Da jeg tjente på Nordvang

Vinter 1958/59 på Nordvang

 

Jeg startede hver morgen kl.8, Det første jeg gjorde var at hente møgbøren, som lå med bunden i vejret for enden af de brædder der var lagt oven på møget, de blev jævnligt flyttet, for at få fyldt møddingen, så åbnede jeg døren ind til gangen bag køerne, kørte ned for enden af gangen, skrabede møget ned i grebningen, for derefter at læsse det på børen, når den var fuld, hentede jeg Herman, og så kørte han den ud og op ad de lagte brædder, som i regnvejr var meget glatte, for enden tippede han så af og tog så børen med tilbage, hvor jeg så fortsatte. Herman var meget flink, og han sagde at han jo lige så godt kunne køre børen ud, frem for at hvis jeg væltede så kunne jeg jo starte forfra, og så varede det jo længere inden vi kunne komme videre. Jeg husker kun én gang hvor Herman blev vred, det var en morgen, hvor det var koldt og det regnede, Herman skulle køre den sidste bør på møddingen, han tog godt tilløb, og drog så op af det første bræt, da hjulet så dumper ned for enden, må det næste bræt ha forskubbet sig, for hjulet borer sig ned i møddingen, Hermans støvler glider og han lander med hele overkroppen oven på al komøget i trillebøren, jeg står selvfølgelig i stalddøren og ser på, det så virkelig komisk ud, så da han kommer op at stå, efter noget besvær, vender han sig om, og ser mig stå i stalddøren med hænderne i lommen og skraldgrine, da blev Herman vred, han gik lige forbi mig, var helt stram i ansigtet, han sagde intet. En times tid efter kom han ud igen, pænt rent arbejdstøj havde han nu fået på, og vi fortsatte dagens arbejde uden nogen form for kommentarer.

 

Hermans kone Anna var også rigtig flink, hun lavede god mad og der var næsten altid hjemmebag til eftermiddagskaffen. Hun stod for alt det huslige, men var også med ved rugeriet, hun samlede æg ind i en spånkurv, som jeg så hjalp hende med at bære ind, når jeg havde tid hjalp jeg med at pudse æg, det foregik på den måde at man havde en lille træklods ca.1,5 cm. tyk 12 cm. lang og 5 cm. bred. Omkring denne klods var der et lag skumgummisvamp, og uden på sandpapir i klodsens bredde der var lavet som en ring så man kunne skifte den, når den var blevet for smudsig eller slidt op, man skulle først spørge Anna, så ikke der var så meget spild.

 

Herman og Anna havde tre børn Gudrun Tove og Sven. Herman var vist lidt ældre end far, og havde, tror jeg nok overtaget gården efter sin far? Min far havde gået i skole med hans lillebror Henry. Anna var datter af den gamle bødker Andersen, da jeg var der, han boede i et lille værelse med dør ud til den pæne gang, hvor trappen til loftet gik op. Begge døtrene kendte jeg ikke så godt, men så dem dog af og til, hvorimod Sven, som var fire år ældre end mig, havde gået i klasse med min storesøster Hanne. På det tidspunkt jeg var der tjente han hos Olsen på ”Rønnevænge”. Og jeg gik den vinter på karleholdet i Roholte sammen med ham.

Foruden køer og grise havde de også rugeri så der var nok at lave, vi lagde æg i rugemaskinerne, holdt øje med temperatur og om de vendte æggene. Jeg tror at når de var elleve dage gamle, tog vi æggene ud til gennemlysning, det foregik med en slags lommelygte med en gummiskærm som man satte mod ægget, og hvis der var en lille sort prik inde i ægget var det befrugtet, og kunne lægges tilbage i bakken og ind i rugemaskinen så de kunne ruge videre. De æg der ikke var en sort prik inden i blev lagt i æggebakker, og bager Palner fra Fakse Ladeplads kom og hentede dem, de måtte godt bruges til bagning, selv om blomme og hvide var flydt sammen, men så måtte de højst ha ligget i rugemaskinen i elleve dage. Jeg mener at vi lyste en gang til og sorterede de æg fra, hvor der ikke var levende kyllinger i, de blev sat i en bakke, det var ganske få, og en gang imellem tog vi dem så ud på møddingen. Den sidste gang vi gjorde det, tror jeg at vi havde seks æg hver. I det fjerneste hjørne af møddingen satte vi et møddingsbræt som ragede et godt stykke op over cementkanten, så startede skydningen til brættet, der var ingen gevinst, men at ramme flest gange var jo i sig selv nok. Herman startede, det var en forbier, så var det mig, også en forbier, men da vi næsten var færdige stod det, 3 – 0 til mig, og vi havde hver et æg tilbage, så nu skulde Herman virkelig tage sig sammen for ikke at tabe fuldstændig. Han havde sådan en Formand Mao jakke på, og tog nu rigtig godt sigte, så skød han, og det så hårdt at ægget knækkede og løb op ad armen inde i ærmet, føj hvor det stank, så måtte han gå den tunge gang ind til Mor Anna, hvor han straks blev sendt over i malkemaskinerummet hvor han måtte skylle jakken godt, så noget af stanken kom væk.

