" Godnathistorier "
Velkommen til siden med Godnathistorier

Tekster - "Den lille blå spand" af Nanni Tovstrup

Ude på landet, i en lille landsby ved navn Hjerm, lå der et lille hus. Det var et yndigt hus, ikke så højt og med stråtag. Muren havde en sommergul farve, og en rød stokrose snoede sig op af den. Bag huset var der en lille have, hvor liljer og violer voksede side om side, og træerne skød op hvor det passede dem. Lidt sjusket måske, men egentlig ganske pænt. Midt i haven stod en stor eg, og i skyggen under den fyldige krone lå en lille blå spand. Det var ikke nogen særlig spand, bare en ganske almindelig plasticspand af den slags som man kan købe i supermarkedet for en slik. Det var en meget tænksom spand, som lå i græsset under egen. En meget stilfærdig og tænksom spand. Denne eftermiddag lå den lille blå spand og tænkte på hvor de alle sammen mon var henne, den syntes haven var så stille. Normalt var den ellers fyldt med lyde fra gaden, råb og latter fra børnene der legede, drønen fra bilerne på landevejen og stemmer fra de mennesker der ellers kom forbi. Men denne eftermiddag kunne man ikke høre andet end fuglenes sang og vindens susen i træerne.

Et par timer senere hørte den lille blå spand pludselig en masse stemmer. De lød glade og forventningsfulde som om der var sket noget godt. Lidt efter kom en lille dreng ind i haven. Han var ca. 7 år og ret høj af sin alder. Han var lidt buttet og havde lysebrunt hår, og egentlig havde han været ganske kedelig at se på, hvis ikke det var for øjnene. I det lille fregnede ansigt sad der et par klare brune øjne, som lyste af lykke. Den lille spand blev også glad da han så drengen, for han var dens bedste ven. Hver dag, når han kom hjem legede han med den lille blå spand, som syntes det var så sjovt. Men denne dag gik drengen lige forbi spanden uden at værdige den et blik. Den lille blå spand blev meget ked af det, og kunne ikke forstå hvorfor drengen ikke ville lege med den. Drengen gik indenfor og overlod den lille blå spand til sig selv og sine tanker. Spanden var meget bedrøvet, og endnu værre blev det da den lille dreng kom ud med en splinterny bold! Drengen tænkte kun på bolden, og den lille blå spand følte sig meget ensom.
Sådan gik der et par dage. Hver dag når drengen kom hjem, håbede spanden på at drengen ville lege med den. Men drengen havde kun øje for sin nye bold.

Så en dag mens den lille blå spand lå under træet og var så ulykkelig, kom drengen pludselig ud til den og tog den op. Spanden blev så glad, for den troede at drengen ville lege med den. Men i stedet blev den båret ud på ladet af en bil ude på gaden hvor der også lå en masse andet gammelt legetøj.
Spanden havde aldrig kørt i lastbil før, og havde altid gerne villet prøve, men nu da den endelig fik lov til det, havde den alt for travlt med at grunde over hvad den mon skulle til at nyde turen.
Det var ellers et smukt landskab derude. Solen skinnede, fuglene sang, markerne strakte sig så langt øjet rakte til begge sider og de smukke vilde blomster trivedes godt i vejkanten. De kørte en times tid, og spanden var så småt begyndt at tænke på, om ikke snart de var fremme, da vognen pludselig standsede brat op. Den lille blå spand havde slet ikke lagt mærke til at de var kommet ind i en by.
Nå, men nu var de her altså, og chaufføren og de to mænd der var med, begyndte at bære legetøjet ind i det hus, de var stoppet ved.
Den lille blå spand var rædselsslagen for hvad der ville ske nu, og den var alt andet end glad da en stor muskuløs mand kom for at tage den op. Han bar den ind i et stort rum, hvor der var så meget larm, at spanden var sikker på, at dens trommehinder var sprunget, hvis den havde haft nogen. Der var fyldt med mennesker, store og små, og den lille blå spand følte sig overbevist om, at dette var helvede eller noget lignende. Rundt omkring stod der borde med så mange forskellige ting og sager, at spanden blev helt ør i hovedet af at se på det, og over det hele var der mennesker, som gik rundt og så på tingene, eller bare stod og smilede. Manden satte den lille blå spand over på et bord tæt ved, og gik ud for at hente noget mere legetøj. Nu var spanden overladt til sig selv og alle menneskene.
Den næste time var noget af det værste spanden havde oplevet. Larmen var øredøvende, og der kom hele tiden mennesker hen til den, tog den op, kiggede nøje på den og satte den derefter ned igen. Der hang en stank af sved og tobaksrøg i luften. Der kom alle mulige slags folk hen og kiggede på den.
Store mænd med ølmave og kæmpe tatoveringer ned af armene, gamle snobbede ægtepar, små piger som manglede en spand til deres dukker, drenge som ville opbevare snegle og orme i den eller bruge den til at slå hinanden i hovedet med eller noget endnu værre. Den lille blå spand havde efterhånden fundet ud af at den skulle med en af disse mennesker hjem, og var rædselsslagen for hvem, der ville vælge den.

