Medhjælper på Stenager

Hans-Jørgen Eggersen fortæller : 

Lige omkring april 1958 efter eksamen startede jeg med at tjene på Stenager, som var en af de største gårde i Leestrup. Far og mor syntes at jeg ville ha godt af at bruge lidt af min energi på noget fornuftigt. Alfred og Edith kendte jeg særdeles godt, far og mor var deres venner, Alfred og far var vokset op sammen, og deres tvillinger, Else og Erik gik i klasse med Hanne. På gården var der til daglig foruden Alfred og Edith, deres yngste søn Flemming, han var ca. fire år yngre end mig, han var spastiker, og gik ret dårligt, men var altid glad, han kunne ikke sige ret mange ord, men var god til at kommunikere med kroppen, han fulgte meget med os når vi gik og lavede noget. Edith havde ung pige i huset, som var med til at gøre rent og lave mad, hun hed Hanne, og havde værelse oppe på loftet, der var også karlen Henry, han havde værelse nede i kælderen lige over for fyrrummet, Henry var lidt speciel, kort for hovedet, men bomstærk, rent bogligt var han nok lidt tilbage, dog var han meget nysgerrig, og vidste alt hvad der foregik i landsbyen, og var meget villig til at fortælle, han sagde altid, jeg har hørt nogen sige, men fortalte næsten aldrig hvem det var.

Han var god at arbejde sammen med, bare man snakkede ham lidt efter munden, og lod være med at plage ham for meget, for at få lov til at køre med den grå Ferguson. Jeg tror at der hørte omkring tres tdr. land til gården, så der var nok at lave. Jeg boede hjemme, men når jeg kom fra skole kørte jeg ned på Stenager, og de dage jeg ikke var i skole startede jeg kl.8 jeg havde fyraften kl. fem- halv seks hver dag. I starten striglede jeg tyrekalve, jeg tror der var ca. fyrre, de ældste var omkring to år, det var hårdt, med en kardæsk i den ene hånd og en strigle i den anden, gik jeg så i gang, de kunne godt lide at blive striglet, men man skulle passe meget på ikke at blive trådt over tæerne eller blive klemt, de var virkelig slemme til at klemme, og så måtte man tæve løs med striglen, mens man råbte og skreg, Alfred havde på det tidspunkt ingen malkekøer, men var begyndt med slagtesvin, syd for stuehuset var der et stort hønsehus af træ, der var godt nok ikke høns i det, men kapuner.(haner der er kastreret) og det skulle nu laves om til grise hus, lidt øst for huset opdagede Alfred at der var en stor sten der ragede lidt op over jorden, så den blev Henry og jeg sat til at grave fri, så den kunne sprænges, Alfred havde nemlig certifikat, så han måtte springe sten for sig selv og andre, så det var jo spændende, jeg tror at den næsten var på en m3. Vi gravede ned på den ene side og det tog næsten en halv dag, nu anbragte Alfred tre stænger dynamit på den ene side af stenen, på enden af lunten blev der klemt en tændsats på, en af stængerne blev åbnet i den ene ende, og tændsatsen stoppet ind, længden på lunten bestemte hvor mange sekunder der skulle gå inden dynamitten sprang, det hele blev lagt på siden af stenen og gjort fast med ler fra hullet, Henry og jeg lagde os på jorden tyve meter derfra, Alfred tændte lunten og løb så hen og stred sig ved siden af os, vi lå nu i nogle sekunder, helt ned med hænderne over hovedet, så kom braget det var helt enormt, og da vi kom hen til hullet var der ikke sket andet end at stenen havde skubbet sig 30cm. til den ene side, så måtte Henry grave igen, han gravede nu helt ned og hulede ind under stenen, det var spændende, og Alfred fik nu anbragt fem stænger under stenen, denne gang måtte vi længere væk, og vi lå nu igen og ventede i nogle sekunder, så kom der igen et stort brag, da vi kom derhen lå stenen der stadigvæk, men vi kunne se at den havde været helt oppe på kanten, hvor den havde lavet et stort mærke, og var så trillet ned i hullet igen, den havde dog drejet sig så meget, at den lå ca.½ m. under niveau, så der fik den så lov til at blive liggende, men hele gavlen på hønsehuset var spækket med pladder, sikken der så ud, og kapunerne baskede rundt derinde, det varede noget inden de faldt til ro. Efter et stykke tid blev de sidste kapuner solgt og vi kunne gå i gang med at muge ud i hønsehuset, det var længe siden der var muget ud sidst, så der var nok ½ m møg derinde, da vi havde fået kørt et par trillebøre møg ud opdagede vi at der var rotter i dybstrøelsen, de skal vi ha slået ihjel sagde Henry, og vi hentede vandslanger så vi kunne nå fra fyrrummet og ned til hønsehuset, enden af slangen blev nu stoppet ind i et rottehul, og der blev åbnet for vandet, Henry og jeg bevæbnede os med hver en skovl og gik så ind og lukkede døren så rotterne ikke kunne løbe ud, vi ventede og ventede, og så begyndte der at dukke enkelte op, dem fik vi hurtigt knaldet med skovlene, men pludselig gik det stærkt, rotterne pilede rundt, og jeg slog om mig med skovlen det bedste jeg havde lært, rotterne skreg så det var ganske forfærdeligt, de løb op af væggen og ud under stængeloftet, men når de var nået en meter ud faldt de skrigende ned og pilede videre, alt imens vi slog om os som gale med skovlene, jeg må dog indrømme, at når de kravlede op af mig i forvirringen, gik jeg helt i panik og sparkede med både arme og ben, men til sidst var der heller ikke flere, og vi kunne nu gå rundt og slå de sidste rigtigt ihjel, vi fandt 52 og nogle er alligevel undsluppet, men Alfred roste os for de mange vi trods alt havde fanget. Vi kunne nu begynde at muge ud så vi kunne komme til at støbe gulv og krybber, samt støbe jern ned til skillerum. Det var et arbejde vi kunne gå til og fra når vi havde tid. I mellemtiden var det blevet så tid, og der skulle forårspløjes de steder hvor det ikke var gjort om efteråret, det fik jeg dog ikke lov til, men medens Henry mugede og kørte med trillebør, fik jeg lov til at tromle og fælde det efterårspløjede over med en harve som slæbtes efter Fergusonen i en kort kæde, det var nok fordi at de voksne fik ondt i ryggen af at sidde på det hårde sæde, hvor der for at det ikke skulle være for hårdt, var lagt en kornsæk med lidt halm i så der heller ikke var for koldt at sidde, men jeg var jo ligeglad bare jeg fik lov til at køre traktor, hjemme på gårdspladsen måtte jeg højest køre i 2. gear, på marken og markvejen måtte jeg køre i 3. gear, og kun hvis Alfred var med på skærmen måtte jeg køre i 4. gear, men det var næsten kun når vi kørte på den asfalterede vej, dog måtte jeg ikke køre oppe i byen.

