgeners Dag". Først i 731 fastsattes den til at være den 1. november.

Templet havde naturligvis ligesom Roms øvrige templer og antikke bygningsværker tidligere i flere tilfælde været udsat for barbarernes plyndringer og ødelæggelser, men nu da det var blevet indviet som kirke, skulle man måske gå ud fra, at de værste udplyndringer var overstået.

Det blev dog ingenlunde tilfældet, og straks efter indvielsen i 608 fjernede man kuplens pragtfulde forgyldte bronzetag.

Middelalderens kalkbrændere tog den ydre marmorbeklædning, og pave Urban VIII (1623 - 44 ) af Barberinislægten støbte kanoner til Castel Sant’ Angelo og fik skabt baldakinen over apostlen Peters grav og pavealteret i Peterskirken af bronzen fra forhallens tag.

Som Pasquino bemærkede i den anledning: "Hvad barbarerne ikke gjorde, gjorde Barberinierne".

En del af bronzen vendte dog tilbage, da man smeltede kanonerne om. De blev genanvendte til Pantheons to kongegrave.

På et tidspunkt havde man også anlagt et romansk klokketårn ved siden af Pantheons forhal, men det blev fjernet af pave Alexander VII (1655 – 67).

Til gengæld forsøgte Bernini at erstatte dette tårn med to små klokketårne, hvilke imidlertid kom til at virke så uheldige, at de i folkemunde blev kaldt "Berninis æselører". De blev fjernet i 1883 på samme tid, som dele af mosaikgulvet blev renoveret, og hvor også nogle af de bygninger, der var blevet klinet op tæt ved Pantheon i årenes løb, blev fjernet.

Pantheon består efter græsk mønster af en portik, en forhal og af en romersk cirkelformet, kuppelklædt bygningskrop.

Vi træder nu ind i forhallen, hvis tag bæres af 12 pragtfulde korinthiske søjler (12,5 m høje og 4,50 i omkreds) alle hugget i ét stykke. Mellem søjlerne har der oprindelig været gyldne bronzegittre.

De tre yderst søjler til venstre, når man står med front mod bygningen, er i imidlertid erstatninger for tre af de originale, der var blevet stærkt beskadiget. Det skete under paverne Urban VII og Alexander VII, og hvis man kigger op på søjlekapitælernes løv, kan man se de to pavers våbenskjolde. 2 af de udskiftede søjler stammer, som tidligere nævnt fra kejser Neros termeanlæg ovre tæt ved Piazza Navona

De to kæmpemæssige, en halv meter tykke antikke bronzedøre, var engang forgyldte.

De fører ind til en smal vestibule, mens så træder vi ind i antikkens skønneste rum.

Ordet fantastisk er måske for svagt og banalt, når vi skal beskrive det syn, der møder os.

Rummet er udtænkt i tre etager.

Nederst har man hulet 7 nicher ud til de 7 planetguder (Solen, Månen, Mars, Mercur, Jupiter, Venus og Saturn) og flankeret dem med 9 meter høje kannelerede søjler af kosteligt marmor med rigt udstyrede korinthiske kapitæler.

Hver anden niche er halvrund, hver anden firkantet. Mellem nicherne er der små opbygninger til statuer med en gavltrekant afvekslende med en gavlbue, der er båret af kostbare søjler af blodporfyr.

En stærkt fremhævet gesims bærer den næste etage med nye nicher og nye opbygnin-ger, der næsten kan ligne vinduer med en antik gavltrekant over. Men det er ikke vinduer, men det får det hele til at virke let og elegant.

Og så derefter med en lettere gesims sker overgangen til kuplen

Dimensionerne virker overvældende, når vi ser op og betragter den vældige kuppel, der hvælver sig højt over os uden nogen støtte af søjler eller piller.

Oldtidens bygmester, om det har været den omtalte Apollodoros eller en anden, hvis navn vi ikke kender, har med utrolig dygtighed skabt symmetri i alle mål.

Kuppelrummets diameter er 43,40 meter og nøjagtig samme afstand er der fra gulvet til kuppelens cirkelrunde åbning, "øjet", oculus, mens kuppelen netop begynder sin bue i halvdelen af denne højde mellem gulv og oculus.

Kuplen er altså på denne måde øverste halvdel af en kugle, hvis nederste punkt netop rører jorden midt på gulvet.

Kuplen er ligesom murkernen støbt i beton over et kæmpemæssigt træskelet og hele konstruktionen vidner om en meget overlegen byggeteknik. Der, hvor selve den cylindriske bygningskrop slutter, og kuplen begynder, er murtykkelsen 5,90 meter, men herfra falder den gravis indtil kuplens top, hvor den kun 1,50 meter. På samme måde skifter betonens sammensætning lag for lag, så den bliver lettere og lettere opefter.

Denne raffinerede romerske betonteknologi, som Pantheon er et strålende eksempel på, gik fuldstændig i glemmebogen med opløsningen af det romerske imperium, og der skulle gå adskillige århundreder, før man genopdagede den.