Det var synd for Herman, han kunne godt lide at være med til lidt sjov, men Anna måtte helst ikke se det, hun syntes det var noget pjat, og vi fik jo heller ikke lavet noget når vi bare legede, jeg derimod syntes at det virkeligt var sjovt når Herman var i det humør.

 

 

Herman havde selv et lille tærskeværk og presser som stod ovre på loen, vistnok 12 eller 15 tommer

Når vi så var gået tør for korn til grisene, tærskede vi byg eller blandesæd. Vi rejste nu nogle bukke ude på gårdspladsen hvor på blev samlet nogle store blikrør så vi kunne blæse negene fra staldloftet tværs over gården til loen, her blev de så tærsket. Sven fik gerne fri hos Olsen, så han kunne hjælpe os. En gang hvor vi havde tærsket om formiddagen, og skulle ind og have mad, smed vi jakkerne ude på cement reposen fordi vi var enormt støvede, det var en cementklods med et par trin op ud for køkkendøren, hvor der så var en lille meter ned til haven. Da vi havde sat os og fået skænket kaffen, siger Herman, jeg syntes der er noget der kilder på ryggen, og Anna rejser sig for at se efter, hun giver et skrig fra sig og råber, det er en mus og skynder sig ind i stuen. Herman rejser sig lynhurtigt fra bordet. Musen er inde i foret på hans vest, og samtidig med at han løber ud i gangen, knapper han alle de små knapper op, krænger vesten af, springer ned i haven, vender sig om, og slår vesten ned i reposen, ud piler musen, men bliver overhalet af hans fine lommeur, som han vistnok fik til hans konfirmation, musen overlevede, men jeg ved ikke om uret gjorde.

 

På gården var der en stor schæferhund der lød navnet Djak, den var ikke som andre hunde, den var næsten med over alt, men når vi var i marken var det tit at Herman sagde til den, du kan godt blive hjemme, og så blev den hjemme. Når Anna samlede æg ind bar den næsten altid kurven, den blev aldrig træt af det, og selv når man fyldte rigtig mange æg i spånkurven prøvede den, når den ikke kunne løfte kurven i hanken mere, satte den tænderne i kanten og trak så kurven baglæns, men så måtte man tage nogle æg af og lægge dem over i en anden kurv, ellers sled den jo kurven op, og det var også synd for hunden. Somme tider blev jeg sendt i Brugsen, så kaldte jeg på Djak, som straks kom og bar spånkurven. Anna havde lagt Brugsbogen ned i kurven og et viskestykke over, så hunden ikke savlede ned på bogen, når vi så var kommet op af cementtrappen og stod uden for døren til forretningen, skrabede Djak på døren, og Brugsmand Larsen kom og lukkede op, jeg tog kurven og gik ind i forretningen, Djak blev pænt siddende til jeg kom tilbage med kurven, Larsen havde pænt havde lagt bog og viskestykke over varerne, og så kunne vi traske hjem igen, hvis der var meget i kurven holdt vi hvil en gang imellem, eller jeg hjalp den lidt.

 

