 |
 |
|
 |
 |
Märgelbackens Cindy d. 12. juli 2007
Märgelbackens Cindy (kaldet: Cindy) er også en Västgötaspids, faktisk var hun den hvalp, vi valgte først - Cindy skulle være vores nye hyrdehund. Det var helt impulsivt, at vi besluttede os for også at købe Cajsa, Cindy's søster. Imidlertid skulle det vise sig at være et stort held, for skæbnen havde andre planer.... Dagen efter ankomsten til Danmark var Cindy ude for en alvorlig ulykke, hvor hun brækkede halsen. Her var det så, at Cajsa skulle vise sig at være en god og nyttig søster, legekammerat og hjælp for Cindy. Cajsas selskab var godt for Cindy ikke mindst under genoptræningen, og Cajsa deltog også ivrigt i badekarseancen, når Cindy svømmetrænede i badekarret iført redningsvest.
I dag er Cindy kommet sig helt, men desværre har Cindy ikke vist interesse for at hyrde, så det må Cajsa klare. Cindy er en glad, elskelig og stadig lidt hvalpet hund, som giver os mange glæder hver eneste dag. Ligesom sin søster Cajsa er også Cindy en venlig og tillidsfuld hund, som elsker alle både mennesker og hunde - og forventer at det er gensidigt!
Cindy er ligeledes født d. 27. oktober 2003 på Märgelbackens Kennel i det sydlige Sverige.
Cindy er HD-fotograferet (status A), eksteriørbeskrevet og instinkttestet (vallanlagstestet) i Sverige, hvor hun desværre ikke viste den store interesse - men hun gik da en dejlig tur med køerne...dog uden at drive og samle dem.
Cindy har klaret sig fint som udstillingshund, hvor hendes indtil dato bedste resultat er 1. præmie med CK. Cindy er ligesom Cajsa mentalbeskrevet i Sverige og godkendt for skud. Cindy har fuld hale.
|
|
 |