Yderligere udbygget i 2008 til en udsendelsesrække i Bornholms Radio ved Niels Kjøller.
Den 4. november 1944 blev ikke en dag som alle andre i landsbyen Torslunde, der ligger udenfor Tåstrup på Københavns vestegn. Inden midnat var en mand brutalt blevet skudt ned i sit hjem for øjnene af sin kone. Det danske Hipokorps havde været i funktion.
Ellen Nielsen fortæller:
"Jeg kan huske, jeg sad og skrev på et eller andet, klokken har vel været omkring ti om aftenen. Det havde ellers stormet de sidste par dage, og jeg sad netop og tænkte på, at vinden vidst havde lagt sig noget - pludselig hørte jeg nogle skud ude fra mørket, men det var ikke til at høre, hvor de kom fra - jeg sad lidt og lyttede, men alt var igen stille, så jeg gik op i det værelse, som Bedste boede i.
"Hørte du noget for lidt siden?"
sagde jeg til Bedste, "Ja, der var nogen der skod" sagde hun, og så gik vi ud på Strædet, hvor vi mødte Jens Larsen, han boede lige overfor. Han havde nu ikke hørt noget, men pludselig var der nogle biler, der startede nede i Bygaden og kørte væk i en fart, og Jens Larsen mente, at det nok var en punktering, vi havde hørt.
Først næste dag kom min søster Nete op til os med besked om, at
"Kalle var blevet skudt i nat, men det var vores bro'r Kaj, de
var ude efter"
Kaj fortæller:
"Joee, jeg husker godt hele den affære. Jeg slap gudskelov fra det med livet i behold. Desværre var der en anden, der blev ekspederet i stedet for.
Jeg havde i nogen tid været sammen med Hans Pæsens Verner. Det var mest fordelingen af illegale blade, som vi tog os af, men ind imellem var der også nogle andre opgaver i Modstandskampen, vi beskæftigede os med.
De fleste i byen var vel mere eller mindre klar over, hvad der skete, men det skulle vise sig, at det var ikke alle vi kunne stole på.
Fyren, der stak mig, havde tjent på Benzonsdal, men var blevet smidt ud på grund af noget med en hest, som han havde stjålet og solgt, men det kan jeg nu ikke huske så forfærdelig meget om, men så kan jeg fortælle, at han havde siddet i Cafe Blomsten i Istedgade sammen med at par kællinger, og til dem skulle han have sagt, at han kendte en sabotør i Thorslunde, der gik under navnet Bornholmeren, men ser du, det var jo Kalle, som jeg boede hos, der var bornholmer, så allerede der, har han jo blandet noget sammen.
Se, mens han sad der og skvadrede, gik den ene af damerne fra bordet, og kom lidt efter tilbage med et par hipofolk, der spurgte, om han ville stå ved det der med den bornholmer - jo, det ville han da godt, og de aftalte, at han skulle have 100 kroner for at vise dem vej til Thorslunde.
Nu ved jeg jo ikke helt nøjagtigt, om han har haft medskyld i det mord, der senere skete, men fordi han rendte med en halv vind, kan han jo meget nemt havde udpeget den forkerte, for Kalle var bestemt ikke med i Frihedsbevægelsen, - men det skal vi jo ikke bore i så mange år efter.
Hele affæren blev jo rullet op efter krigen, og jeg ved, at Verner blev konfronteret med stikkeren i forbindelse med politiundersøgelsen, så han ved muligvis lidt mere om det.
Men for at vende tilbage til sagen, så kørte hipofolkene altså ud ad Thorslunde til med vores ven som fører. Til alt held for mig, var jeg kørt hjemmefra nogle timer tidligere. Jeg kendte nogle mennesker i Rødovre, hvor konen skulle være med til at underholde i Folkets hus på Enghavevej, så jeg sad derinde og anede naturligvis ikke noget om, hvad der foregik i huset i Torslunde"
I landsbyen kan man forestille sig, at alt åndende fred og ro da vognen med de tre hipoer og hestetyven fra Benzonsdal svingede ned ad Bygaden for at finde sabotøren, der boede på første sal (i nr. 28)
Ruden måtte rulles ned, så stikkeren bedre kunne få øje på huset, alt var jo mørkelagt på den tid, men han kunne huske, at man skulle forbi Toftegårdens store mødding, så var der et hul i husrækken, men der lå "Rottely" - - "Stands her" sagde stikkeren,
"det er hans hus lige efter"
Bilen standsede, og den lille gruppe gik tavse op ad den lange havegang til huset. Hipoerne gik lige hen til døren og slog på den med geværkolben.