Herman havde også en lille Ferguson, og jeg fik tit lov til at køre med den. Engang skulle vi ha kørt møg ud, Herman havde lånt en møgspreder af Helveg på Skovholm, Jens Jensen som boede i et lille hus i Skidenstræde var kaldt til at hjælpe. Han var for mig en gammel mand, som arbejdede rundt på gårdene som daglejer, men han kunne virkelig bestille noget. Sven var også kommet hjem for at hjælpe til, dvs. han skulle køre traktoren øv. Men da vi var nået sidste læs den dag, skulle han tilbage til Olsen og være med til at fodre, så nu plagede jeg Herman om at få lov til at køre det sidste læs ud, til sidst gav han sig, og efter lange forklaringer om at når jeg kørte ind over hegnstråden, som var lagt ned i begge sider af folden, skulle jeg se nøje efter at jeg ikke fik fat i tråden. Det gik fint da jeg kørte ind i folden, og så gik det ellers mod den anden side, der var op mod Torbenholts mark. Langsomt over tråden, ind på det stykke hvor møget skulle spredes, holde stille, koble kardanen til, fuld gas og så derud af, sikken det gik, da jeg har kørt lidt, ser jeg mig tilbage, og opdager at en hegnspæl er ved at indhente mig. Det der ikke måtte ske, sker selvfølgelig, Jeg får nu stoppet det hele, får knækket ståltråden, som har viklet sig om den ene aksel på sprederen, og får så spredt det sidste ud og kan køre hjem. Utroligt. Herman skældte ikke engang ud, men sagde at han syntes han havde forklaret mig hvordan jeg skulle bare mig ad, men man kan jo være uheldig. Nu kører du over til smed Danielsen, giver ham nøglen til traktoren, og fortæller ham hvad der er sket, og siger at vi skal bruge den igen i morgen først på formiddagen. Sådan, føj hvor den stank, gamle rådne æg, ko og grisemøg i en skøn sammenblanding, han ville nok blive godt sur, men den stod klar næste dag, så de kunne køre videre, men det slap jeg for, jeg skulle jo i skole. Men smedens hævn kom senere.

 

 

 

Der var nu gået et stykke tid siden vi havde kørt møg ud, jeg husker at Herman sendte mig i Brugsen efter et eller andet, og da det regnede meget bad han mig tage cyklen så gik det hurtigere, så i mellemtiden ville han hente køerne hjem. Der var en sti med tråd på begge sider ned bag smeden og mejeriet, så på markvejen over til Brugsen skulle man blot flytte tråden over på en stolpe, på den anden side af markvejen lige bag smedjen, så kunne køerne jages lige hjem fra marken. Medens jeg har været i Brugsen har Herman hængt tråden over markvejen og gået ud i folden for at jage dem hjem, så da jeg kommer susende på min cykel, ser jeg ikke tråden og kører lige ind i den og vælter, jeg gav et højt skrig fra mig, og for hvert sekund slog det forbandede hegn, så jeg krympede helt sammen hver gang, så kom smeden, han kiggede på min kamp med tråden, så sagde han, det var da godt at der ikke var strøm i den ende der var viklet ind i møgsprederen, og så gik han, og jeg kom endelig fri af tråden, jeg havde ondt i musklerne flere dage efter, men smeden

Fik sin hævn.

 

Jeg glemte at fortælle om en af de dage hvor vi kørte møg. Det var lidt efter middag, og inden Sven kørte ud i marken med et læs, siger han, kan du ikke lige løbe over til smeden efter møddingskraberen mens jeg er væk. (Findes ikke - ligesom kørnerprikker). Da jeg ikke anede uråd gik jeg over til smeden og spurgte om møddingskraberen stod der. Han smed hvad han havde i hænderne, og begyndte at lede, hele vejen rundt langs væggen inde i smedjen ledte han, men den var der ikke. Han mumlede noget for sig selv, og siger så til mig, det kan være den er ovre hos Olsen, så jeg trasker over på Rønnevængegård og banker på døren, Lis lukker op, jeg spørger efter Olsen, han er ikke herinde siger hun, men sender mig over i stalden. Da jeg har gået lidt rundt og råbt efter ham, kommer han pludselig susende, og på hans syngende Fynsk siger han, hvad vi du, så jeg spørger om han måske har møddingskraberen stående, for den var ikke ovre hos smeden. Så griner Olsen, ja så må den jo være her, og vi farer rundt fra det ene rum til det andet, men efter megen leden uden resultat, klør han sig i håret og siger. Det kan være den er på Stenager, Så jeg må gå igen. På vejen hjem, tænker jeg på, at den tror jeg ikke at jeg har set medens jeg tjente der. Så jeg går tilbage til Nordvang. Der var ved at være eftermiddagskaffe, og på gårdspladsen møder jeg Anna, hun spørger hvad jeg laver, og jeg fortæller hende at jeg har været både hos smeden og hos Olsen for at spørge efter møddingskraberen. Hun griner højt, så siger hun. Den findes slet ikke. Kom du nu med mig ind, så starter vi med at drikke kaffe, og så skal du se hvad jeg har til dig. Så medens jeg skænkede kaffe op til os begge, havde hun hentet et lagkagefad med et meget stort stykke lagkage. Nu spiser du bare det hele, så kan de andre se hvad de går glip af. De kan slet ikke være bekendt at sende dig ud på sådan en travetur. Så da de andre kom, sad jeg rigtig og mæskede mig, der var næsten for meget, men jeg fik dog spist det, og de fik en røffel for det, men der var jo

ikke sket noget ved det, det kunne jo være at jeg kunne bruge ideen til nogle andre senere.

