Turen på den 1. dag

1. dag

Campo di Marzio - Palazzo Maderna - Piazza Navona - Via del Coronari - Ponte San Angelo - Castel San Angelo - Piazza San Pietro - San Pietro in Vaticano - Villa Farnesina - Palazzo Corsini - Orto Botanico del Gianicolo Trastevere - Santa Maria in Trastevere - Isola Tiberina - Piazza Bocca della Verita - Tempio della Fortuna Virile -Tempo di Vesta -Santa Maria in Cosmedin - Den jødiske kvarter - Piazza Farnese - Palazzo Farnese - Piazza Campo di Fiori

                                                     Campo di Marzio

En væsentlig del af vores ture rundt i Rom kommer til at foregå på den gamle marsmark, Campo di Marzio, der i antikken lå uden for bymuren og oprindeligt var hærens øvelsesplads, viet til krigsguden Mars.

Campo di Marzio omfatter hele området, der ligger mellem Piazza del Popolo i nord og Capitolium i syd, og mellem Via del Corso i øst og Tiberen i vest.

Det er svært nogenlunde nøjagtigt at forestille sig, hvordan dette område tog sig ud ved slutningen af republikken og i begyndelsen af kejserriget.

Imidlertid kan vi måske hente lidt hjælp hos antikkens forfattere.

Således skriver den ret samtidige græske historiker og geograf Strabon (64 f. Kr. – 21 e. Kr.) om Campo di Marzio på kejser Tiberius’ tid:

"De tidligere romere gjorde ikke meget ud af Roms skønhed, fordi de var optaget af andre, større og mere nødvendige ting. De senere romere og navnlig dem i dag og i min tid er nået langt i så henseende, idet de har opfyldt byen med mange smukke bygninger. Faktisk har Pompejus og den guddommelige Cæsar og Augustus, hans sønner og venner, hustru og søster overgået alle andre i deres iver efter bygninger. Campo di Marzio har flest af dem, og derved er den ved siden af sin naturlige skønhed blevet yderligere forskønnet. Kvarterets størrelse er bemærkelsesværdig, eftersom der på en og samme tid og uden vanskelighed er plads ikke blot til vognvæddeløb og anden hestesport, men også til alle de mennesker, der øver sig i bold- og båndspil, og i brydning. Og kunstværkerne på Campo di Marzio – plænerne, der er grønne hele året, - højdedragene oven over floden så langt øjet rækker, som et scenemaleri, - alt dette, siger jeg, er et syn, der er vanskeligt at løsrive sig fra."

Også digteren Marcus Martial, der levede i Rom i slutningen af det første århundrede e. Kr., har skrevet om Campo di Marzio og priser søjlegangenes kølige skygge og alléerne, der var kantede med boxbomhække.

Offentligt byggeri i antikken

Det er i denne forbindelse nok vigtigt at bemærke, at alle de vældige bygningsværker, Rom gennem tiden blev udstyret med, ligesom det vældige system af akvadukter og de mange hundrede kilometer lange hærveje, som blev anlagt i Romerriget, alle var privatfinansierede af mænd inden for den romerske nobilitet.

Derfor bærer de alle navn efter deres bygherre, mens det derimod er meget sjældent, at vi kender navnet på arkitekten.

Det var derfor ikke offentligt byggeri i vores forstand. Det var ikke en statsopgave.

Hvis vi fører Campo di Marzios bygningshistorie tilbage til republikkens tid, er det Pompejus, der er den første, der skabte et stort og varigt momument på den brede slette ved floden, nemlig Roms første stenteater, Theatrum Pompeianum, Pompejus teatret. Stadig kan man, som vi senere skal se ovre bagved Campo dei Fiori, iagttage sporene af teatret i form af en mægtig runding i bebyggelsen af de huse og i de gader, der er mere eller mindre anlagt oven på de gamle tilskuerpladser.

                                                      Marcus Agrippa

Længere mod nord på Campo di Marzio byggede Augustus’ svigersøn Marcus Agrippa det første Pantheon med forgård og porticus ,og bag dette tempel byggede han nogle vældige termer, der i omfang strakte sig helt hen til den nuværende Largo Argentina. Endvidere anlagde han vest for termeanlægget et stort haveanlæg, Stagnum, med en kunstig sø. Dette anlæg findes der imidlertid ikke nogen spor af i dag.

Øst for sit Pantheon over mod Via del Corso, som i antikken hed Via Lata (Bredgade), fuldførte Marcus Agrippa tillige Seapta Julia, der var blevet påbegyndt af Julius Cæsar, og som var et kæmpemæssigt samlingssted for romerne omgivet af en vældig porticus , hvis langsider havde otte rækker søjler og var smykket med en lang række skulpturer og udstyret med forskellige forretninger.

Desværre har vi ingen rester af dette store komplekts bevaret.

Seapta Julias primære funktion var fra starten at fungere som valgsted ved valgene af republikkens embedsmænd, men efterhånden blev det med sine monumentale søjlehaller et kompleks, der strakte sig langs den nuværende Via del Corso fra omkring Piazza di San Ignazio og helt mod syd til Piazza Venezia, og som blev anvendt til en lang række formål.

For efterhånden som hele komplekset mistede sin politiske funktion p.g.a. af de dybtgående konstitutionelle ændringer, der foregik under kejser Augustus, blev det store anlæg under Augustus og senere under kejserne Caligula og Claudius brugt til gladiatorkampe, ligesom kejser Nero anvendte det til gymnastikopvisninger, hvor tilskuerne så var anbragt i søjlehallernes øvre etager.

De store arkader langs med Via Lata blev på Domitians tid et af romernes foretrukne promenadeområder, og i søjlehallernes mange butikker havde sølvsmede, bronze-støbere, bagere og slagtere foruden en lang række restauranter og caféer til huse.

Men forretningerne her i Saepta Julia var ikke for småfolk. Det var et marked for guld- og sølvvarer, udsøgte juveler og smykker, fornemt forarbejdede bronzesager til hjemmenes udsmykning fremstillet af tidens førende kunsthåndværkere og antikke kunstgenstande fra landene omkring Middelhavet.

Dette var for det romerske aristokrati, og den jævnere stillede romer kunne højst her få lov til at indsnuse duften fra den fine verden.

Ægyptiske kvarter

Herovre øst for Pantheon lå også det store Isistempel, som brændte, men blev genopført af kejser Domitian i 85.

Det lå dér, hvor Palazzo Altieri senere blev anlagt ud til Via Del Plebiscito lige over for jesuitternes moderkirke Il Gesú.

Det var nemlig her i kvarteret mellem Pantheon og Via del Corso, at mange ægyptere bosatte sig, efter de var begyndt at strømme til Rom, efter at kejser Augustus havde erobret Ægypten i år 30 f. Kr.

Augustus var selv ikke meget for Isiskulten og indførte visse restriktioner i forbindelse med dens udøvelse.

Værre blev det dog for Isistilhængerne under kejser Tiberius, der udviste 4000 frigivne slaver, der var tilhængere af den ægyptiske kult, og gav ligeledes ordre til, at alle byens borgere skulle brænde, hvad de havde af beklædnings- eller kultgenstande, der hørte til kulten.

Men det var kun en begyndelse, for efter en sexaffære i Isistemplet, hvor en ung forelsket romer i forklædning af en isispræst lavede skandale ved forføre en gift romersk kvinde, og hvor en eller flere af isispræsterne var indblandet, lod Tiberius templet rive ned, præsterne korsfæste og gudindens statue kaste i Tiberen.

Imidlertid blev templet senere genopbygget – muligvis under kejser Claudius – men nedbrændte i år 80, for så altså at genopstå i en ny og pragtfuld udgave under kejser Domitian.

Ikke blot genopbyggede han det i ægyptisk stil, men også af ægyptiske materialer. Selv gudebillederne var originale.

Til templet hørte en stor søjleomgivet gård med mindst seks obelisker), bl.a. de to tvillingeobelisker, der i dag står dels på Piazza Minerva og på Piazza Rotunda.

Inde i templet stod endvidere en kolossalstatue af den ægyptiske gud Serapis, og fra denne statue stammer sandsynligvis den kæmpe marmorfod, der i dag står på hjørnet af Via San Stefano del Caco og Via Pié di Marmo ("Marmorfodens Gade")

Det er også her lige syd for hjørnet af Via Pié di Marmo og Via D. Gesu, at vi på Via D. Gesu har den lille Piazza della Pigna, hvor Cæsar i 44 f. Kr. lå på lit de parade ved datteren Julias gravmæle, der stod her på pladsen.

I Isistemplets forgård rejste Domitian den obelisk, der siden - næsten 1600 år efter -skulle blive rejst på Piazza Navona.

Denne obelisk er tilhugget i Ægypten, men hieroglyfteksten er i modsætning til teksterne på de øvrige romerske obelisker ikke gjort der, men derimod i Rom.

Den er nemlig først og fremmest et monument over kejserens slægt, den flaviske kejserslægt.

Hieroglyfteksten omtaler således ikke blot den regerende kejser Domitian, men også hans far, kejser Vespasian og han storebror, kejser Titus.

Dertil kommer, at obelisken er viet til den ægyptiske solgud Harakthe, og at Isis-gudinden, som Domitian dyrkede mere end andre guder, er nævnt flere gange på obelisken.

Formentlig har den stået her ved Isistemplet i over 200 år, fra omkring ca. 85, til kejser Maxentius (307 – 12) lod den hente og bringe ud til sit enorme cirkus ved Via Appia tæt ved kirken San Sebastiano og i nærheden af Cecilia Metellas grav.

Her blev den genrejst midt på arenaen, der var næsten 500 meter lang og 70 meter bred, og det var så her pave Innocens X fandt den delvis smadret i flere stykker i 1647.

Man havde kendt til denne obelisks eksistens i flere hundrede år, og omkring 1500 havde den italienske artkitekt Giuliano da Sangallo da også lavet rekonstruktions-tegning af den.

Den har Innocens X muligvis kendt til, og på hans bud blev obelisken ført ind til Rom, hvor den blev restaureret og altså opstillet på Piazza Navona i 1651.

Endelig vest for Pantheons porticus over mod det nuværende Piazza Navona anlagde kejser Nero i 64 et meget stort termeanlæg og inddrog heri bl.a. Marcus Agrippas’ stedsegrønne haver.

Dette termeanlæg strakte sig over et stort område mellem nutidens Corso del Rinascimento langs Piazza Navona, over Palazzo Madamas nordside til øst for den franske kirke, San Luigi dei Francesi. En af termernes varmeovne blev fundet i 1871 i Palazzo Madamas gård. Ligeledes fandt man i 1666 fire svære granitsøjler her fra termerne. De to blev anvendt ved en restaurering af venstre side af Pantheons forhal, og de to andre kan ses opstillet ved muren til en beboelsesejendom i nutidens Via di S. Eustachio.

Længst mod nord havde kejser Augustus, som vi også senere skal se, allerede anlagt sit store mauseleum og sit pragtfulde fredsalter, Ara Pacis og endvidere et gigantisk solur, hvor viseren var en mægtig obelisk fra Heliopolis.

I løbet af de omkring 150 år fra Pompejus til kejser Domitian forvandledes Campo di Marzio’s udseende totalt og fik nærmest karakter af et vældigt nyt kejserforum.

Domitian den store bygherre

Særlig kejser Domitian var en uhyre aktiv bygherre, der i løbet af sine 15 år som kejser (81 – 96 e.Kr.) udover sit mægtige palads på Palatinerhøjen og det nye Isistempel, også anlagde et nyt Jupitertempel på Capitolium, det kejserforum, der kaldes Nervas forum, et stort tempel for sin egen slægt, den flaviske, samt det store Stadium, hvor Piazza Navona ligger, og endvidere Odeum og Naumacia.

Odeum var en stor koncertbygning, der kunne rumme mere end 10.000 mennesker – næsten ligeså mange som Theatrum Pompeianum. Den skal være regnet for et af de smukkeste bygningsværker i antikkens Rom.

Odeum har ligget lige syd for Domitians Stadium ud til den nuværende Corso Vittorio Emanuelle II nr. 141, hvor det pragtfulde Palazzo Massimo alle Colonne i dag ligger, og hvor man i dets buede fascade kan ane dele af konturerne på den tidligere koncertsbygning. En enkelt søjle fra Odeum ses stadig på den lille piazza ud til Corso del Rinascimento.

Naumacia var en sølignende scene, der blev anlagt i direkte forbindelse med Tiberen. Den skulle anvendes som scene for maritime skuespil med større søslag mellem rigtige skibe o.lign.

Noget tyder på, at både Domitians Odeum og hans Stadiums placering tæt på hinanden på Campo di Marzio hænger sammen med, at de bl.a. skulle benyttes ved de såkaldte "Agoni Capitolini". Det var væddekampe, som kejseren lod afholde hvert femte år til ære for Jupiter og bestod af musik, væddeløb og gymnastik.

Muligvis har også Cæsar og Augustus opført et stadion i dette område, men kun af træ og bestemt for specielle lejligheder og derefter nedrevet.

Derimod er Domitians stadion et permanent anlæg og som sådan nok det første i sin art i romersk bygningskunst.

Imidlertid er det også meget sandsynligt, at Neros "Gymnasion", der også blev bygget til femårlige sportslege, har ligget her, og at det således har været en umiddelbar forgænger for Domitians bygningsværk.

Der er altså muligheder for, at såvel Cæsars, som Augustus’ og Neros stadions har ligget der, hvor Domitians senere blev anlagt, og hvor Piazza Navona altså ligger i dag.

Mange af disse storslåede bygningsværker på Campo di Marzio og hele bybilledet her har op gennem tiderne skiftet karakter flere gange, når bl.a. Tiberen gik over siden bredder og oversvømmede og ødelagde store dele af området, men også når den ene storbrand efter den anden har hærget kvateret.

Ildebrande

For netop storbrande har gennem årene i antikken værets Roms store svøbe.

Således lagde en sådan brand i år 27 hele området øst for Palatinerhøjen i ruiner, og i år 36 blev store dele af Aventinerhøjen hærget af brand.

Men en kæmpebrand uden sidestykke brød ud den 18. juni år 64 og lagde i løbet af ni dage 10 af Roms 14 regioner i aske.

Det var den største katastrofe, der var overgået Rom, siden gallerne i 390 f. Kr. havde afbrændt byen. En sådan brandkatastrofe førte naturligvis til meget omfattende ændringer i byens udseende.

Men allerede i åt 80, året efter den helt forfærdelige katastrofe, da Vesuvs voldsomme vulkanudbrud udslettede Pompeji og Herculanum, udbrød en ny storbrand i Rom, der varede i tre dage og tre nætter og totalt raserede nogle af de mest monumentale dele af byen.

På Campidoglio nedbrændte det store Jupitertempel og her på Campo di Marzio ødelagde flammerne bl.a. Isistemplet, Saepta Julia, Pantheon, Agrippas termer, hele scenebygningen til Pompejus’ Teater, Porticus Octavia og de gamle templer ovre bag Capitoleum og det store Balbus Teater, som herefter forsvandt fra jordens overflade og til forskel fra mange af de øvrige bygningsværker aldrig blev genopbygget. Dette teater havde navn efter sin bygherre, Cæsars tidligere sekretær spanieren Lucius Cornelius Balbus.

På denne baggrund siger det sig selv, at der i høj grad var behov for kejser Domitians vældige byggeaktivitet, da han blev kejser i år 81.

Han var ifølge traditionen en meget ondsindet natur, der hensynsløst udplyndrede sit folk. Han ville overstråle sine forgængere og arrangerede bl.a. festspil med en hidtil uset pragtudfoldelse, og det var da også denne pragtlyst, der i hans vældige bygnings-værker overalt i Rom kom til at sætte sig lange og varige spor.

Selv blev hans eftermæle det dårligst tænkelige, for da han som 44 årig efter 14 års regering den 18. september i 96 blev myrdet, erklærede senatet ham for "damnatio memoriae". Det betød, at hans navn og enhver erindring om ham skulle udslettes.

Umiddelbart efter, at senatet på sit møde havde truffet denne beslutning, blev der straks bragt stiger ind i senatsbygningen, for at man kunne få medaillonerne med Domitians billede og busterne af ham revet ned fra væggene, hvorefter man under smæderåb trampede på dem og huggede dem i stykker.

Derefter nedbrød man hans kolossale rytterstatue på Forum Romanum ligesom alle de mange bronzestatuer af Domitian på Capitolium og på byens torve og gader blev væltet ned fra deres sokler og sønderbrudt. På samme måde gik det også de mange æresbuer, som kejser havde ladet opføre rundt om i byen, og på hans mange pragtbygninger blev hans navn mejslet ud.

Enhver erindring om ham skulle kort og godt udslettes.

Sådan var det også sket for Nero og sådan gik det for adskillige senere kejsere, men det hændte også, at man kun kappede hovedet af en falden kejsers statuer og blot erstattede det med et portræthoved af efterfølgeren.

Bybilledet

Selv om det altså har været monumentalkunsten, der var dominerende store dele af Campo di Marzio, så har det også været et tætbygget kvarter med smalle gader og store insulaer og med en masse mindre pladser, som vi også ser det i vore dage.

Overalt har bybilledet endvidere været præget af en mængde skulpturelle kunstværker og seriefremstillede statuer. Ikke alene var der i de forskellige porticusser opstillet statuer og skulpturer i bronze og marmor, men også langs gaderne og på de åbne pladser og endog i forretningerne kunne man se statuer og buster af flere tidsalderes kejsere, consuler, feltherrer, talere og senatorer, ligesom der var buster og relieffer af mange af de meget berømte og højst elskede væddeløbskørere ude fra Circus Maximus.

Flere steder ved private huse kunne man se en buste af kejseren, der blev æret med en brændende olielampe, og på mange værksteder, i butikker og i vinboderne stod der buster eller malede billeder af den regerende kejser. Disse buster og billeder blev på kejserens fødselsdag og på andre festdage prydet med laubærkviste, ligesom de på sørgedage blev tildækkede.

De kejserstatuer og kejserbuster, der stod på gader og pladser havde også den funktion at tjene som en slags asyl, hvortil man kunne søge tilflugt, hvis man f.eks. var forfulgt. For ifølge loven måtte man ikke pågribes her. Det benyttede særligt bortløbne slaver sig af.

Ligesom det blev betragtet som en majestætsfornærmelse, hvis man ikke ville være med til at hylde disse kejserstatuer ved særlige lejligheder, så blev det også betragtet som en profan handling, hvis man klædte sig af ved en kejserstatue, og værre var det naturligvis, hvis en mand gav sig til at lade sit vand ved en kejserstatue. Det var en forbrydelse, der blev straffet med døden.

Palazzo Madama

Inden vi når Piazza Navona, hvis vi kommer fra øst, skal vi over Corso Rinascimento. På denne gade lige over for den smøge, der fører ind til piazzaen, ligger det store imponerende Palazzo Madama.

Paladset er i reglen godt beskyttet af carabiniere, militærpolitiet i de karakteristiske rødstribede benklæder og bevæbnet med maskinpistol, der går vagt her døgnet rundt.

I dag har nemlig det italienske overhus, senatet, til huse her i Plazzo Madama.

Det er åbent for besøgende den første lørdag i hver måned mellem kl.10 og 18.

Paladset blev opført omkring år 1500 af den florentinske Medicifamilie, der netop havde fået valgt en søn til pave som Leo X i 1513.

Men allerede under den næste medicipave Clemens VII fra 1523, blev paladset overgivet til den tyske kejser, habsburgeren Karl 5’s datter, Margrethe af Østrig.

Det skete efter, at Karl 5. med sine lejetropper havde angrebet og erobret Rom i 1527, og hærget, ødelagt og plyndret byen, mens Clemens VII sikrede sig ved at flygte til Castel San Angelo.

Det er Margrethe af Østrig, der er den Madama, der gav paladset sit navn. Hun var enke efter en Medici og giftede sig derefter med en Farnese.

Medicifamilien boede i paladset i en lang årrække, men da familien gradvis uddøde gik paladset, formuen og den pragtfulde malerisamling over til slægten Farneses ejendom.

I 1640’erne skabtes den nuværende facade, men efterhånden gik det tilbage med vedligeholdelsen af paladset, og i 1850 blev det overtaget af pavedømmets postvæsen.

Efter 1870, hvor Italien blev samlet til et land med en parlamentariske styreform, blev Palazzo Madama imidlertid overtaget af staten og indrettet som Italiens overhus, senatet, der altså ligger et stykke vej fra Italiens underhus, debuteretkammeret, parlamentsbygningen, Palazzo Montecitorio på Piazza di Montecitorio lige bag ved Piazza Colonna.

Palazzo Madamas indre blev herefter stærkt ombygget, ligesom det blev udstyret med nye vægmalerier, som skulle bevise båndet mellem det nye demokratiske Rom og den nye italienske stat.

Det mest imponerende af malerierne er nok det, der viser Cicero undsige oprøreren Catilina i antikkens romerske senat.

Men vi forlader nu Corso del Rinascimento og går ind gennem den lille smøge, der fører os lige ind på Piazza Navona.

Piazza Navona

I nutiden

Deter en af de hyggeligste og mest charmerende, men også en af de mest storslåede piazzaer i Rom, der tager sig lige pragtfuld ud, både når den om dagen ligger badet i sollyset, og om aftenen, når den ligger oplyst af gadelygternes gullige skær. Ja, selv i regnvejr er her meget charmerende.

Her kan man godt sidde i timevis på en af de små fortovsrestauranter og nyde udsigten og folkelivet.

Om formiddagen kan man sidde i skyggen på pladsens østside, og om eftermiddagen ligger den vestlige langside hen i skygge. Priserne er noget højere her end andre steder i Rom, men man kan jo betragte det som om, man også har købt en teaterbillet i tilgift til sin drink eller sin café expresso og måske en pragtfuld tartufo (is med mørke chokoladestykker i) hos Tre Scalini.

For her er tale om en hel teaterkulisse i den smukkeste barokstil. Husenes facader – hvoraf størsteparten i dag er nyrenoverede på den smukkeste måde – gør sig særlig godt i det bløde varme lys lige før solnedgang, men hver time her har sin ganske særlige stemning.

Altid er pladsen præget af et vældigt folkeliv.

Man har kaldt piazzaen for Roms dagligstue.

Her færdes de lokale, her er der familier med barnevogne, her leger kvarterets børn, og så er der et konstant mylder af turister på alle tidspunkter af døgnet.

Piazzaen er i dag bilfri zone, hvilket også er med til at gøre den til en oase midt i storbyen og derfor også et sted med en stigende gadehandel.

Her er gadesælgere, der med eller uden stadeplads faldbyder tørklæder, tshirts, paraplyer, tasker, smykker og alskens souvenirs, og så er der en mængde friluftskunstnere, musikere, ildsprudende aktører og plattenslagere af en enhver art.

Ganske særligt er den nordlige del af piazzaen fyldt op med stafelier og udstillings-plancher og med malere og tegnere, der sælger prospekter med motiver fra Rom og portrætter – måske af én af de omkringstående turister.

Roms kommune og den italienske regering har rent faktisk lovgivet mod al denne handel og har kun bibeholdt et halvt hundrede tilladelser til malere og tegnere, men det er vist i høj grad et spørgsmål, om dette overholdes.

Og givet er det da, at pladsen ville tage sig smukkere ud uden de mange boder og andet gøgl, men alligevel – det hører næsten med.

Men helt vidunderligt er her, hvis man kommer en tidlig morgestund ved 7- 8 tiden, hvor pladsen ligger temmelig øde hen og helt renfejet.

                                                      I antikken

Piazza Navona er et yderst markant eksempel på historisk kontinuitet og på den romerske bebyggelseskontinuitet, idet pladsen med dens bebyggelser bogstavelig talt er anlagt oven på Domitians stadion, Stadium Domitiani fra 86 e. Kr. og på dets tilskuerpladser.

Stadion havde samme form som andre af antikkens romerske cirkus med parallelle langsider, en halvrund kortside mod nord og en lige side i den anden ende mod syd. Målene har været ca. 240 x ca. 65 m.