Nu var hipofolkene et meget kedeligt folkefærd, men de var normalt ikke ude på at skyde folk, men derimod at tage dem til fange, så de kunne blive afhørt i Shellhuset og evt. røbe noget om medskyldige. Almindeligvis kunne man godt karakterisere en hipomand som en, der ikke havde så megen forstand, med mest handlede på reflekser.
Der er flere versioner af, hvad der herefter skete. Men det mest sandsynlige er vel nok, at Kalle åbner døren på bankningen, og i nervøsitet over de skumle personer udenfor, lynhurtigt har smækket døren i igen.
Det er så blevet opfattet af hipoerne som en fare for at blive beskudt inde fra huset, og de har ikke kunnet finde på andet end at skyde lige gennem døren, hvor de ramte Kalle flere steder på kroppen.
Han nåede netop fra hoveddøren ind til soveværelset, hvor han sank sammen på gulvet ved sin seng, stærkt blødende.
Kalles kone var også i huset, men inden hun kunne nå at tage sig af ham, var hipofolkene inde i huset. Nu blev alt gennemrodet, også Kajs værelse ovenpå, hvor de ta'r et tæppe til at pakke den myrdede Kalle ind i.
Nogle minutter efter bar de ham ud i vognen og kørte mod København.
Kaj fortæller videre:
"Da forestillingen i Folkets Hus var færdig var klokken efterhånden blevet mange, og mine venner sagde til mig: " Der er da ingen grund til, at du farer hjem til Thorslunde nu, der er jo hverken tog eller noget - du ka' da blive hos os i nat" så jeg blev så i Rødovre.
Verner fik så fat i mig dagen efter, for han vidste, hvor jeg var, og jeg turde jo ikke ta' hjem, da jeg hørte, hvad der var sket, så jeg gik unde jorden efter den affære. Den første nat var jeg hos Laurits Strange, der dengang havde en gård lige radiostationen i Herstedvester, han havde en bror i Torslunde, der hed Leo. Jeg var kun hos Laurits en nat, for han havde en karl, man vist ikke rigtig
kunne stole på.
Men så havde Verner nogle bekendte i Herstedvester, en brødkusk, der hed Ernst Larsen. Der var jeg så en overgang og nåede da at grave hans have ned bagved nogle buske og træer, man reddede sig jo igennem så godt man kunne. Til Torslunde kom jeg først igen efter krigen var slut.
Verner fortalte mig, at jeg skulle passe på med at sende breve, for de kunne blive opsnappet af tyskerne, der så kunne se på poststemplet hvor i nærheden, jeg opholdt mig. Hvis jeg skulle sende noget, skulle brevet lægges i en kuvert, der blev sendt i en anden kuvert til f. eks. postmesteren i Hjørring med besked om, at modtageren samlede på poststempler fra alle posthuse i Danmark, så hvis han lige ville stemple, og sende videre. Hvis så tyskerne så, der var afsendt noget fra Hjørring, så regnede de jo med, at jeg var deroppe et sted.
Jeg var i Herstedvester til omkring 1. december, så tog jeg til Sydsjælland, hvor jeg boede på Missionshotellet i Næstved og en overgang hos pastor Kragerup i Tystrup, og endeligt hos en bonde, der hed Søren Andersen i Venstrup. Jeg krydsede fra sted til sted, man kunne ikke så godt opholde sig et sted alt for længe med fare for at blive opdaget og stukket igen.
Endelig midt i januar fik jeg besked om, at jeg kunne bliver overført til Sverige, hvor jeg skulle melde mig til Den Danske Brigade. Jeg var i København en enkelt nat, hvor vi var nogle stykker, der overnattede på et tørreloft i Herluf Trolles Gade.