 

Det var blevet vinter, og gymnastikken i Roholte var begyndt for længe siden, jeg havde fået lov til at gå med på Karleholdet. Sven havde købt eller lånt Lars Peter Frandsens Triumph motorcykel og jeg fik lov til at sidde bag på nogle gange, det var mægtigt sjovt. På holdet var der rigtig mange jeg kendte, de var alle meget ældre end mig, men jeg var meget stolt af at være med. Jeg var meget glad for springgymnastik, og vores leder hed Nedergaard, han havde fået anskaffet en trampolin den var rigtig sjov men temmelig farlig, man skulle virkelig stole på dem som tog imod, ellers kunne man slå sig rigtigt grimt, men det gik næsten altid godt. Der var jo ikke nogen speciel måtte som der er i dag, der var kun den hårde måtte og oven på den en meget gammel vatmåtte. Det sjoveste var når der efter trampolinen stod den lille plint på langs og den store høje på tværs og så slog vi højt overslag, der skulle et meget langt tilløb til for at få fart nok på. Efter gymnastik var der brusebad, det var der ikke så mange der havde derhjemme, så der blev rigtigt badet under megen skrål og larm. En gang hvor det havde sneet og føget flere gange, fortalte Laurits Jensens Jørgen at han havde hørt, at man i Finland, efter at man havde været i sauna løb lige ud i sneen og trillede sig, så det måtte jo afprøves, og han forrest, ud af døren og op på boldbanen. Han sprang lige på hovedet i den første drive. Det var mørkt og koldt, sikken han skreg, driven var frosset til is så der kun var et tyndt lag sne oven på, sikken nogle skrabemærker han fik, så vi skyndte os tilbage i varmen, vi var helt røde, og han lignede en der havde fået asfalteksem og det blødte også lidt hist og her. Det var både første og sidste gang vi prøvede det.

 

 

Engang var jeg meget uheldig. Jeg skulle, som jeg plejede, muge ud under grisene og må på en eller anden måde have glemt at lukke efter mig, så to hold grise var løbet sammen, det må ikke ske, for så begynder de straks at slås. Jeg husker vi sad og spiste, Anna var gået ud med noget køkkenaffald til grisene, hun hører at de skriger voldsomt, og ser de slås. Hun skynder sig ind, Og fortæller hvad der er sket. Herman og jeg drøner over i stalden, hvor vi kan se at de er ved at en af grisene, så medens jeg holder de andre grise væk, løber Herman ind og ringer til Olsen om hjælp, lidt efter kommer både ham og Sven løbende, vi får gennet dem hver for sig, men den tævede gris har det ikke så godt. Olsen tager en hurtig beslutning. Vi må nødslagte den. Anna er bekymret, ja men så må vi ikke bruge hjerte og lever. ( det er noget med blodet), men Olsen skærer igennem, han siger, det er jo ikke så meget i forhold til resten af grisen. Anna kogte masser af vand. Herman, Olsen og Sven gik i gang med at slagte grisen. Jeg havde det meget dårligt, det var jo min skyld, og jeg var meget ked af det. Men Herman trøstede mig og sagde at det jo kunne ske for alle. Da vi senere sad og drak kaffe, ringede telefonen, det var Olsens kone Lis, hun ville bare fortælle at landbetjenten lige havde været der for at se om de havde betalt radio og evt. fjernsynslicens. Herman og Anna havde ikke fjernsyn. Landbetjenten var ikke ret populær og som vi jo ved. Olsen fuld af ballade. Der gik kun få øjeblikke så rullede hans bil op af indkørslen til gården, og der blev banket på gangdøren. Herman gik ud for at lukke op, da han havde gjort det, råbte Olsen. Ind under trappen med fjernsynet. Vi i stuen kikkede på hinanden Anna blev rød i hovedet, og ind for landbetjenten, han løb lige forbi trappen til 1. sal, selvfølgelig uden at se den, jeg sad og kikkede ned i bordet og kunne næsten ikke holde masken,. Efter en kort stund begyndte Olsen at grine, og vi andre fulgte trop. Betjenten kikkede strengt på Olsen. Olsen sagde undskyld. Betjenten kikkede sig grundigt omkring i stuen medens Herman fandt kvitteringen fra Danmarks radio. Så kørte han sin vej igen, og vi andre snakkede og morede os Dog sagde Anna til Osen, at hun syntes at han var lige grov nok,

Men det gode var at vi glemte det sørgelige med grisen. Den blev skåret ud og kørt ned i byens frysehus, så det var den historie.

 

Af Hans-Jørgen Eggersen, 2015