Efter en forfærdelig time, der havde været ét stort virvar af mænd og kvinder, drenge og piger og en øredøvende larm, kom der en dame hen til spanden. Hun så majestætisk ud og gik med næsen i sky. Hendes kjole var lavet af det fineste lyseblå fløjl der kunne købes for penge, og hun havde en lille parasol i den ene hånd. Hun lugtede ikke af sved, til gengæld hang der en kvalm lugt af alt for meget parfume over hende. Og hun virkede ualmindeligt streng. Den lille blå spand var med det samme klar over, at den for alt i verden ikke ville med hende hjem. Men det var ikke noget den selv bestemte, og kvinden gik direkte over til den og sagde at dén ville hun købe. Manden bag ved bordet smilede og sagde:
"Naturligvis, fru Lünggreen, det bliver 5 kr. Tak fordi De besøgte kirkens basar."
Kvinden betalte og tog den fortvivlede spand med sig, som nu også var ved at blive kvalt af den blødsødne lugt.

Kvinden tog den lille blå spand med ud på gaden hvor der, i modsætning til da den kom, nu holdt en dyr limousine, mindst 7 meter lang og med den blankeste sorte farve man kunne forestille sig. Da kvinden kom hen til bilen, gav hun spanden til chaufføren, som stuvede den om i bagagerummet.
Den lille blå spand nåede lige at få et glimt af det sted hvor kvinden skulle sidde: Et luksuriøst rum med barskab, TV og en blød divan til at sidde på.
Andet nåede den ikke at se, men den var sikker på at det kun var en lille del af det.
Køreturen blev lang og ubehagelig. Det var mørkt og lummert i bagagerummet, og den lille blå spand tænkte, at hvis kvinden ikke undte den andet end dette, kunne hun ikke være særlig sød. Men det havde spanden nu også vidst fra starten. Da bilen endelig stoppede, var den lille spand godt forslået og lettere køresyg, og den var glad for at komme ud i den friske luft, selvom damens kvalmende parfumelugt stadigvæk var der. Hun bar spanden hen ad en lille grussti som førte til en stor herregård. Stien gik gennem en pragtfuld have, med så mange forskellige blomster og træer at den lille blå spand slet ikke kunne tælle dem. Alle andre ville have sagt "Åhh hvor er det smukt" eller "gid jeg havde sådan en have", men spanden brød sig slet ikke om det. Den kunne meget bedre lide den have den kom fra, hvor liljer og violer voksede side om side, og træerne skød op hvor det passede dem. Dette virkede for kunstigt, syntes den. Men kvinden bar den
i hvert fald op til herregården og råbte med en høj og skingrende stemme:
"William, her er din spand!"