Om morgenen skulle vi så kontakte en bestemt mand i Kongens Have, hvorfra vi blev transporteret ud til Sydhavnen til en gammel havekoloni, der hed Frederiksholm, derfra gik det i en båd til Sverige.
Det gik meget godt med sejlturen, for det var godt tåget. Det endte da også med, at vi gik på grund ved den svenske kyst, så flere af os måtte ud i det kolde vand for at bakse båden løs igen.
I Den Danske Brigade var jeg i de sidste måneder indtil vi blev sejlet til Helsingør lige efter Befrielsen. Brigaden bestod på det tidspunkt af en 4 - 5.000 mand.
Selvom jeg naturligvis er lykkelig over at have reddet livet, nærmeste ved en tilfældighed, så har jeg altid være ked af, at det skulle gå ud over Kalle, der jo ikke havde gjort noget, men sådan var tiderne dengang"
..ooOOoo..
Kaj døde i 1989 iflg. søsteren Ellen, der i 2008 boede i Gersagerparken 42, 1. tv. 2670 Greve
Yderligere tilføjelse i 2011 efter oplysninger i Peter Øvig Simonsens bog: "Birkedal – en torturbøddel og hans kvinder" Gyldendal 2004 side 206 i pocketudgaven fra 2009:
Her er ikke tale om en stikker fra Benzonsdal, men en sabotør, der taler over sig. Jeg tror mere på Kajs forklaring.
I Birkedals gruppe var en John Kolling tiltrådt i november 1944 efter en noget blakket kriminel karriere. Han var ret nyudnævnt leder i en nazistisk ungdomsorganisation NSU. I bogen er en lidt anden beskrivelse, en den Kaj har givet:
Trods sin forfremmelse var John ikke tilfreds med blot at udføre vagtarbejde på fører skolen, og det frustrerede ham særligt, at en ung NSU-Ieder blev likvideret, uden at han så sig i stand til at gøre noget. Derfor opsøgte han Ib Birkedal Hansen på Shel1huset og fortalte, at han følte sig til grin. Hans plan, fortalte han Birkedal, var at tage til østfronten for at kæmpe mod kommunisterne for alvor.
Men Birkedal anbefalede ham at blive hjemme.
"Det er her, kampen mod kommunisterne foregår",
sagde Birkedal. der lovede at skaffe John ind hos Gestapo.
Den 3. november var John Kolling med på sin første aktion. En servitrice havde denne dag henvendt sig på Shellhuset og fortalte mod passende betaling Birkedal om en sabotør, der sad og talte over sig på den restauration, hvor hun arbejdede; et sted er restaurationen angivet at hedde Fattys Kro, et andet sted Cafe Blomsten i Istedgade. Af sabotørens snak fremgik det, at han kendte til en likvideringsgruppe under ledelse af en modstandsmand med dæknavnet 'Bornholmeren'.
Kolling fulgte med servitricen tilbage til værtshuset og observerede hende tale med sabotøren, og Birkedal besluttede derpå at hente manden ind til afhøring. Birkedal tilbød sabotøren 150 kroner - svarende til en pæn ugeløn - for at vise Gestapo vej til 'Bornholmeren'. Sabotøren forlangte 200 kroner og fik det.
I en stor pansret Mercedes kørte John Kolling mod Tåstrup sammen med et hold Gestapofolk samt sabotøren, der viste vej til et hvidkalket husmandssted, "Karls Minde" landsbyen Torslunde. Efter at have sat sabotøren af omringede Gestapobetjentene huset, og under det efterfølgende angreb blev husets ejer, den 36-årige arbejdsmand Karl Edvard Nielsen, dræbt: Kolling og to af Gestapofolkene havde affyret deres maskinpistoler imod ham, da han åbnede døren til huset og straks forsøgte at smække den i.
Gestapo fik ikke ram på den rette mand.
Den dræbtes hustru forklarede efter krigen politiet, at hendes mand ganske vist blev kaldt 'Bornholmeren', fordi han stammede fra Bornholm, men at han aldrig havde været illegal, endsige involveret i likvideringer.
Gestapo må i virkeligheden have været ude efter en logerende, der siden maj havde boet i huset, og som havde været meget aktiv i modstandsbevægelsen.
Leif Nielsen