Jeg var jo ikke så stor, så når jeg skulle stoppe, lod jeg mig glide ned fra sædet, og stod så med det højre ben på bremsen og med det venstre på koblingen og kunne så sætte i frigear, det gik fint. Alfred havde en Folkevogn som der var monteret trækkrog på, så han kunne hægte en lille trailer efter, den blev brugt til meget, af og til fik jeg lov til at køre med når han hentede rugbrød på bagermestrenes rugbrødsfabrik i Glostrup, det var fejlbagt brød som han så hentede til grisefoder, der var flere bageovne, jeg tror de var over to meter brede og fire meter lange, og så kørte rugbrødene på et langt metaltransportbånd side ved side og var så bagt når de kom ud i den anden ende, det var sjovt at se. Ligeledes kørte vi til Vordingborg efter ost hos BUKO, det var smøreost der var fejl ved, enten ved indpakningen, overskridelse af dato mærkning, eller andet, der var også store almindelige ostestykker der var pakket ind i plastik. Når vi kom hjem stod vi så og fjernede papir, plastik og sølvpapir, ligeledes skar vi paraffinen af de store oste, det hele blev hældt op i tønder og der blev hældt vand over så det kunne stå i blød, til sidst blev det kørt gennem en slags kværn, og blev så båret ud til grisene i spande, de elskede det.

