Grundtvigianismen er en social, kulturel og idémæssig strømning med udgangspunkt i den danske teolog og digter N.F.S. Grundtvigs tanker.
Den har udviklet sig i mange former og har fået stor betydning for dansk offentligt liv samt forståelser af politik, samfund, folkelighed og religiøs tro.

Grundlag

Grundtvigianismens tankegrundlag har idehistoriske rødder i Grundtvigs skrifter, der i egenartede former var en del af den romantiske poesi, filosofi og tro med vægt på følelse og inderlighed snarere end fornuften, som prægede den første halvdel af 1800-tallet.
Bevægelsens kulturelle, sociale og politiske udtryk har været mangfoldige, blandt andet fordi grundtvigianere typisk har hævdet sondringen mellem religiøs tro og politisk overbevisning som en fælles grundtanke for deres strømning.
Blandt de øvrige samlende tanker i bevægelsen har været betoningen af kirkelig frihed og af det levende ord, dvs. mundtlige formidlingstraditioner og konkrete fællesskaber frem for den blotte boglærdom

Dannelse og udvikling

De første kim til en organisering af en grundtvigiansk bevægelse findes i dele af 1820’ernes vækkelsesbevægelser.
I 1830’erne og ind i 1840’erne stod grundtvigianske agitatorer, især J.C. Lindberg, centralt i agitationen imod indførelsen af en fri forfatning.

Først omkring 1860 fremstod grundtvigianismen dog som en fasttømret bevægelse, hvis
’lyse’ kristendom’ stod som en klar kontrast til
den ’mørke’ kristendom’,
der i stedet blev organiseret i Indre Mission i 1861.
Skønt grundtvigianismen vandt støtte i mange grupper af befolkningen, havde den sin hovedvægt i landbefolkningen og navnlig hos de relativt velstillede gårdmænd.
Den store kulturelle og ideologiske betydning, som grundtvigianismen opnåede i løbet af 1800-tallet, hang i vidt omfang sammen med tilknytningen til denne samfundsgruppe og
dens voksende indflydelse på mange sociale niveauer.
Det gjaldt ikke mindst højskole- og andelsbevægelsen.

Til den religiøse modsætning mellem grundtvigianerne og Indre Mission knyttede sig ofte også politiske stridigheder.
Disse stridigheder stod mellem de konservative tilbøjeligheder, der efterhånden kom til at dominere i Indre Mission, og de mere liberale og demokratiskeholdninger, der prægede Grundtvig og mange af hans tilhængere i perioden efter junigrundloven fra 1849.
Grundtvigianeren Sofus Høgsbro, der havde basis i det grundtvigiansk prægede højskolemiljø, kunne således i 1860’erne opbygge et
demokratisk grundtvigiansk bondeparti med rigsdagsrepræsentation.
I alliance med andre ’bondevenne’-politikere havde dette parti held til at forhindre en konservativ grundlovsrevision i 1865-66, og i 1870 stod det centralt i samlingen af sådanne kræfter inden for ét stærkt oppositionsparti: Det forenede Venstre.

Denne liberale udvikling af grundtvigianismen dannede dog samtidig afsæt for splid grundtvigianerne imellem, da en række af bevægelsens markante skikkelser mente,
at Høgsbro og hans ligesindede var gået for vidt i demokratisk retning.
I de kulturelle og politiske kampe i slutningen af 1800-tallet fandtes følgelig grundtvigianere på begge sider af striden. Nogle grundtvigianere nærmede sig endda den brandesianske radikalisme, andre allierede sig med de konservative regeringskræfter omkring Estrup.
Systemskiftet i 1901, hvor regeringsmagten endelig blev overdraget til det nu reorganiserede parti Venstre, der havde overvældende opbakning i Folketinget, blev en afgørende sejr for venstregrundtvigianerne

I de efterfølgende årtier blev grundtvigianismen langt mindre markant som social bevægelse.
Ikke desto mindre har grundtvigiansk tankegods, navnlig med rod i højskolebevægelsen, til stadighed præget meget af det åndelige, kulturelle og politiske liv i Danmark.

Indflydelse

Grundtvigianismens indflydelse omfatter dermed langt mere end blot en social eller folkelig bevægelse.

På det religiøse plan har den været afgørende for forståelsen af den danske folkekirke som en rummelig kirke, der hviler på den enkeltes tro, og som anerkender både præstens frihed til at udlægge troen og kirkegængerens frihed til at vælge kirke og præst ud fra egen tro.

Gennem mangfoldige former for folkeoplysning i tilknytning til højskoler og landboorganisationer har den bidraget til vidt udbredte opfattelser af menneske, tro, samfund og historisk arv, navnlig i form af bestemte tolkninger af dansk historie, der har sat præg på både den populære og den videnskabelige historieskrivning.

I politisk henseende har grundtvigianismen vist sig afgørende for den moderne danske forståelse af folkestyret og dettes forvaltning gennem pragmatisk fortolkede friheds- og frisindsidealer, snarere end ved formelle regler for forvaltning. I hele denne arv ligger en karakteristisk omformelighed og fleksibilitet, som har gjort det muligt for vidt forskellige bevægelser, miljøer og strømninger at bygge på elementer af grundtvigianismen.

Grundtvigianismen begyndte som en aggressiv kirkelig-nyortodoks gruppe,
der i 1830'erne overtog Grundtvigs anskuelser med krav om frihed for præster og lægfolk og fremtrådte som en "kirkelig",
men ikke statskirkelig sakramenttro retning med stigende opbakning fra vakte lægfolk.

Friheden sikredes delvis gennem Grundloven (1849),
love om sognebåndsløsning (1855) og valgmenigheder (1868) samt
etablering af frimenigheder (siden 1883).

Grundtvigianismen er også et kulturelt program,
der bygger på et positivt syn på skabelsen som fundamentalt god.
Bibelen er - som bog betragtet - 
en "død skrift", der først
bliver levende ved skriftens brug som forkyndelse i menigheden.

Dåb og nadver bringer "livsordet",
mens Bibelen alene er "lysord",
dvs. ord til den kristnes vejledning og orientering.

Her adskiller grundtvigianismen sig fra den gamle lutherske ortodoksi og fra andre vækkelsesbevægelser som f.eks. Indre Mission


Kan man sige, at der også kom noget
godt ud af Grundtvigs nationalisme?

Pessimister vil sige, at ”Det farlige ved nationalisme er jo angsten for folkeblandinger og fremmedindflydelse, men sådan behøver det ikke at være.
Med et positivt livssyn kan man fint leve
forskellige kulturer sammen uden at miste sin nationalisme.
Folkeblandinger handler mere om, hvorvidt andre kulturer vil respektere det lands skikke og love, som de nu har bosat sig i.

Men man skal også huske på,
at Grundtvigs tanker om det nationale og det danske og dermed højskolen lagde grunden til en sund nationalfølelse.
HUSK :
uden den havde vi ganske enkelt ikke haft den
danske, demokratiske retsstat med stemmeret
og respekt for fædrelandets historie, kunst og litteratur.Her har højskolen spillet sin altafgørende rolle ved at opelske en folkelig opbakning bag alt dette.”

Lidt til efter tanke:
Det åndsfælleskab, som højskolerne står for, kunne vi godt bruge noget mere af i dag.I stedet for den egocentrerede verden vi efterhånden lever i.

Mig først nej!  

husk det gode  du gør for andre, kommer tilbage til dig en dag.