Indtil det 20. århundrede var Pantheons kuppel verdens største. Peterskirkens er jo "kun" 42,52 meter. Først i 1960 har man med vores dages byggeteknologi været i stand til at bygge en kuppel, der i størrelse overgår Pantheons, nemlig Palazzo della Sport, lige nord for Rom, der blev bygget til Olympiaden i Rom i 1960. Den har et spænd på ca. 100 meter.

Pantheonrummets eneste belysning er solstrålerne, der i en skrå stribe falder ned gennem kuppelåbningen, og som dagen skrider frem, drejer strålebundtet rundt som en projektørs søgelys.

Kuppelåbningen er 9 meter i diameter og indrammet af den antikke bronzering.

I regnvejr er det slet ikke så lidt vand, der kan falde ned gennem denne åbning, men der er sørget for, at det kan løbe væk, da gulvet skråner mod midten, hvorfra der er afløb til kloakkerne. I gamle dage, skete det imidlertid nogle gange, når Tiberen gik over sine bredder, at vandet blev presset op gennem afløbet, og som før nævnt kunne satte Pantheon under vand.

En sådan situation fortæller H.C. Andersen om sin dagbog fra 1833, hvor han skriver, hvorledes han er spadseret ned for at se Pantheon under vandmasserne og om højde-målene, der er afsat på en pille derinde.

Andersen fortæller også om en anden stor begivenhed i Pantheon i 1833: En stor forsamling af kunstnere, deriblandt Thorvaldsen, honoratiores og gejstlige overværede, at Rafaels kiste blev åbnet, at hans skelet blev målt, og at han atter blev bisat i nichen til venstre for alteret.

Årsagen var, at der i Accademia di S. Luca fandtes et kranium, som altid blev udgivet for Rafaels, men da man tvivlede på rigtigheden af denne påstand, gav pave Gregor XVI tilladelse til at graven åbnedes. Det viste sig, at tvivlerne havde haft ret. Rafael hvilede i sin grav, urørt fra den påskedag han bisattes, kun 37 år gammel.

Han havde selv bestemt sit sidste hvilested, og den store italienske humanist Pietro Bembo skrev hans latinske gravskrift. Den lyder sådan på dansk: "Her hviler Rafael Sanzio. Mens han levede frygtede altings store moder (naturen) at blive overgået, og da han døde, frygtede hun selv at dø."

Over alteret ses en madonnastatue af Rafaels ven Lorenzetto. Til højre for Rafael hviler hans forlovede, kardinal Bibbienas niece Maria.

Flere af renæssancetidens store kunstnere er bisat i Pantheon tillige med konger Vittorio Emanuelle 2, det samlede Italiens første konge, der døde i 1878, og hans søn, Umberto 1., der blev myrdet i 1900 af en italiensk anarkist i Monza nordøst for Milano.

Når de to italienske konger er gravlagt her og ikke i en af Roms store basilikaer, skyldes det det stærke fjendskab mellem pave Pius IX og Vittorio Emanuelle II. Derfor ville paven ikke acceptere, at Vittorio Emanuelle II blev begravet i en af de fire hovedbasilikaer, Sct. Pietro in Vaticano, San Giovanni in Laterano, Santa Maria Maggiore eller S. Paolo fuori le Mura

Ved siden af højalteret findes Thorvaldsens kendte mindesmærke over den meget betydningsfulde kardinal Consalvi, der egentlig styrede pavestaten indtil Pius VII’s død i 1823, og som havde været en stor beundrer af Thorvaldsen og støttet ham på mange måder.

Ja, selv om der er blevet ribbet meget fra Pantheon i århundredernes løb, de forskel ligt farvede marmorsorter, det lueforgyldte tag og de mange statuer, så er det stadig en fantastisk oplevelse at være i dette rum og nyde roen og den helt utrolige arkitektur under det smukt hvælvede kassetteloft.

Når vi udefra betragter siden af denne vældige rotundes murværk, kan vi se store indmurede buer af meget lange brændte sten. Det er ikke tilmurede vinduer, som mange tror. De er sat ind for at lette trykket af den vældige kuppel, hvis vægt fordrer metertykke bæremure, fordi man ikke i antikken kendte til Ribbe-kupler, men lagde lag på lag af kvadre i stadig snævrere ringe opefter.

Men også uden for er det for mig hver gang den samme dejlige nydelse at sidde på en af de små restauranter og nyde en drink og glæde mig over udsigten til dette pragtful-de tempel og det evigt pulserende folkeliv frem og tilbage over pladsen.

Her er meget stemningsfuldt og smukt både om dagen under parasollerne og om aftenen, når templet og de omkringliggende gamle løvefarvede huse ligger belyst, mens delfinfontænen med en af de mange obelisker risler fredeligt med sit liflige vand fra Aqua Vergine.

Særlig smukt er her naturligvis ved fuldmånetid, når månen står lige over templet.

Ja, en dags program er slut, men jeg tror ikke, at dem, der har fulgt mig er blevet mindre begejstrede for Rom.