"Åh nej," tænkte spanden, "det er garanteret en eller anden forkælet lille snotunge."
Men den dreng der kom til syne i hoveddøren så ikke ud som en forkælet lille snotunge. Han så ud til at være ca. 10 år, lidt spinkel og med lyst hår og store klare blå øjne. Det første spanden tænkte på var, at drengen var en klar modsætning til dens første ejer. Det andet den lille blå spand tænkte på var, at han egentlig så ganske sød ud. Og det var han også. Spanden og han blev bedste venner, han legede med den hver eneste dag, og selvom hans mor var nok så streng, og haven foran var nok så kunstig, fik spanden det endnu bedre end den havde haft det hos drengen med bolden, for den nye dreng, som jo for resten hed William, havde sin egen lille have med sandkasse og skovl og rive, og en masse andre sjove ting som spanden ikke vidste hvad var.
Og i Williams have voksede liljer og violer side om side, og træerne skød op hvor det passede dem. Lidt sjusket måske, men egentlig ganske pænt.

SLUT


"Lille faster fugl"

Tekster - "Lille faster fugl" af Mille Lenz

En af de små unger, der lå i den dejlige varme rede, havde de dejligste små bløde dun! Den var også gråspurvemoderens yndlingsunge.

En dag kom den store stygge ræv, og den lagde sig under træet. Den vidste nemlig godt, at der var en fugl og nogle fugleunger oppe i reden.

Gråspurvemoderen havde ikke set ræven, og da hun begav sig ned for at finde frø og den slags blev hun straks fanget af ræven.
Og lige straks efter begyndte ræven at rive reden med de små hjælpeløse unger i ned.

Den lille unge med de smukke dun havde endnu ikke lært at flyve. Og det gjorde ikke noget, havde dens mor sagt, for det havde de andre heller ikke. Men den lille unge med dunene vidste, at der var fare på færde og den hoppede ud af reden trods sin frygt for, at det sidste den skulle se i livet var den hårde jord.

Den havde dog selvfølgelig også overvejet, at den måske ville overleve, så den var så klog, at den hoppede ned bag ved træet, så ræven ikke kunne se den. Og fordi den havde de dejlige dun, kunne den nok ikke flyve, men den kunne svæve, så den kom ned på jorden, uden en eneste skramme.

Da ræven havde spist færdig, gik den sin vej imens den slikkede sig om munden.

Da den lille unge ikke var så gammel (og nu helt forladt) vidste den ikke, hvad den skulle gøre. Den sad der og tænkte:
"Nu sidder jeg her helt alene og ensom uden hverken mad eller drikke, og..." tænkte ungen, "...uden mad og drikke duer helten ikke!"

Og da kom en meget, meget stor fugl flyvende, syntes i hvert fald den lille gråspurveunge. Den fløj lavere og lavere ned, og det var tydeligt at se, at den gerne ville ned til den lille unge.

Endelig kom den ned på jorden ved siden af den lille, og den store fugl spurgte:
"Hvorfor sidder du her helt alene? Din mor burde skamme sig ikke at tage sig ordentligt af sin unge!"
"H-hun og d-de andre un-unger er s-spist," stammede den lille stakkel. "O-og hvem og hv-hvad er du?" stammede den lille uldtot videre.

"Ak ja!" sagde den store fugl, som man kunne se havde haft bedre og yngre år. "Jeg kan se, at din mor ikke nåede at lære dig - eller jer - om alle de andre fuglearter, vel ven?"

"Nej, det nåede hun ikke," svarede den lille unge, som nu var beroliget lidt mere.
"Nå da," sagde den store fugl. "Men jeg er en af de fugle, der er større og altid vil være større end jer små-gråspurve. Jeg er en fugl der hedder en solsort!"