Nå, alle tyrene var nu kommet på græs, og gik i nogle store folde, og passede sig selv. Henry og jeg såede, han kørte traktoren og jeg stod bag på såmaskinen, hvor jeg holdt øje med tragtene hvis de skulle hægte, eller der kom en græstørv i klemme. Det sidste vi såede var roerne. Det var på det tidspunkt at Alfred og Olsen (Olsen havde været kommis i brugsen og var nu gift med Lis fra Rønnevængegården). De skulle hver især have en ung mand fra Sydkorea, de var vistnok på den internationale højskole i nærheden af Helsingør. Det var vildt spændende for mig. Ham der skulle være hos Alfred hed (stavet på dansk). Rang Oh Lee, og ham som skulle være hos Olsen hed Pung Kay Thaeo, i daglig kaldte vi dem Lee og Thaeo. De var kommet til Danmark for at lære om dansk landbrug sammen med en seks-syv andre, jeg tror at de var midt i tyverne. Det var jo kun få år efter at krigen i Korea havde skilt deres land i et kommunistisk nord og et ikke kommunistisk syd, så de skulle lære at dyrke landbrug på en mere rationel måde. De kunne engelsk, det var jo godt, men det var der ikke nogen af os andre der kunne. Erik og Else kunne vistnok lidt, men de var jo ikke hjemme, så det gik jo fint. Jeg købte straks en lille lommeparlør der hed dansk- engelsk fra Høst og Søn, den brugte jeg flittigt, Lee havde en anden slags fra koreansk til engelsk, så når vi ikke forstod hinandens fagter med arme og ben, måtte vi slå det op og rede det ud på den måde, men det gik efterhånden ret godt. Jeg husker den første dag, Lee havde fået et værelse på loftet og da alt hans habengut var båret op fik han lidt rundvisning til vi skulle spise til middag. Lee fik plads ved siden af mig, det var et stort bord i den ene ende af køkkenet, som var adskilt fra det øvrige køkken med en høj skabssektion i hele bordets længde, i midten var der et skab der kunne lukkes op til begge sider, der satte Edith og Hanne meget af maden ind så de kunne tage det efterhånden som vi spiste. Vi fik altid varm mad til middag, men den dag var det hele sat på bordet, vi fik altid to retter mad, jeg husker ikke hvad vi fik først, men Edith sagde altid værsgo og så startede Alfred som sad ved bordenden, først gik kartoflerne rundt så kødet og sovsen så syltede agurker eller rødbeder. Alfred havde engang sagt til mig at det man hældte op spiste man, ikke noget med at levne. Sådan.

Da alt dette nu var nået forbi Lee, var der ikke nogen der hade lagt mærke til at Lee havde fortsat, han havde øst rødgrød op og var lige ved at hælde mælk oveni, da Edith forskrækket udbrød, nej nej han blander jo det hele sammen. Vi andre stirrede på stakkels Lee, som opdagede at han var årsag til al virakken, men Alfred tog det mere roligt, og sagde til Edith, det skal jo blandes før eller siden, så vi spiste pænt videre alle sammen, da alle var færdige og havde lagt kniv og gaffel op på den tomme tallerken, sagde Alfred velbekomme, og vi sagde tak for mad. Lee rejste sig op satte håndfladerne mod hinanden foran sig, bukkede mod Edith og Alfred og kvitterede med et pænt højt bøvs, alle kiggede ned i bordet, jeg kom til at grine, og Alfred pegede med fingeren, og så skyndte jeg mig ud og grine færdig. Det blev aldrig kommenteret, og Lee bøvsede heller ikke mere, men så godt efter hvad vi andre gjorde ved bordet. Jeg kunne godt lide at arbejde sammen med Lee, vi havde en masse at spørge hinanden om og måtte tit have ordbogen op af lommerne for at vi kunne forstå hinanden. Både Lee og Thaeo havde været med i krigen, Lee fortalte at det var meget svært at skyde et andet menneske, og det varede længe før han sigtede for at ramme, første gang var hvor han lå oppe i bjergene, side om side med nogle andre soldater og skød ned mod fjenden, pludselig giver den ene et højt skrig fra sig og synker sammen, han var død næsten med det samme, så blev han ked af det og græd, og så skød han vildt om sig bagefter. Jeg spurgte hvor mange han havde skudt, men det ville han ikke snakke om, og siden snakkede vi næsten aldrig om krigen.

Henry og Lee blev aldrig venner, nok mest fordi Henry ikke ville forstå ham, og at han også skulle lære Lee at køre traktoren, Henry blev gal og skældte ud hele tiden, Lee sagde Henry ikke god, og gik så sin vej. Det var blevet tid at luge roer, og alle måtte i marken, der var flere tdr. land så vi var mange, der var nogle som lugede på akkord, de talte så nogle rækker op, målte længden på dem med et favnmål og satte så nogle pinde i jorden så når de skulle luges 2. gang kunne de kende dem og få de samme rækker igen. At luge roer var nok det arbejde i marken jeg hadede mest, og jeg tror heller ikke at Lee kunne lide det, der var mange små sten, så når man hakkede rullede stenene, og de små roeplanter væltede eller knækkede fordi en sten trillede hen over dem, Lee blev skældt ud af Henry fordi det ikke gik stærkt nok, og jeg fordi jeg ikke fik fjernet ukrudtet ordentligt. Det værste var at Alfred sendte mig ud at luge mine rækker 3. gang, så jeg lovede mig selv at jeg aldrig ville have noget med roelugning at gøre mere. Engang skulle Henry så kunstgødning, og centrifugalsprederen blev sat på traktoren, gummivognen var sat ud i marken med sække hvor vi skulle bruge dem, der blev nu tømt sække op i sprederen, og når der var strøget mål blev der lagt en sæk ovenpå, som så kunne tømmes undervejs. Lee plagede for at få lov til at køre, for det så jo let ud, men det ville Henry ikke, han skulle ikke altid have det lette arbejde, men til sidst gav han sig dog, men så skulle Lee også selv læsse sækkene i sprederen, det gjorde Lee så, selvom han havde noget besvær med at løfte de 50kg. tunge sække op, og i stedet for en sæk på toppen skulle han lægge to. Nu skulle han sætte i gang, og selvfølgelig fik han sluppet koblingen for hurtigt og traktoren stejlede, forhjulene løftede sig nok en meter fra jorden, til alt held faldt begge sækkene af, så forhjulene røg ned på jorden igen, Henry grinede, men Lee blev meget forskrækket og ked af det, så han og jeg gik hjem til gården, mens Henry råbte efter os, at sådan gik det når man ikke kunne køre traktor. Vi blev nu så gale begge to at jeg sladrede til Alfred, som så senere gav Henry en skideballe, jeg tror at han var sur i en hel uge. Når vi skulle køre med radrenseren fik jeg lov til at køre traktoren, Alfred sad så bag på renseren og styrede den med en buet stang, der ved hjælp af nogle led gik ned til to små hjul, desværre måtte Alfred stå af for enderne, for ellers stejlede traktoren og så kunne jeg ikke dreje, men det gik fint. Ude langs markvejen til hestehaven, gik der tre tyre som var tøjret, dem skulle jeg vande hver dag, til det brugte jeg traktoren, først monterede jeg et lille lad der kunne hænge i trepunktsophænget på traktoren, derefter satte jeg en tom 200.lt. olietromle på, hvor den ene ende var skåret af, med den på kørte jeg hen til malkemaskinerummet og fyldte den ¾ med vand, med havde jeg også en zinkspand hvor der i håndtaget var bundet et stykke tov på et par meter, nu gik det langsomt af sted ud af markvejen så ikke vandet skvulpede over. Alfred havde sagt at jeg ikke måtte stå af traktoren inde i tøjreslaget, men skulle kravle om på ladet, fylde spanden med vand og så sænke den ned til tyren, det gik fint længe, men en dag da den sidste tyr skulle have vand gik det galt, jeg sænkede spanden ned som jeg plejede, men da tyren nok var blevet meget tørstig af at se de andre få vand, kunne det nok ikke gå stærkt nok, den stak hovedet ned i spanden, så noget af det løb over, da hovedet var for bredt til at nå helt ned på bunden af spanden for at få det sidste, blev den nok godt gal i hovedet, vi sloges lidt om spanden, jeg vandt og fik spanden op på ladet, og mens jeg vender mig om for at fylde spanden med vand igen, har tyren taget tilløb i tøjreslaget og banker med fuld kraft ind i traktorens baghjul, så jeg mister fodfæstet men bliver heldigvis hængende, noget af vandet i tønden skvulper over, så medens tyren prøver at få søbet vandet op fra jorden, får jeg hurtigt fyldt spanden igen og sænket den ned, og nu var den flinkere til at drikke, men efter den tid passede jeg godt på.

Det var blevet tid til at plante frøroer, til at trække plantemaskinen havde Alfred lånt en stor Fordson Supermajor af brdr. Svanebjerg, som drev lidt maskinstation, fordelen ved den var, at den var udstyret med plantegear, dvs. den kunne køre meget langsomt. Plantemaskinen var næsten som en radrenser, den hang i liften, der var to sæder så der kunne sidde to mand, og foran hver mand sad der to tallerkenskær som lavede en rille, ca. otte cm. bred og ti cm dyb, et stykke bag dem sad to brede jernhjul som dannede en lille vinkel mod hinanden, så når planten var sat ned i rillen, holdt man den lodret til den nåede rullerne, som så pakkede jorden omkring planten, så de to der sad og plantede skulle være rap på fingrene, jeg tror at Erik var hjemme for at hjælpe til, for der skulle også bæres planter til hele tiden, jeg fik lov til at køre traktoren og var enormt stolt, efter en længere forklaring af Alfred om at det var enormt vigtigt at jeg kørte nøjagtigt som han sagde, de skulle jo bagefter kunne renses med radrenseren som tog fire rækker af gangen, så alt afhang af mig. Det gik godt flere omgange, og Alfred roste mig, men da det gik utroligt langsomt, blev det noget kedeligt efterhånden, så halvt nede med en omgang faldt jeg i søvn, og Alfred opdagede det ikke før de begyndte at plante oven i en anden række, og så råbte han højt, han var virkelig vred, når jeg kun skulle sidde på traktoren, så kunne jeg dog i det mindste holde mig vågen, jeg tudede mens de flyttede traktoren, og trak planterne op så langt tilbage som det var nødvendigt, og jeg kørte snøftende videre og kæmpede for at holde mig vågen.