Omkring arenaen var tilskuerpladserne, der i rækker som trin rejste sig over de understøttende piller og arkader.

Flere steder under de nuværende huse har man fundet betydelige rester af disse piller og buer bevaret. Det gælder bl.a. i kirken Sant’ Agnese in Agones krybt og specielt i en del af husene i rundingen mod nord, hvor udgravninger i 1936 er gjort delvis tilgængelige på pladsens nr. 49. Her kan man se den antikke arkadefacade, men allerbedst ses den uden for pladsen fra Piazza di Tore Sanguigna, hvor man gennem store glasruder kan betragte udgravningsfeltet fra 1936 – 37.

Udefra må stadion have været et mægtigt syn, en mastodont på Campo di Marzio med plads til mere end 30.000 tilskuere.

Det er en bygning, som det er muligt at rekonstruere på grundlag af de arkæologiske undersøgelser, der er foretaget siden 1930’erne og i høj grad også på grundlag af en guldmønt med indskriften "Severus Pius Aug. P.P. Cos. III.". Den stammer altså fra den senere kejser Septimus Severus, mens han i begyndelsen af 200-tallet var consul for 3. gang.

På mønten findes nemlig to billeder af Domitians stadion.

På det ene ses omridset af det med indsatte søjler og figurer og på det andet buefage-ne i to etager oven på et podium med søjler omkring hovedindgangene.

Det er de eneste antikke billeder, vi kender af Domitians stadion, og mønten er sandsynligvis gjort til minde end om nogle sportslege på stadion eller til minde om, at Septimus Severus har lade foretage en større istandsættelse af bygningen.

På grund af den store stigning i tilskuerpladsernes rækker har arkæologerne beregnet facadens højdemål til at være 18 meter. Der er altså tale om vældige mål, men højdevirkninger bliver modereret lidt ved, at facaden er delt i to etager.

Lige bag facaden i begge etager var der lange buegange, ligesom vi ser det i Marcellusteatret og i Colosseum. Forneden førte trapper ud for hvert femte buefag op til mellemetagen ud mod arenaen og fortsatte i modsat retning op til den øverste etage, ligesom mindre trapper førte direkte ud til tilskuerpladserne.

Rester af de nederste trapper er fundet under husene i rundingen mod nord ca. 4 meter under det nuværende gadeplan.

Det viser, hvordan bygningsforfaldet i middelalderen medførte en stadig øget ophob-ning af jord og affald, der efterhånden kom til at dække den del af stadion, som skulle blive fundamentet for senere tiders byggeri. Men i dette fundament har man også fundet spor af de sale, der har været indrettet som foyerer mellem trapperamperne.

Hovedindgangene til stadion har været dels midt i rundingen mod nord, hvor man har fundet og delvis genopstillet en 8 meter høj portal med søjler, og dels midt på de to langsider.

Kejserens besøg på stadion har sikkert været imponerende.

Han har formentlig været iført triumfatordragten, der var en hvid toga med guldbro-derede palmeblade og dertil hørende purpurrøde støvler og en laurbærkrans på hovedet.

Vi må forestille, at han med sit følge er blevet ført fra sin residens på Palatinerhøjen ned over Campo Marzio, gennem parker og marmorhaller, forbi teatre og termeanlæg og frem til formentlig hovedindgangen på stadions vestlige langside. Her er han blevet ført til den kejserlige loge, som nok har ligget her midt på langsiden omkring det sted, hvor kirken Sant’ Agnese in Agone nu ligger. Det tyder i hvert fald marmor-fund her med særligt fine dekorationsdeltaljer på.

Her har kejseren heller ikke om eftermiddagen haft solen i øjnene, og her har han så kunnet modtage folkets hyldest.

Stadionbygningens ydersider har givet vis taget sig imponerende ud, idet den med sine facader og portaler har været beklædt med travertin og mindet stærkt om Marcellusteatret og Colosseum.

Indenfor har tilskuerpladserne og hele interiøret været helt beklædt med marmor, ligesom der har været en mængde skulpturer og anden righoldig billedhuggerkunst.

Den såkaldte Pasquinofigur, som vi skal se henne på Via di Pasquino, stammer muligvis her fra stadion.

Ifølge kristen tradition var Stadium Domitiani et meget berygtet sted, og den oldkristne helgen Cyprian, der døde i 258, advarede kraftigt sine trosfæller imod at overvære legene på stadion, hvis de ville undgå at skulle passere skøger, nøgne kvinder, liderlighed og anden vulgær vellyst.

Han er vist ikke førstehåndsvidne, men det nok helt rigtigt, at der under tilskuerplad-serne har foregået en livlig bordelvirksomhed.

Sådan var det de fleste steder i antikkens Rom, hvor der kom mange mennesker sammen.

For romerne hørte det med i samfundslivet, og sexindustrien ligesom den øvrige underholdningsindustri havde gode kår i det antikke Rom. Således regner man med, at der på Augustus’ tid har været omkring ca. 35.000 prostituerede i Rom, hvilket svarer til omkring 10 % af byens kvindelige befolkning.

Forfald og ødelæggelse

I løbet af 400-tallet meldte forfaldet sig imidlertid, og langsomt forvandledes dette pragtfulde anlæg, Stadium Domitiani, til en gigantisk ruin, sønderslået og knust og efterhånden overgroet med grønt.

Det samme skete med mange de andre storslåede bygningsværker på Campo di Marzio, der gentagne gange blev udsat for barbarernes hærgen, der i de følgende århundreder og sammen med ikke mindst den ny tids magthavere skulle gøre det af med antikkens vældige pragt og storhed.

Endnu før år 400 var barbarerne blevet den store trussel. Derfor var den vestromerske regering allerede flyttet til Ravenna og havde overladt Rom til en vicekonge. I 410 blev Rom plyndret af Alarik og hans hunner, og i 455 af Genserik og hans vandaler.

I 476 blev den sidste vestromerske kejser afsat.

Han hed betegnende nok Romulus Augustus, og i 546 efter lang tids belejring stormede Totilas og hans gothere den udsultede og pesthærgede by så totalt, at millionbyen Roms befolkningstal faldt til omkring 30.000 indbyggere.

Siden blev det så longobarderne og de muhammedanske saracenere, der hærgede Rom.

Naturligvis har også kraftige jordskælv, Tiberens talrige oversvømmelser gennem tiderne og vinterfrost gjort et kraftigt indhug på Domitians stadion og på de mange andre pragtbygninger, men ødelæggelserne skyldes først og fremmest menneskers hærgen.

Men allerede inden de fremstormende barbarer for alvor blev en trussel mod den antikke civilisation i Rom, var den sejrende kristne kirke allerede i fuld gang med at nedbryde den antikke verden.

For allerede i 389 udsendte kejser Theodosius den Store (379 – 395) et helt afgørende edikt, et påbud, der skulle blive skelsættende.

Påbudet gik ud på, at man skulle nedbryde de hedenske templer.

Hermed rejste der sig en bølge af destruktion i form af de kristnes omfattende og næsten rabiate ødelæggelse af de hedenske helligdomme, der blev fortsat under de følgende århundreders barbarinvasioner og senere blev gentaget for fuld styrke, af de mere eller mindre marmorhungrende pavers, kardinalers og verdslige fyrsters vedvarende plyndringer ikke alene af templerne, men også af teatrene, termerne, triumfbuerne, amfiteatrene og af en lang række offentlige administrationsbygninger.

Ødelæggelserne var altså i fuld gang, da barbarerne angreb. Og selv efter babarernes voldsomme angreb, lå Rom ikke egentligt i ruiner, men havde stadig sin karakter i behold, selv om der var blevet røvet og plyndret.

F.eks.skal den østgotiske leder Theoderik den Store, der beherskede Italien fra 493-526, have sat en direkte ære i at holde alt i orden. Således satte han et restaurerings-arbejde i gang og udnævnte opsynsmænd til at holde øje med vedligeholdelsen af de forskellige pragtpaladser. Under sit ophold i byen opholdt han sig endog på Palatin, der altså må have været nogenlunde intakt.

Man har nok i mange år været tilbøjelig til at se barerne som hovedophavsmændene til alle de ulykker, der lagde det antikke Rom i grus, og har derved set bort fra den katolske kirkes og de romerske adelsfamiliers utroligt systematiske ødelæggelser, der nok har været langt grundigere, end nogen af de hærgende barbarhorder har kunnet præstere. Men i den kristne verdens tradition har det bare været det letteste at gøre de "barbariske horder" til de egentlige syndebukke.

Efter kejserens edikt i 389 blev tusindvis af søjler fjernet og brugt til kirker og paladser.

Dels blev de opstillet i den tilstand, man fandt dem i, eller også blev de hugget i stumper og stykker og brugt som fyld eller i murene i de nye bygninger, hvis de da ikke havnede i de rygende kalkovne for at blive brændt til mørtel.

Kalkbrænderier fandtes overalt i Rom – også her på Piazza Navona.

En forsker har opgjort antallet af således forsvundne marmorsøjler fra Rom til ca. 8.000, og en tilsvarende skæbne led det utal af marmorstatuer og buster, der fandtes overalt i byens gader, på torvene, foran templerne, i bibliotekerne, i termerne og i teatrene.

Hvor udmådelig ødelæggelserne har været, kan man læse af det forhold, at der i kejsertiden har været ca. 400.000 marmorskulpturer i Rom, mens der ved udgangen af Middelalderen kun var få bevaret.

Også de mere end 3000 broncestatuer, som engang smykkede det antikke Rom, forsvandt efterhånden. Dels blev de røvet af barbarerne, der hungrede efter metal, og dels blev de omsmeltet og brugt til møntfabrikation eller til udfærdigelse af hverda-gens brugsgenstande.

Der var oftest tale om organiserede ødelæggelser, der udover alle de mere håndterbare genstande som skulpturer, urner og alle mulige kunstgenstande også ramte de mange bygninger.

Man fjernede ganske simpelt hen brutalt vægbeklædning, søjler og gulvfliser, og da bygningernes stenblokke blev holdt sammen af store jernankre, der var en meget eftertragtet artikel, fjernede man dem og det bly, der sad fast i, og derved faldt mange af de store pragtbygningsværker simpelt hen sammen.

Overalt fjernede man det, der kunne tjene en ny tids bygningsformål.

Man skal heller ikke glemme, at det var paven, der gav koncessionen på stenbrydning i Colosseum, og at vi skal helt frem til 1800-tallet, før denne vandalisme ophørte.

Denne hærgen og plyndring af antik kunst og byggematerialer er en stor del af grundlaget og forudsætningerne for de vældige renæssance- og barokbygningsværker, der i dag pryder Rom, for de er i meget høj er skabt af de materialer og prydet af meget af den kunst, man har ranet fra antikkens pragtpaladser og andre bygnings-værker, kejserpaladserne på Palatin, Colosseum, templerne – hvoraf der stadig i år 394 stod ca. 420 stk.tilbage - og basilikaerne på Forum Romanum, Deokletians og Caracallas termer, Pantheon, Stadium Domitiani o. m. fl.

Dette er da et ganske interessant perspektiv, men jo da også en noget oprørende tanke at have en in mente, når man sidder her på piazzaen eller står i Peterskirken, Santa Maria Maggiore eller i andre af de imponerende pragtbygninger, man i dag kan beskue rundt om i Rom.

En lidt kynisk iagttager vil måske nøjes med at konstatere, at en meget stor del af det, vi imponeres af og nyder at beskue i dagens Rom, bare mere eller mindre er genbrug af antikken.

Det engang så imponerende Stadium Domitiani var altså blevet til "Platea Agonalis".

"Agoni Capitolini" var jo som nævnt de fester, man hvert femte år bl.a. afholdt her på stadion til ære for den capitolinske Jupiter.

Derfor blev pladsen også kaldt Circo Agonale, og man mener også, at navnet "Navona" er afledt af ordet "Agone", og at "Piazza Agone"med tiden er blevet til "Piazza Nagone" og siden til "Piazza Navone" og endelig "Piazza Navona."

I middelalderen

I middelalderen blev det antikke stadion i perioder anvendt til ridderturneringer og tyrefægtninger, og i senmiddelalderen var Piazza Navona den største skueplads i det årlige romerske karneval, der ligesom de kejserlige processioner 1000 tidligere startede fra Piazza Campidoglio og bevægede sig gennem hele byen frem til stadion her.

Nogle gange kunne det også være temmelig makabre begivenheder, der fik folk til at strømme til Piazza Navona.

For eksempel fandt man den 7. marts 1622 i en smøge bag ved den spanske kirke, San Giacomo degli Spagnolis liget af en mand. Han var tilsyneladende blevet stranguleret med en silkesnor, som han stadig havde om halsen, da han blev fundet.

I løbet af få dage fandt man gerningsmændene, der straks fik den strenge romerske justits at mærke. For den 14. april fik hovedmanden bag forbrydelsen på det offentlige skafot her på Piazza Navona hugget sin højre hånd af, hvorefter han sammen med sin medskyldige blev direkte parteret her. Til skræk og advarsel for de omkringstående blev de ynkelige rester af gerningsmændene hængt op skafottet.

Andre gange var det helt andre og mere festlige toner, der lød fra piazzaen og fik folk til at stimle sammen her.

Således den 25. februar 1634, da en vis Cornelio Bentivoglio midt under det årlige karnevalg lod afholde en turnering her.

Baggrunden for turneringen kan for os føles temmelig latterlig, men måske passede den godt ind i 1600-tallets livsstil.

Cornelio Bentivoglio ville nemlig duellere med alle dem, der turde nægte, at hem-melig kærlighed er forkastelig, fordi den enten dækker over manglende tiltrækning fra damens side eller manglende mod fra kavallerens side. Sagen skulle afgøres med tre stød med saracensk lanse.

En sådan udfordring til duel kunne ingen mand dengang have siddende på sig, hvorfor den kastede handske blev taget op af 24 kavallerer, der alle betragtede hemmelig-holdelsen af kærlighedsaffærer som en æressag. De ville også i deres "damers" øjne være skandaliserede, hvis ikke de ved den forestående duel hævdede deres ridder-moral.

Der blev så på Piazza Navona opstillet en tilskuertribune, som indrammede halvdelen af pladsen nærmest San Giacomo degli Spagnolis, og i midten af denne firkant foregik turneringen så til hest.

Tilstrømningen skal have været enorm, og kampen skal have været et storslået skue.

Deltagerne var delt i 6 kvadriller, der hver var suppleret med 4 sekundanter og 4 beredne pager. Desuden var der 4 trompetere, 4 håndheste som reserve og 30 ridderknægte til fods – alle klædt i hver sin kvadrilles farve. De kæmpende kavallerer havde alle samme store hjelmbuske. Udfordreren, Cornelio Bentivoglio optrådte alene, men med et prægtigt følge. Selv var han klædt i grønt og sølv.

Kl. 17 gjorde den farvestrålende skare sit indtog på scenen, og turneringen forgik nu til langt ud på aftenen.

Kl. 23 ville jublen imidlertid ingen ende tage.

For da stævnede et kæmpeskib for fulde sejl ind på Piazza Navona. Det kørte naturligvis på hjul, men det var helt omgivet af store udspændte lærreder, på hvilke der var malet naturtro bølger og havskum. Samtidig gyngede skibet på bølgerne, uden at man kunne se hvordan. Lærrederne med bølgerne blev båret af personer, der var skjult nedenunder.

På skibets dæk var der yderligere anbragt udklædte musikanter, der forestillede Bacchus og hans følge af satyrer, og hele optoget var ledsaget af uniformede matroser til fods.

Musikken og sangen skal have lydt fra skibet til kl. 3 om morgenen, og under forestillingen blev der som præmier uddelt juveler til turneringens kavallerer, der dog var så galante, at de slags lod smykkerne gå videre til deres damer i logerne.

I 1700-årene var Piazza Navona fortsat skueplads for karnevalsfesterne med deres store, mytologiske optog, og mange barokke påfund foldede sig ud på pladsen.

Således afholdt man også de såkaldte naumachia her, forestillinger som illuderede hele søslag, hvor pladsen var omdannet til et enormt bassin.


                                                      Det var også tilfældet allerede i 1652, da lod pave Innocens X en lørdag i juni lod afløbet fra den store fontæne tilstoppe, så vandet flød ud over fortænens kant og ud på pladsen, der herved blev oversvømmet.

Det blev indledningen til nogle andre ejendommelige, men højst fornøjelige vand-fester, der i de følgende år blev skik og brug i august måned til stor glæde for romerne.

Hver lørdag og søndag blev pladsen oversvømmet for at køle luften i den brændende sommervarme, og så kørte man rundt i kareter og red på heste og sprøjtede til alle sider under skrig og skrål, og ikke mindst kvarterets børn morede sig gevaldigt med vandpjaskeriet, ligesom kærretrækkere og kræmmere råbte og skreg.

Om søndagen var kørslen med karet i vandet imidlertid forbeholdt det romerske aristokrati, fyrster, ambassadører og kardinaler, og natten forud blev brugt til serenader og koncerter fra de kostbart udstyrede vogne. Om dagen blev balkoner og vinduer på de omkringliggende bygninger dekoreret blomster og med udhængte farvestrålende tæpper. Og så gik det ellers for alvor løs med festlighederne fra søndag morgen tidlig, indtil aftenklokken på Sant’ Agnese in Agone slog sit første slag, for så forsvandt den sidste karet, hvorefter man på ny åbnede for afløbsrørene, og pladsen tømtes for vand.

I 1686 blev denne form for vandpantomine en overgang forbudt af en meget sensibel kardinal, der begrundede forbudet med, at det meget vand forurenede luften og generede patienterne på San Giacomo degli Spanolis-hospitalet, der dengang lå henne på det sydøstlige hjørne af Piazza Navona ved Via Canestrari.

I 1703 blev festlighederne dog indført igen, men da de åbenbart nogle år herefter antog en lidt for folkelig og grov karakter, blev de i perioder forbudt, og endelig i 1860’erne gjorde koleraepidemien ende på denne form for folkeforlystelse.

Stadig er det dog traditionen, at man holder legetøjsmarked på piazzaen ved juletid og på den anden store børnegavedag, Befana, helligtrekongers dag den 6. januar.

Befana er en gammel fe, en slags kvindelig Santa Claus, der uddeler især støjende legetøj som trompeter og trommer til børnene. Piazzaen er på denne dag fuld af kulørte balloner og af ivrige, begejstrede og ophidsede børn.

Ligeledes holder man også stadig fast ved en anden gammel tradition med julemarked hvert år i december, hvor skiftende kunstnere udfører en alternativ julekrybbe i stor skala, og hvor der sælges julepynt, kager og hundredvis af mere ortodokse julekryb-ber med figurer i alle tænkelige størrelser og farver og i alle mulige udførelser fra de simpleste papfigurer til små kunstværker i billedskærerarbejder..

Udsyn over piazzaen

Hvis vi stiller os ved den lille smøge, hvor vi før kom ind på piazzaen fra den vestlige side, har vi et glimrende overblik over den.

Ovre på østsiden midtfor, bag den 18 meter høje obelisk, ligger kirken Sant’ Agnese in Agone og sammenbygget med bygningen til højre Collegio Innocenziano. Til højre for det igen ligger Palazzo de Cupis.

Til venstre for kirken og helt op til denne ses det meget store barokpalads Palazzo Pamphili, der fylder ca. en tredjedel af piazzaens vestlige langside.

Pladsens sydlige ende på hver side af den lille vej, Via della Cuccagna, der fører ud på Corso Vittorio Emanuelle II, er totalt domineret af to renæssancepaladser, til højre af Palazzo Braschi og til venstre af Palazzo Torres – Lancellotti.

På den østlige side, hvor vi står, har vi længst mod syd et par almindelige borgerhuse, men derefter ses den spanske kirke i Rom, San Giacomo degli Spagnolis.

Resten af østsiden og hele den nordlige ende af pladsen er omkranset af det ene smukke borgerhus ved siden af det andet. Stilarten er borgerlig barok. De fleste af disse huse er oprindelig bygget i 1600-tallet, men nogle er væsentlig ældre. Alle er de dog blevet renoveret og ombygget flere gange op gennem årene.

Det, der virker så charmerende i det romerske bybillede, er de mange okkergule, løvefarvede husfacader.

Tyskerne taler om "Das gold’ne Rom", for i sollyset virker husene helt gyldne, ja som om de er belyst indefra.

Sådan lyser vores kalkede eller malede huse jo slet ikke.

Men det skyldes, at romerne ikke kalker deres mur umiddelbart ovenpå den rå puds, men først belægger denne med et lag fed spejlblank stuk, der får okkeren til at skinne og efterhånden p.g.a. vind og vejr får den skjoldede patina, der virker så charmerende.

                                                      Pladsens nuværende brolægning er fra 1870.

Piazza Navona var først blevet brolagt i 1480’erne, men århundredernes slid havde naturligvis sat sit spor på den gamle brolægning og nu var en renovering nødvendig.

I forbindelse hermed besluttede Roms bystyre i 1869 at flytte den daglige markeds-handel fra Piazza Navona til Campo dei Fiori.

Piazza Navona havde ellers været Roms store markedsplads i næsten 400 år fra 1477, og før den tid havde Piazza Campidoglio tjent som en af romernes betydeligste markedspladser.

I alle de mange år havde Piazza Navona som markedsplads en funktion, som kan minde om vore dages Piazza Vittorio Emanuelle.

Den store plads var dagligt fyldt af mennesker, der trængtes mellem de utallige boder og stadepladser. Det var et broget marked, hvor man kunne købe alt, frugt og grøntsager, marskandiservarer, kød og fjerkræ, isenkram, patentmedicin, gøgleri og lotteri og meget mere.

Hertil kom folk fra nær og fjern for at handle, men piazzaen har utvivlsomt også fungeret som et socialt mødested, hvor man traf sammen, fik en sludder med hinanden og hørte bynyt og sladder.

Det var altså nu delvis slut med bystyrets beslutning i 1869.

Som et led i renoveringen blev Piazza Navona nu i 1870 forsynet med sidefortov og et bredt midterfortov i hele pladsen længde. På dette blev der endvidere opstillet 18 lamper til gaslys og 32 travertinbænke, hvor, som det hedder, "elskværdige unge damer og noble fruer efter husgerningen kan nyde den friske og behagelige luft."

Innocens X

Det, der i dag først og fremmest præger pladsen, og det, der skaber en naturlig balance og giver pladsen dens særlige karakter, er de vældige barokbygningsværker og de tre fontæner.

Inspiratoren bag hele denne udformning af pladsen var i meget høj grad pave Innocens X.

Det var ham, der anlagde det imponerende Palazzo Pamphili og lod Sant’ Agnese in Agone bygge som gravkirke til sig og sin familie, Pamphilislægten, og det var ham, der besluttede sig for anlægget af den imponerende Fontana dei Quattro Fiume, Flodernes fontæne.

Pave Innocens var selv født i 1574 på Piazza Navona i det mindre Palazetto Pamphili fra omkring 1500, der lå på hjørnet lige ud til Via di Pasquino. Det var dette mindre palads, der siden ved pamphilifamiliens opkøb af naboejendommene skulle blive til Palazzo Pamphili.

Derfor spillede pladsen en helt central rolle for ham, og også da han som 70-årig blev apostlen Peters successor i Den hellige Stol og fik magt til at gennemføre sine ideer med pladsen.

Der er således to personer, der i særlig grad og fra hvert sit sted i historien indtager en hovedrolle, når det gælder Piazza Navonas udseende og tilblivelse.

Det er kejser, pontifex maximus Domitian og pave, pontifrx maximus Innocens X, Pamphili.

Tilsammen skabte de den store teaterscene, den store festsal, Piazza Navona.

Domitian anlagde scenegulvet.

Innocens opstillede kulisser og sætstykker.

Det vældige barokpaladsPalazzo Pamphili, der siden 1960 har huset den brasili-anske ambassade, og som for et par år siden fik renoveret sin facade, fylder som nævnt ca. en tredjedel af piazzaen vestlige langside.

Det stod færdigbygget i 1649 efter mange og lange diskussioner og stor familieuenig-hed inden for Pamphilislægten.

Arkitekten var Girolamo Rainaldi, en meget kendt italiensk arkitekt, der også stod for anlæggelsen af Piazza del Quirinale og opførelsen af Palazzo Nuova på Piazza Campidoglio efter Michelangelos plan og tegninger.

Oprindeligt var der fra paladsets balkoner over portalerne hængende haver, hvor alt det grønne må have taget sig meget smukt ud mod det dengang grårøde murværk.

Foran hovedindgangen står to tykke granitstøtter, der skulle vogte porten for kareter-nes påkørsel. De er udstyret med relieffet af en due med en olivengren i næbbet – Pamphiliernes våbenmærke.

Sant’ Agnese in Agone

Bygget helt op til det store palads og kun med gallerifløjen imellem, ligger det bygningsværk, der utvivlsomt for Innocens X var det vigtigste, Sant’ Agnese in Agone.

I følge traditionen blev den ældste kirke her opført oven på det bordel, hvor den hellige Agnese skal have lidt martyrdøden under Diokletians (284 – 305 e. Kr) kristenforfølgelser.

Det ser da også ud til, at den ældste kirke på stedet allerede blev etableret i nogle af buegangene under det antikke stadions tilskuerpladser omkring 600.

Derfor var det et vigtigt ønske for Innocens X, at man ved anlæggelsen af en ny kirkebygning bevarede de underjordiske kapeller fra den oprindelige kirke, og i et underjordisk kapel under den nuværende kirke, kan man stadig se et basrelief, der viser den hellige Agnese indhyllet i sit hår. Mosaikgulvet hernede er fra antikken, men freskerne og reliefferne er fra middelalderen. .

Agnese skal have været af rig familie og havde allerede som barn viet sig til Kristius.

Imidlertid forelskede en søn af Roms bypræfekt sig i hende og gjorde tilnærmelser til hende og ville gifte sig med hende. Men hun forklarede ham, at hun allerede var viet til Kristus.

Det argument ville præfektens søn imidlertid absolut ikke acceptere, og som straf for, at hun ikke ville have ham, blev hun anbragt i et af de bordeller, der var indrettet i cirkus’ arkader.

Men ifølge legende bevarede hun på mirakuløs vis sin jomfruelighed.

Derfor blev hun i stedet for dømt til bålet.

Men et nyt mirakel indtraf.

Flammerne ville ikke tage hende, fordi der kom en vældig regnskylle, der beskyttede hende mod ilden, og da en pludselig og kraftig vind samtidig i stedet blæste flammer-ne over mod hendes bødler, var hun tilsyneladende reddet.

Så besluttede man i stedet for at halshugge hende, men da derefter hendes nøgne krop skulle udstilles offentligt i arkaderne, skete der et nyt under, idet hendes hår svøbte sig om hendes nøgne krop og skjulte hende for alles blikke

Agnes er for katolikkerne kyskhedens skytshelgen og en af den katolske kirkes mest populære helgener, der altid afbildes sammen med et uskyldshvidt lam.

Hun ligger begravet under kirken Sant’Agnese fuori le Mura, der ligger uden for bymuren ovre øst for Borgheseparken.

I 1652 nedrev man det palads, Palazzo Mellini, der lå på den nuværende kirkes grund, og den 15. august samme år nedlagde den lille 5-årige Giovanni Battista Pamphili grundstenen til kirken.

Da han stod med sin 78-årige grandonkel Innocens X ved hånden og så ned på grundstenen, skal han have spurgt sin grandonkel om, hvornår kirken så var færdig.

"Hurtigt, om to år", svarede paven. "Da vil De være død"! udbrød drengen.

Rystet spurgte paven, hvem der havde sagt det. "Ingen", sagde drengen, hvorpå hans Hellighed trak den lille Giovanni så hårdt i øret, at han begyndte at græde og måtte føres bort.

I Pamphilifamilien var der meget stærke interne stridigheder og stærk kritik af pavens dispositioner, og måske har drengen hørt sine forældre snakke.

Det ved vi naturligvis intet om, men i hvert fald blev paven efterfølgende meget utålmodig med tempoet på kirkebyggeriet, der også var præget dels af de interne familiediskussioner, dels af pengemangel, men også af stridigheder mellem arkitekterne.

Den første arkitekt på kirken var ham fra Palazzo Pamphili, Girolamo Rainaldi. Han forlod imidlertid projektet i vrede i 1653, hvorefter det blev overtaget af en anden af tidens store arkitekter Francesco Borromini. Han arbejdede delvis videre efter Rainal-dis tegninger, men ændrede dog kirkens facade på afgørende vis.

I efteråret 1654 fulgte paven byggeriet med tæt, da han var fuld af mistro til sine omgivelser og også til Borromini, som han på et tidspunkt overvejede at afskedige.

Tilsyneladende havde han kun det ene mål tilbage i livet at få fuldført kirkebyggeriet.

Under et af sine efterårsbesøg på byggepladsen gav han ordre til at hans afsjælede legeme til sin tid skulle anbringes i et gravmæle over hoveddøren i kirkens hovedakse og oven over underkirkens Capella del miracolo.

Han satte da også i sin utålmodighed alt ind på at se facaden blive til, og trods kulden i november og december 1654, mens kapitæler og arkitraver blev sat fast, var Innocens ofte at finde på piazzaen som tilskuer.

Således fortæller en kilde, der boede i Palazzo Madama, og som fra sine vinduer kunne se ned på Piazza Navona og iagttage, hvordan den 80-årige pave en dag opholdt sig i mere end en time nede foran kirkens facade, trods den kraftige blæst og det sprøjtende vand fra Berlinis store fontæne.

Kort efter, den 7. januar 1655 døde paven på Quirinalen, men først 22 senere i 1677 blev hans sarkofag ført fra Peterskirken til kirken ved familiepaladset på Piazza Navona, selv om kirken var blevet indviet i 1672.

Efter pavens død var byggeriet nemlig fortsat blevet stærkt forsinket.

Borromini var trådt tilbage som arkitekt, fordi han slet ikke kunne enes med Pamphilierne.

Ny arkitekter medførte ændringer i kirkens facade, så den kom til at minde noget om Madernas front på Peterskirken, men endelig i 1672 efter 20 års forløb kunne man indvie kirken.

Innocens X ligger begravet til venstre for højalteret, men gravmælet til hans sarkofag udført i marmor af Giovanni Battista Mainis blev først færdigt i 1729, og som Innocens havde ønsket det, blev det placeret over kirkens hoveddør, hvor det stadig kan ses.

Kirken er en barokkirke, der er bygget som en kuppelkirke over et såkaldt græsk kors, hvor alle fire korsarme er lige lange.

Når det gælder dens indre udsmykning var det Borrominis tanke, at væggene skulle beklædes med hvidt marmor, der skulle danne en smuk baggrund for de fritstående mørkerøde marmorsøjler.

Men det skulle komme til at gå anderledes. Interiøret endte nemlig med at blive et af de mange romerske eksempler på den sene højbarok med væggenes brogede marmor-beklædning og med teatereffekter i forgyldt stuk og rigt udsmykket med fresker og basrelieffer i marmor. Blandt andet findes der i kirken en af Roms smukkeste helgenstatuer. Den forestiller den hellige Agnese midt i flammerne.

Kirkens facade er på genial vis af Borromini anlagt sådan, at den er meget dyb og konkav, så det her – imodsætning til ved Peterskirken – er muligt at se den meget høje kuppel, selv om man står umiddelbart foran kirken.

Ved siden af Sant’ Agnese in Agone og helt op til denne mod nord, anlagde man i 1660 Collegio Innocenzianosom en parallel til Borrominis gallerifløj i forlængelse af kirken mod syd.

Hermed var så hele det samlede monument over Pamphilislægten, – bestående af Palazzo Pamphili, gallerifløjen, kirken og nu Collegio Innocenziano, – der fyldte det meste af Piazza Navonas vestside, endeligt afsluttet.

Det er et fantastisk arkitektonisk massiv rigt på skyggedannende profiler og med en konkav udhuling ved kirken, der gør hele pladsrummet delagtigt i massivet. Det er unikt i romersk arkitektur.

Innocens X og Bernini

Hvor stor betydning Innocens X tillagde Piazza Navona viser sig også ved, at han i 1654 havde planer om at flytte kurien her til pladsen fra Quirinalen. Men tanke blev helt forkastet af hans efterfølger.

I det hele taget var pave Innocens X bestemt ikke nogen folkelig pave. Han, og ikke mindst hans svigerinde, den forhadte Donna Olympia, betragtede nærmest Piazza Navona som deres private ejendom. For dem skulle piazzaen fungere som en forgård til et aristokratisk bolig- og kirkemiljø og ikke som den meget folkelige plads, den havde været i århundreder.

Derfor ville han kvæle pladsens folkelige præg, og i 1651 forbød han al torvehande-len på pladsen. Det var naturligvis meget upopulært, og næppe var han da også død, før det folkelige generobrede pladsen, da den pavelige finansminister skyndte sig at kalde de handlende tilbage og tillod dem atter at opstille deres boder og holde mar-ked.

Allerede da Innocens X i 1644 var blevet valgt til pave, havde han overvejet at anlægge en stor fontæne midt på Piazza Navona.

Den skulle dels binde de to allerede eksisterende fontæner sammen og dels give den lange plads et centrum og skabe balance, men det var først, da han i 1647, som tidligere nævnt, så kejser Domitians obelisk ligge sønderslået i flere dele ud ved Via Appia, at hans tanker for alvor konkretiseredes.

Det havde nu været nærliggende, hvis han havde søgt kontakt til den i tiden mest kompetente på området, Giovanni Lorenzo Bernini, der af Innocens X’s forgænger, pave Urban VIII Barberini allerede i 1623 på livstid var blevet udnævnt til "Commissario delle fotane di Piazza Navona".

Bernini var et af tidens allerstørste navne.

Ja, nogle vil sige, at han var det geni, der kom til at præge næsten hele 1600-tallet og mere end nogen anden kunstner kom til at give Rom det ansigt, vi kender i dag.

Overalt møder vi hans værker, hvor vi end bevæger os rundt i byen.

Han var arkitekt, billedhugger, maler, en fremragende karikaturtegner og byplanlæg-ger. Han var i overført betydning sin tids store dirigent, der med sit orkester opfører sine vældige symfonier af form og farve, fordi han kender alle marmorets, farvernes og malmens inderste muligheder.

Men Innocens X ville ikke have med Bernini at gøre.

Tværtimod afskedigede han Bernini fra stillingen som "Commissario delle fotane di Piazza Navona".

Innocens havde nemlig intet tilovers for de mennesker, der havde været knyttet til hans forgænger.

I stedet var det hans plan, at Francesco Borromini skulle stå for anlægget af en stor fortæne og i forbindelse hermed for opstillingen af obelisken midt på Piazza Navona.

Borromini var jo nemlig den anden af 1600-tallets to mestre. Han ejede ikke Berninis harmoniske og udadvendte personlighed og havde sværere end Bernini ved at skaffe sig mæcener og elever.

Mens Bernini var smuk og charmerende, en selskabsløve og en kvindejæger, der havde sin gang blandt fyrsterne og blev en rig mand, der døde gammel og grå, vel tilfreds med sin livsgerning i 1680, så måtte Borromini kæmpe sig frem gennem modgang som almindelig håndværker. Den store materialekundskab, han herved havde skaffet sig, kom ham dog i allerhøjeste grad til nytte senere, da han begyndte at få de helt store bestillinger, og til tider virkelig udfoldede en meget dristig originalitet. Men han havde det dårligt med sig selv og endte med at tage sit eget liv i 1667.

Af en eller anden årsag udskrev Innocens X alligevel en konkurrence mellem Roms bedste arkitekter, uden dog at invitere Bernini til at deltage.

Imidlertid var paven meget lidt tilfreds med de resultater, der kom ud af konkurren-cen, og heller ikke Borrominis forslag faldt i hans smag.

Det kom imidlertid fyrst Ludovisi for øre, og da han var gift ind i Pamphilifamilien og samtidig en stor beundrer af Bernini, foreslog han nu Bernini i al hemmelighed selv at fremkomme med et forslag.

Så ville fyrst Ludovisi sørge for, at det blev bragt til det endnu ikke færdigbyggede Piazza Pamphili og anbragt i et værelse, så Innocens ikke kunne undgå at bemærke det, når han kom til middag hos sin svigerinde Donna Olimpia, der på det tidspunkt boede på paladset.

Fontana dei Quattro Fiume

Bernini gav sig nu til at lave en lille model i sølv af, hvordan han forestillede sig fontænen og obelisken.

Den blev herefter på fyrst Ludovisis foranledning bragt til paladsen. Og sådan gik det til, at paven blev opmærksom på Berninis model.

Ifølge traditionen blev pave Innocens nærmest ekstatisk i sin begejstring, da han så modellen og skal have stået og betragtet og beundret den i en halv time.

Herefter overgav han sig og besluttede sig for at overgive opgaven til Bernini, der udførte sit projekt i løbet af de næste tre år fra 1648 - 1651

I juli 1648 gik Bernini i gang med at få obelisken stykke for stykke transporteret til Piazza Navona.

Størsteparten af udgifterne hertil skaffede paven ved at udskrive en ekstraskat på hvert romersk hus og på deres beboere. Det blev han særdeles upopulær på, bl.a. fordi romerne i forvejen på dette tidspunkt led under stærkt forøgede priser på korn og brød, men også, fordi onde tunger påstod, at Innocens først og fremmest skulle bruge pengene til opførelsen af Palazzo Pamphili.

Vreden mod paven kom bl.a. til udtryk ved, at de store travertinblokke til fontænens klippepartier om natten blev overklistret med sedler med indskriften: "Noi volemo altro che Guglie e Fontane, Pane volemo, pane, pane, pane!" – "Vi vil have andet end obelisker og fontæner, brød vil vi ha’, brød, brød, brød!" På selve obelisken opklæbede man et ironisk bibelcitat. "Lad af disse stene blive brød!"

Imidlertid kom obelisken i august 1659 op at stå på det klippefundament, det har stået på siden. Det var en fantastisk teknisk præstation, hvis gennemførelse i høj grad skyldtes Berninis lillebroder, den meget kompetente matematiker Luigi Bernini.

Herefter skrev Bernini så kontrakt med de fire billedhuggere, han havde udvalgt til efter hans tegninger og modeller at udføre de fire flodguder i travertin.

Donau symboliserer Europa med hesten, Ganges, Asien med slangen og palmetræet, Nilen, Afrika med løven og det tilslørede ansigt, der hentyder til Nilens ukendte kilder og endelig Rio de la Plata symboliserende den nye verden, Amerika med det særprægede bæltedyr

Den 12. juni 1651 hørtes vandets brusen i Fontana dei Quattro Fiume, Flodernes fontæne for første gang, og "en af de smukkeste ting i Europa", som der stod i en samtidig romersk notits, var blevet fuldført.

På obeliskens sokkel er der anbragt en inskription, der fortæller, at pavens med monumentet ville "give den forbipasserende et stort behag", "forsyne den tørstige med drikke" "fremlægge noget for den tænksomme." Og så hedder det videre med pompøse ord: "Innocens X forskønnede sit fædrene Pamphilihus med kunst og pragt, befriede Piazza Agonale for skæmmende bygninger, forædlede byens berømte plads og gav den majestæt".

Ja, det var store ord, men fortænens symbolik var af endnu større dimensioner. Øverst på obelisken troner duen, der både symboliserer Helligånden og er pamphiliernes våbenmærke. Der er altså Gud og hans jordiske repræsentant, Innocens X Pamphili, der sammen triumferer over hele verden, symboliseret ved de fire verdensdeles floder.

Som et lille korriosum i forbindelse med denne fontæne skal det nævnes, at duen foroven på obelisken indtage en ret central rolle i Dan Browns meget populære spændingsroman "Engle og dæmoner" fra 2000.

Romanens hovedpenson tror nemlig, at duen kan lede ham frem til den forbryder, han jagter.

Det gør den da også. Den skuer mod vest, og herefter kan hovedpersonen finde frem til forbryderens gemmested på Castel San Angelo.

Så langt så kort ifølge Dan Brown.

Men desværre har forfatterens research ikke være nøjagtig nok, for når vi ser op på duen, skuer den ikke mod vest mod Castel San Angelo, men derimod har den blikket rettet mod øst, mod Pantheon.

At de to kunstnere Bernini og Borromini ikke har kunnet døje hinanden er sand-synligt. I hvert fald kan Borromini nok have følt sig forbigået af Bernini, og i folkeviddet antydede man da også, at når Bernini havde fremstillet flodguden Rio de la Plata med en løftet afværgende hånd over mod kirken, og Nilen holdt sig for øjnene for ikke at kunne se en ulykke ske, var det fordi, Bernini hermed ville insinuere, at Borrominis kirkefacade snart ville brase sammen.

Det var jo en ganske god historie. Imidlertid passer den dårligt med virkeligheden, da kirken jo først blev påbegyndt året efter, at Fontana dei Quattro Fiume stod færdig.

De to mindre fortæner på pladsen er af Giacomo della Porta og opstillet i årene 1575 til 1576.

Fontana del Moro

På pladsen sydenden over for Palazzo Pamphili står Fontana del Moro.

Den blev helt ombygget efter Berninis model i 1655 og udført af billedhuggeren Giovanni Antonio Mari, der arbejdede på Berninis værksted.

På en konkylie står tritonen muskuløs og ladet med en vældig energi med en delfin mellem benene. Det er som om, han med knæene klemmer vandet ud af fiskens mund. Tritonens ansigtsudtryk gav den efterhånden i folkemunde navnet "il Moro" – mohren, en delfindræbende maurer.

                                                      Fontana del Nettuno

I pladsens nordende står Fontana del Nettuno, Neptunfontænen.

Den forestiller Neptun i kamp med en blæksprutte mellem en række najader og havheste.

Men indtil 1878 var denne fontæne uden særlig udsmykning.

Derfor udskrev man i 1878 en konkurrence for at få skabt en pendant til Berninis "il Moro".

Konkurrencen og ikke mindst dens resultat, der altså kan ses i dag, endda i helt nyrenoveret stand, gav anledning til en vældig diskussion, der endte med den lidt bitre konklusion, at selv om fontænen ikke var noget stort kunstværk, så ville den alligevel for efterkommerne stå som et udtryk for "de skønne kunsters situation i vor tid."

Alle disse vældige vandmasser, der gennem århundreder konstant døgnet rundt har bruset ud fra de tre fontæner, kommer fra Acqua Vergine Nuova, den antikke akvadukt, der stadig fører noget af det fineste og reneste kildevand i verden ind til Rom. Det kommer hertil Piazza Navona under jorden fra Fontana di Trevi. Fra fontæ-nerne her på pladsen løber vandet videre ud i Tiberen.

Hos Tre Scalini

Når man sidder ovre på pladsens vestside på det gamle, hædrekronede og verdens-berømt konditori og restaurant "Tre Scalini" og nyder sin café expresso er det en interessant tanke, at vi er på det gamle Palazzo de Cupis fra omkring 1520.

Den gang lå imidlertid paladsets hovedfacade ud til Via dell Anima, hvor man i nr. 16-17 stadig kan se den gamle, smukke hovedportal.

På Palazzo de Cupis boede i mange år kardinaler og forskellige ambassadører – bl.a. den spanske, der lod paladset restaurere i 1603. Og i 1638 var paladset beboet af den tysk-romerske kejsers udsending ved Den hellige Stol.

I løbet af 1700-tallet fik paladset en mere verdslig karakter, da der i stueetagen blev indrettet teatersal til marionetteater, skuespil og koncerter.

Ved piazzaens sydlige udkant

Når vi går ned ad Piazza Navona mod syd, kommer vi til de to sydligste bygninger, der danner en afslutning på pladsen.

På venstre side af den lille vej, der fører ud til Corso Vittorio Emanuelle II, ligger

Palazzo Torres – Lancellotti. Det er anlagt i 1552 af ærkebiskop Salerno Ludovico de Torres. Paladsets ydre har ikke ændret sig meget siden. Det er tegnet af den italienske arkitekt Piero Ligorio, hvis navn særligt er knyttet til Villa d’Este i Tivoli uden for Rom.

Til højre er det det meget dominerendePalazzo Braschi, der helt præger billedet.

Det blev anlagt i 1790’erne af pave Pius VI Braschi, der var blevet valgt til pave i 1775.

Indtil da lå der her på pladsen sydlige ende det gamle og meget smukke Palazzo Orsini, men det lod Pius VI nedrive helt til grunden og anlagde i stedet Palazzo Braschi, der er et kolossalt senbarokt palads, der bl.a. rummer et fantastisk udstyrsstykke af hovedtrappe af enorme dimension. Men imponerende er den da.

Når man betragter paladset fra Piazza Navona, skal man lige være opmærksom på, at det er bagsiden af det, man ser. Paladsets forside og hovedindgang ligger ud til Corso Vittorio Emanuelle II.

Imidlertid kom Braschifamilien senere i så store økonomiske vanskeligheder, at man i 1871 afstod paladset til den italienske stat.

I 1952 blev det indviet som Museo di Roma. Det er bestemt et besøg værd, hvis man har tid. Det er et lille spændende museum, der bl.a. rummer mange malerier, tegnin-ger, stik og genstande fra Roms historie.

Inden vi forlader Piazza Navona skal vi lige til sidst ovre på den sydlige østside lægge mærke til en mindre kirkebygning.

Det er som før nævnt den spanske kirke i Rom, San Giacomo degli Spagnolis.

På stedet lå der oprindeligt en lille kirke, San Andrea, der i 1200-tallet blev erhvervet af en spansk kongesøn.

Den nuværende kirke er sikkert blevet anlagt i slutningen af 1400-tallet. Oprindelig vendte dens indgang ikke ud til Piazza Navono, men ud til den lille plads bag til ved Via della Saprienza.

Dens facade minder meget om Santa Maria del Popolo, som vi senere skal se.

Specielt kirkens hoveddør er et sandt pragtstykke og et meget smukt eksempel på toscansk billedhuggerkunst. Den minder meget om hoveddøren på Santa Maria sopra Minerva og den på Santa Maria del Popolo.

Alle tre døre er da også sandsynligvis udført efter tegninger af Renardo Rossellino, der netop opholdt sig i Rom i 1450’erne.

Pasquino

Vi forlader nu Piazza Navona og går langs Palazzo Braschis bagside ad Via di Pasquino frem til det første gadehjørne til venstre.

Her står den såkaldte Pasquinostatue.

Den ser ikke ud af meget og ligner nærmest en groft tilhugget marmorklump.

Den stammer imidlertid fra en hellenistisk gruppe fra det 3. årh. f. Kr., som sikkert har forestillet det sted i Homers Illiaden, hvor Menelaos skærmer den dræbte Patroklos’ legeme.

Den har som nævnt muligvis været en blandt de mange skulpturer, der i antikken prydede Domitians stadion.

I mange år har den tjent som trædesten i den mudrede middelaldergade, indtil den i 1501 blev rejst her på hjørnet ved det tidligere Palazzo Orsini på initiativ af en kardinal Oliviero Carafo.

Han havde næppe haft fantasi til at forestille sig, hvilken funktion denne stærkt molesterede skulptur siden skulle få.

Den blev nemlig med tiden i folkemunde opkaldt efter meget åbenmundet og højråbende skomager, der hed Pasquino og som boede i kvarteret tæt ved.

I pavetidens Rom var det jo så som så med ytringsfriheden, og derfor begyndte Pasquino at skrive små satiriske kommentarer til aktuelle begivenheder og anbringe dem på denne gamle statue, så alle kunne læse dem.

Andre romere begyndte at følge trop og hængte deres fyndord og satiriske vers op på statuen om natten for at undgå straf.

Trods myndighedernes vrede over denne "talende statue", der efterhånden blev om-døbt til Pasquino, blev den en del af den folkelige kultur helt op i 1800-årene.

Andre statuer rundt om i byen begyndte nemlig også "at tale" i samme satiriske stil, og Pasquino "talte" med de andre statuer, f.eks. med Marforio, en antik skulptur af en flodgud, der stod i Via di Campidoglio, men som i dag nyder det stille liv ved en fontæne i Capitolmuseets forgår. En anden af disse talende figurer er Il Babuino i Via del Babuino, og så er der Donna Lucrezia i det lille grønne anlæg mellem S. Marco og Victor Emanuelle-monumentet. Hun står med ryggen til S. Marco og har en rædselsfuld grotesk grimasse.

Et eksempel på en pasquinade:

Borgiapaven Alexander VI (1492 – 1503) var en temmelig frimodig herre. Trods sit intime forhold til Donna Vanozza, tilkøbte han sig for et kardinalembede den smukke Giulia Farneses gunst, og efter sigende havde han ladet hende male som Jomfru Marie over sin sovekammerdør.

Det fik Marforio til at "skrive"følgende til Pasquino: "Ved du, at der er et billede af Jomfru Maria over kardinal Farneses kammerdør, som Alexander VI lod opsætte" ?

Pasquino "svarede": "Ork ja, det er et billede af kardinalens søster, hende der var Alexanders konkubine, og ved dette ærlige middel blev hendes broder Alexander Farnese gjort til kardinal og siden til pave".

At pavedømmet fandt Pasquino direkte farlig, vidner en forordning fra pave Benedict XIII fra 1720’erne om: "Enhver, uden hensyn til rang og stilling, heri også medregnet præsteskabet, som forfatter, trykker, spreder etc. skrifter, som har karakter af pasquinate , vil – også i det tilfælde, at skriftets indhold stemmer overens med sandhed og virkelighed – blive dømt til døden, al hans ejendom blive konfiskeret og hans navn forbandes."

Denne praksis var imidlertid ikke af nyere dato, for allerede i december 1636 står der i en samtidig dagbog: "Den 1. december om natten blev Manzolini Bentivoglio halshugget i fængslet på Capitol på grund af en bog med pasquinader, der var fundet i hans besiddelse. Han ville intet tilstå, men blev overbevist af to vidner, der samme morgen blev hængt på Piazza Giudea. Manzolini Bentivoglios halshuggede legeme var hele dagen udstillet ved foden af Campidoglio, og det siges, at et af vidnerne, før han døde, havde udtalt, at de havde angivet ham med urette, og at han var uskyldig".

Ja, en lille pudsighed på et gadehjørne i Rom. Den lille plads med statuen hedder i dag Piazza Pasquino.

Herfra fortsætter vi nu ad Via di Sant’ Maria Dell’ Anima mod nord.

Vejen til S. Pietro

Det er en typisk lille, smal romersk gade, der ligger parallelt med Piazza Navonas vestside.

Her som på Piazza Pasquino ligger der en mængde billige små restauranter, hvor man for en rimelig penge kan få en glimrende romersk frokost eller middag.

Via dei Coronari

.

For enden af Via di Sant’ Maria Dell’ Anima kommer til vi på venstre hånd til Via dei Coronari.

                                                     Den fortsætter vi ad.

Her i den smalle, lige gade, som i antikken hed Via Recta (lige gade), og som oprindelig gik direkte fra Piazza Fontana di Trevi og helt til Tiberen, har middelalderens pilgrimme vandret i hobetal for at komme over Tiberen ved Ponte Sant’ Angelo. Derfor fandt gadens beboere ud af, at det kunne være en givtig forretning for dem at sælge rosenkranse til de mange pilgrimme. Og stadig er gaden opkaldt efter rosenkranssælgerne, coronari.

I middelalderen kunne det være meget risikabelt at forsøge at bane sig vej gennem de store menneske-mængder her Via dei Coronari, og i jubelåret 1450 døde således omkring 200 pilgrimme, der blev knust af masserne, eller som druknede i Tiberen.

Efter denne tragedie beordrede pave Nicolaus V (1447 – 1455) den antikke romerske triumfbue, der stod ved indgangen til Ponte Sant’ Angelo, nedrevet.

I slutningen af 1400-årene opfordrede pave Sixtus IV (1471 – 1484) private velstil-lede romere til at planlægge og bygge huse og paladser langs gaden, og i dag ligger der stadig mange af de originale bygninger fra 1400 og 1500-årene i gaden. En af de allerældste er Fiammetas Hus i nr.156 – 57. Hun var Cesare Borgias elskerinde.

Cirka midtvejs hen ad gaden på vores højre hånd ligger en lille gade, der hedder Via Lancellotti. Her i Palazzo Lancellotti, der er opført i slutningen af 1500-årene, boede adelsfamilien Lancelloti, der var en meget pavetro familie. Så da Italien blev samlet i 1870 og paven blev gjort til "fange i Vatikanet", nægtede denne Lancellotifamilie at åbne deres paladsport her og på Piazza Navona, og de åbnede dem først igen i 1929, da den italienske stat under Mussolini og den katolske kirkes overhoved nåede til en forsoning.

Ponte Sant’ Angelo

Snart er vi imidlertid fremme ved Ponte Sant’ Angelo, som vi passerer hen over Tiberen.

Det er nok den smukkeste bro over Tiberen.

Broens tre midterbuer stammer fra den antikke Pons Aelius, som kejser Hadrian lod anlægge i årene 133 – 34 for at give adgang til hans mægtige mauseleum, nu Castel Sant’ Angelo, der som et mastodont rejser sig for enden af broen. I 1688 blev der føjet en bue til i hver ende, men de blev i 1892 – 94 erstattet med et par højere og længere buer, der kunne hægte broen på de nye Tibervolde, man netop da havde bygget for at undgå alle de mange oversvømmelser.

De to statuer af Peter og Paulus er skabt i 1535 af Lorenzo Lotti, og de ti engle, der bærer lidelseshistoriens symboler er udført af Berninis elever efter hans tegninger.

Englen med skriftbåndet og englen med tornekronen er dog kopier, der erstatter de to originaler, som pave Clemens IX’s (1667 – 69) nevø kardinal Rospigliosi mente, meget hellere burde stå hjemme hos ham selv. Siden endte de dog i kirken Sant’ Andrea delle Fratte.

I midten af 1980’erne gennemgik englene en større restaurering, da de efterhånden var blevet alvorligt skadet af luftforureningen.

I middelalderen var broen ligesom Ponte Vecchio i Firenze og Rialtobroen i Venezia indrettet med handelsboder i begge sider, hvorfor der var meget lidt plads til trafik-ken. Det var nok en af årsagerne til den før omtalte katastrofe for pilgrimmene i 1450.

Castel Sankt’Angelo

Foran os tårner nu Castel Sankt’ Angelo eller Engelsborgmed sin kolossale 64 meter høje cylinderblok sig op mod himmelen.

Vi skal ikke derind, men blot beskue den udefra.

I lighed med kejser Augustus besluttede også kejser Hadrian (117 – 38) at bygge et mauseleum til sig selv og sine efterkommere. Bygningsmåden og hele anlægningen skulle være den samme som Augustus’, men det skulle overgå hans mauseleum både i størrelse og pragt.

I år 139 lå dette Moles Hadriani færdigt klædt i marmor og smykket af græske statuer.

Indtil Caracallas tid i den første fjerdedel af 200-årene gravsattes kejsernes urne i Moles Hadriani.

I 271 lod kejser Aurelian (270 – 75) Hadrians bygning indgå i den aurelianske mur, og hermed kom den altså til at indgå med en art fæstningsagtig funktion.

Da Alarik i spidsen for sine vestgotere i 410 brød ind i Rom, røvede man alt, hvad der havde værdi på Moles Hadriani og slog kejserurnerne i stykker, og under goternes følgende belejring af Rom, ser vi mauseleet omdannet til en fæstning.

Med sin umådelig kraftige murkonstruktion og med Tiberen som en bred voldgrav lige nedenfor var Moles Hadriani særdels velegnet til forsvar. Men alligevel bukkede romerne under, da goterne kom igen, og delvis ødelagde det store bygningsværk. Det fortælles, at forsvarernes sidste desperate forsøg på forsvar bestod i, at de kastede en række uerstattelige græske skulpturer ned i hovedet på fjenden.

Sit nuværende navn, Castel Sankt’ Angelo fik Hadrians bygning, da Rom i 590 hærgedes af en forfærdelig pestepidemi.

Derfor begav pave Gregor den Store (590 – 604) sig en dag i spidsen for en procession på vej – formentlig fra Latheranet til Peterskirken, til apostlen Simon Peters grav for at bede om frelse for den pestbefængte by.

På vej over broen over Tiberen fik paven et syn.

Højt oppe over Moles Hadriani’s tinde stod i al sin stråleglans ærkeenglen Michael, der sænkede sit flammende sværd til tegn på, at pesten havde udraset.

Sådan skete det, pesten hørte op, og fra den dag blev navnet på Hadrians gravmæle Castel Sankt’ Angelo.

Til minde om denne begivenhed ser vi i dag den gigantiske bronzestatue af ærkeenglen Michael med draget sværd trone på toppen af Castel Sankt’ Angelo. Statuen er fra 1700-årene og udført af den flamske billedhugger Peter Verschaffelt.

I flere århundreder lå bygningsværket ret upåagtet hen, men fra midten af 800-årene blev det indlemmet blandt pavens forsvarværker, hvorefter den i flere forskellige perioder blev udbygget som fæstning med tårne, nye befæstninger, et citadel, fire ottekantede bastioner i hjørnerne, der bærer de fire evangelisters navne og en voldgrav på fæstningens landside. Endvidere blev der anlagt en femkantet fæstningsmur rundt om den, fem små forter, ligesom også Corridoi’en eller passetto’en, en forbindelsesmur mellem Peterskirken og Castel Sankt’ Angelo, der gik helt tilbage til 800-årene, blev forstærket.

Talrige militære slag har raset omkring Castel Sankt’s Angelo gennem tiderne, og som fæstning og som tilflugtssted for paverne i adskillige tilfælde, har Castel Sankt’ Angelo haft meget stor både militær og politsk betydning op gennem middelalderen, sådan, at man sagde, at den der holdt denne fæstning havde hele Rom i sin magt.

Således flygtede pave Gregor VII (1073 – 1085) hertil, da Henrik den 4. af Frankrig indtog Rom, og i 1527 modstod pave Clemens VII her et halvt års belejring af Karl 5’s tropper.

I dag er der et spændende museum på Castel Sankt’ Angelo, hvor 58 værelser dækker alle aspekter af slottets historie og forskellige funktioner gennem tiderne, lige fra de uhyggelige og fugtige fængselsceller i underetagerne til renæssancepavernes fine gemakker foroven.

Allerøverst er der en terrasse, hvorfra man har den mest fantastiske udsigt ud over Rom og nedover fæstningsanlæggene med de ottekantede fæstningstårne og de ydre bastioner, hvor kanonerne peger i alle verdenshjørner. I øvrigt er de støbt af bronzen fra taget på Pantheon.

Det er jo også heroppe Puccinis "Tosca" foregår, og hvor Cavaradossi synger sin tårnarie. Her højtoppe bliver han skudt i den gryende morgerstund, og herfra styrter hans elskede Tosca sig i fortvivlelse ud over muren.

Selv om Castel Sankt’s Angelo er et besøg værd, må vi imidlertid videre op mod Piazza Sankt’ Pietro og Peterskirken.

Via della Conciliazione

Derfor fortsætter vi over Piazza Giovanni og henad den meget brede Via della Conciliazione, Forsoningens vej, der blev anlagt til minde om fascismens vigtigste propagandasucces, Lateranforliget, forsoningen mellem Mussolini og paven i 1929.

Anlæggelsen af den blev påbegyndt i 1936, men den var først færdigbygget i jubelåret 1950.

Det er svært rigtigt at forestille sig i dag, at man før 1936 ikke kunne se Peterskirken langvejs fra, som man kan i dag.

Den gang var det nemlig kun kuplen, man kunne se. Selve udsynet til kirken fik man dengang først, når man fra en af de små gader kom ud på Piazza Rusticucci og pludselig stor over for den enorme Piazza San Pietro og Berninis favnende kolonnader og den den vældige basilica i baggrunden.

Dette syn skal have virket som en hel åbenbaring, og denne fantastisk overvældende effekt eksisterer ikke mere.

Hvor nu paradegaden Via della Conciliazione breder sig fra Piazza Pia ved Tiberen op mod Peterspladsen. gik tidligere to gamle gader Borgo Vecchio og Borgo Nuovo, og mellem dem lå et malerisk kvarter med beboelseshuse, små kirker og klostre. Hele denne del af kvarteret Borgo, tillige med to smukke gamle pladser, Piazza Rusticucci og Piazza Scossacavalli og en række fornemme gamle paladsbygninger blev totalt smadret ved anlæggelsen af den nye gade, der kun havde et propagandaformål.

Eftertiden har da også vurderet dette vejprojekt af arkitekterne Marcello Piacentini og Attilio Spaccarelli meget negativt. Det er parvenu. siger man, men man hæfter sig specielt, at man med dette totalt formålsløst har ødelagt et af Roms meget smukke kvarterer.

Kritikken har også været stor af Mussolinis to andre vejprojekter, anlæggelsen af Via dell'Imperatore (nuværende Via dei Fori Imperiali) og Via del Mare (nuveærende Via del Teatro di Marcello), der også primært var propagandistiske i deres formål, og som også betød ødelæggelsen af gamle romerske bymiljøer, men den haft en noget anden karakter, end når det drejer sig om anlæggelsen af Via della Conciliazione.

Måske fordi man fandt Borgokvarteret mere bevarelsesværdigt?

Nå, måske kan denne diskussion set med nutidens øjne – og øjne der ikke har set andet end det nuværende – virke lidet relevant. De gamle kvarterer er nu engang væk og både Via della Conciliazione og de to nye gader, der udstråler fra Piazza Venezia, er da på flere måder også ganske imponerende.

Måske har også eftertidens helt naturlige og rimelige fordømmelse af den fascistiske epoke også spille ind, når man i efterkrigstiden skulle vurdere nogle af de blivende og bestandige materielle følger af fascismen? Det ville måske være politisk ukorrekt at mene noget positivt?

                                                    Piazza di Sankt’ Pietro

                                                     Omsider når vi så frem til den helt imponerende Piazza di Sankt’ Pietro.

Jeg synes altid, man bliver lige overvældet hver gang, man træder ind på denne fantastiske plads.

Her bliver alle adjektiver overflødige.

Måbende står man bare stille og betragter dette skue i form af den fuldendte harmoni.

En hel skov af kæmpesøjler. Det er Berninis kolonader af mastodontiske dimensioner, der med sin firedobbelte søjlerække, der både fra højre og venstre gæstfrit åbner sine arme ud mod hele verden, mod katolikker, protestanter, troende og ikke troende. Alle må vi kunne beundre denne på én gang majestætiske og helt enkle plads, der danner en værdig forgård til kirkernes kirke.

Berninis kolonader er også det eneste sted i Rom i dag, der kan sammenlignes med de lange overdækkede søjlegange, porticus’erne, der udover at have været et meget smukt og elegant træk i kejsertidens arkitektur også har været steder, hvor befolkningen kunne finde ly for vinden om vinteren og for solen om sommeren. Ideen med at bygge sådanne kolonader stammede fra de lange arkader i den hellenistiske verden, der havde imponeret Augustus, da han førte sit felttog mod Antonius og Cleopatra.

Da Bernini tegnede søjlerne, har han muligvis tænkt sig, at kardinalers og fyrsters kareter skulle kunne køre i kolonaden mellem dem. Den midterste af de tre gange, hvori søjlerne er opdelt, er nemlig bred nok til, at to kareter kan passere hinanden, mens sidegangene var beregnet for gående.

Alle vil sikkert være enige i, at Peterspladsen monumentalitet og arkitektoniske skønhed først og fremmest skyldes Berninis kolonader, men måske er det mindre kendt, at det rent faktisk var pave Alexander VII, der traf beslutningen om opførelsen af kolonaderne og fremskyndede byggeriet som en slags nødhjælpsarbejde, for at skaffe føde til de mange arbejdsløse håndværkere, der på det tidspunkt var i Rom.

I et samtidigt håndskrift lyder det således: "Hans Hellighed, N.S. Alessandro VII besluttede at lade pladsen foran den hellige Basilica Vaticana omgive med den ædle søjlegang – og dette ikke så meget for at forskønne den pragtfulde bygning, der i dag er den berømteste i verden, med et symmetrisk anlæg, der også kan gøre pladsen mere intim, men mere for at skabe beskæftigelse for et stort antal håndværkere, som under de nuværende forhold ikke kan finde arbejde. Denne barmhjertige beslutning har skabt glæde i hele Rom – og i særdeleshed blandt de pågældende håndværkere, som har takket Vorherre, fordi han så hurtigt har ladet dem komme i gang med et så ædelt og værdigt værk."

Kolonaderne, der består af 248 søjler, krones af 140 helgenstatuer og danner en elipse, i hvis midte kejser Caligulas obelisk knejser.

Opførelsen af kolonaderne og anlæggelsen af den 240 meter brede eliptiske plads stod på i årene 1655 – 67, men da havde obelisken allerede stået her siden den 30. april 1586.

Den var blevet hentet i Heliopolis i år 39 og opstillet i Neros cirkus, der lå der, hvor en del af Peterskirken og Peterspladsen nu ligger, og i 1586, da pave Sixtus V forlangte opstillet her på pladsen, stod den forbavsende nok stadig der, hvor Caligula havde anbragt den, og hvor senere Peterskirken sakristi blev bygget. Den er som den eneste af Roms obelisker bevaret fuldstændig intakt, fordi den aldrig har været væltet.

Det er måske også værd at tænke på, at Peterskirken slet ikke var færdigbygget på dette tidspunkt. Det blev den først 40 år senere. I 1586 var man endda endnu ikke enige om, hvordan kirkens facade skulle se ud.

Det var både et kolossalt og et risikabelt arbejde at flytte og senere rejse denne 25 meter høje stenkolos på Peterspladsen. Det krævede i alt ca.1000 mand og 75 hestes arbejdsindsats.

Fem gange mislykkedes det at rejse den, men ved det sjette forsøg den 30. april lykkedes det endeligt.

Tusinder af romere var den dag stimlet sammen på Peterspladsen for nysgerrigt at følge anstrengelserne, og for ikke at distrahere de mange hundrede arbejdere havde paven påbudt absolut stilhed og truet dem, der talte, med døden.

Da man så havde fået lagt et sindrigt system af tove om kolossen, begyndte man at hejse den op.

Men da obelisken næsten var kommet på højkant, begyndte det at ryge fra tovene.

Den stærke gnidningsmodstand bevirkede nemlig, at tovene kom i brand.

Trods pavens ordre om absolut stilhed, skreg nu en ligurisk sømand ved navn Bresca af sine lungers fulde kraft: "Vand på tovene"!!!

Der blev hentet vand, og tovene blev overhældt, og obelisken kom på plads.

Herefter belønnede pave Sixtus V den raske sømand ved at give ham og hans efterkommere eneret på at sælge "palmekviste" til de pavelige ceremonier ved påsketid.

I virkeligheden er der tale om kviste fra oliventræet, og endnu den dag i dag er det slægten Bresca, som leverer "palmekvistene" til Vatikanet fra deres olivenlunde i Ligurien.

Øverst på obelisken under korset gemmes i kuglen en splint af Jesu kors.

Når vi står her ved obelisken, ser vi en lille finesse ved pladsens belægning, idet to cirkelrunde sten på hver side af obelisken markerer centrum for de radier, som kolonaderne er opstillet efter. Når man derfor stiller sig på disse sten ses søjlerne i kolonaderne kun som én række

Lidt længere fra den 41 meter høje obeliskopstilling står de to smukke fontæner, der døgnet rundt triumferende næsten kaster deres stråler højt op i luften og i en sådan grad, at selv den svageste vind sender støvet som en forfriskende douche langt ud over pladsen, mens regnbuer danser i den tindrende sol.

Den til højre er rejst i 1613 og lavet af Carlo Maderno. Den anden blev tilføjet af Bernini for symmetriens skyld. Den er udformet af Carlo Fontana i 1677.

Vi går nu til højre op gennem kolononadens søjleskov, hvor de fantastiske lysvirkninger rigtigt giver en fornemmelsen af størrelse og proportion.

For enden af den højre kolonadearm ligger Portone di Bronzo, hovedindgangen til Vatikanet, der ikke er tilgængelig for publikum. Under pavens "fangenskab" i Vatikanet, der varede fra 1870, da de italienske tropper marcherede ind i Rom, til Lateranforliget i 1929, var denne port lukket. Nu er den reserveret for audienssøgende, de højeste gejstlige og civile autoriteter. Modsat denne port på den anden side af pladsen ligger den anden indgang til Vatikanet, Arco delle Campane: Her skal man også vise legitimation for at komme ind på Vatikanets område.

Ved begge disse indgange til pavestaten ses Vatikanets vagtposter, pavens schweizergarde iført deres maleriske stribede gul-blå middelalderdragter med rafaelbaret på snur og hellebarden ved den gamacheklædte fod. Det er en myte, at schweizergardens dragt er designet af selveste Michelangelo. For sandheden er, at det var en hel ukendt kommandør, der tegnede den. Den blev endvidere først taget i brug fra 1914.

Mens vi går op mod kirken og ser ned over pladsen, læg så mærke til dens vældige dimensioner.

Pladsens diameter mellem søjlerne er som nævnt 240 meter og dens længde er 340 meter. De mange helgenstatuer er 4 meter høje, kolonaderne er 18 meter brede og 18 meter høje og de to fontæner er 7 meter høje.

                                                    Sct. Pietro in Vaticano

Kirkens forhistorie

120 år skulle det tage 14 af italiens mest fremragende arkitekter at bygge denne Sct. Pietro in Vaticano, kristenheden største kirke.

I den periode havde 27 paver afløst hinanden uden, at de opnåede at se dens fuldendelse, men også kun få af disse havde været meget aktive i deres bestræbelser for at få fuldført dette kolossale bygningsværk.

Peterskirkens historie begynder oppe på Monte Gianicolo den 29. juni i år 64, hvor apostelen Simon Peter i følge traditionen blev korsfæstet med hovedet nedad. Det var en helt normal henrettelsesmåde, når det gjaldt ikke romerske borgere.

Ifølge overleveringen var det, fordi Peter ikke følte sig værdig til at blive korsfæstet på samme måde som Jesus

Dette fandt sted i forbindelse med nogle større kristenforfølgelser efter Roms store brand i 64 f. Kr.

Peter blev herefter begravet på den multireligiøse begravelsesplads, der lå ved siden af Neros cirkus på Vatikanhøjen, og allerede efter begravelsen rejse biskop Anealetus et lille kapel på det hellige sted.

Nyere forskning tyder faktisk på, at man under den nuværende kirke har fundet Peters grav placeret under højalteret.

Kejser Konstantin den Store (306 – 37), der lod den første Peterskirke anlægge, må da også have været overbevist om placeringen af Peters grav, for ellers ville han næppe have ladet en stor del af den gamle kirkegård planere. Den lå oven i købet på en bakke.

Der blev i antikken på dette tidspunkt vist stor respekt for de døde, og her på kirkegården lå der begravet mennesker fra mange af de forskellige religioner, der prægede Romerriget.

Man slettede ikke bare en kirkegård, med mindre der var særlig gode grunde til det.

Arbejdet må være foregået i stor hast. Faktisk kan man se, at flere grave er blevet flyttet – måske for at undgå at ikke-kristne skulle komme til at ligge under en kristen kirke. Samtidig har man fundet flere grave, hvor det oprindelige navn er hugget væk og erstattet med et kristent.

Når vi kender til denne kirkegård under den nuværende Peterskirke, skyldes det, at en stor del af den blev udgravet for ca. 60 siden i forbindelse med en hemmelig udgravning.

Egentligt var det lidt af et tilfælde, at man gik i gang med at undersøge området.

Den indirekte årsag var pave Pius XI’s død i februar 1939.

Vatikangrotterne – Sct. Peters grav

Han skulle stedes til hvile i Vatikangrotterne, der er en slags kælder under Peterskir-ken, hvor mange pavers sarkofager står.

Den nye pave Pius XII ønskede imidlertid at udbygge grotterne til et bedre under-jordisk kapel, men for at gøre det muligt, var man imidlertid nødt til at sænke gulvet med omkring en meter, og i den forbindelse stødte under det eksisterende gulv på den antikke dødeverden.

Det var ikke helt uventet, men allerede, da man var nået ca. 80cm ned, begyndte et hidtil ukendt omfang at åbenbare sig.

Man havde nemlig gravet lige ned i toppen af et muret gravkammer, der var fyldt op med jord, og da yderlige 5 meter jord var blevet fjernet, ramte man gulvet på det gamle romerske mauseleum.

Efter denne interessante opdagelse besluttede paven at lade en hemmelig arkæologisk udgravning sætte i gang.

I første omgang måtte man under ingen omstændigheder røre området lige under højalteret, da Peters grav jo ifølge overleveringen befandt sig her.

Udgravningsarbejdet begyndte i 1941, og ret hurtigt kunne arkæologerne ikke blot kortlægge flere af de små karakteristiske dødhuse, men også en 100 meter lang gravgade med gravmæler på begge sider.

Mange af disse var udsmykket med malerier på væggene og med mosaikker på gulvene, mens andre igen var mere simple.

Adskillige af gravene kunne dateres til det andet århundrede e. Kr., og nogle var udstyret med kristne symboler.

Selv om der under udgravningerne blev fjernet betydelige jordmængder fra kælderen, lykkedes det alligevel paven at hemmeligholde det arkæologiske projekt i lang tid.

Udgravningerne var jo startet i den modsatte ende af højalteret, og undervejs måtte der bygges forskellige støttemure, så kirken ikke skulle tage skade.

I et gravkammer fandt man imidlertid følgende spændende inskription "Peter bed for de hellige mænd, der er begravet tæt på dig."

Det kunne jo tyde på, at man var i nærheden af Sct. Peters grav, og herefter gav paven tilladelse til, at der blevet gravet i zonen ved højalteret.

Fra forskellige retninger blev gaden, der førte op under højalteret, nu frilagt, og under selve højalteret var der en lille plads, og her fandt man en grav med nogle knogler og med en inskription, der fortæller, at her lå resterne efter Sct. Peter.

Knoglerne var blevet flyttet i forbindelse med bygningen af den første Peterskirke, men den jord, der sad på knoglerne, svarede til den jord, de angiveligt var gravet ud af engang i 300-tallet på det sted, hvor Peter skulle være begravet.

Og da knogler samtidig stammede fra en mand i 60’erne, erklærede pave Paul VI i 1968, at knoglerne tilhørte Sct. Peter.

Sct. Peters grav var hermed fundet.

Den oprindelige basilica

Som sagt var det også på dette hellige sted, hvor Peter var blevet begravet, at kejser Konstantin den Store lod den oprindelige Peterskirke, en vældig, men ret enkelt, femskibet basilica, rejse og indvie af pave Sylvester den 18. november 326 til minde om Simon Peter, grundlæggeren af den romerske kirke

Det har givetvis været en fantastisk begivenhed, som både kejser Konstantin den Store og pave Sylvester her deltog i.

Denne basilika, der var rigt dekoreret med fresker og mosaikker og havde foran indgangen en overdækket søjlegang, en porticus, stod i 1100 år.

Men i løbet af 1400-årene var man godt klar over, at den var ved at være forfalden og skrøbelig.

Af pietetshensyn over for Konstantins basilica, der blev anset for at være kristenhe-dens mest pragtfulde kirke, ville pave Nicolaus V (1447 –55) dog helst nøjes med at få foretaget en restaurering af den gamle kirke. Men da den viste sig at hvile på murene fra Neros cirkus, der ydermere efter et jordskælv havde givet sig, blev man klar over, at man blev nødt til at rive den gamle kirke ned og bygge en ny.

Projekteringen af kirken

Imidlertid var man kun lige kommet godt i gang med byggeprojektet, da paven døde i 1455, hvorefter hele projektet lå stille i omkring 50 år. Først da pave Julius II en meget energisk og viljestærk person blev pave i 1503, kom der på ny gang i sagen.

Pave Julius II, der mere end andre blev Peterskirkens egentlige bygherre, hidkaldte den fremragende arkitekt Bramante fra Milano, for at han kunne lave tegninger og planer for byggeriet.

Bramantes idé var at anlægge kirken som et græsk kors – korset, hvor alle fire korsarme er lige lange. I korsets midte lige over Peters grav ville han så "genrejse Pantheon i Konstantins basilica", men skabe en kuppel, der skulle være større end Pantheons og hvile på fire kæmpemæssige murpiller.

Pave Julius var begejstret for Bramantes plan, og den 2. april 1506 gik han ned i den skakt, hvor fundamentet til den ene pille skulle hvile, og nedlagde grundstenen.

Da de fire murpiller var blevet rejst og forbundet med enorme rundbuer, døde imidlertid Bramante i 1514 og kort efter også pave Julius i 1515.

Bramante havde anbefalet Rafael som sin efterfølger som arkitekt, men denne ændrede helt Bramantes plan.

Han ville skabe plads til menigheden, hvorfor han ville anlægge kirken som et latinsk kors, hvor den nederste korsarm er længere end de andre.

Imidlertid dør også Rafael, hvilket fører til en periode i kirkebygningens historie, hvor både uenighed om byggeplanerne og stor pengemangel delvis sætter byggeriet i stå i adskillige år.

Men så i 1547 beder Pave Paul III (1534 – 49) den 72 årige Michelangelo om at tiltræde stillingen som chefarkitekt på kirkeprojektet. Det indvilgede den gamle mester i og arbejdede nu på projektet af ren idealisme og uden vederlag til sin død som 89-årig i 1564.

Han vendte tilbage til Bramante idé, og også Michelangelo havde Pantheons kuppel i sine tanker, da han tegnede sit stolteste værk overhovedet, Peterskirkens berømte kuppel. Men til forskel fra Bramante, der ville lade kuplen hvile på fire murpiller alene, byggede Michelangelo en såkaldt tambour, dvs. en hul murcylinger, hvori 16 store vinduer giver lys til kirkerummet.

Ud over denne fantastisk smukke kuppel, som Michelangelo aldrig oplevede at se færdig, nåede han yderligere at tegne de to mindre kuppeltårne, over korskibet og over koret, samt den indre udsmykning med nicher og vinduer, inden han døde.

Herefter lå byggeriet på ny stille i en årrække, dels på grund af pengemangel og dels på grund af mindre aktive paver, men så under pave Sixtus V (1585 - 90) kom der for alvor gang i byggeriet igen.

Paven ønskede at få virkeliggjort Michelangelos utrolige kuppel og betroede opgaven til den unge arkitekt Fontana. Han arbejde med stor hurtighed og med stor kompeten-ce og fuldførte nu Michelangelos arkitektoniske mesterværk.

I 1605 var man nået så vidt, at kirken næsten var færdigbygget med undtagelse af facaden.

Men nu forlangte pave Paul V(1605 – 21), at man vendte tilbage til Rafaels plan med at ændre kirkens grundplan med det græske kors til en kirke med det latinske kors.

Paven ønskede mere plads for til kirkelige ceremonier og deres processioner. Der manglede også efter hans mening plads til store monumenter, og der var heller ingen loggia ud mod pladsen, hvorfra paven kunne velsigne folkemasserne.

Selv om Michelangelo havde betinget sig, at man efter hans død ikke under nogle omstændigheder måtte ændre i hans planer, krævede paven altså ikke desto mindre, at det skete, og at kirken fik form som et latinsk kors.

Herefter blev det Maderna, der skabte det lange hovedskib og kirkens vældige barokfacade, der nærmest gav den karakter af at være et slot.

Men hvad der var allerværst, denne facade kom helt til at skjule Michelangelo smukke kuppel, så man kun på god afstand nu kan beundre synet af den.

Kirkens indgangsparti

Så endeligt i 1626, 120 år efter, at pave Julius II havde nedlagt grundstenen til den, stod Peterskirken færdig, og den 18. november 1626 på 1300 årsdagen for indvielsen af Konstantin den Store gamle basilica blev Sct. Pietro in Vaticano endelig indviet efter de mange års trængsler.

Resultatet var ikke mindre end fantastisk. Op til korset over kuplen er der 130 meter), og i den kugle, der bærer korset, kan der stå 16 voksne mennesker. Kirkens facade er 197 meter lang og 46 meter høj.

Vi går nu op ad de brede trappetrin, der ligger i tre afsnit, hvorfra strømmen af pilgrimme og turister ledes op til kirken. På begge sider af pladsen står to statuer af apostlene Peter og Paulus.

Mellem 8 søjler og 4 piller fører 5 indgange med bronzegitre ind til kirken forhal, og oven over hovedindgangen ses pavens loggia, hvorfra han på festdage lyser velsignel-sen over pladsens tusinder af knælende katolikker.

Oppe på balustraden højt over vores hoveder står de 6 meter høje statuer af Kristus, jomfru Maria og apostlene undtagen Simon Peter.

Vi går nu ind i den umådelig store forhal.

Vilhelm Bergsøe har karakteriseret dens dimensioner på følgende vis: "Tag tårnene af Rosenborg og skær to meter af tagryggen. Slottet vil da rigeligt kunne stå i forhallen til S. Peter, ja der vil endda være 25 meter i længden, der ikke er udfyldt".

Til venstre har vi en rytterstatue af Karl den Store og bag døren til højre står en statue af Konstantin den Store: Her er også adgangen til Scala Regias vestibule..

De midterste af de fem døre, en meget smuk bronzedør, fører ind i kirken, og den yderste, den tilmurede dør til højre er Porta Santa. Det er den hellige dør, som paven selv åbner som indledning til det hellige år, og som atter tilmures, når året er slut.

Det hellige år er også det, man almindeligvis kalder jubelåret.

Jubelår

Begrebet jubelår, Anno Santo, blev opfundet af pave Bonifatius VIII i år 1300.

Det gik ud på, at enhver, der løbet af året 1300, valfartede til apostlene Peters og Paulus’ grave i Rom, ville komme fuldstændig uantastede gennem skærsilden.

Pavens dekret herom, førte allerede det første år til en succes så overvældende, at man besluttede at gøre det første af alle hundrede år til jubelår. Senere ved nøjere eftertan-ke indførte man også et mellemliggende jubelår. Det er jo ikke alle givet at opleve et sekelskifte.

I 1350 var tilstrømningen til Rom i højsæsonen enorm med op til 5000 pilgrimme om dagen.

Herved havde Rom fået sig en rig strømmende indtægtskilde, der skulle vokse fra jubelår til jubelår, og selv om alle disse pilgrimme ikke strøede om sig med penge på kroerne, så var de fleste ingenlunde fattigfolk. Endvidere, som en forudsætning for sjælefrelsen, indgik der også bod og anger, der flittigt kunne understøttes med gaver til kirken.

I 1470 besluttede pave Paul II, at man fremover ville indføre jubelår hvert 25. år.

Imidlertid har kravene til de mange pilgrimme været betydelige ikke mindst i fysisk henseende, hvis de ville opnå fuld aflad.

Efter pavens bulle i 1300 skulle en romersk pilgrim efter at have skriftet og være kommuniceret (dvs.modtaget sakramentet) høre messe 30 gange i S. Pietro og S. Paolo fuori le mura. Ikke-romere kunne dog nøjes med 15 gange.

Dette krav var mange troende stærkt utilfredse med, og ikke mindst efter, at valfarten også kom til omfatte de to andre store basilicaer S. Giovanni og S. Maria Maggiore.

Kravene om kirkbesøgene bevirkede, at man pilgrimme døde af udmattelse p.g.a. sommerens bagende sol eller den utrolige støvplage på vejene ikke mindst omkring S. Paolo fuori le mura og S. Maria Maggiore eller senere på året p.g.a. den voldsomme regn, som mange ikke kunne tåle. Endelig omkom mange pg.a. udmattelse som følge af den anstrengende vandring 30 gange mellem de fire kirker. Det drejede sig rent faktisk om en strækning på omkring 400 km i alt.

Utilfredsheden med disse forfærdelige forhold for pilgrimmene førte til, at pave Leo XIII i 1900 lovede de troende fuld aflad og tilgivelse og syndsforladelse, hvis de havde skriftet og modtaget det hellige sakramente og derpå besøgt S, Pietro, S. Paolo, S.Giovanni og S. Maria Maggiore mindst én gang daglig i 20 dage. Tilrejsende pilgrimme kunne dog nøjes med 10 dage.

Det var stadig meget store fysiske krav at stille til pilgrimmene, der fandt dem helt urimelige, og ved jubelåret 1950 reducerede pave Pius 12. de obligatoriske pilgrims-besøg til et enkelt i hver af de fire basilicaer.

Ideen med Porta Santa, den hellige dør, som paven under stort farvestrålende ceremoniel åbner juleaften i jubelåret og under ligeså stort et ceremoniel lukker igen årsdagen derefter, blev indført af pave Alexander VI – Borgiapaven – ved jubelåret i 1500. Han gav derefter ordre til, at en Porta Santa skulle indrettes i alle de fire store basilicaer.

Kirkens indre

Vi træder nu ind i selve det mægtige kirkeskib, der for mig altid virker aldeles overvældende i sin storhed.

Selve kirkeskibet er 186 meter langt og det smukke kassetteloft spænder over skibet i 44 meters højde over det meget smukke og elegante mosaikgulv. De to sideskibe, der mødes under kuplen, er 76 meter lange. I alt rummer kirken 11 kapeller og 45 altre.

Læg mærke til, at midterskibet efter den tredje bue til højre og til venstre bliver godt to meter smallere. Man kommer nemlig nu ind i det græske kors, som Bramante havde udarbejdet planen til. Her skulle indgangen til kirken have været placeret, hvis man havde fulgt hans plan.

Men vi fortsætter direkte op mod det ottekantede kuppelrum, så vi med det samme får et indtryk af arkitekturens helhed og kirkens størrelsesforhold.

Michelangelos kuppel

Når vi står her og ser op, løfter Michelangelos fantastiske kuppel sig let, luftigt og elegant over vore hoveder.

Der er 119 meter fra gulvet og op til lanternerne, så Københavns rådhustårn kunne sagtens stå her og alligevel ville det mangle 14 meter i at nå kuppelens smukke guldmosaikker.

Øverst oppe i lanternernes loft sidder Gud, og i kuppelens felter er der mosaikbilleder af Kristus, jomfru Maria og apostlene.

Langs med gesimsen ved kuplen ses det berømte ordspil, som pavens magt bygger på skrevet med 1,5 meter høje bogstaver udført i mosaik: "Tu es Petrus, et super banc petram aedificabo ecclesiam meam, et tibi dabo claves regni coelorum" ("Du er Peter. På denne klippe vil jeg bygge min kirke, og jeg vil give dig nøglen til Himme-riges rige.")

Kuplens diameter er 42 meter – altså trods alt lidt mindre end Pantheon, hvis diameter er 43,3 meter, og de fire piller, der bærer den, har en omkreds på 71 meter og er så store, at der kan stå en dansk landsbykirke indeni hver af dem.

Det betyder også rent faktisk, at Roms mindste kirke, Sankt’ Carlino ved Via di Quattro Fontana, kan være inden i en af disse piller. Hver af pillerne har en portformet niche, hvor der står en 5 meter høj helgenstatue. Oven over nichen er en loggia.

Berninis baldakin

Men det vil nok være den kæmpemæssige baldakin med højalteret lige under kuplen, der i særlig grad fanger vores blikke.

Det er Berninis vældige baldakin, der kun er et par meter lavere end Rundetårns 34,6 meter. Nogle finder denne megabarokke opsats omkring Sankt Peters trone for usmageligt og overeksalteret, men imponerende er den under alle omstændigheder.

Den er udført i årene mellem 1656 og 1665 for pave Alexander VII (1655 – 1667) og består for en stor del af 186 tons forgyldt bronze, der stammer fra taget på Pantheons forhal.

Baldakinen bæres af fire snoede bronzesøjler, hvis form er en efterligning af de snoede søjler i Salomons tempel i Jerusalem. Foran højalteret, hvor kun paven celebrerer messen, er nedgangen til Capelle della Confessione med Peters grav. Her brænder 95 gyldne olielamper dag og nat over den med marmormosaikker rigt udsmykkede grav. Olien stammer fra oliventræerne i Getsemane Have. I forrummet til graven ser man De Canovas statue af den knælende pave Pius VI (1775 – 1799).

Til højre, når man står foran højalteret, ses den mest berømte af alle Sankt Peter-statuer. Den stammer fra 1200 – årene, og apostlen sidder på en piedestal i en niche i en af de ovennævnte fire bærepiller,og enhver troende katolik kysser med ærefrygt hans højre fod, når han eller hun passerer forbi. Foden er derfor altid blankslidt, og gennem tiderne er den blevet fornyet flere gange.

Bag Berninis baldakin fortsætter kirken endnu et godt stykke fremefter for at ende i højkoret eller Tribuna, der hæver sig lidt op over den øvrige kirke.

Cattedra di S. Pietro

Baggrunden dannes af endnu et fantastisk værk af Bernini, Cattedra di S. Pietro, hvor den romersk-katolske og græsk-katolske kirke i forening bære Peters bispestol. Værket er af træ med indlagt elfenben. Højt oppe i en gloria af guld svæver Helligånden som en hvid due.

Naturligvis er der så mange detaljer, altre, kapeller, malerier, skulpturer og gavmonumenter at se i denne fantastiske kirke, at pladsen her slet ikke tillader mig at komme ind på dem. Derfor vil jeg tilråde, at man får fat i en af de mange detaljerede beskrivelser af Peterskirken, som findes, eller lytter til en af de mange opstillede båndautomater, der står i kirken.

Dog vil jeg lige rette projektøren på et efter min mening helt vidunderligt kunstværk, der findes i højre sideskibs første kapel, og som i dag desværre er omgivet af skudsikkert glas, fordi en sindsforvirret turist engang i slutningen af 1980’ne gik til angreb på kunstværket med en hammer.

"Pietà"

Det er et af Michelangelos hovedværker fra år 1500 "Pietà", Maria med Jesu lig.

Michelangelo var kun 25, da han skabte det.

I 1498, da han opholdt sig i Rom første gang, blev han af kardinal Jean Bilherès bedt om at udføre "Pietà", og i kontrakten blev det understreget, at det skulle være "den smukkeste marmorskulptur, der indtil nu har kunnet ses i Rom". Man må vist sige, at Michelangelo levede op til dette.

Tegnene på lidelses f.eks. sårmærkerne på Jesu krop er reduceret til det mest enkle, og Jomfru Maria ser lige så ung ud som sin søn, fordi det først og fremmest er skønheden i sig selv, Michelangelo vil skildre.

Hun er overvældet af smerte, og dog lyser den ædleste resignation i hendes træk. Hun er ung og meget smuk, og kærligt giver hun sin døde søn et leje på sit skød. Hans døde legeme virker selv i døden levende - og gjort med kunstnerens store anatomiske kundskab.

Jeg synes ikke, det er for meget, at betegne dette kunstværk som genialt og et verdenskunstens mesterskab, der måske ikke har sin lige.

Et træk, der viser værkets kunstneriske genialitet, er, at det slet ikke virke påfaldende, at moderen har yngre træk end sønnen, og at anbringelsen af det større, døde mandslegeme tværsover Marias spinkle kvindeskikkelse i de folderige gevandter slet ikke virker grotesk.

Endvidere er det den måde Michelangelo har bearbejdet det kostlige marmor på, der gør hele værket så gribende. Dets virtuositet som kunstværk er jo lige så utrolig som dets idé af ynde, blid sorg, finhed, ordløst savn og den sublime renhed i den måde legemet er behandlet på.

Døden har nok mistet sin brød, men vemodet præger værket. Der er ikke antydning af noget opstandelseshåb. Det er virkelig fuldbragt. Er der mon mere? Se Marias næsten håbløst, resignerede let udstrakte hånd.

Arbejdet er tydeligt lavet af en den unge Michelangelo. Det er lidt vegt, lidt blødt, næsten mere end blidt, men også lidt ængsteligt og noget forbeholdent overfor det overnaturlige.

Sit navn har Michelangelo hugget i båndet fra Jomfru Marias skulder ned over hendes bryst: Michal Angelus Bonarrrotus Florentinus Faciebat.

Det er den eneste af Michelangelos skulpturer, som han har signeret, og det fortælles da også, at da han havde skabt den, var der nogle, der i misundelse havde hvisket, at det slet ikke var ham, der var ophavsmanden til værket. Derover skulle Michelangelo være blevet så irriteret, at han en nat var gået op i kirken og indgravet sit navn på Madonnas kappe.

Til højre for Pietà står en antik snoet søjle omsluttet af et bronzegitter. Den skal efter sigende stamme fra Salomons tempel i Jerusalem. Snoningen på den symboliserer vinranken, og overleveringen fortæller, at Jesus har lænet sig op af den, da han besøgte templet. Nogle mener, at det er en af de tolv ens søjler, som kejser Konstantin havde hentet i Grækenland, og som efter hans ordre var blevet anbragt rundt om apostlen Peters gravmæle i den oprindelige Peterskirke.

Efter besøget i kirken vil vi gå tilbage til Tiberen ad Via Conciliazione, men først var det måske en god idé at hvile benene lidt og få lidt koldt at drikke på en af de små fortovsrestauranter, der ligger her langs gaden.

Hvis man har lidt god tid, findes der lige her i nærheden en seværdighed, der er ganske hyggelig og måske interessant netop for danskere.

En dansk dronning

Oppe ved S. Pietro ligger nemlig en ældgammel kirkegård for enden af Via della Sagrestia. Den hedder "Campo Santo dei Tedeschi". Muren vender ud imod Piazza dei Protomartiri.

Dens lille areal med vedbendklædte mure og søjlegangen foran den lille kirke S. Maria della Pietá er med sine svagt susende palmer og popler, sine blomstrende nerier og bourgainvillea en hel lille intim fredfuld oase i den omgivende stenørken.

Man giver sig automatisk god tid her, hvor stilheden ligesom understeges af den dæmpede fuglesang, mens man forsøger at granske nogle af de mange gravsten og mindetavler, hvis skrift ofte er så medtaget af tidens tand, at en tydning næsten er umulig.

Det er urgamle sacrale omgivelser, man færdes i her. Allerede på Karl den Stores tid – 800-tallet - begravede tyskerne, som boede her i kvarteret Sassia, deres døde på dette hellige sted nær Peterskirken. Gravmæler og mindestavle beretter da også om det tyske indslag i Rom, for vi er i et område, hvor der engang var pilgrimsherberger for tyske nationaliteter, saksere, flamlændere, østrigere, ungarer m.fl.

I dag er der kun kirkegården tilbage.

På en stenplade fra 1400-tallet kan man læse, at kejser Frederik III lod kirkegårds-muren udbedre, så ulve og ræve oppe fra Gianicolo ikke længere kunne trænge ind om natten og skænde ligene.

Mange kendte navne fra kunst og videnskab findes på gravstenene.

Her findes også et gravmæle over en tidligere dansk dronning, nemlig Frederik VII’s moder, Charlotte Frederikke.

Hun var gift med den senere Christian den 8, men blev efter en affære med sin sanglærer i 1809 forstødt fra det danske hof. Herefter flyttede hun til Horsens, men i 1829 forlod hun Danmark og slog sig ned i Rom, hvor hun konverterede til katolicis-men.

Da hun døde blev hun stedt til hvile her i en meget enkel marmorsarkofag, der er anbragt op mod muren til en fløj af S. Maria della Pietá under et beskyttende halvtag.

Bag sarkofagen er der rejst en høj klassisk marmorgavl, på hvilken en engel mellem gavlens to pilastre peger op mod teksten: "Orate pro anima eius" – "Bed for hendes sjæl".

Det venstre gravfelt bærer en latinsk indskrift, der oversat til dansk lyder:" Charlotte Fredericia, prinsesse af arvehertugdømmet Meklenburg-Schwerin, født 4. december 1794, genfødt i Rom 13. juli 1840". På højre sidefelt står: "Frederik VII, danskernes konge satte dette monument for moderen her 1848"

Vejen langs Tiberen

Herefter fortsætte vi ned til floden og går til højre langs med den under de skyggefulde platantræer, indtil vi efter ca. ti minutters gang må man over på den anden side, da vejen deler sig.

Netop her til højre, når vi er kommet forbi Ponte Mazzini, ligger det store fængsel, Carceri giudiziarie, der også hedder Regina Coeli, Himlens Dronning, opkaldt efter en kirke, der tidligere lå her.

Langs med Tiberbredden var der tidligere her ved fængslet en hel stribe små værtshuse, der mere eller mindre havde specialiseret sig i måltider til de fanger, der havde tilladelse til at få mad bragt ind i fængslet. Efter sigende var der tale om kulinariske specialiteter, der tiltrak kunder fra alle dele af Rom. Ofte kunne man selvfølgelig også på disse værtshuse møde en repræsentant for den romerske underverden, der, inden han skulle ind og frekventere fængslet, fik sig en afskedsdrik med vennerne.

Villa Farnesina

Når vi fortsætter hen ad Via della Lungara, kommer vi snart efter til Villa Farnesina i nr. 230 på venstre hånd og lige skråt overfor til Palazzo Corsini og lidt længere henne også på højre hånd indgangen til Roms botaniske have, Orto Botanico del Gianicolo.

Villa Farnesina er virkeligt et sted, hvor man i dag kan danne sig et billede af over-klassens liv i højrenæssancens Rom i 1500-tallet.

Villaen blev anlagt mellem 1510 og 1519 som en slags lysthus for en af Roms meget velhavende bankmænd, Agostino Chigi, der havde tjent en enorm formue som Borgiapavernes investor.

Huset skulle være "en lystbolig for ånden" her på den dengang landlige og fredelige side af Tiberen i Trastevere et stykke fra det stærkt overbefolkede Rom, men altså for så vidt på den "forkerte" side af floden.

For her først i 1500-tallet var Trastevere endnu ikke var blevet inkorporeret i paver-nes, kardinalernes og adelens Rom på trods af pave Sixtus IV’s nye bro, Ponte Sisto, der var blevet anlagt i 1475 og i øvrigt for skatter opkrævet blandt Roms prostitue-rede.

Imidlertid blev Agostino Chigis glæde over villaen kortvarig, da han døde i 1520.

I 1577 blev den købt af kardinal Farnese og kom herefter i Farnesefamiliens eje og fik navnet Villa Farnesina.

På et tidspunkt var det tanken, at der over Tiberen skulle bygges en gang, så Farnese-familien uhindret kunne passere ovre fra Palazzo Farnese og hertil Villa Farnesina.

Dette projekt, som Michelangelo stod for, blev imidlertid opgivet, men hans smukke store bue over Via Giulia, der i dag virker som en portal over denne renæssancegade, er en rest fra dette byggeprojekt, der altså for restens vedkommende blev på tegne-bordet.

Villaen er en typisk tidlig renæssancevilla, der er tegnet af Baldassarre Peruzzi, og fremstår ret enkel og meget harmonisk i sin udformning med en central blok og to uddragende fløje.

Indvendigt er Villa Farnesina også meget enkelt indrettet.

Væggene og lofterne er udsmykket med frescomalerier.

Nogle af dem har husets arkitekt, Baldassarre Peruzzi, selv udført, men en lang række af freskerne er udført af Rafael og hans elever og af Sebastiano del Piombo.

Billederne illustrerer klassiske myter, og hvælvingen i den store sal, der kaldes Sala di Galatea, viser astrologiske motiver af stjernehimlen ved Agostino Chigi's fødsel. 

I denne sal er i øvrigt mange digtere, kardinaler og paver i tidens løb blevet beværtet. 

Der fortælles en anekdote fra tiden, hvor Rafael og hans elever endnu arbejdede med freskerne i Galatheasalen.

Rafael havde givet strenge ordre om, at ingen måtte få adgang til salen, mens arbejdet stod på, men Michelangelo havde hørt rygter om de pragtfulde fresker, Rafael var ved at male, hvorfor han ville se dem. Men hvordan?

Nu kendte han en af dem, der arbeidede for Rafael. Det var en af hans tidligere elever. Ham ville han besøge derhenne. Imidlertid traf han ingen på Villa Farnesina. Alle var gået til middagspause, hvorfor han blot gik ind i Galatheasalen.

Det syn, der nu mødte ham, kunne han åbenbart slet ikke stå for. Han greb et stykke tegnekul og sprang resolut op på stiladset og tegnede hurtigt i en tom lunette et lille hoved med alle de træk, der var så typiske for Michelangelos stil.

Da Rafael senere kom tilbage, så han med det samme Michelangelos lille "visitkort" og udbrød:"Det er Michelangelos hånd."

Den noget efterladende opsynsmand blev ikke straffet, og hovedet kan ses endnu i den eneste lunette, der er uden farver.

I "Perspektiv-salen" "Salone delle Prospettive" har Peruzzi med sine fresker skabt den fantastiske illusion, at man står og ser udsigten over 1500-tallets Rom gennem en marmorkolonnade. Perspektivvirkningen er fantastisk.

For nogle år siden blev de pragtfulde frescomalerier afrenset og fremstår nu med dejlige friske farver.

Det fortælles, at den hovedrige Agostino Chigi, endnu inden villaen var helt færdigbygget, gav en legendarisk banket for pave Leo X.

Han var tilsyneladende en meget livslysten mand, og det er ham, der lige efter, at han blev valgt til pave, skal have udbrudt: "Nu da Vor Herre har skænket os pontificatet, skal det også nydes".

Da Villa Farnesina, som nævnt ikke færdig, blev banketten holdt i en smuk stald-bygning, der endnu ikke var taget i brug til sit formål. Vægge og gulve var til lejligheden dækket af kostbare orientalske tæpper og gobeliner, og da det var fredag, stod hele menuen på fisk og skalddyr, der imidlertid blev serveret i så mange variationer og tilbedredninger, at paven og de øvrige gæster var meget imponerede og overraskede.

Ved denne middag blev sølvservicet ikke som ellers ved Agostino Chigi middage efter hver ret gennem et vindue kastet i Tiberen), men alligevel skal der have manglet 11 ciselerede sølvtallerkener, da selskabet var gået.

Det fortælles endvidere, at da man rejste sig fra bordet skal paven have bemærket: "Egentlig havde jeg troet kære Agostino, at du levede i enklere omgivelser end her".

Her til smilede Agostino Chigi og gav ordre til, at vægtæpperne skulle trækkes til side, så man kunne se de krybber, tovværk o.a., som de havde skjult. Derefter svarede han henvendt til paven:"Som I ser Hellige Fader, kan Eders tidligere opfattelse bekræftes af, hvad I ser"

Palazzo Corsini

                                                      Skråt overfor ligger det meget smukke Palazzo Corsini.

Der blev anlagt af en kardinal Domenico Riario sidst i 1400-tallet, men blev fuldstændig ombygget i 1736 til kardinal Neri Corsini.

I dag huser pladset Galleria Nazionale d'Arte Antica og rummer fornemme malerier af bl.a. Rubens, Van Dyck, Murillo, Caraveggio og Giuido Reni.

Det var her i dette skønne palads, at den svenske dronning Christina (1632-54) slog sig ned, da hun abdicerede fra den svenske trone og konverterede til katolicismen.

Her i paladset levede hun i mere end 30 år og holdt hof og samlede en lang række af tidens store navne omkring sig, indtil hun døde i 1689.

Hjemme i Sverige havde hendes biseksualitet vakt fuore, men i Rom havde hun et kærlighedsforhold til en kardinal. Hun blev begravet i vattikangrotterne.

Hendes meget rigt udstyrede soveværelse – hvor hun også døde – med søjler og smukke loftmalerier er blandt paladsets mange imponerende rum nok det mest berømte.

Det var også heri Palazzo Corsini, at den franske general Mathurin-Léonard Duphot, der var forlovet med Napoleons søster Pauline, blev dræbt under optøjer den 27. december 1797 i et slag mellem pavens soldater og republikanerne.

I øvrigt førte dette slag til deportation af pave Pius VI og indførelsen af den godt nok meget kortvarige romerske republik 1798 - 99.

Det meget smukke trappeparti er også værd at betragte og læg på vej op ad trappen til højre mærke til angivelsen af, hvilke højder Tiberens oversvømmelser har nået.

Orto Botanico del Gianicolo

Hvis man har tid til at nyde et af Roms store og dejligt grønne åndehuller, så er en tur ind i den meget smukke botaniske have, Orto Botanico del Gianicolo, en oplevelse.

Her er så smukt og dejligt stille her ved foden af Monte Gianicolo. Larmen fra den støjende storby kan slet ikke høres. Som regel er der heller ikke andre end nogle unge mødre med deres småbørn.

Her i haven skal i alt være mere end 7000 forskellige plantesorter fra hele verden, men mest imponerende er nok de mange forskellige palmetræer, der for nogles vedkom-mende er op mod 30 meter høje

Cæsar og Cleopatra

I antikken var dette område neden for Monte Gianicolo et meget eksklusivt kvarter, hvor fornemme romere havde deres pragtfuldt udstyrede villaer.

Omtrent der, hvor Villa Farnesina i dag ligger, havde Julius Cæsar også den luksuøse villa, hvor han indstallerede sin elskerinde, den legendariske dronning Cleopatra, og hvor hun præsenterede ham for deres søn, Cæsarion, der var blevet født året i forvejen efter deres stormende kærlighedsaffære i Ægypten.

Denne forbindelse mellem den 52 – årige Cæsar og den 21 – årige ægyptiske dron-ning vagte temmelig meget mishag i Rom og kostede Cæsar en del popularitet, selv om man foregav, at Cleopatra var her for at forhandle en for Rom fordelagtig politisk aliance.

Efter mange romeres mening slæbte Cleopatra simpelt hen for meget ægyptisk mysticisme med sig, og det var endnu ikke populært i Rom, hvor man tværtimod frygtede den.

Imidlertid er det spørgsmål, om Cleopatra overhovedet har været inde i Rom, mens hun boede her, for ifølge romersk lov måtte ingen kronede hoveder fra fremmede lande overtræde Pomerium, Roms hellige grænse.

Trastevere

Men vi fortsætter ned ad Via della Lungara og går gennem den gamle byport, Porta Settimiana, krydser Via Garibaldi og går videre ligeud ad Via della Scala.

Lige her på hjørnet af Via della Scala og Via di S. Dorotea i det hus, der stadig ligger der, boede engang en bager, der havde en datter, La Fornarina, bagerdatteren. Hendes rigtige navn var Margherita Luti. Det var Rafael lille veninde i Trastevere. Derfor er huset, hvor der nu ligger et trattoria, i eftertiden blevet noget af et turistmål.

Vi er nu i Trastevere – et meget hyggeligt og gammel-romersk kvarter med bl.a. en masse gode spisesteder.

Her har en del udlændinge bl.a. danskere i de senere år købt nogle af de gamle huse og renoveret dem. Derfor er kvarteret i høj grad blevet in for mange turister, der nyder den tætte pittoreske atmosfære her.

Navnet Trastevere er afledt af det latinske "trans Tiberin" og betyder "på den anden side Tiberen".

Der har altid været en forskel på Trastevere og det øvrige Rom, og trasteverinerne har altid følt et vist modsætningsforhold til de øvrige romere og omvendt. Således kunne trasteverinerne i middelalderen ikke blive senatorer.

Området var i Roms tidligste historie etruskisk, men blev siden erobret af romerne, og allerede i kejsertiden var det et folkerigt og meget broget kvarter beboet af sømænd og havnearbejdere, der levede af havnen og andre serviceydelser for den voksende storby på den anden side af floden.

De oprindelige tilflyttere, der kom fra alle dele af det vidtstrakte imperium, flød med tiden sammen til et "folk", der var noget for sig, og som boede på god afstand af den centrale statsmagts kvarterer på den anden side af Tiberen. Derved udviklede traste-verinerne efterhånden deres egne traditioner og en følelse af at være anderledes, og det har overlevet til vore dage.

Dette ses f.eks. ved den årlige lokale gadefest, Festa di Noantri, der på lokaldialekt betyder "os andres fest".

Den første lørdag efter den 16. juli og 14 dage frem er her helgenfest, og hele Trastevere står på gloende pæle. Efter helgenprocessionen festes der på en måde, som vi på vores nordlige himmelstrøg slet ikke kender til, og hvor gader og pladser er illumineret med kulørte lamper, ophængt mellem husene.

Trasteverinerne har bevaret noget af deres lidt primitive uberørthed. De er stolte, ærlige, frie og livsglade, solide arbejdere, der efter fyraften drikker et godt glas vin, og man siger da også, at man i Trastevere mange steder får en bedre vin end i det øvrige Rom.

Det er måske nok også i Trastevere med de mange skumle gyder og trange gader, at man får det bedste indtryk af, hvordan der kan have været Rom i middelalderen.

For enden af Via della Scala kommer vi til den meget charmerende og rigtige romerske plads, Piazza Santa Maria in Trastevere, der er hjertet i Trastevere

Santa Maria in Trastevere

Her ligger den ældste Mariakirke i Rom, den meget smukke kirke Santa Maria in Trastevere, her ses et romansk klokketårn, en pragtfuld fontæne, et renæssancepalads og to meget berømte fortovsrestauranter med grønne planter og brogede markiser. Her kan man godt nyde en dejlig frokost. Men priserne er i top, for her kommer mange turister.

Vi må se lidt på kirken, for den er muligvis den første kristne kirke, der officielt blev åbnet i Rom, og i hvert fald som nævnt den første, der bar jomfruens navn.

Kirkens nuværende udseende stammer fra 1140, men den blev restaureret i 1800-årene.

Men allerede omkring 220 lod pave Calixtus I et lille kapel opføre på stedet. Man sagde nemlig, at der et par hundrede år før, havde vist sig en oliekilde her, hvilket man tolkede som et himmelsk tegn.

I 340 opførte pave Julius I en kirke på stedet, som formentlig har stået i de næste 800 år, indtil den nuværende blev anlagt.

Facadens mosaikker er fra 1100-tallet, og inde i kirken ses 22 enorme, men meget forskellige antikke søjler, der adskiller hovedskibet fra de to sideskibe. De er simpelt hen fundet i forskellige forladte templer og tilpasset kirkerummet her ved at man har givet dem forskellige baser og kapitæler.

Endvidere er kirken prydet med et meget smukt cosmatisk gulv og et pragtfuld forgyldt kassetteloft med mangefarvede fyldninger tegnet af Domenichno fra 1617.

Til højre for højalteret ses et mærke i gulvet, hvor oliekilden, der varslede Jesu komme, sprang frem.

I kirkens kor findes nogle værdifulde mosaikker fra 1140, og i sakristiets vestibule ses et par andre mosaikker, der muligvis stammer fra Augustus’ tid.

Her fører endvidere en lille dør ud til en lille og helt unik gårdhave, hvor der vist aldrig kommer nogen.

Her kan man rigtigt sidde og hvile ud på en lille behagelig bænk i skyggen under et kæmpemæssigt vintræ, hvis grene med tunge vindrueklaser næsten dækker hele gårdhavens areal. Går man op ad en lille smal trappe til venstre fører en lille jernlåge os ind til en lille boldbane indrettet til volleyball og omgivet af en stor mur på de tre sider. Den hører givetvis til kirken, men om det er præsterne, der spiller volleyball her, ved jeg ikke. Men her er dejligt og meget fredfyldt.

Herefter kan vi gå lidt rundt i de små gader, eller man kan gå ad Via San Francesco a Ripaog til venstre. Så når man frem til den brede Viale di Trastevere, der fører lige hen til Tiberen og til Ponte Garibaldi.

Isola Tiberina


Imidlertid vil vi fortsætte til højre hen til den næste bro, Ponte Castio, der fører ud til den lille Tiberø, Isola Tiberina, hvis beliggenhed nok i høj grad var bestemmende for, at der i 700-tallet f. Kr. opstod en by her.

Ponte Castio blev anlagt under Julius Cæsar i 46 f. Kr., men i dag er det kun den midterste brobue, der er fra den antikke bro, for broen blev stærkt ombygget i 1889.

Tiberøen har sin egen sagnhistorie.

Således fortælles det, at da den sidste etruskiske konge Tarquinius Superbus i 509 f. Kr. blev fordrevet fra Rom, kastede romerne det hvedeforråd, som han uretmæssigt havde dyrket på Marsmarken, i Tiberen.

Det skulle vel nærmest opfattes som en offergave til deres guder.

De mange tons hvede førtes mod en lav banke midt i floden midt i strømmen, hvor det slog rod og spirede og langsomt blev til en lille ø. I flere hundrede år lå den der uden at blive benyttet, men så blev Rom ramt af en forfærdelig pest.

Romerne sendte derfor sendebud til Æskulap i Epidaurus i Grækenland for at bede om hjælp. Da de kom tilbage til Rom, havde de en slange med, der var indviet til guden. Men da sendebudene nåede til Tiberens bred, smuttede slangen fra dem og svømmede bort.

En stor eftersøgning blev nu sat i gang, og endelig fandt man den rullet helt sammen liggende i solen på Tiberøen. Derfor byggede man på stedet et stort tempel for lægekunstens gud Æskulap. Her ligger i dag den smukke kirke Sankt’ Bartolomeo all’Isola.

Den er grundlagt i 998 af den tysk-romerske kejser Otto 3. (983 – 1002) og viet til hans ven Adalbert, den første biskop i Prag, der blev gjort til martyr i 997.

Otto 3. skal selv have ledet byggeriet, hvor der bl.a. blev brugt antikke romerske søjler til midterskibet og søjlegangen.

Adalberts minde gik imidlertid i glemmebogen, hvilket formentlig skyldtes, at Otto var vendt tilbage fra Benevento i Syditalien med de jordiske rester af apostlen Bartelomæus og havde anbragt dem midlertidigt i kirken. Men da Otto døde efter en skududveksling 1002, glemte man alt om Adalbert, og i stedet genindviede man kirken til St. Bartolomeo.

Sankt’ Bartolomeo all’Isola blev ombygget i 1113 og igen i 1624. Dens klokketårn er fra 1100-årene, men, som man ser, er facaden barok.

Ellers er det først og fremmest det store hospital, der optager det meste af øens areal. Det hedder "Ospedale Fatebenefratelli" ("gør godt brødrene") og er opkaldt efter de godgørende brødre, der grundlagde og driver hospitalet. Det blev opført 1582 – 94, men blev stærkt ombygget i 1930 – 34.

Ponte Fabricio


Efter at have kigget os lidt rundt på Isola Tiberina fortsætter vi ad Ponte Fabricio over på den østlige Tiberbred.

Ponte Fabricio blev bygget i år 64 f. Kr. og har altså nu i snart 2000 år modstået Tiberflodens meget kraftige strøm netop her ved Tiberøen. På broen er der en indskrift, der set i denne sammenhæng er ganske morsom. Denne fortæller, at bygmestrene måtte give 40 års garanti for broens holdbarhed, så at de først efter 41 års forløb ville få det depositum tilbage, som de havde stillet i kaution for arbejdets ordentlige udførelse. Ak ja, det er godt at offentlige myndigheder er forsigtige.

Denne gamle bro blev tidligere kaldt "Ponte dei Guidei", "Jødebroen", på grund af dens naboskab til ghettoen, men i folkemunde bliver den også kaldt "Ponte dei Quattro Capi", "De fire Hoveders Bro" p.g.a. de to steler, der står ved opgangen til broen.

Ifølge traditionen blev de to steler med de fire hovedet opstillet her efter pave Sixtus V.’s ordre, fordi han derved ville håne de fire bygmestre, der under en restaurering af broen var kommet voldsomt op at skændes i forbindelsen med arbejdet.

Nogle arkæologer har ment, at dobbelthovederne på stelerne skal forestille Hermes, der jo for grækerne var guden for samkvem og færdsel, men måske er det mere sandsynligt, at er den romerske gud Janus, der er afbilledet. Han var portenes beskytter og guden for lykkelig afrejse- og hjemkomst. Sådanne Janusstøtter stod i antikken flere steder i romerriget ved vigtige veje og broer.

Når vi står på Ponte Fabricio og ser mod syd, ser vi ruinerne af en bro liggende i Tiberen. Det er Pons Æmilius, Roms ældste stenbro fra år 179 f. Kr. Den holdt stand indtil 1498, da den blev sprængt under en voldsom oversvømmelse, og selv om den blev genopbygget i 1575 under pave Gregor VIII, styrtede den atter sammen igen i 1594. Siden har resterne af den ligget her ude i floden, og deres eneste funktion er nu kun at virke pittoreske.

Antikkens Velabrum

Området mod øst op til Palatinerhøjen - mellem Ponte Fabricio og den næste bro mod syd Ponte Palatino hed i antikken Velabrum. Navnet går igen i det nuværende gade-navn her, Via del Velabro.

Ordet Velabrum kommer "velus", der betyder "det tildækkede". Det var nemlig i antikken et område, der blev dækket af vand, så snart Tiberen begyndte at stige en smule. I flere århundreder var Velabrum faktisk en sø, som man i store dele af året kun kunne passere i både, og området var altid meget sumpet, selv når Tiberens vandstand var lav.

Ifølge Sueton var det også her, at Cæsar ved sin galliske triumf var lige ved at blive kastet ud af sin triumfvogn, da vognakslen knækkede i det ujævne terræn.

Gennem tidene blev terrænet imidlertid hævet p.g.a. aflejringer af de mange brænd-hærgede ruiner og sammenstyrtede huse, så det blev muligt at færdes tørskoet her.

Mellem de bygninger, der rejstes på Velabrum, var der også i antikken en prægtig fontæne, Elephas Herbarius, i form af en legemsstor elefant i forgyldt bronze.

Velabrum blev i antikken til byens helt store torveområde. Man ser stadig ruinen af Janus Quadrifons, et monumentalt galleri, der med sine store arkader gav beskyttelse for vejr og vind ikke mindst for markedsfolkene fra Forum Holitorium, det nærlig-gende grønttorv. På dette forum lå store varehuse, mange offentlige bygninger og en mængde salgsboder, og naturligvis har der været et vældigt folkeliv.

Til venstre for den meget gamle kirke, S. Giorgio in Velabro ligger den elegante Arcus Argentatorium, der blev bygget af vekselerere og kreaturhandlere til ære for kejser Septimus Severus og hans hustru Julia Donna. De er begge afbilledet på monumentale relieffer. Et andet relief afbilleder en ko og en tyr, og i middelalderen troede folk bestemt, at der bag dette relief skjultes en stor skat af guldmønter. Endelig er der et relief med kejserparrets to sønner Caracalla og Geta. Getas portræt og navn er imidlertid slettet fra relieffet, efter han i 212 blev myrdet af Caracalla. Noget tilsvarende er, som vi skal se, sket på Septimus Severus’ triumfbue på Forum Romanum. Caracalla ville være alene om æren og magten.

Når vi kommer over broen, går vi lidt sydpå til højre hen langs Tiberen ad Lungotevere dei Centi og videre ad Lungotevere Pierleoni til vi når til antikkens gamle kvægtorv, Forum Boarium, der i dag hedder Piazza Bocca della Verità.

Tempio della Fortuna Virile

Her går vi over på den anden side af den stærkt trafikerede gade og ser de to meget smukke templer, Tempio della Fortuna Virile - et romersk tempel, når det er allermest enkelt - og rundtemplet Tempio di Vesta.

Forum Boarium var ligesom grøntorvet i antikken omgivet af templer

Tempio della Fortuna Virile er et af antikkens mange fortunatempler, som folk søgte hjælp os, når de var syge eller af anden grund trængte til hjælp.

Det var meget almindeligt, at man, når man f.eks. var helbredt for en sygdom, gav templet en mindre gave. Sådanne i form af små lerfigurer f.eks. af en brækket arm, der var blevet helet igen, har man fundet mange af.

Dette lille tempel er måske oprindeligt fra 500-årene f. Kr., men det fik sin nuværende skikkelse i jonisk stil ved ombygninger mellem 120 f. Kr. og 80 f. Kr... Søjlerne var beklædt med et tykt lag marmoreret puds, som flere steder er bevaret ligesom arkitravet. I 872 blev templet omdannet til kirke, og i dets indre ses stadig rester af middelalderlige vægmalerier. I 1920’erne blev bygningen frilagt og restaureret. Det blev genåbnet under stort ceremoniel af Benitto Mussolini.

Tidligere antog man, at Tempio della Fortuna Virile i antikken var tempel for den "mandlige lykke", men formentlig var det i virkeligheden helliget flodhavnens gud Portunus og opført til ære for ham, beskytteren af Tiberens havne. Derfor kaldes templet også Portunus Tempel.

Tempio di Vesta

Lidt syd for Tempio della Fortuna Virile ligger det smukke lille rundtempel Tempio di Vesta, som man tidligere troede var endnu et Vestatempel. Imidlertid har man fundet en indskrift, der viser, at der var tale om et Herkulestempel fra det 2. årh. f. Kr. Det er det ældste marmortempel i Rom. Under kejser Tiberius (14 – 37) blev det restaureret, men blev i middelalderen indviet som kirke, og inden for ses freskomalerier bl.a. "Jesus med helgener" og "Madonna med barnet" fra 1400-årene. I dag er de 19 af de oprindelige 20 korintiske marmorsøjler bevaret, men taget er ikke fra antikken.

Romerske tempelformer

Disse to templer er eksempler på to antikke romerske tempelformer.

Rundtemplet som Tempio di Vesta er den oprindelige romerske tempelform, der har stærke mindelser tilbage til de de ældste hyttebebyggelser på Palatinerhøjen og på andre af Roms 7 høje.

Det var også den slags templer, romerne rejste, når de grundlagde en ny by, eller når hæren slog lejr.

Det var spådomspræsten, der efter at have taget varsler af fuglenes flugt fandt frem til det hellige sted, templum. Der trak han så en cirkel i sandet og helligede stedet med ofre, hvorefter man omgav det med pæle og lagde et løvtag over pælene.

Senere er pælene blev erstattet med søjler, og løvtaget er blevet til et fast tag, som vi ser her på Tempio di Vesta.

Den anden tempeltype, Tempio della Fortuna Virile, minder meget om et græsk tempel.

Men mens det græske tempel ligger oven på et trappeformet podium med en søjlehal rundt om bygningens centrale del, cella, så er det romerske tempel altid anbragt på et podium, som kun har et trappeanlæg foran.

Endvidere ligger det romerske tempel ikke frit i landskabet som det græske, men altid med sin front ud imod en plads.

Fra gammel tid kender vi også denne tempeltype fra etruskerne.

Oprindelig byggede de ikke deres templer af sten. Murene opførtes af tegl, mens frontens søjler og tagkonstruktionen var af tømmer.

Imidlertid er det vigtigt at gøre sig klart, at templerne i antikken ikke var en slags forsamlingshuse for de troende som den jødiske sygnagoge eller den kristne kirke.

Templet er gudens bolig. Inde i cella står gudebilledet, som modtager ofrene, og deltagerne i kulthandlingerne har ikke noget at gøre herinde, for man gav ikke profane personer adgang til gudebilledet, der oftest var behængt med eller omgivet af kostbare votivgaver, som man endnu kan se det på mange madonnafigurer i katolske kirker.

Ordet profan (pro fanus) betød simpelthen "den der måtte blive udenfor fanum" (helligdommen, templet). Kun præsterne måtte betræde cella, hvis kostbarheder de var vogtere af.

Derfor fandt altså offerhandlingerne sted udenfor, og her finder vi da også ofte et opmuret alter til brændofre lige foran templet.

Lad os prøve at forestille os, hvordan en familie, der f.eks. har fået et drengebarn, bringer offeret frem i templet som en tak til guden.

De er kommet festklædt i flok og følge trækkende offerdyret efter sig, som man kan se det på en lang række romerske relieffer.

Det skal være et sundt dyr af hankøn, etårigt og helst hvidt. En tyr, en vædder eller en ged. Hvis man er rigtig from, har man forgyldt dets hove og klove og behængt det med guirlander.

Når de kommer til templet skal offerdyret først synes at templets inspektør. Derefter bliver det dræbt.

I antikken troede man, at sjælen sidder i blodet. Når man altså dræber dyret, ofre man en sjæl, et liv til guden for at markere, at offergiverne vier sig til ham med liv og sjæl.

Derefter blev dyret parteret. Hjerte, indvolde, fedt og organer var gudens part, mens hovedparten af kødet er tempelpersonalets honorar, og den sidste rest gik til den offerbanket, som offergiverne har indbudt slægt og venner til.

Tempelpersonalets part bliver solgt fra templets kødbutik, hvor kødet var stærkt efterspurgt, fordi det jo var kontrolleret førsteklasses. I antikkens Rom var kød dyrt, og derfor ikke noget almindelige mennesker spiste til daglig.

Nu lægger tempelpersonalet så gudens part på ilden og gløderne på alteret, og så træder præsten for templets guddom frem og overgiver offeret til guden inde i cellen.

Han er ledsaget af sangere og musikanter med fløjter, horn og bækkener, og alle begiver sig i procession rundt om alteret og synger hymnen til gudens ære, mens præsten med den foreskrevne formular henvender sig til guddommen, som han beder modtage og gengælde ofret med velsignelser til dem, der har bragt det.

Så bringer offergiverne deres part ind i et sidelokale eller en nærliggende pavillon – eller taget det med hjem – og holder offerbanket.

Guddommen har modtaget deres gave med velbehag og beder dem nu til bords på det, der forbinder dem med ham i blodfællesskab.

I antikkens Rom fandt offerhandlinger sted ved enhver glædelig begivenhed, og forbruget af offerdyr var derfor enormt. Således oplyser Sueton, at der f.eks. ved kejser Caligulas overtagelse af regeringsmagten i år 37 på mindre end tre måneder blev slagtet over 160.000 offerdyr. Endnu da kristendommen var trængt stærkt frem, og den gamle gudetro var i tilbagegang genlød Via Sacra på Forum Romanum af de brølende dyr, der blev først til templerne.

Lige syd for Tempio di Vesta lå i antikken Statio Annonae, et monumentalt kompleks med blandt andet en 15 meter lang porticus. Her havde praefectus annonae dit hovedkvarter.

Det var ham, der havde hovedansvaret for hele byens torvehandel og for forsyningen med levnedsmidler og først og fremmest med det livsvigtige brødkorn.

Hermed havde han også hovedansvaret for uddelingen af gratis brødkorn til de ca. 300.000 fattige, der havde ret til at modtage korn. Tildelingen omfattede ca. 60 modii, ca. 5 hl hvede pr. familie årligt.

Det var derfor enorme korntilførsler, Rom havde behov for. Kornet, som hovedsage-ligt var hvede, kom først og fremmest fra Ægypten og provinsen Afrika (det nuværende Algier og Tunis), hvor Ægypten leverede ca. 1.700.000 hl, mens ca.3.400.000 hl. årligt kom fra Afrika.

Alt dette passerede det store Statio Annonae, inden det blev fordelt til de mange steder rundt om i Rom, hvorfra uddelingen fandt sted.

Santa Maria in Cosmedin

Sydligst på piazzaen ligger også den kendte kirke Santa Maria in Cosmedin, som er meget besøgt af turister p.g.a. en Bocca della Verita (Sandhedens mund), en kæmpestor Tritonmaske, der står til venstre i forhallen.

Traditionen og folketroen har gennem tiderne tillagt dette stenansigt forskellige egenskaber. Nogle mente, at munden kunne bruges til at give orakelsvar, andre har påstået, at man i antikken lagde hånden ind i maskens mund, når man skulle sværge, ja, at det endda var sådan, at den, der var anklaget for retten skulle stikke hånden ind i gabet, og hvis han talt usandt, ville hånden blive bidt af.

Sådan er der mange historier, men stenmasken er utvivlsomt enten et antikt dæksel fra en brønd, eller også har den været med til at udsmykke en fontæne. Formentlig er masken først sat op i kirkens forhal i midten af 1600-tallet.

Det var pave Hadrian (772 – 795), der donerede den til de kristne grækere, der var flygtet til Rom fra de religiøse uroligheder i Byzans. Herefter har kirken været en slags hovedkirke for grækere, der er bosat i Rom.

Navnet Cosmedin stammer uden tvivl fra Konstantinopels berømte Kosmidionkloster.

Nogen har også kaldt kirken Santa Maria de Schola Gracca.

Den er uden tvivl først og fremmest blevet berømt på grund af det omtalte brønd-dæksel og de historier, der knytter sig hertil.

Kirken er en meget enkelt 3-skibet basilika opført i 500-årene dels i et antikt Herkulestempel og dels i nogle kontorer, der har tilhørt torvedirektøren. Herfra stammer kirkens antikke søjler.

Selve kirkerummet ligger hen i et stille halvmørke og vrimler med påvirkninger fra Byzans. F.eks. det særligt afgrænsede område for bedende, balkonerne, der er reserveret for kvinder og skillevæggen af marmor, der afgrænser præsternes område.

Læg mærke til den smukke baldakin, gulvet og prædikestolen, der er cosmatiske arbejder fra 1294, men gå heller ikke glip af den indrammede mosaik med den fine gyldne baggrund inde i sakrastiet. Den er fra 700-tallet.

Facaden stammer fra en renovering i 1895, hvor man rev en gammel facade fra 1700-tallet ned. Kirkens første klokketårn var fra 777, men det nuværende er fra omkring 1200.

Efter kirkebesøget skal vi tilbage langs Tiberen ad det højre fortov.

Men hvis vi imidlertid havde haft mere tid, ville vi være gået til venstre i stedet for.

Gamle havneanlæg

For her lidt sydpå ville vi nedenfor Adventinerhøjen ovre på højre flodbred neden for broerne, der jo ikke kunne passeres af den større skibsfart, og neden for Trastevere, lå Ripa Grande, antikken flodhavn. Det var her skibene, der kom ude fra Ostia, lagde til.

Lige over for Ripa Grande på venstre flodbred for enden af den nu stærkt befærdede Via Marmorata ligger Piazza dell’ Emporio, Stabelpladsen.

Det var hertil, man i antikken bragt alt det kostbare ægyptiske marmor, der blev brug til templer, paladser, termer og monumenter af forskellig slags, og her lå de store haller, hvori man oplagrede de store marmorblokke, indtil de skulle anvendes.

I århundrederne efter romerrigets sammenbrud og de talrige barbarinvasioner glemte man fuldstændig eksistensen af disse antikke marmorlagre, og først da de i midten af 1800-tallet så dagens lys igen i forbindelse med nogle arkæologiske udgravninger i området, blev det en sand verdenssensation.

Pave Pius 9. skænkede herfra jesuitterordenen en enorm marmorblok af sjælden skønhed til hovedalteret i Il Gesú, og mange katolske kirken over hele verden fik sendt en andel fra dette kæmpe marmorfund.

En romersk avis berettede med stor begejstring den 3. april 1868: "Der er allerede fundet 110 blokke afrikansk marmor, carrarisk og portasanta, 200 stykker giallo antico, 240 stykker serpentino, samt andre af ringere kvalitet, desuden nogle af rosso antico, af alabaster, af verde antico og nogle stykker fra Brescia."

Der var virkelig tale om et ekko fra Roms storhedstid netop på et tidspunkt, hvor nationalismen i forvejen blomstrede i Italien.

Da man senere først i 1900-tallet byggede de nuværende kajmure langs med Tiberen, fandt man også her mindre depoter og i nogle tilfælde med marmorblokke af enestående skønhed.

Til minde om det store marmorfund anlagde pave Pius IX i 1870 en fontæne ved Piazza dell’ Emporio på Lungotevere Testaccio ud for Via Floria.

Monte Testaccio.

Ikke langt herfra syd for Aventinerhøjen ligger den menneskeskabte høj, Monte Testaccio.

Det er en kæmpemæssig 35 meter høj affaldsdynge dannet af millioner af ødelagte amforer, der gennem århundrederne gik i skår under omladningen henne i Ripa Grande og derefter blev smidt her på møddingen. Mange af skibsladninger med amforer med olivenolie og vin blev også oplagret på havnen i magasiner langs Tiberkajen, og når amforernes indhold så var blevet tømt ud i magasinernes store beholdere, blev også disse amforer kastet op i affaldsdyngen, fordi det slet ikke kunne betale sig at sende dem tilbage til fjerntliggende afskibningshavne.

På den måde voksede "bjerget" fra årti til årti, fra århundrede til århundrede

Selve navnet Testaccio kommer af ordet "testaceus", der betyder potteskår.

Under barbarinvasionerne blev Ripa Grande ødelagt, og den oversøiske import gik helt i stå, og i løbet af middelalderen blev affaldsbjerget langsomt slugt af den romerske Campagne. Ukrudtet voksede op, og træer og buske bredte sig.

I højens omkreds lå der en mængde grotter, der i mange år blev anvendt som depoter for bl.a. vin og olivenolie eller tjente som værtshuse og værksteder.

Efterhånden fandt romerne "bjerget" anvendelig som festplads, ligesom der fra 1100-tallet fandt hestevæddeløb sted her og på et tidspunkt blev der indrettet en arena til tyrefægning her.

Fra toppen af Monte Testaccio var der tidligere en fantastisk udsigt ud over Rom og ud over den romerske campagne, Sabinerbjergene og Albanerbjergene, men i dag er denne udsigt blevet hæmmet en del af omegnens højehuse og anden bebyggelse..

Tidligere var Monte Testaccio frit tilgængelig, men i dag er området aflukket. Dog arrangeres der rundgang heroppe i sommerperioden. "Bjerget" bestiges fra Via Zabaglia lige bag den protestantiske kirkegård.

Nå, men herefter fortsætter vi på det højre fortov langs med Tiberen forbi Ponte Fabricio, hvor vi kom fra før.

Det jødiske kvarter

På hjørnet af Via del Portico d’Ottavia ligger Roms synagoge, der er fra 1904 og bygget i den såkaldte assyrisk-babyloniske stil.

Ruiner fra antikken

Men vi går til højre op ad vejen og kommer vi forbi resterne af Porticus Ottavia, Ottavias søjlegang.

Hele dette anlæg stammer oprindelig fra 131 f. Kr., men blev i årene mellem 33 og 23 f. Kr. væsentligt ombygget og udvidet af kejser Augustus, der tilegnede det til sin søster Ottavia.

Anlægget var vældigt. Det målte 132 x 119 meter og bestod af en firelænget søjlegang, der omgav et tempel for Jupiter og et for Juno, et bibliotek – det første offentlige statsbibliotek i verden - og en række bronzestatuer.

Efter Roms brand i 80 blev det restaureret, og efter en ny fra brand blev det på ny genopbygget i 191.

De rester, der kan ses i dag i udgravningsfeltet stammer fra den sidste restaurering.

Propylæerne bestod af to rækker korinthiske søjler, hvoraf to søjler fra den forreste række og tre fra den bageste er bevaret.

Vi kan gå ned i udgravningsfeltet, der ligger helt ud til Via dei Teatro di Marcello, og ser her til venstre resterne af Tempio di Apollo Sosiano, der blev indviet i 431 f. Kr. og senere restaureret under kejser Augustus og kom til at rumme mange af de kostbare kunstgenstande, som romerne huggede i Grækenland i 100-årene f. Kr.

Templet var blevet lovet Apollon i 433 f. Kr. for at få ham til at besværge en rædselsfuld pestepidemi, der rasede i Rom, men da apollonkulten var en fremmed kult, måtte det anlægges udenfor Pomerium, hvorfor man valgte dette sted på Campo di Marzio nedenfor det strålende Jupitertemple på Capitolium.

Da romerne i 10 år fra 406 – 396 f. Kr. belejrede den største og rigeste af etruskernes byer, Veji, lovede den romerske diktator inden det afgørende angreb apollontemplet en tiendedel af udbyttet, hvis Apollon ville bringe romerfolket sejr.

Romerne sejrede og udbyttet blev enormt. Romerne røvede umådelige rigdomme, og alle byens frie mænd blev solgt som slaver, og nu fik Apollontemplet ikke blot en tiendedel af det udbytte, der var tilfaldet statskassen, men også samtlige krigsdel-tagere skulle betale en tiendedel af deres personlige krigsudbytte. Det blev mange romere rasende over, men Apollons præsteskab proklamerede, at hvis folk ønskede fred med guderne, så måtte hver husstand bringe Apollon dette offer. Herved blev Apollontemplet det rigeste i Rom.

Når templet har fået tilnavnet Sosiano, skyldes det, at det konsulen var C. Sosius, der i 32 f. Kr. lod det restaurere. Han havde været guvernør i Syrien og havde bragt en meget stor mængde kunstskatte, malerier, statuer og skulpturer med tilbage til Rom.

Mange af dem blev anbragt her i Apollontemplet.

I dag er der kun nogle få rester tilbage af fortidens storhed, nemlig tre pragtfulde søjler fra templets forhal og et stykke af arkitravet. De blev fundet og genrejst her i 1940, altså 2509 år efter templets indvielse.

På vores højre hånd ligger de ret velbevarede resterne af Marcellusteater, Teatro di Marcello, som vi kan gå lidt rundt om.

Det lå i antikken ud til Forum Holitorium, Roms grøntorv, der ligesom antikkens kvægtorv var omgivet af buegange og templer.

Teatret var planlagt af Julius Cæsar, men det blev først færdigbygget under kejser Augustus i år 11 f. Kr.

Marcus Claudius Marcellus (42 - 23 f. Kr.) var ikke bare Augustus' søsters, Octavias, søn. Han blev også hans svigersøn og blev i sine sidste leveår anset for den, der skulle være kejserens efterfølger. Derfor blev teatret da også indviet til minde om ham.

Ligheden med det senere Colosseum er tydelig. Oprindelig bestod teaterbygningen af tre etager hver med 52 arkader i følgende orden: nederst doriske, derover joniske og øverst korinthiske – det samme smukke og harmoniske byggemåde, som blev kopieret, da man opførte Colosseum.

Tilbage i dag står kun de to nederste etagers 12 buer, mens teatrets øverste del er omdannet til beboelse.

I den tidlige middelalder blev scenen og tilskuerpladserne totalt udslettet, idet teatret først blev omdannet til en borg, som de stridige romerske aldelsfamilier skiftedes til at erobre fra hinanden, og dernæst i 1500-årene byggede adelsfamilien Orsini deres palads i ruinerne og anlagde herfra en park helt ned til Tiberen.

Indtil i 1930’er lå Marcellusteatret indklemt mellem snævre gader og gamle ret faldefærdige huse, og teatrets buer var indrettet som butikker, smedier og små værtshuse. Men så under Mussoloni blev hele dette kvarter saneret for bl.a. at give plads til Via del Mare - i dag Via dei Teatro di Marcello – der skulle gå fra Piazza Venezia via en helt ny bydel, EUR (Esposizione Universale Romana), der skulle huse verdensudstillingen i 1942, og helt ud til havet.

Via del Mare skulle altså meget ideologisk ligge mellem Rom og Middelhavet, "Mare Nostrum", vort hav.

Derfor fik den senere navneforandring til det mindre ideologiske Via dei Teatro di Marcello.

Vi går nu tilbage til Via del Portico d’Ottavia.

Her ligger også den store Arco di Giano, der ikke er en triumfbue, selv om facadens nicher i antikken rummede statuer, mens forskellige guder var afbildet over buegangen. Arco di Gianos funktion var at være overdække ved et vejkryds for at beskytte kvæghandlerne i tilfælde af dårligt vejr.

Den jødiske ghetto

Vi fortsætter videre op ad Via del Portico d’Ottavia gennem det smukke gamle jødiske kvarter, hvor der endnu ligger en række jødiske restauranter.

De første jøder kom til Rom som handelsfolk allerede omkring 100 f., og siden har der været et jødisk samfund i Rom. Således er det også sandsynligt, at det var jødiske bygningsarbejdere, der byggede Pompejusteatret ca. 50 f. Kr.

I antikken var jøderne højt respekterede pga. deres økonomiske og medicinske viden, men i 1500-årene blev de udsat for systematiske forfølgelser, og fra 14.juli 1555 blev de efter ordre fra pave Paul IV (1555 – 59) tvunget til at leve i dette område, der nu blev omdannet til en ghetto med en mur rundt om, som paven lod anlægge.

Før i tiden havde jøderne særligt været bosat på Aventinerhøjen og i Trastevere, men fra 1555 blev de alle altså tvunget til bo her i ghettoen, hvor de herefter forblev henvist til i de næste 300 år.

Området på knapt 1,3 ha var dengang temmelig usundt og stærkt overbefolket. I 1600-årene har der måske boet op til ca. 4000 mennesker.

Jøderne var tvunget til at bære en særlig hue, et hårnet eller et slag i samme gul-orange farve som det, de prostituerede skulle bære. De måtte kun forlade området på bestemte tidspunkter på dagen, og om aftenen blev portene i muren aflåst. Om søndagen blev de tvunget til at overvære en kristen gudstjeneste i en af områdets kirker, Sant’ Angelo in Pescheria – en praksis, der fortsatte til 1848, da pave Pius IX (1846 – 78) ophævede den.

Ligeledes skulle rabbinerne og de ældste hvert år knælende på Capitol bede om tilladelse til at leve endnu et år i Rom. Betalingen var, at jøderne skulle finansiere den årlige karnevalsfest. Endvidere blev de tvunget til at deltage i det årlige Corso dei Giudei, "Jødeløbet", hvor jøder måtte løbe for livet gennem hele Corsoen drevet frem af og forfulgt af fremstormende bøfler. Kun ved at betale en særskat kunne man sikre sig imod at blive udtaget til at deltage i denne farlige og dybt nedværidgende ople-velse.

I 1847 blev ghettoen formelt opløst. Men fulde rettigheder fik jøderne først senere.

I dag bor der stadig mange jøder i den tidligere ghetto, men ghettoens gamle huse blev nedrevet i årene 1888 – 1910, ligesom flere af de gamle gader og pladser er forsvun-det. Derfor er det i dag svært at skabe sig et indtryk af forholdene før 1888.

Blandt de forsvundne bygninger er bl.a. de fem sygnagoger, som hver betjente forskellige grupper inden for det jødiske samfund.

Nogle få gadenavne hentyder stadig til ghettoens fortid.

Således lå der 5 skoler på Piazza della Cinque Scole. De er alle revet ned og har igen blottet den lille plads foran Palazzo Cenci, men i begyndelsen af 80’erne fik pladsen sit gamle navn Piazza della Cinque Scole tilbage.

Vejen ned til floden blev, da ghettoen blev ophævet, omdøbt til Via del Progresso – Fremskridtets vej


Historien om Beatrice

En af kvaterets mest kendte bygninger er Palazzo Genci.

Det blev anlagt af Giulio Romano i 1520-24 i florentinsk renæssance.

Det strækker sig fra Monte de Cenci over Piazza Cenci til Via S. Maria in Calderari, men den bedste indtryk af paladset får man, hvis man kommer hertil fra Via Portico d’ Ottavia.

Det smukke gule hus - der er en senere tilføjelse fra 1600-tallet. - vender ud til Via del Progresso.

Til venstre ses en ældre fløj med et lille kapel indviet til San Tommaso.

Kapellet har tilhørt Cencifamilien.

Tårnet på højre hånd stod der allerede på Monte Cenci i 1368, men det blev senere i forbindelse med anlæggelsen af Palazzo Cenci brug som udgangspunkt for den tilbygning, der rummer kapellet.