Den lille unge kikkede på hende solsorten og sagde:
"Nåh ja! Jeg kan jo også godt se du er sort, men er 'SOLSORT' ikke et mærkeligt navn?! Hvordan kan en mor overhovedet finde på sådan et navn?"

Den gamle solsortehun fniste og sagde:
"'SOLSORT' er ikke mit navn, det er min race, ligesom din race er gråspurv! Det navn min mor fandt på til mig er Lystig, - men det er jeg ikke mere!" stønnede Lystig, "så nu... nu vil jeg sætte pris på, at du kalder mig Faster Fugl!"

Den lille unge sagde så:
"Okay, det er i orden! Men lad mig nu se! Hvad skal du så kalde mig?!"

"Jamen," sagde Faster Fugl, "du har vel et navn, det som din mor kaldte dig, for eksempel?!"

"Jeg fik aldrig noget navn!" sukkede den lille unge, mens Faster Fugl så tænksom ud, men så sagde den gamle:
"Jamen så kan jeg jo give dig et navn! Du skal hedde... øh... ja... lad mig se... du... jo! Du skal hedde: KLIR...!"

Den lille fugl kikkede meget, meget forskrækket på hende, men så sagde den:
"KLIR? Det er måske lidt mærkeligt. Men på den anden side så er det vel ikke mere mærkeligt end Faster Fugl! Og så kan vi jo være mærkelige sammen."

Og derefter fløj de sammen over mark og eng, og Faster Fugl lærte Klir alt hvad hun kunne, og hun kunne jo meget, for hun var jo en meget gammel og klog fugl, men hvad hun helst ville lære lille Klir fik hun skam også lært hende, og det var:


  • Jeg er stor og du er lille. Det har ingen betydning!
  • Vi kan være venner lige meget størrelse, fjer og livret. Det har ingen betydning!
  • Glæd hinanden med det I gerne selv vil glædes med, også selvom I er forskellige. For det har ingen betydning!



Men desværre kommer enhver solsorts tid, og enhver solsort - også selvom den er sød og hedder Faster Fugl - må dø, men det var lille Klir ikke så ked af, for den havde lært, at Faster Fugl altid holdt hvad hun lovede, og inden hun døde lovede hun dette:
"Når jeg nu dør, så hold øjnene åbne og vær parat til det tegn: at jeg vil hilse på dig på en måde, du vil se."

SLUT


"En lille rosenknop"

Tekster - "En lille rosenknop" af  Mille Lenz

En lille rosenbusk stod i den flotte have... Dens blomster var så flotte og fine og bløde som enhver lille ællings fjer.

Busken stod der i al slags vind og vejr, som ellers hærgede haven. Men én ting fandt den sig ikke i. Det var ikke at få noget vand! Men faktisk fandt den sig i det alligevel, for der var vel egentlig ikke meget, den kunne gøre ved det.

Rosenbusken var meget sur af natur, men de blomster, som voksede på den, var de gladeste væsener. De smilede og var søde og rare mod alle, som kom forbi i haven... De var bløde og rare og dejlige at se på...

Busken var ikke tilfreds med hverken roserne eller rosenknopperne. Den syntes hellere, at de burde afskaffes, og at der kun burde stå en bunke grene med torne på... Ja, for tornene!!

Ja de torne, dem elskede busken... De var da godt nok noget af det skønneste den havde set. Den vidste nemlig, at de afholdt børn fra at plukke af rosenbuskens grene, og det var den rigtig godt tilfreds med, og den ville blive endnu mere tilfreds, hvis der slet ingen roser var på grenene, for til trods for tornene kom menneskerne dog og plukkede disse smukke blomster, hvis de manglede noget yndigt...

Intet hjalp... nej rosenbusken havde prøvet alt for at rede sine ømme grene, for selvom den var smidig denne rosenbusk, så var og blev den nu så øm i sine grene efter at der var blevet skåret i dem...