Det var ved at blive sommer, aftnerne var lyse og lange, og hvis Thaeo var nede og se til Lee, fik vi dem tit til at slås med os drenge, mest Lee, han var ikke så stor, men tæt og enorm smidig, og så kunne han noget kampteknik han havde lært mens han var soldat, jeg tror at selv om vi var en fire-fem drenge, så kunne vi ikke holde ham, det syntes vi var helt utroligt. Cirka en gang om måneden fik de lov til at lave koreansk mad i Ediths køkken, jeg var med en gang, det var helt specielt, det kan godt være at de havde gjort lidt mere ud af det fordi jeg var med. Det startede med at de kogte æg, ris, fisk og noget kål, vistnok spidskål, alt det bar vi op på Lee`s værelse. Vi smed nu vores skjorter, bandt et tyndt frottestykke om panden, og et om halsen, der var sat seks- syv flasker på bordet med forskellige krydderier samt nogle små skåle med forskelligt pulver, der blev tændt et par pinde som stod i en slags vase, de glødede kun, og der kom røg fra dem som lugtede mærkeligt. Vi startede med at sætte håndfladerne mod hinanden foran os, bukke mod hinanden og bagefter mod pindene, Thaeo sagde noget på koreansk, og så blev det endelig tid til at der skulle spises. Først tog vi et blad fra kålhovedet og lagde på tallerkenen, derefter ris oven på bladet, så æg som var findelt og til sidst et stykke kogt fisk, det var jeg ikke meget for, man kunne da ikke spise fisk der var kogt med ben i, men Lee tog et lille stykke med sine spisepinde, og i løbet af et øjeblik havde han skilt benene fra fisken og lagt det hen på min tallerken, så jeg måtte jo til det. Nu blev der så hældt krydderier af alle slags hen over det hele, de forklarede mig at jeg ikke skulle tage ret meget af hver da noget af det var meget stærkt, på en lille firkantet flaske stod der tabasco, og Lee gav mig et lille dryp på fingeren og sagde at jeg skulle smage, det gjorde jeg, tænk det var så stærkt at jeg troede det brændte lige ned igennem tungen, jeg tog nu en ordentlig slurk vand, men Lee sagde at jeg hellere skulle spise ris, der var også noget der lignede syltetøj, det smagte sødt til start men blev så meget stærkt, vi spiste nu stille og roligt, de med pinde, jeg fik lov til at bruge gaffel, da de kunne se at jeg ikke duede til det med pinde. Nu forstod jeg hvorfor vi skulle have klude om hoved og hals, for vi begyndte at svede så vandet drev ned af os, det var fordi at det var så stærkt sagde de, men det smagte ellers godt, der gik dog et par dage inden maven gik i orden igen.

 

Det var ved at være høst, hønsehuset var næsten færdigt indeni, tykke brædder var sat op som skillerum, så nu manglede der næsten kun at de skulle males med noget træbeskyttelse, det var noget der hed carbolinium, det var noget grisene ikke gnavede i, og Alfred havde også sagt til mig at jeg skulle passe på ikke at sprøjte på huden, for så kunne det svide, selvfølgelig fik jeg noget på hænderne, men det vaskede jeg af med sæbe, og det virkede godt nok, men jeg havde fået et par stænk på den ene kind som jeg først opdagede da jeg havde været ude i solen et stykke tid, og det begyndte at svide meget, jeg gned på det med hånden men det blev det bare værre af, så da jeg kom hjem til aften skulle mor så prøve at vaske det af, og så gjorde det virkelig ondt, hun smurte noget salve på der hed lokusil, og det hjalp lidt, men det var ligesom om at huden var ætset væk, og det var helt galt når solen kom til at skinne på det, så når jeg kørte korn hjem med traktoren måtte jeg holde hånden op for at skygge, jeg tror at der næsten gik en uge inden det forsvandt, så jeg kan godt forstå at grisene ikke ville have det i munden. Noget af høsten blev kørt op på brugsens lager, som jeg tror Alfred havde lejet. Lee og jeg sad så oven på sækkene når Henry kørte derop. I brugsens lager kunne man køre lige igennem med traktor og vogn, og inde i portrummet var der et hejseværk, som kunne løfte sækkene op til kornloftet på 1. sal, det var en tynd wire med en lille stålring som kontravægt, for at holde wiren stram, og i den var en kort kæde med en øjering, så man kunne lave en selvstrammende lykke om toppen af sækken hvor den var bundet med hyssenbånd, ned fra loftet hang så en kontakt i en ledning hvor man kunne trykke op eller ned, sækken blev nu løftet op gennem to lemme i loftet som åbnede sig til hver sin side, når sækken nåede helt op, smækkede lemmene i igen, og man kunne nu sænke sækken ned oven på lemmen, og køre den væk med en sækkevogn. Lee og jeg skiftedes til at hejse op og ned, og Henry kørte sækkene hen og stillede dem i den ene ende af kornloftet. Vi kørte også vand ud i den store fold hvor alle de unge tyre gik, der var stillet et stort gammelt vallekar som de kunne drikke af, når vi kom kørende ind i folden kom de alle styrtende til for at få vand, men de måtte jo vente til vi fik hældt vandet op i karret, og så sloges og masede de for at komme til at drikke. Men hver gang skete det samme, Flemmings gamle hest som han gik og klappede hver dag når den stod på stald, hed Bella og var meget gammel, inde i stalden gik han hen hvor den stod i et lille aflukke, så sagde han Bella, hesten kom hen til ham så han kunne klappe den, og som tak for besøget tog Bella fat i tøjet på den ene skulder og løftede ham lidt op fra jorden, og så gik Flemming videre, den gad ikke snakke med os andre, nå det var et sidespring. Bella gik sammen med tyrene ude i folden, men når den ville have vand gik den stille og roligt hen mod karret, og det kan nok være at tyrene hummede sig, den fik lov til at drikke vand når det passede den, hvis der var en enkelt tyr der ikke havde set den, bed den lige en enkelt gang, og så skyndte tyren sig væk. Engang havde en af de store tyre trukket tøjrepælen op og gået sig en tur, den stod nede på Pilegårdens mark og spiste af negene der stod i hove. Alfred sendte Henry og mig ned for at hente den hjem, jeg tænkte, det går aldrig godt for den var stor, og havde ret store horn, men Henry tog det helt stille og roligt og sagde, at så længe den bare går og spiser, så er det nemt nok, den må bare ikke begynde at bisse for så er den farlig. Nå Henry sagde til mig at jeg skulle gå stille og roligt i en stor bue, til jeg kom over på den anden side af den, han gemte sig bag en hov, og så skulle jeg stille og roligt genne den hen mod hoven, det gik fint, tyren så mig og gik nu stille og roligt hen imod hoven hvor Henry havde gemt sig, men nappede nu og da en mundfuld fra hovene den passerede, da den nåede hen hvor Henry sad, sprang han op som trold af en æske, fik fat i begge tyrens horn og drejede rundt, det gik simpelthen stærkt, de trimlede begge omkuld, og Henry holdt fat i hornene og pressede dem mod jorden, så tyren nu lå delvis på ryggen, og ikke kunne få fat med benene, der lå den nu og var helt desorienteret, men prøvede ikke at komme fri, og jeg skyndte mig at få lagt reb om hals og hoved på den. Henry havde gjort rebet klar, og fortalt mig hvad jeg skulle gøre, men jeg troede ikke rigtigt på det, men det gik jo fint, han sagde at det blot gjaldt om at tage først, og jeg tænkte? Hvad nu hvis den havde nået at tage først, jeg ville aldrig have vovet det, så efter den tid steg min respekt for Henry en del, men samtidig var han meget stærk og det var nok ikke så ringe i dette tilfælde. Vi trak nu tyren stille og roligt hjem og fik den tøjret ved siden af de to andre.

 

Vi var nu begyndt at høste på Stenager, der blev slået hundegræs og negene blev sat i nogle store runde hove så de kunne stå og tørre, da de var tjenlige til tærskning blev Ford Johannes tærskeværk stillet op inde i laden og negene kørt hjem direkte fra marken og tærsket, alt høet blev presset og sat op i et hjørne af den store lade, uden på og over et stort rum hvor der gik tyrekalve på dybstrøelse, Lee og jeg slæbte halm og stablede det, det var hårdt arbejde i den megen varme under tagpladerne. Vi diskuterede meget, for den ene skulle jo nødigt slæbe mere halm end den anden, men enedes dog rimeligt godt. Da alle skulle ind og spise til middag, sagde Alfred til mig at medens de spiste kunne jeg feje ud under tærskeværket, så kunne jeg gå ind og spise bagefter, det var helt i orden, jeg skulle feje det sammen i tre bunker, så når de kom tilbage, kunne hælde det igennem værket engang til for at der ikke skulle gå noget til spilde. Jeg blev hurtigt færdig og gik nu bare rundt for at få tiden til at gå, så kom jeg på tanke om at Johannes spiste snus, han tilbød tit en pris, bare for at vi drenge skulle løbe væk, han var nemlig altid helt sort i ansigtet af støv, og en sort stribe af snus i hver mundvig, og så sagde han at man aldrig blev stor hvis man ikke spiste snus, det var i hvert fald løgn for han var selv en lille tyk mand, så nu så jeg en mulighed for at prøve at smage det, jeg listede hen til traktoren og åbnede låget på værktøjskassen, og der lå den så, jeg tog nu snustobaksdåsen op, tog låget af, og med tommelfingerneglen tog jeg alt hvad der kunne hænge på den, tilbage med dåsen og så af sted, for at ingen skulle se det. Nu syntes jeg at jeg kunne høre nogen, så jeg tog det i munden men af bar befippelse for at nogen skulle opdage det, kom jeg til at sluge det hele, jeg fik faktisk slet ikke smagt det. Nå alle kom tilbage og Alfred sagde at nu kunne jeg gå ind til Edith og Hanne og få min velfortjente middagsmad, jeg gik ind men måtte synke hele tiden, for jeg blev ved med at få vand i kinderne, det hjalp lidt at få noget mad i munden, men jeg blev alligevel dårlig og skulle kaste op, Edith så på mig og sagde, jamen du er jo helt hvid i hovedet Jørgen, hvad er der galt med dig, jeg for af sted gennem køkkenet og ud i gangen, hvor der nåede at komme lidt inden jeg nåede helt ud, og der kom så resten. Edith holdt mig på panden, og jeg græd, hun sagde at jeg skulle køre hjem og hvile ud, så skulle jeg nok være frisk til næste dag, og så ville hun også sige til Alfred at det ikke lignede noget at lade mig gå i alt det støv alene, mens de bare gik ind for at spise. Jeg havde det rigtigt dårligt og havde slet ikke mod nok til at fortælle hende den rigtige sammenhæng.

Alfred havde som den første (tror jeg) i Leestrup, købt en mejetærsker, det var en Termænius, den var sølvbronzefarvet, og havde et segl med trælister til at føre stråene op til cylinderen, den kunne tærske fem eller seks fod i bredden, og var udstyret med en Ford A motor til at trække selve værket. På rammen under værket sad to store gummihjul og den blev så trukket som en tohjulet gummivogn bagefter den lille Ferguson. Alfred kørte traktoren og Henry tog sække fra. Der kunne være to sække på slisken, så man kunne læsse af de samme steder på en omgang, de var så nemmere at læsse på gummivognen end hvis de bare var skubbet af hist og pist. Når vi så nåede sidst på dagen, og Alfred og Henry skulle begynde at fodre, så fik Lee og jeg lov til at hente de fulde sække ude på marken. Alfred havde til traktoren, købt en sækkelæsser, det var et langt rør på ca. tre meter der blev sat på trepunktsophænget, og man kunne nu med en klo der sad på enden af røret løfte sækken der skulle ligge ned op ved hjælp af den hydrauliske lift, når den var løftet op bakkede man hen til gummivognen og lagde den ned på ladet, den af os der ikke sad på traktoren rejste så sækken op og kunne så med besvær skubbe den på plads, det kneb for mig da jeg ikke var så stærk som Lee, men han var flink og lod mig læsse de fleste. Det var en meget tør eftersommer, og vi måtte køre foder ud til de mange tyre i folden, der var kun vissent græs tilbage og en gang imellem brød de ud, så Lee og jeg har mange gange gået som hyrder for at jage dem tilbage midt i folden, det var værst da de gik i en fold ned mod Anders Hansen, det var der frøroerne stod og de var lidt grønnere end det visne og nedtrampede græs de gik på, så til sidst måtte vi jage dem over på den anden side af landevejen hvor vi havde høstet, men vi havde nær aldrig fået slået hegnspælene i jorden, og vi måtte nu køre alt foder og vand ud til dem. Henry pløjede nu de steder der hvor der skulle sås vintersæd eller raps, og jeg tog så over for at harve det han havde pløjet, så det var parat til at så. Efter meget plageri fik jeg lov til en dag at køre ud og harve med den store harve som hang i liften, den var ligesom tredelt og de yderste led hang lidt ned. Alfred havde givet mig nøje instrukser om at løfte harven i god tid ved enderne før jeg drejede, det skulle foregå medens man kørte, for vis man koblede ud virkede liften ikke, men det vidste jeg jo alt om i forvejen, når så harven var helt fri af jorden hoppede jeg over på sidehjulsbremsen og drejede forhjulene til samme side med et snuptag i rattet, og den snurrede nu rundt som på en tallerken, hvis man trådte hårdt nok på sidehjulsbremsen, men selvfølgelig gik det galt, da jeg skulle dreje ved volden op mod vejen mellem Leestrup og Vindbyholt fik jeg enten løftet harven for sent op eller ikke trådt nok på sidehjulsbremsen, resultatet blev at det yderste led på harven hamrede ind i volden så det knækkede, og en af tænderne gik igennem bagdækket så det punkterede og hjulet blev løftet op så det ikke kunne nå jorden, det var ikke godt, jeg var nu i tvivl om jeg skulle gå hjem til Edith eller til Alfred, jeg valgte det sidste, selv om der var langt at gå, Henry og Alfred gik nemlig helt ude ved hestehavehuset og stynede hegn, der var rigtigt langt, og jeg havde det ikke ret godt da jeg nåede derud. Jeg fortalte hvad jeg havde lavet med tårerne trillende ned af kinderne, men Alfred tog det pænt og sagde, jeg kan se at du ikke har slået dig, for så havde du jo ikke gået helt her ud. Alfred og Henry gik nu tilbage til Stenager, Lee og jeg fortsatte så med at save grene af som hang ud over marken til det blev fyraften. Næste dag da jeg kom efter skole var traktoren og harven lappet sammen igen, jeg ved ikke hvem der havde lavet dem, og så var alt glemt. Det store brænde blev savet og flækket, og alt riset blev lavet til risbrænde, det blev klaret ved at Alfred lånte Ford Johannes kvashugger som han kørte rundt med og huggede ris for andre. Vi var nu begyndt i roerne, noget af toppen kørte vi ud i folden til tyrene hver dag og resten blev kørt i en stor bunke til ensilage, i starten kørte vi op over bunken for at trykke den sammen, Alfred dryssede en slags salt på med jævne mellemrum, for at det hurtigere skulle blive til ensilage, når al toppen var kørt i bunke, blev der lagt plastik over og så drysset et godt lag halm udenpå. Nu pløjede Henry tre til fire meter hele vejen rundt om bunken, og så kom Johannes eller Lille Poul med en roekugledækker, det var en maskine der var ophængt i liften på traktoren, og for enden af kardanakslen sad der nogle skovle inde i en kasse hvor man så kunne stille tuden i den retning hvor man ville ha at jorden skulle hen, og så kørte man rundt om bunken til man syntes at jordlaget var tykt nok, det så sjovt ud, især når Lille Poul kørte, han kørte enormt stærkt, og man troede at han ville vælte når han kørte helt oppe på siderne af bunken. Jeg ved ikke om han nogensinde er væltet.

Edith og Hanne lavede altid god mad, den eneste gang jeg er blevet skuffet var engang vi skulle have risengrød, jeg elsker risengrød, Alfred startede som han altid gjorde og så langede vi andre til fadet på skift, jeg tog en god stor tallerkenfuld og begyndte at se mig om efter kanel, sukker og smør til smørklatten i midten, jeg kunne ikke se det, men i det samme siger Edith; Hov jeg glemte æblegrøden, Som Hanne så hentede, først nu så jeg at risengrøden var ligesom mere skinnende og gennemsigtig, og slet ikke lignede mors, og nu begyndte de andre at øse æblegrød ovenpå, det kunne jeg ikke lide, for hos Ella, Bedstefars 2.kone fik vi det og der var altid stumper af kernehus i grøden, så det lod jeg gå videre. Jeg huskede nu tydeligt hvad Alfred havde sagt i starten jeg var der, og måtte nu gå i gang med den store tallerkenfuld vandrisengrød, jeg tror at jeg var den sidste der rejste mig fra bordet og lovede mig selv at se bedre efter en anden gang, og ikke bare øse op, jeg har aldrig smagt det siden, og håber ikke at jeg nogensinde bliver budt det for så tror jeg at jeg vil takke nej.

 

Jeg tror at jeg stoppede med at arbejde hos Edith og Alfred omkring november, jeg havde fået 50,00 kr. om måneden og det var jeg godt tilfreds med, men var blevet spurgt om jeg kunne tænke mig at få arbejde hos Herman og Anna på Nordvang, som var en lille gård der lå midt i Leestrup by, de kunne godt bruge mig, også til 50,00 kr. om måneden men der skulle jeg kun være de dage jeg ikke skulle i skole og det sagde jeg ja til.