Gennem åbningen kommer man frem til det Palazzino, som også blev anlagt af Francesco Cenci.

Her foregik en af 1500-tallets virkelige skrækhistorier i forbindelse med Francesco Cencis datter Beatrice.

Stadig holdes der hvert år den 11. september her i det lille kapel en sjælemesse for Beatrice og ved hendes grav foran højalteret i San Pietro in Montorio i Trastevere ligger der som regel friske blomster fra besøgende.

Selv efter 500 års forløb lever historien i folkemunde.

Francesco Cenci var virkelig en af samtidens rigtig grumme romerske adelsmænd. Hans voldelige karakter viste sig allerede, da han var barn, og når han blev gift allerede som 12-årig, var det bl.a., fordi man på den måde troede, man kunne tæmme ham.

Gennem hele sit liv søgte Francesco at tæve sig til sin ret og anså det for et af hans naturlige adelsprivilegier at have sex med hvem som helst, hans øje faldt på, og også selv om det var hans egen halvvoksne søn.

For homoseksualitet var der ganske vist dødsstraf for i den tids Rom, men Francesco klarede frisag, da han var en af Roms rigeste mænd, der specielt havde opbygget sin formue i vatikanets tjeneste.

Derfor slap han for dødsstraf, men blev i stedet pålagt en enorm stor bøde, der svarede til adskillige årsindtægter.

Dette medførte, at den ellers hovedrige familie nu blev rystende fattig.

F.eks. var der ikke råd til at udstyre døtrene med en ordentlig medgift, som man forventede, at en mand som Francesco Cenci var i stand til at give.

Derfor spærrede Francesco sine døtre inde og tævede løs på dem, når de gjorde vrøvl.

Rygterne sagde også, at Francesco forbrød sig mod Beatrice.

På et tidspunkt forviste Francesco døtrene til en forfalden borg La Petrella langt fra Rom, mens han selv prøvede at flygte fra sine kreditorer.

Beatrice ville have lov til at gifte sig efter eget valg, ellers ville hun gå i kloster.

Disse krav fremførte hun over for faderen, når han besøgte hende på borgen, hvilket resultaterede i, at han udsatte hende for nye mishandlinger og overgreb.

Alle var udmærket klar over, hvad der foregik.

Hendes familie hørte om hendes fortvivlede situation, vatikanet blev sat ind i hendes situation, og hendes faders nye hustrus søn af første ægteskab klagede til sin familie over Francescos voldtægtsforsøg, men ingen ønskede i virkeligheden at gribe ind over for Francesco Cenci.

Til sidst allierede Beatrice sig imidlertid med sin bror og sin stedmoder og borgherren på La Petrella.

Han skal ifølge traditionen have været en ung smuk mand ved navn Olimpio.

Ham forelskede Beatrice sig i.

Enden på det hele blev, at man besluttede, at Francesco skulle skaffes af vejen.

Det skete ved, at Olimpio bankede ham til døde, hvorefter han blev smidt ud af borgvinduet.

Det skulle have set ud, som om han selv havde kastet sig ud, men myndighedernes undersøgelse viste hurtigt, at der var tale om et drab. Olimpio havde efterladt sig for mange spor, der pegede i den retning.

Olimpio prøve at flygte, men blev fanget og dræbt.

Beatrice og de øvrige blev alle fængslet og underkastet tortur, og herunder brød Beatrice hurtigt sammen og tilstod mordet.

Hun påtog sig hele skylden, da det var magtpåliggende for hende at prøve at rense både sin bror og stedmoder og måske især elskeren Olimpio.

Hun blev ført til fængslet Corte Savella, der lå på Via Monserrato nr. 43 – en gade lige nord for Via Genio, hvor Collegio Inglese i dag har til huse.

I folkemunde blev Beatrice snart en slags heltinde og for mange symbolet på tidens eksisterende modstanden mod det voldsregime, som det var kendt, at adelige familier frit kunne udøve mod egne familiemedlemmer og mod andre, der mishagede dem.

Beatrice havde vist, at hun turde slå til, og snart bredte det rygte sig, at hun havde dræbt sin far for at forsvare sin ære, fordi Francesco bl.a. havde begået incest imod hende i årevis.

Det kom nu ligefrem på mode at besøge fængslet, hvor hun sad, og her blev hun også portrætteret af den unge og kendte italienske maler Guido Reni. Hans portræt af Beatrice hænger i dag i en af salene på Palazzo Barberini.

Imidlertid blev Beatrice dømt til døden, selv om hendes forsvarer fremførte anklagerne mod den afdøde far for incest og utallige andre overgreb.

Endnu i dag findes forhørsprotokollerne i Vatikanet.

Men på trods af forsvarerens ihærdige forsøg på at undgå, at hun skulle henrettes, kunne domstolen ikke frikende hende.

En fars autoritet var i samtiden helt ukrænkelig, og på trods af alt hvad han havde udsat hende for, var Beatrice forbrydelse langt større, fordi hun havde sat sig op imod sin far.

Beatrice siges at have været gravid, da hun blev ført til Corte Savella.

Hvor barnet blev af, ved man ikke, og man ved heller ikke, hvem der var fader til det. Francesco eller Olimpio?

I alt fald blev hun i folkemunde til en slags ny romersk heltinde og helgeninde.

Derfor strømmede folkemasserne til og tiljublede hende, da hun ledsaget af sin bror og stedmoder blev ført til henrettelsespladsen ved Ponte Sant’Angelo i 1599.

Under den tyske besættelse af Rom i 1943 blev de romerske jøder også jagtet, og flere tusinde blev sendt til kz-lejrene.

I dag findes der stadig i det jødiske kvarter adskillige forretninger, der handler med koshermad, ligesom der som nævnt også stadig findes typiske jødiske restauranter.

Vi fortsætter ad Via del Portico d’Ottavia.

For enden af gaden ligger som nr.1det ældste hus i ghettoen opført før indespær-ringen. Det er fra 1497. Borgeren, der boede her, hed Lorenzo Manilio. Han var nærmest antikgal og forsynede sit hus med talrige antikke skulpturrester og holdt fast ved, at hans hus var fra 2221 efter Roms grundlæggelse. Hans navn står på facaden.

Fontana delle Tartarughe

Inden vi fortsætter videre ad Via S.M.D. Pianto, synes jeg lige, vi skal smutte hen til højre ad Via di Reginella til Piazza Mattei med den meget charmerende Fontana delle Tartarughe, "Skildpaddefontænen", der netop i 2006 er blevet ny restaureret.

Det er en af de mest florentinske fontæner i Rom, der står her på den lille Piazza Mattei.

Den forestiller fire unge nøgne bronzemænd i naturligstørrelse, der læner sig mod fontænens stamme og med løftede hænder skubber fire små bronzeskildpadder op over kanten på marmorskålen over sig. De små væsener, der er så ivrige efter at komme op i vandet og anbringer deres spredte forben på marmorkanten, mens de kæmper sig opad med bagbene strittende ud i luften, giver fontænen et præg af humor og kådhed.

Billedhuggeren er florentineren Taddeo di Leonardo Landini, der afsluttede arbejdet med fontænen i 1584, mens Gregor XIII var pave.

Oprindelig var det planen, at hele fontænen og de fire unge mænd skulle udføres i marmor, men så besluttede man sig for, at de unge mænd skulle laves i bronze i stedet for, selv om det blev langt dyrere end først antaget. De ekstra penge blev imidlertid skaffet ved, at paven pålagde befolkningen en ekstra skat på kød.

Ifølge de oprindelige tegninger var det ikke skildpadder, der skulle skubbes op over skålens kant, men delfiner. Men af en eller anden ukendt årsag blev det aldrig til noget med dem, og i mere end 70 år stod de unge mænd bare dér og strakte deres hænder op i den tomme luft.

Man ved ikke, hvem der fandt på ideen med de fire skildpadder, men noget kunne måske tyde på, at det har været Bernini. Han fik i hvert fald fontænen til renovering i 1659.

På vej til PiazzaCampo dei Fiori

Nå, vi går tilbage til Via del Portico d’Ottavia og fortsætter til højre ad Via S.M.D. Pianto, til vi når Via Arenula.

Her går vi lige over gaden og ind på Piazza Benedetto Cairoli med det lille parkanlæg på vores venstre hånd - og videre hen ad den lille forretningsgade Via dei Giubbonari med de mange små manufakturforretninger.

Snart når vi frem til en af Roms mest farverige og folkerige pladser, PiazzaCampodei Fiori, "blomstermarken", med de mange smukke huse og med adskillige pizzaria’er og restauranter.

Palazzo Farnese

Nu er vi garanteret godt trætte, men inden vi sætter os til hvile på en af de små fortovsrestauranter, må vi lige over til venstre ad den lille gade Via dei Farnese og ind på den luftige og fine Piazza Farnese, hvor synet af et af renæssancens pragtpaladser, kronjuvelen i renæssancens Rom, Palazzo Farnese, møder os.

Her har vi et godt eksempel på, hvordan et palads og dens tilhørende plads kan udgøre et sammenhængende hele.

Hele området, der oprindeligt primært bestod af nogle haver, blev opkøbt af Farnesefamilien omkring 1510, og her ville den unge kardinal Alessandro Farnese bygge sig et palads.

Arkitekten Antonio Sangallo) fik overdraget opgaven i 1514, men først i 1534, da Alessandro Farnese var blevet pave under navnet Paul III (1534-49) kom der for alvor gang i byggeriet.

Travertinen blev hentet i Colosseum, Marcellusteatret og i Tivoli, og marmoret tog man både i Caracallas termer og på Forum.

Da imidlertid Sangallo var nået helt op til facadens murkrans, må Paul III have været utilfreds med resultatet, for han udskrev nu på dette sene tidpunkt en konkurrence om paladsets fuldendelse.

Blandt deltagerne i denne konkurrence var Michelangelo, der samtidig med, at han overdrog sit eget udkast til paven, kritiserede Sangallos planer sønder og sammen.

Paven blev aldeles begejstret for Michelangelos tegninger og skiftede herefter Sangallo ud med Michelangelo som arkitekten på paladset.

Herefter opførte Michelangelo vinduet over portalen med fanesernes våbenskjold med de samme liljer, der indgik i det franske kongelige våben og skabte tillige hele paladset vældige og meget elegante murkrans øverst oppe, loggiaen midt på facaden, sidefacaderne og gårdspladsen.

Michelangelo havde endvidere vældige planer om at bygge paladset helt ned til Tiberen og anlægge en bro over til Villa Farnesina i Trastevere på den anden side af floden, men hele den del af hans projekt blev opgivet. Den elegante bro over Via Giulia stammer imidlertid fra disse planer.

Bagsiden af paladset vender ud til den snorlige og elegante renæssancegade, Via Giulia. Herfra kan man gennem den lukkede gitterport se ind i Palazzo Farneses dejlige gård. Kun den øverste etage i paladsets facade her er Michelangelos. Den doriske søjlegang og første etage med de joniske søjler er Sangallos værk, mens også facaden direkte ud mod haven er meget smuk. Den blev til efter Michelangelos død, da arkitekten Vignola trådte til, og den meget elegante loggia øverst oppe er skabt af kollegaen Giacomo della Porta

I 1589 stod paladset og pladsen færdig, og hele projektet må i dag nok betragtes som højdepunktet for resnæssancens byggekunst i Rom

Med hele sine elegance dominerer det majestætiske Palazzo Farnese totalt piazzaen, og den måde sidegaderne er anlagt, gør det muligt for os at opleve både forsiden og siden af paladset samtidig.

Den skulle siden blive prototypen for mange fyrstepaladser.

Læg mærke til hvor harmonisk paladsbygningen virker i sammenhæng med pladsen.

Det skyldes først og fremmest at paladsbygningen og pladsen er helt proportionale forstået sådan, at paladsets højde forholder til pladsens bredde foran paladset som 2 til 3, idet facadehøjden er 32 meter og pladsbredden er 48 meter. På samme måde er pladsens eget måleforhold 2 til 3.

De to fontæner på pladsen er opbygget omkring to antikke badekar hugget i ægyptisk granit. De blev hentet i Caracallas termer, og det fantastiske er, at hvis man tænker sig, at man projicerer paladsets facade ned på piazzaen, så rammer de to øverste hjørner nøjagtigt midten af de to fontæner.

Oprindelig stod de to antikke badekar ikke her.

Pave Paul II (1464 -71) lod dem nemlig i 1466 anbringe foran Palazzo Venezia, hvor han havde sin bolig.

Herefter lod pave Paul III (1534 – 49), der var af farneseslægten, det ene af dem flytte her til pladsen, hvor det i starten blev anvendt som tilskuertribune for de adelige ved de tyrefægtninger, paven lod afholde på pladsen.

Siden blev også det andet badekar flyttet hertil.

Oprindelig havde Palazzo Farnese kun fået tildelt ret sparsomme vandmængder fra Acqua Vergine, men i første halvdel af 1600-årene fik man også adgang til tilførslerne fra Acqua Paola, og da man åbnede for fortænerne den 23. september 1626 var der masser af vand til rådighed.

Derfor begyndte man også her på pladsen som på Piazza Navona på særlige festdage om sommeren at stoppe afløbet fra fontænerne til, så vandet fra bassinerne kunne løbe ud over hele piazzaen og videre gennem sidegaderne ud i Via Giulia. Det var noget folk i høj grad værdsatte, og i en årrække blev disse oversvømmelser iværksat visse dage hele sommeren for at forfriske og forlyste folk.

Palazzo Farnese har siden 1911 huset den franske ambassade i Rom, og derfor er det desværre ikke tilgængeligt for offentligheden. Det er lidt kedeligt, for paladset rummer adskillige meget seværdige kunstværker. Her findes bl.a. Annibale Carraccis hovedværk i Caracci-galleriet, der er udsmykket med hans frescer med mytologiske kærlighedsscener som f. eks. "Jupiter og Juno", der skulle få stor betydning for malerkunsten i 1600-tallet.

I 1998 – 99 gennemgik paladset en gennemgribende facaderenovering. Det var også stærkt tiltrængt, da århundreders forurening havde givet facaden en mørkegrå kulør, der fik den til at se dyster og tung ud. Men nu har man gengivet den sin oprindelige lyse og lette farve, hvilket har resulteret i, at ikke bare paladset, men hele pladsen virker let og elegant og meget smuk.

I det nordøstlige hjørne af Piazza Farnese ligger kirken Sankt’ Brigida, der er viet til den svenske helgeninde, Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen i 1377 og blev helgenkåret i 1391.

Piazza Campo dei Fiori

Nå, trætte går vi tilbage ad Via dei Farnese til Piazza Campo dei Fiori og finder et bord på en lille restaurant for at nyde lidt koldt.

Piazza Campo dei Fiorier nok det mest morsomme torv i Rom.

Navnet betyder som nævnt blomstermarken, men det er ikke kun blomster, man kan købe her, for i formiddagstimerne er der først og fremmest grøntsagsmarked, hvor man kan erhverve sig alle de skønneste solmodne grøntsager og krydderier og meget andet, der hører til det italienske køkken.

Markedet lukker ved 14-tiden, hvor alle de mange boder tages ned, og piazzaen fejes og spules.

På alle tidspunkter af dagen er piazzaen et sammenrend af alle slags mennesker, unge og gamle, lokale og turister.

Og sådan har det altid været.

I 1500-tallet var det en af Roms mest betydningsfulde pladser, og i husene omkring den boede bl.a. mange gejstlige.

I dag er det også in at bo her på campoen. Det er ikke bare blevet smart, det er også blevet dyrt. Alligevel har husene bevaret karakteren af et vist pittoresk forfald, hvilket måske netop har virket tiltrækkende på en ny tids mere bohemeagtige miljøer.

Rundtom hele pladsen ligger der adskillige spisesteder, der er næsten ligeså forskellige som pladsens publikum. Specielt billigt er her ikke, men gennemgående spiser man godt på Piazza Campo dei Fiori. Et par af restaurationerne er blandt de første i Rom, der hvert forår kan tilbyde sine gæster de små friske og herligt smagende skovjordbær fra Nemi.

Ved pladsens sydøstlige hjørne lige før Via dei Giubbonari i Campo dei Fiori nr.1 ligger Roms mest mondæne slagterforretning, Ruggieri, hvor man kan købe nogle af Roms mest udsøgte delikatesser. Grundlæggeren Viti Ruggieri kom fra byen Norcia i Umbrien, der er meget kendt for sine svineslagtere. Han slog sig ned som skinke-handler her på campoen i 1919.

Da pavedømmet i 1300-årene besluttede at gøre Vatikanet til sit hovedkvarter, fik pladsen en ganske særlig central betydning, fordi den lå ved Via Papalis (der ikke eksisterer mere) og Via del Pellegrino, som blev benyttet af pilgrimme, der kom ind i byen sydfra. Og særligt, da pave Sixtus IV (1471 – 84) havde anlagt sin bro Ponto Sixtus over Tiberen i anledning af jubelåret 1475, blev pladsen en gennemgang for alle, der kom fra Trastevere.

Derfor blev den centrum for en efterhånden blomstrende handel, og lige rundt om hjørnet på Via del Biscione i campoen sydlige hjørne helt til venstre ligger Albergo del Sole, der skal være det ældste hotel i Rom.

I øvrigt er dette hjørne af Piazza Campo dei Fiori meget interessant, for her på Piazze del Biscione ud til den lille plads ligger på højre side Palazzo Pio, der fylder en hel karré, og som på denne side har en fin facade fra 1600-tallet med løver og anden pynt i frontispicerne over vinduerne.

I forlængelse af facaden til højre kan man smutte gennem en af kvarterets mange gennemgange. Denne her, Passetto del Biscione, fører gennem paladset og ud i Via de Grotta Pinta. Ved at se gadens krumning til begge sider, kan man se, at paladset er bygge ovenpå på resterne af det første murede teater i det antikke Rom, Pompejusteatret, der blev indviet i 55 f. kr

På den lille Piazza del Biscione ligger en lille beskeden restaurant Da Pancrazio, der har en underjordisk spisesal på fundamenterne af det gamle teater. Det var på trappen i Pompejusteatret ved foden af en kolosalstatue af Pompejus, at Julius Cæsar blev myrdet den 15. marts 44 f. Kr.

Denne statue mener arkæologerne er identisk med den kolossalstatue, der i dag findes på Palazzo Spada, der ligger her tæt ved på hjørnet af Via Capo di Ferro og Vicole Q Polverone.

I gammel tid var Piazza Campo dei Fiori Roms rettersted, hvilket også statuen midt på pladsen af Giordana Bruno (1548-1600) minder om.

Han var italiensk filosof og dominikanermunk, men da han hævdede, at verden er uendelig, og at jorden ikke er dens centrum, og at Gud og naturen er ét, blev han anklaget for kætteri og brændt på bålet her på campoen den 17. februar 1600.

Denne lidt dystre sorte bronzestatue af den hætteklædte munk er som regel altid mødested for unge mennesker om aftenen.

På en måde var det en meget frisindet handling af den italienske regering, at man efter 1870 rejste denne statue af en af den katolske kirkes fjender. Det er den statue i Rom, der kommer nærmest til at være en protestantisk statue, og mindre overraskende er det ikke, at man på soklen også mindes to andre af pavekirkens ærkefjender Wycliffe og Johan Huss. Forklaringen kan kun være den, at den antiklerikale regering efter Italiens samling i 1870 har villet provokere pavekirken.

Ud for pladsens nr. 13 i det nordvestlige hjørne og på hjørnet af Via dei Cappellari og Vicolo del Gallo lå der i 14-1500- årene en kro ved navn La Vacca.

Kromutter her var en omfangsrig dame ved navn Vanozza Cattanei, der på et tidspunkt var Rodrigo Borgias (senere pave Alexander VI 1492 -1503) elskerinde, der med ham fik den smukke og senere så berygtede Lucrezia.

På campoens nordøstlige hjørne ses et utroligt smukt renæssancepalads, Palazzo delle Cancelleria, der blev anlagt i årene 1485 – 1513 af bygherren kardinal Raffaele Riario, pave Innocens VIII’s nevø. Byggeriet skal have kostet 180.000 scudi, og efter sigende skal de 60.000 scudi stamme fra én nats kortspil, hvor Raffaele Riario vandt dem fra en af pavens andre nevø’er.

Bygningens facade måler omkring 100 meter og dens grundareal er på over 6000 kvadratmeter.

Paladset, som nu tjener som pavens kancelli, har en meget smuk gård, der er tegnet af Bramante.

Den regnes for en af Roms allersmukkeste, og den er da også et sandt mesterværk med de to buegange over hinanden, der bærer den øverste lukkede etage. De slanke antikke søjler og de dristigt spændte buer tager sig fantastisk smukt ud. Her er rum, her er luft og renhed og storhed i linjerne, lethed og elegance.

De smukke granitsøjler i de to etagers åbne arkader stammer fra den romerske kejsertid, fra kasernen for "de grønne", et af væddeløbspartierne. Denne kaserne lå netop her helt til begyndelsen af 1400-årene.

"De grønne", den grønne stald, Stabulae Factiones Prasinae, var det førende parti i hele det første århundrede og blev favoriseret af de skiftende kejsere, og ikke mindst af den gladiator- og væddeløbsgale Caligula.

Sueton beretter herom: "Caligula begunstigede de grønne så fanatisk, at han ofte både spiste og sov i deres stald, og ved en lejlighed forærede han kusken Eutychus gaver til en værdi af 20.000 guldstykker. For at forhindre at hans yndlingshest Incitatus skulle blive forstyrret, lod han staldens omgivelser spærre af militær dagen lang før væddeløbene og gav ordre til absolut stilhed i hele området. Incitatus havde en marmorbås med elfenbenskrybbe, purpurdækkener og et halsbånd besat med juveler. Senere fik Incitatus et eget hus med møblement og egne slaver, der sørgede for at underholde de gæster, som Caligula havde indbudt på hestens vegne. Det blev sagt, at Caligula havde planer om at lade Incitatus udnævne til konsul.

I 1937, da man gravede i grunden under Palazzo delle Cancelleria, fandt man i nogle bygningsrester fra den tidligste kejsertid en lang række godt bevarede marmor-relieffer.

Hvis man sætter disse relieffer sammen, danner de to friser, der er 6 meter lange og 2 meter høje.

De skal tydeligvis forherlige kejser Domitian (81 – 96 e. Kr) Kr.), men samtidig viser de nogle herlige portrætter af tidens romere, soldater, vestalinder, guder og gudinder.

Muligvis har de endnu stået i billedhuggerens værksted, da Domitian i år 96 blev ryddet af vejen ved en sammensværgelse og efterfølgende erklæret for damnatio memoriae. Herefter har friserne så mistet deres betydning, og selv om man har forsøgt at rette dem til efter den tid, der fulgte, bl.a. ved at ændre på Domitianskik-kelsen, så er det åbenbart mislykkedes. De er ganske simpelt hen blevet glemt hernede og er efterhånden som så meget andet blevet dækket af århundreders gruslag.

Reliefferne er nu udstillet på Vatikanmuseet, men et enkelt af brudstykkerne, der blev fundet udenfor paladsets område, tilfaldt den italienske stat og er nu opstillet i Capitolmuseet.

Til sidst lidt om gadenavnene her omkring Piazza Campo dei Fiori.

De bærer nemlig i høj grad præg af, at håndværkerne fra samme fag i middelalderen og renæssancen ligesom i København åbnede deres butikker ved siden af hinanden. Det har været praktisk, og i Rom krævede lovgivningen det ligefrem.

Her ved campoen finder vi således hattemagernes gade, Via dei Cappellari, der begynder ovre i pladsen nordøstlige hjørne; kuffertmagernes gade, Via Baullari, der fører over mod Piazza Navona og så frakke-og trøjemagernes gade, Via dei Giubbonari, som vi lige kom ad ovre fra Via Aurenula og ghettoen.

Ja, denne den første hele dag i Rom har vist været lang og anstrengende. Vi er kommet langt omkring, men trods de noget trætte ben og fødder, håber jeg også, den har været spændende.