Roserne talte tit sammen, uden at busken hørte det. De ville åh, så gerne have busken til at forstå de smukke ting, det smukke i at se noget smukt... Men hver gang de havde prøvet at snakke med busken, sagde den bare:
"Jeg ved, hvad der er smukt og rart: Både at være, at føle og at blive behandlet som!"

Den mente, at det smukke i verden var at kunne være i fred hele tiden, at kunne være som det passede en og ikke skulle rette sig efter noget. At kunne sove dagen lang, at kunne være grim og at blive behandlet som en usynlig! Ja, simpelthen at kunne være ligeglad med alt.

Men en lille rosenknop, som sad allernederst på busken, hørte den en dag sidde og vrisse:
"Bla,bla,bla... Altid snakker de roser bag min ryg! De tror sandelig ikke, jeg høre hvad de siger. Nej, de tror, at jeg er et dumt og dårligt stykke træ! Men det er jeg da ikke... Jeg er bare ligeglad, ja jeg er! Jeg vil sove dagen lang, hvis bare jeg får mit vand! Ja hvis jeg gør det, så lever jeg i hvert fald! Og så kan de sige hvad de vil!"

Den lille rosenknop rømmede sig for at fortælle busken, at den lyttede...

"Øh, du busk?" sagde det lille væsen.

Buskens hæse stemme hvirvlede igennem de nederste grene:
"Ja, hvad er der?"

Den lille rosenknop anede ikke, hvad det var, som at der var...

"Jo øh, du?" sagde den igen.

Busken blev utålmodig over at høre på rosenknoppens forsigtighed og sagde vrissent:
"Ja altså, hvis ikke du har andet at sige end små bitte ord, der intet fører med sig, ja så, ja, godnat!"

Den lille rosenknop kikkede fortvivlet på grenene:
"Jo, jeg ville bare sige at jeg hørte hvad du mumlede..."

Busken rystede på sig:
"Nå, okay, godnat!"

"Nej vent," bad rosenknoppen. "Du ved godt, at roserne ikke taler bag din ryg for at være onde ikke? For det er ikke det, de vil. De vil bare hjælpe..."

"Nåh," sagde busken med forstående stemme, men forståelsen blev snart dræbt af den sure busks altid sure humør. "Jeg har da ved gud ikke brug for hjælp... Det ved enhver... De skal da være glade for, at jeg ikke ryster dem af mig eller bider tornene af, så menneskerne kan befri mig for dem..."

Rosenknoppen rystede af fortvivlelse:
"Nej, nej, nej, nej og atter nej... Ser du, du er aaaaaaalt for sur aaaaaaaltid. Du må lære at se det hele mere positivt!" sagde den. "Prøv at se på roserne på denne måde: Dine rødder bor under jorden, og oven over jorden bliver du til en busk, og på dig vokser disse blomster, som du altså giver liv til! - Er det ikke smukt, om jeg må spørge? Er det værd altid at være sur på grund af noget, som du selv giver liv?"

Busken kikkede nedad, og det så ud som om den tænkte på noget. Så svarede den:
"Øh, bøh, næh... Men jeg har da ikke bedt om at skabe dette liv. Hvorfor skaber jeg liv? Helt ærligt, kan jeg ikke bare være mig selv? Uden at skabe liv som absolut skal sidde på mig?!"

"Jamen, du bliver da også skabt!" sagde den lille rosenknop. "Prøv nu lige at tænke sådan her samtidig: Hvordan ville du leve, hvis der ikke var vand, og hvis du ikke stod i jord? Jorden har dig på sig... Jorden har nærmest alt på sig..!"

Rosenbusk lyttede meget grundigt efter, hvad rosenknoppen sagde til den, men den lovede ikke noget... For det havde den aldrig prøvet, altså at love nogen noget... Så det havde den bestemt sig for at holde sig langt væk fra... Men den sagde, at den ville huske på, hvad dens lille nye ven havde sagt, og måske bruge det til noget...

Men nu ser vi!

SLUT


Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE